1 75 ARR * ö 3 2 4

- SP

N Ad 4

*

Eventyr og Fortællinger

af

Tuſind og cen Rat.

— j ——

J Udvalg ved

Valdemar Thiſted.

S jette Deel.

Kjøbenhavn. Schubothes Boghandling.

Grabes Bogtrykkeri.

1854.

Eventyr og Fortællinger af

32

Tuſind og een Nat.

Sjette Deel

Nureddin Ali's og Bedreddin Hasſans

Hiſtorie.

Storvizieren Giafar fortalte engang ſin Herre og Ven, Kbalifen Harun al Raſbid, folgende Hiſtorie:

Herſker over de Troende, der gaves engang i Wgyp— ten en fjelden retfærdig, velgjorende og gavmild Sultan, der tillige var faa krigserfaren og tapper, at ban var en Skrak for alle fine Naboer. Han var en Ven af de Fattige, og begunſtigede de Lærde, bvilke ban hævede til de hojeſte Embeder og Vardigbeder i Riget.

Denne Sultans Vizier var ligeledes en retſindig og viis, ſamt i alle ſkjonne og nyttige Videnſkaber velbevan— dret Mand. Vizieren havde tvende Sonner, ſom begge med re traadte i deres Faders Fodſpor. Den ældre af dem bed Shemseddin Mobamed, den yngre Nureddin Ali. Begge vare begavede og elſkelige; men dog beſad ifær den Sidſte alle en lykkelig Naturs og en heldig Opdragelſes Fortrin.

Da deres Fader Storvizieren var død, [od Sulta— nen dem falde til fig, og beflædte dem begge med en almindelig Viziers Kledebon, idet han ſagde til dem: — Det

0 Tab, fom J have lidt, deler jeg ſelv og bele mit ks med Eder. At dette er Sandhed, vil jeg ftræbe at bes viſe, idet jeg af bedſte Evne hædrer den afdøde Viziers Minde i hang Sonner. Jeg udnævner Cder begge til mine Vizierer, og forlanger ikke Andet af Eder, end at J ſtulle tage Eders bedengangne Fader til Monſter. —

De tvende nye Vizierer takkede Sultanen for den dem beviſte Maade, og gik bjem for at beſorge deres Faders Begravelſe. Forſt en Maaned efter gik de at— ter ud, og toge for forſte Gang Sæde i Sultanens Raadsforſamling, bvilken de fra denne Tid regelmasſig bivaanede. Men naar Sultanen tog paa Jagt, ledſagede bam ſtedſe een af de unge Vizierer, og de node afvexlende denne Were.

De to Brødre havde bidtil i uforſtyrret Ro og Enigbed boet og fort Huusboldning ſammen. Da de en Aften efter Maaltidet — den folgende Dag ſkulde den ældre Broder folge Sultanen paa Jagt — fade og un— derboldt fig med binanden om ligegyldige Ting, yttrede endelig den Aeldſte: — Da vi ere Brødre og Venner af eet Hjerte, ſones det mig, at vi paa ſamme Dag ſkulde ægte tvende Soſtre af en os værdig Familie. Hvad ſiger Du dertil? —

— Denne Tanke — ſvarede Nureddin: — er vort Broderſkab og Venſkab aldeles værdig, og jeg er beredt til Alt, bvad Du i denne Henſeende beſtemmer. —

— Ja, men det er endnu langtfra det Hele. — vedblev Sbemseddin: — Min Fantaſi gaaer endnu langt vi⸗ dere! Lad os ſette, at vore Huſtruer nedkomme paa den ſamme Dag, din med en Son og min med en Datter! Hvad vilde da være naturligere end at vi til Befaſtelſe af vort Venſkab i Tiden giftede dem med hinanden? —

7

— Det er et prægtigt Forſlag! — raabte Nu— reddin Ali: — Et ſaadant Aegteſkab fætter Kronen paa vor Broderkjerligbed; med Glæde indvilliger jeg deri! — Men bvyis det virkelig kom faa vidt, — tilføjede han: — vilde Du da vel forlange nogen Morgengave af min Son? — !

— Det vilde vel falde af fig felv; — ſparede Sbemseddin: — jeg er endogſaa overbeviiſt om, at Du, foruden det Sadvanlige, vilde tilſtaa din Son i det Mindſte tre tuſinde Zechiner, tre Landgodſer og tre Sla— ver. —

— Deri er jeg dog ikke fan ganſke enig med Dig, — pttrede den vngre Broder: — Ere vi ikke Brødre, Venner, og dertil ſideordnede Embedsmænd? Og vi begge vide jo desuden, at altid Mandkjonnet bar Fortrinet fremfor Kvindekjonnet. Mon det derfor ikke ſnarere vilde blive din Sag at ſorge for et godt Udftyr? Som det lader, ſkulde Man neſten tro, at Du bapde Tilbojelighed til at ſkjere Remme af andre Folks Ryg! —

Disſe Attringer [od Nureddin Ali falde i balv Spog; men Shemseddin tog dem op i ramme Alvor. — Vee over din Son, at Du vover at give bam For— trinet for min Datter! Jeg forbauſes endogſaa over, at Du vover at anſee ham for et pasſende Parti for hende! Vanvittig maa Du iſandbed være, at Du tor agte Dig mig lige, og pttre, at vi ere Embedsbrodre paa lige Trin! Hovmodige Daare, efter det, der nu er fore— faldet imellem os, vilde jeg ikke give din Son min Dat— ter, felv om Du lod ham forgylde fra Overſt til Ne— derſt! —

Paa denne Maade blev den ſnurrige Strid imellem Brødrene angagende deres endnu ufødte Borns Giftermaal

8

endnu længe fortfat; det ene Ord tog det andet, og Sbemseddin forløb fig tilſidſt faa vidt, at ban i tru⸗— ende Tone vttrede:

— Skulde jeg ikke netop imorgen ledſage Sultanen paa Jagt, ſkulde det visſelig gaa Dig ilde. Men ſaa— ſnart jeg er vendt tilbage, ſkal det være min forſte Om⸗ ſorg at lære Dig, om en yngre Broder tor fore faa ufor— ftammet Tale imod den ældre, ſom Du nylig bar fort. —

Og Brødrene ſkiltes ſom Uvenner fra binanden for at begive fig til Hvile.

Den folgende Morgen forlod Sbemseddin Mo— bamed ganſke tidlig Kabira ifølge med Sultanen, der ſlog ind paa Vejen til Pyramiderne. Nureddin Ali havde tilbragt en meget urolig Nat. Endelig var ban efter moden Overvejelſe kommen til den beſtemte Anſkuelſe af Sagen, at ban umulig længer kunde leve ſammen med en Broder, ſom bebandlede bam paa en faa overmodig Maade. Folgende Vers, ſom ban fremſagde for fig felv, antyde nærmere den Beſlutning, ban bapde fattet:

— Vandenes ubevagelige Overflade fordarves og gaaer i Forraadnelſe; alene Stormen holder Bandet friſt, idet den oprører ſamme. — Forlod Løven ikke Skoven, vilde den kun ſjelden finde Bytte, og his Pilen ikke forlod Buen, vilde den aldrig traffe. Hverken Fordeel eller Berommelſe feer jeg i et roligt og dorſk Ophold paa ſamme Sted; disſe gyldne Goder findes alene i Virkſombed og paa Rejſer. — Rejs altſaa! Du vil finde tifold Erſtatning for det, Du efterlader, og Livets Ande fremgager alene af Adſpredelſe. —

Uden at ſpilde Tiden lod Nureddin Ali et dygtigt Muuldyr ſadle, forſynede ſig rundelig med Guld,

9

Klenodier ſamt med nogle Levnetsmidler, og reed bort, efter at bave givet ſine Folk den Beſked, at han blot vilde blive nogle Dage borte.

Saaſnart ban hapde Kabira bag fig, ſlog han ind paa Vejen til Arabien, og ilede fremad faa ſteerkt, han for— maaede. Men i Orkenen maatte det af Anſtrengelſe udtømte Muuldyr ligge under, og Nureddin Ali ſaae fig nødt til at fortfætte fin Rejſe tilfods. Heldigviis blev han ind— hentet af et til Balſora gagende Jilbud; dette tog bam op bos fig paa Kamelen, og fortſatte fin iilſomme Fart.

Da Nureddin Ali paa denne Maade haſtig bavde naget Kabira, tog han taknemlig Afſked fra Poſtrytte— ren, og vandrede igjennem Staden for at opſoge fig en Bolig. J een af Hovedgaderne mødte han en fornem Herre med et talrigt Folge, bvem Stadens Indvaanere ydede de ſtorſte Wresbeviisninger, bvor han kom frem. Overalt bleve Folk ſtagende, eller kaſtede fig endogſaa ned, medens han drog forbi, og Nureddin Ali fulgte beri Mængdens Exempel. Den fornemme Herre var ingen An— den end Sultanen af Balſoras Storvizier, ſom reed igjennem Staden for ved fin perſonlige Nervparelſe at befordre Opretboldelſen af Rolighed og god Orden. Tilfaldigviis faldt bans Blik paa den unge Mand, og ban fandt over— ordentligt Bebag i bans ſmukke og aabne Anſigtstrak. Da ban kom ham paa Siden, holdt ban derfor ftille og fpurgte ham, Øvem ban var og bvor han fom fra.

— Herre, — fvarede Ynglingen: — jeg hedder Nureddin Ali, og bar forladt Kabira, min fædrene Stad, af retfærdig Uvillie over en Slagtning, der har fornærmet mig faa baardt, at jeg heller vil gjennemvandre den vide Verden og do imellem Fremmede end vende til— bage til Egypten. —

10

Hertil fvarede Storvizieren, en ſmuk og ærværdig Olding: — Min Son, betenk Dig vel paa hvad Du bar iſinde at gjøre! Der gives kun Elendigbed i den vide og fremmede Verden; J er endnu for ung til at fjende alle de Ulemper, ſom J udfætter Eder for. Følg beller med mig! Maaſkee kunde det lokkes mig at bringe Eder til at glemme Aarſagen til Eders frivillige Forvüsning. —

Nureddin Ali fulgte uden Betenkning Storvi— zieren af Balſora og gav ſig i bang Tjeneſte. Ikke længe varede det, inden Vizieren erkjendte bang mange gode Egenſkaber og vandt bam kjar ſom en Son. Der⸗ for tog ban en Dag, da ban var alene med ham, til⸗ orde paa folgende Maade: — Som J begriber, kan jeg ikke nære Haab om endnu at bave lang TD at leve i. Himlen ffjænfede mig cen eneſte Datter, ſom netop nu bar naaet den mandbare Alder. Hun er baade ſmuk og god og velopdragen. Flere af Hoffets bojeſte Embedsmeend bave allerede bejlet til bendes Haand for deres Sonner; men jeg bar endnu ikke kunnet beſtemme mig for noget Parti. Men da jeg lærte Eder at fjende, opſtod det Onſte bos mig, at fnytte Eder til mig med de fnevrefte Baand, og der ſpnes mig nu Intet mere onſkeligt end at faa Eder til min Svigerſon. Modtager J mit Til bud, vil jeg erklere Sultanen min Herre, at jeg, idet jeg vælger Eder til min Dattermand, antager Eder i Sons Sted, og bede bam om engang i Tiden at lade en Stor- viziers Verdigbed gaa over paa Eder. Og da jeg i min fremrykkede Alder trænger til Ro, vil jeg allerede nu overlade Eder Beſtyrelſen af min ſtore Formue og den ſtorſte Deel af mine Embedsforretninger. —

Da den edle Vizier bapde endt fin bjertelige Til tale, kaſtede Nureddin Ali ſig for hans Fodder, og

11

erklærede, fuld af Glæde og Taknemlighed, at ban i Alt vilde overgive fig i bans Hænder ſom i en Faders. Da bidkaldte Storvizieren de fornemſte Tjenere i fit Huus og befalede dem at udſmokke den ſtore Sal 1 hans Palads og foranſtalte et prægtigt Maaltid. Da Alt var beredt, lød ban Stadens og Hoffets meſt anſeete og upperite Mænd indbyde til fig, og ſaaſnart de vare forſamlede, boldt han folgende Tale til dem, bvori han paa en ſnild Maade vidſte at bortfjerne Bitterheden i de Afſlag, ſom de tid— ligere bavde modtaget med Henſyn til hans Datters Haand:

— Mine ædle Herrer, jeg føler en inderlig Glæde over nu at kunne meddele Eder Noget, ſom jeg bidtil har maattet bevare under en dyb Hemmeligheds Slor. Jeg har en Broder, ſom er Storvizier hos Sultanen af Agyp— ten, ligeſom jeg har den Wre at være det bos Sultanen af Balſora, vor Herre. Denne Broder havde een eneſte Son, ſom ban ikke vilde formæle i Wgypten, men, ifølge tidlig Aftale med mig, naar den pasſende Tid kom, ſende berbid til Balſora for at ægte min Datter og ſaaledes forene vor Stammes tvende Grene. Denne Son kan jeg nu foreſtille Eder i denne unge Mand, min tilkom— mende Adoptivſon og Dattermand. Sluttelig ſmigrer jeg mig med, at J alle ville med Eders Narvarelſe beære hans Bryllup, ſom er beſtemt til at bojtideligholdes idag, hvortil Allah give fin Velſignelſe! —

Ingen af alle de Tilſtedeverende, faa levende de end havde attraget at komme i Svogerſkab med Storvi— zieren, fandt det efter denne Meddelelſe underligt, at ban foretrak ſin Broderſon for alle fremmede Bejlere, og den ærefulde Maade, bvorpaa han indbød dem til Feſten, for— ſonede dem fuldkommen med den unge Mands Lykke.

12

CSaafnart den glimrende Forſamling bavde bevidnet Storvizieren af Balſora fin Glæde over bang Brollup med Rureddin Ali, gik Man tilbords. Ved Maaltidets Slutning blev der, ſom ſadvanlig ved flige højtidelige Lejligbeder, budet fünt Bagvark omkring, og efterat Alle, ifølge Skik og Brug, havde taget faa meget til fig deraf, ſom Enbver kunde føre med fig bjem, traadte Kadi'en og Vidnerne ind med gteftabéfontraften. De Fornemſte i Selſkabet ſkreve deres Mavne under, og der» paa brode de alle op.

Da der nu ingen Andre var tilbage end Huſets Tjenere, befalede Storvizieren, at der ſkulde gjores et ko— ſteligt Bad rede, og at Nureddin Ali ſkulde føres deri og betjenes. J Badet fandt den unge Mand ganſke nyt Linned af en Fünbed og Skjonbed, faa at det var en Lvit at betragte det, ſamt alt Andet, bvad der borte til en prægtig Paakledning. Saaſnart han efter alle en fuldkommen Kunſts Regler var bleven vadſket, afgneden, ſalvet og betjent med de koſteligſte duftende Vande, iforte ban fig den glimrende friſke Dragt, og forekom nu fig felv at være bleven et aldeles nyt Menneſke, omſkabt til den lokkeligſte Tilværelſe. Duftende af tuſinde Arter Vel— lugt vendte ban derpaa tilbage til fin Svigerfader; denne glædede fig bjertelig over bang gode Udfeende, lod ham tage Sede bos fig og ſagde til bam: — Min Son, J bar betroet mig, Hvem J er. og bvilken Rang I tidligere indtog ved det egyptiſke Hof. Iligemaade meddeelte J mig, at en Strid med Eders Broder havde foranlediget Eder til at forlade Eders Fædreland. Jeg beder Eder nu, ganſke aabenbjertig at betro mig Anledningen til denne Strid; thi med fuld Ret kan jeg nu, vil mig tykkes, gjøre Fordring paa bele Eders Fortrolighed. —

13

Nureddin Ali fortalte da fin Svigerfader ud— forlig den Tviſt, han bavde havt med fin Broder, og Storvizieren kunde ikke hore derpaa uden at lee bøjt.

— Kan der vel — udraabte ban: — gives noget mere naragtigt i den hele Verden? Men er det ogſaa vir— kelig muligt, at J bleve uenige over et indbildt Gifter— maal imellem Born, ſom endnu ikke vare til? Det gjør mig ſandelig ondt, at flig en latterlig Ting ſkulde være Aarſag til en Skilsmisſe fra Eders Broder, ſom J el— ſkede og af bvem J dog ſikkerlig var gjenelſket ikke mindre højt. Men Eders ældre Broder havde Uret i at tage en ſpogefuld Attring for en Fornermelſe, og jeg bar Grund til at taffe Himlen for en Tvift, der forſkaffede mig en Svigerſon, ſom J er, ganſke efter mit Hjerte. — Men — vedblev Oldingen: — det er allerede ſilde, og J maa ikke lade min Datter vente laenger. Imorgen ſkal jeg foreſtille Eder for Sultanen, der, ſom jeg haaber, nok vil modtage Eder paa en Maade, hvormed vi begge kunne være tilfredſe. —

— Su indtraf det hojſt merkveerdige Tilfælde, — vedblev Giafar, henvendt til Harun al Raſhid: — at netop paa den ſamme Dag, ſom dette Bryllup fandt Sted i Balſora, ogſaa Sbemseddin Mohamed formalede fig i Kabira.

Efterat nemlig Nureddin Ali havde forladt Ka— bira for aldrig mere at vende did tilbage, benrandt en heel Maaned, inden Shemseddin kom bjem igjen med Sultanen, der neſten ingen Grandſe kjendte for fin Jagt— tilbojelighed. Saaſnart han ſage fig løft fra Sultanens Tjeneſte, ilede han op paa fin Broders Vaerelſe, men fandt ham naturligviis ikke; med Forbauſelſe maatte han erfare,

14

at Mureddin Ali den ſamme Dag, da ban felv var brudt op med Sultanen for at gaa paa Jagt, under Paa—

ſtud af en tre til fire Dages Udflugt havde forladt Kar

bira, og ikke havde ladet bore fra fig ſiden. Dette gik bam faa meget nærmere tilbjerte, ſom ban ikke kunde tvivle om, at jo de baarde Ord, bvormed ban bapde forladt fin Broder, vare Aarſag til bans Undvigelſe. Han ſendte ſtrar Jilbud ud til alle Sider, lige indtil Damascus og Haleppo; men Nureddin Ali befandt ſig allerede for længe ſiden i god Bebold i Balſora, og Budene vendte tilbage uden nogen Efterretning om bam. Imidlertid op— gav Sbemseddin dog ingenlunde bermed fine Forſog paa at gjenfinde fin Broder. Men fort Tid efter fif ban Lyſt til at formale fig, og forbandt fig med Datteren af en mægtig og anſeet Mand, netop pan den ſamme Dag, ſom Nureddin Ali boldt Bryllup i Balſora. Skjebnen bar fine beſynderlige Luner.

Men berved blev det ingenlunde. Thi paa ſamme Tid, ja paa ſamme Dag, ſom Sbemseddins Gemal— inde bragte en Datter til Verden i Kahira, fødte Nur— eddin Alis Huſtru i Staden Balſora et dejligt Drengebarn, ſom fif Napn af Bedreddin Hasſan. Storvizieren af Balſora vifte fin ſtore Glæde over denne lokkelige Begivenbed ved en overordentlig Gavmildhed og prægtige offentlige Feſter. Men for endvidere at give fin Svigerſon et Beviig paa fin faderlige Godhed, bes nyttede ban den forſte Lejligbed til at udbede fig den Naade bos Sultanen, at hans Embede med det Samme maatte gaa over paa Nureddin Ali, forat ban kunde have den Glæde og Troſt, for fin Dod at fee fin Svi— gerſon bekledt med en Viziers Værdighed.

15

Sultanen, hvem Nureddin Ali i ualmindelig Grad havde bebaget, da han ſtrax efter Bryllupet var bleven ham foreſtillet, og om byem han ſenere ikke havde bort Andet end alt Godt, bevilgede Vizierens Andragende faa venlig og ærefuldt, ſom det blot lod fig onſke, og gav Befaling til, at Nureddin Ali ſkulde beflædes med en Storviziers Kledebon. Den gode Svigerfaders Glæde naaede fin bøjefte Spidſe, da han den folgende Dag fane fin Svigerſon i hans Sted indtage Forſadet i Divanet og udfore alle en Storviziers Forretninger med ſaadan Dygtighed og Verdighed, ſom om han havde be— ret Storvizier hele fit Liv. Fra nu af ledede Nured— din Ali ſtedſe Divanets Forhandlinger, faa ofte ſom Alderdomsſkrobelighed forbindrede hang Svigerfader i at mode. Den gode Olding døde fire Aar efter Nured— din Alis Formeling med hans Datter, med den glade Bevidſthed, at han havde efterladt fig en Udfæd, der længe vilde bære velſignede Frugter for hans Familie og Fædrelandet.

Nureddin Ali vifte ham den ſidſte re med hele en Sons omme Aerbodighed, og overtog faa fuld— kommen en Storbiziers Embede hos Sultanen af Balſora.

Saaſnart Nureddin Alis Son Bedreddin Hasſan var fem Aar gammel, gav Man bam en for— treffelig Lærer, der ſkulde opdrage ham paa en hans høje Byrd og hans ypperlige Evner værdig Maade. Thi Drengen viſte tidlig en ualmindelig Forſtand og en ſtor Modtageligbed for Alt, hvad der var godt og videverdigt. Da Bedreddin Hasſan efter to Mars Forløb fuld— kommen vel kunde læfe, gav hans Lærer ham Koranen i Hænder til at lere udenad. Nu fif han ogſaa andre

10

Lærere, efterbaanden i alle Videnſkaber, og disſe havde allerede i bang tolvte Aar bragt bam faa vidt, at ban ikke længer bebøvede deres Vejledning. موللا‎ famme Tid bare bang Legeme og bang Anſigtstrak allerede faa fulde kommen uddannede, at ban maatte væffe Glæde og Be— undring overalt, bvor ban traadte frem, ſaaledes ſom Digteren figer:

— Sene viſer han fig, faa raabe Alle: — Allah være priſet, ſom forftaaer at forme faa vidunderlig ffjønt! — Han cer Skjonhedens Fyrſte, og Alverden maa hylde ham. — Sfkjonheden ſelv har i tydelige Trak ſkrevet i hans el⸗ ſtelige Aaſyn: — ‚Beundrer og elſker ham!“ —

Hidtil havde bang Fader blot været betankt paa at uddanne bang Sjæl ved nyttige Kundſkaber, uden at fore bam ind i Verdenslivet. Nu forſt gav ban bam Tilladelſe til at forlade Haremet, og den forſte Vandring, ſom Fader og Son gjorde med binanden, gj Sul⸗ tanens Palads. Overalt, bvor ban kom frem paa Ga⸗ den, ſtimlede Folk ſammen, og lode bøje Forundringsraab bore over bang Skjonbed, i Forbindelſe med tuſinde Vel⸗ ſignelſer. Sultanen modtog dem meget naadig, baade for Faderens egen Skyld, i bvem han havde fundet ſin Regjerings trofaſte Støtte, og for Sonnens Skuyld, af bvis ungdommelige Ande og klare Forſtand han følte fig bojligen indtagen. Han opmuntrede Nureddin Ali til at anvende Alt paa det unge Menneſkes Uddannelſe, forat ban engang i Tiden kunde blive hans Efterfolger i hans bøje og anſparsfulde Beſtilling.

Det vilde iſandbed ogſaa have været Synd at ſige, at Nureddin Ali undlod Nogetſombelſt, felv det Mindſte af bvad der kunde fore til dette Formaal. Ef—

17

terhaanden fatte ban bam ind i alle Rigets Forhold ſamt alle en Viziers Pligter, og nod den ſkjonneſte Lon for fine faderlige Beſtræbelſer. Men Sfjæbnen vilde dog ikke, at han ſkulde nyde de egentlige Frugter af fit Verk. Saaſnart ban med inderlig Fryd faae det fuldendt, blev han pludfelig angreben af en bidſig Sygdom, der baſtig bragte bam paa Gravens Rand. Den ædle Nureddin Ali nærede beller ikke noget forfængeligt Haab om at komme fig igjen, men beredte fig paa at do ſom en ægte troende Muſelmand. I disſe koſtbare Ojeblikke var hans dyrebare Søn fan godt ſom hans eneſte Tanke; uden at ſpilde Tiden lod han ham kalde for ſig, og talte ſaaledes til ham:

— Min Son, Du ſeer, at denne Verden med al dens Herlighed er forgengelig; forſt i et andet Liv ville vi komme til at nyde en evig vedvarende, uforkrenkelig Lykke. Du maa derfor allerede nu berede Dig paa den Stemning, hvori jeg nu befinder mig, forat Du kan fee en blid og angerfri Dod imode, uden Bebrejdelſer for at bave forſomt en god Muſelmands og et retſkaffent Men— neſkes Pligter. Religionens dyrebare Love er Du til— ftræftelig indviet i; med Henſyn derimod til en retſkaffen Vandel vil jeg give Dig adſkillige Lerdomme, ſom Du vil vide at benytte. Dog forſt og fremmeſt er det nodven— digt, at Du lærer Dig felv at fjende, ikke alene, هونا‎ men ogſaa Hvo Du er, og jeg maa derfor gaa noget tilbage i Tiden for at lade Dig vide, fra bvilken Slægt og fra hvilket Land Du nedſtammer.

— Mit Fædreland er Aegypten, hvor min Fader, din Bedſtefader, var den derværende Sultans forſte Mi— niſter, og jeg tilligemed min Broder, din Onkel, efter ham bekledte Vizierers Embeder. Min Broder, Shems—

VI. 2

18 9

eddin Mobamed, er, ſaavidt jeg veed, endnu ilive. Visſe Omſteendigbeder tvang mig til at forlade bam, bvor⸗ paa jeg ægtede Vizieren af Balſoras Datter og efterfulgte min Svigerfader i Embede og Verdigbed. Dog alt dette vil Du faa en fuldſtandigere Underretning om i et Skrift, ſom jeg vil efterlade Dig. Naar jeg er dod, maa Du læfe det igjennem med Eftertanke; Du vil blandt Andet deri finde min Brollupsdag og din egen Fodſelsdag op— tegnede. Det er rimeligt, at disſe Efterretninger engang i Tiden kunne komme Dig tilnytte, og Du maa derfor om— boggelig gjemme det beſkrevne Hefte. — —

Bedreddin Hasſan formaagede ikke langer at bolde fine Taarer tilbage. Dobt bedrøvet over fin Fa— ders Tilſtand aflagde ban det bøjtidelige Løfte, at ban ſkulde forvare Optegnelſerne ſom fin koſteligſte Skat og efter Evne ſtræbe at fore fig dem tilnptte.

Nureddin Ali følte fig allerede meget ſpagere, og ban troede at kunne tælle fine Ojeblikke. Derfor ved⸗ blev ban, ſaaſnart ban igjen nogenlunde lande 81 ſine Kræfter, paa folgende Maade:

— Min Son, din allerforſte Gründſctulng maa være den, ikke at pleje Omgang med alleſlags Menneſker. Hvo ſom vil leve i Fred, man blive paa fit Eget og kun med Sparſombed og velberaad Hu meddele fig til An— dre. Digteren ſiger:

— Der gives i vore Dage kun faa Meuneſker, ſom ville ſtaa Venſkabsprove i Ulykkens Dage. —

Derfor bandler Du klogt, naar Du lever indenfor vel afſtukne Grendſer, og, med faa Undtagelſer, ikke ſtoler paa Andre end Dig felv.

— For det Andet maa Du vogte Dig for at bruge

19

vilkaarlig Vold imod Nogen; i dette Tilfælde vilde Al— verden rejſe fig imod Dig. Uretfaerdighed ſtraffer altid fig ſelb, om ikke ſtrar, faa dog i Tidens Længde. Du ſkal betragte Verden ſom en Kreditor, der maa behandles med klogt Henſyn og Maadehold. Siger ikke Digteren? —:

— Erindre Dig, at ingen Dødelig formager at have fin Haand faa højt, at jo Allahs Haand er endnu højere! —

— For det Tredie maa Du ikke tage til Gjenmæle, ſelb om Man overoſer Dig med de varſte Stkjeldsord. — Den, ſom tier, er udenfor al Fare. — ſiger Ord— ſproget med Sandhed, og dette gjælder ifær ved denne Lejligbed. Du har viſtnok ikke glemt, hvad een af vore berømte Digtere ſiger med Henſyn bertil; — han falder Tausheden Livets Pryd og beſkyttende Talisman, og ad— varer imod, ikke at fore Tale, der ligner en alt odeleg— gende Tordenbyge. — Endnu aldrig bar Nogen fortrydt fin Taushed, men vel, at ban bar talt i urette Tid.

— Lad det være din fjerde Grundſetning, ikke at lade Vinen komme over din Tunge. Paa Bunden af Viin— krukken bvile Alverdens Laſter.

— For det Femte anbefaler jeg Dig Sparſombed. Naar Du bolder ſammen paa din Formue, hører der et beſynderligt Ubeld til, bvis Du ſkulde komme til at mangle. Dog er der Maade med Alt; Gjerrighed er en endnu verre Laſt end Odſelbed. Derfor ſkal Du aldrig attraa ſtore Rigdomme. Lidet, anvendt med Forſtand, kan for— ſkaffe Dig ſtor Nytte og Fornojelſe, medens ſtore Skatte i din Kjelder bringer dit Huus til at raadne og ſynke i Ruiner. — — —

Saaledes vedblev Nureddin Ali indtil det ſid— ſte Mandedræt at give fin Son gode Formaninger. Men

2*

5 20 da Dodens Engel havde lukket hang Øjne, blev der ſtor Sorg over bele Landet.

Bedreddin Hasſan — af Balſora, ſom han fer nere fif Tilnavn, fordi ban var født i denne Stad, følte en ubeſkrivelig Smerte over fin Faders Hedengang. Iſte— detfor at tilbringe een Maaned, ſom Skik og Brug er, tilbragte ban bele to Maaneder i Eenſombed og Taarer, faa fuldkommen afſperret fra Verden, at han endog for» ſomte at gjøre Sultanen fin ſkoldige Opvartning. Denne fane beri et Tegn paa Foragt for Hoffet og fin egen bøje Perſon, og geraadede i den bojeſte Vrede derover. I den forſte Hede, efterat Man med onde Hentvpdninger bavde gjort bam opmerkſom paa den af Bedreddin Hasſan begaagede Forſommelſe, befalede han fin i Mus reddin Alis Sted udnævnte Storvizier at begive fig ben i den Afdødes Huus og lægge Beſlag paa dette til— ligemed alle de ovrige Ejendomme, ſom Nureddin Ali havde efterladt fin eneſte Son. Slet Intet ſkulde Bede reddin Hasſan bebolde tilbage, og oven i Kjobet ſkulde ban kaſtes i Lenker.

Den nye Storvizier gav fig under Ledſagelſe af en Mengde underordnede Embedsmend og Netsbetjente paa Vejen for at udføre Sultanens Befaling. Men tilfel⸗ digvüis mødte een af Bedreddin Hasſans tro Sla— ver bam ſtrax udenfor Paladſet; ſaaſnart denne bavde faaet Nys om Vizierens Forebavende, lob ban ſkyndſomt tilbage for at advare ſin Herre.

Han traf Bedreddin Hasſan ſiddende i fit Huſes Forbal, faa nedbojet, ſom om hans Fader forſt nylig havde forladt Livet, Aandelss kaſtede han fig for hans

21

Fødder, kysſede Sømmen af bang Klædebon, og raabte: — Red Eder, Herre, red Eder haſtig! —

— Hvad er der da paafærde? — ſpurgte Bedred— din Hasſan ſlop, idet ban flog de tunge Øjne ivejret.

Men ſaaſnart han havde bort tale om den Befa— ling, der var udſtedt imod hans Perſon og al bans Ejen— dom, foer han op og ſpurgte forfærdet den tro Slave, om han ikke endnu bavde faa megen Tid, at han kunde hente nogle Penge og Klenodier. Men Slaven ſparede: — Storvizieren maa være ber paa Ojeblikket! Spild ikke den koſtbare Tid, dyrebare Herre! —

Da tog Bedreddin Hasſan ſine Tofler paa Fødderne, tilbyllede fit Anſigt med en Flig af fin Kaf— tan, for ikke at blive kjendt, og tog Flugten, uden at vide, bvorben hans Been forte bam. Hans førfte Tanke var at komme ud af den forſte den bedſte Port; men ſaaſnart ban var kommen udenfor Staden, ilede ban ud til Begravelſespladſen, bvor ban tenkte at overnatte i ſin Faders Gravminde. Dette var en meget anſeelig Bygning med en mægtig Kuppel, ſom Nureddin Ali bavde la— det opføre, endnu medens han levede. Men paa Vejen dertil mødte Bedreddin Hasſan en rig jødife Kjøbmand og Vexeleer. Denne gjenkjendte øjeblittelig den unge Mand, bilſte bam erbodig, og blev ſtagende, ſom om ban onſkede at komme til at tale med ham. Bedreddin Hasſan nodtes til at ſtandſe og beſpare hans Hilſen.

Den rige Iſbak — ſaaledes hed Jøden — kysſede Bedreddin Hasſan paa Haanden, og ſagde derpaa til bam: — Herre, tor jeg vel ſporge Eder, hvorben J agter Eder faa alene og paa denne Tid, ſom det ſynes,

22

ibaft og meget ophidſet? Er I lidende, ædle unge Herre? —

— Ja tilvigfe; — fvarede Bedreddin Hasſan: jeg var fornylig falden iføvn og faae idromme min fjære Fader. Hans Blik var ſkrakkeligt, ſom om ban var fortørnet paa mig. Forfærdet foer jeg op af min Slummer og ilede berud for at bede paa hans Grav. —

— Herre, vedbley Jøden, der havde fine egne Henſigter, og naturligpüs ikke vidſte, af bvilfen Grund Bedreddin Hasſan bavde forladt Staden: — Eders gode Fader, min edle Herre og Beſkytter, bojlovlig Ibu⸗ kommelſe, beſad flere Skibe, der fejlede paa de ſtore Have. Disſe ventes endnu tilbage, ladede med allehaande Varer, og J beſidder i dem alene en riig Ejendom. Nu er min Bon til Eder, at J ved Salget af disſe Varer vil give mig Fortrinet for de andre Kjobmand. Jeg feer mig iſtand til at betale Eder Verdien af alle Eders Skibs— ladninger i klingende Mont, og, for at gjøre en Begyn= delſe, vil jeg med Glæde give Eder tuſinde okker paa Haanden for Ladningen af det førte i fon lyk⸗ kelig kommer ibavn. Jeg barer juſt Pengene bos mig og kan ſtrax udbetale dem. —

Med disſe Ord fremtog ban en ſtor, med ſit Sig— net forſeglet Tung, ſom ban bavde baaret i Armbulingen ſtjult under Kledebonnet, og vifte Bedreddin Hasſan ſamme. Denne betragtede i fin forladte Stilling dette Træf ſom en miſkundelig Foranſtaltning af Himlen, og tog med Glæde imod Tilbudet.

— Herre, — vedblen Føden da: — J overlader mig altſaa for tuſinde Guldſtykker den forſte Skibslad⸗ ning, ſom kommer lykkelig ibaun? ل‎

23

— Ja, — ſvarede Bedreddin Hasſan: — den ſkal være Eders for tuſinde Gulddrachmer. —

Da overgav Joden Pungen i Bedreddin Has— fang Hænder, idet ban tilbød fig at telle ham Pengene til. Men den unge Mand ſparede bam denne Ulejligbed, idet ban erklerede, at han nærede en fuldkommen Tillid til hans Redeligbed.

— Naar dette er Tilfældet, — ſparede Iſhak: — faa hav blot den Godhed at give mig en Smule Skrift— ligt til Beviis paa, at Handelen er fluttet! —

Med det Samme fremtog han fit Skrivetoj af Bel— tet, et Blekborn af Metal og et med ſtor Nojagtighed tilſpidſet Hør af den fineſte Sort. Blakhornet beholdt han i Haanden; Roret overrakte han Bedreddin Hasſan tilligemed et Blad Papiir af fin Breptaſke, og Bedred— din Hasſan gav fig til at ſkrive:

— Bedreddin Hasfan af Balſora erklærer herved, for en allerede modtagen Sum af tuſinde Guldſtykker at have ſolgt den forſte af fine Skibsladninger, ſom kommer ibavn, til Jøden Iſhak, Kjobmand og Vereleer her paa Stedet.

Bedreddin Hasſan af Balſora.

Dette Beviis modtog Jøden og lagde det ombyg— gelig i fin Breptaſke; derpaa tog han fornøjet Afſked fra den unge Mand, bvem han meente ret at have taget ved Mæfen, og fortſatte fin Vej til Staden.

Men Bedreddin Hasſan begav fig ud til fin Faders Gravminde. Da ban bavde naaet det bellige Sted, kaſtede ban fig paa fit Anſigt til Jorden og beklagede under bittre Taarer fin haarde Skjebne.

ks i 24

— Jeg Ulvffelige, — udraabte ban: — Hvad 0] der nu blive af mig? Hvor ffal jeg finde et Tilflugtsſted for den onde Forſte, ſom forfølger mig? Var da ikke Smerten over Taber af en Fader Lidelſe nok, uden at Skjcbnen bebovede at bringe nve Ulpkker over mit Ho— ved? —

J lang Tid blev ban liggende ligeſom ſonderknuſt med fit Anſigt imod Jorden. Endelig rejſte ban fig, ſtot— fede fit trætte Hoved imod Grapmalet, og fandt Lindring i en rigelig Strøm af Taarer.

— Siden Du er borte, — vedblev ban derpaa at flage: — er mit Huus øde og tomt og bar ingen Be— boer mere. Verden er bleven mig til en Ork, ſiden Du forlod den; Solen og Stjernerne babe miſtet deres Lys for mit Oje! — Gid en gruſom Haand maatte komme til at udrive Fjerene paa den Savn, ſom forkyndte din Dod, og gid den intetſteds i Verden maatte finde en Plet il at bugge fin Rede! — Dog fnart ville benrundne Sæts ter vende tilbage; tbi om fort TD vil een Bolig buſe os Begge. — de

Saaledes vedblev ban at grade og flage, indtil Sovnen overvældede bam. Da gled bang Hoved ned fra det folde Gravmæle; ban ſank til Jorden, ſtrakte fig ud og faldt i en dyb, ſkjondt urolig Søvn.

Men neppe nød ban Hvileng Velgjerning i Slum- meren, fom ban faa bøjlig trængte til, førend en Mand, ſom almindeligvüis om Dagen opboldt fig paa denne Be— gravelſesplads, beredte fig til, ſom ſadvanlig, at ſtrejfe bele Natten omkring i Egnen paa Eventyr, og ved denne Lejligbed fif Oje paa den unge Nureddin Ali. Nys⸗ gjerrig ſmuttede ban ind i Grapmelet, og maatte hojlig

25

forbauſes over den unge Mands blændende Sfjønbed. Han laa nemlig paa Syggen, og den klare Maane belyſte hans Anſigt. Efter i nogen Tid at have bengivet fig til en taus Betragtning, ſagde Aanden til fig ſelv: — Sikkerlig, efter denne Skabnings dejlige Udfeende at domme, maa det vere en Engel fra det jordiſke Paradis, ſom Allah har ſendt til Verden for ved ſin Skjonhed at ſtikke alle Hjerter ibrand. —

Derpaa ſvang ban fig bøjt op i den klare Luft. Her mødte han tilfeldigviis en Fee, ſom ogſaa var paa en natlig ÜUdflugt. Efterat de gjenſidig hapde bilſt paa hinanden, ſagde Manden til denne: — Hvis Du har Tid, vil Du ikke fortryde paa, for nogle Ojeblikke at nedlade Dig med mig paa den Begravelſesplads, bvor jeg bar min Bolig; Du vil nemlig der komme til at fee et fandt Underverk af Skjonhed, hvortil hele Periſtan ) neppe har Magen. —

Feen ſamtykkede, og efter nogle Ojeblikkes Forløb havde de i bvirvlende Flugt naaet Stedet.

— Har Du nogenſinde feet et dejligere Menneſke— barn? — henvendte Aanden ſig til Feen, idet han fuld af Beundring henvendte fig til Nureddin Ali.

Feen betragtede den unge Mand med ſtor Opmeerk— ſomhed, og ſparede derpaa: — Viſtnok er han meget ſmuk; imidlertid har jeg dog ganſke nylig i Kahira feet en ung Kvinde, ſom uden Sammenligning er endnu dejligere. Hvis Du har Tid og Taalmodighed til at bore derpaa, ſkal jeg gjerne fortælle Dig bele Hiſtorien, ſom dermed ſtager i Forbindelſe. —

— O, Natten er lang, — ſparede Aanden: — og

+) Feernes Verden.

26

egentlige Forretninger bave aldrig trykket mig. Jeg har ſtedſe Tid til at more mig. Fortæl blot, tjære Fee! — Nu da, faa bor efter! — begyndte Feen: — Dog, for rigtig at fætte Dig ind i Sammenbeengen, maa jeg gaa noget langt tilbage i Tiden. Du maa da vide, at Sultanen af Egypten har en Vizier, ſom bedder Shemseddin Mohamed, og at denne ejer en Dat» ter, ſom i Skjonbed og aandelig Fuldkommenbed er et tilbedelſesverdigt Under for bele Kabira, Pigen har nu netop fyldt tvve Aar. Forleden Dag lod den aldrende Sultan, fom i de ſidſte Maringer baade tidlig og ſilde bavde bort tale om denne unge Piges uforlignelige Stjønbed, bendes Fader falde til fig og gjorde bam folgende Med— delelſe: — „Efter bvad jeg erfarer, bar Du en voren Datter; vil Du give mig bende til Gemalinde?“ — Dette Andragende kom den gode Vizier aldeles uforberedt. Imidlertid lod ban fig dog bverken blænde eller forvirre, ſom visſelig de fleſte Andre vilde bave ladet fig i bang Sted, men ſparede med viift Forbebold: „Herre, jeg er ikke den bøje Maade værdig, ſom J bar tiltænft mig, og beder Eder derfor, ikke at tage mig ilde op, at jeg viſer Eders naadige Andragende til— bage fra mig. Desuden er jeg allerede bunden ved en tide ligere, ja ældgammel Forpligtelſe. Som I vel veed, bavde jeg engang en Broder, der ligeſom jeg nod den Wre at ftaa | Eders Hojbeds Tjeneſte ſom Vizier. En i fig ſelb ubetydelig Tviſt imellem os var Aarſag til, at Nur— eddin Ali belt uformodentlig opgav fin Stilling og forlod mig, og jeg bar ſenere ingen Efterretning bavt fra bam førend netop igaar, da jeg erfarede, at han for ganffe nylig var død ſom Storvizier hos Sultanen af

27

Balſora, efterladende fig een enefte Son. Mu maa Eders Højbed vide, at vi engang, medens vi endnu levede ſam— men i broderlig Enighed og Luffe, aftalte med binanden, at vi vilde gifte vore Born med binanden, faafremt Al— lab forundte os nogle, og vi forudſatte endogfaa 1 et overſpendt Lune, gribende forud ind i Tiden og den vor— dende Sfjæbne, at jeg fif en Datter og han en Son, netop et Par, ſom vi onſkede det. Underlig nok gik det netop til, ſom vi havde tenkt os det; og Eders Hojhed kan nu vel begribe, at jeg under disſe Omſteendigheder føler mig af Skjæbnen uvagerlig forpligtet til at holde det Løfte, ſom jeg engang gav min Broder. Jeg venter derfor alene pan min Broderſon, ſom jeg allerede bar ſendt Brev og Bud efter, for at fuldbyrde Formelingen mellem bam og min Datter, og jeg beder Eder, naadige Herre, ikke at lægge Noget ivejen for at jeg kan opfylde et helligt Løfte, ſom min Broder har holdt ved ilive og taget med ſig i Graven.“ —

Dog Sultanen lod ſig ikke viſe ſaaledes af; tvert— imod blev han pderſt forbittret over fin Viziers Driſtig— hed, og ſparede ham i heftig opbruſende Brede:

— Gjengjaelder Du ſaaledes min Godhed, byilken jeg lader gaa faa vidt, at jeg endogſaa nedlader mig til en Forbindelſe med Dig? Men jeg ſkal vel vide at hævne mig for, at Du vover at foretrekke en Anden for mig, din Sultan og Herre, og jeg fværger herved, at din Dat— ter nu ikke ſkal fan anden Abgtemand end den nedrigſte og basligſte af mine Slaver! —

Med disſe Ord afſkedigede han Storvizieren, og denne fjernede ſig, ſom Man vel kan tanke ſig, ikke lidet forbloffet. Netop idag har Sultanen ladet een af ſine Staldkarle komme, et Uhyre af Haslighed, puklet baade

28

for og bag, og befalet Sbemseddin Mohamed at indvillige i fin Datters Giftermaal med dette Menneſke, ſamt tvunget bam til i bang egen bøje Rarvarelſe at lade Kontraͤkten opſctte og underſkrive. Anſtalterne til dette beſonderlige Brollup ere allerede gjorte, og i denne Stund befinde alle de ægyptiſte Hofmands Slaver fig med Fak— ler udenfor et Bad, bvor den lykkelige Staldknagt forbe— reder fig til at træde Verdens ſkjonneſte og adleſte Pige under Øjne ſom Gemal og Herre. Den ulykkelige unge Brud er allerede ſmykket, og venter med Radſel paa, at Offertimen ſkal oprinde. Da jeg forlod Kabira, vare bendes Kvinder i Begreb med at fore bende i fuldt Brudeſmokke ind i den Sal, bvor bun ſkal modtage den pukkelroggede Staldkarl, ſom endnu dvæler i Badet.

Jeg bar ikke kunnet fee mig mæt paa den ligeſaa dejlige

ſom ulvpkkelige Brud, og forſikkrer Eder, at denne unge Mand, fua ſmuk ban end er, dog langtfra kan maale fig med bende i Fuldkommenbed. —

— Ja Du kan ſagtens ſige det, og jeg kan vel begribe, at den unge Pige, ſom Du har forqgabet Dig i, maa være ſerdeles ſmuk; — indvendte Manden: — men ikke ſkal Du faa mig til at tro, at bun er ſmukkere end den unge Mand her, bvem ſelve Himlens Maane ſynes at have forelſket ſig i. —

— Ord fore os i ethvert Tilfælde ikke videre i Sagen; — pttrede Feen: — imidlertid vil jeg beller in— genlunde nægte, at jo denne unge Mand fortjente biin dejlige unge Kvinde til Kone. Hvad ſynes Dig derfor, om vi beſtemte os til at forbindre Üdforelſen af den egyptiſke Sultans uretfærdige Bud, og fatte denne unge Mand i den pukkelryggede Staldknegts Sted hos den

R

29

dejlige Brud? Jeg tenker, vi vilde have Wre af denne Bedrift. —

— Ja nok! — ſpvarede Manden: — Du har ſtedſe havt gode Indfald, og dette er eet af dine bedſte. Vi ville gjøre Sultanens Hævn magtesløs, troſte en dybt be— kymret Fader, og gjøre bans elſkelige Datter ligeſaa lyk— kelig, ſom bun nu troer fig elendig. Jeg for min Deel vil af al Kraft virke til dette Formaal, og hvad Dig angager, faa veed jeg af Erfaring, at Du bører til de gode Bundsforvandte. Altſaa Haand pan Verket! Lad det være min Sag at bringe Anglingen til Kabira, uden at han vaagner! Saa kan Du igjen bringe bam tilbage, naar vi have opnaaet, hvad vi vilde. Ere vi enige? —

— Fuldkommen. — ſvarede Feen: — Lad os da ikke ſpilde Tiden! —

Ufortovet loftede Aanden den ſlumrende Bedred— din Hasſan blidelig ivejret, og foer med ham igjennem Luften med en Haſtigbed, ſom i nogle faa Ojeblikke forte ham til Wgyptens Hovedſtad. Her lagde Aanden ham ned under Sojlegangen til et Palads, ſom laa i Ner— heden af Badet. Netop var den Pukkelryggede i Begreb med at forlade dette, ledſaget af de ham ventende Slavers talrige Skare.

I dette Ojeblik vaagnede Bedreddin Has ſan, og vidſte ikke at fatte fig af Forbauſelſe, da ban ſage, at han befandt fig midt i en ham aldeles ubekjendt Stad. Allerede vide han gjøre et Udraab af Forundring og ſporge, bvor han var, da Manden endnu i rette Tid ban— fede ham paa Skulderen og bod ham tie. Med det Samme overrakte han ham en Fakkel, idet han ſagde til ham: — Bland Eder kun driſtig imellem Folkene uden—

30

for Døren til biint Bad, og folg med Skaren ind i en Sal, bvor der bliver fejrer et Brollup! Brudgommen er et pukkelrogget Ubvre, ſom J let vil kunne fjende; tag Plads paa bojre Side af ham, aabn Eders Pung med Guldſtpkker, og uddeel dem med rund Haand imellem Bryllupsgjæſterne, Muſikanterne og Dandſerinderne! Naar J er traadt ind i Salen, maa J ogſaa viſe Eder لاون‎ mild imod Brudens Slavinder! Grib kun dygtig dybt i Pungen, uden at frygte for, at den ſkal ſpigte Eder paa Halvvejen! Der er bojere Vasner tilſtede, ſom ville Eder vel. Gaa nu lige til, frejdig og uforknyt! Jeg indeſtager Eder for, at Alt vil lobe godt af. —

Paa denne Maade vel underrettet om Alt, bad ban bebovede at vide, blandede Bedreddin Hasſan fig ganſke frimodig i Bryllupsſkaren, ſom var forſamlet udenfor Baͤdet, og tændte [in Fakkel ved een af Bryl— lupsgjaſternes. Derpaa ſluttede han fig til Folget, lige— ſom om ban tilborte een eller anden fornem Herre i Kabira, og ledſagede den pukkelroggede Brudgom, der imidlertid havde beſteget en Heſt af Sultanens egen Stald, tilbage til Brudehuſet.

Bedreddin Has ſan bavde foreløbig taget Plads imellem Muſikanterne, Dandſerne og Dandſerinderne, ſom gik umiddelbart foran Brudgommen, og lod nu og da en Skare af gyldne Fugle flyve ud imellem dem. Da ban nu tillige udøvede fin Gavmildbed med den ſtorſte Ande og et i bøj Grad vindende Veſen, drog ban na— turligvüs Alles Blikke pan fig, og Man fandt ham faa ſmuk, at der blev bøje Beundringsudraab lydelige trindt omkring ham. Saaledes naaede Toget endelig det Palads, ſom Vizieren beboede, Shemseddin Moha— med, der mindſt af Alt dromte om, at hans Broderſon

شد — —

31

var bam faa nær i dette Ojeblik. Da Toget havde naget Doren, viſte Man. alle de faffelbærende Slaver tilbage, tilligemed dem ogſaa Bedreddin Hasſan; men Mu— ſikanterne og Dandſerne, ſom ifølge Skik og Brug ſkulde Drage med ind i Brudebuſet, vægrede fig ved at gaa ind uden Bedreddin Hasſan. — Han borer ikke til Sla— verne; — pttrede de: — Man behover kun at fee paa bam for at forvisſe fig derom. Rimeligviis er det en fornem ung Herre, ſom er nysgjerrig efter at lære de her gjældende Bryllupsceremonier at fjende. —

ſamme Tid toge de ham i deres Midte, og‏ موللا trengte trods Dorvogteren med ham ind i Huſet. Fak—‏ len havde de iforvejen faget fra ham og givet til een af‏ Slaverne, hvem Indgangen var formeent. Saaſnart‏ Muſikanterne vare komne ind i Salen, ſtillede de Bedr—‏ eddin Hasſan paa bøjre Side af Brudgommen, ſom‏ imidlertid havde indtaget en herlig udſmykket Trone, der‏ hævede fig midt i en prægtig Sofa. Brudens Fruen—‏ timmer, Emirerne, Viziererne og Sultanens Kammerherrer,‏ iligemaade en ſtor Mængde fornemme Damer fra Hof—‏ fet og fra Staden, bleve efter deres Rang bragte tilſede‏ paa lavere Sofaer paa begge Sider, og udviklede en Glands‏ og Pragt, fom maatte blænde og benrykke Sjæl og Oje.‏ Alle havde de brændende Kjærter i deres Hender ١‏

Saaſnart Bedreddin Hasſan traadte ind, bleve alle Øjne henvendte paa bam; Man beundrede hans Vært og Holdning, hans ſmukke Træf og ædle Manerer, og blev ikke feed af at betragte ham. Saaſnart han havde faget Sade, liſtede ſnart een, ſnart en anden af de unge Kvinder fig ben i Nerbeden af ham for at beundre ham, og viſtnok vendte meer end een igjen tilbage med omme Rorelſer i Hjertet. Afſtanden i ydre Takkeligbed mellem

— 07#

32

bam og den afſkvelige puffelrvggede Staldfnægt var faa paafaldende ſtor, at alle de tilſtedevgrende Kvinder, efterat de lydelig bavde pttret deres Beundring for Bedreddin Has ſan, gave fig bøjt til at knurre over, at et ſaadant Übore ſom Staldkarlen ſkulde eje flig en Skjonbed ſom Storvizierens Datter. Snart lød Naabet: — Lad den ſmukke unge Sand faa Bruden, og lad den Pukkelryg— gede vende tilbage til Staldmoget, bvor han kom fra og hvor ban borer bjemme! — Ja de lode det ikke engang blive Derved, men udtalte bøje Forbandelſer mod ſelve Sultanen, fordi ban bapde brugt fin uindftrænfede Magt til paa en faa oprørende Maade at forbinde den bøjefte Skjonbed med den modbydeligſte Hesligbed. Og de overoſte ſaaledes den pukkelryggede Brudgom med For— bandelſer, at ban til almindelig Morſkab aldeles miſtede Fatningen, og ikke vidſte, bvorben og bvorledes han ſkulde vride og vende fig paa fin Trone. Over alt dette blev Støjen tilſidſt faa levende, af Muſiken ganſke blev over— dovet og maatte bolde op med at ſpille. Endelig bleve dog Orden og Stilbed faa vidt gjenoprettede, at Mu⸗ ſikanterne igjen kunde lade deres Inſtrumenter høre, og nu traadte bine Kvinder frem, bvis Forretning det

at ſmokke Bruden. Denne var iforvejen bleven ba

vellugtende Vande, og udbredte den koſteligſte Duft vidt

og bredt omkring ſig. Hendes Klader vare gj mrogede

med den fineſte Aloe og Ambra, bendes Haar var beſtroet med Moſkusſtov og prydet med et iſandbed kongeligt

Aedelſteensſmyokke. Paa bendes Kleder glimrede i Guld⸗

broderi allebaande Blomſter, Fugle og andre ſkjonne Dor, bvis Øjne, ligeſom 00100 Fuglenes Næb, vare dan⸗ nede af koſtbare AEdelſtene. Til denne uvurdeerlig rige Dragt bar hun Sko, der ſyntes forfærdigede af lutter

33

Rubiner og Smaragder. Alle disſe Wdelſtenes Glands var faa mægtig, at Øjet neppe formagede at udbolde den, faa meget mindre, ſom tuſinde Voxkjerter afſpejlede fig deri. Men Bruden ſelb overſtraalede ved fin Skjonhed baade Juvelernes og Kjerternes Glands; bendes Blikke trengte til Hjertet ſom Dolkeſtik, og efterlode en ſod Gift og endnu ſodere Smerte deri.

Men faa prægtig denne Brudens Paakledning end var, ſkiftede bun dog ikke mindre end ſov Gange Klader under Inſtrumenternes Lod, og viſte fig den ene Gang ſtedſe herligere end den anden, ſaa utroligt Saadant end maatte ſynes. Men hver Gang, bun bavde ſkiftet, rejiſte hun fig og gik med fine Fruentimmer rundt i Sa— len for at lade fig beundre, forbi den pukkelryggede Brud— gom, hvem hun dog ikke verdigede noget Blik; men foran Bedreddin Hasſan blev hun ſtagende, forat han imag ſkulde beundre hendes Dejligbed. Denne undlod da ikke, ifølge Mandens Anviisning, at gjøre dybe Greb i Pungen og uddele Guldſtpkker imellem Brudens Ledſager— inder. Ogſaa Sangerne, Dandſerne og Muſikanterne til— kaſtede han jævnlig en Haandfuld, og det var en ſand Hjertens Glæde at fee dem ſtode og puffe hverandre, me— dens de gramſede om Guldſtykkerne. Ved denne Frem— gangsmaade vandt Bedreddin Hasſan alle Hjerter for ſig, og Man lod ham fra alle Sider merke, at Man langt beller undte bam den ſkjonne Brud end den pukkel— ryggede Staldkarl. Ja Kvinderne toge ikke i Betenk— ning, endogſaa ganſke bøjt at udtale denne Mening for ſelve den pukkelrvggede Brudgom, og ſpillede bam tuſinde ærgerlige Puds, faa ofte de ſage Lejlighed dertil.

Saafnart den højtidelige Klædningsverel var bragt vi 3

34 0

tilende, børte Mufifanterne op at fpille og fjernede fig, dog forſt efter at bave betydet Bedreddin Hasſan, at ban ſtulde blive. Ogſaa Kvinderne gave ham dette at forſtaa, da de fjernede fig med alle de Øvrige, ſom ikke hørte til Huſet. Da begav Bruden fig ind i Brudekam⸗ meret, og bendes Fruentimmer fulgte for at flæde bende af; i Salen var der altſag nu ikke Andre tilbage end den pukkelrvggede Brudgom, Bedreddin Hasſan dog nogle Tjenere, ſom vare beſkjaftigede med at fætte tilſide og ſlukke Kjerterne. Staldkarlen var, ſom Man let kan begribe, bøjlig forbittret paa Bedreddin Hasſan, da ban ſaa aldeles følte fig ſtillet i Skygge af bam, og tilkaſtede bam ſkjave Blikke, idet ban i raa Tone ſpurgte:

— Og Du, bvorfor bortfjerner Du Dig ikke til⸗ ligemed de Øvrige? Hvad venter Du efter? —

Da nu Bedreddin Hasſan intet rimeligt Paa⸗ ſkud bavde til at blive længer, rejſte ban fig forlegen og forlod ganſke ſlukoret Salen. Men ude i Forvarelſet blev ban boldt tilbage af Feen og Aanden, og den Forſte ſpurgte bam: — Men bvor vil Du dog ben? Den Puk⸗ kelrvggede bar i et nødvendigt Wrinde forladt Salen. Du bebover kun at vende om og gaa lige ind i Brude⸗ kammeret. Saaſnart Du er ene med den dejlige Brud, ſkal Du blot ganſke frejdig ſige, at Du er den bende be⸗ ſtemte Brudgom; — Sultanen havde blot villet forſkrække bende og bave fin Spog med den pukkelryggede Stald⸗ karl, og Du havde, for at bolde bam ſkadesles for bang tabte Brudgomslokke, ladet bam tilberede en lakker Ret Syltetøj, ſom ban nu veltilmode ſlugte i fig nede i Stal⸗ den. — En Mand ſom Dig vil det ikke falde vanſkeligt at vinde Tiltro, naar Du blot rigtig benytter Ordets Gave. Den unge Brud vil ſikkerlig føle fig henrykt over at være

35

bleven bedragen paa en faa forbindtlig Maade, og troer Dig beller end gjerne. Vi ſkulle imidlertid nok indrette det ſaaledes, at den Pukkelryggede ikke mere lader fig fee. Ver lyffelig med din Gemalinde! Thi din er og bliver hun, og ikke biint Ubyres! —

Medens Feen paa denne Maade opmuntrede Bedr— eddin Hasſan og gav ham Forholdsregler for hans Adfærd, var den Pukkelryggede virkelig gaaet ud af Sa— len. Aanden fulgte bam paafode hen til et viſt hemmeligt Sted, paatog ſig Skikkelſe af en ſtor ſort Kat og be— gondte at miaue forfærdelig. Den Pukkelryggede gav fig til at ſkrige højt og ſlaa i Henderne for at ſkremme Katten; men iſtedetfor at lade ſig herved forjage, ſatte den fig paa Bagbenene, lod Øjnene gniſtre, og tog ſtadig til i Sterrelſe, indtil den var bleven faa ſtor ſom et godt Æfelsføl. Da blev den Pnkkelryggede forſt ret for Alvor angſt, og vilde raabe ynfelig om Hjælp ; men han var i den Grad forfærdet, at hans Mund blev ſtaagende aaben Paa vidt Gab, uden at han formagede at frembringe nogen Lyd. For nu ikke at lade bam komme til Beſin— delſe igjen, paatog Manden fig haſtig Skikkelſe af en ubyre Boffel, og tilbrolede ham: — Pukkelryggede Slyngel, luk dine Ojne og Orer op! —

Reent ude af fig ſelv af Skrak ſtyrtede den Pukkel- ryggede til Gulvet, indhyllede fit Hoved for at undgaa at fee det ſkrakkelige Uhyre, og ſpurgte ſfkjelvende: — Allernaadigſte Fyrſte over alle Bofler, Hvad forlanger J af mig? —

— Vee Dig, elendige Pjalt! — vedblev Manden: — Har Du virkelig veret ſaa forvoven at ville holde

Bryllup med min Elſkede? — — 3

36

— Ak, bøjædle og bojvelbaarne Herre, — ſtam⸗ mede den Pukkelroggede: — bar jeg forſeet mig beri, faa ſkete det kun af Uvidenbed: Jeg vidſte ikke, at min Brud bavde en — med re at ſige! — en Boͤffel til Elſter. Men J behover blot at befale! Jeg ſkal villig adlyde Eder i Alt. —

— Den Tale er der Fornuft i! — ſparede Bof⸗ len: — Saa agt da paa disſe mine Ord, ſaaſandt dit elendige Liv er Dig noget værdt! — Hvis Du vover at forlade dette Sted, eller endog blot faa meget ſom aabner Munden, førend Solen ftaaer op, faa nagler jeg Dig med mine Horn til Væggen! Imorgen tidlig, dog forſt ved bojlos Dag, tillader jeg Dig at forlade dette Sted for at begive Dig didben, bvor Du borer bjemme. Men vo⸗ ver Du blot at vende dit Hoved om imod Brudekamme— ret, faa ſkal Du visſelig komme op at ride, ſom Du al- drig for bar redet, paa mine Horn nemlig, — kan Du merke, hvor dejlig ſpidſe de ere? —

Da paatog Aanden ſig atter menneſkelig Skikkelſe, greb Staldkarlen ved Benene og ſtillede bam med Ho— vedet nedad op imod Væggen: — — Staa nu ſmukt rolig, ſom jeg bar ſtillet Dig! — paamindede bam Aanden endnu til Slutning: — Mører Du Dig blot af Stedet, faa — nu, jeg ſiger ikke Mere, men vi forſtaa bin⸗ anden! —

Medens dette gik for fig i Paladſets mindſt anfee- lige Gemak, var Bedreddin Has ſan, ſtyrket ved Aan— dens og Feens kraftige Opmuntringer, vendt tilbage til Sa— len, og havde berfra vovet fig videre ind i Brudekamme— ret, bvor ban tog Sade og i ſtorſte Spænding afventede Eventprets videre ÜUdvikling. Efter nogen Tids Forløb

—

37

blev Bruden fort ind i Verelſet af en ærværdig Matrone; dog denne blev ſtagende i Doren og benvendte blot nogle til Situationen pasſende Ord til den ventende Brudgom, uden at kunne fee, om det var den Pukkelryggede eller en an— den Perſon, der var tilſtede. Derpaa drog hun ſig til— bage og overlod de unge Menneſker til dem ſelv.

Hojlig forbauſet ſage den dybt nedbojede Brud, iſte— detfor den Pukkelrvggede, ſom hun havde ventet, den edle og ſmukke Bedreddin Hasſan for ſig, og denne undlod ikke at fremſtille fig for bende paa den meſt ind— tagende Maade. — Hvorledes, — raabte hun: — J er endnu paa denne Tid ber? J maa altſaa være en for— trolig Ven eller Slegtning af min Mand? ل‎

— Nej, min elſkelige Brud, — ſvarede Bedreddin Hasſan: — vi have i ingen Henſeende Noget at be— ſtille med binanden; ban bører til Pobelen, jeg derimod til een af de ædlejfte Slægter i Oſterland. —

— J glemmer, at det er min Herre og Gemal, I taler om! — pttrede Bruden bedrøvet.

— Han — Eders Herre og Gemal! — gjentog Bedreddin Hasſan: — Har J virkelig ſaa lang Tid kunnet tro Sligt? Saa er det hojt paatide, at J kom- mer tilbage fra Eders gruſomme Vildfarelſe. Nej, ſaa megen Ande og Skjonbed ſkal ingenlunde offres en Mand af den raaeſte Natur og den foragteligſte Stand! Jeg er den Lykkelige, for hvem de ere beſtemte; Sultanen bar blot villet forſkrekke Eders ædle Fader, idet han bragte ham fil at tro, at J fulde kaſtes i Armene paa biin elendige Staldkarl; ikke ham men mig bar ban beſtemt til Eders Gemal og Herre. Har J da flet ikke merket, hvor koſtelig Muſikanterne, Dandſerne og alle Huſets Folk have moret ſig ved dette Narreſpil? Den Klods

38

af en Staldkarl er igjen nede i fin Stald, og ſkal al⸗ drig mere komme for Eders ffjønne Øjne. —

Under disſe Meddelelſer fik den unge Bruds An— ſigt efterbaanden et ſtedſe mere forklaret ÜUdſeende, bvorved bun blev faa benrivende dejlig, at Bedreddin Hasſan blev ganſke fortryllet af bende. Mere død end levende var bun traadt ind i Brudekammeret; nu hapde bun faaet et nyt Liv, hvori det inderligſte Velbebag var Sjælen, og hun yttrede, bavende af Glæde:

— Ak, jeg bapde allerede fattet mig paa at vorde ulvkkelig for bele min Levetid! Allah bar vendt det til det Bedre, idet ban bar beſtemt mig en Gemal, der er mig værdig; — bvor takker jeg bam ikke derfor! —

Og Bruden drog fig tilbage i Verelſets Baggrund, fuldendte fin Afkledning, og gik tilſens. Bedreddin Has ſan var i dette Ojeblik faa beruſet af Lykke, at han ikke gav nogen anden Tanke Rum, end den, at ban virkelig var den unge Forſtindes Agtefcelle. Da ban flædte fig af, lagde ban fin Kledning paa en Stol ved Sengen, og ovenpaa ſamme den af Jøden modtagne Pung med Guld⸗ ſtykker, ſom endnu ſtedſe var lige fuld, faa dybt og faa længe ban end bavde grebet deri. Sin Turban ombyt⸗ fede ban med en for den pukkelrvggede Brudgom beſtemt Nathbue, og lagde fig tilſengs i Underbeenkleder“) af blaat Atlaſk, der ved et gyldent Baand vare boldte faſt 01112 kring Livet. — Han var i denne Time det lykkeligſte Menneſke i bele den vide Verden.

Saaſnart de to Elſkende vare ſovede ind, ſagde den

) Oſterlanderne klade fig aldrig heelt af, naar de gaa tilhvile.

39

imidlertid fra Forretningen med Staldkarlen tilbagevendte Mand til fin Veninde Feen, at det nu var Tid til at fuldende, bvad de faa vel bavde begyndt og fat igjennem. — Vi ville ikke lade os overraſke af den lyſe Dag; — tilføjede Aanden: — gaa derfor ſtrax hen og for den ſovende Angling bort berfra, uden at ban vaagner derved! —

Strax begav Feen fig ind i Brudekammeret og bar Bedreddin Hasſan bort, ſom han var, i bare Skjorte og Underbeenklader. Übegribelig haſtig fløj bun med ham over Land og Stad, indtil hun bavde naget Damascus i Syrien. Fra Mimnareterne kaldte juſt de dertil anſatte Guds Tjenere Folket til Morgenbon i Moſkeerne, da Feen lagde den ſodt ſlumrende Bedreddin Hasſan ned udenfor Stadens Port, og derpaa haſtig forlod ham tilligemed Aanden.

Ved det forſte Morgengry blev Porten aabnet, og de derpaa allerede i Mængde ventende Landmænd fandt, da de gik ud af Sfaden, til deres ſtore Forundring Bedred— din Hasſan liggende udenfor paa Jordeni blotte Skjorte og Underbeenkleder. Een meente: — Viſtnok har ban været nødt til at forlade fin Elſkede ſaaledes over Hals og Hoved, at ban ikke engang har faget Tid til at klede fig paa! — En Anden ſagde: — Der feer Man, bvad der dog kan mode Een! Dette unge Menneſke har ri— meligviis tilbragt en god Deel af Natten i lvyſtigt Lag med gode Venner, bar faaet fig en Ruus, er gaaet uden— for i et nødvendigt Wrinde, og har glemt at gaa ind igjen, idet ban er bleven overvældet af Søvnen. — An— dre endelig havde andre Meninger; men Ingen gjættede naturligviis det Rette.

En mild Vind, ſom imidlertid havde begyndt at blæfe, ſlog nu Sypſoverens Skjorte en Smule tilſide, og

40

lod fre et Bryſt, der var mere blændende end Sneen paa Biergene. Ved dette Syn undſlap der alle de Tilſtede⸗ værende et beit Beundringsraab, og Bedreddin Hasſan baagnede ved Larmen.

Den unge Mand undrede fig naturligviig ikke min⸗ dre end de gode Landmænd, da ban fandt fig liggende paa den blotte Jord udenfor Porten af en Stad, ſom ban aldrig bavde ſect for, og omgiden af en Mængde fremmede Menneſker.

— Gode Folk, — ſagde ban til dem: — gjorer mig dog den Tjeneſte at ſige mig, bvor jeg er, og hvad J ville mig!

Unge Mand, — ſparede cen af Landmændene: i Dette Ojeblik blev Stadens Port aabnet, og da gik ud deraf, fandt vi Eder liggende, bvor J endnu ligge og gaͤnſke i ſamme Forfatning, og bleve ſtagende for at bes tragte Eder. — Har I virkelig tilbragt Natten ber, unge Menneſke? Jaltfald maa J dog kunne ſlutte Eder til, at J befinder Eder udenfor Porten til Staden Das mascus. —

— Damascus! — gjentog Bedreddin Hasſan vantro: — Da jeg gik til Hvile, befandt jeg mig i Stas den Kabira! —

Da Folkene borte Bedreddin Hasſan tale ſaa— ledes, folte de ſig grebne af Medlidenbed, og de lode falde Attringer ſaaſom denne: — Hvor det dog er Skade, at et faa ſmukt Menneſke bar miſtet fin Forſtand! — Der» paa gik de Fleſte deres Vej. Men en god gammel Mand blev tilbage og ſagde til Bedreddin Hasſan: — Min Sen, Du maa være reent forvirret! Hvis Du igaaraf⸗ tes virfelig bar været i Kabira, hvorledes kan Du faa i

41

denne Morgenſtund befinde Dig udenfor Damascus? — Det er jo en Urimeligbed. —

— Og dog forholder det fig ſaaledes; — ſparede Bedreddin Has ſan, idet ban rejſte fig: — og des— foruden forſikkrer jeg Eder dyrt og belig, at jeg tilbragte hele Dagen igaar i Balſora! —

Ved disſe Ord brøde alle Omkringſtagende ud i en høj Latter, og ſkrege: — Han er jo gal, bindegal! ل‎ Alligevel gaves der dog nogle fromme Sjæle, ſom følte Medlidenbed med Bedreddin paa Grund af hans Skjonhed og Ungdom, og Een iblandt disſe gjenſvarede ham: — J maa visſelig bave miſtet Forſtanden! Betenk dog, bvad J ſiger, fjære Menneſke! Hvorledes er det vel muligt, at et Menneſke ſkulde have været om Dagen i Balſora, om Natten i Kabira, og om Morgenen i Damascus? I ſover visſelig endnu indeni; ſee til at blive munter! —

— Hvad jeg ſiger, — gjentog Bedreddin Hage fan: — er fuldkommen Sandbed. Jeg kan endogſaa meddele Eder, at jeg igaaraftes holdt Bryllup i Kahira. —

Havde Folk ikke for leet, faa kom de nu til at lee, og den ſamme Perſon, der ſidſt havde talt med ham, tog atter Ordet:

— Stakkels Menneſke, alt dette maa J have drømt, og Drømmen løber Eder endnu rundt i Hovedet. —

— Jeg veed fuldtvel, bvad jeg figer! — afbrød ham Bedreddin Hasfan bidſig: — Hvorledes det er gaaet til, forſtager jeg felv ikke; men viſt er det, at jeg iaftes blev formelet med den dejligſte Kvinde i Verden, at min Brud ſyv Gange blev fort frem for mig i nye Dragter, endelig, at der var en modbydelig pukkelrygget Staldkarl tilſtede, ſom Man forgjaves forſogte at paa— tvinge den ſkjonne Pige ſom Brudgom. Ligeſaa viſt er

42

det, at jeg ١ Kabira bar efterladt min Turban, mine Klæs det og en Pung fuld af Guldſtokker. Forklare Sligt, Hvo kan! Det er til at blive gal over; men jeg vil dø paa, at det virkelig er ſkeet altſammen. —

Men jo ftærfere den arme Bedreddin Hasſan bekraftede Sandbeden af fine Udfagn, deſto mere over⸗ given blev den ſpottende Lyſtigbed trindt omkring bam, og tilſidſt blev ban faa forſtyrret i Hovedet, at ban ikke længer felv vidſte, bvad ban ſkulde tro.

Da ban dog imidlertid tydelig indſage, at det ikke kunde nytte at indlade fig endnu dobere i denne fortpkte Sag med Menneſker, ſom forckom fig felv over al Maade kloge, vendte Bedreddin Hasſan det ſammenſtimlede Folk Roggen og gik ind i Staden. Men Skaren fulgte efter bam og ſkreg i vilden Sfy: — En Mar, en Nar, Hvo vil fee en Mar? — Skriget lokkede en Mængde Mens neſker til Vinduerne, overalt, bvor ban kom frem, og ud i Gadedorene; Mange forøgede ogſaa ſelve Oplobet og deeltoge i Skriget: — En Mar, en Jar! — uden at vide, bvorle⸗ des det egentlig bang ſammen. J denne betrengte Stil— ling naaede Bedreddin Hasſan endelig en Poſtej⸗ bager, ſom netop var i Begreb med at aabne fin Bod. Haſtig ſprang ban ind til bam for at unddrage fig den bam forfolgende Pobel. Denne Poſtejbager bavde tidligere været Anfører for en Trop Arabere, ſom levede af at udplundre Karavanerne, og endſkjondt ban nu bavde nedſat fig i Staden Damascus i en fredelig Livébedrift, vare Alle dog endnu bange for bam. Der behøvedes derfor ikke Mere end et Blik og en betegnende Haandbevagelſe for at adſplitte den Bedreddin Has ſan forfolgende Menneſkeſkare.

Saafnart Poſtejbageren fane fig alene med Bedred—

43

din Has ſan, ſpurgte ban bam, Hvem ban var og bvor— ledes ban var kommen til Damascus. Den unge Mand gjorde bam da bekjendt med fin Herkomſt, med fin Faders, Vizierens Dod, og med de Omſtendigbeder, ſom havde for— anlediget bang Flugt fra Balſora; iligemaade gjentog han fin Hiſtorie om, hvorledes han, efter at være falden iſovn i fin Faders Gravmæle, var vaagnet i Staden Kahira og der havde formelet fig med den dejligſte Kvinde paa Jorden, uden at vide, bverken hvad bun beed eller Hvem bun tilborte. Endelig vttrede han fin levende Forbauſelſe over nu at befinde fig i Staden Damascus, og bekjendte, at han ikke forſtod et Ord af det Hele.

— Begribeligt! — ſparede Poſtejbageren, der, felv en eventyrlig Perſon, ret vel forſtod at gaa ind paa Bedr— eddin Hasſans overraſkende Eventyr: — Men bois J vil lyde mit Raad, faa hold hos Eder ſelv, hvad J nylig bar meddeelt mig, og afvent i Taalmodigbed, at Himlen i fin Barmhjertigbed igjen ſkal fætte en Grendſe for den Modgang og de overordentlige Tilſkikkelſer, hvor— med den har hjemſogt Eder! Indtil da kan J blive bos mig, og da jeg er barnlos, vil jeg, ſaafremt J viſer Eder fortjent dertil, med Glæde antage Eder i Sons Sted. Naar det forſt er kommen faa vidt, kan J fuldkommen ſlaa Eder tilro her i Staden, uden at bave Aarſag til at frygte Noget af den kaade Pobel. —

At blive en Poſtejbagers Adoptipſon var rigtignok ingen Wre for en Storviziers Son; men under de ner— værende Omſtaendigbeder maatte Bedreddin Hasſan dog med Tak gaa ind paa Forſlaget, og efter fort Tids Forløb tog Poſtejbageren ham virkelig i Sons Sted. Den fordums Stratenrover, i fig ſelv en meget godmodig Mand, lod ham opflæde, og erflærede ham i Kadi'ens og

44

Vidners Stærværelfe for fin Son og Arving. Fra denne Stund bed den unge Viziersſon flet og ret Poſtejbage⸗ rens Hasſan og forblev bos fin Velgjorer paa ube ſtemt Tid.

Medens alt dette gik for fig i Damascus, ſaae det juſt beller ikke roligt ud i Storvizierens Huus i Staden Kabira. Morgenen efter Bryllupet vaagnede den lykkelige Brud i god Tid; men ſaaſnart bun bapde flaget Øjnene op, ſavnede bun ſtrax fin dyrebare Aegteberre, ſom bun bavde ventet at finde ſlumrende ved fin Side. J Begvyndelſen troede bun, at ban var ſtaget op uden at gjøre Støj for ikke at forſtyrre bende, og at ban fnart igjen vilde vende tilbage; og ſaaledes ventede bun bam endnu, da bendes bedrovede Fader, Storpizieren, bankede paa bendes Dor og bad om at maatte komme ind til bende. Dybt ryſtet over den bam af Sultanen, ſom ban meente, beredte Banære, kom ban for med fin Datter at begrade deres fælles Ulpkke. Saaſnart Bruden borte bang fjære Stemme, ſprang bun op og aabnede for bam, fuéfede ham paa Haanden og modtog bam med et ſaadant Üdtrpk af Til— fredsbed, at Vizieren af Forbauſelſe ikke engang kunde fremføre faa meget ſom en Morgenbilſen; ban 90006 nem⸗ lig ventet at finde bende oploſt i Taarer og i det Mindſte ligeſaa bedrøvet ſom fig felv.

— Ulvffalige Datter, — udraabte han endelig: — bvor⸗ ledes kan Du viſe Dig for mig med et ſaa muntert Aa— fon, efterat Du bar maattet bringe et faa forfærdeligt Offer? —

— Herre, — ſparede Bruden, der nu paa fin Side ikke forbauſedes mindre end fin Fader, og ikke vidſte, hvad bun ſkulde tro: — Herre, J maa ikke undres, endnu min⸗

45

dre vredes over min Glæde! Har jeg ikke Grund til at være glad over, at jeg er kommen til at tilbore en ſkjon og ædel ung Mand, iſtedet for biin modbydelige puklede Staldkarl, ſom Sultanen paa Skromt havde beſtemt mig til Mand? Forovrigt begriber jeg ikke, bvorledes det Hele er gaaet til. Den Pukkelryggede blev iaftes ſaa— ledes drillet og forbhaanet fra alle Sider, at han tilſidſt maatte vige Pladſen for hiin ſkjonne Angling, ſom nu er mln Herre og Gemal. —

— Hvad er dog det for en Snak? — afbrød bende Vizieren heftig: — Har Du virkelig ikke tilbragt denne Nat med Staldkarlen? —

— Nej, Herre, — ſvarede den unge Dame: — ſom jeg ſiger Eder, en ſmuk Angling med ſtore ſorte Ojne og glindſende forte Ojenbryn har ſovet bos mig! —

Da miſtede Vizieren, der ikke formagede at feſte nogen Lid til det Utrolige, den ſidſte Reſt af Taalmodig— bed og kom i den allerbeftigſte Vrede.

— Afſtvelige Kvinde, — fnyſte han: — bar Du iſinde, ved uſalig Snak at berøve mig Forſtanden? —

— J, fjære Fader, — ſvarede Datteren blidt: — er ved Eders Vantro nærved at berøve mig min. —

— Skulde det da virkelig være muligt, at den Puk— kelryggede ikte — —

— Lad dog ganſke den afſkyelige Pukkelryggede ude af Spillet, fjære Fader! — afbrød ham hans Dat— ter: — Skal jeg da være fordømt til idelig at bore tale om denne Usling? Jeg gjentager for Eder, at jeg ikke veed det Mindſte af ham at ſige, men har tilbragt Natten med en ung og ſmuk Mand af ædel Slægt, ſom ganſke er ef— ter mit Hjerte. Han er gaaet lidt ud, men maa ſtrax være ber igjen. —

N

46

Uden at ſige noget Ord mere gik Sbemseddin Mobamed ud for at opſoge den meget omtalte ſmukke unge Mand, men fandt i bang Sted den pukkelroggede Staldkarl, ſom endnu ſtod i den ſamme Stilling op imod Væggen, bvori Aanden bapde bragt bam, med Hovedet nedad og Benene ivejret.

— Hvad ſkal det betyde? — ſpurgte Storvizieren forbauſet: — Hvem bar lært Dig flige Kunſter? —

Saaſnart den Pukkelryggede kjendte Vizierens Stem⸗ me, fattede ban igjen lidt Mod og ſparede:

— Ej, er det Eder, Hr. Storvizier, ſom vilde for⸗ male mig med en Boffels, med en Aands Kjærefte? Be— takker mig, Hr. Storvizier! Heller forblive den, jeg er, i eenlig Stand, om jeg end ſkulde ſtaa vag Hovedet bele mit øvrige Liv! ل‎

Da Sbemseddin Mohamed børte Staldkar-⸗ len tale ſaaledes, kunde ban naturligviis ikke tro Andet, end at ban var gaaet fra Forſtanden, og ſagde:

— Hvad er det for en Snak? Stil Dig dog op paa Benene, at vi kunne tale ordentlig med binanden! —

— Javiſt, det ſkal jeg nok tage mig iagt for! — ſvarede Staldkarlen: — Førend Solen er ſtaget op, ro⸗ rer jeg mig ikke ud af Pletten! Da jeg jaftes traadte berind, vifte der fig en ubyre ſtor fort Kat for mig, der lidt efter lidt ſpvulmede op til en forfærdelig Boffel, og bvad denne ſagde til mig, bar jeg endnu ikke glemt. Al⸗ lab være lovet! Lad mig pasſe mine Forretninger, og gak J til Eders, Herr Storvizier! —

— Det Menneſke er jo reent fra Forſtanden! — udraabte Storvizieren, greb bam ved Benene og ſmed ham henad Gulvet. Ved denne Lejlighed kom Staldkarlen virfelig paa Benene; men neppe var ban fommen op,

47

førend ban tog tilbeens alt bvad han kunde; uden at fee fig om ſtortede ban bort og blev ved at lobe, indtil han havde naget det kongelige Palads. Her lod ban ſig ſtrax melde bos Sultanen og fortalte ham bele fit Eventyr fra Ende til anden. Sultanen, ſom imidlertid bavde for— glemt ſit gruſomme Lune, morede ſig inderlig derover, og blandede fig ikke mere i Storvizierens huuslige Anlig— gender.

Ligeſaa klog, ſom ban var gaaet bort, vendee Shems— eddin Mobamed tilbage til fin Datter og forlangte paanpy en Forklaring af hende over Ting, ſom ban ikke vidſte, bvad ban ſkulde tenke om. — Men den unge Brud vidſte ikke Andet at fortelle end det, bun allerede bavde ſagt. — Dog — tilføjede bun: — der ligge min Mands Kleder endnu paa Stolen! Maaſkee kunne de give nermere Oplysninger. —

Med disſe Ord rakte bun fin Fader Bedreddin Hasſans Turban. Vizieren tog den i Haanden, betragtede den opmerkſomt fra alle Sider, og pttrede:

— Jeg vilde holde den for en Viziers Turban, hvis den ikke var flynget efter den i Staden Musſul gjældende Skik og Brug. —

Da ban ved nøjere Underſogelſe bemerkede, at der var Noget ſpet ind i Foderet, tog ban en Sax og ſpret— fede dette op, og fremtog deraf et lille tæt beſkrevet Hefte, det ſamme, ſom Nureddin Ali paa Dodslejet havde overgivet ſin Son Bedreddin Hasſan, og ſom denne havde gjemt i Turbanen for beſtandig at bave det hos fig. Ojeblikkelig gjenkjendte Sbemseddin Moba— med fin Broders Haandſkrift, og leſte Titelen med den hojeſte Qverraſkelſe: — Til min Son Bedreddin

48

Hasſan. — Men førend ban endnu kunde faa tænft nøjere over denne mærfværdige Sag, flyede bang Datter bam en Pengepung, ſom bun bapde fundet ovenpaa fin Mands Klæder. Det var den ſamme Pung, ſom Bedreddin Hasſan bapde faaet af Jøden, og ſom ved Feens og Aandens velvillige Omſorg endnu var fuld lige indtil Mun— dingen, uagtet deres Klient bavde kaſtet ud med fulde Hen— der af dens goldne Indbold. Paa en Seddel, ſom var beftet ved Pungen, ſtod at læfe: — Tuſinde Zechiner, tilbørende Jøden Iſchak, — bvortil denne endnu bavde føjet, inden ban overgav Bedreddin Has ſan Pen— gene: — overgiven Bedreddin Hasſan til Betaling for Ladningen af det forſte Skib, ſom løber lokkelig ibavn, af dem, ſom bans ſalig Fader, Nureddin Ali, havde i Eje. —

Neppe bavde Sbemseddin Mohamed laeſt dette, førend ban udſtodte et Skrig og faldt i Afmagt.

Saaſnart Vizieren imidlertid ved fin Datters og bendes tililende Fruentimmers Biſtand atter var kommen til fig ſelv, ſagde ban til fin Datter: — Forundre Dig ikke over denne min Afmagt, mit fjære Barn! — Aarſa— gen dertil er visſelig faa overordentlig, at Man har ondt ved at tro derpaa. Det er nemlig din kjodelige Fetter, Nureddin Alis Son, ſom bar tilbragt Natten 608 Dig. De tuſinde Guldſtpkker, der findes i Pungen, erin— dre mig om den ulpkkelige Tviſt, jeg bande med min Broder, og ſkulle formodentlig gjelde for bang Brudegave til Dig. Allab være lovet for alle Ting, men iſerdeleshed for dette vidunderlige Eventyr, bvorved han faa ojenſynlig har viift fin uendelige Almagt! —

Derpaa betragtede han længe fin Broders dyre— bare Haandſkrift, kysſede den flere Gange og vædede

49

den med fine Taarer, idet han ſagde: — Hvorfor er det mig dog ikke forundt, iſtedetfor disſe Skrifttrek, ſom op⸗ fylde mig med vemodig Glæde, at fee ſelve min fjære Bro— der for mig og forſone mig med ham! —

Da Sbemseddin Mohamed nu derpaa med

Opmarkſombed gjennemleſte Haandſkriftet, fandt han deri

Dagen antegnet for hans Broders Ankomſt til Balſora,

for bans Bryllup og for Bedreddin Hasſans Fod—

ſel, og maatte med Grund bøjlig forundre fig over disſe Datas Overeensſtemmelſe med hans egen Bryllupsdag og bang Datters Fodſelsdag. Endelig overlod han fig ganſke til den glædelige Forvisning, at han havde faaet fin Broderſon til Svigerſon. Ufortovet begav han fig med Haandſkriftet og den ved Pungen faſtheftede Seddel op til Sultanen, vifte bam disſe mærfværdige Gjenſtande og fortalte ham Hiſtorien, ſom ſtod i Forbindelſe dermed. Sultanen, ſom i fit Hjerte allerede havde forſonet fig med ſin dygtige Storvizier, tog en levende Andeel i dette hans betydningsfulde Anliggende, og fandt Hiſtorien faa over— ordentlig, at ban lod den afſkrive for at kunne over— levere den til Efterverdenen.

Sbemseddin Mohamed formaaede imidlertid ikke at begribe, bvorfor og bvorledes hans Svigerſon var forſpunden, og baabede endnu ſtedſe, at ethvert kommende Ojeblik igjen kunde fore bam tilbage i hans og hans Datters Arme. Med den bojeſte Utaalmodigbed længtes han ef- ter ham, og da otte Dage vare forløbne, uden at de havde hort Noget til ham, lod han ham ſoge i bele Ka— hira. Men alle Efterforſkninger vare forgjeves, og ban maatte endelig ganſke opgive Haabet. Dog efterſom ban ikke vidſte, hvad Tiden kunde bringe, troede ban, at han egen⸗

VI. 1

50

baendig burde forfatte en Beſkrivelſe af fit Huſes Belig⸗ genbed, bvorledes det var gaaet til ved Bruyllupet, ilige⸗ maade bvorledes Salen og Brudekammeret havde været ſmokkede. Bedreddin Hasſans Turban, Klæder og Pengepung pakkede ban ſammen i een Byldt, hvilken han derpaa omboggelig gjemte.

Efter nogen Tid følte Storvizierens Datter fig Mo⸗ der, og bragte efter ni Maaneders Forløb et ftærft Dren— gebarn til Verden. Man gav det en Amme, Oppasſer⸗ inder og Slaver, tilligemed Navnet Agib '). Da Dren⸗ gen bapde naget fit ſyvende Aar, ſendee Sbemseddin Mobamed bam i Skole til en berømt Lærer, iſtedetfor at lade bam underviſe bjemme, og to Slaver maatte dags lig ledſage bam frem og tilbage. Da nu den lille Agibs Skole- og Legekammerater alle vare af ringere Stand end ban, toge de meget Henſyn til ham, og fulgte beri kun deres Lerers Exempel, der ſage igjennem Fingre med bam i mange Ting, ſom ban ikke indrømmede Andre. Men denne blinde Overbarenbed var Agibs Forderpvelſe; ban blev nemlig ſtolt og uforſkammet ved denne Behand⸗ ling, og bod fine Kammerater Alt, hvad der faldt ham ind, uden at ville lade ſig ſige. Overalt og ſtedſe vilde ban befale; og var Nogen ſaa driſtig at modſige ham, maatte ban døje enbver Fornermelſe af ham, lige indtil Haandgribeligbeder. Paa denne Maade blev han ſnart forbadt af alle ſine Skolekammerater, og disſe bleve til— ſidſt nødte til at beſpere fig over ham for deres fælles Lærer. Denne formanede dem i Begyndelſen til Taal— modigbed; men da han merkede, at Agibs Uforſkammet⸗

») Underfuld.

51

hed berved kun fif ny Mæring, og han felv baade var leed og feed af det Bryderi, ſom denne ene Dreng foraarſa— gede ham, faa ſagde ban endelig til fine Elever: — Jeg feer nok, fjære Born, at Agib er en ſlem Krabat, og vil derfor ſige Eder, bvorledes J funne kranke bam ſaa— ledes, at han i Fremtiden nok ſkal lade Eder vare iro, ja maaſkee endogſaa ganſke ſkal forlade Skolen. Naar han nemlig imorgen tidlig møder i Skolegaarden, ſkulle I fee til at faa bam ind i Eders Midte, og een af Eder ſkal med lydelig Stemme ſige: — „Skulle vi nu ikke lege? Men vi ville ikke have Andre med i Legen end dem, der kunne ſige deres eget, deres Faders og Moders Navn. Hyvo ſom ikke formaaer dette, maa anſees for en Baſtard og kan ikke faa Andeel i vor Leeg.“ —

Læreren forklarede dem endvidere, i bvilken Forle— genbed de ved denne Adfærd vilde fætte den uartige Agib, og Børnene gik bjem fra Skolen, forud opfyldte af Glæde over det, der ſkulde finde Sted den folgende Dag.

Og Drengene havde virkelig nemmet godt. Den næfte Morgenſtund omringede de Agib, faafnart han vifte fig, og een af Drengene, ſom havde paataget fig Ho— vedrollen, raabte hojt: — Kom og lad os lege! Men den, der ikke kan ſige fit eget, fin Moders og Faders Nabn, maa ikke være med i Legen. —

Hermed vare alle Drengene, ogſaa Agib, vel til— fredſe, og den Dreng, der havde foreſlaget Legen, gik nu Kredſen rundt og tilſpurgte den Ene efter den An— den. Alle klarede uden Vanſkeligbed for fig, indtil Ra— den endelig kom til Agib at ſige ſit eget, ſin Faders og Moders Mavn: — Jeg bedder Agib, — ſparede den lille Krabat ganſke bopvmodig: — min Moder hedder Fru

4

52

Dejligbed,og min Fader Storvizier Sbemseddin Mo— bamed. —

Men da gave alle Børnene fig til at raabe: — عاق‎ zieren er ikke din Fader, men din Bedſtefader! —

— J forbandede Drenge, — ſparede Ag ib opbragt: — vove J virkelig at paaſtaa, at Storvizieren Sbems⸗ eddin Mobamed ikke er min Fader? —

Under bøj Latter gjentoge Drengene deres Paa- ſtand, og tilføjede: — Du kan altſaa ikke lege med, lille Agib, og vi ſkulle for Fremtiden vel tage os jagt for at komme Dig for nær. —

Med disſe Ord droge de fig tilbage fra ham, ſpot— fede og lo bam ud; men A gib gav fig til at grade. Nu kom Læreren, ſom fra et Skjul havde været Vidne til det Hele, frem og ſagde til bam: — Veed Du da virke— lig ikke, at Sbemseddin Mobamed ikke er din Fa- der? Han er din Bedſtefader, din Moders, Fru Dej— ligbeds Fader. Din Faders Mavn vide vi ligeſaa lidt ſom Du ſelv. Kun faa meget er almindelig bekjſendt, at din Bedſtefader blev tvungen til at gifte fin Datter med en pukkelrvogget Staldkarl, og at der ved dette Bryllup tildrog ſig en beel Deel underlige Ting. Det er rigtig— nok en ſlem Omſtendigbed for Dig, og Du maa deraf lere at omgages dine Kammerater paa en mindre hov— modig Maade, end hidtil er ſkeet. —

Dybt krenket ved fine Kammeraters Spotterier og denne Lærerens Tiltale, forlod Ag ib ſtrax Skolen og ilede bjem for at opſoge fin Moder, Fru Dejligbed. Høj lig foruroliget over Drengens bedrovede Veſen ſpurgte bans Moder bam om, byad der var ivejen; men Ag ib kunde længe Intet ſvare for lutter Hulken, faa ner til

53

Hjertet gik ham den Krankelſe, ban havde lidt. Endelig fandt ban dog Ord til at fortælle fin Moder Foranled— ningen til fin Sorg, og tilføjede: — For Himlens Skyld, kjere Moder, ver nu faa god at ſige mig, Hvem der er min Fader! —

— Din Fader — ſparede hans Moder ham hojt rodmende: — er Vizieren Shemseddin Mohamed, ſom daglig ſlutter Dig i fine Arme. —

— O, nej, det veed jeg bedre! — raabte Agib: — Sbemseddin Mohamed er ikke min, men din Fader. Lad mig dog endelig faa at vide, om jeg har no— gen Fader! —

Hos den unge Dame fornyede fig paa levende Maade Mindet om hendes Brudenat, hvorefter der var fulgt en faa lang og bedrovelig Enkeſtand, og bun be— gyndte at græde, idet bun bitterlig beklagede Tabet af en faa elffværdig Gemal, ſom Bedreddin Hasſan var, og fremſagde folgende Vers:

— De have bragt Kjarligheden og Savnet fil at gløde op i mit Hjerte, og ere derpaa 00110116 bort. —

— Hufet ffjuler ikke langer Gjenſtanden for min Kjar— lighed. — Hver længe vil Du endnu blive borte, hvor lange føve med din Tilbagekomſt? —

Medens Agib og hans Moder endnu ſaaledes græd med binanden, traadte Shemseddin Mohamed ind til dem og forlangte Aarſagen til deres Bedrovelſe at vide. Fru Dejligbed meddeelte bam da, hvilken Krenkelſe den unge Agib havde maattet lide, og Vizieren, ſom heraf fane, at der var onde Rygter i Omlob angaagende hans Datter, følte fig ſnart ligeſaa troſteslos ſom de tvende Andre. Endnu opfyldt af allehaande fvælende Tanker begav Vi—

54

zieren fig op til Sultanen. Efterat ban ydmyg bavde faftet fig ned for bam, bad han bam om Tilladelſe til at gjøre en Mejfe gjennem bele Oſterland, leggende Vejen over Balſora forſt og fremmeſt, for at opſoge fin Broderſon Bedreddin Hasſan, da ban umulig kunde udbolde den Tanke, at Man i Staden ſkulde fortælle om bang Datter, at en Mand havde ſovet bos hende. Sul⸗ tanen gik beredvillig ind paa Storvizierens Bekymring, billigede bang Idræt og gav bam Tilladelſe til at udføre den. Ja ban [od endogſaa udfærdige et aabent Brev til alle Forſter og ſtore Herrer paa de forſkjellige Steder, hvori ban i de forbindtligſte Ord anmodede dem om at komme bang elſkede Storvizier imode paa enbver Maade.

Sbemseddin Mohamed manglede Ord, der vare udtroksfulde nok til at tolke Sultanen bang Taknem⸗ lighed, og maatte derfor lade det bero ved endnu en— gang at kaſte ſig ned for bans Fodder. Dog de Taarer, ſom veldede frem af hans Øjne, vare mere veltalende end Alverdens Ord. Efterat ban endnu af et fuldt Hjerte havde onſket Sultanen al mulig Held og Lykke, tog han Afſked fra bam og ilede bjem for ufortevet at gjøre Anſtalter til Afrejſſen. Disſe bleve ogſaa i den Grad fremſkyndede, at han allerede efter fire Dages Forløb kunde tiltræde Rejſen med fin Datter og bendes Son A gib.

Sbemseddin Mohamed flog ind paa Vejen til Damascus og vedblev at drage fremad i bele nitten Dage, uden at unde fig bverken Raft eller Ro. Forſt paa den tyvende Dag [od ban gjøre Holdt paa en dej— lig Eng tæt udenfor Staden Damascus' Porte, og opflaa ſine Telte ved en lille Strom, ſom gjennemflyder Staden og Derved gjør Sit til at forøge Skjonbederne ved dens af Digterne loppriſte Omegn. Her vilde Vizieren raſte to

55

Dage, for paa den tredie ved ſamme Tid at fortfætte fin Rejſe; men Folkene af fit Folge tillod ban at gaa ind i Staden, byilken Tilladelſe de faa godt ſom alle forte fig tilnytte. Rogle følte fig drevne af Nysgjerrigheden efter at fee en Stad, fom de faa hojligen havde hort berømme; Andre vilde affætte allehaande Varer, ſom de havde bragt med fig fra Wgypten, og indkjobe nye iſtedet.

Fru Dejligbed vilde ogſaa unde fin fjære Søn den Fornøjelfe at fee fig om i denne berømte Stad, og befa— fede derfor den Gilding, der varetog en Hovmeſters Be— ſtilling bos ham, at fore ham omkring og lade bam fee alt Mærfværdigt, dog med et vaagent Oje for, at han ikke kom til nogen Skade.

J fine bedſte Sæder begav Agib fig altſaa paa Vejen, ledſaget af Gildingen, ſom til Tegn paa fin Myn- digbed bar en lang Stav i Haanden. Neppe vare de traadte ind i Staden, førend Agib, der var ſkjonnere end ſelve Dagen, drog Alles Ojne paa ſig. Overalt ſtyrtede Folk til Vinduerne eller ud i Doren for at fee ham, og de, ſom mødte ham paa Gaden, bleve ikke alene ſtagende for at betragte ham, men fulgte endogſaa med, for længer at have den Fornøjelfe at fee paa ham. Der fandtes ikke Nogen, ſom undlod at onſke tuſindfol— dig Velſignelſe over et faa dejligt Barns lykkelige For— ældre.

Tilfældigviis kom Agib og bans Ledſager forbi den nu allerede for flere Aar ſiden afdøde Poſtejbagers Bod. Manden havde, ſom Man endnu vil erindre fig, antaget Bedreddin Hasfan i Sons Sted, og ved fin Dod havde ban følgelig efterladt ham Alt, bvad han ejede. Bedreddin var altſaa nu fri Herre i Huſet og over hele Bedriften, og viſte ſig ſom en ſaa duelig Po—

56

ftejbager, at der gif et ſtort Ry 0] bam i Staden. Da nu Bedreddin Hasſan faae faa mange Folk pan Gas den, traadte ogſaa ban ud i fin Dor for at fee, bvad der var paafærde, og fif Øje paa den ſmukke Dreng og bang Ledſager.

Naturligpus tildrog Agib fig ogfaa bang Opmerk— ſombed, og ban følte ojeblikkelig en vis befynderlig Ro⸗ relſe bos fig ved Skuet af bam, byilken ban ikke for— maaede at forklare fig. Det var ikke Barnets blændende Skjonbed, der benrev bam ligeſom Folkets Masſe; der var en langt dybere Grund til bang overordentlige Be— vegelſe. Det var Blodets Magt, ſom bevægede bang Faderbjerte. Han lod fit Arbejde bvile, gik ud paa Gas den til Agib, og nærmede fig bam med et vindende Veſen, idet ban ſagde til ham: — Unge Herre, J bar vundet mit Hjerte! Gjor mig dog den Gre og For⸗ nojelſe at træde et Ojeblik indenfor i min Bod og nude et Stokke Bagverk, forat jeg imidlertid kan faa Lejlighed til at beundre Eder efter Hjertenslyſt! —

Bedreddin Hasſan udtalte disſe Ord med en Bevagelſe, der bragte Taarerne i hans Øjne. Den lille A gib folte fig rørt derved og ſagde til Gildingen: — Denne gode Mands Anſigt bebager mig, og ban føjer fine Ord faa ſmukt, at jeg ikke kan fore det over mit Hjerte at af— ſlaa, bvad han beder mig om. Lad os træde ind hos bam og ſpiſe nogle Poſtejer! —

— Jo det vilde pasſe ſig ſmukt for en Viziers Son, at træde ind fra Gaden i en offentlig Bod og ſpiſe Kager! — ſparede Gildingen, idet ban dog ligefuldt ſlikkede ſig om Munden: — Der bliver ikke Noget af, unge Herre. —

— Ak, min kjcre unge Herre, — vedblev Bedr⸗

57

eddin Hasſan: — hvor gruſomt har Man ikke handlet imod Eder ved at give Eder et Menneſke til Hopmeſter, ſom behandler Eder med flig en Haard— bed! — Derpaa vendte ban fig til Gildingen og ſagde: — Gode Herre, fæt Eder dog ikke imod, at den unge Herre føjer fig i mit Onſke! Det vilde inderlig bedrove mig! Viis mig meget mere den re, ſelv at træde ind med og ſmage mine Poſtejer! J vil derved bevife, at I, om I end udvendig er ligeſaa brun ſom en Kaſtanie, dog tillige indeni er ligeſaa hvid ſom denne. J maa desuden vide, at jeg er i Beſiddelſe af den Hemmelighed at gjore Eder ligeſaa hvid, ſom J nu er fort. —

Gildingen gav ſig berover til at lee, og ſpurgte Bedreddin Hasſan, bvori da denne Hemmelighed beſtod.

— Det ſkal jeg i en Haft fætte Eder ind i. — ſpa— rede Bedreddin Hasſan, og begyndte at fremfige Vers til Roes for de forte Gildinger, hvori der var Tale om, at deres Tjeneſte betryggede Fyrſternes Wre og Luffe, og at Verdens ſtorſte Skatte vare givne i de— res Hænder.

Herved følte den over al Foreſtilling ſtygge Gilding fig bojligen ſmigret, og indvilligede i at give efter for Poſtejbagerens Onſke og trade ind i hans Bod tillige— med den utaalmodige Agib. Inderlig glad ſprang Bedr— eddin Hasſan iforvejen og tog atter fat paa fit Arbejde, idet ban pttrede, at han juſt havde været ifærd med at lave Flodeterter, og at han ikke vidſte noget Be— dre at byde dem end disſe allerede vidt berømte Kager. — Jeg er vis pan, — tilføjede han: — at de i en over⸗ ordentlig Grad ville bebage Eder; thi min Moder, ſom forſtod at tillave dem med den meſt beundringsverdige

58

Færdigbed, bar felv lært mig at tilberede dem, og hele Staden er nærved at forſluge fig deri. —

Med disſe Ord tog ban allerede en Flødetærte ud af Ovnen, beftrøede den med Sukker og Granatkorn, og fatte den for Agib, der ſtrax gav fig iferd med den og fandt den ganfte koſtelig. Ogſaa Gildingen fif en Tarte, og denne yttrede, efter at bave flugt denne, faa heed, ſom den var, at den ſmagte efter Mere. Imidlertid betragtede Bedreddin Hasſan fin unge Gjeſt med den ſtorſte Opmarkſombed, og bans Taarer begyndte at rinde, da han kom til at tanke paa, at ban maaſkfee beſad en ligeſaa dejlig Son med fin ſmukke unge Gemalinde, fra hvem han paa en faa gruſom Maade var bleven adſkilt. Dog bas ſtig fattede ban fig og gav fig til at udſporge 6 angagende Anledningen til bang Ophold i Staden Das mascus. Men Gildingen, der merkede, at der ikke vankede Mere, gav ikke Agib Tid til at ſpare, men ſkyndte paa bam, at ban ſkulde vende tilbage til fin Moder og Bed⸗ ſtefader. Haſtig toge de Afſked med Bedreddin Hass fan, og begave fig paa Vejen tilbage til Lejren.

Den arme Poſtejbager fulgte dem med fine Blikke faa langt, ban formagede; men da ban ikke kunde øjne dem længer, lukkede ban baftig fin Bod og fulgte efter dem. Førend endnu Agib وه‎ Gildingen havde naaet Stadens Port, bavde Bedreddin Hasſan allerede indbentet dem. Men ſaaſnart Hovmefteren fik Oje paa bam, tilraabte ban ham i Vrede: — Hvad vil J os, J paatrengende Menneſke? —

— Overiil Eder ikke, min gode Ven! — ſparede Bedreddin Hasſan: — Jeg bar en lille Forretning at beførge udenfor Porten, og Gade og Vej ere, ſom I veed, fælles for Alle. —

59

Dog Gildingen lod ſig ikke ſtille tilfreds ved dette Paaſkud, men henvendte fig ærgerlig til Agib: — Det bar jeg Eder at takke for, unge Herre; — ſagde han: — det anede mig nok, at min Fojelighed ſkulde fortryde mig. J vilde endelig ilav med dette Menneſke, og nu have vi ham paa Halſen, uden at kunne blive af med ham. —

— Maaſkee har han dog virkelig Noget at beſtille udenfor Staden; — ſparede Agib undſkyldende: — vi kunne jo ikke forbyde ham at gaa, hvorhen han vil. —

Derpaa gik de videre med hinanden, uden at ſee ſig om, indtil de kom i Narheden af Vizierens Telte; da vendte de ſig om for at ſee efter, om Bedreddin Has— fan endnu fulgte dem. Men da nu Agib ſaae, at den Fremmede var dem lige i Helene, blev han baade rod og bleg af Frygt og Harme. Han frygtede nemlig for, at Vizieren, hans Bedſtefader, ſkulde erfare, at han var traadt ind i en Poſtejbagers Bod, og var i denne ſin Angſt alene betenkt paa, hvorledes han ſkulde faa det paatren— gende Menneſke til at gaa tilbage. Haſtig tog han en Steen op af Vejen, kaſtede den efter Bedreddin Has— fan, og traf ham faa haardt ei Panden, at Blodet ſtrom— mede ham ned over Anſigtet. I ſamme Ojeblik gav han fig, beelt forſkrekket over fig ſelv, til at lobe af alle Livſens Krafter, og ſkjulte ſig imellem Teltene. Men Gildingen blev tilbage for at lade Bedred din Has— ſan vide, at han ikke ſkulde vove paa at beklage ſig over, hvad der var mødt ham, men pakke fig bort faa baftig, ban kunde.

Heelt nedflaaet vendte Bedreddin Has ſan om og begav fig paa Tilbagevejen. Ved Steenkaſtet var han ligeſom igjen kommen til fig ſelv, og maatte hojligen un⸗

60

Dre fig over, bvad der ſaaledes havde kunnet drage bam efter den fremmede Dreng. Med Forflædet, ſom ban i fin Selvforglemmelfe bapde beboldt paa, da ban forlod Boden, torrede ban Blodet af fit Anſigt, og ſagde til fig ſelv: — Jeg bapde virkelig ogſaa Uret i, ſaaledes at forlade mit Huus og folge efter dette Barn for at engſte det. Thi det var visſelig kun Frugten for, at jeg ſkulde tilføje det noget Ondt, ſom bevægede det til at handle faa gruſomt imod mig. —

Saaſnart ban kom bjem, lod ban fig forbinde, og troſtede fig over fit Übeld med den Betragtning, at der gaves mangfoldige mere ulpkkelige Menneſker end ban i Verden, og ſluttede med disſe Vers:

— Grib de lette Glader i Flugten, medens de frembyde ſig, og lad de tunge Sorger blive liggende ved Vejen! Thi Livet maa verle imellem klare og morke Dage! —

Den arme Bedreddin Hasſan vedblev frem— deles af bedſte Evne at drive fit Poſtejbagerbaandverk. Men Storvizieren, bang Svigerfader, — bang Gemalinde og bans Son droge efter tvende Dages Ophold over Homs videre til Staden Hamaſh “*); derfra reiſte de til Haleppo, hvor de atter opholdt fig tvende Dage. Derpaa gik Vi⸗ zieren over Floden Eupbrat og betraadte Meſopotamien; over Stederne Mordin, Musſul, Sengira og Diabekr naaede ban endelig efter en temmelig anſtrengende Rejſe Staden Balſora, og bad ſtrax den der berſkende Sultan om en Audients.

) Det ældgamle Epiphania ligger i Syrien, ligeſom Homs, for⸗ dum Emeſa.

61

Saafnart Sultanen var bleven underrettet om Shemseddin Mobameds rinde, lod han ham ojeblikkelig ſtedes for ſit Aaſyn, modtog bam meget naa—

| dig og opfordrede bam til at erflære, bvilfen Henſigt ban

havde med dette fit Beſog i Balſora. Men ſaaſnart han havde erfaret, at den egyptiſke Sultans Storvizier ſogte efter Sonnen af den bedengangne Nureddin Ali, Sul— fanen af Balſoras forrige Vizier, gav han folgende Op— lysning: — Nureddin Ali er allerede for flænge ſiden død, og om bang Son Bedreddin Has ſan veed jeg alene, at ban forſpandt omtrent to Maaneder efter Fade— rens Dod, uden at Man ſiden har hort det Allermindſte til bam. Men bang Moder, en Datter af min naſt— forrige Vizier, er endnu ilive og boer her i Staden. —

Shemseddin Mohamed bad da Sultanen om Tilladelſe til at beſoge bende, og tage bende med fig til Kabira, bvis hun indvilligede i at forlade Balſora. Be— redvillig indrømmede Sultanen hans Forlangende. Endnu i ſamme Time begav Storvizieren fig, ifølge med fin Dat— ter og ſin Datterſon, ben til det Palads, der var blevet anviift bam ſom bans Svigerindes Bolig. Det var en ſtor og prægtig Bygning, rigt prydet med Marmorſojler og gyldne Arabeſker; dog Shemseddin Mohamed opholdt fig ikke med at betragte og beundre denne Her— ligbed; ban kysſede med Rorelſe Doren og en Marmor— tavle, ſom i golden Skrift fremviſte hans afdøde Bro— ders Mavn, og forlangte fin Svigerinde itale.

Tjeneren vifte bam ud i en rummelig Gaard, i hvis Midte der hævede fig en lille Bygning med rund Kuppel; dette Mindesmeerke bavde den ømme Moder la— det opføre iſtedetfor Gravmæle over fin elſkede Son, hvem bun troede død allerede for længe ſiden; og her

02

tilbragte bun den ſtorſte Deel baade af Natten og Dagen under Bon og Taarer. Ogſaa i denne Time var Ma- tronen iferd med at begræde fin elſkede Bedreddin Hasſanz juſt ſom Sbemseddin Mohamed traadte ind til bende, udtalte bun efterfølgende Vers!

— O Grav, o Grav, er hang elſkelige Vaſen da ikke mere? Indeſlutter Du virkelig, hvad der henrykte Alles Sjal og Oje? O Grav, er Du end en Indgang til Himlen, er Du dog tillige en Elendighedens Afgrund her paa Jorden! —

Saaſnart Vizieren bapde bilſt paa Matronen og bedet bende ſtandſe fine Taarer og holde Maade i fin Smerte, aabenbarede ban bende, Hvo ban var og i bvil— ket Wrinde ban var kommen til Balſora. Efterat der— paa Nureddin Ali's Enke var bleven underrettet om, hvad der bapde tildraget fig ved Fru Dejligbeds Bryl— lup, og med bvilken Overraſkelſe Man bapde fundet biint vigtige Haandſkrift i Bedreddin Hasſans Turban, foreſtillede Vizieren bende fin Datter og bendes Son.

Den nedbejede Enke var bleven ſiddende paa fin Plads, ſom en Kvinde, der ikke mere tager nogen Deel i denne Verdens Anliggender. Men ſaaſnart hun af fin Svoger havde erfaret, at den af bende med Smerte bes grædte Son maaſkee endnu kunde være ilive, rejſte bun fig og fluttede Fru Dejligbed og bendes Son med inder— lig Folelſe i fine Arme. Men idet bun i Drengens ſkjonne Anſigt opdagede fin dyrebare Sons Træf, kom bun atter til at græde af fit dybeſte Indre. Dog disſe Taarer vare af en langt mindre bitter Art end de, bun hidtil bavde ladet flyde. Hun kunde fra dette Oje⸗ blik ikke mere ſlippe Drengen af ſine Arme, og bedakkede

63

ham med Kys og Kjartegn i det Uendelige. Tillige fremſagde hun folgende Vers:

— Velkommen er mig Budſkabet om Eders Ankomſt; det har bragt mig den luykkeligſte Efterretning i hele mit Liv! — Hyis han ønffede det, vilde jeg, iſtedetfor Wres⸗ kladning, rakke ham mit gladerige Hjerte, at han kunde gjøre med det, hvad han vilde, paa denne Gjenforeningens lykkelige Dag! —

A gib gjengjeldte fin Bedſtemoders Kjertegn med

al enſkelig Varme, og Sbemseddin Mohamed er—

klarede fin Svigerinde, at hun nu vilde gjøre vel i at

forjage fin Kummer og ſette en Grendſe for fine Taa— rer. — J maa tillige — vedblev ban: — berede Eder paa at folge med os tilbage til Kabira; Sultanen bar gi— vet ſin Tilladelſe dertil, og der er fra nu af Eders rette Hjem. Vi bebove ingenlunde endnu at opgive Haabet om at gjenfinde Eders Son, min Svigerſon; Allab fører os ſtundom beelt underlig omkring i denne Verden. —

Nureddin Alis Enke gik med Glæde ind paa dette Forſlag og traf ſtrax de nødvendige Foranſtaltnin— ger til Opbrud og Afrejſe. Imidlertid aflagde Sbems— eddin Mohamed ſit andet Beſog bos Sultanen af Balſora for at anbefale fig bos ham; overoſt med Wres— beviisninger og med en gavmild Foraring til Sultanen af Kahira blev ban endelig afſkediget af Fyrſten, der ikkun meget beklagede, at ban ikke bavde kunnet give bam bedre Efterretninger, bans Broderſon vedkommende. Da ſaale— des Alting var beredt til Opbrud, forlod Storvizieren Balſora med fin Familie og fit talrige Folge, og ſlog ind paa Vejen til Damascus.

04

Da ban var kommen i Narbeden af Staden, 0ه‎ ban fine Telte udenfor den Port, bvorigjennem ban agtede at bolde fit Indtog, og lod bekjendtgjore, at ban vilde holde Raft i tre Dage, forat hans Folge kunde udbvile fig, og ban felv imidlertid kunde udføge det Koſtbareſte, ſom den berømte Stad ejede, til en værdig Forcring for Sul— tanen af Agypten. Medens nu Sbemseddin Mo- bamed gjorde Udvalg imellem de koſtbareſte Stoffer og andre Kunſtfrembringelſer af ſjelden Art, ſom Kjobmendene bragte og forelagde bam i bang Telt, bad A gib fin forte Hovmefter om at fore bam rundt omkring igjennem Sta— den. — Der var endnu faa meget — pttrede han: — ſom ban onſkede nærmere at betragte og beundre, og desuden Brev bang Samvittigbed bam til at indbente Oplysninger angagende biin arme Poſtejbager, bvem han i fit Hjertes Angſt den forrige Gang bavpde kaſtet en Steen i Panden.

Hoymeſteren var ikke uvillig til at føje Agib i bang Onſke, og, efterat de af Fru Dejlighed havde faaet Tilladelſe til Üdflugten, gik de igjennem den Port, ſom var Lejren nermeſt, ind i Staden. Efterat de havde beſogt de vigtigſte offentlige Pladſer og Bazarerne for koſtbare og ſjeldne Varer, iligemaade Ommiadernes æld= gamle Moſkee, paa den Tid, da de Troende forſamle fig der til Andagt imellem Middags- og Aftenbonnen, kom de endelig, ligeſom tilfeldigvüis, atter forbi Bedreddin Hasſans Poſtejbagerbod. Bedreddin Hasſan, ſom endnu ſtedſe arbejdede i Flodeterter, gjenkjendte Ag ib ojeblikkelig, ilede ud paa Gaden til bam og ſpurgte, om ban endnu erindrede fig bam. Ganſke paa ſamme Viis ſom den forrige Gang følte Bedreddin Has ſan ogſaa ved denne Lejligbed en beſynderlig indre Bevegelſe, ſom ban ikke for bapde kjendt til, og beller ikke vidſte at gjøre fig

05

til Herre over. Imidlertid befad han dog endnu Fatning nok til at byde Agib og hans Hovmefter ind til fig og bede dem gjøre ham den re at fortære nogle af bang Flodeter— ter. Da Agib ſyntes at dvæle, bad han tillige denne om Forladelſe for den Wngſtelſe, han forrige Gang hapde voldet ham ved at folge efter ham udenfor Porten. — Jeg var mig virkelig ikke felv mægtig, — tilføjede han: — og vidſte neppe, hvad jeg gjorde; der var ligeſom Noget, der med uimodſtagelig, ſkjondt velgjerende Magt drog mig ef— ter Eder, og jeg havde langtfra noget Ondt imod Eder iſinde. —

Forundret horte Agib paa ham, og ſvarede: — Der er Maade med Alt, ogſaa med Venſkab. Eders God— hed for mig er virkelig af en noget befværlig Art, og ſaa— fandt J onſker, at vi ſkulle træde ind bogs Eder, maa I forud love mig, at J ikke vil folge efter os, naar vi gaa. Hvis J føjer os heri, ville vi komme igjen imorgen og beſoge Eder, medens Vizieren min Bedſtefader indkjober Forcringer til Sultanen af WGgypten. —

Saaſnart Bedreddin Hasſan havpde lovet, hvad Agib forlangte af ham, traadte denne med fin Hovme— ſter ind til ham, og Meſteren frembar nu nogle Poſtejer for dem, ſom ingenlunde ſtode tilbage for dem, de havde nydt forrige Gang. Bedreddin Has an blev indbuden til at tage Plads bos Agib og tage Deel i Maaltidet; men da han i fin Glæde over den beviſte Gunſt vilde om— favne Agib, ſtodte denne ham tilbage med de Ord: — Vogt paa Eder ſelv! Mu begynder atter Eders Ven— ſkab at lobe af med Eders Fornuft. J maa nok holde af mig, men kjont i Afſtand, maa jeg bede. —

Bedreddin Hasſan adlød, men tog, uagtet gjentagen Opfordring, ingen Deel i Maaltidet; han var

IV. 5

P

alene betænft ممم‎ at opparte og underbolde fine Gjaſler. Sacledes fang ban tt Digt انا‎ Agibes Prus, bpilket ban feln i ſamme Stund bande forfattet, og bport det dan Andet bed:

— Du Aaſyn er for mig det 13 Maradiid, وزو‎ fergaatt | den Kjærligbede Gled, ſem وز‎ barer til Tia Du Munde Nadſte er Kryftalftremmen Koutar i Vatadiſtt eg jeg et nærved at vanſmagte af Terſt — En ufunlig Fronc cr eptreſſt for Dig i mit Hjerte, og et koſt⸗ bart Japre ligger udbredt for Dig derinde. —

Saafnart Bedreddin Hasſans Øjæfter vare borte op med at ſpiſc, bragte ban dem Vand til at vadſke deres Hænder og et ſlinnende bridt Klæde til at aftorre dem i. Derpaa tillavede ban en koſtelig Sorbet, ſom ban afkjolede med den rencſte Sncc, og kredentſede Agib den med de Ord: — Drif engang, ædle unge Herre! Det er den koſteligſte Roſenſorbet, og jeg tor vel antage, at J aldrig bar ſmagt nøgen lifligere. —

Da Agüb med ſtor Fornojelſe bapde drukket af Sorbeten, ſtollede Bedreddin Hasſan Skaalen, fyldte den paanv, og overrafte Gildingen den. Denne viſte ligeledes Drikken al mulig re, idet ban tømte Skaa⸗ len indtil Bunden.

Da nu ſaaledes baade Agib og bans Hovmefter bare fuldkommen tilfredsſtillede, takkede de Bedreddin Hasſan for den nydte gode Beværtning, toge Afſked og ilede baſtig bort, efterſom det allerede var blevet ſilde. Saaſnart de bavde naact Lejren, begav Agib ſig forſt ind i Krindeteltet. Her ventede bans Bedſtemoder bam med ſtor Langſel; ſjelden fif bun bam at fee, uden Taarerne kom bende i Øjnene, efterſom han ſtedſe

67

nyede Mindet bog bende om bendes tabte Søn. 0 denne Gang udgjod bun Taarer, idet hun med Lidenſka— belighed omfavnede ham og ſagde:

— O min Son, min Glæde vilde være fuldkommen, bvis jeg ſaaledes kunde ſlutte min Son Bedreddin Hasſan i mine Arme, ſom jeg nu omfavner Dig! —

Derpaa lod bun Aftensmaden bere frem, bad Agib tage Plads bog fig, og begyndte at tale med ham om hans Spadſeregang, idet hun vttrede den Mening, at han viſt maatte være kommen ſulten tilbage. Tillige lagde bun bam for af en ganffe fortræffelig Flødetærte, ſom hun egenbendig bade tillavet. Vi vide nemlig allerede ifølge Bedreddin Hasſans Udſagn, at den ædle Dame for— ſtod dette bedre end nogen Anden. Ogſaa Hovmefteren fif fin Deel af Kagen, og Matronen ventede at hoſte ſtor Roes derfor af dem begge. Men da de allerede bavde ſpiſt fig mætte hos Poſtejbageren, formagede de ikke at tvinge faa meget ſom en Mundfuld ned, bvilfet rigtignok, i det Mindſte for Gildingens Vedkommende, vidnede over— maade ſterkt for det Overordentlige i Bedreddin Has— ſans Gjaſtfrihed.

Neppe bavde Ag ib ſmagt det ham tildeelte Stykke Tarte, førend ban nodtes til at lægge det fra fig igjen; ogſaa Gildingen maatte lade fit Stykke ligge, faa ondt det end gjorde ham.

Saafnart Nureddin Ali's Enfe blev dette vaer, henvendte bun med ſtor Forundring Ordet til Agib og ſagde: — Er det muligt, min Son, at Du forſmager en Ret, ſom jeg ſelv har tilberedet? Du maa vide, at Ingen i Verden formaaer at lave faa gode Flodeterter, naar jeg undtager din ſtakkels Fader, hvem jeg bar lært Kun⸗

ſten. — 5 *

— Kjære Bedſtemoder, — ſparede Agib: — 5 forſtaact viſtnok Eders Kunſt tilgapns; men J maa unde ſtylde, naar jeg lader Eder vide, at J beri dog langt bliver overgaaet af en Poſtejbager, ſom boer inde i Sta⸗ den. Vi bape nvlig (magt Flodetarter bos bam, ſom dare meget bedre end denne. —

— Hvorledes Sbaban “) — ſpurgte Matronen ſtud⸗ ſende og med Harme: — mener Du, at Man bar betroet Dig Opſigten over min Sonneſon, forat Du ſkal fore bam omkring i Kipperne og lade ham ſpiſe der ſom en« bver anden Pjalt? —

Naadige Herſkerinde, ſparede Gildingen: — vi talte kun nogle Ojeblikke med en overmaade net Poſtej⸗ bager, den bedſte i bele Staden, men node ikke det Mindſte bos bam. ل‎

Men denne Forklaring forſonede ingenlunde den opbragte Dame; meget mere rejfte bun fig og ilede ind i Sbemseddin Mobameds Telt for at anklage Hovs meſteren, og berfra ſkilte bun fig paa en ſaadan Maade, at Storvizieren ingenlunde følte fig oplagt til at bære over med den ulydige Slave. Af Naturen bidſig og opbruſende, (od ban ikke denne ſkjonne Lejligbed til at komme i Vrede gaa ubenyttet forbi, men ilede ind i Matronens Telt og foer les paa Hoymeſteren, idet ban med Tordenſtemme raabte: — Elendige Slave, vover Du ſaaledes at mis⸗ bruge min Tillid? —

Uagtet nu Agibs Üdſagn var tilſtrækkeligt Beviis imod bam, vedblev den dumme Slave dog at benægte Sas gen. Drengen derimod vedblev at gjentage fin Paaſtand, at de bavde været inde hos en Poſtejbager og nydt faa

) Det almind cligſte Navn for ſorte Gildinger.

69

mange Poſtejer, at de ganſke havde miſtet Appetiten til Aftensmaden. Iligemaade bapde Poſtejbageren overflødig bevertet dem med den koſteligſte Sorbet. —

— Usling, — raabte Storvizieren: — vedbliver Du endnu at nægte? —

Shaban bavde virkelig Frakhed nok til at fværge paa, at det var aldeles uſandt.

Vizierens Vrede kjendte nu ingen Grandſer længer; han troede naturligviis fin Datterſon bedre end den elen— dige Slave. Imidlertid befæmpede han dog endnu 1102 brudet af fin Forbittrelſe, og ſagde til Hovmeſteren, at han endda vilde tro bam paa hans Ord, bois han for— maaede at ſpiſe den Flødetærte reent op, ſom ſtod paa Bordet.

Uagtet nu den paagjaldende Tarte var et temmelig drojt Stykke, og Hopmeſteren havde ſpiſt, faalænge han kunde aarke, beſluttede ban dog at underkaſte fig den for— langte Prøve, og ſkar fig et Stykke af Taerten. Med et Suk fane Agibs Bedſtemoder fin ſkjonne Tarte givet i det forte Afſfkums Vold. Men bendes Frugt og Gr— grelſe vare overflødige; thi ſaaſnart Hovmeſteren forte Stykket til Munden, blev ban vammel, og maatte lægge det fra fig igjen for ikke at faa ordentlig ondt. Alligevel gav ban fig ikke tabt, men holdt endnu faſt ved Løgnen, idet ban forklarede, at han den foregagende Dag bavde faget faa godt til fig, at han endnu aldeles manglede Madlyft.

Men nu var Storvizierens Taalmodigbed ogſaa tilende. Oprort over flig grendſelss Uforſkammethed befalede ban, at Hoymeſteren ſkulde bave en dygtig Ba— ſtonade. Da forſt blev Slavens Hukommelſe vakket, og ban tilſtod, at Agib kun havde fortalt den rene Sand—

70

bed. Men ondſkabsfuld var ban, og ondſkabsfuld blev ban; bang Bekjendelſe blev nemlig given i folgende Form: — Han og Agib bapde ganſke rigtig været inde bos en Poſtejbager og ſpiſt Poſtejer, ſom vare bundrede Gange bedre end den, der ſtod paa Bordet. — Havde denne væs ret af ſamme Slags, ſkulde bans tidligere Paaſtand, der nu maatte gjelde for Løgn, nok bave beftaaet fin Prove. —

Denne ondſkabsfulde Erklaring gik den ærekjre Ma— trone ner til Hjerte, og bun vttrede ergerlig: — Det er kun Løgn og Vaas, at bine Poſtejer ſkulle bave været bedre end de, ſom jeg laver, og Du ſkal visſelig ſtaa til Anfvar for hvad Du bar ſagt. Spring ſtrax ind i Staden og bent mig een af de loppriſte Tærter! —

Gildingen fik Penge og lob ind i Staden for at bente det Forlangte. — Kjere Poſtejbager, — ſagde ban, ſaaſnart han balv aandeløg var traadt ind i Boden: — ber er Penge, lad mig faa en Flodepoſtej, men een af de bedſte, af de allerbedſte! Een af vore Herſker— inder bilder fig ind, at bun kan lave dem ligeſaa gode. —

Heldigvüs bavde Bedreddin Hasſan endnu ganſke friſke og varme Poſtejer. Han udſogte een af de bedſte, pakkede den omboggelig ind, og overgav Gildingen den med de Ord, at ban ganſke troſtig kunde anſee bang Poſtejer for de bedſte i bele Verden, efterſom kun eet eneſte Menneſke foruden bam ſelv kjendte den koſt— bare Hemmeligbed, nemlig bang Moder, bvis hun endnu levede.

J flovende Fart, forat Tærten ikke ſkulde blive fod og miſte Noget af fin Smagfuldbed, ilede Hopme⸗ ſteren tilbage til Lejren, og overrakte Nureddin Alis Enke den forlangte Poſtej. Matronen tog begjarlig imod den og beed deri; men neppe havde hun faaet Smagen

71

deraf i Munden, førend bun med et bøjt Skrig faldt i Afmagt.

Den endnu tilſtedeverende Vizier kom ved dette over⸗ raſkende Tilfælde i ſtor Forlegenbed. J fin vderlige Raad— vildbed ſtenkede ban hende Sorbet i Anſigtet, den eneſte forfriſkende Vedſke, ban havde ved Haanden, og boldt bende den duftende, endnu varme Poſtej under Neſen. Og hang kjerlige Beſtrœbelſer kom ikke til at favne deres Lon; Matronen ſamlede ſig atter og udaandede ved de forſte Attringer af det tilbagevendte Liv folgende Ord: — Barmbjertige Allab, min Son, min dyrebare Son — maa have bagt denne Terte! —

Det er vanſkeligt at ſige, om Vizieren Shemsed— din Mobamed følte ſtorſt Glæde eller Overraſkelſe ved denne fin Svigerindes Paaſtand, at Bedreddin Has— fan maatte bave bagt den bende af Hovmeſteren bragte Flodepoſtej. Dog, ved nermere Overvejelſe fandt han Sagen kun lidet ſandſynlig, og ſpurgte Nureddin Alis Enke, bvilke Grunde bun havde for fin Tro, og om ikke een eller anden Poſtejbager kunde bage ligeſaa gode Ka— ger ſom bun ſelb og Bedreddin Hasſan. —

— Jo viſtnok kan der gives Poſtejbagere, ſom lave ligeſaa gode Kager; — ſparede Matronen: — men ef— terſom jeg tilbereder mine paa en gaͤnſke færegen Maade og alene bar indviet min Son i Kunſtens Hemmeligbed, kan der neppe være Tvivl om Rigtigbeden af min gle— delige Anelſe. Lad os da være glade, min Broder! En— delig bave vi fundet den længe og forgjaves med Smerte efterſporede Bedreddin! —

Men Storvizieren bad den af Sorg og Glæde exal— terede Matrone at befæmpe fin Utaalmodighed, idet han

72

tilfeſede: — اله‎ flulle ſnart faa at vide, bvorledes i Rurfeligbeden hænger ſammen med denne Poſteſ Saar vi lade dette Menneſke hente berud ul os i £ ville Jog min Datter jo ſnart kunne afgiore, om Bedreddin Hasſan eller ikke. Men I ma bam fra ct Skjul, bror ban ikke kan opdage Eder; tbi jeg onſker ikke, at Gyenkjendelſen ſkal finde Sted i Dar magcud, Jeg bar nemlig allerede i mine Janker forud beſtemt, bvorledes jeg bil indlede og gjennemfore det Hele med min fjære Spigerſon, bis det vpirkelig ſkulde være bam; det ſkal blive et rigtig ſmukt Eventyr, maa J tro. —

Og Vizicren vendte fra Kvindeteltet tilbage til fit eget Telt. Her lod ban ſtrax balptredſindstvpe af fine Folk komme, og gap dem folgende Befaling:

— J ſtulle brev og cen tage en dogtig Stok i Eders Haand, og faa folge med Sbaban ind i Staden til den Poſtejbager, ſom ban nok veed. Saaſnart J bave bes traadt bans Bod, give J Eder ſtrax til med Eders Stokke at ſlaa Alting iſtpkker, brad J forefinde der; og ſporger Poſtejbageren Eder om, med brilken Net J foraarſage flig Odelaggelſe, ſtulle J blot til Gjengjald ſporge, om det ikke er bam, der bar bagt den Flodetarte, ſom nylig var bleven bentet bos bam. Bekrafter ban dette, faa griber og binder bam forſparlig og fører bam ſtrax berud til mig! Men vogter Eder vel for at ſlaa bam, overbovedet for at tilføje bam mindſte Ondt! Gager nu og udfører min Befaling! —

Beredvillig adlode Vizierens Tjenere. Saaſnart de af Agibs Hopmeſter vare blevne førte ind i Bedr— eddin Hasſans Bod, gave de fig med deres Stokke til loſtig at ſonderſlaa Alt, bvad ffrøbeligt var derinde: —

73

Fade, Tallerkener, Glas, Potter, Skaale, Kageformer, endogſaa Borde, Stole og Banke, og anrettede en heel Overſvommelſe af Syltetoj. Fløde og Sorbet. Den arme Bedreddin Hasſan var nærved at fortvivle ved dette forfærdelige Skue og ſpurgte i den ynkeligſte Tone, hvorfor ban blev behandlet paa flig gruſom Maade.

— Har J maaſkee ikke bagt den Tærte, ſom den forte Gilding nylig bentede bos Eder? — ſpurgte Folkene ham.

— Jo det vil jeg ikke nægte; — ſvarede Bedred— din Has ſan grædefærdig: — men deri finder jeg intet Ondt. Jeg udfordrer Alle og Enhver til at lave en bedre. —

Men iſtedetfor herefter at give nærmere Forklaring, fortſatte Vizierens Folk deres Odeleggelſesverk, ja knuſte tilſidſt endogſaa Ovnen, hvori Kagerne bleve bagte.

Imidlertid vare alle Naboerne lobne ſammen. Da de fane balvtredfindstyve med Knipler bevæbnede Mænd hufere paa denne Maade, vilde de naturligviis have Aar— fagen til flig voldſom Fremgangsmaade at vide. Da tog Bedreddin Hasſan endnu engang Mod til ſig og ſpurgte, hvorfor Folkene ſaaledes ruinerede Alt, hvad ban ejede.

— Har I maaſkee ikke bagt den Flødetærte, ſom biin Gilding nvlig hentede hos Eder? — ſpurgte Mændene atter.

— Jo, det bar jeg rigtignok, — ſvarede Bedred— din Hasſan atter: — og vil være mit Arbejde bes kjendt for Alverden. —

Men nu bemægtigede Folkene fig ham, uden at ville bore Mere, bandt bam Henderne paa Roggen med Ler— redet af bang egen Turban, flæbte ham med Vold ud af Boden og fjernede ſig med ham.

١ U i 9 Dog flig en Voldsbandling oprørte paa det Hef— tigſte den ſammenlobne Mængde; ſom raſende kaſtede den fig over Vizierens Folk og vilde befri den arme Bedred— din. Meni det Samme vifte fig en Afdeling Soldater, udfendt af felve Statholderen i Damascus, adſplittede Mængden og forkundte, at Poſtejbagerens Bortforelſe ſtete med den bojeſte Oprigbeds Bidende og Billie, Store vizieren Sbemseddin Mobamed bapde nemlig ladet Statholderen vide, bvad ban bapde iverk, og udbedet fig denne bøje Embedsmands Tilladelſe og Beſkyttelſe; og Statbolderen af Damascus, ſom var Sultanen af WÆgype ten underdanig, vogtede fig vel for at træde bang bes troede Storviziers Onſke ivejen.

Den ſtakkels Bedreddin Hasſan blev altfaa, uagtet alle fine Taarer og fortvivlede Skrig, flæbt bort af Storvizierens Folk. Forgjæves gjentog ban fit Sporgs— maal, — bvad ban da egentlig bavde forbrudt; — Stokke— mændene fvarede kun med det alt oftere gjentagne Sporgs— maal, om ban ikke bavde bagt — — etc. etc. Da ban endelig naaede ud til Lejren, maatte ban ber under ſtreng Bevogtning vente, indtil Vizieren var kommen tilbage fra Statbolderen i Damascus. Men ſaaſnart denne var vendt tilbage til ſin Lejr, lod ban ſtrax Poſtejbageren fore for fig. Med Taarer i Øjnene gjentog Bedred— din Hasſan nu atter fit Sporgsmaal, hvad ban dog bavde forbrudt.

— Har Du bagt den Poſtej, Du nok veed? —

— Det vil jeg aldrig nægte; — ſvarede Bedreddin Hasſan: — men deri, baaber jeg, er der intet Ondt. —

— Intet Ondt? Ja, det ſkal Du vel faa at føle! — foer Vizieren imod ham: — Med dit Liv ſkal

75

Du komme til at bøde for, at Du bar bagt en faa ufel Tarte. —

— Store Allah, Hvad hører jeg? — udraabte Bedr— eddin Hasſan: — Er det da en Forbrpdelſe til Døden at bave bagt en daarlig Flodeterte? —

— Ja, det er det; — lød Vizierens Svar: — og Du bar intet Andet at vente af mig. —

Under denne Samtale blev den unge Mand ops merkſom betragtet af de tvende Kvinder, og uagtet der var forløbet faa lang Tid, ſiden de havde feet bam ſidſt, gjenkjendte de ham dog uden Vanſkeligbed. Deres Glæde berover var faa overvældende, at de begge faldt i Afmagt. Da de after kom til fig felv, vilde de ſtyrte ud og kaſte ſig den gjenfundne Son og Gemal om Halſen; men endnu i rette ID gjenkaldte de fig det Løfte i Erindringen, ſom de bapde givet Storvizieren, og befæmpede Kjerlig— hedens og Naturens Folelſer i deres Hjerter.

Sbemseddin Mohamed havde beftemt at drage bort den ſamme Nat; han lod derfor Teltene afbrode og Vognene ſamt Laſtdyrene udruſte til Afrejſe. Bedred— din Hasſan lod han indeſperre i en vel forvaret Kiſte og عزقس]‎ paa en Kameel. Saaſnart Alting var beredt, begav Sbemseddin Mohamed fig paa Rejſen med fit Folge, og vedblev at drage frem lige indtil den fol— gende Nats Indbrud; da gjorde han atter Holdt og lod Teltene opſlaz. Nu tog Man den arme Bedreddin Hasſan frem af bans Kiſte og gav ham at ſpiſe, men holdt bam paa det Strengeſte fjern fra bang Gemalinde og Moder. Saaledes vedblev det at gaa alle de tyve Dage, ſom Reiſen varede.

70

Saafnart Karavanen bavde naaet Kabira, lod Stor⸗ dizieren flaa Lejr udenfor Staden. Bedreddin ga8s fan blev atter tagen frem af fin Kiſte og bragt for den frygtelige Sbemseddin Mobamed. Frugtelig ifande hed! — Tbi i den arme Poſtejbagers Mærværelfe med— deelte ban en Tømmermand Befaling til at bente Træ og tildanne en Pal med en dugtig lang og ſkarp, i Ilden beerdet Spids.

— Herre, hvortil denne Pl? — ſpurgte Bedr— eddin Hasſan bavende.

— Jeg vil ſpidde Dig derpaa, og ſaaledes lade Dig bære gjennem Staden, forat alle Folk kunne faa en elen— dig Poſtejbager at fee, ſom ikke bedre forſtager fin Kunſt, end at ban glemmer Peberen. —

Den ulvpkkelige Bedreddin Hasſan ſlog Hen— derne ſammen og beklagede ſig over denne Gruſombed paa en faa komiſk Maade, at Storvizieren maatte anvende bele fit Herredomme over fig ſelv for at forblive alvorlig.

— Store Allah! — udraabte ban: — Fordi jeg ikke bar brugt Peber til en Flodeterte, ſkal jeg miſte Li— vet paa en faa gruſom og ſkammelig Maade! — Hvo bar dog nogenſinde bort Magen? Hjemme i mit Huus bar Man ødelagt Alt, bvad jeg fattige Staffel beſad, og jeg er bleven indeſperret i en Kiſte og ſenere dømt til Do⸗ den, — fordi — ene og alene fordi jeg ikke bar brugt Weber til en Flødetærte! — Handle da Mohamedanere ſaaledes imod binanden, Menneſker, ſom bave gjort ſig Retfærdighed og Barmbjertigbed til daglig og ufravigelig Pligt, og ſom ſette deres Wre og Luffe i Udøvelfen af gode Varker? Ja — jeg maa visſelig være falden i Hænderne paa de allerveerſte Menneſkecdere! — Forban⸗ det være alle Flodeterter og Alverdens Peber! — Gid

77

Eders ſidſte Stund maa vorde faa pebret, ſom J ſynes at onſke det! —

I denne Tone vedblev den ſtakkels Bedreddin Has ſan at beklage fig under rigelige Taareſtromme. Men da nu endelig Pelen virkelig blev bidflæbt, udſtodte han et hojt Skrig ved det frygtelige Syn og raabte: — O Allab, kan Du da ogſaa tillade, at jeg kommer til at lide en faa kvalfuld og ſkjaendig Dod? Og for byilken Forbrydelſe? — Hverken for Tyveri eller Mord eller Frafald i min Tro, men aleneſte fordi jeg har ikke brugt Weber til en Flødetærte! Har jeg da virkelig forſeet mig, faa giv mig, hvad der horer til en Flodeterte, og jeg ſkal visſelig lave Storvizieren een, der er pebret nok! Gid den maatte brænde og fortære hans Indvolde. —

Imidlertid var Natten rykket temmelig vidt frem, og Sbemseddin Mohamed lod derfor den angſtede Bedreddin Hasſan igjen ſperre ind i hans Kiſte, idet ban ſagde: — Nu er det for morkt til at Man kan fee at ſpidde Dig. Men vent blot til imorgen, faa ſkal Du vis— ſelig komme til at fprælle! Hvilken Fuſker! Ingen Peber til en Flødetærte! —

Kiſten blev igjen lesſet paa Kamelen, og de øvrige Kameler bleve ligeledes bepakkede. Storvizieren ſatte ſig tilbeſt og lod Kamelen med den i Kiſten indeſperrede Bedr— eddin Hasſan fore foran ſig, og drog ved Nattetid med ſit Folge ind i Staden. Gaderne vare ganſke ode, og der lod ſig paa denne Tid intet Menneſke ſee; i Stil— hed naaede den beſynderlige Procesſion Storvizierens Pa— lads. Her blev Kiſten læsfet af; men Sbemseddin Mohamed forbød pan det Strengeſte at 000116 den uden hans Tilladelſe. Medens nu de øvrige Kameler

78

bleve aflædfede, tog Sbemseddin Mohamed fin Svi⸗ gerinde og fin Datter til en Side og henvendte fig til den Sidſte med de Ord: — Lovet være Allah, at ban lokkelig igjen lod os finde din Gemal! Du erindrer Dig viſtnok endnu ganſke tydelig dit Brudekammers Ind⸗ retning, ikke fandt? Lad det bringe aldeles i den ſamme Stand! Og er Du tvivlfom i een eller anden Hen— ſeende, faa lad den af mig nedffrevne Beretning tjene Dig til Vejledning! Imidlertid ſkal jeg felv beſorge det øvrige Fornedne. —

Med Henrpkkelſe udførte Fru Dejligbed fin Fa— ders Befaling, og Storvizieren paa fin Side lod Salen igjen bringe aldeles i den ſamme Stand, ſom den bavde ve— ret i, dengang Bedreddin Has ſan var truffen ſammen der med Sultanens pukkelryggede Staldkarl. Ikke faa meget ſom een eneſte Kjerte blev forglemt; og ſaaſnart alt dette var færdigt, gik Storvizieren ind i fin Datters Kammer og lagde Bedreddin Hasſans Kleder, Tur— ban og Pung paa en Stol ved Sengen, ganſke ſaaledes ſom Bedreddin Has ſan bapde efterladt fig det. Der— paa bod han fin Datter lægge fig tilſengs, og, naar Bed— reddin Hasſan traadte ind, beklage ſig over, at han var bleven faa længe udenfor, og bede bam igjen at indtage fin Plads ved bendes Side. — Imorgen — fluttede Stor- vizieren: — vil Du da more mig og din Svigermoder ved Fortællingen om, bvad der om Ratten er foregaget imellem Eder. — Med disſe Ord forlod Sbemseddin Mohamed ſin Datter.

Efterat Storvizieren havde ladet ſamtlige Tjenere forlade Salen, paa tre eller fire fortrolige nær, bod han

79

een af disſe af hente Bedreddin Hasſan, bringe bam ind i Salen i bare Skjorte og Underbeenkleder, lade bam der alene og lukke Doren af efter bam. Saa dybt, roſtet og ulpkkelig Bedreddin Hasſan end følte fig, fik Tjeneren bam dog flædt af, førend ban endnu var bleven rigtig vaagen, og bragt ind i Salen, forinden ban endnu rigtig bavde ſamlet fine Tanker. Ganſke fortumlet af den lange Rejſe i den bælgmørfe Kiſte og efter den dybe og tunge Søvn fane Bedreddin Hasſan fig om i Salen til alle Sider, gned fine Øjne, og vilde ikke tro fine egne Sandſer. Omgivelſerne bavde pludfelig faldt bam Omftændigbederne ved hans befynderlige Bryllup iminde. Tilſidſt kunde han dog ikke fænger tvivle paa, at han jo befandt fig i den ſamme Sal, bvor han var ſtodt ſammen med den pukkelryggede Staldkarl. Men bans Forbauſelſe ſteg endnu højere, da ban forſigtig havde nær= met fig en aabenſtagende Dor, og inde i Varelſet ſaae fin Kledning ligge paa ſelbſamme Sted, bvor ban tydelig erindrede fig at have lagt den fin Bryllupsnat.

— Store Allab, ſover jeg eller er jeg virkelig vaa— gen? — ſpurgte ban fig ſelb og gned paany fine Øjne. Da aabnede Fru Dejligbed, ſom med inderlig For— nojelſe havde været Vidne til bang Forundring, Senge— omhenget, ſtak Hovedet ud og ſagde i embedsfuld Tone: — Min kjere Gemal, bvorfor ftaaer I dog der i Doren? Kom og indtag Eders Plads ved min Side! J har al— lerede længe været ude, og jeg forbauſedes bojlig, da jeg vaagnede og fandt mig alene. —

Saaſnart Bedreddin Hasſan i den unge Dame, der ſaalunde tiltalte bam, bapde gjenkjendt fin yndige Brud fra længft forſvundne Dage, fif han ligeſom et nyt Hjerte i Livet og traadte ind Varelſet til hende. Men iſtedet—

80

for at gaa iſeng til bende, nærmede ban fig, Hovedet ganſke fortumlet af alt det, ſom var mødt bam i de fidfte ti Aar og ſom ban umulig kunde ſamle under een eneſte Nats Eventor, fine Klæder og fin Pung, der laa paa Stolen ved Sengen. Men ſaaſnart ban med Opmark⸗ ſombed bapde underſogt disſe ham vel bekjendte Gjenſtande, udraabte ban med bøj Roſt: — Ved den ſtore, levende Allah, det er mig aldeles ubegribelige Ting! —

Fru Dejligbed gottede fig inderlig over hans Forlegenbed og tog atter tilorde: — Men vil J da ikke lægge Eder tilſengs igjen? Hvad er der vel ved Eders Klæder og Eders Pung at fee? Har J da ganſke glemt, at det er Eders Bryllupsnat, ſiden J ſaaledes lader Eders

Brud vente? — Da traadte Bedreddin Hasſan ben til fin Ge— malinde og ſpurgte: — Sig mig oprigtig, om jeg bar

været længe borte fra Eder! —

— Hvad er det for en underlig Tale, min kjere Bedreddin? — ſpurgte bans Gemalinde til Gjengjeld: — I bar visſelig været altfor længe borte fra Eders ventende Brud, endſkjondt det vel kun er nogle faa Oje— blikke, ſiden J fjernede Eder. J maa være forunderlig adſpredt, eller ogſaa gaaer I idromme. —

— Jeg erindrer mig vel, at jeg bar veret hos Eder, — ſparede Bedreddin Has ſan: — men til— lige, at jeg, ſiden jeg forlod Eder, har opholdt mig ti Mar i Damascus og bagt Poſtejer. Men bvyis det virke⸗ lig er fandt, at jeg bar ſovet bog Eder inat, maa det jo være Snak, om ikke Vanvid, med de ti mellemliggende Aar. Hav blot den Godhed at bjelpe mig lidt tilrette med Tidsregningen; ellers maa jeg frygte for at miſte Forſtan⸗ den. Sig mig forſt ganſke oprigtig: — Er mit Bryllup

81

med Cder heller ikke Andet end tom Indbildning eller en tosſet Drom? —

— Eders Bryllup er Virkelighed, fjære Herre; Eders Ophold i Damascus derimod er en Drøm. — ſparede Fru Dejligbed, idet hun kun med Anſtrengelſe undertrykte ſin Latter.

Ej, — raabte Bedreddin Hasſan og gav fig til at lee hojt: — faa gives der ingen lyſtigere Hiſtorie! — J ſkal blot here, hvilken ſnurrig Drøm! Jeg er over— beviift om, at den vil more Eder. J man da foreſtille Eder, at jeg i denne Dragt, hvori J her feer mig, be— fandt mig liggende udenfor een af Damascus' Porte, af en ſpottende Folkeſkare blev ledſaget ind i Staden, flog— tede ind til en Poſtejbager, der lærte mig fit Haandverk og tog mig i Sons Sted, og endelig indſatte mig til ſin Uni— verſalarving. J kan vel tanke Eder, at den ſtorſte Deel af min Arv beſtod i Kageformer, Tallerkener, Fade og alle— baande andre Skaar af lignende Slags. J Damascus levede jeg derpaa bele ti Aar ſom en god og rolig Bor— germand, drivende Poſtejbagerprofesſionen og ærlig ſparende Skatter og Afgifter. — Dog det vilde blive altfor vidt— loftigt at fortælle Eder bele Indholdet af min Drøm. Men vel var det, at jeg tilſidſt vaagnede; thi ellers havde Man ſpiddet mig lyslevende paa en Pal, uagtet hele min Forbrydelſe ikke beſtod i Andet, end at jeg havde lavet Flodepoſtejer uden at komme Peber deri. — Har J nogen— ſinde hort Mage til naragtig Drom? —

— Nej, det maa jeg tilſtaa! — ſparede hans Ge— malinde, idet hun gav fin Latter frie Tojler: — Men Allah være lovet, at det kun var en Drøm! —

— O ja, tilvisſe, jeg har lidt overmaade meget, og har neppe endnu forvundet det. Det er dog under—

VI. 6

82

ligt, at en blot Drøm fan gjøre fligt et Indtrok paa Lemmer og Sandſer. Mit Hjerte banker virfelig endnu af Dodafrogt, og mit Legeme er ligeſom fønderfnuft af Opboldet i den forbandede Kasſe openpaa en tungt tra- vende Kamcels Rog. Dog, J bar Net, Allab være lo— vet, at det kun var en Drøm! Nu vil jeg igjen gaa tile ſengs og fee til at drømme bebageligere — i Eders Arme, min elſtelige Brud. —

Uagtet fine gode Forfætter tilbragte Bedreddin Hasſan dog langtfra nogen rolig Sat i bebagelige Drom— me. Øvert Ojeblik foer ban ængftet op af Søvnen og ſpurgte fig felv, om ban drømte eller vaagede. Tilſidſt kunde ban ikke bolde det ud langer; ban maatte paany forvisſe fig om Virkeligbeden af fin Lokke. Haſtig rejfte ban ſig i Sengen, ſlog Ombanget tilſide og ſtirrede om— kring i Verelſet. — Ganſke rigtig; — ſagde ban derpaa til fig ſelv: — det er det ſamme Varelſe, bvori jeg ſnap⸗ pede den afſkyelige Pukkelroggede den dejlige Brud bort ligefor Nœſen. —

Imidlertid havde ban dog endnu ikke endt bine Tvivlens Kampe, da Dagen begyndte at demre, og Vi— zieren Sbemseddin Mobamed bankede paa Doren, ſtrax efter aabnede og traadte ind for at onſke Brudefol— kene en god Morgen. Med den bøjejte Forbauſelſe fane Bedreddin Hasſan den bam kun altfor vel bekjendte frogtelige Mand for fig, ſom havde villet tage bam gru— ſomt af Dage, fordi ban bavde lavet Flodepoſtejer uden Weber. Imidlertid bavde ban dog ingenlunde mere Udfeende af biin blodtørftige Dommer, ſom bavde ængftet ham faa baardt; bans Anſigt var mildt og ſmilende ſom en god Faders, der beſoger fine Born.

83

— Det var altſaa Eder, — udraabte Bedreddin Hasſan, ſaaſnart han bavde fattet fig noget efter fin forſte Skrek og Overraſkelſe: — det var altfaa Eder, ſom fordemte mig til en faa ſkammelig Dod alene for en upebret Flodetertes Skyld? Jeg gyſer endnu, naar jeg tænfer derpaa! —

Vizieren kom til at lee højt, og gav fig, for paa eengang at fætte ham ind i Virkeligheden, hvoraf han fan længe bavde været ude, til at meddele ham den ſande Sammenheng med hans Bryllup, Udlendighed og ſenere Bortforelſe. Den meſt overraſkende Oplysning var dog den, at en veldedig Mand, ſom det var fremgaget af den pukkelroggede Staldkarls Forklaring, var den egentlige Ophavsmand til hele Eventyret, idet ſamme havde ført ham ind i Storvizierens Huus, og imod fit eget Vi— dende 00100 ind i hans Familie. — Min kjere Broder— ſon, — ſaaledes fluttede Vizieren, idet han med Omhed omfavnede Bedreddin Hasſan: — jeg beder Eder om Tilgivelſe for alt det, jeg har ladet Eder lide ſiden vort Mode udenfor Damascus! Jeg vilde ende Even— fyret, ſom det var begyndt, og imod dit Vidende kaſte Dig i Armene paa den Dig beſtemte Lykke. Jo mere Du bar maattet gjennemgaa for at naa den, deſto mere fortryllende maa den nu ogſaa forekomme Dig. Skils— misſens og Smertens Tid er nu forbi; Du er gjengivet dem, der vare Dig de Dyrebareſte paa Jorden, for aldrig mere at blive adſkilt fra dem. —

— Medens Du kleder Dig paa, vil jeg gaa ind til din Moder, ſom utaalmodig længes efter, igjen at ſlutte Dig i fine Arme; bun vil bringe Dig din Son, den lille Agib, ſom Du jo fjender fra Damascus, og til hvem

6 *

SFE ² . Üll!n .. ]

dit Hierte drog Dig ben, uden at Du vidfte at forklare Dig det! —

Sproget beſidder ikke Ord, der ere udtryksfulde nok til endog blot at antyde den Henrpkkelſe, ſom Bedred— din Hasſan følte, da ban atter omfapnede fin Moder og fin Son. Der var neſten ingen Ende paa Glæ destaarer og ømme Kjertegn. Der manglede nu in— tet Mere i Bedreddin Hasſans fuldkomne Luffe; ban følte fig jo omgivet af Alt, bvad der var bam dyre— bart, og Fremtiden lyſte bam imode gjennem klare roſen— farvede Skver.

Imidlertid bavde Sbemseddin Mobamed bes givet fig op til Sultanen for at berette bam det lpkkelige Udfald af fin Rejſe. Hs. Højbed fandt de ved denne Lejligbed bam meddeelte Begivbenbeder faa overordent— lige, at ban fod dem ufortovet opffrive og benlagge i Rigsarkivet til efterfølgende Slegters Morſkab og Op— byggelſe. Iligemaade lovede ban at drage Storvizierens Broderſon og Dattermand i fin Nerbed, gjøre vel imod bam og bæve bam til een bang Talenter og Forhold ver⸗— dig Stilling. ١

Saaſnart Storbizieren var vendt tilbage fra Sul— tanen, bavde de fem over al Maade lykkelige Menneſker ikke Andet at tænfe paa end at leve for deres Lykke og for bverandre. Den naadige Himmel begunſtigede deres ømme Idratter; aldrig bar der været nogen mere lykke— lig Familie til end denne, og forſt ſeent og med ſkaanſom Haand ffilte Dodens Engel dem fra bverandre.

85

Saalunde [yder Storvizieren Giafars Hiſtorie. De Troendes Beberſker havde fundet et overordentligt Bebag deri, og endnu lang Tid efter randt disſe merk— verdige og morſomme Livsbegivenheder ham iſinde, frem— kaldende Latter og godt Lune.

Aly Fhah

eller

den falfke Khalif.

ل (Fx Aften bande Harun al Raſchid, Abalifen af‏ Bagdad, fire og tyve af fine napnkundigſte Hofmend fore‏ ſamlede omkring ſig. Vizieren Abrabvm Iſaak-el-‏ Nedym, Digteren Abul Nauas, Barmekyden Bias‏ far, Kbalifens Storvizier og bejre Haand, Mesrur,‏ bang Vredes Sværd og Fuldbringeren af bang Befalin—‏ ger, hare ogſaa tilſtede, og Samtalen drejede fig om‏ Digtekunſt og Veltalenbed. Man fortalte, ſang, frem—‏ ſagde Digte og opgav Gaader. Ved alt dette var det‏ uformærket blevet Midnat, og de Tilftedeværende bade‏ om Tilladelſe til at drage fig tilbage. Kbalifen var‏ naadig nok til at give denne. Ogſaa Giafar og Mes—‏ rut bilde anbefale fig tilligemed de Øvrige; men Kba—‏ lifen boldt dem tilbage, bod Giafar atter tage Plads,‏ og ſpurgte bam, om ban vel vidſte, hvorfor ban denne‏ at vilde bolde bam tilbage bos ſig. 0‏ Allab alene fjender det Skjulte. — ſparede‏ Storvizieren.‏ Da oplyſte Harun, at ban bawde faaet et even—‏ torligt Indfald, ſom de ſkulde hjelpe ham med at ud⸗‏

87

fore. De ſkulde nemlig alle Tre forflæde fig ſom Kjob— mend og tilbringe Natten paa Tigrisfloden, i en Barke ſejlende frem og tilbage indtil Morgengry.

— Jeg feder mig; — fluttede han: — jeg be— rer ligeſom en Byrde paa Sjælen. Trods alt det In— teresſante og Morſomme, ſom denne Aftens Underboldning frembragte, har jeg dog ikke havt nogen rigtig Glæde deraf; maaſkee lykkes det mig bedre at adſprede mig paa denne Maade. J vide jo, at det er Tiden for natlige Lyſtfarter paa Strømmen, og at baade Rige og Fattige unde fig denne Fornojelſe. —

— Mægtige Herſker, — ſparede Storvizieren, idet han med et let Suk opgav fin blide Nattero: — Du har at befale; og har Du iſinde at gjere en Lyſtfart paa Tigrisfloden, indſeer jeg ikke, Hvo der ſkulde kunne hindre Dig deri. —

— Gaa ville vi uden Tidsſpilde bryde op. — pt⸗ trede Khalifen, og fort efter forlode de alle Tre under Forkladning Paladſet, gjennem en hemmelig Dor, ſom forte ud til Floden.

Til deres ſtore Forundring fandt de ber ikke ſaa meget ſom een eneſte af de mangfoldige Gondeler, ſom paa denne varme Aarstid ellers plejede at bedekke Floden ved Nattetid. Over al Maade forundret forlangte Ha— run at vide af fin Storvizier, af bvilfen Marfag Floden denne Nat var aldeles øde, og bvorfor Bagdads Ind— vaanere ikke, ſom ſedvanlig, foretoge fig Lyſtfarter derpaa.

Da Giafar blev Svaret ſkyldig, tog Mesrur Ordet og ſagde: — Folk ere ikke til alle Tider lige op— lagte, naadige Herſker; og naar Alt kommer til Alt, egner denne Fornejelſe ſig dog alene for de Rige og

88

Uafbængige, ſom, naar de bave giennempaaget Ratten med Loſtigbed, kunne ſove bojt op ad Dagen, uden at deres Forretninger lide Noget derved. Den Fattige, ſom maa flide og flæbe bele Dagen for fit Livs Opbold, føler fig træt og føvnig om Aftenen, og fager ikke letter lig det Indfald at forfpilde fin føde Mattero for at fejle frem og tilbage paa Tigris. Og bvig ban gjorde det, bilde ban faa vel den næfte Morgen være ſkikket til igjen at gaa til fit Dagverk for at fortjene Brødet til fig og fin Familie? — Heri, naadige Herre, maa J ſoge * til, at Floden bar et faa ode Üdſeende. —

Kbalifen fandt vel Mesrurs Bemerkninger fuld⸗ kommen rigtige med Henſon til den arbejdende Klasſe, men bemerkede, at Kjobmendenes og de ſtore Herrers, overhovedet de Velbavendes Fraperelſe dog ingenlunde [od fig forklare paa denne Maade; og Giafar maatte tilſtaa, at Sagen ligeledes var bam en Gaade.

For nu dog i det Mindſte ſelv at komme ud at fejle, gik de langs med Flodbredden for at finde en Baad; endelig fandt de en Barke, bvori en gammel Mand laa og ſopy. Paa Haruns Befaling maatte Mes rur vakke bam og bringe bam frem for Kbalifen; denne bod ham aabne Haanden og lagde tyve Guldſtpkker deri, idet han ſagde: — Her bar Du Penge. Gjor din Baad rede; vi ville fejle et Par Timer op og ned ad Strømmen. —

— Stiger kun ind, mine ædle Herrer! — ſparede den gamle Baadforer: — Allab bevare os for al Ulpkke! —

Eventvrerne ſtege i Baaden, uden at forſtaa Be- fydningen af den gamle Mands ſidſte Ord, og ſnart vare de midt ude i Strømmen. Men pluͤdſelig nærmede fig dem en prægtig Gondel med gyldne Fakler, hvori der brændte fedt Tre gjennemtrængt af Harpix, og

89

fom bleve holdte ivejret af tvende i Atlaſk og Guld flædte Mænd.

Bed dette Syn udraabte Baadforeren forfærdet: — Gtore Allab, bevar os for den os truende Ulpkke! Vor ſidſte Time er kommen! Forbandet være den Have— ſpge, ſom friſtede mig til at tage imod Eders Guldſtyk— ker; den er ene og alene Sfyld i min Ulvpkke! —

Paa denne Maade vedblev han at udgyde fig for Khalifen og bans Ledſagere, bvilke han, ifolge deres Forkledning, boldt for ganſke almindelige Kjobmend, — fældede Taarer og udſtodte Forbandelſer.

Da gav Harun fig til at lee hojt og ſpurgte Skipperen: — Men fjære Fergemand, hvorfor overoſer Du os ſaaledes med Skjeeldsord? —

— Det mener jeg dog at have god Grund til, — fvarede den gamle Mand: — efterſom J bave ſtyrtet mig i den dybeſte Fordeervelſe. —

— Hvad er det for en Snak? — vttrede Khali— fen: — J etbvert Tilfelde vil det ikke gaa Dig verre end os; — Du kan folgelig vere ganſke rolig. —

— Ja deri har J Ret! — bekraftede Baadforeren med Bitterhed: — Om lidet ville J alle Tre miſte Eders Hoveder ligeſom jeg! Men det er kun en daarlig Troſt, ſynes mig. —

— Hvem truer os da med at ſlaa Hovederne af os? — vedblev Kbalifen med undertrykt Latter.

— Hvem Anden end Beſidderen af biin Gondel, Hr. Grinebider. — ſparede den gamle Mand.

— Hvem er det da? —

— Hvem Anden end ſelve Kbalifen, vor naadige Herre, Harun al Raſchid! — raabte Fiſkeren i dode— lig Angſt: — Han har ladet bekjendtgjore, at han vilde

90

lade Hovedet bugge af Enbver, ſom denne Nat vovede at lade fig fee paa Tigrisſtrommen, og ban vil visſelig ikke lægge Fingrene imellem, fjender jeg den Herre ret. —

Da gav Harun fig med ſtreng Mine til at fore— holde den gamle Baadforer, bvorfor ban dog bavde bragt dem i denne dødelige Fare, da ban forud kjendte Khali⸗ feng Forbud; men denne undſkyldte fig med, at de tyve Guldſtykker bavde friſtet bang Armod faa ſterkt, at han ikke babde kunnet modſtaa.

— Nu bave vi Intet uden Allah at ſette vor Liid til! — fluttede Oldingen grædende, og gav fig til at fremſige Bonner for at forberede fig til Døden.

Kbalifen følte fig rørt ved Fergemandens For⸗ tvivlelſe; ban rakte bam tyve Guldftuffer endnu, og bod bam dreje af til Siden ind i en mork Bugt, ſom vifte fig i Nerbeden, og bvor de maaſkee kunde undgaa at blive bemærfede af den dem imode kommende Gondel. Skip⸗ peren tog imod Pengene og ſtandſede fine Taarer; der— paa tog ban atter Aarerne ibaand og drejede tilſiden ind imod den i dyb Skogge bvilende Flodbred. Og virkelig lokkedes det dem at flippe ind i det endnu til rette Tid fundne Smutbul, uden at blive bemerkede af den med Pilens Haſtigbed forbifarende Gondel; deres lille Baad [aa fuldkommen ſkjult under et paa bøje Pale i Strom⸗ men opfort Lyſtbuus.

Medens det fremmede Fartoj gled forbi, betragtede de tre Eventyrere det med den ftørfte Opmerkſombed. Det tog fig overmaade prægtig ud, og ſtraalede overalt af Guld og berlige Farver. J Gjenſkinnet af Faklerne blinkede allebaande polerede Vaaben, ſaaſom: Sværd, Land⸗ ſer og berlig forarbejdede Pantſere; men i Gondelens Agterdeel fane Man koſtbare Tepper og en Sofa med

91

Hynder af Fløjl og Silke, broderede med Guld, Perler og Koraller. Midt i ſamme havede der fig en gylden, rigt med Perler og Addelſtene udſmykket Trone, pan bvilfen en prægtig flædt ung Mand af det ſkjenneſte Udvortes ſkjodesloſt hvilede. Hans Pande var prydet med et kon— geligt Bind, der glimrede af de ſtorſte Juveler, og i Haanden boldt han en ſcepterlignende Stab. Ved hans højre Side ſtod der en Mand, ſom havde megen Lighed med Storvizieren Giafar, paa hans venſtre en anden, der ſkulde foreſtille Vizieren Iſaak-el-Nedym. Foran bam ſtod Mesrurs livagtige Dobbeltgenger, og bag— ved denne tyve unge Slaver med runde Anſigter, der ſtraalede ſom Fuldmaanen. Hele den bageſte Deel af Gondelen var bedakket med et Silkeſejl, hvis indre Side var ligeſom overſaget med Wdelſtene, der i Glands kap— pedes med Nattehimlens Stjerner. Lidet tilhojre havde den unge Mand for fig ef blomſterſmykket Bord, bvor— paa der ſtod tvende Borfjærter i masſive Guldſtager. Ved hans Fødder dampede fire Rogelſekar med den meſt udſogte Virak. Tyve med Overdaadighed ſmykkede Roer— karle bragte den lette Gondel til at flyve.

Den ved fligt overordentligt Skue hojlig over— raſkede Khalif kunde neppe fatte fig af fin Forbauſelſe. Men denne ſteg endnu hojere, da han fra Gondelens Forſtayn hørte en Mand udraabe: — Folk, Rige og Fattige, Frie og Slaver, Indfedte og Fremmede, biſer Kbalifens ophojede Billie Lydighed, — alle Troendes Beherſker, Allahs Skygge paa Jorden, Kongernes Konge, Naadens Skatkammer, de Ulpkkeliges Tilflugt, en Gjen— ſtand for Roes og Berommelſe af Digterne og de Lærde, Magtens uudtømmelige Kilde, — den haderkronede Fyr—

92

fe Harun al Raſchid! — Han forbyder Eder at gjøre Loſtfarter paa Tigris, iligemaade at aabne Eders Vinduer ud imod Strømmen. — Ulypdigbed bliver ſtraffet med Doden og Beſlaglaggelſe af al Ejendom! — Kbalifen havde imidlertid ikke vendt et Oje bort fra den unge Mand, og jo længer ban betragtede ham, deſto mere Adel, Ande og Skjonbed fandt ban bos bam. Da Gia— far paa bang Sporgsmaal havde maattet tilſtaa, at ban ikke vidſte, Hvem den unge Mand var, pttrede ban: — Tilvisſe, Perſonen forſtager fig vpperlig paa Hoffets Etikette; ban bar ikke glemt det Allermindſte af hvad der borer til Kbalifens offentlige Fremtreden. Men allermeſt undrer mig dog den paafaldende Ligbed, ſom Manden paa bang bojre Side bar med Dig, Giafar, og Manden foran bam med Dig, min gode Mesrur. Heller ikke de øvrige Perſoner ſpille daarlig deres Moller ſom mine Hoffolk, og Pragten endog overgaaer den, ſom jeg plejer at fore. Jeg kan ikke komme mig af min Forbauſelſe! — Fra deres Skjuleſted ſaae de derpaa den falſke Kbalif lande tæt i Nerbeden; ban beſteg en prægtig op— tommet Heſt og reed bort, omgiven af en Mængde Fakkel⸗ bærere og bele fin glimrende Hofſtat; men foran bam ſkrede Herolder, ſom med bøj Roſt forkyndte Herſkerens Pris.

Saaſnart Harun al Raſchid ingen Flere fade ved Flodbredden, befalede ban Feergemanden at ro tilland, forat de kunde folge efter Eventyreren. Men da denne ved deres Landing var ſporloſt forſpunden, vendte Kbali— fen tilbage til fit Palads, efterat han bavde givet Feerge⸗ manden endnu type Guldſtpkker, med den Anviisning, at ban den folgende Aften ſkulde vente dem igjen paa ſamme Sted. — Vi ere Fremmede i Bagdad, — tilføjede han:

93

— bo i en Kban og ønffe at tilbringe nogle Timer bebagelig paa Floden. Vor Gavmildhed fjender Du allerede. — 5

Nattens underfulde Begivenbeder tillode ikke Kha— lifen at lukke noget Oje, og med pinefuld Utaalmodighed bigede ban efter Oplysning i Sagen. Saaſnart derfor Morgenen blot dæmrede, forlod ban fit Leje, forrettede fin Bøn, idet han med brændende JMidfjærbed paakaldte Profeten, og lod fig derpaa fin Frokoſt bringe. Snart efter treen Mesrur frem for ham og meldte: — Her— ſker over alle Troende, Allahs Stedfortræder her paa Jorden! Kredſen af dine i Divanet forſamlede Vizierer og Raadsherrer frembyder et iſandhed glimrende Skue, og der fattes intet Andet til Fuldendelſen, end at Du ſkal forberlige Forſamlingen med din Stærværelfe. — Kom og viis Dig for dine Krigere, af hvilke Du er faa hojt elſket, ſkift Het imellem dine trofaſte Underſaatter, og ud— bred dine Velgjerninger til alle den ſtore Allahs Skab— ninger! —

Da reiſte Khalifen fig, kaſtede Herſkerkaaben om fine Skuldre, iførte fig alle de Smykker, ſom betegne den hojeſte Herſkermyndigbed her paa Jorden, gik ind i Divanet og beſteg med faſte Skridt fin Trone. Strax ordnede fig paa begge Sider af ham efter deres indbyrdes Rang alle hans Riges Store: Viziererne, Feltherrerne, Dommerne, de Lærde og Digterne, tilligemed alle Divanets øvrige ærværdige Medlemmer, og Een af dem udtalte med bøj Roſt det ſedvanlige Onſke for Kbalifens Velgagende, hvori alle Tilſtedevcrende ligeſom i Chor ſtemmede i med.

Derpaa benvendte en Anden ſig til Khalifen med folgende Ord:

i

94

— Herre, Du ſom har naaet Magtens og Berommel- feng bojeſte Trin, tag Dig jagt for Stoltbedens og For— fengeligbedens Ruus og tomme Indbildning; tbi maaſkee allerede imorgen bar dit Herredomme Ende. Evig Va— rigbed bar alene Allabs Negimente. Hvor ofte bar Ver— den ikke allerede verlet Udfeende og Herrer? — Lader os cenſtemmig bekjende: — „Acre tilkommer alene ham, bvis Rige er uomſkifteligt!“ —

Derneſt traadte en Tredie frem og begyndte at foredrage Lerdomme af Religionen og Sædelæren. Dog ſnart gav Kbalifen bam et Tegn til at ban ſkulde holde inde, forat Afgjorelſen af Regjeringsſagerne kunde tage fin Begyndelſe. Om fit natlige Eventyr taug de Troen— des Beberſker ganſke ſtille; men ban beholdt det i Tan— ken bele den udſlagne Dag.

Ved fædvanlig TD oploſtes Divanet, og Soldaterne marſcherede bort. Da begav Harun fig ind i Audients— ſalen, bvor ban tilbragte Reſten af Dagen, med bræn- dende Utaalmodigbed afventende Nattens Indbrud.

Endelig viſte Stjernerne ſig atter, og Man fornam Hanegalet, ſom udſiger: — J Ligegyldige, der ſove, be— vidner bans Eenbed og Storbed, ſom ingenſinde ſover! —

Nu opfordrede Kbalifen ſin Storvizier Giafar til at ledſage ſig, og Begge forlode Paladſet under den fædvanlige Forkldning. Nede ved Floden ventede alle— rede Fergemanden pan dem; idet Harun ſteg ned i Baaden, belønnede ban foreløbig bans Punktligbed med fyve Guldſtykker. Stille gled Barken nedad Floden. Men de vare endnu ikke naaede ſynderlig langt, da den falſke Kbalifs Gondel allerede viſte fig. Strax drejede Fer— gemanden af, og naaede lykkelig Skjuleſtedet fra den for—

95

rige Nat; hev kunde de i Mag og Sifferhed fee den fal— ſte Kbalif fejle forbi. Denne Gang ſtod der tredſinds— tyve endnu ſmukkere og pregtigere flædte Mameluker for bans Aaſyn. Ikke langt fra deres Tilflugtsſted gik Even— tyreren iland, og Khalifen lod ſtrax lægge til ved Bredden, for ikke at tabe ham afſigte ſom den forrige Gang. Ha— ſtig fulgte Harun og Storvizieren efter ham, og vovede fig driſtig faa ner, at de ved de talrige Faklers Skin kunde overſee hele Toget, og bemeerke Alt, hvad der foregik.

Den falſke Khalif reed en herlig Araber, der paa koſtbar Maade var ſadlet og optommet efter Abbasſider— nes Brug og Sedvane. Mamelukerne droge i god Or— den frem foran ham, og i Spidſen gik en Herold, ſom udraabte: — Hvo fom forlader fit Huus eller vover fig til Vinduet, ſkal miſte Livet og hele fin Formue. — AL lab bevare og for Kongernes Vrede! —

Harun maatte inderlig lee over disſe tomme Trus— ler, og ſpogte derover med Storvizieren, men erklerede tillige, at han vilde folge med Toget indtil det Aderſte, for at faa en fuldſtendig Oplysning om den beſynderlige Sammenhang ved dette Eventyr.

Efter at have tilbagelagt en lang Veiſtrakning, naaede Toget endelig de vderſte Haver udenfor Staden Bagdad. Harun og Giafar vare imidlertid beftandig rykkede nærmere, faa at de tilſidſt aldeles bavde fluttet fig til Toget. Dog fnart bleve de bemærfede; de til— ſyneladende Kjøbmænd bleve grebne og førte frem for den falffe Khalif. J barſk Tone gav denne fig til at forhøre dem: — Uslinger, Hvem ere I, og Hvad har fort Eder hid? Have J ikke hort min Bekjendtgjorelſe? Ved mine

ophøjede Forfædre fværger jeg, at lade Hænder og Fod⸗ der bugge af Eder, bvig J ikke ligefrem tilftaa Sandbeden. Skulde J babe været forbovne nok til at trodſe mine Befalinger? —

— Berolige Dig, bøje Kbalif, — ſparede Has run: — og bor, bvad vi have at ſige til vor Undſkold⸗ ning! Lader Du Maade gaa for Met, giver Du derved et Beviié paa din Mildbed; lader Du os undgjalde, ville vi ikke dadle din Retferdigbed. —

— Og Hvad bave I da at anføre til Eders Und— ftyldning? — vedblev den falfte Kbalif.

— Vi ſcre Fremmede og bave idag for førfte Gang betraadt Staden Bagdad; — ſparede Harun: — vi bave giennemſtrejfet den fra Ende til anden, og da vi til vor ſtore Forundring fandt den ode og tom, ikke kunnet tilbageholde det Sporgsmaal, bvad der var blevet af de berlige og blomſtrende Stads ubyre Befolkning. — „Alle Folk gjøre Lyſtfarter paa Tigrisfloden; — modtoge vi til Svar: — det er en almindelig Morſkab paa denne Aarstid; og ville I fee Menneſker, maa J felv tage en Baad og lade Eder ro op og ned ad Strømmen.” — Saa begave vi os da ned til Flodbredden, bvor vi fandt en ubyre Stimmel af Menneſker i broget Blanding, ſom vare loſtige og morede fig efter bedſte Evne. Man ſpiſte og drak og dandſede, og vi efterfulgte det almindelige Exempel. Endelig love vi og fætte over Strømmen, ſtege bünſides iland og fortſatte vor bebagelige Underholdning. Vor Baadforer folte fig imidlertid træt af Dagens An⸗ ſtrengelſe, og lagde fig til at ſove i fit Fartoj, efter at have bedet os om at vakke fig for Solnedgang, forat ban kunde bringe os tilbage til Staden. Men efter en lang Spadſeretour bleve vi ligeledes trætte, lagde os til

97

at ſove, og vaagnede førft, da det allerede var blevet tem— melig morkt. Da vi nu endelig væffede den endnu flum— rende Baadforer, gjorde ban os de bittreſte Bebrejdelſer, fordi vi havde ladet bam ſove faa længe. Da vi der— imod indvendte, at vi ret vel kunde tilbringe den milde Sommernat under aaben Himmel, erflærede ban os, at Rovere gjorde Flodbredden paa denne Side bojſt uſikker, og ſkyndte fig med at ſette os over til den modſatte Flodbred.

Da ban nu ber bemerkede Skinnet af Eders Fak— ler, vttrede han: — Der drager en Nyformalet bjem med ſin Brud! Slutter Eder til Toget, og J kunne bivaane et berligt Bryllupsgilde, ſaafremt J onſke det. Brud— gommens Ledſagere opføre en fortræffelig Muſik, og J ville komme til at underbolde Eder paa det Bebageligſte hele Natten. Men imorgen tidlig efter Frokoſten kunne J gaa, bvorben J ville; tbi paa denne Side er Egnen ſikker og rolig, og J bave ikke det Mindſte at befrygte.

Ved denne Tale lode vi os forlede til at folge ef— ter Eder og ſlutte os til Toget, i den Forventning, at vi ſkulde blive deelagtige i et overdaadigt Gjeſtebud. — Den Bekjendtgjorelſe, ſom J omtaler, vide vi ikke i fjer— neſte Maade Noget af. —

— J maa priſe Himlen, at J ikke ere fra Bag— dad; — pttrede den falſke Khalif: — thi i dette Til fælde ſkulde J ſikkerlig ikke have undgaget den vel for— tjente Straf. Som Fremmede enſker jeg Eder velkomne; J kunne være ganſke ubekymrede, idet jeg indbyder Eder til at være mine Gjeſter for den øvrige Deel af Natten. —

— J viſer os ligeſaa megen re ſom Maade; — ſvarede Harun: — og vi bede Eder modtage vor er— bodige Tak derfor. —

VI. 7

98.

I Dette Ojeblik nærmede Giafar fig Kbalifen og bviffede bam i Øret: — Iſandbed, Herre, J forſtaaer at dreje en Løgn faa godt ſom Nogen! —

Harun gav bam iſtedetfor Svar et Vink, at han ſkulde tie og forbolde fig rolig. *

Kbalifen og bans Storvizier droge altſaa med til den falſke Kbalifs Palads, ſom laa ved den vderſte End af Haverne; det var overordentlig prægtigt; de af © ler baarne Stokverk vdede det berligſte Skue; den ſtore Port var af Ibenbolt, glindſende af Politur og ſterkt beflaaet med det pure Guld.

Den falſke Khalif ſtod af Heſten, og lod Harun tilligemed bang Ledſager træde ind med fig i Paladſet. De bleve førte ind i en ſtor Sal, byis Midte indtoges af et rundt Bakken med et berligt Springvand. Trindt omkring lob en Divan med rigt broderede Tæpper, og ovenover Doren læfte Man: — Maatte Held og Fred bo paa dette med alle Lokkens andre Gaver rigelig udſtyrede

Sted! — Saa vilde det være et Underveerk paa Jor— derige, et fandt Paradüs, ſom ingen Tunge formaagede at beſkrive. —

Den foregivne Kbalif tog Plads paa en med Per— ler og edle Stene overdaadig udſmokket Trone, under en Baldakin af grønt Flojl med gyldne Fryndſer; aldrig bar felv ikke den magtigſte Forſte ejet Magen til ſligt et Pragtſtokke. Tronen var baaren af Sandeltrees Søjler, ſom udbredte den koſteligſte Vellugt vide trindt omkring. Fulde af Wrefrygt toge de foregipne Hoffolk Plads paa begge Sider af deres Herſker, og Harun med hans Ledſager fif Tilladelſe til at fætte fig. Efter nogle Oje⸗ blikkes Forløb gav den falſke Khalif fin Huushoymeſter

99

et Vink; øjeblitfelig bleve koſtbare Borde frembaarne og beſatte med de berligſte Retter og allehaande liflige Vine og Sorbet'er. En ung Slavinde fyldte en Skaal, traadte frem og ſang:

— Lad Hangeorerne beholde Moſkeerne, ſaalange de ville! Vi ville i lange Drag indſuge den koſtelige Viin. Koranen ſiger intetſteds: — „Vee de Beruſede!“ — men: — „Vee over Hyklerne!“ —

Derpaa bod den øverite Mundſkjenk knelende den falſke Khalif den paanv fyldte Skaal. Denne tømte den raſk og gav den tilbage. Saaledes gik Mundſkjenkene hele Raden rundt, indtil Turen kom til Harun al Ra— ſchid; denne vifte Skaalen fra fig, efterſom han ved en vis ſkrœkkelig Begivenhed *( havde forſvoret nogenſinde mere at drikke Viin.

— Allah bevare mig fra at befvære Eders Sam— vittigbed! — vttrede den falſke Khalif, og lod Harun iſtedetfor rekke en koſtelig Sorbet. — —

Maaltidet varede meget længe, og Harun maatte bekjende for fin Storbizier, at ban aldrig i fit Liv havde ſpiſt bedre, og at overhovedet Alt, bvad der foregik og omgav ham, opvakte hans allerbojeſte Forbauſelſe. — Jeg gløder af Nysgjerrigbed efter at erfare, Hvo den unge Mand dog egentlig er. — tilføjede han.

Den falffe Kbalif mærfede denne Hviſken og ſpurgte, hvad det var for Hemmeligheder, de havde med hinanden.

— Tilgiv, Herre, — tog Harun Ordet: — vi

) Her ſigtes til eet af de kun altfor hyppige Tilfælde, hvori Haruns ædle Natur lod fig henrive til at fornægte fig felv paa den N Maade.

7 *

100

vilde ingenlunde dermed fornærme Dig! Min aldrende og vidt berejſte Ledfager meddeelte mig fun fin bøje For— undring over den Dig omgivende Pragt og Herligbed, fom ban endnu aldrig nogetſteds bar ſeet Magen til, og lød falde den Attring, at der aldeles Intet vilde fattes til at gjøre denne Feſt fuldkommen, naar der blot var en god Muſik tilſtede. Tbi et feſtligt Maaltid uden Muſik er ſom en Hvileplads i Orkenen uden Band og Skogge. — Hvorledes er det ogſaa muligt, at de Troendes Beberſker, den opbøjede Beſkytter og Velynder af alle ſkjonne Kun— ſter, kan holde fit Maaltid uden Muſik? — Det var denne Gjenſtand, ſom vi bviſkende afhandlede med binanden. —

Vinen begyndte allerede at udøve fin Magt over Gjæfjterne, og var ogſaa ftegen den unge Mand, ſom ſpil— lede Kbaliſens Rolle, noget til Hovedet. Haruns Med— delelſe bragte bam til at lee bøjt; ban klappede i Hen⸗— derne, og en lille fort, prægtig kledt Slave traadte ind med en Stol af Ibenbolt, indlagt med Elfenbeen og Guld. Ham fulgte en ung Slavinde, benrivende ſom biin, der ſkildres af Digteren:

Seer Du hünt Skjonhedens Himmelbud, ſom nar⸗ mer fig os? Seer Du de tvende Granatabler paa hendes Alabaſterbryſt og de mildt glødende Roſer paa hendes Kin⸗ der? Ak, Mere behøves der ikke til at ds af Kjar⸗ lighed! —

Slavinden kaſtede fig ned for den falſke Kbalif. Men Harun udraabte ved Skuet af dette iſandhed hen— rivende Vœeſen: — Priſet være den evige Ophansmand til flig fuldfommen Skjonbed! — og følte ojeblikkelig fit In- Dre antændt af Kjærlighed til hende. Men Huſets Herre bød Slavinden tage Plads; bun ſatte fig paa den Iben⸗

101

holts Stol, og den lille Slave overrakte hende en med flor Kunſt forfærdiget og udſmokket Cithar. Hun tryk— kede den til ſin Barm, ſtemte den og gjennemlob med lette Fingre de fire og tyve muſikalſke Toner. Endelig hævede hun fin Stemme og gav fig ved Citharens Klang. til at foredrage flere Sange, hvoraf den ene aandede en endnu dybere Lidenſkab og en fødere Vellyſt end den anden. Alle Tilbørerne fyldtes med Beundring og Henryttelfe, og ikke een eneſte formaaede at bevare fit folde Blod og, fin rolige Forſtand, da bun endelig gav fig til at ſynge:

— Mine Blikke ere Tolke for mine Folelſer; de maa allerede for lange ſiden have forraadt den Kjærlighed, ſom jeg barer til Dig. Deres Smagten antyder den Pine, ſom jeg fornemmer, deres Glands den Ild, hvoraf jeg forteres; den fugtige Taage, ſom ſtundom glider hen over dem, maa ſige Dig, hvor dybt jeg bæver alene ved Tanken om en Skilsmisſe fra Dig. —

- Hvor længe ffal jeg vel endnu ſkjule den Kjærlighed, ſom fortærer mig? Jeg vil ikke forraade mig ſelv, og dog forraades jeg idelig af Smilet paa mine Laber og Taa— rerne i mine Øjne. — Ak, hidtil havde jeg ingen Anelſe om Kjarlighedens tyranniſke Magt! Jeg var ſtolt og ſikker, fold og uberørt ſom Maanen, der i majeſtatiſk Ro glider hen over Nattehimlen! —

Dog Hvo formager at modſtaa Skjaebnen? — Neppe havde Slavinden endt fin Sang, førend den falſke Kha— lif ſonderrev fine Kleder, uͤdſtodte et hojt Skrig og ſank i Afmagt. Haſtig ſprang hans Tjenere bid, droge Bal— dakinens Forbæng for, og iførte deres Herre en ny Kled— ning. Saaſnart den unge Mand var kommen til fig ſelv igjen, rakte en Mundſkjank ham en med Viin fyldt

102

Staal, bvilfen ban tømte, og denne gif derpaa bele Kredſen rundt.

Imidlertid bavde Sangerinden fjernet fig; den falffe Kbalif ſpurgte ikke mere efter bende, men gap et Vink til, at en anden endnu langt ſkjonnere fulde træde frem og ſynge. Saafnart denne bavde endt fin Elſkovs— Klageſang, faldt den unge Mand atter med et bøjt Skrig i Afmagt. Hans Tjenere bare fig ganſke paa ſamme Maade ad med bam, ſom tidligere; ban ſkiftede atter Kled— ning, tømte en uv Skaal med Vin og fremkaldte derpaa en tredie Slavinde, ſom i Dejligbed — neppe ſkulde Man tro det — endnu overgik de tvende foregaaende. Men imedens Tjenerne iforte deres Herre, der igjen var fal— den i Afmagt over den rørende Elſkovsſang, ſom Slavs inden bade foredraget, en ny Kledning, bemerkede Ha— run al Raſchid, da Forbenget tilfældigviis gled tilſide, at den unge Mands Legeme var fuldt af friſke Saar, ſom vidnede om en gruſom Misbandling, der nolig maatte være gaaet for fig. — Jeg frygter næften for, — ben⸗ vendte ban fig da i bviſkende Tone til Giafar: — at vi i denne ſmukke unge Mand ikke bave Andet for os end en Rover, ſom nylig bar udſtaget fin Straf. —

Imidlertid bapde Tjenerne, efter igjen at bave ſam⸗ let Forbenget, fuldendt deres Herres Paakladning, og denne fatte fig paany til Taffelet. Man lod atter Skaa— lene gaa rundt; men Harun vedblev at bviſke med fin Vizier. Saaſnart Huſets Herre bemerkede dette, yt⸗ frede han:

— Mine arede Gjaſter, bar jeg ikke allerede ladet Eder føle, bvor upasſende flig bemmelig Samtale er? —

— Herre, — fvarede Harun: — min Ledſager er en meget ſtor Handelsberre, og har gjennemrejſt den hele

105

Verden, beſogt Hoffer og Hovedſteder, omgaaedes For— nemme og Ringe; — men aldrig bar ban — ſaaledes for— ſikkrer ban mig — oplevet noget Lignende ſom ber iaften hos Dig. Du har allerede ſonderrevet tre prægtige Kled— ninger, ſom maa bave koſtet mange Penge. Slligt ſkeer visſelig ikke hver Dag, og vi gad gjerne vide Grunden Dertil. Naar vi nemlig engang igjen komme bjem og ville fortælle om den Pragt og Herligbed og alt Øvrigt, hvad vi have feet ved dit Hof, fan ville vi ikke være iſtand til at beſvare det Spørgsmaal, bvorfor Du ſonderrev faa koſtbare Klæder, med mindre Du er faa naadig at forklare os det. —

— Mine fjære Gjeſter, — ſvarede den falſke Kha— lif: — mig ſynes, at jeg har Fribed til at bruge mine Skatte og følgelig ogſaa til at gjøre ved mine Klæder, hvad der bebager mig. Jovrigt maa jeg gjøre Eder opmerk— ſomme paa, at Eders nyfigne Spørgsmaal ikke lidet maa forurolige mine Tjenere og Slaver; thi ikke alene tilbore alle de ſonderrevne Kleeder dem; men jeg indloſer ogſaa enbver af dem med fem bundrede Guldſtykker. —

Hertil ſvarede Harun med folgende Vers:

— Garvmildheden har oprejſt fin Trone imellem dine Hænder; — Du luttrer dine Skatte ved den ædle Brug deraf. Lukkede Barmhjertigheden fit Tempel her paa Jor— den, vilde Du atter 00116 dets Porte. —

Hojlig ſmigret ved denne berlige Roes befalede Huus— berren, at der ſkulde udbetales Harun tuſinde Guldſtyk— ker. Smilende tog denne imod dem og overrakte dem til Giafar med de Ord: — Vi ere paa vore gamle Dage blevne Digtere og modtage Kongernes Velgjerninger. —

104

Imidlertid vare Sfaalene vedblevne at gaa rundt; efterbaanden vare alle Tvangens Baand blevne løfte, og Man overgav fig til en fuldfommen fri Loſtigbed. Has run benpttede da den almindelige Tummel til at adfpørge den falſke Khalif angagende de Saar, bang Legeme frem— vifte, og da ban ikke fik noget Svar, forlangte ban af Giafar, at ban ſkulde gjentage Sporgsmaalet. Stor⸗ vizieren vilde nødig dertil, efterſom ban anſag det baade for upasſende og farligt; men ban miſtede ſnart alle fine Betankeligbeder, da Harun tilbviſkede bam Noget om, — at en klog Mand boldt faſt paa fit Hoved, medens han bavde det. Giafar vilde netop til at ſporge, da den falſke Kbalif, ſom atter bavde lagt Merke til deres bemmelige Hviſken, ærgerlig raabte: — Men bvorofte ſkal jeg dog minde Eder om det Anſtodelige i at bviſke i Selſkaber? Nu vil jeg vide, bvad J bave for med binanden, og Allah troſte Eder, قاط‎ J ikke rokke ud med Sandbeden! —

Da tog Giafar Ordet og fortalte, at de bavde med binanden aſhandlet, bvor vidt det kunde ſynes pas— ſende at gjøre Sporgsmaal angagende de Saar, ſom den naadige Herſkers Legeme fremviſte. Smilende erklerede den falſke Kbalif fig beredt til at fyldeſtgjore deres Nys— gjerrigbed, og fortalte dem ſin over al Maade forunder— lige Hiſtorie, — ſom ban tilføjede — et fandt Væv af de overordentligſte Eventvr. '

3 fer for Eder et førgeligt Offer for Kjærs ligbeden! — begundte ban: — Men, bvig jeg ikke tager fejl, er jeg i Begreb med at fortælle den virkelige Kbalif, Verdens Beberſker, Allabs Stedfortræder paa Jorden, min Hiſtorie. Giafar, den edle Barmekyde, er bans Ledſager. Har jeg gjattet rigtig, faa tor jeg vel baabe, at mine Lidelſer have naaet deres Maal og at

105

Lokkens Stjerne er i Begreb med atter at gaa op for mig. Allerede er mit Hjerte fuldt af det ſodeſte Haab. — For, om muligt, at vildlede den unge Mand fvarede

Giafar: — Allabs Stedfortræder, Du tager visſeligen fejl; vi ere ſimple Kjøbmæmd og dine ydmyge Tje— nere. —

Men den falſke Kbalif frabad fig paa det beſtemteſte Titelen af Allahs Stedfortræder og de Troendes Beher— ſker, der ingenlunde tilkom bam, og fortalte, at han blot i den Henſigt bade vobet at antage den, forat vakke Kha— lifen af Bagdads Opmerkſombed og blive ſtillet for hans Aaſyn. Kun den ædle Harun al Raſchid, alle Li— dendes Tilflugt, vilde ban fortelle ſin Hiſtorie, og han nærede det Haab, at den vel ſkulde vakke hans inderlige Medfolelſe.

Da tog Harun Ordet og ſagde: — Din Oprig— tigbed og Tillid fortjene Gjengjeld. Saa viid da, at bi ikke ere Kjøbmænd, men vel anſeete Perſoner ved Kha— lifens Hof; denne vor Indflydelſe ville vi med Glæde benytte til din Fordeel. Meddeel os altfaa dine Even— fyr, forat vi kunne fortælle de Troendes Beherſker dem og erbverve Dig bans Deeltagelſe. Vi tro iøvrigt at kunne forſikkre Dig om, at din Skjebne allerede bar ta— get en gunſtig Vending. —

Den falſke Kbalif fortalte derpaa, ſom følger: — Min Fader bed Mohamed, og jeg hedder Ali Sbah. Han efterlod mig ved fin Dod en uſadvanlig ſtor For— mue, en Million Guldſtykker i rede Penge, tyve Haver, ti Bade, tyve Vertsbuſe og Khaner, fyrretyve Huſe i Sta— den, femten Møller, tredive Landſteder og Ablsgaarde,

100

tolv Bazarer, enbver med fiirfindétyve Boder, foruden en Mængde rorligt Gods og Juveler af alle Slags.

Efterat jeg bade viift min fjære Fader den ſidſte re, betalt bang Gjæld og betankt de Fattige, fortſatte jeg bang Forretninger, idet jeg beffjæftigede mig med at kjobe og fælge Adelſtene.

Da jeg nu en Dag fad i min prægtige Bod, om⸗ given af mine Slaver og Tjenere, og tenkte paa Ingenting, fif jeg pludſelig Oje paa en ung Dame af det meſt bens rivende Ydre, ſom nærmede fig min Bod, ridende paa et ſtadſeligt Muulæfel og efterfulgt af tre udmerket ſmukke Slaver. Den klare Fuldmaane paa den morkeſte Natte⸗ bimmel er mindre ſtraalende, end bun var; bendes Slor var balb aabnet og fremviſte de berligſte morke Øjne og glindſende Lokker for mine beundrende Blikke. Jo nær- mere bun kom mig, deſto dybere blev det Indtrok, ſom bun fra forſte Ojeblik bavde gjort paa mig og jeg for— magede ikke at aflade at ſtirre paa bende. Udenfor min Bod ſteg bun af ſit Dyr, traadte ind og tog Plads paa min Divan, ledſaget af fine ærbødige Slaver.

Idet bun betraadte min Dorterſkel, bod jeg bende velkommen med folgende Vers:

— Var hilſet, Du vndige Vaar, ſom drager ind til mig, bekrandſet med Anemoner, Narcisſer, Forglemmigejer og Roſer! — 5

Den unge Dame gjengjældte med Artigbed min Hil— ſen, og, beri ſeende en god Forbetpdning, ſpurgte jeg bende, om jeg maaſkee i Noget kunde være bende til Tjeneſte.

— Ja, det kan Du, — ſparede bun mig med en Stemme, der klang ſom den dejligſte Muſik: — og det i et meget vigtigt Anliggende. Hvis Du ſkaffer mig, hvad

107 jeg onſker, vil jeg i bøj Grad være Dig forpligtet. Jeg behover et ſerdeles ſmukt Diamanthalsbaand. —

— Jeg forelagde bende eet til to bundrede, der— neſt est til fire hundrede Guldſtykker, derpaa nogle andre Halsbaand til endnu hojere Priſer; men intet af dem vilde ret bebage bende. Endelig viſte jeg hende eet til halpfjerdſindstyve tuſinde Zechiner. Ved det forſte Syn heraf udraabte bun benrykt: — Det er netop et ſaadant, jeg længe bar ſogt! Hvor meget vil Du have for det? —

Jeg forſikkrede bende, at jeg ikke bavde forlangt højere Priis, end det netop bade koſtet mig ſelb.

— I dette Tilfælde — vttrede hun raſk: — vil jeg give Eder tuſinde Guldſtykker over Priſen. —

Da jeg undſlog mig for at modtage dette Overſkud, dadlede den dejlige unge Dame mig med vndefuldt Skjel— meri, idet bun foreboldt mig, at jeg jo ſkulde leve af min Handel. Derpaa beſteg bun atter ſit Dyr, og bad mig folge ſig, forat jeg kunde modtage Pengene. Jeg lukkede altſaa min Bod, og naaede tilligemed hende en ſtor Byg— ning i den vderſte Ende af Staden, over hvis Port der fandtes folgende Indſkrift med gyldne Bogſtaver:

— Du fredelige Vaaning! Maatte Smerten og de morke Sorger ingenſinde trænge indenfor dine Mure! Maatte dine Beboere have fundet et ſikkert Tilflugtſted imod Vers dens Ranker og Skjabnens onde Luner! — Det ſtjonneſte af alle Huſe er det, ſom til alle Tider ſtaaer aabent for En— hver, og hvor der aldrig fattes et Stykke Brod og et Leje til en hungrig og trat Vandrer. —

Strax ved Indtradelſen i dette Palads bemerkede jeg med Forbauſelſe en Pragt, ſom overgik alt Begreb. Medens jeg endnu anſtillede mine Betragtninger herover,

108

traadte en Slavinde mig imode og ſagde til mig: — Min Herſterinde lader Dig ſige, at det ikke ſommer fig, Du bliver ſtagende ber i Forballen, og beder Dig trade ind i Salen og udbvile Dig, indtil Kasſereren bringer Dig den Sum, Du bar tilgode. —

Jeg fulgte altſaa Slavinden ind i Salen, og bun bod mig tage Plads paa en prægtig Sofa. Dog neppe havde jeg faaet Tid til ret at fee mig om i den berlige Sal, der ved fine koſtbare Møbler og Tæpper, fine dej— lige Malerier og ſindrige Indſkrifter afeſkede en ganſke overordentlig Opmerkſombed, førend en anden Slavinde traadte ind til mig og bad mig gaa videre ind i de andre Gemakker. Her troede jeg at babe betraadt et Fee— palads; ifær maatte jeg beundre en golden Trone under en Baldakin af Silke, bvig Sideforbeng vare flagne til— bage. I den derpaa ſiddende unge Dame gjenkjendte jeg ſtrar Kjoberinden af Juveelbalsbaandet, der glimrede paa bendes Hals ſom Stjernerne paa Nattebimlen. Hendes utilſlorede Anſigt lyſte ſom Fuldmaanen; bendes funklende Blikke traf mig i Hjertet ligeſom glødende Pile. Ind⸗ trykket af faa mange og faa ſſeldne Andigbeder bragte mig neſten ud af mig ſelv, og min Henrpkkelſe truede med at rove mig al Beſindelſe.

Den unge Dame reiſte fig ſtrax ved min Indtræ- delſe og kom mig imode med de Ord: — Den af tvende Elſtende, bvis Kjerligbed er ſtorſt, kommer den Anden imode med Bekjendelſen; Hvo ſom elſker bojeſt, bengiver Meſt! —

— Du fuldkomne Monſterbilled af Skjonbed og Ande, — ſparede jeg benrvkt: — mit Hjerte veed ikke af Andet at ſige end Dig! Hyvis den ſamlede Mængde af dine talloſe Andigbeder blev adſplittet over Verden, vilde

109

den være tilftræftelig til at gjøre Tuſinder af Dødelige ſkjonne og indtagende. —

— Ali Sbab, — vedblev den dejlige unge Kvinde: jeg har ikke formaaet at ſkjule min Tilbojelighed for Dig; Du maa beri dog ikke fee et Tegn pan Mangel af Agtelſe for mig felv, men ene og alene et Tegn paa en overordentlig Grad af Agtelſe og Hengivenhed for Dig. —

Heelt beruſet fnælte jeg ned for min Skjonne og bedekkede bendes Hænder med mine Kys.

— Hvor bar jeg ikke længtes efter den Stund, da jeg kunde komme til at tale med Dig om den Fryd og Smerte, ſom mit Indre rummer! — bviſkede min Til— bedte, bøjede fig over mig og flyngede fine Arme omkring min Hals.

Ved disſe den ommeſte Hengivelſes Kjertegn miſtede jeg aldeles den Smule Fatning, jeg endnu bavde tilbage. Jeg ſprang op, rev bende med ſtormende Lidenſkab til mit Bruyſt og forſogte at trykke mine glødende Leber paa hendes Mund og Ojne. Men ved en kraftig Anſtrengelſe ſled den unge Pige ſig los af mine Arme, og traadte, li— geſom overgodt med Purpur fra Sidon, med Stolthed nogle Skridt tilbage, idet bun tiltalte mig i bebrejdende Tone:

— Kunde Du virkelig faa iſinde at misbruge mit Hjertes Svagbed for Dig? — O, det være langtfra! — Viid, at jeg er en Barmekydes Datter, og at jeg fuld— kommen vel veed og erindrer mig, hvad min Families boje Wre fordrer af mig! — Kjender Du mig nu? —

Skamfuld og forvirret fremſtammede jeg nogle Und— ſkyldninger for min Selvforglemmelſe, der ene og alene

—

110

maatte tilſkrives min ligefaa ædle og værdige ſom dybe og glødende Følelfe for bende.

— Vid, Ali Sbab, — vedblev min Sfjønne: — at Du bar holdt Storvizieren Giafars Soſter, Sytt-ad⸗Dun vai dine Arme! —

— Min ædle Herſkerinde, — ſparede jeg forſkrek— ket, med nedſlagne Øjne og bavende Læber: — Skylden er visſeligen ikke min, men alene Eders bøje Andigbeders! Hvilken Sjæl vilde vel kunne modſtaa deres Almagt? —

— O Ali, — ſparede Sytt-ad-Dunyva i om og beroligende Tone: — jeg er ingenlunde fortørnet paa Dig! SKjærligbeden tilgiver letteligen enbver Brode, ſom bar fit Üdſpring af Kjerligbeden. Men Din kan jeg alene vorde i en lovmægfig Forbindelſe. Lokkeligvüs er jeg fri Herſkerinde over min egen Skjæbne og kan give min Haand til Hvem jeg vil. —

— Og vil Du virkelig lokſaliggjore mig med den? — ſpurgte jeg ſkjglvende af Glæde.

— Hvis Du forlanger den, Ali. — Kadi'en i Bagdad er min Formynder, og i naſte Time kan jeg al— lerede være din retmesſige Gemalinde. —

Og bun lod ftrar med det Samme Kadi'en og Vid— ner bente, og erklerede for den Forſte: — Her er Jus veleren Ali Shab og forlanger mig til Huſtru; i Mor— gengave forærer ban mig det Juveelbalsbaand, ſom jeg bærer om Halſen. Jeg bar lovet bam min Haand og beder Eder foranſtalte det Fornedne til vor For⸗ ening. —

Kadi'en opfatte uden nogenſomhelſt Indvending Ag⸗ teſkabskontrakten, og fjernede fig atter tilligemed Vidnerne, efter at have modtaget koſtbare Gaver. Saaſnart vi

mm

vare ene ſom Mand og Kone, bod Sytt-ad-Dun va fine Slavinder at tilberede et herligt Bryllupsmaaltid. Ikke længe varede det, inden de koſteligſte Spiſer bleve frembaarne tilligemed de meſt udſogte Viinſorter, Frugter og Kager. To ſmukke Slavinder forherligede Feſten ved Sang og Spil; og efter Maaltidet tog Sytt-ad— Dunva ſelv Citharen og foredrog paa henrivende Maade et Digt til fin Elſkedes Priis. Megen Sang havde jeg bort i mit Liv; men denne overgik Alt, bvad der blot lod fig tenke og foreſtille.

Fuld af Henrykkelſe og Beundring bad jeg min El— ſkede gjentage Digtet, og bun føjede mig deri, dog kun vaa den Betingelſe, at jeg derpaa ogſaa felv ſkulde ſynge Noget.

Dette var imidlertid ikke meget let. Alt, hvad der faldt mig ind efter hende, forekom mig at vere mat og tomt. Men jeg var nødt til at ſamle mig og lade det gaa faa godt, det kunde. Jeg foredrog da ogſaa nogle Strofer til min Elſkedes Priis, og endte pan fol— gende Maade:

— Jeg indſuger Ordene fra dine Laber, mere duftende end Roſer og fødere end Honning. — Men hvor meget hel— ler indſugede jeg ikke føde og duftende Kys af dine Dejlige Laber! —

Over denne Vending i Digtet kom min Gemalinde bjertelig til at lee, og bun udraabte: — Jeg ſkal vel vogte mig for at modſige Dig; det er ogſaa hojt paatide, at vi drage os tilbage. Fjerner Eder, Slaver og Slav- inder! Ogſaa J kunne behove Ro og Hvile efter Dagens Anſtrengelſer! — j

Saaſnart vi vare ene med hinanden, førte min El—

112

ſtede mig ind i Brudekammeret, bvor jeg fandt en berlig Seng, indlagt med Guld og Elfenbeen. Min Kone var mig bebjclpelig med Afkladningen; men bendes fulde Hen⸗ givelſe kunde jeg ikke tilkjobe mig ved noget Ringere end den Eed, ingenſinde at ville tilbore nøgen anden Kvinde. Da forſt lod bun Kjerligbeden triumfere, og vi vare lok⸗— keligere, end nøgen menneſkelig Sjæl formager at udfige. Vogter Eder vel, J Dodelige, for at prove paa at for⸗ raade Kjerligbedens bellige Myſterier!

Det var allerede bojt op paa Dagen, da jeg vaag⸗ nede af min dybe Slummer. En let Haand ſtrog mig under Fodſaalerne; paa nogen blidere Maade kan Man ikke udrives af Sovnens Arme. Sovyndrukken aabnede jeg Øjnene og bemerkede en ung Slavinde, under bvis Skik— kelſe den Onde ſelv ſyntes at bave ſkjult fig; tbi bun var fortryllende dejlig og friſtende over al Maade.

— Hvem er Du og bvor kommer Du fra? — ſpurgte jeg, og folte den omme Attraa ſtige i mit Indre ved Synet af bende.

— JI bar een af Eders Slavinder for Eder, ſom vilde priſe fig over al Maade lykkelig ved at kunne bebage Eder, — ſparede Friſterinden: — men ſom tillige føler ſin Ringbed ved Siden af bende, der allerede bar erobret Eders Hjerte. —

— Men bvor er min Gemalinde blever af? — ſpurgte jeg urolig.

— Hun er gaaet i Badet og bar befalet mig at vekke Eder, forat J kunde folge efter hende. — Ak, min elſtverdige Herre, — tilføjede bun: — jeg vidfte vel, at J ikke bavde Tanker for Andet end bende! —

— Forſtaager Du at være taus? — ſpurgte jeg.

113

— Det er mig, der beder Eder at tie med hvad jeg neſten ufrivillig bar ladet mig forlyde med for Eder. —

Da formagede jeg ikke længer at modſtaa Tillokkel— ſen, men drog Slavinden til mig. Dog til min ſtore Forundring ſtod bun nu imod, faa fuldkommen en Hen— givelſe hendes Væfen end forben bapde aandet, og neppe havde jeg faaet TID til at udtale denne min Forundring, førend Sytt⸗ad⸗Dunya, min Gemalinde, ſtod for mig med bævnfunflende Øjne og en Svobe i Haanden. Hun var traadt ind, uden at jeg i min Sandſeruus havde bemerket det.

— Forræder! — udraabte hun: — bar Du alle— rede glemt dine Eder? Er en Nat tilſtrakkelig til at mætte din Kjærlighed, Elendige? Det er mig felv, der har friſtet og provet Dig ved denne Slavinde, og jeg bar hort hvert eneſte af dine ſkamloſe Ord. Uhyrer, ſom Du er, fortjene ikke Livets Velgjerning! —

Hun klappede i Hænderne, og ſtrax ſtyrtede tyve Slavinder ind i Verelſet og bandt mine Hænder og Fod— der. Derpaa blev jeg overgiven den imidlertid hidkaldte Politimeſter ſom en Tyv, der var bleven greben paa ferſk Gjerning, med den Anviisning, at ban ſkulde lade mig pidſke, indtil jeg tilſtod, og ikke flippe mig af Hænderne.

Saaſnart jeg var bleven ſlebt hjem i Politimeſterens Bolig, flædte Man mig af, og gav fig til at prygle mig med Stokke, idet Man uophborlig tilraabte mig: — Bekjend, — hvor har Du gjort af Tyvekoſterne? — Saa bellig og Dyrt jeg nu end forſikkrede, at jeg ingenlunde hapde ſtjaa⸗ let, vide Man dog ikke tro mig, og vedblev at ſlaa los paa mig, indtil jeg tabte Bevidſtheden. J denne Tilſtand kaſtede Man mig ned i et usſelt Fengſel.

VI. 8

i

0

2

114

Natten brød ind; den brændende Smerte i mine Saar afpresſede mig dybe og dumpe Sten. Da aabnede fig pludſelig Muren i mit Fængfel, og glimrende liig Solen efter et Uvejr traadte en ung Pige frem deraf og ſagde: — Allerede længe bar jeg havt mit Ophold i denne Muur; men ingen af de mange Ulvffelige, ſom bave ligget fengslede ber, bave ved deres Jamren foraar⸗ faget mig ſaadan Uro, ſom Du i denne Nat. —

— Stkjonne Übekjendte, — ſvarede jeg: — derſom J kjendte Aarſagen til min Jammer, vilde J ſnarere føle Medlidenbed med mig end dadle mig. See engang, bvor gruſomt Man bar bebandlet mig! —

Med disſe Ord viſte jeg den Übekjendte mit med Saar bedakkede Legeme; ikke uden en dyb Norelſe af Med lidenhed formaagede bun at fee det, og vttrede: — Skulde Du virkelig ikke være nogen Tyv? —

— Sej, ved Himlen, — ſparede jeg: —- aldrig i mit Liv bar jeg begaget noget Tyveri, aldrig giort noget Menneſke Uret med velberaad Hu; — mine Lidelſer ere alene en fjendtlig Skjæbnes Tilſkikkelſe. —

Den Frimodigbed, bvormed jeg talte, overbeviſte den unge Kvinde, og vakte ydermere bendes Deeltagelſe indtil den Grad, at bun forlangte min Hiſtorie at vide.

Den fortalte jeg bende da, uden at ſkjule eller be— ſmykke det Allermindſte. Da jeg var færdig, ſpurgte hun: — Har Du Lyſt til at bævne Dig, ſkal jeg gjerne ſende een af mine Slavinder til den gruſomme Sytt— 3 Dunva, for at fvæle bende Nat og Dag og bende bver en Mundfuld Brod og hver en 1 Bam, hun fager i Munden. — VÆ

— Allah bevare mig, — raabte jeg: — - fra, at der med min Villie og mit Vidende ſkulde times hende det

115

allermindſte Onde! Endnu ſtedſe er hun min Sjælg El— ſtede; mit Hjerte tilborer bende for beſtandig, og jeg vil ere endog hendes Uretferdigheder. —

Den Übekjendte ſyntes ikke at kunne begribe denne min Vagring ved at benytte en mig tilbuden god Lejlig— bed til at bævne mig paa den gruſomme Sytt-ad— Dunva. Da mindede jeg bende om folgende Ord— ſprog:

— Slag af en Venindes Haand forekomme os føde ſom Vündruer; og Stene, hun kaſter vaa os, ſynes at være Granatablekjarner. —

Hertil føjede jeg, henflydende i Taarer, folgende Vers af en bekjendt Digter:

— Ler lykkelig, Du mit Hjertes Afgud, og lad mig ube- market henſukke min Tilvarelſe i haablos Tilbedelſe! Hvad der kommer fra Dig, ſelv om det gjennemſtjarer Hjertet, ſmerter ikke; endog i din Gruſomhed ſtaaer Du for mig med Glorie omkring dit ſkjonne Hoved. —

Med et Smiil tog den Übekjendte da igjen Ordet og ſagde: — Dette Sindelag behager mig; det antyder dit Hjertes Reenhed. Det kom alene an paa Dig felv, om Du ſtrax vilde forlade dette afſkyelige Fængfel; jeg vilde da i et Ru overføre Dig til din Elſkedes Palads, ſom ikke ſkulde ane din Nerverelſe, førend hun vaagnede i dine Arme. Imidlertid har jeg Grund til at befrygte, at hun i dette Tilfælde ikke vilde feſte Liid til din Anger og Forbedring, men meget mere, fremturende i ſin Mistro og Harme, forlange at vide af Dig, Hvo der havde be— friet og bragt Dig bid. — Du vilde da ſpare: — „en ung Kvinde, ſom jeg ikke fjender.” — Hun, der natur—

8*

rr تن‎ ũmNn] ·o w-w-/ | |1111

116

ligviis ligefaa lidt fjender mig ſom Du, og ikke aner, hvor farligt det kunde vorde bende at gjøre mig imod, kunde da maaſkee faa iſinde paanp at overgive Dig i Politime⸗ ſterens Hender, og denne vilde uden al Tvivl gjøre Dig et Hoved kortere, inden jeg kunde erfare det Allermindſte derom. Folgen af alt dette vilde endelig blive, at jeg maatte fvæle bende tildode for at mætte min Hævn; tbi Du bar allerede indgydt mig faa megen Deeltagelſe, at jeg med Liv og Varme har gjort din Sag til min. — Paa denne Maade gavner det altſaa ikke at gaa frem. Heldigvüis veed jeg ogſaa et langt bedre og ſikkrere Mid— del til at udrive Dig af din Elendigbed. Jeg vil ind— bendige Dig en Talisman, ved bvilken Du vil blive hæs vet over al Frygt for bvilkenſombelſt Magt i Verden, og far iſtand til at iværffætte og opnaa Alt, bvad der blot falder Dig ind; den giver følgelig ogſaa din Elſkede al— deles i din Vold, og Du kan efter Lyft og Lune tilintet⸗ gjøre og tage bende igjen til Maade, ligeſom Du vil. FI ligemaade kan Du ſkalte og valte med hele Bagdads Rige, ſom Dig bebager; det kommer kun an paa Dig, om Du vil affætte og dræbe Khalifen og ødelægge ſelve Staden i Bund og Grund. —

Med disſe Ord ſtak bun en Ring paa min Finger, og vedblev: — Saaſnart Du drejer Pladen paa denne Ring, vil min tro og lydige Tjener ejeblikkelig viſe fig

for Dig, og Du maa vide, at denne Aands Magt, ſaa at

ſige, er ubegrendſet. Han borer til de Mander, ſom gjorde Oprør imod Solyman, og er ved Ringen bunden til uvæ- gerlig at udføre alle dine Befalinger. Du kan ſtrax i min Nerverelſe gjøre en Prøve med Ringen. —

Jeg drejede altſaa Pladen paa Ringen, og ligeſom

117

min Velgjorerinde havde ſagt mig, vifte fig ojeblikkelig en tjenſtvillig Aand og ſpurgte om mine Befalinger.

— Hvad hedder Du? — ſpurgte jeg.

— Jeg hedder Snarenfod. — lød Svaret.

Den gode Hr. Snarenfod var frygtelig at ſkue; hans Ojne rullede ſom Mollebjul, og et Par Tender ſom Molleſtene ſtak frem af hans Mund.

— Kan Du i en Haft bygge mig et Palads med en meget bøj Sal? — ſpurgte jeg videre.

— Intet er lettere. — ſparede Manden: — Jeg er ogſaa villig til fuldkommen at indrette det til din Be— kvemligbed, ſamt forſyne det med alle til din Opvartning nodvendige Slaver og Tjenere. Og naar Du har taget Paladſet i Beſiddelſe, behøver Du kun at falde paa mig for at faa etbvert af dine Onſker paa Stedet opfyldt. —

— Hvor mange Maaneder vil det vare, inden jeg kan flytte ind i Paladſet? —

— Hvad ſnakker Du om Maaneder, hvor der ikke engang kan være Tale om Uger eller Dage? — vttrede Aanden. — Endnu inat vil det Hele være færdigt. Be— tyd mig blot, bvilken Byggeplads der bebager Dig! Er den allerede beſat, ſkal jeg i et Mandedræt rydde den og forfære dens Indebaver. Inden Solopgang er dit Pa— lads færdigt, og jeg ſmigrer mig med, at det endog langt ſkal overgaa alle dine Forventninger. — Onſker Du, at jeg ſkal opføre dit Slot paa Ruinerne af Harun al Raſchids eller Giaf ars Paladſer? Du behover kun at befale. —

— Allah bevare mig naadig fra at ſkade, endog blot fortradige Rogen! — udraabte jeg: — Jeg har bverken Grund til at beklage mig over Khalifen eller bans Storvizier, og jeg vil aldrig modtage nogen Lykke

118

paa deres Bekoſtning. Kan Du virfelig opføre mig et Palads, fan gjør det i eet af de yderfte Bykvarterer, hvor vi iffe træde Nogen ivejen!

Da greb Snarenfod mig under fin Arm, forte mig igjennem Muur og Tag ud i det Frie, og fløj med mig benover Staden, indtil ban bavde naaet en Høj i ſammes vderfte Udfant. Her fatte ban mig ned, op⸗ ſlog et berligt Telt til mig og tilvejebragte i et Mu de koſteligſte Forfriſkninger. Saaſnart jeg havde ſpiſt og drukket, overlod jeg mig til Sovnen, bvortil jeg faa bojligen trængte efter denne den dybe Lidelſes og den bøje Glædeg Dag; men da jeg ved Daggry vaagnede, — o Under! — befandt jeg mig i dette Palads! En Mengde Slaver og Slavinder ſtod trindt omkring mig, beredt, ſom det ſyntes, til at adlyde mit allermindſte Vink. Og⸗ faa Snarenfod var tilſtede.

— Hvem tilhorer det prægtige Palads? — ſpurgte jeg forbauſet.

— Det er dit, Herre! — ſparede Manden: — Jeg og alle disſe Slaver og Slavinder vente alene paa dine Befalinger. —

— Men bvorledes er dog dette Palads blevet fer⸗ digt i een eneſte Nat? —

— O, for mig er Intet umuligt! Jeg har endda kun anvendt Tiendedelen af mine Tjenere ved Opforelſen af denne Bygning, uagtet hver af dem alene havde at bidbringe een eneſte Steen eller eet eneſte Stykke Verktoj eller Bohave.

Da jeg nu ſaaledes var kommen i Beſiddelſe af et Palads, ſom jeg bavde onſket mig det, forlangte jeg af Manden, at han ſkulde ſkaffe mig et prægtigt Fartej til

119

at fejle med paa Floden. Uden Forbaling bragte ban mig det, ſom J, mine ærede Gjæfter, bave feet mig fejle i. Nu antog jeg Titel af Kbalif og lod udraabe For— budet imod alle Lyſtfarter paa Floden, ſamt imod endog blot at lade ſig ſee ved Vinduerne, for at drage Khalifen Harun al Raſchids Opmerkſombed paa mig. Min eneſte Henſigt ved hele den Adfærd, ſom J felv bave ve— ret Vidner til hos mig, var nemlig den, at Khalifen ſkulde ftevne mig for fig og affordre mig en Forklaring. Naar dette lykkes mig, vil jeg fortælle bam min ulykke— lige Skjæbne, i det Haab, at han ikke vil nægte mig fin Deeltagelſe. Hvis altſaa J, mine kjere Gjaſter, beſidde nogen Indflydelſe hos denne ligeſaa retfærdige ſom ſtore og mægtige Forſte, faa viſer mig den Godbed at formaa ham til at befale Giafar, Sytt-ad-Dun vas 251:02 der, at udſone mig med hende, hvem mit fulde Hjerte endnu ſtedſe tilborer, uagtet al den gruſomme Uretferdigbed, bun bar vüſt mig. Dog — alle disſe Tilſkikkelſer bave ſikkerlig været forud optegnede i Skjebnens Bog, og der— for kan ogſaa, قاط‎ det er den Allerhojeſtes Villie, Alt endnu vende ſig til det Gode. —

Med den bojeſte Forbauſelſe og den meſt levende Deeltagelſe bande Harun al Raſchid bert Ali Sbab's Eventyr, og kunde ikke uden hemmelig Gru fænfe paa denne unge Mands naſten ubegrandſede, fryg— telige Magt. I den derpaa folgende Underholdning blev han imidlertid aldeles beroliget med Henſyn til af mulig Fare i flig Henfeende, da den unge Mand iffe alene lagde de edleſte Grundfætninger for Dagen, men ogſaa den dybeſte Agtelſe og WÆrbødighed for Khalifens bellige Per— fon og Værdighed.

— ns

120

Forſt langt benimod Morgenſtunden tog Harun og bang Vizier Afſted fra Ali Sbab, idet de lovede, af vderſte Evne at fremme bang Anliggende bos Kbali⸗ fen. Da Harun med Beſtemtbed vægrede fig ved at modtage et Par Diamantsbalsbaand af en ubyre Værdi, ſom den unge Eventvrer bod bam til Erindring om bang natlige Beſog, blev Storvizieren Giafar den lykkelige Beſidder af ſamme.

Det var allerede los Morgen, da Harun og bang Ledſager after naaede Paladſet. Førend Abalifen (od fin Vizier gaa, indffærpede ban bam paa det Strengefte at tilvejebringe en Forſoning imellem fin Søfter og den

unge Mand, idet ban tilføjede: — Hvig bun vægrer fig, er bendes Fordervelſe vis, og maaſkee ogſaa din, Giafar. —

— Jeg iler at udføre din opbojede Villie. — fva- rede Giafar med Baven, og begav fig, iſtedetfor at tenke paa Hvile, ſkyndſomſt ben til fin Soſters Palads.

Sott⸗ad⸗Dunva havde imidlertid ſnart angret fin Gruſombed imod den inderlig og uden Ende elſkede Ali Sbab, og bavde allerede Dagen efter ſendt Bud for at bente bam ud af Fengslet og igjen bringe bam for fig; Efterretningen om, at han var ſporloſt forſpunden, bavde neſten knuſt bendes Hjerte. Troſtesles og fortviv⸗ lende bade bun ſiden biin Stund tilbragt baade Nat og Dag under Taarer, og i denne Tilſtand fandt bendes Bro der bende.

Det koſtede derfor den bende ret til Hjerte talende Giafar kun Lidet at bringe bende til at bekjende ſin Kjarligbed til Ali Shab; bidtil havde bun nemlig ſejult den for ham, af Frygt for, at han ſkulde viſe fig

121

utilfreds med hendes Valg. Da Sytt-ad-Dunya bavde fortalt tilende, (od Giafar hende vide, at Alt havde været bam fuldkommen vel bekjendt iforvejen, og for— talte bende derpaa de Eventyr, ſom vare tilſtodte hendes Gemal efter deres Skilsmisſe, idet ban tilfsjede: — Hvis Khalifen ikke netop havde befalet mig at forſone Eder med binanden, havde maaſkee allerede nu min Dolk ſiddet i dit Bryſt, vanartige Soſter! Hvorledes har Du vovet at indgaa nogen Forbindelſe uden mit Vidende og Sam— tykke? — Dog, ſom Omſtendighederne nu ere, kan Du være ganſke rolig. Jeg bar kun een Ting at lægge Dig alvorlig paa Hjerte, at Du, ſaaſnart din Gemal atter indfinder fig bog Dig, lader det være Dig magtpaalig— gende at bringe al flet Behandling i Forglemmelſe bos bam. —

Imidlertid bavde nogle Hoffolk, ledſagede af en Muſikbande, overbragt Ali Sbab en Wreskledning fra Kbalifen, tilligemed Ordre til at fremſtille ſig for bam. Ali Shab indtraf i Paladſet ſamtidig med den fra Be— ſoget bos fin Soſter tilbagevendende Storvizier.

Harun gik den unge Mand nogle Skridt imede, lod ham tage Plads hos ſig paa Tronen, og ſagde iblandt Andet til ham:

— Du bar igaar havt tvende Gjeſter ved dit Bord, ſom ere Dig oprigtig bevaagne, nemlig mig og min Stor— bigier. Du kan vente Virkningerne af vor fyrſtelige Naade. Men for Ojeblikket ville vi ikke opholde Dig længer; Giafar ſtaaer beredt til at fore Dig ben til fin Soſter; og jeg beder Dig, forudſat at jeg formager No— get hos Dig, at tage bendes Undſkyldninger for gyldige og igjen ſkjenke hende dit Hjerte. Jeg er vis paa, at

122

bun for Fremtiden vil vife fig mindre ftreng, og bedre erindre fig de Henſpn, bun ftylder fin Egteberre, hvad end Mere er, en Mand af dine Fortjeneſter. — Allah befalet! —

Ali Shah adlod med bøjt bankende Hjerte, og blev af Giafar fort ben til Sytt-ad-Dun va, ſom med Glæde og Aengſtelſe ventede bang Komme. Dog begge bade de lige meget følt Savnet af binanden, og der var derfor Intet til Hinder for en gjeblikkelig og fuldſtendig Forſoning imellem dem. De lovede binanden, at Alt paa begge Sider ſkulde være glemt, og at der al— drig mere ſkulde opkomme nogen Anledning imellem dem til grundet Misfornojelſe.

Den folgende Morgen indfandt Ali S hab fig at— ter bos Kbalifen i et prægtigt Optog. Harun bad bam tage Plads bos fig og overoſte bam med Aeres— beviigninger. Fra denne Stund af vare de næften uad— ftillelige Venner. Harun al Raſchid lod ingenſinde fit onde Lune gaa ud over Ali Shah, og denne an— vendte fin ubegrandſede Magt alene til at befordre Kha— lifens Velde og Berommelſe. Paa den anden Side af— gav Sytt⸗ad-Dunva den elſkeligſte Agtefelle; der manglede aldeles intet i Ali Sbab's Luffe.

Dog paa denne Jord ſkal ingen Lokke være fuld⸗ kommen. Allerede efter et Par Aars Forlob miſtede Ali Sbab fin dyrebare Sytt-ad-Dunya. Da ſtyrtede bele bang Lykkes Bygning ſammen i Ruiner. Sytt⸗ ad-Dunva var voxet bam faa faſt til Hjertet, at ban ikke formagede at leve uden bende; inden Ugen var omme, var ban fulgt efter bende i Graven.

Deres Liig bleve lagte i ſamme Kiſte og ſtedte til Hvile i den ſamme Grav. Khalifen ſelv bivaanede deres

123

Liigbegjængelfe, og begræd længe fin dyrebare Ali Shah. Da Fyrſterne imidlertid aldrig ganſke tabe deres egen Fordeel af Sigte, gav han Giafar Befaling til at op— ſoge og bemægtige fig Ali Shab's Tryllering. Men Ringen var ſporloſt forſpunden, og kom aldrig mere tilſyne.

124

Crylleheſten.

Nurusfeſten J bojtideligboldes, ſom bekjendt, fra de aller⸗ ældfte Tider med de ſtorſte Opbævelfer og Bekoſtninger over bele Perſien. Egentlig er det en bedenſk Feſt, — de mangfoldige overtroiſke Skikke, ſom berſke derved, vidne fydelig derom — og underligt maa det viſtnok ſpnes, at vor bimmelſke Profets Lære ikke bar formaget at afftaffe den. Det er imidlertid faa langt fra, at den ſiden Mo— bamed bar miſtet Noget af ſin oprindelige Betydning, at den meget mere med ganſke overordentlige Anſtalter bliver fejret over bele Landet, ikke alene i Steder og Lands— byer, ja endog i de usleſte Hytter, men ogſaa ved ſelve Kongen af Perſiens Hof, bvor der udvikles en Pragt og Pomp og Mangfoldigbed af Nodelſer, ſom overgaaer al Beſkrivelſe.

Atter var Nurusfeſten bleven bojtideligboldt ved Hoffet i Sbiras. Allerede vare baade Ind- og Üdlandets ſtorſte Tuſindkunſtnere optraadte for Hoffet med deres mere eller mindre udmerkede og overraſkende Kunſtſtykker, og Kongen

Nurus, 5 den nye Dag, hoftideligholdes i Perſien baade ſom Aarets og ſom Foraarets forſte Dag.

125

havde belønnet dem efter billigt Skjon, faa at de alle maatte føle fig tilfredſe dermed. Da ban derefter juſt var i Begreb med at afffedige den ſtore Forſamling og drage ſig tilbage, fremtraadte endnu for hans Trone en aldrende Indier med en koſtbart opſadlet og optommet Heſt, et Kunſtverk, der faa ſkuffende var eftergjort Na— turen, at Man friſtedes til at antage det for en virkelig Heſt med Liv og Aande.

Indieren kaſtede fig paa fit Anſigt ned for Tro— nen, rejſte ſig derpaa atter og tog ſaaledes tilorde: — Naadige Herre, uagtet jeg er den Sidſte af alle dem, der bejle til Priſen, tor jeg dog ligefuldt nære den Over— beviigning, at Eders Hojhed alle de foregagende Dage Intet har ſeet, ſom fortjener at ſtilles ved Siden af dette Kunſt— være, for bvilket jeg herved udbeder mig Eders høje Op— merkſomhed. —

— Jeg ſeer ved denne Heſt ikke Andet — ſparede Kongen: — end Arbejderens Flid og Kunſtfardighed, hvorved det er lykkedes ham at levere en boijſt ſkuffende Efterligning af Naturen, men hvori han tillige ſandſynlig— viis endnu kunde blive overgaget af en anden Kunſtner. —

— Herre, — vedblev Indieren: — kun Lidet havde jeg at gjøre mig til af, bois jeg roſte dette Kunſt— vært for dets fuldendte, indtil en ſkuffende Liighed gjen— nemforte Form. Nej langtfra! Ved min foregagende Attring tog jeg alene Henſyn til den Brug, ſom jeg for— mager at gjøre af dette ſjeldne Kunſtverk, ikke alene jeg, men Enbver, der blot fjender den ſimple Hemmelighed, ſom er knyttet dertil. Naar jeg nemlig har beſteget denne Heſt, formaaer jeg i en ubegribelig Haft gjennem Luf— ten at overføre mig til bvilketſomhelſt, endog nok faa fjernt Sted paa Jorden. Heri altſaa, og ikke i Liigheden, be—

ftaaer mit Kunftværf, — et Underværf, ſom endnu aldrig blevet bverfen bort eller feet, og bvorpaa jeg er b | at give Eders Hojbed en Prøve, faafnart det blot vre Eder at befale. ب‎

Kongen af Perſien var en ſtor Elſker af derfulde; men faa meget der end allerede var foreko bam af denne Art, bapde ban aldrig endog blot bort tale om noget Lignende. Derfor ſparede ban Indieren, at alene Ojeſpnet kunde overbeviſe bam om biin omtalte over— ordentlige Egenſkab bos bans Heſt, og ban ſkulde derfor ikke opſctte at levere den tilbudne Prøve.

Ojeblikkelig ſvang Indieren fig med Lethed op pan Heſten, og ſpurgte, ſaaſnart ban fad i Sadlen, hvor Kongen vilde ſende bam ben. Nu laa der i en Afſtand af omtrent to Mül fra Staden Sbiras et bojt Bjerg, bvilket Man ret vel kunde fee fra den frie Plads foran Kongens Slot. — Derben ſkal Du ride! — bod عازه‎ gen Indieren: — Afſtanden er ikke ſtor, men dog altid betydelig nok til at give et Begreb om din Lobers Haſtig⸗ bed. Og efterſom Man ikke kan folge Dig derhen med Øjnene, faa bring, til Beviis for, at Du virkelig har været der, en Palmegreen tilbage af det Tra, ſom findes ved Bjergets Fod! —

Neppe bavde Kongen üdtalt, førend Indieren drejede en lille Hvirvel i Nakken paa fin Heſt, og med ſaadan rivende Fart ſteg tilvejrs, at de Tilſtedeverende i faa Ojeblikke aldeles bavde tabt bam afſyne. Kongens og bele bans Hofs Overraſkelſe og Beundring var grendſe— los, ligeſom den ſtore Mengdes Jubel, der bivaanede dette overordentlige Skueſpil. Og Bevagelſen ſteg end nu bøjere, da Man efter neppe et Kvarteers Forløb faae

se

127

Indieren vende tilbage igjennem Luften med Palmegre— nen i Haanden.

Snart fvævede han ligeover Pladſen; men iſtedet— for haſtig at dale, ſom ban var ſtegen tilvejrs, lod han ſin Heſt gjore allehaande Volter oppe i Luften over Til— ſkuernes Hoveder. Endelig nedlod ban fig ganſke ſagte og naaede Jorden foran Kongens Trone. Her ſteg ban haſtig af, kaſtede fig ned for Kongen og lagde Grenen for hans Fodder.

Kongen af Perſien havde med en Forbauſelſe og Beundring, ſom umulig lader fig beſkrive, været Vidne til alt dette, og følte den beftigſte Lyſt til at bringe denne underfulde Heſt i fin Beſiddelſe. Og da ban var faſt beſtemt paa at give hvilkenſomhelſt Priis derfor, og alt— faa ikke kunde formode nogenſombelſt Vanſkelighed fra Indierens Side, betragtede han den allerede for faa godt ſom ſin Ejendom og det koſtbareſte Stykke i ſit rige Skatkammer.

— Tilvisſe — benvendte han ſig til Indieren: — Heſten er langt mere værd, end Man ved forſte Be— tragtning ſkulde antage. Du bar betaget mig min Vild— farelſe, og, for at give Dig al mulig Oprejsning for min ringe Mening om dit Kunſtverk, vil jeg kjobe det af Dig til en bøj Priis. Hvad ſkal det koſte? —

— Herre, — ſpvarede Indieren: — jeg tvivlede intet Ojeblik om, at Eders Hojhed jo vilde lade mit Kunſtveerk vederfares denne Retferdighed, og forudſage tillige, at J ikke vilde nøjes med at beundre det, men ogſaa vilde faa Lyſt til felv at beſidde det. Nuvel, endſkjondt jeg ret vel veed, at Beſiddelſen af dette Kunſtverk for— mager at gjøre mig berømt over den hele Verden, ilige— maade riig og mægtig ſom kun fag Dodelige, er jeg dog

128 villig til at bengive det ſom et Offer for Eders Hojbeds ligeſaa ædle ſom naturlige Onſke. Men J vil ſikkerlig ikke forlange ſamme uden Vederlag; og den Betingelſe, under bvilken jeg ene og alene er villig til at overlade Heſten i Eders Hænder, er af den Art, at den maaſkee kunde misbage Eder. Jeg modtog nemlig denne Luftlober af dens Forfardiger ikke ved Kjob, men idet jeg gav bam min eneſte Datter tilægte, bvorbos jeg tillige maatte for— pligte mig til, aldrig at fælge den for Penge, men kun, om jeg vilde, bytte den bort mod en Gjenſtand, ſom var mig felv og Kunſtvarket verdig. —

Her afbrod Kongen Indieren med de Ord: — Jeg er beredt til bvilketſombelſt Bytte med Dig. Du veed, at mit Rige er ſtort og opfyldt med rige og vel befol— fede Stader; vælg Dig een af dem til uindſkrenket Be— ſiddelſe for din Levetid! —

Dette forekom hele det forſamlede Hof at være et iſandbed kongeligt Tilbud; men det var dog langtfra at tilfredsſtille Indieren, der bavde noget langt bøjere i Tanker, idet ban ſagde:

— Naadige Herre, jeg kan ikke nokſom takke Eder for dette bojmodige Tilbud. Imidlertid — jeg beder Eder tilgive mig min Driſtigbed! — kan dog Heſten ikke blive Eders for nogen ringere Prüs end Eders Dat⸗ ters Haand. — 5

Hele Kongens Omgivelſe brød ud i en vedholdende Latter ved denne ligeſaa uforſkammede ſom overdrevne Fordring; men Firus Shah, Kongens aldſte Son, blev bøjlig forbittret derover. Kongen var imidlertid an⸗ derledes tilſinds, og var balv om balv beſtemt paa at opoffre fin Datter, bvis han ikke kunde erbverve fig Heſten Paa andre Betingelſer. Men ban gik hojſt nødig dertil,

129

og dvælede Derfor med at give Svar paa Indierens Fordring.

Da nu Firus Shah mærfede, at hans Fader vaflede, og at ban maatte frygte for, at denne virkelig ſkulde faa iſinde at indrømme Indieren hans ſkamloſe Be— gjering, bvilket han vilde have betragtet ſom den ſterſte Stam for den kongelige Værdighed, for fig felv og fin Soſter, tog han alvorlig Ordet og ſagde i bøj Tone:

— Eders Hojbed tilgive mig det Spørgsmaal, hvor— ledes J endog blot et Ojeblik kan betenke Eder paa at give denne Uforſkammede Svar, ſom han fortjener; denne usle Taſkenſpiller og Landſtryger kunde deraf fatte Haab om at komme i Slagtſkab med den magtigſte og adleſte Konge paa Jorden. Jeg beder Eder derfor vel at over— veje, ikke alene, bvad I ſkylder Eder felv, men ogſaa Eders Slægt og ophøjede Forfædre. —

— Kjare Son, — ſparede Kongen: — din Iver for at opretholde vort Huſes Glands behager mig ganſke overordentlig; men Du tager ikke tilſtrœkkelig dette Kunſt— verks Fortraffeligbed i Betragtning, og at Indieren, hvis jeg afviſer ham, vil forebringe fit Tilbud andet— ſteds, hvor Man ikke er fan kilden i det berørte Wrespunkt.. Jeg vilde virkelig geraade i Fortvivlelſe, hvis det ſkulde komme til at hedde fig, at en anden Fyrſte havde overgaget mig i Hejmod og Gavmildhed, bvis jeg dertil ſkulde komme til at vide ham i Beſiddelſe af et Kunſtveerk, ſom ikke har ſin Lige i bele Verden. Alligevel er jeg end— nu dog ingenlunde beſtemt paa at bevillige hans Forlan— gende. Ved nøjere Eftertanke vil ban maaſkee ogſaa felv indſee, at han er meget bedre tjent med et andet Vederlag; thi, naar jeg undtager min Datter, er Intet mig for koſtbart ſom Middel til at afſlutte denne Handel. — Dog

VI. 9

130

førend jeg taler det ſidſte Ord i denne Sag, vilde det være mig kjert, om der blev gjort nok et Forſog med denne ſaakaldte Luftlober, om f. Ex. Du ſelv, min Son, vilde gjore en Provetuur med den, og ſige mig din Me— ning derom. Indieren vil ſikkerlig ikke bave Noget ders imod at indvende. —

Efterſom Man ganſke naturlig haaber det, Man onſker, fandt Indieren, ifølge Kongens nplig hørte هلا‎ talelſe, det ingenlunde rimeligt, at Kongen i ſit Hjerte ubetinget tilbageviſte Slegtſkabet med ham; og da ban endvidere baabede, ogſaa at kunne ſtemme ſelve Prindſen gunſtig for fine Onſker, nærmede ban fig beredvillig for at viſe, at ban med Glæde føjede fig i Kongens Billie. Dog Prinds Firus afventede ikke hans Hjælp til at bes ſtige Heſten, og tenkte ligeſaa lidt paa at oppebie nærmere Anviisning til at ſtyre den underfulde Heſt. Uden Hjælp kaſtede ban fig op paa den, og ſaaſnart ban fad faſt i Sadlen, drejede han den lille Hvirvel i Heſtens Nakke, ſom ban tidligere bade feet Indieren gjøre. Ojeblikkelig bortforte Heſten bam med en Piils Haſtigbed, og i faa Ojeblikke var ban ſpunden alle de Tilſtedeverende, felv dem, der bapde det ſkarpeſte Syn, aldeles afſigte.

Endnu var Kongen beftjæftiget med at ſtirre op i Luften for at opdage et Glimt af den forvovne Rytter, da Indieren kaſtede fig ned for bang Trone og derved tvang bam til at drage ſine Blikke og ſin Opmerkſombed ned til Jorden igjen.

— Herre, — begyndte Indieren: — J bar felv feet, at Prindſen ikke gav mig Tid til at lere fig, paa bvilken Maade Tryllebeſten ſkulde ſtyres; han vilde øjen= ſynlig viſe, at ban, efter det, han bapde feet mig gjøre, ikke bebovede min Biſtand eller mit Raad for at have fig

131

op i Luften. Men ban veed ikke, bvorledes han ſkal dreje Heſten og bringe den til at dale, for igjen at vende did tilbage, bvorfra han er gaaet ud. Derfor beder jeg Eders Hojbed, ikke at gjøre mig anſparlig for hvad der muligbiis kunde tilſtode bam. —

Denne Tiltale foruroligede Kongen i bøj Grad, ef— terſom ban klarlig deraf indſage, at bang Son ſpavede i den ſtorſte Fare, bois der virkelig, ſom Indieren ſagde, var en ny Hemmelighed forbunden med at bringe Heſten til at vende om igjen. J Vrede ſpurgte han ham, hvor— for ban ikke ſtrar bavde faldt Prindſen tilbage, da han ſage ham fjerne fig. Hertil ſparede Indieren naturlig— viis: — Naadige Herre, J var jo felv Vidne til den rivende Fart, bvormed Heſten bortførte Prindſen. J Begyndelſen formaaede jeg af Overraſkelſe ikke at fremføre noget Ord, og da jeg atter vandt Melets Brug, var han allerede for vidt fjernet til at kunne høre mig. Og des— uden, ſelb om ban bavde hørt mig, faa havde han dog ikke kunnet vende Heſten, efterſom han ikke kjendte den dertil fornødne Hemmelighed. Imidlertid ſtager det dog endnu til at baabe, at Prindſen i fin Forlegenhed nok vil blive opmeerkſom paa en anden Hvirvel og give fig til at dreje derpaa; fan vil Heſten ojeblikkelig dale ned imod Jorden, og Rytteren vil kunne lede den, hvorhen ban vil. —

Paa denne Indierens ganſke rimelige Formodning ſvarede Kongen, lige urolig og bekymret med Henſyn til fin Sons Sfjæbne: — Selv om vi tor antage, bvad der imidlertid dog ſtedſe bliver meget uviſt, at Prindſen, min Son, finder den anden Hvirvel og gjør den antydede Brug deraf, faa kan jo Heſten, iſtedetfor at nedlade fig paa Jorden, ſtyrte ned pan haarde Klipper, eller i Havet, bvor det er allerdybeſt. —

9 *

132

Hertil vidſte Indieren intet Andet at bemerke, end at Heſten foer over Hav og Land, uden nogenſinde at ftyrte ned, ſamt at det overhovedet ganſke kom an paa Rytteren, bvorben ban vilde ſtyre Heſten. Saaſnart altſaa Prindſen blot bemerkede Hvirvelen, vilde Heſten og⸗ faa fuldkommen være i bang Magt; og den forſtandige unge Herre vilde naturligvis kun ſtyre den derben, bvor ban kunde finde Hjælp og turde give fig tilkjende. —

— Lad det nu end forholde fig, ſom det vil! — tog Kongen ſluttelig tilorde: — Jeg kan umulig fæfte Lud til dine Forſikkringer, og bolder mig til dit Hoved, bois Prindſen ikke er vendt tilbage inden tre Maaneder, eller bar givet aldeles ſikker Efterretning om, at ban les ver og er i god Bebold. —

Med det Samme befalede Kongen, at Man ſkulde gribe Indieren og bringe bam i ſtreng Forvaring; derpaa drog ban fig tilbage i fit Palads, inderlig bedrøvet over, at Nurusfeſten denne Gang bavde taget en faa bedrøvelig Ende for bam felv, hans Hof og bele Landet.

Imidlertid var Prinds Firus, ſom allerede for— talt, bleven bortført med en rivende Haft, og faae fig in— den en Times Forløb allerede faa bøjt i Luften, at ban ikke formagede at ſkjelne det Allermindſte nede paa Jor— den, idet Dale og Bjerge, Skove og Stader aldeles flode ſammen for bam i Get. Nu beſluttede ban at vende til⸗ bage igjen, og troede, at ban kun bebovede at dreje Hvir⸗ velen til den modſatte Side og træffe i Tojlen; men til fin ſtore Overraſkelſe og Sfræf maatte ban merke, at det aldeles intet nyttede, og at Heſten vedblev at fare frem med ganſke den ſamme Haſtighed. Forgjaves drejede ban Hvirvelen frem og tilbage, og ſled i Tojlerne, ſnart

133

i den ene, ſnart i den anden; Heſten fortſatte uſtandſelig fin Fart i den ſamme Retning. Nu ferſt indſaae han, bvilken ſtor Fejl ban havde begaget, idet han fatte He— ſten igang, uden forſt at have ladet Indieren meddele ham den nødvendige Anviisning til at ſtyre ſamme. Den over— beengende Fare ſtod ham klart for Øjnene; alligevel tabte ban dog ikke fin Fatning, men gav fig rolig til nøje at underføge Heſtens Hoved og Hals, for, om muligt, at finde en Indretning, bvorved han enten kunde bringe He— ſten til at ſtandſe eller vende om igjen. Virkelig fandt ban ogſaa bagved Heſtens højre Øre en anden noget mindre Hvirvel; han gav fig til at dreje derpaa, og oje— blikkelig begyndte Heſten at dale i lodret Linie, ligeſom den var ſtegen tilbejrs, men med en ulige mindre Haft. Paa det Sted af Jorden, bvorover Prinds Firus for Ojeblikket fvævede, havde det allerede været Nat en halb Time, da ban gav fig til at dreje Hvirvelen. Da nu Heſten i jevn Fart begyndte at dale, gik Solen 00104 . ſnart ned for ham, faa at ban endelig befandt fig i fuld— kommen Nat. Han maatte følgelig opgive fin Henſigt at udføge fig et pasſende Sted til at lande, give Heſten frie Tojler og rolig afvente, indtil den vilde ſtaa ſtille, ganſke overladende det til Tilfældet, om ban ſkulde træffe paa en Orken, en Flod eller vel endogſaa det aabne Hav. j Endelig ſtod Heſten ſtille; det maatte allerede være langt over Midnat. Dødelig mat ſtod Prindſen af Heſten; ban bapde jo bele den udſlagne Dag ikke faaet Føde i fin Mund, og befundet fig i en uophørlig Spænding. Forſt og fremmeſt gav ban fig, faa godt ſom det i Morket lod fig gjøre, til at underſoge det Sted, bvorpaa han befandt ſig; ſnart kom ban til Visbed om, at det var et med Steenbaluſtrade omgivet fladt Tag paa et ſtort Huus eller

134

Palads. Ved nærmere Underføgelfe fandt ban ogſaa Døs ven, ſom forte ned i Paladſet; beldigviis ſtod den paa⸗ klem. Enbver Anden end Prinds Firus vilde viſtnok længe bave betankt fig, inden ban bapde vovet fig ned i det fuldkomne Morke, ſom berſkede paa Trappen, og givet fig i Menneſkers Vold, der ligeſaa let kunde være hans dødelige Fjender ſom bans Venner; men Prinds Firus havde tidlig vænnet fig til ikke at vige tilbage for nogen Fare, naar Nodvendigbeden bod ham at friſte den.

— Jeg bar jo intet Ondt iſinde, — ſagde han til fig felv: — og de Menneſker, i bvis Hænder jeg falder, udmattet og vaabenlos, ſom jeg er, ville dog rimeligviig viſe mig den Barmbjertigbed, forſt at bore mig, forinden de tragte mig efter Livet. —

Forſigtig og uden Larm aabnede ban Doren ganſke, og ſteg ligeſaa forſigtig nedad Trinene, for ikke at gjøre noget falſt Trin, ſom maaſkee kunde væffe gruſomme Fjen— der imod bam. Nede ved Enden af Trappen fandt ban en anden Dor, ſom forte ind til en ſtor og vel oplyſt Sal; ber ſtod ban ſtille for at lytte, og fornam tydelig det regelmæsſige Aandedræt af flere Menneſker, ſom laa i den dobeſte Soyn. Sagte aabnede ban Doren og traadte ind i Salen. Ved Lampeſkinnet ſage han, at de Sovende vare nogle forte Gildinger, ſom laa udſtrakte paa Gulvet, hver med en blank Sabel ved Siden af fig. Strax fluttede Firus, at det maatte være Vagten i Forballen bos en Prindſesſe eller Dronning, og denne Slutning viſte ſig ogſaa ſenere at bave været fuldkommen rigtig. Den bøje Da— mes Sovevparelſe ftødte umiddelbart op til Salen. Do— ren dertil var aaben, og et klart Lusffjær dæmrede igjen⸗ nem det af tyndt Silketej beſtaagende Dorforheng.

Sagte ſkred Prindſen hen over Gulvet, uden at vekke

135

Gildingerne, ſlog Forbænget tilſide og traadte ind i et Varelſe, ſom var udftyret med en iſandhed kongelig Pragt. J Varelſet fandtes flere Senge, een paa en Forbojning i Midten og de andre paa det flade Gulv. Paladſets Herſkerinde indtog den forſte, hendes Fruentimmer de øve rige. Denne tydelig betegnede Forſkjel lod Prindſen intet Ojeblik tvivle om, hvor ban havde at benvende fig; med tilbageholdt Aandedrag nærmede han fig det over de an— dre noget ophejede Leje, og ſtandſede ligeſom lynſlagen ved den unge Kvindes overordentlige Skjonhed, ſom bvi— lede derpaa.

— O Himmel, — ſagde han til fig felv: — fulde min Beſtemmelſe have ført mig ad faa underlige Veje herbid for at berøve mig mit Hjertes Frihed? Jeg føler mig allerede fært bevæget ved at fee hende i ſovende Tilſtand; — bvilket Indtryk vil det da ikke gjøre 0 mig, naar bun flager de bimmelſke Øjne ivejret? — Og dog maa jeg nedvendigviis vekke bende; thi jeg kan ikke vende om uden at blive min egen Morder. —

Efter disſe Betragtninger fnælede Firus Shah ned ved Prindſesſens Leje, greb Fligen af hendes nedhen— gende Arme, bvoraf en fyldig og ſneebvid Arm ſtak frem, og gav fig til at rykke deri ganſke ſagte. Ojeblikkelig ſlog Prindſesſen Øjnene ivejret, og ſage fuld af Forbau— ſelſe en ſmuk ung Mand i ærbødig Holdning knalende lige foran ſig. Imidlertid gav hun dog bverken Tegn paa Frugt, Vrede eller Forſkrakkelſe.

Dette gunſtige Ojeblik benyttede Prindſen, bøjede fit Hoved næften lige ned til Gulvet, og begyndte, efter igjen at have rejft fig:

— Tilbedelſesverdige Prindſesſe! Ved eet af de over- ordentligſte og forunderligſte Eventyr feer Juen perſiſk

136

Prinds bedende for Eders Fødder. Endnu imorges be⸗ fandt ban fig bos fin kongelige Fader, midt under en glimrende Hoftids Feſtligbeder; nu befinder ban fig i Dodsfare i et bam ganſke fremmed Land, alene med Haabet om Eders naadige Beſkyttelſe. Herom beder jeg Eder da indftændig, naadige Prindſesſe; J feer faa god og ſtjon ud, at jeg umulig kan tvivle om at vinde Bon⸗ borelſe. Tog jeg fejl af Eder, vilde jeg ikke leve læns ger i denne falſke Verden, bvor felv det Wleſte ſkuffer og bedrager. —

Prindſesſen, til bvem Prinds Firus lpkkeligviis havde vundet umiddelbar Adgang, var den ældfte Datter af Kongen i Bengalen, ſom bavde ladet dette Palads op» føre i Nerbeden af fin Hovedftad, forat Prindſesſen ret byvvig ſkulde nyde Landlivets Velgjerning og Glæder. Efterat den dejlige unge Dame med Godbed bavde bort bam tilende, ſvarede bun, fuld af Velvillie og Ande:

— Prinds, J kan berolige Eder; J befinder Eder ber ikke 1 noget barbariſk Land. Menneſkekjeœrligbed og Gjeſtmildbed ere ber ikke mindre bjemme end i Eders Fædreland Perſien. Det er altſaa ikke forſt mig, ſom tilſiger Eder den forlangte Beſkyttelſe; J bapde allerede fun det den, ſaaſnart J betraadte dette Palads, ja, hvad Mere er, endog blot dette Land. —

Prinds Firus vilde vdmog takke Prindſesſen af Bengalen for denne Godbed og Naade, og bapde i denne Henſigt allerede buffet fig dybt, forinden ban fvarede hende; dog bun lod bam ikke komme tilorde, men vedblev:

— Gaa meget jeg nu end onſker at erfare, ved bvilket Underverk J i en faa urimelig fort Tid kan være kommen fra Perſiens Hovedſtad berbid, og være trængt igjennem min Livvagt frem lige til min Seng, faa maa jeg

137

dog, af billigt Henſyn til Sommeligbeden, indtil videre op— fætte min Nysgjerrigbed. J maa visſelig være baade ſul— ten og torſtig, træt og modig; jeg vil derfor ſtrax vekke mine Fruentimmer og befale dem at anviſe Eder eet af mine Verelſer, bvor J kan vederkvege Eder med et let Maaltid og derpaa finde en onſkelig Hvile. Imorgen ville vi atter fees, og da vil det være tidsnok at give den yderligere Forklaring, ſom jeg faa meget længes efter. —

Prindſesſens Kvinder, der vare vaagnede ved det allerforſte Ord, ſom Prindſen bavde henvendt til deres Herſkerinde, havde med faa meget ſtorre Forbauſelſe feet en fremmed Mand ved Prindſesſens Leje, ſom de natur— ligvüs ikke kunde begribe, hvorledes han var kommen ind i Paladſet, og endnu mindre, bvorledes han havde vundet Adgang til deres Sovekammer uden at vakke Vagten i Forballen og dem ſelv. Men ſaaſnart de havde fornum— met deres Herſkerindes Billie, flædte de fig baſtig paa og gjorde fig rede til ejeblikkelig at udføre hendes Be— falinger. Hver af dem greb een af de mange i Salen brændende Voxkjerter, og forte, ſkridende foran Prindſen, deres Herſkerindes Gjeſt ind i et meget ſmukt Varelſe. Her gjorde nogle af dem et Leje rede til ham, medens andre ilede ud i Spiſekammer og Kjokken og uagtet den ſildige Time i en Haſt tilvejebragte et iſandbed koſteligt Aftensmaaltid. Prindſen nod med Maade deraf; og ſaa— ſnart Kvinderne ſage, at han tilſtrakkelig bade ſtvrket fig, ryddede de atter ligeſaa haſtig af Bordet, og onſkede bam en god Nat, efterat de endnu havde viiſt ham flere Skabe, bvori han kunde finde Alt, bvad han muligvis kunde komme til at bebeve, inden de ſage ham igjen, — uldne Tæpper og Linkleder, Brod og Frugter, Vand, Vin, Sorbet og flere lignende Sager.

138

Prindſesſen af Bengalen var imidlertid allerede faa indtagen af den unge Mands Sfjønbed, aandfulde Tale og ædle Adfærd, at bun endnu ikke bavde kunnet ſove ind igjen, da bendeg Fruentimmer vendte tilbage for efter den natlige Forſtyrrelſe atter at ſoge deres Senge. Hun ſpurgte dem, om de ogſaa bavde forſynet Prindſen med alt Fornodent, og onſkede baade forſt og ſidſt at erfare, bvad de bavde ſyntes om ham. Efterat Kvinderne bavde beſvaret Sporgsmaalet angagende Opfyldelſen af bendes Befalinger, ſom det, der var letteſt at klare, tilføjede de til Svar paa bendes andre Sporgsmaal: — Naadige Prindſesſe, vi ville ingenlunde foregribe Eders egen Mes ning, idet vi uforbeboldent erflære, at vi vilde priſe Eder meget lokkelig, bvis Eders ophojede Fader beſtemte en faa elſtverdig Prinds til Eders Egteberre. Ved Bens galens Hof findes der visſelig Ingen, ſom kan ſtilles ved Siden af bam; og neppe ſkulde der ogſaa i Naboſtaterne findes Nogen, ſom var Eder faa værdig ſom denne ædle unge Herre. —

Denne fordeelagtige Dom misbagede ingenlunde Prindſesſen af Bengalen; men da bun ikke vilde blotte fig for fine Slavinder, bod bun dem tie, idet bun tilføjede: — J ere lutter nasviſe Sladderſoſtre! Gager nu tilſengs, at J ikke ſkulle forſove Eder! — og lukkede fine Øjne — for at drømme om den ſmukke Prinds.

Saaſnart Prindſesſen den næfte Morgen havde for— ladt fit Leje, fatte bun fig ſtrax til at ordne fin Pynt paa det Allerombyggeligſte. Endnu aldrig bavde bun gjort fig ſaadan Flid med fin Haarpynt og Paakledning og faa ofte raadſpurgt fit Spejl ſom denne Gang, og endnu aldrig bavde hendes Slavinder havt mere Taal⸗

139

modigbed behov, idet de bleve nødte til i det Uendelige at gjøre bver enkelt Ting om, førend bun erklerede fig tilfreds dermed.

— Allerede i min Natdragt har jeg, ſom jeg ret vel bemerkede, ikke misbaget den ſmukke unge Prinds; —

ſagde bun til fig ſelv: — bvilket Indtrok maa jeg da ikke gjøre paa ham, naar han feer mig i min fulde Her— lighed? —

Sit Haar ſmykkede hun med de meſt fuldkomne og pregtigſte Brillanter; Hals og Arme bleve ligeledes for— herligede ved Baand af Perler og ædle Stene, bis Skjonbed var uforlignelig, og bvis Verdi var uberegne— lig ſtor; bendes Livbaand fremviſte en Rakke af enkelte Diamanter, ſom vare eet af Indiens ſtorſte Kongeriger værd, ingen under en Hasſelneds Storrelſe, men mange faa ſtore ſom Dueceg. Hendes Kladebon var af det her— ligſte indiffe Stof, ſom fun bliver forfærdiget til Brug for Konger, Prindſer og Prindſesſer, af en glimrende Farve, ſom paa det fordeelagtigſte fremhevede hendes klare Hud og ranke Skabning.

Efterat bun endelig utallige Gange havde feet fig i Spejlet fra Top til Taa, og ſpurgt ſine Fruentimmer, Hver ifær, om der endnu [od fig Noget forbedre ved hen— des Pont, lod bun ved een af fine Slavinder forhøre, om Prindſen var ſtaget op; og da bun ikke tvivlede om, at ban jo onſkede at fremſtille fig for bende, faa ſnart ſom muligt, befalede bun, at Man med det Samme ſkulde melde bam bendes Beſog, ſaafremt det var ham belejligt. Hun bapde fine Grunde til at foretrekke at beſoge ham pan bans Varelſe fremfor at vente hans Beſog i fine egne Gemakker.

Imidlertid hade Prindſen bortſovet faa meget af

140

den klare Dag, ſom der var blevet bam unddraget af Natten til at udbvile fig i, og bande fuldkommen ſtyrket og vederkvaget fig efter den anſtrengende Mejfe. Han bar netop i Begreb med at flæde fig paa, da ban mode tog Prindſesſens Morgenbilſen. Uden at give Sfavinden Tid til at udrette fit rinde, ſpurgte ban ſtrax, om det var Prindſesſen belejligt at modtage bang Oppartning. Men ſaaſnart Slapinden bapde meddeelt bam fin Herſker⸗ indes Onſke, ſvarede ban: — Prindſesſen bar blot at bes falt; jeg er rede til i Alt at adlode bende. ل‎

Neppe bapde Prindſesſen af Bengalen erfaret, at Prindſen ventede bende, førend bun ſtrax begav fig ind til bam. Efter den ſadvanlige Üdvexling af gjenſidige Hofligbeder tog Prindſesſen Plads paa Sofaen, og Prindſen nedlod fig 1 ærbedig Afſtand fra bende.

— Min Prinds, — tog da den unge Dame til orde: — jeg kunde bave modtaget Eder i mit eget Væs relſe, bvor J ſidſte Nat fandt mig ſovende. Men efter⸗ ſom Oberſten for mine Gildinger bar fri Adgang til bünt Varelſe, men ikke tor vove fig berind uden min ſer— egne Tilladelſe, faa bar jeg, fuld af Utaalmodigbed efter at erfare det Eventyr, ſom bar bragt Eder i min Ner⸗ bed, begivet mig bid til Eders Varelſe, bvor vi kunne gjøre Regning paa at blive fuldkommen uforſtyrrede. —

Da gav Prindſen fig forſt til at ſkildre den unge Dame Nurusfeſten i Perſien og de ved ſamme forefom= mende mærfværdige Skueſpil. Saaledes kom ban ganſke naturlig til at omtale Trollebeſten, og til at udvikle de Begivenbeder, ſom ban dermed bavde oplevet, indtil det Ojeblik, da ban bavde vakket Prindſesſen.

— Alt Øvrigt — ſluttede ban: — veed J alles rede, og jeg bar nu altſaa blot tilbage, af mit inderſte

141

Hjerte at takke Eder for den hojmodige Adfærd, J har üdviiſt imod mig, og bede Eder antyde, hvorledes jeg vel formaaer at beviſe min Taknemlighed for den af Eder modtagne ſtore Velgjerning paa en for Eder bebagelig Maade. Dog, Hvad har jeg vel at tilbyde Eder? Ifølge Folkeretten er jeg jo allerede Eders Slave, og bar alene min Hu at byde over. Lad mig altſaa erklere for Eder, at jeg anerkjender Eder baade for Herſkerinde over al min Billie og hele mit Hjerte. Fattigmand giver, hvad han har, og dette er det Eneſte, jeg bar at byde Eder. —

Denne Erklering afgav Firus i en Tone og med en Mine, ſom ikke kunde lade Prindſesſen tvivle noget Ojeblik om, at han jo iſandbed var hendes Slave, en Slave af hendes Andigheder. Imidlertid kom Erklerin— gen bende dog temmelig pludſelig, og bun maatte rødme højt derved. Men bendes Rodmen gjorde bende kun endnu ſkjonnere i den unge Mands Øjne.

— Ak, Herre, — ſvarede hun ham: — Fortællin= gen om Eders farefulde Eventyr bragte mig til at grue, og jeg blev ikke rolig igjen, førend jeg ſaae Eder lande i Sikkerbed paa mit Tag. Behøver jeg at gjen— tage for Eder, at J er mig velkommen? J maa altſaa ingenlunde falde Eder min Slave; J er ber hos mig ligeſaa fri ſom ved Eders Faders Hof, og har kun at befale for at faa alle de Onſker opfyldte, ſom ere afhængige af mig, Eders i fin Magt kun altfor indſkrenkede Vert— inde. — Hvad endelig Eders Hjerte 0140061, fan er det ſikkerlig kun en artig Talemaade, naar J offrer mig ſamme; J har viſtnok allerede ofte havt den ſkjonneſte Lejligbed til at bortgive det, og det ſkulde meget undre mig, om det virkelig tilborte Eder ſelb længer. —

Prinds Firus vilde netop forſikkre fin ſkjonne

142

Vartinde om, at ban med frit Hjerte hapde forladt Pers fien, og ingen Lejligbed bavde bavt til at tabe det under» vejs, da een af Prindſesſens Slavinder meldte, at Mid« dagsmaaltidet var frembaaret. Denne Afbrydelſe forbin» drede en Forklaring, ſom visſelig vilde bave ſat dem begge i ſtor Forlegenbed, og ſom desuden flet ikke behovedes. Prindſesſen tvivlede ingenlunde om den unge Mands Op- rigtigbed, og denne kunde, uagtet bang Tilbedte ingen Tilſtagelſe bade afgivet, af bele bendes Adfærd dog ty- delig merke, at ban bavde gjort det gunſtigſte Indtryk paa bende. i

Prindſesſens Kammerfrue ſtod i Døren og ventede med opløftet Forbang for at lade fin Herſterinde og bendes Gjæjt pasſere igjennem. Prindſesſen reiſte fig Derfor baſtig med den Attring, at bun for bang Skyld havde ladet Middagsmaaltidet ſkaffe færdigt noget tidligere end fædvanlig, og at bun baabede, ban dermed tog tiltakke.

Saaſnart de havde taget Plads ved det rigelig beſatte Bord, begyndte en heel Deel af Prindſesſens prægtig kledte Slavinder at foredrage Sang og Muſik, og vedbleve dermed under bele Maaltidet. Men dette ſtete paa en faa lidet ſtojende og en fan yndefuld Maade, at Prindſen og Prindſesſen ganſke ubindret kunde fort» fætte deres Samtale den bele Tid. Hyppig bøde de bin- anden udſogte Mundfulde af Get og Andet, og indviklede fig lidt efter lidt i en Vaddeſtrid af Artigheder, bvorved Kjærligbeden paa begge Sider gjorde langt baſtigere Frem— ſkridt end ved en forfætlig Sammenkomſt under fire Øjne.

Endelig bevede de Taffelet, og Prindſesſen forte fin Gjeſt ind i en ſtor og prægtig, med Guld og Azur udſmykket og med det koſtbareſte Bohave udſtyret Sal,

143 8

hvorfra de havde den yndigfte Udfigt til den herlige, med de ſkjonneſte Blomſter, Buſke og Træer vppig prangende Have. Prinds Firus maatte faa meget mere beundre denne Rigdom af Værter, ſom de fleſte vare beelt for— ſkjellige fra dem, han havde lært at fjende i Perſien.

— Prindſesſe, — pttrede Firus benrykt: — jeg var virkelig, med Skam maa jeg bekjende det, bidtil een— foldig nok til at tro, at alene Perſien beſad Paladſer og Haver, ſom bare den kongelige Hojbed værdige; nu ind— feer jeg klarlig, at der overalt, hvor der gives ſtore Konger, beller ikke fattes Midler til at forherlige deres Perſon og Tilverelſe. Dette Palads og denne Have ere iſandhed iojnefaldende Beviſer derpaa. —

— O min Herre, — ſparede Prindſesſen: — dette Palads og denne Have ere dog for Intet at regne imod det Slot, hvori min Fader reſiderer, og de ſamme om— givende Haveanlæg. Forſt naar J kommer til Benga— lens Hovedſtad, for, ſom jeg maa forudſette, J vil, at bilſe paa min ophojede Fader, vil I faa et Begreb om kongelig Pragt bertillands. —

Idet Prindſesſen paa denne Maade beftræbte fig for at væffe Prinds Firus' Nysgjerrighed efter at faa den kongelige Herlighed i Bengalens Hovedſtad at fee, ſmigrede bun fig med, at bendes Fader, naar ban lærte en faa fuldendt elffværdig Prinds at fjende, af egen Drift ſkulde foreſlaa bam hende til Gemalinde. Paa denne Maade undgik bun al Friſtelſe til at krenke biin Anſtand, ſom en Prindſesſe, der er aldeles afhengig af fin Faders Villie, ſommeligviis maa iagttage. Men Firus 6 bab ſparede ikke, ſom bun havde ventet og onſket det. Med Henſyn til Herligheden af bendes Faders Reſidents troede han hende kun altfor villig paa hendes Ord, uden at yttre

144

nøgen Trang til perſonlig at overbevife fig derom; og bvad overhovedet Beſoget i Bengalens Hovedſtad angik, faa fandt ban det ikke raadeligt at fremſtille fig for den mægtige Forſte ſom en forflojen Eventprer, i bogſtavelig Forſtand kommen ned fra Luften, blottet for Alt, brad der betegner og underſtotter den fyrſtelige Verdigbed.

Firus Sbab var nemlig klog nok til at babe gjennemſkuet Prindſesſens Henſigt. Dette øjenfynlige Beviis paa bendes Tilbojelighed for bam ſmigrede viſtnok bans Perſon og opflammede den Kjerligbed, ban allerede bar til bende; men paa den anden Side kunde det ikke bringe bam til at glemme de Pligter, ban bavde imod ſin Fader.

— Jeg beder Eder felv dømme. — ſparede ban, da Prindſesſen havde ftræbt at tilintetgjore hang Ind⸗

vending imod bendes bemmelige Onſke, ved at tilbyde

bam Penge, Adelſtene og koſtbare Stoffer ſom Midler til en verdig Optreden: — Jeg kan dog umulig lade min Fader være uvidende om den Skjabne, jeg bar bapt. Medens jeg ber tilbringer mit Livs lykſaligſte Timer, pines ban visſelig af en dødelig Angſt for min Skyld. Det er altſaa min Pligt at vende tilbage til ham, faa haftig ſom muligt; og dette er ogſaa min faſte Beſtem— melſe. Dog lad mig forinden i tydelige Ord nedlægge den Tilftaaelfe for Eders Fødder, at J for ſtedſe bar bundet min inderlige Kjærligbed. Hvis I derfor tillader det, — maatte jeg dog bave læft rigtig i Eders Hjerte, ligeſom J nu tydelig bar leſt i mit! — faa vil jeg, ſaaſnart jeg bar beroliget min Fader angaagende min Skjæbne, med hans Tilladelſe vende ber tilbage, og frem— ſtille mig for Eders Fader i et Optog, en perſiſk Prinds verdigt, for at bede om Eders dyrebare Haand. —

145

Prindſesſen rodmede atter, taug og — ſamtykkede. Men Prindſens haſtige Afrejſe foruroligede hende dog; bun frygtede nemlig for Sandbeden i det gamle Ordſprog: — Ude af Oje — ude af Sind. — Jaltfald vilde hun forſt fængsle fin Tilbeder ſterkere til fig, og trængte derfor ind i ham for at bevæge ham til af blive, indtil — ban i det Mindſte kunde bringe nogenlunde fuldftæn- dige Efterretninger om det fremmede Land Bengalen til— bage med ſig til Perſien.

— Kommer Tid, kommer Raad. — troſtede hun fig felv, medens Firus Shah overvejede, hvad han under disſe Omſtendigheder ſkulde gjøre.

Udfaldet blev, ſom Enhver let bar kunnet tenke fig: — Prindſesſens Andigbeder vandt foreløbig Sejer. Nu lod den ſkjonne Vaertinde det være fig højlig magtpaalig— gende, ikke alene at underbolde, men ogſaa adſprede fin Gjeſt paa den bedſte Maade. J denne Henſigt lod hun allehaande Feſter, Concerter, Balletter og overdaadige Spiſe— og Drikkelag uafbrudt folge efter hinanden, endvidere landlige Højtider i den ſtore og berlige Have, ſamt Jagt— partier i den til Slottet hörende Park, der indeſluttede Hjorte, Raadyr, vilde Geder og de fleſte andre i Ben— galen indenlandſke Vildtſorter, ſom kunde ſkjenke Prind— ſesſen en farefri Fornojelſe. Ved Slutningen af Jagten plejede da Prindſen og Prindſesſen at treffe ſammen paa et eller andet udvalgt Sted i Skoven, bvor der fandtes et ſtort Tæppe udbredt og Hynder lagte tilrette for dem. Her udbvilede de fig efter Jagtens Anſtrengelſe i fortro— lig Samtale. Ved flige Lejligheder ledte Prindſesſen ofteſt Underboldningen ben paa Perſiens Storrelſe, Magt, Rigdom og Regjering, for ved Prindſens Üdtalelſer der— over at faa Lejlighed til ſelv paa fin Side at udvikle

VI. 10

146

Kongeriget Bengalens formeentlig ftore Fortrin, og ders ved friſte Prindſen til at forlænge fit Opbold. Men dette lob af ganſke anderledes, end bun bapde ventet. Thi, uden at overdrive, gav Firus Sbab Prindſesſen en faa fordeelagtig Skildring af Perſiens Storbed og Herligbed, af dette Riges Overflod, Land⸗ og Sobandel, Krigsmagt, Steder, Feſtninger og Slotte, at bun, endnu længe forinden Prindſen var kommen tilende med fin Be— ſkrivelſe, følte fig aldeles overbevüſt om, at Perſien var det berligſte Land i bele Verden.

Her, ſom fan ofte, maatte Man ſande, at — Hvo, ſom graver en Grav for Andre, falder felv deri. — Prindſesſen følte fig i den Grad flagen og benreven af Perſiens Fortrinligbed, at bun, da Prindſen ſenere op— fordrede bende til at give en ſammenbengende Skildring af bendes Fædreland Bengalen, kun med Overvindelſe kunde beſtemme fig dertil. Og da bun endelig var gaaet ind derpaa, var det aldeles aabenbart, at bun, uden at vide af det, ſtillede ſit eget Lands Fortrin i Skygge for at bolde Perſien bavet over al Sammenligning. Dette Træf i Prindſesſens Adfærd røbede faa tydelig hendes Tilbojeligbed til at ombytte Bengalen med Perſien, at Firus Shab med god Grund fattede den Mening om bende, at bun neppe vilde kunne modſtaa bans allerforſte Opfordring til at folge tilbage med ham. Imidler= tid boldt ban det dog for raadeligt, ikke at ſlaa denne Streng an, førend hans Ophold i Bengalen havde ud= ftraft fig faa langt, at Prindſesſen ikke uden aabenbar Uret kunde bolde ham tilbage.

Prindſen overgav fig altſaa i fulde to Maaneder ganſte rolig i fin Elſkedes Villie, og deeltog i alle de bam tilbudne Adſpredelſer, ſom om hans Liv ikke havde

147

havt noget andet Formaal. Men faafnart denne Tid var udrunden, bad han bende i ganſke beſtemt Tone om Orlov, idet han gjentog fit Løfte, faa haſtig, ſom muligt, af vende tilbage med et ſtandsmesſigt Folge for at bejle til hendes dyrebare Haand.

— Maaſkee troer J ikke mine Forſikkringer, og anſeer mig allerede paa Grund af min Bon om Orlov for at benbore til bine letſindige Elſkere, ſom glemme deres Kjerlighed, ſaaſnart de have vendt deres Elſkede Roggen. Til Beviis for min oprigtige Tilbojeligbed for en faa elffværdig Dame, ſom J er, til Beviis for, hvor lokſalig jeg føler mig ved Bevidſtheden om Eders Gjenkjerligbed, vilde jeg imidlertid vove at bede Eder om at ledſage mig, ſaafremt jeg ikke frygtede at fornærme Eder ved det Dumdriſtige i ſlig en Bon. —

Da ban bemearkede, at Prindſesſen rodmede ved dette hans Forſlag, og uden Tegn paa Vrede vaklede i fin Beſtemmelſe, vedblev han:

— Prindſesſe, med Henſyn til min Faders Ind— villigelſe i vor Forening kan J være aldeles rolig, og Kongen af Bengalen maatte iſandbed være en ganſke an— den Mand, end J har ſkildret ham at være, hvis han ikke med Velvillie ſkulde modtage det Geſandtſkab, ſom min Fader vil lade afgaa til ham, for at bede for mig om Eders Haand. —

Prindſesſen ſparede ikke eet eneſte Ord; men bendes Taushed og fænfede Blikke tilkjendegave tydelig nok hen— des Samtvkke til at lade fig bortføre. J Virkeligheden havde hun 0000 kun een Betankeligbed derved, den nem— lig, ſom fremgik af bendes Frygt for, at Prindſen ikke ſkulde være øvet nok i at ſtyre Tryllebeſten, og at deres Flugt paa denne Maade ſkulde blive altfor lang.

10˙

148

Men denne Frugt havde Firus Sbab let ved at betage bende, idet ban af et frit Sind forſikkrede bende, at ban fortiden turde bamle op med ſelve Indieren i at ſtyre den djavelſkte Ganger. Der ſtod følgelig Intet til— bage uden at være betænft paa, hvorledes de i al Stil— bed og Hemmeligbed kunde iværffætte deres Flugt. Dog berom bleve de ogfaa uden Vanfſkeligbed enige, forinden Skilsmisſens Time flog om Aftenen.

Den naſte Morgen, medens endnu bele Paladſet laa i den dybeſte Søvn, begave de fig tilſammen op paa ſammes Terrasſe. Forſt ſtillede Prindſen ſin Ganger i Netningen af Perſien; derpaa lod ban det være fig magts paaliggende at indrette et mageligt og ſikkert Sade til fin Elſkede bag paa Heſten. Saafnart dette var bragt iftand, beſteg ban Gangeren forſt felv, og lod derpaa Prindſesſen fætte fig op bagved bam og for ſtorre Sik— kerbeds Skyld omſlynge bam med fine Arme; — ban drejede den velbekjendte Hvirvel, og Heſten bortferte dem med Pilens Fart igjennem Luften.

Med fin fædvanlige Haſtigbed foer Gangeren fremad, og Firus S bab ftvrede den med faa megen Kløgt, at de allerede efter balvtredie Times Forløb fik Perſiens Hovedſtad iſigte. Men ban boldt det ikke for benſigts— mesſigt at lade den dale, bverken paa Slotspladſen, bvor⸗ fra han var ſtegen op, eller i felve det kongelige Pa— (ads, men foretrak at lande ved et i nogle Miles Af— ſtand fra Hovedſtaden beliggende Lyſtſlot, bvor Manovren kunde gaa for fig aldeles ubemerket. Her lod han alt— fan Heſten dale, og ſtod af tilligemed Prindſesſen. Uden Tidsſpilde forte ban bende ind i det ſmukkeſte Værelfe paa Slottet, med den Attring, at han nu vilde ile iforvejen

149

til fin Faders Hovedſtad for at berede hende en til hendes Rang pasſende ærefuld Modtagelſe, og derpaa haſtig igjen: vende tilbage. Med det Samme gav han Slotsforval- teren Befaling til at anfee den unge Dame for Slottets Herſkerinde og for det Forſte lade en god Frokoſt frem= bære for hende.

Paa en naturlig Heſt af Kjod og Blod, uden alle kunſtige Hvirvler, men med fire raſke Been, jog Firus S bab til Perſiens Hovedſtad. Undervejs blev han bil— ſet med bøje Jubelraab af den over hans Gjenkomſt hen— rykte Befolkning. Sultanen, hans ophojede Fader, gar netop Audients, da han traadte ind i Divanet. Sulta— nen ſelv og bele Hoffet havde baaret dyb Sorg, ſiden han paa en faa overordentlig Maade var forſpunden fra Jordens Overflade. Med Gladestaarer omfavnede hans Fader ham, og ſpurgte, ſaaſnart den forſte Henrykkelſes— ruus havde fat fig, ivrig om Indierens Trylleganger. Dette Spørgsmaal gav Prindſen Anledning til i Kort— bed at fortælle om den Fare, hvori han havde ſpavet, og den gode Modtagelſe, han havde nydt 908 Prindſesſen af Bengalen. Hertil ſluttede fig naturligvüis Bekjendelſen af, at han bavde forlovet fig med den elffværdige Prind— ſesſe, og at denne, da han habpde indeſtaaget bende for fin Faders Indvilligelſe, paa Trylleheſten havde ledſaget ham tilbage til Perſien.

— Hun venter nu — ſluttede Prindſen: — paa et af Eders Højbeds Luftflotte Efterretningen om, at jeg ikke bar givet hende tomme Forſikkringer. —

Med disſe Ord kaſtede Prindſen ſig ned for ſin Faders Fødder, for at bevæge ham til at give fit Sam— tykke og fin Velſignelſe. Men Sultanen løftede fin Son ibejret, omfavnede ham og gjenſvarede:

150

— Min fjære Son, jeg giver Dig ikke alene mit bedſte Samtpkke til din Forbindelſe med Prindſesſen af Bengalen; men jeg vil ogſaa med bele min Hofſtat drage bende imode, og endnu idag foranſtalte Eders Bryllup. —

Og ſtrax befalede Kongen fit Hof at aflægge Sor— geflæderne og lade Glædesfefterne begynde ved Klangen af Trompeter, Pauker og andre krigeriſke Inſtrumenter. Dog førend ban begav fig paa Vejen for at hente Prind— ſesſen, lod ban Indieren fore frem for ſig.

— Jeg forſikkrede mig din Perſon, — tiltalte han denne: — forat Du med dit Hoved, der dog kun vilde babe været et jammerligt Offer for min ſmertefulde Harme, ſkulde indeſtaa mig for min Sons Liv. Tak nu Allah, at jeg bar gjenfundet ham, tag din Heſt og drag din Vej i Fred! —

Af de Folk, ſom hapde bentet ham ud af Fængs- let, bavde Indieren allerede ikke alene erfaret Prindſens Tilbagekomſt, men ogſaa, at ban bapde fort Prindſesſen af Bengalen med fig tilbage paa Tryllebeſten, og at han bavde efterladt fin Elſkede paa Lyſtſlottet ved Foden af Bjergene. Da ban nu tillige børte, at Kongen var i Begreb med at begive fig paa Vejen for at afbente hende, ilede ban for at komme denne i Forfjøbet, og naaede Slottet, inden Kongen og bans Følge endnu blot vare halv- vejs. Her benvendte ban fig forſt til Forvalteren og ſagde, at ban af Kongen og Prindſen af Perſien var ſendt bid for paa Trylleheſten at fore Prindſesſen gjennem Luften ind i Staden. Kongen vilde nemlig give ſit Hof og fin Hovedſtad dette højtidelige Skueſpil tilbedſte, og ventede bende paa Pladſen foran fit Palads.

Forvalteren gjenkjendte Indieren og vidſte, at Kon⸗

151

gen bavde ladet ham fængsle for at gjøre ham anfvarlig for fin Son. Da han nu fane bam i Frihbed, tvivlede han intet Ojeblik om, at det jo havde fin Rigtigbed med det Wrinde, han foregav at være ſendt i, faa meget min— dre, ſom Indieren var den eneſte Perſon, bbem Man med fuld Sikkerbed kunde betro Styrelſen af den vælige Trylleheſt. Ufortovet fremſtillede ban altſaa Indieren for Prindſesſen, og denne havde neppe bort, at han kom ſom Bud fra hendes Elſkede og hans Fader, førend hun er— klerede fig rede til at overgive fig til hans Forelſe.

Saa let et Spil havde Indieren langtfra vovet at haabe. I fit Hjerte hoverende over det heldige Ud— fald af fin ondſkabsfulde og vanhellige Plan beſteg ban Heſten, tog med Forvalterens Hjælp Prindſesſen bagpaa op bos fig, drejede Hvirvelen, — og med Lynets Haſtig— hed havede Heſten fig op i Luftens hojeſte Regioner.

Kongen af Perſien var imidlertid endnu paa Vejen med fit langſomme og befværlige Feſtoptog; Prindſen var ilet forud for at forberede Prindſesſen paa fin Faders Ankomſt. Men Indieren fløj med velberaad Hu med fit Bytte lige i Retningen af Staden, og ſaaledes kunde det ikke fejle, at de jo haſtig maatte faa Oje paa hinanden.

Saaſnart Sultanen fif Oje paa den ſkjendige Bortforer, der i ſit Hjerte jublede over, paa denne Maade at kunne forbaane ham og Prindſen, og gruſomt hene fig for den uretfærdige Fengsling, ban havde maattet lide; gjorde ban og hans Folge uvilkaarlig Holdt. Den meſt raſende Forbittrelſe afloſte den grendſeloſe Over— raſkelſe; Sultanen og hans Hoffolk afffjøde i Masſe de verſte Forbandelſer imod Skurken. De naaede vel op til bam; men ban lo naturligviis kun deraf. Da han havde gjort nogle Volter over deres Hoveder, for ret til—

152

gavnet at udfordre og fpotte deres afmægtige Harme, gav ban fin Heſt Tøjlerne og foer afſted, medens Kongen af Perſien, veent ude af fig felv af Harme og Smerte, med fit fluførede Folge vendte tilbage til fin Hovedſtad.

Men var Sultanens Smerte ſtor, bvor meget ſtorte maatte da ikke den ulvkkelige Firus' Smerte være, da ban, uden at kunne forbindre det, fade fin El⸗ ſtede bortført af den ſkiendige Indier? Ak, ban elftede bende jo allerede faa bot, at ban ikke vidſte, bvorledes ban ſkulde kunne leve foruden bende! J nogle Ojeblikke var bang Veſen ligeſom forſtenet. Endnu førend han kunde overlægge, bvad ban ſkulde beſtemme fig til, enten bryde ud i Stkjaldsord og Trusler imod Indieren, beklage Prindſesſen, bis tillidsfulde Hengivelſe ban faa flet ſontes at bave lønnet, eller kaſte fig til Jorden og fortviple, vare de Begge forſpundne for bans ſtirrende Blikke.

Hvad var der nu at gjøre? Skulde ban vende tilbage til fin Faders Hovedſtad og overgive fig til en frugtes⸗ los Grammelſe, uden at foretage Noget til Prindſesſens Befrielſe og bendes Bortforers exemplariſte Tugtelſe? — Hans ædle Tankemaade, bang Kjerligbed og Mod tillode bam ikke Sligt, og ban fortſatte derfor ſin Vej til Lyſtſlottet.

Ved bans Indtradelſe kom den lettroende, af In⸗ dieren bedragne Slotsforvalter bam imode med Taarer i Øjnene, kaſtede fig ned for bans Fødder og erklerede felv, at en Brode ſom bans uden Maade fortjente Døden, ſamt at ban ventede den af fin Herres Haand.

Men Prindſen ſparede bam: — Stat op! Jeg gi⸗ ber ikke Dig Sfylden for Prindſesſens Bortforelſe, men mig ſelbd, min Eenfoldigbed og Übeſindigbed. Skaf mig

153

blot baſtig en Derviſkkldning; men lad Ingen vide, at den er beſtemt til mig! —

J Nerbheden af Slottet befandtes der netop et Derviſkkloſter, hvis Shejkb eller Overſte var en god Ven af Slotsforvalteren. Til denne gik han ben og forlangte en fuldſtendig Derviſkdragt, under Foregivende af, at en bøj Hofembedsmand, hvem han ſkyldte overmaade meget, var falden i Unaade hos Kongen, og at han onſkede at være bam behjelpelig til en ſikker Flugt. Prindſen iførte fig Dragten, forſynede fig til Udgifterne paa Rejſen med en 96/6 Perler og Diamanter, fom egentlig havde været beſtemt til en Foræring til Prindſesſen, og forlod ved Nattetid Lyſtſlottet, uden at vide, bvor han ſkulde vende fig ben, dog faſt beſluttet at vandre fra Stad til Stad, indtil ban bavde gjenfundet fin Elſkede.

Imidlertid bavde Indieren ſtyret fin Heſt i den Retning, at han endnu tidlig den ſamme Dag naaede en lille Lund i Neerheden af Kongeriget Kaſhmir. Da han var bleven ſulten og antog, at Prindſesſen deelte hans Trang, ſteg han af i denne Lund og anviſte Prindſesſen Plads paa Grasſet i Nerheden af en lille Bek med friſkt og klart Vand. Viſtnok havde den ulykkelige unge Kvinde, ſom ſage fig i en elendig Skurks ubetingede Vol, og maatte frygte Alt, hvad der var ſkrakkeligt, af hans raa og vilde Lidenſkab, gjerne benyttet Indierens Fra— verelſe til at flygte bort; men hun følte fig faa udtømt og angreben, at bun ikke turde tenke derpaa. Hun be— fad altſaa intet andet Middel til Frelſe end fit bøje Mod; bun var nemlig faſt beſtemt paa, heller at lide den gruſomſte Dod, end at vorde Prindſen af Perſien utro.

Derfor lod hun ſig beller ikke længe af den tilbage—

154

vendende Indier node til at ſpiſe, men ſamlede ved et ftyrfende Maaltid friſke Kræfter til at ſtaa fin onde Skjabne imod. — Henimod Slutningen af Maalti⸗ det begyndte Skurken at fore uforſkammet Tale; Prind⸗ ſesſen gruede derved i fit Hjerte, men lod, ſom om bun Intet borte deraf eller i det Mindſte Intet forſtod. Dog, ſaaſnart bun bemerkede, at Indieren ikke vilde lade det blive ved Snak, men lavede fig til at iverkſette fine ofte gjentagne Trusler om at bruge Vold imod bende, rejſte bun fig for at gjøre den vderſte Modſtand, og uds ſtodte et bojt, bvinende Skrig. Til bendes ſtore Lykke ſprengte i naſte Ojeblik en Skare Ryttere frem af 6 ven og omringede bende og Indieren.

Det var ingen Anden end Kongen af Kaſhmir, paa Tilbagevejen fra Jagten netop i ſamme Ojeblik dragen forbi med ſit Folge og var bleven bidlokket ved Prindſesſens Nodſkrig. Med Strengbed ſpurgte ban In— dieren, Hvem ban var, og bvad han bavde for med den unge Dame. Indieren var uforſkammet nok til at fvare, at Prindſesſen var bang Kone, og at Ingen bavde Ret til at blande fig i bang Strid med bende. Men Prind⸗ ſesſen drev bans Løgn i bam igjen, uden endnu at habe nøgen Anelſe om den Perſons Rang og Vardigbed, der i et faa beldigt Ojeblik var ilet bid til hendes Redning, og tog tilorde:

— Herre, Hvo J endogſaa er, ſom Himlen felv ſendte mig til Redning i den vderſte Nod, forbarm Eder over mig og feſt ingen Liid til denne Bedragers ufor⸗ ſkammede Paaſtand! Allah bevare mig for at være en ſaadan Uslings Kone! Han er en Troldmand, der idag paa fin Trvllebeſt bar røvet mig fra min Forlovede, Prindſen af Perſien. —

105

Meer behøvedes der ikke for at overbeviſe Sultanen om Sagens rigtige Sammenhæng. Prindſesſens Sfjøn- bed, ædle Anſtand, og endelig bendes Taarer vare ham uforkaſtelige Vidnesbyrd. Uden derfor at anſtille videre Forbor lod han fine Ryttere omringe den ondffabsfulde Indier og hugge bam ned.

Men — idet Prindſesſen af Bengalen var bleven frelſt af een Ulempe, faldt hun i en anden, ſom ikke var mindre farlig. Sultanen bar fig nemlig ad, ſom om ban uden videre tog Arv efter Indieren; ban (od Prind— ſesſen give en Heſt og forte bende med ſig tilbage til ſin Hovedſtad. Her lod han bende i fit Palads anvife en Rakke pragtfulde Varelſer, ſkjankede bende en heel Deel Slavinder og gav hende en Vagt af udſogte unge Gil— dinger. Idet ban felv forte hende ind i de for bende beſtemte Verelſer, yttrede han, uden at levne hende Tid til nogen nærmere Forklaring: — Prindſesſe, I tren— ger viſtnok til Ro og Hvile, og jeg giver Eder fuld Frihed til at nyde ſamme. Imorgen vil J maaſkee føle Eder oplagt til at meddele mig det Neermere ved Eders Eventyr. —

Med disſe Ord fjernede han ſig.

Prindſesſen folte ſig imidlertid uſigelig glad over fin Redning af den onde Indiers Kloer, og nærede det forfængelige Haab, at Kongen af Kaſbmir ſkulde fætte Kronen paa ſin ridderlige Daad og ſende bende tilbage til Prindſen af Perſien, ſaaſnart han fif nøjere Beſked om hendes Forhold til ham, og bun ſelv bavde anmodet ham derom. Men Intet lag Sultanens Tanker mere fjernt, end netop dette; thi han havde beſluttet at formale fig med hende ſtrax den neſtfolgende Dag. Allerede i den

156

tidlige Morgenſtund lod ban ved Klangen af Trompeter, Pauker, Trommer og andre larmende Inſtrumenter bekjendt⸗ gjøre, ikke alene i fit Palads, men ogſaa over bele Sta— den, at bang Formaling vilde blive bojtideligboldt med en Nakke af glimrende Feſtligbeder. Ogſaa Prindſesſen blev væffet ved denne Larm, men var langt fra at ane den ſande SGammenbæng derved. Da Sultanen derfor af— lagde bende fit Morgenbeføg, og, efter at bave forhort fig angaaende bendes Befindende, erklorede, at den Muſik, ſom tonede op til bende, forkyndte bendes Bryllupshojtid, blev bun faa overraſket ved denne Efterretning, at bun ſank i Afmagt.

De tilftedeværende Fruentimmer ilede bende tilbjelp, ogſag Sultanen felv gjorde fig Ulejligbed for at bringe Prindſesſen til fig ſelv igjen; men deres Beſtrabelſer havde forſt ſeent den onſkede Virkning. Endelig kom bun dog atter til — nej ikke til Beſindelſe; thi for ikke at blive tvungen til at bryde fit Løfte til Prinds Firus, anſtillede bun ſig ſom vanvittig. Hun begyndte at frem— ſige det urimeligſte Tojeri, og rejſte ſig, ſom om bun vilde ftyrte los paa Sultanen. Over denne formeentlige Ulvkke følte denne fig inderlig bedrøvet, og da ban ſaae, at Prindſesſen ikke igjen vilde komme til fine fulde Sandſer, bvilket ban dog nogen Tid havde baabet, forlod han bende endelig, med den Befaling til bendes Kvinder, at de ſkulde pasſe vel paa bende og overhovedet viſe hende al mulig Omſorg.

Saaledes blev der ikke Noget af det berammede Bryllup denneſinde. Hele Dagen fod Sultanen neſten bver Time foreſporge angaaende Prindſesſens Befindende, men fik ſtedſe den Beſked, at bun endnu befandt ſig i den ſamme Tilſtand, og at bendes Onde fnarere tog til

157

end tog af. Henimod Aften bleve Anfaldene endnu ſter— kere, og Sultanen maatte følgelig indtil videre ganſke op— give Haabet om den allerede drømte Kjærlighedslytte.

Den følgende Dag begyndte, ſom den foregaaende havde endt; Prindſesſen vedblev at føre forvirret Tale og give alle Tegn paa et rafende Vanvid. Da ſaae Gultanen fig nødt til at forlange fine Hoflægers Hjælp. Disſe fvarede, efter at have holdt en almindelig 210002 flagning , meget viſelig, at der gaves forſkjellige Arter og Grader af denne Sygdom, hvoraf nogle [ode fig helbrede, andre ikke, iligemaade, at de ikke formaaede at beſtemme det Ondes Art, ſom Prindſesſen var angreben af, førend de havde feet hende.

Sultanen befalede altſaa, at en Gilding ſkulde fore dem, een efter een ifolge deres Rang, ind til Prindſesſen. Denne havde allerede med Frugt forudſeet dette Tilfælde; hun var nemlig overbeviift om, at hvis hun (od Lægerne komme fig nær og lod dem føle fin Puls, felv den mindſt erfarne iblandt dem ſtrax vilde erkjende 83 Sygdom for den rene Forſtillelſe. Saaſnart derfor den forſte Lege nærmede fig hende, ſyntes hun at faa An— fald af et heftigt Raſeri, og truede med at kradſe Øjnene ud paa Legen, bvis han vovede at nærme fig hende. Den lærde Herre holdt fig derfor viſelig i en ſikker Af— ſtand fra bende, og gik følgelig ligeſaa klog bort, ſom han var kommen.

Imidlertid fandtes der dog nogle iblandt Lægerne, ſom, menende fig klogere end de øvrige, roſte fig af, alene ved Synet af den Syge at kunne komme paa det Rene med fig ſelb angagende Arten af det tilſtedeverende Onde; disſe forordnede Prindſesſen visſe Mixturer, ſom efter deres Sigende ſkulde have underfulde Virkninger. Den unge

158

Dame tog dem ind uden alle Omftændigbeder, aldeles ros lig for, at disſe Midler ſkulde faa den tilſigtede Virkning, efterſom bun bapde det i fin egen Magt at lade det paa⸗ tagne Vanvid vare ved, ſaalenge bun anſaae det for gavne ligt.

Da Sultanen endelig merkede, at bang Hofleger Intet udrettede, bidkaldte ban alle Lægerne i fin Hoved⸗ ſtad, og derpaa bele Rigets; men faa mange klogtige Ho⸗ beder de end tilſammen vare, maatte dog deres Dugtige bed aldeles ſtrande paa den unge Dames liſtige Lune. Prindſesſen modtog dem alle paa den ſamme, juſt ikke meget naadige Maade, og alle anbefalede de ſig det Sna— reſte, de kunde, med Tak til Allab for, at de bapde bes holdt deres gode Øjne.

Endelig lod Sultanen Jilbud udgage til alle Nabo⸗ ſtaterne med Opfordringer til de beromteſte Leger at give Mode; alle dem, der vilde paatage fig Rejſen til Kaſh⸗ mir, lovede ban en gavmild Erſtatning af Omkoſtningerne derved, og den, ſom ſkaffede Prindſesſen bendes Hel— bred igjen, en iſandbed kongelig Belonning. Disſe gode Løfter friſtede mangfoldige Leger, og de indfandt fig ſkarevüüis ved Hoffet i Kaſbmir; men ingen af dem fif mindſte Aarſag til at roſe fig af at bave været heldigere end de indenlandſke Leger. Dette var forreſten flet ikke til at undre ſig over, da Prindſesſens Helbredelſe in- genlunde var afbengig af nogenſombelſt anden Kunſt — end den Forſtillelſeskunſt, ſom Prindſesſen med ſaa ſtort Held udovede.

Imidlertid babde Firus Shab, forflædt ſom Derviſt, gjennemvandret mangfoldige Lande og beſogt des res fornemſte Steder. Vandringen var pderſt beſperlig;

159

men alle Bejfværligheder agtede Prindſen dog for Intet i Sammenligning med den Kval, ban følte i Uvisbeden om, bvorben bans Fjed forte ham, enten nærmere den dyrebare Prindſesſe eller længer bort fra hende. Imid— lertid gav ban ſig i Allahs Vold og vandrede troſtig fra Land til Land, ſtrengt opmerkſom paa alle Rygter, ſom vare i Omlob i de Lande og Steder, ſom ban drog igjennem.

Saaledes kom ogſaa tilſidſt Rygtet om en Prindſesſe af Bengalen bam for Øre, ſom var bleven vanvittig paa den ſamme Dag, da Kongen af Kaſhmir agtede at for— mele fig med hende. Da han aldrig havde hort tale om nogen anden Prindſesſe af Bengalen end hende, ſom havde ſkjcenket ham fin Kjærlighed og Tro, formodede han øje- blikkelig, at den Prindſesſe, bvorom Talen var, maatte være hans længe forgjeves efterſporede Elſkede; og ban begav fig fra den Stad i Indien, ſom han netop bavde naaget, uden Opſcttelſe paa Vejen til Kongeriget Kaſhmirs Hovedſtad.

Da han ved fin Ankomſt her tog ind i en Khan, erfarede han ſtrax Prindſesſens hele Hiſtorie med alle Biomſtendigbeder, hvoriblandt den meget vigtige og fuld— kommen overbeviſende, at en vis Indier havde bortført bende paa fin Trylleheſt, og der paa Stedet faaet fin fortjente Lon for fif nedrige Forrederi. Fra dette Oje— blik følte Prindſen af Perſien fig ikke alene overbebiiſt om, at Sultanen af Kaſhmirs Brud var hans Elſkede, men ogſaa, at hendes Sygdom var af den Art, at Ingen kunde belbrede den uden han ſelv.

Efterat Prindſen bapde tilendebragt fine Eſterforſk— ninger, og faa nøje merket fig alle Omſtendigbeder, at ban følte fig fuldkommen bjemme i de ſtedfindende For—

100

bold, lod ban fig gjøre en Kledning af den Art, ſom Lægerne plejede at bære. IJ denne Kladning og med et langt ærværdigt Sfjæg, ſom ban hapde lagt fig til paa Rejſen, vandrede ban med adſtadige Skridt igjennem Staden. Hans Langſel efter at gjenſee den dyorebare Prindſesſe førte bam ad den lige Vej til Sultanens Pa— ladé, og ban tøvede intet Øjeblik med at forlange Kon— gens Huushoymeſter itale.

Saaſnart ban var ſtedt for denne boffornemme Herres Anſigt, begyndte ban med pedantiſk Vidtloftigbed at indlede fit rinde ved Sultanens Hof. — Det kunde visſelig gjælde for Daarſkab, om ikke for Vanvid bos bam, at han efter faa mange unpttige Forſog af Verdens meſt berømte Læger endnu driſtede fig til at nære Haab om at kunne belbrede Prindſesſen af Bengalen. Imid— lertid nærede ban dog den driftige Tro, at det ved visſe bemmelige Midler, ſom han udelukkende hapde til fin Tje— neſte, ſkulde lykkes ham at opnaa denne fin Henſigt. — Hvis altſaa den bojvelbaarne Hr. Overhofceremonimeſter ꝛc. ꝛc. —

Den bojadle Herre forſikkrede den formeentlige Lege om, at ban var velkommen, og at navnlig Sultanen vilde fee bam med ſtorſte Fornojelſe. Hvis det lykkedes ham at gjengive Prindſesſen bendes Helbred, kunde han vente fig en Belonning, ſom ſtod i Forhold til Hs. Hojbed Sultanens velbekjendte Adelſind og Gapmildbed.

— Vent blot et Ojeblik; — fluttede han: — faa ſkal jeg melde Eder bos den naadige Herſter. — 1

Det var allerede lang Tid ſiden der havde viift fig nogen Læge ved Hoffet; med dyb Bedrøvelfe havde Sul⸗ fanen maattet opgive næften bele fit Haab om at fee Prindſesſen belbredet, og faa en ſaa ſmuk og elffvær- dig Dame til ſin Gemalinde. Imidlertid var hans For⸗

101

elſkelſe dog ſnarere tagen til end tagen af, og han mod— tog derfor med den meſt levende Deeltagelſe Budſkabet om, at der havde meldt fig en ny Lege. J det næfte Ojeblik blev den forklodte Prinds foreſtillet for ham. Uden at ſpilde Viden med unyttige Omſpob gik Sultanen lige til Sagen og meddeelte allerforſt den fremmede Viis— mand, at Prindſesſen ikke kunde ſee nogen Lege for ſig, uden at faa beftige Anfald af Raſeri, ſom i meget bøj Grad forværrede bendes Tilſtand. Derpaa forte han ham op i et ovenover indrettet Verelſe, hvorfra han gjennem et Gittervindue, uden ſelv at blive bemærfet, kunde iagttage Prindſesſen efter Lyſt og Bekvemlighed. Hvor bankede ikke Hjertet i hans Bryſt, da hans Oje atter kunde fvæge fig ved den Elſkedes fjære Træf og Skikkelſe! Hun fad i en ſkjodeslos Stilling, ſmegtende og henſunken, og fremſagde et Digt, bvori bun beklagede fin ulpkkelige Skjabne og udtalte fin Smerte over maaſkee for beſtandig at være adſkilt fra den, hun elffede. Dybt greben af det Tungſind, ſom baade hendes Sang og hendes Veſen aandede, følte Firus Shah zjeblikkelig, at hendes Sygdom ikke kunde være Andet end Forſtil— lelſe, og at bun kun af Trofaſthed imod ham hapde paa— taget fig en Vanvittigs Rolle. Elſkende Hjerter forſtaa ojeblikkelig og ubetinget hinanden, uden Ord og Efter— tanke, ligeſom ved Tryllekunſt. Saaſnart han derfor havde mættet fit Hjerte ved det lykſalige Skue af den Elſkede, forlod ban det hemmelige Verelſe og begav fig tilbage til Sultanen for at ſige ham, at Prindſesſens Sygdom ingenlunde var ubelbredelig, men at han, for at fætte fin Kuur iverk, nodvendigviis maatte tale alene med hende. Hvad bine Anfald af Raſeri angik, ſom plejede at komme over hende ved Synet af Lægerne, faa nærede VI, 11

102

ban den ſikkre Tillid, at ban vel ſkulde kunne tiltvinge ſig en anden Modtagelſe af bende.

Sultanen blev faa glad ved at børe flig tillidsfuld Tale, at ban ftrar lod Prindſesſens Varelſe aabne for den fremmede Viismand. Prindſen traadte altſaa ind, og blev paa Grund af fin Forkladning, der gjorde ham aldeles ukjendelig, modtagen af Prindſesſen med de fæde vanlige Skjaldsord og vilde Fagter. Dog Sligt bes komrede den nve Lage fig ikke om og traadte bende raſk nærmere. Men da ban var kommen bende faa ner, at ban alene kunde blive bort af bende, ſagde han i ſagte Tone: — Prindſesſe, jeg er ikke, bvad jeg ſynes at være! — Gjenkjend i mig, jeg beder Eder, Prindſen af Perſien, ſom trofaſt bar vandret hele Verden igjennem for at finde og befri Eder. —

Prindſesſen gjenkjendte bans Stemme ved den aller— forſte Lyd; i bang Anſigtstræk fandt bun Bekraftelſe paa den gladerige Anelſe, ſom gjennemfoer hendes Indre. J ſamme Ojeblik ſtraalede bendes Aaſyn af den ubeſkrive⸗ lig bøje Glæde, ſom griber et Menneſkes Hjerte ved den pludſelige Opfoldelſe af det varmeſte Onſke, det nærer. Overraſkelſen gjorde bende en Stund aldeles 11001188 ; berved fik Prindſen Lejligbed til med det Samme at tolke og fortælle hende, bvad han havde lidt og oplevet ſiden deres gruſomme Skilsmisſe: — bans Harme og Smerte over Indierens Forræderi, bans Beſlutning at vandre til Verdens Ende for at gjenfinde og befri hende, hans Tvivl, bans Aengſtelſer, de Farer og den Nod, han

bavde lidt paa fin lange Vandring. Tilſidſt bad han

Prindſesſen om i faa Ord at meddele ham, hvad der bar bendet bende ſiden hendes Bortforelſe, ſamt det Vigtigſte ET

e

163

angagende hendes nuværende Stilling, forat ban kunde tage pasſende Forboldsregler til at befri hende ud af Sultanen af Kaſhmirs forſmedelige Tyranni.

Da Prindſesſen i forte Trek havde gjort Prind— ſen denne Meddelelſe, ſpurgte ban hende, om bun ikke vid— ſte, bvad der var blevet af Trylleheſten. Herom vidſte Prindſesſen ingen Beſked; dog meente hun, at Sultanen viſtnok bavde faget den i Forvaring ſom et ſjeldent Kunſt— verk. Da nu Prinds Firus ikke beller felv tvivlede om, at Tryllebeſten jo maatte kunne findes, meddeelte ban Prindſesſen fin Plan, at bortføre bende paa denne og bringe bende tilbage til Perſien. Efterat de derom havde gjort den fornødne Aftale, bad Firus S bah bende til Slutning, ikke længer, ſom bidtil, at forſomme fin Perſon, men ſtrax den folgende Dag at ſmokke fig paa en for en Prindſesſe værdig Maade, for at kunne mod— tage Sultanen, naar han forte bam ind til bende, med ſommelig Anſtand, uden at det dog behøvedes, at bun indlod fig videre med ham. Derpaa tog han en øm, men haſtig Afſked med bende, og ilede tilbage til den i ſtor Spænding ventende Sultan.

Sultanen vifte fig over al Maade glad, da ban erfarede, bvilfen Virkning allerede Prindſens førfte Be— føg havde bavt paa Prindſesſen. Men da hun den fol— gende Morgen modtog bam paa en Maade, ſom tydelig ſyntes at godtgjore, at bendes Helbredelſe virkelig var rykket ſaavidt frem, ſom Prindſen ſagde, betragtede han bam ſom den forſte Lege i Verden. Han pttrede for Prindſesſen fin levende Glæde over at treffe bende i en Tilſtand, ſom [od fatte Haab om hendes ſnarlige og fuld— ſtendige Helbredelſe, og bad hende, efter Evne at under— ſtotte en faa dygtig Leges Beſtrabelſer, forat han med

11*

164

QEre kunde fuldende, bvad ban faa beldig babde begyndt. Derpaa fjernede Sultanen fig uden at afvente noget Svar.

Prinds Firus, ſom bapde ledſaget Sultanen ved dette Beſog, forlod ogſaa med ham Prindſesſens Varelſe, og ſpurgte undervejs, om ban vel turde driſte ſig til at erkundige fig om, ved bvilket Eventyr Prindſesſen af Bens galen var kommen bid til det fra bendes Fedrebjem faa langt bortliggende Land Kaſhmir. Han anſtillede ſig nemlig, ſom om ban var aldeles uvidende i denne Hen⸗ ſeende, og tenkte paa denne Maade at faa Samtalen ledet ben paa Tryllebeſten, og erfare, bvad der var blevet af ſamme. Sultanen af Kaſbmir kunde naturligvis ikke ane den ſande Grund til bans Sporgsmaal, og gjorde altſaa flet ingen Hemmeligbed af, at Tryllebeſten ſom en ſtor Sjeldenbed befandt fig i bang Skatkammer, uag⸗ tet ban ikke vidſte, bvorledes den lod ſig bruge.

— Herre, — vttrede den formeentlige Lege: — bvad Eders Hojbed nylig bar fortalt mig, giver mig, det troer jeg forviſt, Midlet ibende til Prindſesſens fuldkomne Helbredelſe. Efterſom bun er bleven bragt bid paa Trullebeften, ſtaaer hun udentvivl under Trold⸗ dommens Indflodelſe, og denne kan kun loſes ved visſe Trylleformularer og Rogelſer, ſom jeg alene fjender. Hvis Eders Hojbed altfaa vil berede Eder ſelv, Eders Hof, ja bele Eders Hovedſtad eet af de meſt overraſkende Skueſpil, bebøver J kun imorgen at lade Trylleheſten bringe ned paa den ſtore Plads, ſom findes udenfor Eders Palads. J alt Øvrigt kan I trygt forlade Eder paa mig. Jeg forbinder mig til, for Eders, Eders Hofs, ja bele Befolkningens Ojne at gjore Prindſesſen af Bengalen faa fund igjen baade paa Sjæl og Legeme,

165

ſom bun nogenfinde bar været; og forat Foreſtillingen kan gaa for fig med faa megen Glands, ſom muligt, vilde det ikke være afvejen, om Prindſesſen ved denne Lejlighed blev faa pragtfuldt pyntet, ſom muligt, og fmyffet med de koſtbareſte Perler og W delſtene, ſom lade fig op— drive. — | Sultanen var visſelig gaaet ind paa ganſke andre Fordringer end disſe, for at naa Opfyldelfen af ſit bren— dende Onſke, Prindſesſens Beſiddelſe. Han betragtede allerede Sagen for faa godt ſom afgjort, og frydede fig. i Forudfolelſen af det Overraſkende i den foreſtagende Befværgelfesaft og ſammes henrykkende Følger for fin | ømme Lidenſkab. Den neſte Morgen blev altſaa paa hans Befaling Trylleheſten hentet frem af Skatkammeret og opſtillet midt paa Pladſen foran det kongelige Slot. Snart udbredte fig over bele Staden Rygtet om, at disſe Anſtalter havde noget ganſke overordentligt at betyde, og Befolkningen ſtrommede ſkareviis ſammen fra alle Sider. Kongens Livvagt var opſtillet pan Pladſen for at forebygge Uordener; men i Midten var der trindt omkring Heſten holdt en viid Plads aaben.

Sultanen viſte ſig, og beſteg en for ham og hans Hof oprejſt Tribune; alle hans Riges Stormeend omgave bans Trone. Derpaa fremtreen Prindſesſen af Benga— len, ledſaget af alle fine Kvinder, nærmede fig Heſten og beſteg den ved deres Hjælp. Saaſnart hun ſad faſt i Sadlen og havde Tommerne i Haanden, lod den formeent— lige Læge i de trindt omkring Heſten i en tæt Kreds opſtillede Ildpander kaſte en Masſe af udſogt Rogelſe; derpaa gik han, tilſyneladende indeſluttet i fig felv, med ſenkede Blikte og Armene krydſede over Bryſtet, tre Gange rundt omkring Heſten, mumlende uforſtagelige Ord for

106

fig felv. Da mu bele Skyer af den tykkeſte Rog med fød Duft bævede fig fra Ildpanderne, og faa godt fom ſtjulte baade Heſten وه‎ Prindſesſen for Alles Øjne, ſom dare udenfor Kredſen, tog Fir us S bab Oſjeblikket iagt, ſprang op paa Heſten bagved Prindſesſen, drejede Hvir— velen og foer tilvejrs.

Imidlertid begyndte Rogen at fortrakke, og Prind— ſen blev tilligemed fin Elſkede ſynlig for den forſamlede Mangdes Blikke.

— Sultan af Kaſhmir! — raabte Prindſen da med bøj Roſt, idet han ſpevede ben over Tribunen: — Nidderlige Herſker, hvis Du i Fremtiden ſkulde faa iſinde at ægte Prindſesſer, ſom anraabe Dig om Beftyts telſe, lige imod deres Villie, faa tenk forſt et Ojeblik paa Prinds Firus og Trolleheſten! —

Paa denne Maade fandt og befriede Prindſen af Perſien fin elſkede Brud, og bragte bende endnu den ſamme Dag tilbage til fin Faders Hovedſtad. Men Er— faringen bavde gjort ham klogere; iſtedetfor, ſom ſidſt, at lade Heſten dale ved Lyſtſlottet udenfor Staden, ned⸗ lod ban ſig denne Gang indenfor Stadens Mure, midt i det kongelige Palads, lige udenfor ſin Faders Vinduer. Her ſteg ban af, ſtoltere af ſin gjenvundne Brud, end om ban var vendt tilbage, efter at have erobret et Sons gerige.

Kongen af Perſien modtog fin Son og Prindſesſen af Bengalen med ſand Faderombed, og opfatte deres Bryllup kun faa flænge, at Man kunde faa gjort de 11602 vendige Forberedelſer dertil. Thi glimrende ſkulde Hoj⸗ tiden vorde; det troede Kongen at ſkylde baade ſig felv

167

og det efter faa mange Provelſer ved hinanden lykkelige unge Par.

Saaſnart den lange Rakke af pragtfulde Feſter var tilende, var det Kongens forſte Omſorg at lade et ſtateligt Geſandtſkab afgaa til Kongen af Bengalen for at underrette ham om hans Datters Eventyr og bede om hans Samtvykke til den nylig fuldbyrdede Formaeling imellem Prindſen af Perſien og hang Datter. Kongen af Bengalen var en om Fader og en forſtandig Mand; neſt efter at føle en levende Glæde over ikke alene at vide fin Datter ilive, men 00006 over at fee hende i faa gode Hænder, gav han beredvillig fit Samtykke til den foreſlagede Forbindelſe imellem Bengalens Hoffer, faa meget mere, ſom Forſlaget forſt var blevet gjort efter Sagens Udforelſe, og enbver Indſigelſe af hans faderlige Myndighed følgelig havde været aldeles unyttig.

ظ

168

Den gjerrige Kadi.

J Tripoli levede paa Kbalifen Harun al Raſchids Tid en Kadi, ſom forvaltede fit Embed med den aller⸗ ſtorſte Strengbed. Til at beſtyre fin Huusholdning boldt ban kun een eneſte fort Slavinde, der bavde en Hud faa tyk ſom Boffellgder. Ingenſinde blev der i denne hoj— fornemme, men gjerrige Mands Huus givet nogen Al- misſe, og de allernodvendigſte Ting bleve ikke indkjobte førend i det vderligſte Ojeblik. Daarligt Brod og Log

vare de daglige Retter i bang Huus; men ligefuldt glemte

Hr. Kadien aldrig at lade en koſtbar Dug med Guld— fryndfer brede pag Bordet; og bvis der netop ved Spiſe— tid var Fremmede bos Kadi'en, forglemte han aldrig at raabe ud til Slavinden, at bun ſkulde lægge Dugen med Guldfryndſerne paa Bordet, forat Folk ſkulde faa ſtore Tanker om bang daglige Levemaade. Men under Maal— tidet felv tog ban fig vel iagt for at lade fig fee af Nogen.

Ikke een, men mange Gange bavde Man foreſtillet bam, at bans forte Slavinde ikke var nogen pasſende Huusbeſtyrerinde for en Mand af bang Rang og 2011 nelſe, og at ban maatte gifte fig, medens ban endnu bavde Aarene for ſig. Kadi'en bapde bertil beſtandig pttret, at ban ikke bavde Noget imod Forſlaget, og med

169

Interesſe ſpurgt, om maaſkee Nogen vidſte et pasſende Parti for ham. Endelig en Dag traadte een af de Til— ftedeværende frem og ſagde, at han netop havde en over— maade ſmuk Datter i gifteferdig Alder, og at han vilde føle fig i bojeſte Grad æret, bvis Hr. Kadi'en vilde ind— gaa en Forbindelſe med hans Familie.

Pigen var baade ung, ſmuk og riig; det forekom Kadi'en, ſom om han umulig kunde gjøre noget bedre Valg. Kontrakten blev ſluttet, Brollupet feſtligholdt, og Bruden med ſin meget betydelige Medgift bragt ind i Brudgommens Huus.

Den unge Kones Fader var naturligviis ikke lidet ſtolt af at have en faa fornem Svigerſon, og babpde ikke den allermindſte Anelſe om alle de Gjenvordigbeder, ſom Kadi'ens neſten mere end ſmudſige Karrigbed ſkulde berede bans ved alle Livets Bekvemligbeder opdragne Datter. Kadi'en havde havt langt ſtorre Glæde af fin Bruds Formue end af hendes Skjonhed, og allerede den forſte Morgen efter Bryllupet, da han var gaget til ſine Em— bedsforretninger, maatte den unge Kone forgjæves vente paa Frokoſt. Herom blev der flet ikke Tale, og den ſtakkels unge Dame var ligeſaa beſkeden ſom ſulten, og endda lidt til, og vovede ikke at gjore nogen Foreſporg— ſel desangaaende.

Imidlertid bragte Stadens Embedsmænd og øvrige anſeete Indvaanere Kadi'en deres Lykonſkninger til hans Formaling, og ventede naturligviis at blive indbudne til een eller anden Feſtligbed. Men det var langt fra Ka— di'ens Tanker; med torre Munde maatte Gjeſterne vende hjem igjen og holde fig ſkadesloſe ved Forbandelſer over den gnidſke Kadi.

Da den bojvelbaarne Kadi endelig kom bjem fra

170

Dombuſet, kunde der naturligviig ikke vente bam den gladeligſte Modtagelſe bos bang af Sult neſten balvdøde unge Kone. Men da bun borte hang Befaling til den forte Slavinde, at bun ſkulde lægge Dugen med Gulds fryndferne paa Bordet, fattede bun Haab om, ved Mid⸗ dagsmaaltidet i det Mindſte nogenlunde at blive boldt ſkadeslos for fin ſtrenge Faſte. Men bvor forbauſedes bun ikke, da bun ſage Slavinden fætte det grove Brod med tilborende trende Log paa Bordet! Kadi'en tog Plads, gav Slavinden hendes Deel af Maaltidet, tog ſelv med graadig Appetit for fig af det torre Brod og de ſtin— kende Log, og opfordrede fin Kone til at folge bang Exempel. Men bendes til en ulige bedre Koſt vante Natur formaagede ikke at tvinge een eneſte Bid ned, og bun ſtod fra Bordet ligeſaa ſulten, ſom bun hapde fat ſig, idet bun i ſit Hjerte med Jammer beklagede ſig over fin Mands utrolige Karrigbed, og fin Faders Aergjerrig— bed, der havde gjort bende faa ulpkkelig.

Saaledes forløb der tre Dage, uden at der nogens ſinde kom Andet end tort Brod og Log paa Bordet. Da braſt endelig den unge Kones Taalmodigbed; bun begyndte bojt at beklage fig og ſendte Bud efter fin Fa— der. Kadi'en borte bendes Skrig, og erfarede af den forte Slavinde, bvad det havde at betyde. Som en gal Mand foer ban nu ind til fin Gemalinde, ffjældte bende leſterlig ud, ſkjar Haaret af bende, og forſtodte bende under Paaſkud af uſommelig Opforſel, uden at give hende hen des Medgift tilbage.

Ikke længe efter tog ban ſig en anden Kone; men bun vilde beller ikke lade ſig noje med tert Brod og grove Log, og blev følgelig forſtedt ſom den forrige. Det Samme ſkete med flere unge Damer af god Fa—

171

milie, og alleſammen maatte de lade deres Medgift iſtikken. Endelig blev Rygtet om Kadi'ens Gjerrigbed og ſkamme— lige Adfærd fan almindelig udbredt, at der ingen Sand— ſynlighed vifte fig for, at Kadi'en mere ſkulde komme til at bjemfore nogen Brud i ſit ſmudſige Huus.

Iblandt tuſinde Andre fif ogſaa en riig og klog Pige i Staden Musſul vor Kadi's flette Rygte at høre, og foreſatte fig at bevne fit Kjon paa ham, faa at det ſkulde komme til at fvie til ham. Hun reiſte i denne Henſigt til Staden Tripoli, og det ſkulde netop. træffe fig faa beldig, at Kadi'en mødte bende ſtrax ved hendes Ankomſt paa en Spadſeregang udenfor Stadens Porte. Hendes ædle Anſtand og ſmagfulde Dragt vakte zjeblik— kelig bans Opmerkſombed; ban ſtrog fin Knebelsbart, reed tvers over Vejen ben til bende og ſpurgte artig, hvorfra hun kom.

— Fra Musſul, ædle Herre. — ſparede Pigen.

— Formodentlig allerede formelet, hee? — ſmid— ſkede den hojedle Herre.

— Indtil dette Ojeblik har jeg ikke tenkt paa Giftermaal. — lød Svaret.

— Ja, I maa ikke tage mig mit nærgaaende Sporgs— maal ilde op, min ſkjonne unge Dame; — vedblev Ka— di'en, idet han ſtrammede ſig op, det Bedſte, ban for— maaede: — Kjerligbeden løber Storm imod alle Henſon og Hindringer, og jeg er ved det forſte Ojekaſt bleven dødelig forelſket i Eder. Jeg bar den re at være Kadi ber paa Stedet, har en ikke ringe Formue, fører et pænt Huus og nyder en almindelig Agtelſe. Kunde J ikke have Lyſt til at blive min Gemalinde? Her i Staden gives der vel Hundreder af unge Damer, ſom

172

ſlikke deres Fingre efter en Forbindelfe med mig; — der løj Kadi'en glubſk; der lod fig ikke opdrive eet eneſte Parti mere! — men jeg bar, ſom ſagt, faftet min liden⸗ ſkabelige Kjerligbed paa Eder. —

— Vi ville fee Tiden an, Hr. Kadi; — ſparede den unge Dame undſeelig: — J kan imorgen forhøre Eder bos mig, om Eder bebager. —

Efter denne forte, men ikke baabloſe Beſked bilſte bun Kadi'en med Ande, anſporede fit Muuldyr og fort⸗ fatte fin Rejſe til Staden.

Den folgende Morgen lod bun Kadi'en fvare, at bun indvilgede i Forbindelſen, men forlangte en Morgengave af — balptredſindstyve Guldſtykker. Med den ſtorſte Selvovervindelſe ſendte Kadi'en fin Tilbedte denne Penge— ſum og lod bende med det Samme bente til ſit Huus. Aegteſkabskontrakten blev opſat og underſkreven; — ber— med var den egentlige Højtid tilende. Da det var Af— tensmadstid, lod Kadi'en Bordet dæffe med den guld— fryndfede Dug og beſatte med de fædvanlige Retter, Brod og grove Log. Denne Gang gik det til Kadi'ens ſtore Glæde i en ganſke anden Gade; den nye Brud var ingen Koſtforagter, ſom de tidligere; vel tilmode forterede bun fin Andeel af Brødet og Logene, og takkede med et buldſaligt Smül den edle Kadi for det gode og velſma— gende Maaltid. Det var ſaaledes, Kadi'en vilde bave det. Ganſke benrokt udraabte ban: — Priſet vere Al⸗ lab, at han bar beffjæret mig en faa elſkelig og i alle Henſeender fuldkommen Gemalinde! —

Staklen havde naturligvis ikke den ringeſte Anelſe om, bvad den i alle Henſeender fuldkomne unge Dame bade iſinde med bam; — ſom en over al Maade luykke—

173

lig WÆgtemand forlod han den følgende Morgen fit Huus for at beſorge fine Forretninger.

Saaſnart Kadi'en var vel ude af Doren, gav den unge Kone fig til at underſoge bele Huſet paa det Naj— agtigſte, og kom ſaaledes tilſidſt til en ombhyggelig til— lukket, med Jernſtaenger, Slager og Hangelaaſe overflødig forvaret Dor. Her maatte naturligviis Kadi'ens Skat— kammer være. Var forreſten Jernveerket ved denne Dor i en ypperlig Stand, var Træværfet kun faa meget daarligere, og dette betragtede den fiffige unge Kone ſom et ſtort Held. Hun fandt nemlig en fingerbred Sprakke i Doren, bvor— igjennem bun fuldkommen vel kunde overſee bele Varel— ſets Indhold; til fin ſtore Glæde faae hun en heel Rad Kobberkar derinde, indtil Randen fyldte med Guld- og Sølvmønter. J al Haft hentede hun en lang Kjap og klebede nogen blød Dejg faſt pan ſammes pderſte Spidſe; bebændig ſtak hun derpaa Kjcppen igjennem Sprakken og ſtrebte at trykke den med Dejg forſynede Ende faſt paa een af Guldmonterne i det nermeſte Kobberkar. Det lykkedes! J Løbet af et Kvarteers Tid havde den op— findſomme unge Dame fiſket to fuldvegtige Dinarer.

Det var Mere, end bun for Ojeblikket behøvede. Hun vendte tilbage til fit Verelſe, kaldte paa den forte Slavinde og befalede hende ſtrax at indkjobe friſk Brod, kogt Riis, det bedſte Kjod og allehaande udſogte Frug— ter. Med ſtum Forbauſelſe adlod den ſorte Slavinde og bragte haſtig det Forlangte tilveje. Saaſnart hun var kommen tilbage, maatte bun atter dæffe Bord med den guldfryndſede Dug; og denne Gang, den allerforſte, var Dugen ikke nogen Logner. Taffelet bugnede under lutter berlige Sager; Huſets Herſkerinde tog med Velbehag for

174

fig af Retterne, og den forte Slavinde fif ogſaa fin An⸗ deel deraf. Da Slavinden endelig efter Maaltidet bragte

fin Frue Vadſkevand, ſagde denne til bende: — Kan Du tie, Slavinde? — : — Visſelig, det kan jeg. — fvarede den arme

Staffel: — Gid Profeten i alle Maader maatte velſigne Eder, naadige Frue! Det er den allerforſte Gang, jeg bar faaet ordentlig Mad i min Mund, faalænge jeg bar været i den ſtrenge Hr. Kadi's Tjeneſte. —

Den unge Kone befalede bende da at tie ſtille med hvad bun havde oplevet, og overbovedet være bende lydig i alle Ting; faa ſkulde bun daglig faa Andeel i et lig⸗ nende Maaltid.

Man kan vel tanke fig, at Slavinden gik ind paa dette Forſlag baade med Mund og Hjerte.

Da Kadi'en op paa Dagen kom bjem, lod hans Kone bam foreſctte Levningerne af det indkjobte Maal⸗ tid. Ved dette Sun lob Tænderne i Band paa bam; men ban vilde dog forſt bave at vide, bvorfra alle disſe Herligbeder ſtammede. Hans unge Kone foregav da, at een af bendes mange Slagtninger i Staden havde ſendt bende dette Maaltid, og vttrede den Formening, at ogſaa alle de andre efterbaanden vilde viſe bende den ſamme Ar⸗ tigbed, i Betragtning af, at det altid maatte vare nogen Tid, inden en ung Kone kunde faa fit Hnus i en føm- melig Orden. Med denne Forklaring følte Kadi'en fig vel tilfreds, og aad, faa at ban var færdig at revne.

Den folgende Dag bar Kadi'ens Kone ſig ligeſaa— dan ad. Med fin Kjæp var bun denne Gang faa bel- dig at fiſke tre Guldſtykker, og bun lod dem uden Be⸗ tenkning alle tre ſpringe. J Betragtning af Dagens

175

Overflod lod hun endeel af fine Naboerſker indbyde til ſig, og Fruentimmerne bleve i godt Lag ſamlede med hverandre, indtil henimod den Tid, da Kadi'en plejede at vende tilbage fra ſine Forretninger; da ſkiltes de ad med den beſtemte Aftale, ret ſnart at fee hinanden igjen.

Idag blev Kadi'en endnu pragtigere bevertet end den foregagende Dag. Alting ſmagte ham ganſke for— treffelig; men han kunde ikke faa i fit Hoved, at Nogen kunde fore over fit Hjerte at ſette fig i flig Bekoſtning for Bugens Skyld. Dog hans Gemalinde beroligede ham, idet hun fortalte, at een af hendes rige Tanter havde ſendt hende dette Maaltid. Da afkaſtede Kadi'en alle Skrupler og var alene betenkt paa at gjøre fig rigtig tilgode. Og det gjorde han tilgavns, maa J alle tro.

Paa denne Maade vedblev den liſtige unge Kone at plyndre fin Mands Skat og daglig beverte bam med de koſteligſte Retter. Efter et Aars Forlob var ved denne gode Behandling den ædle Kadi tagen ſaaledes til i Omfang, at Ordſproget — tyk ſom en Øre — ganſke gik afbrug i Staden Tripoli, og det iſtedetfor kom til at hedde: — Tyk ſom vor Kadi. —

Men det var ingenlunde den unge Dames Mening at lade fin Tugtelſe bero herved; tværtimod, hun havde ganſke andre Planer med Kadi'en. Derfor yttrede hun en Dag til een af fine fortrolige Veninder, ſom daglig ven— fede fin Nedkomſt:

— Jeg maa nødvendigviis endnu gjøre den gode Kadi latterlig paa en Maade, hvorved ban tilſtrakkelig kan være tugtet for fin ſmudſige Gjerrighed, og den ſkam— melige Behandling, han har viiſt mine ſtakkels Forgen⸗ gerinder. For Ojeblikket kan jeg ikke udtale mig ner—

170

mere angagende min Plan; men Du maa ſikkert love mig, at Du vil indfinde Dig bos mig, ſaaſnart Du mar- ker Forvarslerne til din Redkomſt. Du ſkal visſelig ikke komme til at fortryde det. — ١

Hendes Veninde lovede bende, bvad bun forlangte, og boldt ogfaa trolig Ord. Faa Dage fenere indfandt bun fig bos fin Veninde og nedkom i Kadi'ens Fraværelfe med en ſmuk og ſterk Dreng. Huſets Herſkerinde vids ſte at indrette det ſaaledes, at bendes Mand ikke fik mind⸗ ſte Nys om Sagen, og tilberedte egenhændig en Het af ſalt Kjod, Bonner, Hvidløg, Meel og allebaande Kryde⸗ rier, for Dermed at beværte fin Mand, ſaaſnart ban kom bjem. Men, vel at marke, bun bapde i denne lakkre Ruſkumſnuſk blandet adſkillige andre Ingredientſer, om bvilke bun vidſte, at de umulig kunde fordrages tilſammen. Den gode Kadi var meget ſulten, da ban kom bjem, og tog over al Maade ſterkt til fig af den vel krydrede, appetitlige Ret.

Men det varede ikke længe, førend bang Bug gav fig til at ſvulme op; det begyndte at rumle i bang Inde volde, og de beftigſte Kolikſmerter afpresſede bam ſaadanne Klageſkrig, at Man ſkulde bave troet bam nærved Do— den. I denne bang Nod beftræbte hans Kone fig med nidfjær Ombu for at ode bam Lindring; bun gned og ſalvede og eltede hans Bug, det Bedſte, bun bapde lært. Men pludſelig ſyntes bun at geraade i den allerſtorſte For— bauſelſe. Med Opmarkſombed gav bun fig atter til at befole den lidende Deel, og udſtodte derpaa et bojt For- undringsſkrig, idet bun raabte: — Allab kan Alt, bvad ban vil! Hans Billie ſkee! — Min dyrebare Herre og Gemal er iferd med at føde et Barn til Verden! —

Trods ſine voldſomme Lidelſer forſtod Kadi'en ret

177

vel, bvad hans Kone ſagde, og raabte: — Kjærling, er Du raſende? Har Man nogenſinde bort, at en Mand og oven i Kjobet en ærbværdig Son har befundet fig i Barnsnod? —

— Enten jeg raſer eller ikke, — fvarede hans Kone: — faa meget er og bliver viſt, at J bar Fodſels— veer og at Eders Nedkomſt er ner! Jeg føler tydelig Barnet bevæge fig! —

— Hellige Profet, ver mig naadig! — ſtonnede Kadi'en, bvis Smerter atter toge voldſomt til. Han bred Hænderne, rev fig i Skjeget, kaſtede fig fra den ene Side til den anden, og kunde neppe faa Veiret, ſaaledes rumſterede det i hans Mave. Imedens Kadi'en under disſe Omſtendigheder neppe vidſte af fig felv at ſige, lob hans Kone ud, ſom om bun vilde hente et Lagemiddel, og bragte fin Venindes Barn tilveje, omhyggelig ſkjult under hendes Overkledning.

Det ulpkkelige Offer for hendes Tugt befandt fig endnu ganſke i ſamme Tilſtand; med en exemplariſk Nid— fjærbed ſyntes hun at beſtrebe fig for at ſkaffe fin arme Mand Lindring. Endelig indtraadte det beftigſte Anfald af den voldſomme Kolik, bvori Ondet naaede fit Hojeſte, og paa ſamme Tid brød fin Kraft; den arme Kadi var i flere Minuter ganſke bevidſtlos. Dette Ojeblik benyt— tede den liſtige Kone til at bringe Barnet for en Dag; ved at knibe det lidt, tvang hun det til at ſkrige, og ud— tomte ſig paa ſamme Tid i Takſigelſer til Himlen for fin Mands lykkelige Forlosning.

I det Samme kom den lidende Kadi atter til Be— ſindelſe; han følte fig noget lettet og hævede Blikket til fin Kone for at takke bende for bendes Ombu; — til

VI. 12

178

fin ubeffrivelige Forbauſelſe fane ban bende ſtaa og fjærtegne et nyfødt Barn.

— Kjære Mand, — ſagde bun til bam: — pris ſet være Allab, det er lokkelig overſtaget! Her feer Du din Son; vi maa visſelig kalde bam Vidunderbarnet. —

Kadi'en vidſte endnu ikke, om ban vaagede eller dromte. Dog Barnet ſage ban for fine Øjne, bang Smerter vare lindrede, — faa maatte ban bel tilſidſt bes gonde ſelv at tro paa fin vidunderlige Nedkomſt, faa nø- dig ban end vilde. Det forſte Kjendetegn paa dette Omflag i bang Tankegang var, at ban befalede fin Kone at ſtaffe en Amme til Barnet. Hun fjernede fig ogſaa ftrar med det, men kun i den Henſigt at give Moderen hendes Barn tilbage. Da bun derpaa igjen var vendt til— bage til fin Mand, nødte bun bam til at gaa tilſengs, indtage beroligende Drikke, og pleje fin Mageligbed, ind— til ban, ſom bun ſagde, igjen kunde komme til Kræfter.

Den af fine Lidelſer aldeles udtømte Kadi faldt ſnart i en lang og dyb Søvn. Ved fin Oppaagnen følte ban fig fuldkommen ſtyrket; men nu begyndte en anden og næften verre Pine for bam. Han følte fig nemlig martret af Frugten for, at det uborte Tilfælde, ſom var overgaget bam, ſkulde blive bekjendt i Staden. Indſtendig bad ban fin Kone om at bolde reen Mund Dermed; dette lovede bun bam beredvillig, men forøgede paa ſamme Tid bang Angſt ved den Bemarkning, at Ammerne, ſom bekjendt, vare ſladderagtige, og at det der for neſten var umuligt ot forebygge, at Begivenbeden kom ud iblandt Folk. Hvad var berved at gjøre? Efter at bave tenkt længe frem og tilbage over Sagen, be⸗ ſluttede den ulpkkelige Kadi endelig at forlade fit Em— bed og Staden Tripoli.

179

Dette Forfæt bragte Kadi'en i Üdforelſe, ſaaſnart ban atter følte fig fuldkommen karſk, og forlod en Mor— genſtund fit Huus efter at have givet fin Kone Opſpnet derover. For ikke at blive bemerket og gjenkjendt, und— gik ban alle befærdede Steder og Veje, og ſlap ſaaledes ogſaa lokkelig over Stadens Grendſer. Efter fer Da— ges Forløb havde ban naget Damascus, hvor han ikke var kjendt af noget Menneſke. Men til fin Forfardelſe hørte ban ber allerede overalt tale om fin vidunderlige Nedkomſt. Det var et bedroveligt Indtog og et endnu bedroveligere Ophold i den herlige Stad Damascus! Den arme Kadi lejede fig ind i en afſides Gade, levede oderſt indſkreenket og med den vante Sparſombed. Paa denne Maade rakte de faa Penge vidt, ſom ban havde faget med fig; men endelig maatte de dog nodvendigviis gaa med. Da maatte ban fælge fine Kladningsſtykker, det ene efter det andet. Rigtignok kunde han have ſendt Bud til fin Kone efter Penge; men faa havde ban jo maattet ſige hende, hvor han forvarede fine Skatte; det var altſaa ikke til at tenke paa. Heller greb han til den Üdvej at tage Tjeneſte ſom Haandlanger hos en Murer for at friſte ſit kummerlige Liv. Og det gjorde han da, og levede ſom en Tigger, medens hans Kone, — det bavde ban naturligviis ikke den ringeſte Anelſe om — hjemme havde aabnet bang Skatkammer, bver Dag levede i Herligbed og Glæde, og [od alle Nodlidende og Fattige nyde Godt med fig af Kadi'ens i Masſe ſammenſkrabede Penge. Iblandt de Sidſte regnede den godlidende Kone ogſaa fine Forgengerinder i Kadi'ens Agteſeng, hvem bun lod tilflyde beelt betydelige Summer.

Hiſtorien om Kadi'ens underfulde Nedkomſt udbredte

12

180

fig imidlertid fra Stad til Stad, og kom ſaaledes endelig ogſaa Kbalifen Harun al Raſchid i Bagdad for Øre.

— Ved Allah! — udraabte han: — Det er en for⸗ bauſende Hiſtorie! Men det ſkulde meget undre mig, om hang fjære Kone ikke bande ſpillet ham denne Streg til Tak for bang lumpne Karrigbed og Mangel paa Agtelſe for det ſmukke Kjon. Jeg befaler, at Man ſkal bringe denne Dame for mig; jeg vil af bendes egen Mund bore, bvorledes det egentlig er gaaet til. —

Imidlertid var der benrundet et Tidsrum af over to Aar, og den til et Skelet afmagrede Kadi troede der— for, at ban nu vel nok igjen turde vove ſig tilbage til Tripoli, faa meget ſikkrere, ſom bang Eventyr dog vel nu endelig maatte være gaaet i Forglemmelſe. Han gav fig altfaa paa Vandringen tilbage til fin Hjemftavn, og naaede endelig ogſaa efter mange Befværligbeder fin Beſtemmelſe. Men da ban ved Aftenstide vilde vandre indad Tripoli's Port, traf ban nogle Smaaborn legende med binanden, og hørte eet af dem pttre fig ſaaledes: — Jo, lille Bro— der, det ſkete netop ved den Tid, da vor Kadi fødte en Son til Verden. —

Mere bebovede den arme Kadi ikke at erfare, men vendte paa Stedet tilbage til Damascus. Her anſkaffede han fig en Derviſkdragt og begav fig til Bagdad, hvor ban ſluttede fig til nogle Derviſker. Da disſe ſnart merkede, at ban beſad uſcdvanlige Kundſkaber, raadte de bam til at lade ſig foreſtille for Kbalifen, der ſikkerlig vilde vide at ſkatte og paa pasſende Maade benytte hans Evner. Kadi'en beſluttede at folge det gode Raad, og begav fig derfor en Dag op i Kbalifens Palads.

Mu ſkulde det juſt træffe fig ſaaledes, at Kadi'ens Kone

181

netop den ſamme Dag var hidkommen fra Tripoli og var bleven Khalifen foreſtillet. Harun befalede hende, uden alle Omſvob at fortælle ham Hiſtorien om fin Mands Nedkomſt, ſom den virkelig var gaaet til. Ved denne ſtrenge Tiltale, ſom ikke tillod bende at gribe til nogen Udflugt for at bedrage Khalifen, blev Kadi'ens Kone overvældet af en ſand Hjerteangſt og begyndte at græde. Dog Kbalifen, uagtet alvorlig, bavde ikke meent det ſaa ſlemt, men ſtrebte at indgyde bende Mod, og lovede bende forud fin Tilgivelſe for Alt, bvad hun maatte have gjort. Da tog den unge Kone Bladet raſk fra Munden og fortalte Khalifen Hiſtorien om Kadi'ens Kolikſmerter og hans derpaa folgende Forlosning paa en faa morſom Maade, at Harun maatte byde bende tie, forat Latte— ven ikke ſkulde tage Livet af ham.

Juſt ſom Khalifen atter nogenlunde var bleven Herre over fig felv, blev en from og lærd Derviſk an— meldt for ham; ſtrax befalede ban, at Man ſkulde fore bam ind, og Kadi'en fra Tripoli i egen Perſon vifte fig paa Dorterſkelen! Khalifen kjendte bam naturligviis ikke; men hans Kone gjenkjendte ham zjeblikkelig, uden felv at blive kjendt under fit tætte Slor, uagtet hans underlige Forflædning og den ſtore Forandring, ſom var foregaaet med ham, og meddeelte hviſkende Khalifen, Hvem han bavde for fig.

Da famlede Harun al Raſchid alt det Alvor, ban formaaede at byde over, og ſagde:

: — Velkommen, ærværdige Kadi! — Hvorledes ſtager det fig med Barnet, ſom J har født i Staden Tripoli? —

Kadi'en gjorde ved dette Spørgsmaal i fin grændfe=

152

løfe Forvirring den latterligſte Figur, men fattede fig dog endelig faa vidt, at ban funde fvare:

— Herſter over de Troende, I bebager kun at ſpoge! J veed ſelv ligeſaa godt ſom jeg, at Mend ikke give ſig af med Barnefodſel. —

— Viſtnok; — vedblev Harun: — men ligefuldt er det kommet os for Øre, at Kadi'en i Tripoli faa længe bar taget fig af Alt i fit Huus, ſom ellers bliver over» ladt Kvinden at gjøre, at ban tilſidſt ogſaa er kommen for Skade med at føde en Son. Men Du, Derviſt, er den Kadi, om bvem der er Tale, og ber ftaaer den Dame, ſom var Dig bebjelpelig ved din Forlosning. —

Da lod Kadi'en aldeles overvældet fit Hoved ſynke og bengav fig i fin Stjæbne. Alligevel kunde ban ikke afbolde fig fra at fremftamme endnu en Indvending, men blev beri ftrar afbrudt af fin Kone med de Ord:

— Ulvffelige, buſk paa, at Du ſtaager for Allahs Aaſyn, at Du taler i Nerverelſe af Profetens Stedfor⸗ træder ber paa Jorden, og giv Sandheden re! —

Da tabte den arme Kadi aldeles Modet og ſtam— mede: — Jeg bekjender min Uret og tilſtaaer mine Syns der! Ingen formaaer at undgaa fin Skjabne! — Men efterſom vi nu begge ſtaa for Dig, Du Alverdens Zil- flugt, faa lad mig ikke gaa berfra uden at bave faaet din Tilgivelſe og uden at være bleven forſonet med min Kone! Ved Allab lover jeg, at jeg aldrig mere ſkal for— falde til min gamle Fejl, og at jeg uden Betingelſer vil overlade bele mit Huusveſen til min kjere Kone! —

Da vendte Kbalifen fig til den unge Kone med det Sporgsmaal, om bun efter denne af Kadi'en afgivne Erklœring vilde beſtemme fig til atter at leve ſammen med ham.

103

— Herſker over de Troende, — fvarede den for— ſtandige Kone: — hedder det ikke, at Timernes Lob og Menneſkenes Karakteer forbliver ſtedſe de ſamme, og at onde Sadvaner forſt ophøre med felve Livet? Jeg har Grund til at frygte for, at denne Sandhed har fin fulde Anvendelſe her i dette Tilfælde. Dog vil jeg atter vove det med ham, bvis ban vil udſtede et retsgyldigt Doku— ment, ſom fuldkommen ſikkrer mig for igjen at komme til at lide under hans ſlemme Vaner. —

Hertil var Kadiben villig. Khalifen lod ſtrar Do— kumentet udfærdige, og underſkrev det ſels ſom Vidne. For nu endvidere at give den i fig ſelv dygtige Mand Lejligbed til at bruge fine Cvner og uhindret begynde en bedre Vandel, anſatte han ham ſom Overkadi i en langt bortliggende ſtor Stad i Arabien, bvor ikke nogen Mo— ders Sjæl havde hort tale om bang latterlige Eventyr.

184

Prinds Ahmed

Fren Peri-Bann.

En erverdig Konge af Indien havde paa fine gamle Dage den ftore Glæde, at trende Prindſer, bang Sønner, ſom i alle fyrftelige Dyder flægtede ham vel paa, og en Broderdatter, den ſkjonneſte Kvinde paa fin Tid, udgjorde bang Hofs Vrydelfe. Den ældfte Prinds bed Hus— fajn, den næfte Aly, og den vungfte Abmed; Prind⸗ ſesſen bed Nurunnibar.) Denne Sidſte var en Datter af Sultanens yngre Broder, bvem ban ved fin Regjerings Tiltrædelſe bavde givet et glimrende ÜUdkomme, men ſom var død nogle faa Aar efter fin Formaling, efterladende ſig eet eneſte Barn, en Datter, i den ſpadeſte Alder. Da der ſtedſe bavde berſket det ommeſte Forhold imellem de to Brodre, antog Sultanen ſig ſtrax den lille Prindſesſe ſom ſin egen, lod bende bringe til ſit Palads og der opdrage tilligemed ſine Sonner. Med en ſſelden Skjonbed og Ynde forbandt denne Prindſesſe en Aandrig— bed og Dyd, ſom udmaerkede bende hojt fremfor alle da— levende Prindſesſer.

) Dagens Lys.

185

Hendes Farbroder, Sultanen, havde foreſat fig at formæle bende, faafnart bun havde naaet den modne Al— der, for derved at træde i Slegtſkab og nøje Forbindelfe med een af Nabolandenes mægtigfte Fyrſter. Og i Vir— keligbeden gjorde han vel i alvorlig at tenke derpaa; thi ſnart blev det aldeles gaabenbart, at alle hans tre Sonner vare lidenſkabelig indtagne i hende. Dette voldte ham en levende Bekymring, ikke fordi han derved kunde blive tvungen til at opgive fine allerede fattede Henſigter med Prindſesſen, men fordi han indſage det Vanſkelige i, un— der disſe Omſtendigheder at vedligeholde Enigheden imel— lem Prindſerne, og i at bevæge de tvende til at træde tilbage, efterſom de ikke alle tre kunde faa hende til Ge— malinde.

Han lod Prindſerne komme for ſig og talte med dem Hver ifær, for at gjøre dem det Urimelige i deres Idratter begribeligt, og i Mindeligbed bringe de tvende til at vige, eller lade Prindſesſen, deres Sodſkendebarn, afgjore deres Strid ved et frit Valg imellem dem; med Smerte maatte han erfare, at han talte for aldeles dove Oren. Da ban derpaa forgjæves endnu havde gjort det ſidſte Forſog ved at foreſlaa dem, alle Tre at opgive Prindſesſen, paatog han fig hele fin faderlige Værdighed og lod dem ſamlede komme for ſig.

— Mine Born, — ſagde han: — da jeg ikke kan be— vege Eder til frivillig at gjøre Afkald paa Nurunnihars Haand, og jeg ikke vil bruge en Faders og Konges Myndig— bed imod Eder, faa har jeg kun eet eneſte Middel tilbage til at afgjͤre Sagen, uden at gjøre Eders broderlige Een— drægtighed Skade. Jeg forudſetter nemlig, at J ville fore Eder mine ſidſte Ord i dette Anliggende tilbjerte og handle derefter, — J vide alle, hvilken Elſker jeg er af

186

allebaande Sjeldenbeder, og jeg lover derfor den af Eder min Broderdatter til Gemalinde, ſom bringer mig den ſtorſte Sjeldenbed bjem fra fin Rejſe. Kun da vil jeg vitve min afgjorende Dom desangagende, naar J ikke felv ved Sammenligning kunne blive enige om, Hvem af Eder der fortjener Fortrinet. Til at beſtride Reſſens Om⸗ koſtninger og Indkjobet af den bevidſte Sjeldenbed vil jeg tilſtaa Hver af Eder en overflødig Pengeſum, bvil⸗ ken I dog ikke maa anvende paa et ſtort Mejfefølge og vidtløftige Rejſeanſtalter. J vilde derved forraade, Hvem J ere, og Dette vilde ikke alene bindre Eder i Opnagel— ſen af Eders egentlige Henſigt, men ogſaa i overhovedet at drage Nytte af Eders Rejſe i fremmede Lande, bvor der naturligviis vil findes Meget, ſom er Eders Op— merkſombed værdigt. —

De tre Prindſer vare vante til at viſe deres Fa— der en punktlig Lodigbed, og enbver af dem ſmigrede fig med det Haab, at ban ſkulde blive den Heldige i at opnaa Prindſesſens Beſiddelſe. De erklerede fig altſaa bered— villige til at adlyde, modtoge endnu ſamme Dag de til deres Rejſe fornødne Penge, gjorde de nødvendige Tilbe⸗ redelſer, og toge, fulde af Utaalmodigbed, med det Samme Afſked fra deres Fader og Prindſesſen, for ſtrax den fol— gende Morgen at kunne tiltræde deres Reiſe.

Ganſke aarle droge de altſaa, fortræffelig udruſtede, forkledte ſom velhavende Kjobmend og kun ledſagede af een eneſte ſom Slave flædt fortrolig Tjener, med binanden igjennem den ſamme Port ud i den vide Vers den. Men ved det allerforſte Herberg, bvor Vejen deelte fig i tre Grene, toge de Afſked med binanden og fort— fatte derpaa deres Rejſe, Enhver fin egen Vej. Dog

187

førend de ſkiltes, gjorde de endnu Aftale med bveran— dre om, at de beſtemt om et Aar igjen vilde mødes i det ſamme Herberg. Den, ſom kom ferſt, ſkulde vente paa de to Andre, og de Tvende paa den Ene, forat de ſamlede kunde drage ind i deres Faddreneſtad, ligeſom de havde forladt den. Efter inderlige Omfapnelſer og gjen— ſidig udverlede Onſker for en lykkelig Reiſe ſkiltes der— paa de trende Brødre fra hverandre, og ſloge ind, Hver paa fin egen Vej, uden Valg overladende fig til det blinde Tilfælde.

Husfajn, den ældfte af de tre Brødre, havde bort meget tale om Kongeriget Bisnagars Storbed, Magt, Glands og Rigdom, og (fyrede derfor fin Bandring i Retningen af det indiſke Hav. Efter omtrent tre Maa— neders Rejſe ifølge med forſkjellige Karavaner, igjennem vide Orkener, over nogne Bjerge, men ogſaa igjennem de frugtbareſte og folkerigeſte Egne, naaede han endelig Bis— nagar, Hovedſtaden i Riget ') af ſamme Navn, og Kon⸗ gens Reſidents. Han traadte af i en for fremmede Kjob— mend beſtemt Khan, og da han borte, at Kjobmendene ber havde deres med alle mulige Barer vel forſynede Bo— der i fire forſkjellige Kvarterer af Staden, begav han fig firar den folgende Dag ud for at beſoge غم‎ af disſe Kvarterer. Midt i ſamme indtog det kongelige Palads et meget ſtort Rum og dannede ligeſom Middelpunktet af den ſtore Stad, ſom bavde tre Ringmure, og bvis Porte vare en bel Miil fjernede fra binanden.

Prinds Husſajn kunde ikke nokſom beundre denne prægtige Deel af Staden. Den var vidtløftig bygget

*) Karnate.

188

og ajennemftaaren af brede Gader, der vare overbvælvede nl Beftuttelfe imod Solftraalerne, uden dog derfor at være morke. Boderne vare alle af ſamme Storrelſe og Bygningsmaade, og alle Kjobmand, der boldt det ſamme Slags Barer, iligemaade de censartede Haandverkere, bocde i ſamme Gade. Hans Forbauſelſe over Mængden, Forſkjelligbeden, Pragten og Koſtbarbeden af de Barer, ſom fandtes | Boderne, var ganſke overordentlig. Her ſaacs de allerfineſte indiſke og perſiſte Stoffer, prangende med de lipligſte Farver og fremviſende naturtro Billeder af Menneſker, Landſkaber, Dor og Blomſter, — endvi⸗ dere Guld⸗ og Solpbrokade fra Perſien og andre Steder. Porcellæn- og Glasvarer fra Japan, og de berligſte Tep⸗ per af alle Storrelſer, Farver og Monſtre fra Indien. Men da ban kom til Guldarbejdernes og Juvelerernes Boder, — ber dreves nemlig begge Kunſter i Forening, — kom ban ganſke ud af fig ſelv ved Synet af den Mængde fortræffelige Guld⸗ og Solvarbejder, ſom ber var ſtillet tilſkue, og blev neſten blændet ved Glandſen af alle de Perler, Diamanter, Rubiner, Smaragder og andre Adelſtene, ſom i Masſe vare fremlagte for at bide lokke Kjobere. Og bapde ban Aarſag til at forbauſes over disſe ber ligeſom ſammendyngede Skatte, bavde ban visſelig ikke mindre Aarſag til at ſtudſe over den Rigdom og Overdaadigbed, ſom berſkede i Staden i det Hele taget, Tbi, naar undtages Braminerne og Tempeltjenerne, ſom bavde gjort Affald paa Verdens Forfengeligbed, ſaages der neppe nøgen Indier eller Indierinde, ſom jo bar koſt⸗ bare Baand af Aedelſtene eller Perler omkring Halſen, Armen eller Benet; og disſe Smykker faldt faa meget ftærfere i Øjnene, ſom deres Glands dannede den meſt paafaldende Modſctning til den merke Hudfarve.

189

En anden Ejendommeligbed, ſom ftrar drog Hus— ſajns Opmerkſombed paa fig, var den ſtore Mængde af Roſenſelgere, ſom lob om i Gaderne. Han maatte viſt— nok antage, at Indierne vare ſtore Andere af disſe Blom— ſter; thi ban modte neppe Nogen uden en Buket af Ro— fer, og bos alle Kjobmend faae ban een eller flere Vaſer fyldte med disſe Blomſter, hvoraf ogſaa bele Kvarteret duftede.

Efterat Prindſen ſaaledes beundrende den halve Dag var loben Gade op og Gade ned, følte ban fig ende— lig træt, og fane fig om efter et Sted, hvor han kunde lade en Smule Ro falde paa ſig. Da han i denne Hen— ſigt nærmede fig een af de ſtorſte Kjobmandsboder, blev han meget hoflig indbuden til at træde indenfor og ned— lade ſig. Dette lod ban ſig ikke ſige to Gange.

Ikke længe havde han opholdt fig i Boden i Sam— tale med den ærlige Kjøbmand, da en Udraaber kom forbi med et omtrent fer Fod langt og bredt Teppe, ſom han bod tilſalg for tredive Punge. Husſajn kaldte paa Manden for at faa Tæppet at fee, bvilket baade i For- hold til fin Storrelſe og Beſkaffenhed forekom ham uri- melig dyrt. Efterat han med Opmeerkſombed hapde endt fin Underſogelſe, yttrede han for ÜUdraaberen fin Forundring over, at et tilſyneladende faa lidet koſtbart Tæppe kunde blive udraabt til en faa bøj Priis.

Udraaberen anſage Husſajn for en Kjøbmand og ſvarede: — Herre, ſynes Eder allerede denne Priis for bøj, da vil J endnu mere undre Eder ved at erfare, at jeg bar Ordre til at lade Priſen ſtige indtil fyrretyve Punge, og kun tor lade Tappet gaa imod rede Be— taling. —

— Da maa viſtnok Teppets Verdi bero paa een

190

eller anden mig ubekjendt Egenſkab. — vttrede Huss ſa jn.

— Deri har J Ret; — ſparede Üdraaberen: — og J vil opbore med at undre Eder, naar J erfarer, at Man ved Hjælp af dette Tæppe i eet eneſte Ojeblik kan begive fig ben, bvorſombelſt i Verden Man vil, uden at Noget er iſtand til at opholde En. —

Ved denne Forklaring kom Husſajn til at tenke paa Henſigten med fin Rejſe, og det faldt bam ind, at ban umulig kunde finde nogen ſtorre Sjeldenhed til fin Fader end denne. Derfor tog ban efter et Ojebliks Betenkning ſaaledes tilorde:

— Hvis Tæppet virkelig beſidder den Egenſkab, ſom J angiver, finder jeg det ikke alene ikke for dyrt, men vil ogſaa med Fornojelſe, foruden den egentlige Betalingsſum af fyrretuve Punge, give Eder en klakkelig Godtgjorelſe for Eders Ulejligbed. —

— Herre, — fvarede Manden: — jeg har kun fortalt den rene Sandbed; og jeg bar Intet imod, at J, førend J afſlutter Handelen, gjør en Prøve med Tæppet. Efterſom J naturligviis ikke bar de fyrretyve Punge bog Eder ber, og jeg altſaa maa umage mig med Eder ben i den Khan, bvor J boer, kan Intet ſynes mere pasſende, end om vi benytte os af Tæppet for tilſammen at begive os derben. Ejeren af denne Bod vil viſtnok ikke nægte os ſin Tilladelſe til at træde ind i Baggrunden af Boden og der gjøre vore Anſtalter. Jeg vil da udbrede Tap— pet, og vi ville begge ſette os derpaa; bvis J da ikke, ſaaſnart J blot bar onſket, øjebliffelig bliver ben— flyttet til Eders Khan, ſkal J bave fuld Frihed til af tage Eders Tilbud tilbage. Bedre kan jeg ikke byde Eder. Hvad endelig Eders Gave angager, faa bliver jeg

191

rundelig lonnet for min Ulejligbed af Tappets bidtilvæ- rende Ejer, og vil følgelig anſee Eders Gaymildhed for en reen Naade. —

J Tillid til Udraaberens Retſkaffenbed affluttede Husſajn ojeblikkelig Handelen under den givne Betin— gelſe, og traadte derpaa med ham ind i Bodens Baggrund, efter at have erhvervet fig Ejermandens Tilladelſe dertil. Udraaberen bredte fit Tæppe ud paa Gulvet, begge fatte fig derpaa, og neppe havde Husſajn ønffet at blive overført til fit Værelfe i Khanen, førend han allerede var der tilligemed Udraaberen. Da der felvfølgelig ikke behøvedes andet Beviis for Tæppets Fortræffeligbed, ud— betalte Husſajn Udraaberen de fyrretyve Punge i Guld og forærede bam oven i Kjobet tyve Guldſtykker.

Prindſen var altſaa nu Ejer af det koſtbare Tæppe, og troede at have god Grund til at glæde fig over, at han ſtrax efter fin Ankomſt til Bisnagar havde faaet Lej— lighed til at komme i Beſiddelſe af en faa udmerket Sjel— denbed, ſom, — det var ham umuligt at tvivle derom — nodvendigviis maatte ſikkre bam Sejren over hans Brødre og Beſiddelſen af den hulde Nurunnihar. Han bavde altſaa Intet mere at beſtille i Bisnagar, og kunde forme— delſt Tæppet i et Ojeblik have overfort ſig til det aftalte Modeſted; men ban vilde i dette Tilfælde være kommen fil at vente altfor længe, og befluttede derfor af anvende nogle Maaneder paa af lære Kongen af Bisnagar og hans Hof at fjende, Landets Hær, Love, Sæder, Reli— gion, overhovedet hele dets politiffe og fædelige Tilſtand.

Da ban nu vandrede omfring for at tage Stadens Mærfværdigbeder i Ojeſyn, kom ban ogfaa til et Afguds— tempel, ſom i fin Heelbed var opført af Bronce. Dets

102

Grundflade beløb fig til ti Alen i Fürkant, og dets Højde til femten Alen. J Midten af ſamme bavede fig et Af— gudsbillede i fuld Menneſkeſtorrelſe og af det pure Guld, bois Øjne, der vare dannede af Rubiner, vare faa kunſtig udſkaarne og anbragte, at de ſyntes at betragte En, bvor⸗ ſombelſt Man end vendte ſig ben.

Ogſaa en anden Helligdom fade ban, ſom ikke var mindre mærfværdig. Den beſtod af en Flade paa om- trent ti Tonder Land, ſom dannede en med Roſer og en Mængde andre ſkjonne Blomſter beelt bevoxet Have, og var omgiven med en lav Muur, ſom ſkulde bindre de vilde Dyr i at trænge derind. J Midten af ſamme hæs bede fig en mandsboj, af tilbugne Steen faa kunſtig ſam— menfojet Terrasſe, at den kunde gjelde for een eneſte Steen. Paa Terrasſen knejſede et Tempel af omtrent balptredſindstyve Alens Højde, med en Kuppel, ſom kunde ſees vidt og bredt fra alle Sider. Det rode Mar⸗ mor, bvoraf det var opført, hade en faa glimrende Po— litur, at Solſtraalerne brode fig deri med en blendende Glands. Kuppelen var indvendig prydet med en tredob— belt Rad af fortrinlige Malerier, og Templet felv var udſmykket med alleſlags Gudebilleder og andet udffaaret Billedverk. Morgen og Aften blev der foretaget en beel Deel overtroiſke Ceremonier i Templet, bvorpaa der fulgte feſtlige Dandſe, Sang og Muſik; og Mængden af Andegtige, ſom valfartede dertil for at opfylde deres fromme Løfter, var faa ſtor, at ikke alene Tempeltjenerne, men ogſaa alle Byens Indvaanere rigelig havde deres Un— derhold af de indkomne Offergaver.

Prinds Hus ſajn overværede ogſaa en ſtor Højtid, ſom aarlig feſtligboldes ved Hoffet i Bisnagar, og ved

193

hvilfen ikke alene alle Rigets Statholdere, Fæjtnings- kommandanter, Generaler og overſte Dommere maa ind— finde fig, men ogſaa alle ved Lærdom og Helligbed udmer— kede Braminer, om de endogſaa bo ſaa langt fjernede fra Hovedſtaden, at Rejſen dertil koſter dem flere Maaneder. Den af en utallig Mængde Indianere beſtagende Forſam— ling bliver holdt paa en viid Slette, og danner ved fin Farvepragt og Uoverſkueligbed det meſt overraſkende Syn, Man formager at tenke fig. Midt paa denne Slette fandtes en lang og bred, ſmukt indhegnet Plads, hvis ene Side dannedes af en herlig nietages Bygning, ſom var beſtemt til at optage Kongen, bele hans Hof og de Fremmede, bvilke han een Gang ugentlig plejede at ſtede til Audients. Indvendig var denne Bygning paa det Koſt— bareſte udſmykket og møbleret, og udvendig bemalet med Landſkaber, bvorpaa Man ſage allebaande Dyr, Fugle, Inſekter, ja endogſaa Myg og Fluer, forat Intet ſkulde mangle til Fuldſtendigbed. Andre Tribuner af i det Mind— ſte fire til fem Etager omgave de andre Sider af Pladſen, og disſe havde den Ejendommeligbed, at Man nu og da drejede dem om, og derved forandrede deres Udſeende og Dekorationer. Paa de tvende Sider af Pladſen ſtode i en ringe Afſtand fra binanden tuſinde koſtbart opſadlede Ele— fanter, af bvilke enhver bar et fürkantet Taarn, beſat med Dandſere og Muſikanter. Disſe Elefanters Snabler, Orer og øvrige Krop vare bemalede i Zinober og andre afſtikkende Farver med allehaande eventyrlige Figurer. Men den Deel af dette i fin Art hojſt overordent— lige Skueſpil, ſom gav Husſajn det fuldkomneſte Be— greb om Indiernes Driftighed, Kunſtferdighed og Op— findſombed, var een af de ſtorſte og ſpereſte Elefanter, ſom med alle fire Fødder ſtod paa en omtrent to Fod bøj

VE 13

194

Trablok og efter Takten bevægede fin bøjelige Snabel. En anden Elefant af ſamme vældige Storrelſe ſtod paa Enden af en ſom ct Gongebradt anbragt Balke, paa bvis modſatte Ende ct ubyre Klippeſtpkke maatte danne Ligevagten, og bevægede, gongende op og ned, ligeledes ſin Snabel efter Muſikens Takt.

Endnu meget langer kunde Prinds Husſajn med Fornojelſe bave opboldt fig ved Kongen af Bisnagars Hof, og ſkulde lige indtil den ſidſte Dag for det imellem Brødrene berammede Stepnemode ikke bave favnet Stof til nottig og bebagelig Underboldning. Men vel tilfreds med de Merkverdigbeder, ban allerede bapde feet, og uop⸗ borlig beftjæftiget, ſom ban var, af Gjenſtanden for fin Kjarligbed, for bvem bans Lidenſkab Dag for Dag tiltog i Strke og Inderligbed, iſer ſiden ban var kommen i Beſiddelſe af det underfulde Tæppe, — baabede han at blive roligere, og troede at være fin Luffe nærmere, naar en kortere Afſtand adſkilte bam fra Nurunnibar. Efter⸗ at ban derfor bavde betalt Kbanens Opſynsmand Lejen for fit Logi og bade ſagt denne en beſtemt Time, da ban kunde bente Noglen, ſom ban vilde lade blive ſiddende i Doren, gik ban op paa fit Verelſe, uden at give ner⸗ mere Forklaring over, paa bvilfen Maade ban bapde iſinde at afrejſe. Men faafnart ban bapde ſamlet fine faa Sas ger, bredte ban fit Tappe ud, og tog tilligemed fin fore trolige Tjener Plads derpaa; — neppe bavde han af Hjer⸗ tet onſtet at være i det Herberg, bvor ban var ſkiltes fra fine Brødre, førend ban ogſaa var der.

Den naſteldſte Broder, Prinds Aly, bapde imid⸗ lertid ſluttet fig til en Karavane, ſom gik til Perſien, og

195

havde efter en Rejſe af henved fire Maaneder endelig naaet Staden Sbiras, Perſiens daværende Hovedſtad. Da han undervejs havde gjort Bekjendtſkab og ſluttet Venſkab med nogle Kjobmend, dog uden at give fig tilkjende for dem, tog han med disſe ind i den ſamme Khan. Medens nu den folgende Dag Kjobmendene vare beffjæftigede med at aabne deres Vareballer, lod Prinds Aly, der kun reiſte for fin Fornojelſe, og Intet bavde at udpakke uden de allernodvendigſte Rejſefornodenheder, fig fore hen i den Deel af Staden, hvor der var Guld- og Solvarbejder, Aedelſtene, Brokade, Silkeſtoffer, fünt Linned og andre koſtbare Barer uͤdſtillede tilſalg. Dette Sted, i Perſien fædvanlig faldet Beſeſtan, var meget rummeligt, og bedek— ket med en Hvælving, ſom hvilede paa ſterke murede Piller. Rundt omkring disſe Piller, ligeſom langs med Væggene, baade foruden og forinden, vare Boderne anbragte. Prind— ſen gjennemſtrejfede Beſeſtan'en, og fluttede fig af den Mængde koſtbare Barer, ſom der vare udftillede, til de Skatte, ſom den maatte indebolde.

Iblandt de mange Udraabere, ſom her gik ud og ind og falbode forſkjellige Gjenſtande, bendroges Alys Opmerkſombed ſnart paa een, ſom falbod et omtrent en Fod langt og en Tomme tykt Ror af Elfenbeen til en Priis af tredive Punge. J Begyndelſen holdt han Udraaberen for en Smule vanvittig; men for at komme til Visbed i Sagen traadte han ben til en Bod og ſpurgte ſammes Ejermand: — Herre, hav dog den Godhed at ſige mig, om biin Mand, ſom falbyder et Elfenbeensrer for tredive Punge, rigtig er ved ſine fulde Fem! —

— Hvis ban ikke bar miſtet Forſtanden ſiden igaar, — ſparede Kjobmanden: — kan jeg forſikkre Eder om, at det netop er den allerklogeſte blandt vore

13

196

Udraabere, bvem Man fortrinsviis betroer koſtbare Sager, fordi Man i fuldeſte Grad kan ſtole paa bam. Hvad biint Rør angaaer, faa maa det vel beſidde een eller an— den os ubekjendt Egenſkab, ſom gjør det fine fulde tres dive Punge verdt, ja vel endogſaa Mere. Han kommer ſtrax ber forbi; faa kunne vi ſporge ham ud desangagende. Behag imidlertid at tage Plads paa min Sofa og bviil Eder ud! —

Aly tog mod Kjobmandens artige Tilbud, og bavde ikke ventet længe, da Udraaberen kom forbi. Kjobman⸗ den kaldte ad ham, og tiltalte ham, ſaaſnart han var traadt nærmere, paa folgende Maade:

— J maa fee til at gjøre Rede for denne unge Herre, ſom mener, at J er gal, efterſom J forlanger en faa bøj Priis for flig ubetydelig Gjenſtand. Jeg kan ikke nægte, at jeg jo ſelv vilde fatte Mistanke til Eders Forſtand, bvis J ikke var mig bekjendt ſom en uſcdvan⸗ lig klog og beſindig Mand. —

Udraaberen henvendte fig nu med folgende Ord til Prindſen:

— Herre, J er ingenlunde den Forſte, ſom holder mig for ſmaatosſet paa Foranledning af dette Ror; men J vil komme tilbage fra Eders Vildfarelſe, ſaaſnart J erfarer dette Hørs beſynderlige Egenſkaber. J vil da ri— meligviis ſelb byde derpaa, ligeſom mange Andre, der i Begyndelſen nærede den ſamme Fordom, ſom J. — Forſt, min Herre, — vedblev Udraaberen, henvendt til Ahmed, idet ban overgav Roret i bang Haand: — beder jeg Eder have den Godbed at lægge Mærfe til disſe fvende Glas, bvert i fin Ende af Roret! Kiger Man igjennem eet af disſe Glas, feer Man øjebliftelig, bvad Man onſker at fee, feln om det befandt fig ved Verdens anden Ende. —

197

— Jeg er beredt til at lade Eder vederfares al Retferdighed, — pttrede Prindſen: — ſaaſnart jeg har overbevüiſt mig om Rigtigbeden af Eders Udſagn. — Og betragtende de tvende Glas i Roret, ſom ban holdt i fin Haand, vedblev han: — behøver jeg virkelig kun at kige igjennem disſe Glas for at faa Alt at fee, hvad jeg onſker? —

Udraaberen vifte ham, hvorledes han ſkulde bære fig ad med Roret, og ſaaſnart han havde det for Øjet, onſkede han at faa fin Fader at fee. Neppe havde han onſket, førend han faae fin Fader ſiddende i fit Divan ved fuldkomment Helbred. Da der næft efter hans Fader Intet var bam mere dyrebart i Verden end Nurunni— har, onſkede han derpaa ogſaa at faa hende at fee, og ſtrar hade han hende for fit Oje, ſom hun ſad iblandt ſine Kvinder, foran ſit Pyntebord i det gladeſte Lune.

Mere behøvede Prinds Ahmed ikke for at over— beviſe ſig om, at dette Ror var den koſtbareſte Ting, ikke alene i Sbiras og bele Kongeriget Perſien, men ogſaa i den bele vide Verden, og at han neppe kunde finde nøgen bedre Sjeldenbed at bringe med fig bjem fra fin Reiſe. Derfor benvendte ban ſig uden Betenkning til Udraaberen paa folgende Maade:

— Jeg tager med Fornøjelfe min ufordeelagtige Mening om Eders Forſtand tilbage, og troer at byde Eder den bedſte Fyldeſtgjorelſe, idet jeg erklerer mig villig til at afkjobe Eder Roret. J ville derfor være faa god at ſige mig den nojeſte Priis, ſom Sælgeren forlanger! Iſtedetfor ſaa at gjore Eder fremdeles Ulejligbed med at gaa frem og tilbage og raabe, kan J ſtrax folge med mig bjem og faa Pengene. —

Udraaberen ſpor paa, at han ikke kunde fælge Ro⸗

198

ret en Stilling ringere end fyrretyve Punge, og tilbød at føre Abmed ben til ſelve Sælgeren, bvis ban blot i mindſte Maade tvivlede om Rigtigbeden af bang Udfagn. Men Prinds Ally troede Udraaberen paa bang Ord, og forte bam ftrar med fig bjem til Khanen, bvor han ude betalte bam de forretyve Punge i blanke Guldſtpkker, og til Gjengjæld modtog Roret.

Prindſens Glæde over denne Erbvervelſe var faa meget ſtorre, ſom ban med Grund meente, at hans Brødre umulig kunde bjembringe nøgen Sjeldenbed, ſom turde bringes i Sammenligning med det underfulde Nor, og at Prindſesſen følgelig utvivlſomt maatte tilfalde bam. Fra denne Stund tenkte ban alene paa, ukjendt at lære det perſiſke Hof at fjende, ſamt de vigtigſte Merkverdig⸗ heder i Staden Sbiras og dens nærmefte Omegn, — indtil den Karavane, med bvilken ban var bidkommen, atter brod op til Indien.

Da dette Tidspunkt kom, bavde han fuldkommen tilfredsſtillet fin Nysgjerrighed, ſluttede fig uden 21082 ſpilde til Karavanen, og naaede, uden at lide Andet end de ſedvanlige Übekvemligbeder ved en lang Rejſe, An⸗ ſtrengelſe og Kedſommeligbed, lokkelig det Herberge, bvor ban var ſkiltes fra fine Brødre. Her traf ban allerede fin eldſte Broder Husſajn, og begge gave fig nu til at vente paa den yngfte Broder Ahmed.

Denne havde imidlertid vendt fig til Samarkand, og var ftrar den følgende Dag efter fin Ankomſt dertil gaaet ben paa Beſeſtan'en. Jeppe var ban traadt derind, førend der [od fig en Udraaber børe, ſom bød et funftigt ble tilfalg for fem og tredive Punge. — Toy lidt, min gode Mand, — tilraabte han ham: — lad mig fee

199

Æblet, og forklar mig, bvilke beſynderlige Egenſkaber det beſidder, efteroom J vover at forlange en faa bøj Priis derfor! —

Udraaberen lagde Wblet i Prindſens Haand, forat han nærmere ſkulde underſoge det, og vttrede: — Herre, efter Synet at domme har dette kunſtige Wble vel kun et ringe Værd; men naar Man tager dets ganſke over— ordentlige Kræfter og den beundringsverdige Brug i Be— tragtning, ſom til Menneſkebedens Bedſte lader fig gjøre deraf, ſaa kunde Man vel friſtes til at anſee det for en ubetalelig Skat. Der gives nemlig ingen Sygdom faa farlig, ingen Feber, ingen Blodgang, ſelv ingen Peſt, ſom jo dette Æble i et Ojeblik kan helbrede faa fuld— kommen, ſom om den aldrig havde været til. Selv om et Menneſke [aa i fine ſidſte Aandedrag, vilde han ſtrax vorde friſt ſom en Fiſk, naar han blot kom til at lugte til dette Able.

— Det er visſelig ſtore Ting, — yttrede Ahmed: — og medrette vilde et Able med flige Egenſkaber være en ubetalelig Skat. Men J kan ikke finde det underligt, om jeg og Andre, ſom kunde føle Lyſt til at kjobe dette Wble, forſt onſkede at overbeviſe fig om Rig— tigheden af Eders Foregivende. —

— Min Herre, — fvarede Udraaberen: — Sagen er ber i Samarkand almindelig bekjendt, og J behover kun at adſporge den forſte den bedſte Kjøbmand ber paa Bazaren, faa vil J erfare, at mangen En allerede vilde have været et ſikkert Dødens Bytte uden dette mærfvær- dige Æble. Det er den ſidſte Frugt af de dybefte og meſt anſtrengende Studier, ſom en berømt Filoſof ber i Staden har øvet; ban har nemlig anvendt bele fit Liv paa at udgranſke Planternes og Mineraliernes Kræfter,

200

og bar ſaaledes endelig opfundet denne vidunderlige Sam⸗ menjætning, bvorved ban baade fjern og nær bar udført de meſt overraſtende Kure og erbvervet fig en Berommelſe for alle Tider. Desverre bar for fort Tid ſiden Døden faa baſtig overraſket bam ſelv, at ban ikke fik Tid til at gjøre Brug af fin egen Opfindelſe; og bang Enke, ſom ban efterlod i Armod og med en Mængde Born, bar endelig beſluttet at fælge dette uforlignelige Kunſtverk for derved at forbedre fine flette Omſtendigbeder. —

Medens Üdraaberen paa denne Maade underrettede Prindſen om bletg vidunderlige Egenſkaber, ſtandſede flere Perſoner og lyttede til; de Fleſte kunde af Erfaring befræfte Sandheden af Üdraaberens Ord. Da een af de Tilſtedevcrende vttrede, at ban juſt bande en ſyg Ven, om bvis Helbredelſe Man med Grund tvivlede, og at dette følgelig var en god Lejligbed til at prove Wblets Mira kelkraft, ſagde Prindſen til Udraaberen, at ban vilde give fyrretyve Pange for Wblet, ſaafremt den Syge blev belbredet ved blot at lugte dertil.

Üdraaberen bavde netop Fuldmagt til at lade Wb— let gaa for denne Prüs, og yvttrede: — Herre, Wblet er altſaa Eders; thi der er ingen Tvivl om, at det jo ogſaa i dette Tilfælde vil gjøre fin ſedvanlige Virkning. —

Forſoget lokkedes virkelig i fuldkomneſte Maade, og Prindſen vandt Ejendomsret til Ablet for en Prüs af fyrretyve Punge. Hermed anfaae ban Henſigten med fin Neſſe for opnaaet, og ventede nu kun med Utaalmodighed, at den Karavane, bvormed ban vilde rejfe tilbage, atter ſtulde drage igjennem Samarkand.

Imidlertid lod ban det være fig magtpaaliggende at lære Alt at fjende, bvad Samarkand og ſammes Om⸗ egn beſad af Merkverdigt. Iſerdelesbed fandt han Be⸗

201

bag i Dalen Sayd, ſom har vundet en faa almindelig Be— rommelſe iblandt Araberne paa Grund af fit berlige Gron— fvær, fine Gaver og Paladſer. Den ſtorſte Appigbed og rigeſte Mangfoldigbed af Frugter gjor denne Dal visſelig ogſaa fortjent til at kaldes eet af Verdens Paradiſer. Med den forſte Karavane, ſom afgik til Indien, forlod Prinds Abmed endelig det berlige Samarkand, og naaede lykkelig, ſkjondt igjennem en Mængde Moj— ſomligbeder, det imellem Brødrene aftalte Modeſted.

Den tidligere indtrufne Ali bavde allerede ſpurgt Husſajn, naar han var mødt i Herberget. Da han erfarede, at Husſajn allerede i tre Maaneder 9005+ op— boldt fig der, yttrede ban beelt forundret: — Du kan altſaa ikke babe været langt borte? —

— Jeg vil ikke nærmere tilkjendegive, bvor jeg har været; — fvarede Hus ſajn: — men jeg kan forſikkre Dig, at jeg brugte bele tre Maaneder for at komme did. —

— Hvis dette er Tilfælde, — pttrede Aly: — faa maa Du kun have opboldt Dig der i ganſke fort Tid. —

— Ogſaa deri tager Du fejl; — var Hus ſajns Svar: — jeg opboldt mig paa Stedet fire til fem Maaneder, og det havde ſtaaget til mig at forlænge mit Opbold, om jeg havde villet. —

— Gaa maa Du i det Mindſte være fløjen til— bage; — fagde Aly: — faa meget fan jeg begribe! —

— Hvad jeg bar fortalt Dig, er den rene Sand— bed, — yttrede Hus ſajn: — og med denne Erklering maa Du lade Dig nøje, indtil vor Broder Abmed og— faa er kommen tilſtede; faa ſkal jeg nærmere forklare Sammenbengen ved min Reiſe, og tillige fremviſe den

202

Sjeldenbed, jeg bar bragt med mig bjem. — Men هونا‎ Dig angaaer, fjære Broder, — vedblev Hugfajn: — faa fynes Du mig juſt ikke at have bragt noget ſtort Ude bytte bjem med Dig fra din Mejfe; jeg fan i det Mindſte ikke ſpore nogen Forøgelfe af din Bagage. —

— Det Samme vilde jeg netop bave vttret med Henfvn til Dig; — afbrød Aly fin Broder: — thi naar jeg undtager det afblegede Tæppe, fom Du bar bredt over Sofaen, ſtal jeg ikke kunne ſige, bvilke Herligbeder Du bar bragt med Dig tilbage. — Men efterſom Du gjør en Hemmeligbed af den Skat, ſom Du bar bragt med Dig bjem, vil Du ſikkerlig beller ikke tage mig ilde op, at jeg tier ſtille med min. —

— Jeg fætter den Sjeldenbed, ſom jeg bar været faa beldig at erbverve, — lød Husſajns Svar: — faa bøjt over alle andre Merkverdigbeder i Verden, at jeg flet ikke frygter for at foranledige en Sammenligning med den, ſom Du bar bragt med Dig tilbage. Men det er bedre, at vi vente, indtil vor Broder Abmed ogſaa er indtruffen; faa kunne vi paa een Gang gjøre Rede for Uds faldet af vor Rejſe. —

Alp havde ikke iſinde at indlade fig med fin Bro— der i nogen Strid angaaende deres bjembragte Herlighe— ders indbyrdes Bærd; han var faa overbeviiſt om, at hang Skat maatte overgaa alt Andet, brad der kunde fremviſes, at ban med Taalmodigbed og ganſke rolig kunde finde fig i den af Hus ſajn foreſlagede Opſet⸗ telſe af en gjenſidig Meddelelſe.

Da nu endelig Ahmed ogſaa var indtruffen, tog Husſajn, efterat de gjenſidig med Ombed havde omfav⸗ net og enſket hverandre Lykke til det glade Gjenſyn

203

paa det ſamme Sted, bvor de for et Aar ſiden bavde faget Afſked fra bverandre, ſom den eldſte af Brødrene ſaaledes tilorde:

— Kjare Brødre, vi ville faa mere end tilſtrakke— lig Tid til at underholde os med hverandre om de Even— fyr, ſom vi have oplevet paa vore Rejiſer; lader os alt— faa for Ojeblikket kun tale om det, der ligger os ner— meſt paa Hjertet, og uforbeholdent fremviſe de Koſt— barheder, ſom vi have bragt med os tilbage, for ſaaledes forud at kunne danne os et Begreb om, Hvem af os vor Fader ſandſynligviis vil tilkjende Priſen. For at gaa foran med et godt Exempel, vil jeg uden videre Ind— ledning aabenbare Eder, at den Sjeldenhed, ſom jeg for— troſter mig til, er dette Tæppe, ſom J fee udbredt over Sofaen. Det feer rigtignok kun lidet koſtbart ud; men jeg er vis paa, at J, ſaaſnart jeg bar angivet dets under— fulde Egenſkab, ſelv ville indromme, at dets Mage findes ikke i bele Verden. Naar Man nemlig, faa mange, ſom der kan faa Plads, fætter fig paa Tæppet og onſker fig etſteds hen, er Man der i felvfamme Ojeblik. Jeg pro— vede det naturligviis ſelv, førend jeg betalte de fyrretyve Punge for det, ſom der forlangtes, og efterat jeg nokſom havde beſeet Staden Bisnagars og dens Omegns Mært- verdigbeder, bebovede jeg og min Ledſager, der her er til— ſtede ſom mit Vidne, intet andet Befordringsmiddel for at komme bid, og Reiſen var fuldendt i eet eneſte Ojeblik. Saaſnart J forlange det, kunne vi tilſammen gjøre en Prove dermed, og den vil ſikkerlig falde ud til Eders ſtore Forbauſelſe. Men lader nu ogſaa mig vide, hvad J bave bragt med Eder tilbage! —

— Kjare Broder, — tog Aly derpaa tilorde: — dit Tæppe hører visſelig til Verdens ſtorſte Merk—

204

værdigbeder, faafremt det, bvilfet jeg ingenlunde betvivler, beſidder den anførte Egenſkab. Men Du vil indrømme mig, at der kan gives andre Øjenftande, ſom, om de end ikke fortjene ſtorre, faa dog fortjene ligeſaa ſtor Beundring ſom dit underfulde Tæppe. Jeg fortroſter mig til, at dette lille Rør ſkal godtgjore Sandheden af hvad jeg ſiger. Det bar koſtet mig det Samme, ſom Tappet bar koſtet Dig, og jeg er ikke mindre tilfreds med min Handel, end Du er med din. Saaſnart Man nemlig figer ind igjen— nem een af Rorets Ender, fager Man ſtrax for Oje, bvad Man onſker at fee. — Du bebover ikke at tro mig paa mit Ord, Broder Hus ſajn; — tilføjede Al v: — ber bar Du Røret, og kan ojeblikkelig overbeviſe Dig om, bvor— bidt jeg bar talt Sandbed. —

Husſajn tog imod Roret, ſom Aly bod bam, og holdt det for Øjet i den Henſigt at erfare, bvorledes den elſkede Nurunnibar befandt fig. Aly og Ab— med, ſom med ſpendt Opmeerkſombed boldt deres Blikke fœeſtede paa bam, fade med Forbauſelſe den bojeſte Skrek og Smerte præge fig i bang Anſigt. Men Husſajn [evnede dem ingen Tid til at ſporge bam om Aarſagen til denne Sindsbevagelſe. — Mine Brødre, — raabte han: — vi bave forgjæves underkaſtet os en faa lang Reiſes Farer og Mofſomligbeder i det Haab at blive belønnede derfor ved den elffværdige Nurunnibars Beſiddelſe! Om nogle Ojeblikke vil den Arme ſandſynligviis ikke være til mere; jeg ſage bende bvile paa fit Leje, omgiven af fine Slavinder og Gildinger, ſom med fortvivlet Smerte bvert Ojeblik vente bendes ſidſte Aandedrct. Der, tager Roret, overbeviſer Eder felv, og forener Eders Taarer med mine! —

Aly tog Elfenbeensroret, kigede deri og ſaae med

205

dyb Smerte det Samme, ſom hans Broder Husfajn havde feet; ſtiltiende rakte han fin yngre Broder Ab med Roret, forat ogſaa han ſkulde fee og fortvivle. Men ſaa— ſnart ogſaa denne bavde feet den elſfkede Nurunnihar fæmpe med Døden, benvendte han fig til fine Brødre paa følgende Maade :

— Holder inde med Eders Taarer, mine fjære Brødre! Saa farefuld vor dyrebare Nurunnihars Tilſtand end monne være, forekommer det mig dog, ſom om der endnu kunde gives Redning for hende, naar intet Ojeblik gik tilſpilde. —

Derpaa tog han det kunſtige Wble frem, viſte ſine Brødre det, og vedblev: — Dette lille Wöble har koſtet mig det Samme ſom Tæppet og Elfenbeensroret Eder, og jeg har ingen Grund til at fortryde denne Handel, bvil— ket J felv ville indrømme, naar J erfare dets under— fulde Egenſkab. Det belbreder alle mulige Sygdomme, og felv det Menneſke, der ligger i den ſidſte Dodskrampe, bliver pludſelig levende igjen og aldeles karſk, ſaaſnart det blot fager lugtet til dette ble. Jeg har ber den aller— bedſte Lejlighed til at overbeviſe Eder om Sandbeden af min Forklaring; thi jeg tvivler intet Ojeblik om, at jo Prindſesſen vil kunne vorde reddet, ſaafremt vi blot tids— nok kunne vere tilſtede med det undervirkende Wble. —

— Z denne Henſeende fjender jeg Raad; — yttrede Hus ſajn ſtrax: — vi kunne umulig finde nogen bafti- gere Befordringsmaade end formedelſt dette Teppe, der i et Ojeblik vil overføre os alle Tre til Prindſesſens Ve— relſe. Vi ville blot forſt befale vore Tjenere at bryde op tilſammen og give os Mode i det kongelige Palads; ſaa fætte vi os paa Teppet, ſom uden Vanſkeligbed rummer

206

os alle Tre, og ere i en Snup, bvor vor Mærværelfe gjør reg nødvendig. —

Som fagt, faa gjort! De tre Prindſer nedlode fig bos hverandre paa Tæppet, og, alle befjælede af den ſamme Idræt, ønftede de ſig overførte til Prindſesſens Verelſe. Dette foregik i Virkeligbeden faa baſtig, at de flet ikke merkede, bvorledes de kom afſted, men alene, at deres Onſke var gaaet i Opfoldelſe.

Hvilken Skrak og Forvirring imellem Prindſesſens Slavinder og Gildinger, da de tre Prindſer pludſelig viſte fig iblandt dem! Aabenbart maatte Djævelen ber have fin Haand med i Spillet. Skrakken var faa me get ftørre, ſom Ingen i de førfte Forvirringens Ojeblikke gjenkjendte dem; allerede vilde Gildingerne kaſte fig over de fræffe Gjæjfter med blanke Vaaben, da een af Slav— inderne endnu i rette Tid blev vaer, Hvem de havde for fig.

Neppe bavde Prinds Abmed faaet Øje paa den døende Nurunnihar, førend ban ſprang op fra Tap— pet og traadte ben til Sengen; hang Brødre fulgte bang Exempel. Abmed fremtog øjebliffelig fit Wble og holdt Prindſesſen det under Naeeſen. O Under! Strax aabnede Nurunnihar Øjnene, vendte fit Hoved fra Side til Side og betragtede de Omfringftaaende, rejfte fig derpaa op fra Lejet, og forlangte at blive flædt paa, ganffe med den ſamme Frimodigbed, ſom om bun var vaagnet op af en ſedvanlig Søvn.

Da gave bendes Slavinder fig til at fortælle hende, at bun havde været dødelig ſyg, og ſkoldte alene fine Fettere, navnlig Prinds Ahmed, fin lykkelige Helbre— delſe. Prindſesſen blegnede og rodmede, og fremſtammede fin Tak. Prindſerne toge derimod med bavende Hjer⸗ ter, og anbefalede fig derpaa haſtig.

207

Medens nu Prindſesſen flædte fig vaa, begave de trende Brødre fig til deres Fader for at kaſte fig for hans Fødder og beviſe ham deres Arbodighed. Men Oberſten for Prindſesſens Gildinger var kommen dem i Forkjobet, og bapde allerede berettet Sultanen hans Sonners Gjen— komſt og hans Soſterdatters fuldkomne Helbredelſe ved deres Hjælp. Sultanen modtog Prindſerne med faa me— get ſtorre Glæde og Inderligbed, ſom de havde fort biin glæderige Begivenhed med fig, den elſkelige Nurunni— hars Frelſe fra en aldeles vis Dod. Men ſaaſnart Fa— der og Sonner gjenſidigen havde fyldeſtgjort deres Hjer— ters Trang under Omfapnelſer og ømme Ord, kom de tre Prindſer, den ene efter den anden, frem med deres Koſtbarheder og roſte efter Evne ſammes gode Egenſkaber. Derneſt henvendte de atter i Forening den Bon til Sul— fanen, at han nu, ſom han habpde lovet, vilde dømme dem imellem, Hvem af dem der havde bjembragt den ſtorſte Sjeldenhed, og ſaaledes afgjore, Hvem der ſkulde vorde den ſkjonne og dyrebare Nurunnihars lykkelige Gemal.

Sultanen horte naadig og opmerkſom paa Alt, bvad de, Hver ifær, havde at anføre til Anbefaling for deres Koſtbarbeder, iligemaade deres indftændige Bon om en ende— lig Afgjorelſe. Da han habdde hort Alt tilende, blev han en Stund ſiddende i dyb Eftertanke, ſom om han maatte betenke fig paa et pasſende Svar. Endelig brød han Tausheden, og benvendte folgende viſe Tale til dem:

— Mine kjere Sonner, jeg vilde beredvillig ud— bege den iblandt Eder, ſom havde fortjent Fortrinet fremfor de Andre; men J ville ſnart felv indrømme, at det er mig umuligt. Dit kunſtige Wble, Ahmed, ſkylder rigtignok Nurunnihar fin Helbredelſe; men jeg ſporger Dig, om Du uden Alys Elfeensbeensror vilde

208

tære bleven underrettet om den Fare, bvori bun ſpavede, og uden din Broder Husſajns Tæppe vilde være kom⸗ men tidsnok for at bjælpe bende? —

— Du, Alp, erfarede ved Hjælp af dit Elfenbeens⸗ rør, at J vare nærved at miſte Eders dyrebare Sodſken⸗ debarn, og for ſaavidt er bun Dig inderlig forpligtet; men ligeſaa viſt er det, at denne din Kundſkab ingen Notte vilde have bragt foruden Tæppet og Wblet. Hvad Dig 010000, Husſajn, maa unægtelig Prindſesſen bære Dig i bojeſte Maade taknemlig for den Hjælp, ſom dit Tæppe ydede ved hendes Helbredelſe; men Du maa vel overveje, om dit Tæppe vilde bave nyttet No— get, bvis ikke Alys Rør bapde underrettet Dig om Nu— runnibars Sygdom og Abmeds ble havde været iftand til at bæve den. —

— Følgelig giver bverken det underfulde Tæppe, Elfenbeensroret eller det kunſtige ble nogen af Eder det mindſte Fortrin, men J ſtaa ganſke lige med binanden. Og efterſom jeg kun kan give bende til een af Eder, ſaa indſee J vel, at den eneſte Fordeel, Eders Rejſe bar bragt Eder, er den Berommelſe, at J i Forening bave bevirket et Eder dyrebart Veſens underfulde Helbredelſe. Under disſe Omſtendigbeder maa jeg tage min Tilflugt til et andet Middel for at afgjore den imellem Eder ſpe— vende Kappeſtrid. Og dette Middel kan øjebliffelig brin— ges i Anvendelſe. Henter ftrar Eders Buer og Vile og begiver Eder dermed udenfor Staden paa den ſtore Plads, bvor Heſtene blive tilredne! Jeg ſkal ſtrax folge bagefter, og erklerer berved, at den af Eder ſkal vorde Prindſesſens Gemal, ſom ſender fin Piil videſt. Jovrigt takker jeg Eder af Hjertet for de Sjeldenheder, J have bragt mig. Jeg ejer mange Koſtbarbeder i min Sam-

209

ling; men ingen af dem alle kan dog ſammenlignes bver— ken med Tæppet, Elfenbeensroret eller Wblet. Jeg ſkal bevare disſe Dele ſom mine koſteligſte Skatte. —

De tre Prindſer havde aldeles intet at indvende imod denne deres Faders afgjorende Beſtemmelſe; de længtes kun efter at faa Ende paa Sagen. De bentede altſaa deres Buer og Pile og begave ſig, efterfulgte af en umaadelig Menneſkeſkare — Sagen var nemlig haſtig kommen ud iblandt Folk — ud til den ſtore Rideplads udenfor Staden. Sultanen lod ikke vente paa fig, men gav ufortøvet Husfajn, den eeldſte Prinds, Befaling til at ſkyde forſt. Husſajn ſkjod, og bans Piil fløj umaa— delig langt. Derpaa kom Raden til Aly, og bans Piil fløj endnu et godt Stokke laenger. Endelig traadte den vngſte Broder Abmed frem og afſkjod fin Piil af pderſte Kraft. Men bans Piil tabtes ſtrax afſigte, og Ingen fane den falde ned. Man ſogte og ſogte; men uagtet al Umag, Man gjorde ſig, var Pilen ikke til at finde hver— ken fjern eller ner.

Uagtet det nu var meget troligt, at Prinds A h— med bavde ſkudt videſt og altſaa hapde fortjent Prind— ſesſens Haand, var det dog aldeles nødvendigt til at gjøre Sagen utvivlſom, at Pilen blev funden. J modſat Tilfælde maatte Priſen tilkjendes Aly. Og dette gjorde Gultanen, uden at agte alle Abmeds Indvendinger. Endnu ſamme Dag gav ban Befaling til at forberede Bryllupet, og det blev virkelig fejret nogle Dage ſenere.

Prinds Husſajn beærede ikke Højtiden med fin Nervarelſe. Da han elffede Prindſesſen med faa dvb en Lidenſkab, følte ban ikke Kraft nok i fig til at fee bende i ſin Broders Arme, der efter hans Formening

NE 7 14

210

bverken elſkede bende inderligere eller bedre fortjente den Lokke at beſidde bende. Tværtimod forlod ban den ſamme Dag fin Faders Hovedſtad, gjorde Affald paa fin Arve— ret til Regjeringen, og gav fig ilære bos en berømt Sbejkb, for at vorde en from Derviſt og i Udøvelfen af de religioſe Pligter at finde den Tilfredsſtillelſe for ſin Sjæl, ſom Verden bade nægtet bam.

Af den ſamme Grund blev ogſaa Prinds Ahmed borte fra fin Broders Bryllup; men ikke fulgte han Husſajns Exempel i at forſage Verden. Da han endnu ſtedſe ikke kunde begribe, bvorledes den af bam af— ſkudte Piil kunde blive uſynlig, begav ban fig bemmelig ud til Pladſen, bvor Proven bavde fundet Sted, i den Henſigt, ufortroden at ſoge efter den, indtil ban havde fundet den. Tbi fordunſtet i Luften kunde den dog ikke være! — Gaaende ub fra Plaͤdſen, ſkred ban langſomt fremad i lige Retning, ſeende med anſtrengt Opmerk— ſombed tilbejre og tilvenſtre, og fortſatte fin Segen faa vidt, at ban tilſidſt felv maatte anſee det for taabeligt at ſoge laenger. Imidlertid vedblev han dog at ſkride fremad, ligeſom dragen imod fin Villie, indtil ban naaede en bøj Klippe, for bvilken ban maatte bøje af, ſaafremt han agtede at fortfætte fin Vej. Men dette var aaben⸗ bart til flet ingen Nytte. Han beſluttede fig altſaa en— delig til at vende om. Men førend ban fatte fin Be— flutning iverk, ſage ban fig ombyggelig om paa Stedet; det var bam, ligeſom om een eller anden Tryllemagt holdt bam faſt derved. Det overordentlig bøje Fjeld laa i en ode Egn, omtrent to Miil fjernet fra det Sted, hvorfra ban var gaaet ud. Imedens han ſaaledes, uden egentlig at nære noget Haab mere, gik rundt i Nerheden af Fjel—⸗

214

det, opdagede han pludſelig en Piil lige ved ſammes Fod. Han tog den op, og erkjendte den med en levende Forbauſelſe for ſin.

— Ja, det er min Piil; — ſagde ban til ſig ſelb: — men bverken jeg eller overhovedet nogen Dode— lig beſidder Kraft til at ſende en Piil faa langt! ل‎

Da ban havde fundet Pilen liggende paa Jorden, uden at være trængt ind med Odden, fluttede han, at den maatte være prællet af imod Fjeldvæggen. —Der maa visſelig ſtikke en Hemmeligbed under; — fagde han: — og denne kan umulig andet end være til min Fordeel. Efterat Skjeb— nen har berøvet mig eet Gode, ſom jeg havde haabet, ſkulde være blevet mit Livs Lykke, bar den maaſkee op— bevaret et andet langt ſtorre og koſtbarere til mig! —

Under flige Betragtninger traadte Prinds Ahmed ind i een af de Fordybninger, ſom de fremſpringende Klipper dannede. Idet ban her ſaae fig omkring til alle Sider, fif han Oje paa en Jerndor, ſom det ſyntes, uden Laas. Han var følgelig bange for, at den ikke var til at aabne; men den veeg tilbage for et let Tryk af bans Haand, og der frembød fig en blidt ſkraanende Nedgang uden Trin for bans Øjne. Uden Betaenkning gav ban fig til at folge den med Pilen i Haanden. Han troede naturligvüs at ſkulle vandre i Morket; men til hans ſtore Forundring blev det ſvindende Dagslys ſnart erſtattet af et andet beelt forſkjelligt.

Efter at være ſkreden omtrent treſindstyve Skridt frem, naaede han en aaben Plads, bvorpaa der bævede fig et Slot af en beundringsværdig Arkitektur og Pragt. Men ban fif ikke Tid til at beundre den berlige Byg— ning; thi i ſamme Ojeblik traadte en ligeſaa bøj og ædel ſom dejlig ung Dame ud i Forhallen, omgiven af en

14*

212

Mængde ſmukke og koſtbart flædte Tjenerinder. Thi at bun var Herſkerinden, fremgik tydelig af bele hendes vids underlig ſkjonne Veſen, ſom en uforlignelig Pragt af Aedelſtene ikke formagede at forberlige.

Neppe bavde Prinds Ahmed faaet Oje paa den Dejlige unge Kvinde, førend han ilede med at beviſe bende fin refrpygt. Men Damen forekom ham, idet bun med melodiſt Stemme raabte bam imode: — Velkommen, Prinds Ahmed! —

Ahmed følte fig ſlagen af Forbauſelſe over at fee fig kjendt i en Egn, ſom ban, uagtet den laa i naſten umiddelbar Nerbed af bang Faders Hovedſtad, aldrig bavde bort tale om, og af en Dame, ſom ban aldrig før bapde feet for fine Øjne eller endog blot bort omtale.

— Naadige Herſkerinde, — fvarede han, idet ban kaſtede fig for Damens Fødder: — ved min Fremtraden paa et Sted, hvor jeg maatte frygte for at blive ftraffet for Übeſkedenbed fan jeg visſelig intet Kjærere børe end Forſikkringen om, at jeg er velkommen. Men tor jeg, uden at forøge min Übeſkedenbeds Brode, vel vove at ſporge Eder, bvorledes jeg kan være kjendt af en Dame, om bvis Tilværelfe i vort Nabolag jeg bidtil ikke havde den mindſte Anelſe? —

— Prinds! — ſparede den unge Dame: — førend jeg beſvarer dette ſikkerlig ikke ubeſkedne Spørgsmaal, maa jeg forſt opfylde Gjeſtfrihedens nodvendigſte Pligter og ſkjenke Eder Tag over Hovedet. —

Med disſe Ord forte hun ham ind i Paladſet, i en over alt menneſkeligt Begreb berlig Sal. Den uhyre Hpalving, ſom dannede ſammes Loft, var paa den kun⸗ ſtigſte og ejendommeligſte Maade udſmykket med Guld og Azur, og Salen felv indeholdt en ſaadan Rigdom af koſt—

213

bart, Prindſen ganſke fremmedt Bohave, at han maatte gjøre det ene Forundringsudraab efter det andet.

— O, I maa ikke beundre denne Sal! — vttrede den edle unge Dame: — Jeg forſikkrer Eder, at det er det ubetydeligſte Rum i mit Palads. — J er træt, min Prinds; nedlad Eder og ſog den Hvile, ſom J bebover og ſom ber faa bjertelig undes Eder! —

Saaſnart Prindſen havde taget Plads paa den op— bøjede Sofa ved Siden af Paladſets Herſkerinde, ved— blev denne: N

— Og nu vil jeg beſvare Eders Spørgsmaal. Prinds, J undrer. Eder over at jeg fjender Eder, uagtet J ikke fjender mig? Eders Forundring vil ophøre, ſaaſnart J erfarer, Hvo jeg er. — Det er Eder uden Tvivl en bekjendt Sag, hvad ogſaa Eders Religion lærer Eder, at Verden ligeſaavel er beboet af Mander ſom af Menneſker. Jeg er en Datter af en Aandefprſte, ſom hører til de megtigſte i den hele Verden, og bedder Peri-Banu. Det kan følgelig ikke længer forekomme Eder underligt, at jeg kjender ſaavel Eders Fader, Eders Brødre, Prindſesſe Nurunnihar og Eder ſelv. Jeg er endogſaa vel underrettet om Eders Kjerligbed og Eders Rejfe, og kunde fortælle Eder alle Omſtendigbeder ved denne, felv de allermindſte. Thi mig var det, ſom i Samarkand lod biint kunſtige Wble byde tilſalg, ſom J kjobte, i Bisnagar Tæppet, ſom Eders Broder Hus— ſajn erbvervede, og i Shiras Elfenbeensroret, ſom Eders Broder Aly bragte tilbage med fig fra fin Reiſe. Hertil har jeg blot endnu at tilføje, at jeg allerede i lange Tider har ſkjcenket Eder min ømme Opmerkſom— bed, og at J ſyutes mig en bedre Skjebne værd, end den, at blive Prindſesſe Nurunnihars fattige Gemal.

214

For at fore Eder denne bedre Sfjæbne imode var jeg tilſtede ved Proveſkydningen, og da jeg forudſage, at Pilen, ſom J afſkjod, ikke engang vilde naa faa langt ſom Eders Broder Hus ſajns, greb jeg den i Flugten og meddeelte den en ſaadan Fart, at den maatte ftøde an imod Fjeldet, ved bvig Fod J bar gjenfundet den. Nu, min Prinds, beroer det kun paa Eder ſelv, om J vil bes nytte Lejligbeden til at vorde endnu lokkeligere. —

Disſe ſidſte Ord udtalte Feen i en ganſke anden Tone; bendes Ojne ſogte bans med Ombedens klareſte Udtryf, og bun flog dem derpaa rodmende til Jorden. Abmed kunde ikke let tage fejl af, bvilken Lykke bun meente. J en Haft anſtillede ban derfor fine Betragt— ninger. Prindſesſe Nurunnibar kunde nu eengang ikke blive bang, og Feen overgik bende desuden bimmelvidt ikke alene i Skjonbed og aandig Fuldkommenbed, men ogſaa i Rigdom, Glands og Magt. Han følte derfor ſnart, at ban maatte velſigne det Ojeblik, da det var faldet bam ind, paanv at ſoge efter fin Piil, og bengab fig uforbebolden til den henrykkende Forventning af den Lykke, ſom var ham beredt i den dejlige Fees Arme.

— Ædle Herſkerinde, — ſparede han: — alene den Luffe, at turde leve i Eders Nerbed og beundre faa bøje Fuldkommenbeder, ſom J er i Beſiddelſe af, er faa umaadelig ſtor, at jeg med levende Glæde vilde vie mig til Eders Slave for at erbolde denne Tilladelſe. Jeg giver mig ganſke i Eders Haand; gjør med mig Alt, hvad Eder behager! —

— Min Prinds, da jeg allerede lange med mine Slegtningers Samtykke har været min egen Herre, — ſpa— rede Feen: — ſaa vil jeg ikke optage Eder ved mit Hof ſom en Slave, men ſom uindſkrenket Herre over min Perſon

215

og Alt, hvad jeg befidder og fremtidig vil fomme til at beſidde, — alene paa den Betingelſe, at J vil love mig en ubrodelig Troſkab. — For at gjøre Eder denne frimo— dige Erklerings Natur fuldkommen tydelig, bar jeg endnu kun at tilføje, at det forholder fig anderledes med Feer end med almindelige Kvinder, for hvilke en flig Imode— kommen vilde være aldeles upasſende. Langt fra at regne os vor Frimodighed tillaſt, vil ſikkert enhver ædel Mand vide os Tak derfor. —

Prinds Ahmed ſparede bertil Intet; men gjennem— trængt af den meſt levende Taknemlighed kaſtede han fig til Jorden for at kysſe Sommen af hendes Klade— bon. Dog dette tillod Feen ikke, men rakte ham ſin hvide Haand til Kys. Og bun beholdt hans Haand i fin, tryffede den blidt og ſpurgte med ſmeltende Omhed: — Abmed, vil Du være mig tro, ligeſom jeg i ubrode— lig Troſkab vil tilbore Dig? —

— Min Sultaninde, mine Ojnes Lys, min Sjaels Sjæl, — ſtammede Abmed: — jeg er Eders og alene Eders, faa længe jeg aander! —

Og dermed var Pagten ſluttet. Iſtedetfor hiin fattige Lykke, uden hvilken Ahmed havde troet ikke at kunne leve, havde han vundet den rigeſte og meſt fuüld— komne, ſom Jorderige formager at ſkjanke: — Kjarlig— heden havde hævet ham op i Aandernes hojere Rige. Og lykſalig blev ban lige indtil fin ſildige Dod, deelt imellem det fædrene Hjem ved Hoffet i Indien og den ſkjonne Fees henrykkende Omfavnelſer.

216

Kongen og Dronningen af Habysſinien.

J Habysſinien berſkede engang en Konge, ſom beſad umaadelige Skatte og prægtige Paladſer, og ſom under et glimrende Hofs afverlende Nydelſer kunde glæde fig ved den dobeſte Fred. Men under disſe Vilkaar havde han ganſke forſomt fin Armee, der led Mangel paa næften alle Fornodenbeder. Soldaterne fik ſjelden deres Sold udbetalt, og ofte maatte de endogſaa mangle £Levneté- midler.

Da nu endelig Elendigbeden var ſtegen til det Hojeſte, og det tykkedes Krigerne, at de ikke kunde ude bolde flig Tilſtand længer, gik de op til Vizieren og forte Klage over den flette Bebandling, de node. Vizieren modtog deres Afſendinger med Godbed, og bad dem blot ſlaa fig tiltaals, indtil ban paa een eller anden Maade havde feet Lejligbed til at gjøre Sultanen hans Uret ind⸗ loſende. Tilfredſe med denne Beſked vendte Afſendin⸗ gerne tilbage og beroligede deres Kammerater; men Vi⸗ zieren gav fig til at overveje, hvorledes han ſkulde drage Sultanens Opmerkſombed ben paa Hæren. Uden en Krig ſyntes dette bam umuligt; men Sultanen havde in— gen Luft til at fore Krig. Under flige Omſtendigheder tog Vizieren ſin Tilflugt til folgende Liſt:

217

— Kongen af Perſien — ſagde ban til fig felv: — har en overordentlig ſmuk Datter; og jeg ſkulde fjende min Herre flet, bvig han ikke ved en levende Skildring af bendes Yndigbeder ſkulde lade fig benrive til at ønffe af beſidde hende. Men efter Sigende elſker Kongen af Perſien fin Datter faa højt, at han for ingen Priis vil flippe bende af fine Hender. Han vil følgelig give min Herre Afflag, og denne Krenkelſe kan umulig Andet end fore til Onſket om Hevn ved Vaabenmagt. Men naar Sultanen agter at fore Krig, nodes han til at udbetale Soldaterne bele deres Tilgodehavende og forſyne Armeen med Levnetsmidler og alle øvrige Fornodenheder. Paa denne Maade vil Utilfredsbeden blive ſtillet, og der lader ſig vente bedre Tider for Armeen. —

Efterat Vizieren tilſtrakkelig havde prøvet denne Plan og fundet den benſigtsmasſig, tog ban den folgende Dag Lejligheden iagt til i Divanet at lede Talen hen paa Kongeriget Perſien, og videre paa Kongen og hans Fa— milie. Herved fif han god Anledning til ogſaa at om— tale Prindſesſen, og hans Skildring af hendes Skjonhed og øvrige Fuldkommenheder fatte Sultanen aldeles i Fyr og Flamme. Da han nu forlangte Vizierens Raad til, bvorledes ban ſkulde komme i Beſiddelſe af fligt et him— melſk Vaſen, meente denne, at Kongen viſtnok ikke bebe— vede Andet end ſimpelthen ved et Geſandtſkab at anbholde om Prindſesſens Haand. Det var nemlig aldeles uten— keligt, at Man ſkulde viſe Wren af en Forbindelſe med Habysſiniens mægtige Herſker fra fig; og ſkulde dette mod al rimelig Formodning blive Tilfældet, faa havde han jo en Gær, hvorved ban kunde tage med Magt, hvad der var blevet nægtet bam i det Gode. —

Ifolge dette Raad udvalgte Kongen de meſt er—

218

farne og de ædlefte Herrer ved fit Hof, og lod dem Drage til Perſien for at bejle for bam til den dejlige Prindſesſes Haand. Kongen af Perſien modtog dem meget naadig; men faafnart ban bade bort deres Andragende, geraadede ban | den ſtorſte Vrede og ſparede: — Siger Eders Herre, at aldrig ſkal nogen Konge af Habysſinien, Dette mine Underſaatter forbadte Land, komme til at ægte min Datter! Mit Folk vilde med god Grund forbittres mod mig, bois jeg indrømmede en faa forvoven Fordring; J kunne ogſaa være forvisſede om, at jeg ingenſinde gjør det! —

Saaſnart Kongen af Habysſinien bade faaet denne Beſked tilbage, ſpor ban i fin vilde Harme, at ban ikke vilde flaa fig tilro, førend ban bapde ødelagt Perſiens Hovedſtad og bærjet det bele Rige. I denne Henſigt ſamlede ban og formerede ſin Armee, udbetalte den til— godebavende Sold og forſpnede den i rigeligt Maal med alle Fornedenbeder. Saaſnart Alt var i den bedſte Stand, lod ban Hæren marſchere imod Perſien.

Kongen af Perſien ſtillede ſtrax alle de Tropper, ban bavde at raade over, imod den fjendtlige Armee; men ban leed et fuldſtendigt Nederlag. Da ban aaledes faae fig i den ſtorſte Forlegenbed, forlangte ban et godt Raad af ſin Vizier. — Herre, — ſparede denne: — Eders Underſaatters Blod flyder iſtremme! Og Hvad er Aar— ſagen til denne gruſomme Krig? Alene Prindſesſen, Eders Datter! — J bebover kun at give Eders Samtykke til bendes Formæling, faa bar J atter Fred i Landet. Spild Derfor intet Ojeblik, inden J ſender Geſandter til Kongen af Habysſinien med Bon om Fred! For faa at tilveje⸗ bringe og ſikkre Eder en god Forſtaaelſe imellem Ri—

219

gerne, lader J Prindſesſen med et fømmeligt Følge drage til Habysſinien ſom Eders Modſtanders Brud. Da, men ogſaa kun da, gaaer jeg Eder i Borgen for alt det Ovrige. —

Uagtet al overdreven Ombed for fin Datter indſaae Kongen af Perſien dog fuldkommen, at Vizieren havde Ret i fin Tale. Derfor ſendte han ſtrax et Geſandtſkab til Kongen af Habysſinien for at bede om Fred, og opfyldte ſammes Betingelſe, idet ban fort efter lod fin Datter drage den ſamme Vej ſom Sejerherrens Forlovede.

Efterretningen om Prindſesſens Nermelſe opfyldte Kongen af Habysſinien med den meſt levende Glæde, og han udtrykte denne ved at foranſtalte de pregtigſte Indtogs— højtideligheder. Han gik bende ſelv imode, og drog i Triumf med bende ind i ſin Reſidentsſtad, hvor imidlertid hele Befolkningen bavde forberedt fig paa at tolke ham fin Henrykkelſe, baade over den haderlig tilendebragte Krig, og over den dyrebare Herſkers bøje Lykke i Beſid— delſe af den ſkjonneſte Prindſesſe.

Kongen og Dronningen henlevede lokkelige Dage med hinanden i afvexlende Nydelſer og Glæder; dog, Dronningens Lykkeshimmel var ikke ganſke ſkyfri; det ſyntes, ſom om een eller anden hemmelig Sorg formorkede hendes Indre. Sammenhengen herved var folgende: Prindſesſen havde uden fin Faders Vidende ſtaget i et Kjerligbedsforhold til en ung Mand, ja endogſaa havt en lille Søn med bam. Denne Son var af en trofaſt Tjener bleven opdragen paa det Ombyggeligfte, fan at han med de ſſjeldneſte Legemsfortrin forbandt en ganſke uſcdvanlig Aandsdannelſe. Det var uden Vanſkelighed lykkedes Prindſesſen at ſkaffe den unge Mand Adgang

| |

r

220

til Serai”et, og fnart bavde ban felv forftaaet at fætte fig faaledeg i Andeſt bog Kongen af Perſien, at denne an— fatte bam i fin perſonlige Tjeneſte og ikke kunde være bam foruden. Bed ſin Afrejſe fra Hjemmet bade bun naturligvüs maattet ſkilles fra det unge Menneſke, fit Hjertes Barn, og nu var det fremdeles ganſke naturligt, at bun gremmede fig faa dybt over Skilsmisſen, at Taa— rerne vandt bende ned over Kinderne ſom en overflødig Foraarsregn. Tilſidſt blev bendes Kval bende utaalelig, og bun maatte udtenke et Middel, hvorved hun atter kunde faa fin elſkede Son i fin Narbed.

Da bun en Dag bapde Beſog af Kongen og fad i fortrolig Samtale med bam, gav denne fig til at roſe Habysſinien paa Perſiens Bekoſtning: — Eders Fader, — ſagde ban: — tenkte nok, at mit Rige kun bapde Lidet at betyde; men mine Soldater bave givet ham en beelt anden Tro i Hænderne. Havde ban dvælet blot et Ojeblik laenger med at falde mig tilfode og indrømme mig Eders Beſiddelſe, ſkulde vi bave gjort Pillau“) af bele bans Rige. —

— Vel fandt; — fvarede Dronningen: — men bvilken Magt og bvilke Skatte Kongeriget Habysſinien end beſidder, faa ejer Perſien dog i det Mindſte een Skat, ſom intet Land og ingen Fyrſte kan opvife Ma- gen til. —

Da Kongen naturligviis vilde vide, bvad det var for en koſtbar Skat, vedblev Dronningen:

— Det er en ung Slave, ſom ikke bar ſin Lige i bele den vide Verden; thi Magen til Skjonbed, Dannelſe,

*) En eſterlandſk Ret, der i fine Hovedingredientſer beſtaaer af ituffaaret Kjod og Riis.

221

Duelighed, Klogſkab, Ynde og Wdelſind kan intet Men— neſke fremviſe. Med eet Ord, naadige Herre, min Fader betragter bam ſom en fra Himlen nedſtegen Engel, og Tabet af ſit Rige vilde han kun have agtet ringe i Sam— menligning med Tabet af denne uforlignelige Slave. —

Denne overſpendte Lovtale forfejlede i Virkelighe— den ikke at gjore den tilſigtede Virkning paa Kongen; og tilligemed Misundelſen vaktes der en levende Lyſt hos ham efter at beſidde ſligt et Underverk af Fuldkommenhed. Han pttrede derfor, at han vilde byde Kongen af Perſien hvilkenſombelſt Priis for denne Fyrſte iblandt Slaverne.

— O, det vil kun lidet nytte! — fvarede Prind— ſesſen af Perſien: — Min Fader kan intet Ojeblik und— være denne Slave; han miſter fit gode Lune, ſaaſnart han blot fjerner fig en Time fra hans Side, og er Eder for ingenſombelſt Priis tilfals. — Der gives derfor intet andet Middel til at komme i Beſiddelſe af denne Slave, end at ſende en ſnild, med Penge rigelig forſynet Mand til Perſien, for at lade ham forſoge paa at bortføre Sla— ven til Habysſinien. —

Kongen af Habysſinien gik ind paa dette Forſlag, og udvalgte en erfaren og vidt berejſt, med fremmede Fol— keſlags Sæder fortrolig Mand til at udføre Planen, idet ban lovede ham en Belonning af ti Slaver og ti Slavinder for en beldig Üdforelſe deraf. Dronningen underrettede ham om, at Slaven hed Farekſad, og gjorde bam en Beſkrivelſe, bvorefter han kunde fjende ham. Saaledes forberedt brød den betroede Tjener under en Kjobmands Forkledning op til Perſien.

Saaſnart ban havde naaget Perſiens Hoyvedſtad, lejede ban fig en pragtfuld Vaaning, forat hans Frem— træden ſkulde gjøre Opſigt, og lod under Foregivende

222

af Handelsforretninger Sbaben anſoge om en Audients. Denne blev ſtrax bevilget bam. Denne Lejlighed benyttede den ſnilde Mand til at erbverve fig Kongens Velvillie, og det blev bam ikke vanſkeligt at fan faſt Fod ved Hof— fet. Paa flig Maade kom ban fnart i Berorelſe med den unge Farekſad, og fatte alle Midler iverk for at drage bam til fig. Dette lokkedes bam fuldſtendig. Fra ligegyldige Samtaler med den unge Mand gik han efter— baanden over til mere bjertelige og alvorlige, og fengs— lede ſaaledes tilſidſt aldeles Anglingens Interesſe. Da anfaae ban det for at bære paatide at komme frem med ſin egentlige Henſigt; ban foreſlog nemlig Farekſad at folge tilbage med bam til Habysſinien, idet ban aabnede bam en ſikker Udfigt til at blive overoſt med Skatte og Aresbebiisninger af den babysſiniſke Konge.

Farekſad var klog nok til ejeblikkelig at indſee den egentlige Sammenbeng, nemlig, at den gamle Mand var en Üdſending fra hans Moder, ſom længtes efter bam og onſkede at fee bam bos fig. Derfor ſparede han uden Betenkning og med ſtor Glæde: — Kongeriget Habysſinien er faa berømt, at jeg allerede længe har onſket at lære det at fjende; men Sbhaben benger faa inderlig ved mig, at han under ingen Omſtendigbeder vil give mig fit Minde til, at jeg forlader ham. —

Da aabenbarede bam den forkleedte Kjøbmand, at ban ſaae fig iſtand til at iværffætte bang Undvigelſe og Flugt til Habysſinien paa en faa hemmelig Maade, at Ingen kunde faa det mindſte Nys derom, og gjentog ſine Forſikkringer, at det habysſiniſke Hof vilde blive ham et dyrebart Hjem, udſmykket med alle Livets Herligbeder og Goder.

Efter at have modtaget disſe Oplysninger vaklede

203

Farekſad intet Øjeblik mere, men lovede Afſendingen, at han, bvis han lykkelig naaede Habysſinien, vilde være betenkt paa at viſe fig taknemlig i det allerhojeſte Maal, og bad ham være rede til at iverkſctte bans Flugt ved Aftenbonnens Time.

Ved den beſtemte Tid indfandt Farekſad fig, faſt beſtemt paa at vove Eventyret; han blev ſkjult i en Kasſe, læsfet paa en Kameel, og Rejſen gik for fig. For— gjeves udſendee Shahen den folgende Morgen, ſaaſnart han var bleven underrettet om ſin Slaves Undvigelſe, Bud til alle Sider for at forfølge ham; — ban maatte ganſke trøjtesløs finde fig i Tabet af den ſom en Son elſkede Angling.

Farekſad naaede imidlertid lokkelig Habysſiniens Reſidents⸗ og Hovedſtad, og blev af fin Ledſager jeblik— kelig foreſtillet Kongen. Medrette maatte denne bojligen ſtudſe over hans Skjonhed, Forſtand og Ande; den unge Slave overgik endnu langt de Foreſtillinger, ſom hans Dronnings Lopprüsninger havde vakt bos ham. Han lod bam ſtrax give en herlig Klædning, en koſtbar Heſt, Sabel, Skjold og en prægtig Turban, og lod ham vide, at han gjorde ham til ſin Staldmeſter og vilde handle faderlig imod ham.

Derpaa blev Farekſad fort ind i Haremet og foreſtillet Dronningen. Kun med den vderſte Anſtrengelſe formaaede denne at ſfjule fit Hjertes Rorelſe ved Synet af den dyrebare Son, og tilbageholde ſine Taarer. Imid— lertid lykkedes det hende dog at betvinge fig; men hun vogtede ſig vel for at tiltale Anglingen endog blot med det mindſte Ord, efterſom hun følte, at allerede hendes Stemme alene vilde have forraadt hendes Moderomhed.

Jagt. lod bun Modettolelſet frit Lob; ſagde: — Ak, min dyrebare ſormaget at lebe uden Dig, jeg ct Bytte for den meft f i |

Diaſe Attringer borte en , fom bapde Noget ot beſtile i Sideværelfet; ban trocde naturligpiis, at Kongens Are var fare, og glemte ikke at berette bam, ſaaſnart ban var vendt tilbage, det عام‎ forargelige Op⸗ trin. Kongen geraadede ved denne Meddelelſe i den beftigſte Vrede, og trocde pludfelig at gjennemſkue den bele Sammenbeng. — Derfor bapde Dronningen 1 ſaadan Varme roſt den unge Slave for bam, og ikke lad bam faa No, førend ban ſelv bapde ført bende bendes Boler i Armenc. i i

Uden videre Underføgelfe lod ban begge de dige komme for fig og ſagde: — Ulfvffalige Faref fad, Du bar altſaa indfneget Dig i mit Palads for at vanære mig? Det ſkal komme Dig dvrt til at ftaa! —

Farekſad indſaae ftrar, at ban ikke kunde rets ſardiggjere fig uden at blotte fin Moder, og indſkrenkede fig Derfor til at ſpare: — Jeg bar ingenlunde gjort mig ſkoldig i en faa nedrig Handling; men det tilkommer Dronningen at beviſe min Uſkyldigbed. —

— Har J bort Eders Bolers fræffe Yftring? — benvendte Kongen fig derpaa til Dronningen: — Bil J وداه‎ trodfe min retfærdige Vrede, efterat J bar opført Eder paa flig ffamleg Maade? —

Dronningen var kun iſtand til at ſpare med en Taareſtrem, og bendes Taarer gave Kongen fuldgyl— digt Bernie for bendes Brode. Givende efter for fin ra

225

tende Vrede befalede han ſtrar en Mand af fin Livvagt at bringe Ynglingen udenfor Staden og hugge Hovedet af ham. Krigeren bemægtigede fig altfaa Farekſad og forte ham bort med ſig. Men da han udenfor Staden ſkulde til at udføre den blodige Forretning, følte han fig rort ved den unge Mands overordentlige Skjonbed og uſkyldige Mine, og raabte: — Nej, for en Kvindes Skyld vil jeg ikke tage Livet af den ſkjonneſte Angling i Ver— den! Lad der komme derudaf, bvad der vil! Himlen vilde ſtraffe mig for flig en Forbrydelſe. Jeg vil tværtimod optage ham i mit Huus ſom min egen Son, og ffjænte ham et ſikkert Friſted imod Kongens Hakon. —

— Hvad Du nu bandler vel imod mig, — raabte Farekſad: — bil blive Dig gjengjeldt tuſindfoldig! Jeg er uſkyldig i den Forbrydelſe, ſom jeg beſkyldes for, og vil, det haaber jeg viſt, nok engang igjen komme i Beſiddelſe af den Rang og Rigdom, ſom Ulykken nu har berøvet mig. —

Og de begave fig ved Nattetid tilbage til Staden. Krigeren optog Farekſad i fit Huus og forfynede ham efter Evne med Alt, hvad han behovede; men den folgende Morgen gik han op til Kongen og berettede, at hans Be— faling var bleven udført.

Fra denne Stund af verdigede Kongen af Habys— ſinien ſin ulykkelige Dronning intet Blik mere; denne var, ſom let begribeligt, nærved at fortvivle under den dobbelte Ulykke, ſom havde ramt hende, Kongens Mistil— lid og Vrede og hendes Sons ynfelige Henrettelſe. Havde bun endda kunnet gjenvinde ſin Gemals Ombed, idet hun overbeviſte ham om fin Uſkyldighed, faa havde hun heri maaſkee dog fundet Kraft til at bere Tabet af ſin dyre—

VI. 15

226

bare Son. Men Gemal og Søn tillige, — det var for ſtor en Sorg for et menneſkeligt Hjerte!

Men nu traf det ſig beldig nok, at der i Paladſet opholdt fig en gammel Kone, ſom ved forſtjellige fjeldne Fardigbeder bavde erbvervet fig Kongens Godbed og Til— lid; bun kunde, f. Ex., beſvare allebaande dunkle Tales maader, loſe indviklede Sporgsmaal, laſe alleſlags hemme— lig Skrift, og, brad der var bendes bedſte Kunſt, ſtrive Talismaner. Denne Kone, der var meget om Sultan— inden, fattede den inderligſte Medlidenhed med bendes Smerte, og benvendte fig en Dag til bende med Sporgs— maal om Aarſagen til bendes Lidelſe.

Da Dronningen, iſtedetfor at ſpare, kun ſlog Oj— nene ned, vedblev den velvillige Matrone: — Betro Eder kun til mig! J ſkal ſikkerlig ikke komme til at fortryde Eders Tillid! Hvis Nogen formager at bjelpe Eder, faa troer jeg, at det er mig. —

Da aabenbarede Dronningen for den gamle Kone, at Farekſad bavde været bendes i Dolgsmaal fødte Son, og fortalte bende Alt, bvad der var foregaget imel— lem dem, indtil Farekſads Henrettelſe. Under en Flod af Taarer klagede bun over, at bun ikke engang bavde den usle Troſt at vide, bvor han var begraven, og at kunne grade paa bang Grav. Matronen følte fig inder— lig rørt, og ftræbte at trøfte Dronningen med Loftet om, at bun vel ſkulde bitte paa Midler til at lindre bendes Ulvkke, naar bun blot vilde være taalmodig og give Tid. — Jeg forſtaaer fuldkommen, — fluttede bun: — hvor piinligt det maatte være Eder, reentud at tilſtaa Kongen Eders Hemmeligbed; og dog er Tilſtaaelſe det eneſte Middel, bvorved J kan retferdiggjore Eder og gjenvinde hans Tillid. Men leg nu vel Marke til, hvad jeg har

227

at foreflaa Eder! — J maa engang lægge Eder tidlig tilſengs, inden Kongen endnu har ſogt fif. Sovevarelſe. Han vil da betræde Eders Gemak, lægge Eder et Papiir paa Hjertet og ſige: — J Kraft af denne Talisman by— der jeg Dig at tilſtaa Sandheden! — Paa denne Maade vil det blive Eder let, ligeſom tvungen af en bøjere Magt, at gan til Bekjendelſe af Eders Forhold til den arme Farekſad. Kongen vil tro Eder og atter ffjænfe Eder ſin Tillid; og J vil paa denne Maade dog redde ſaa meget af Eders Lykke, ſom der endnu ſtager til at redde. —

Dronningen lovede, nøje at folge Matronens Raad, og denne begav fig bort for at opſoge Kongen. Hun fandt ham i Haven i en afſides liggende Kioſk, henſunken i den dybeſte Gremmelſe. — SKjære Herre, — tog bun tilorde: — Eenſombed er ikke god for dem, ſom Allab har bebyrdet med Herredømmet over Land og Folk; thi Een— ſomheden er Sorgens Moder, og Sorgen avler onde Lu— ner. J lider af Tungſind, fjære Herre; hvad har da bedrøvet Eder faa dybt? Betro mig Eders Sorg! J veed, jeg har et trofaſt Hjerte og kjender Raad for man— gebaande Ting! —

— Ak, min gode Moder, — fvarede Kongen: — det er ikke Eenſomheden, ſom bos mig har fremavlet Sorgen; det er en over al Maade ulypkkelig Skjebne. Da jeg ikke behøver at bave nogen Hemmelighed for Dig, vil jeg aabent tilſtaa, bvad der piner mig. Du veed jo, at jeg ſatte Alt paa Spil for at vinde den perſiſke Prind— ſesſe, og at jeg ſkjenkede hende hele mit Hjerte. Da jeg ikke formagede at nægte hende Noget, føjede jeg hende ogſaa i at bidſkaffe en ung Slave fra Kongen af Per— ſiens Hof, ſom bun bojligen havde roſt for mig og on— ſkede at fee i fin Neerhed. Men da brod Ulßpkken ind over

15”

228

mit Goved. Snart vifte det fig, at de havde ſammen⸗ fvoret fig imod min re og min Lykke, Dronningen og den unge Slave. I min Brede lod jeg Slaven uden Forbør benrette; Dronningen overlod jeg til en ond Be⸗ vidſtbeds forſmedelige Straf. Men, for at tilſtaa Dig Alt, jeg frygter for, at jeg bar ſtraffet den unge Slave altfor baardt, — at min Gemalinde fra Begyndelſen af er den egentlig brodefulde. Jeg føler Samvittigbedsnag og lider under alle Uvisbedens Kvaler. Det Forſte kan der ikke raades Bod pan; maaſkee dog endnu paa det Sidſte! —

— Herre, — fvarede Matronen: — Eders ſidſt vttrede Haab bar ikke ſkuffet Eder; der gives virkelig Naad for Eders kvalfulde Uvisbed. Banlys altſaa Sor— gen og aabn Eders Hjerte igjen for den fagre Glæde! Jeg beſidder nemlig en Talisman, ſom bidrorer fra ſelve Profeten Salomo; den beſtager af greſke Skrifttegn og er affattet i det ſyriſke Sprog. Naar Man vil lære at kjende et Menneſkes bemmeligſte Tanker, bebover Man kun at lægge Talismanen den Sovende paa Bryſtet og ſige: — Ved den ſtore, levende Allab, bvis Navn denne Talisman bærer, befværger jeg Dig at aabenbare alle dine dybeſte Hemmeligbeder! — Ved denne Beſpargelſe vil Enhver under Søvnen føle fig tvungen til at aaben— bare alle fine Hemmeligbeder, baade Godt og Ondt, og bar ved fin Opvaagnen ganſke forglemt, bvad der er fore— gaaet. Derſom Eders Hojbed onſker, ad denne Vej at erfare Dronningens Hemmelighed, faa er jeg beredt til at betro Eder Talismanen. —

Med levende Taknemligbed tog Kongen imod det tilbudne Middel til at komme ud af fin piinlige Uvished, og Matronen ilede bort for at bidffaffe det Fornødne. Saaſnart bun var bjemme hos fig ſelv, kradſede hun nogle

229

betydningsloſe Karakterer op pan et Stykke Pergament, lagde dette ombyggelig ſammen, bandt en Snor derom og forſeglede det. Tillidsfuld overrakte hun derpaa Kongen dette Smorſammen ſom det allerſtorſte Klenodie, idet hun ſagde: — Maatte det behage Eders Hojbed at rejfe fig, for paa ſommelig Maade at tage imod den ſtore Profet Salomos bellige Efterladenſkab! —

Kongen af Habysſinien rejſte fig og tog fuld af Arefrygt imod den foregivne Talisman, ſom han derpaa gjemte med den ſtorſte Ombu. Fuld af Utaalmodighed oppebiede han nu det Ojeblik, da han kunde benytte den. Ved Nattens Indbrud liftede han fig forſigtig ind i Dron— ningens Soveverelſe; en dyb Søvn ſyntes allerede at have fængslet hende. Med beende Haand lagde ban hende Papiret paa Hjertet, og ventede i ſpendt Forvent— ning paa Virkningen deraf. — Tys, da begyndte Dron— ningen at tale iſopne! Med tydelig Stemme aabenbarede hun Kongen bele fit Forhold til den arme Farekſad, og lod ikke en Toddel blive tilbage. Forbauſet og li— geſom lynſlagen horte Kongen til.

— Med Taalmod og Hengivenhed — ſaaledes ſlut— fede Dronningen: — underkaſter jeg mig Allahs ophojede Billie, og kunde vel endogſaa engang i Tiden troſte mig over Tabet af min Son, derſom jeg blot igjen kunde vinde min Herre og Gemals Tillid og Kjerligbed! —

Ved disſe ſidſte Ord fra den uſkyldige Dronnings Mund overvældede Rorelſen den ved hendes Leje lyttende Konge. Graaden ſtyrtede frem af hans Øjne; ban greb fin Gemalinde i fine Arme og bedakkede bende med Kys og bede Taarer. Men Dronningen ſyntes pludſelig at vaagne op af den dybeſte Søvn, og udraabte ligeſom forbauſet, med en Rorelſe og Glæde, ſom bun ikke be—

230

bovede at bokle: — O Himmel, Hvad bar gjenerhpervet mig min Gemals Kjerligbed? —

Da tilſtod Kongen, bvad ban bavde foretaget fig med bende, og gjorde bende milde Bebrejdelfer, fordi bun ikke tidligere ganſke aabenbjertig bavde tilſtaaet bam bele fit Forbold til Farekſad. — Han ſkulde visſelig ikke have taget Forargelſe deraf, men i den unge Mand have feet baade bendes og fin egen Son. — Og de tvende forſonede Aegtefaller beklagede fig for binanden, og græd ſammen, og ſtrabte at troſte binanden, faa godt, de for— madede.

Dagen efter lod Kongen den Kriger falde, bvem ban bavde givet Befaling til Farekſads Henrettelſe, og ſagde til bam: — Du maa betegne mig Stedet, bvor den arme Farekſad ligger begravet, forat jeg kan bede pan bang Grav og viſe bang Uffyldigbed den tilbørlige Anger og re. — Iſandbed, det er kun Lidet, jeg for= mager at gjøre for at forſone Retferdigbeden, ſom jeg faa blodig bar krenket! Jeg bar brudt en nylig udſprungen Blomſt fra Lykſaligbedens Have, knekket den duftende Krone paa en iſandbed kongelig Ceder! — Ak, det vil jeg ingenſinde glemme! —

Da Soldaten borte Kongen tale i denne Tone, ſparede ban tillidsfuldt: — Herre, gid Himlene maa tjene ſom Trin til Eders Hojbeds Trone! Lvkſalig Glæde ſon— derbryde ſom en glimrende Sol det morke Skydakke af Sorger, ſom bvælver fig over Eders ophsjede Huus! — Farekſad er ingenlunde død. Jeg anede bang Uſkyl⸗ digbed og vilde ikke beſmitte mine Hænder. Og jeg vo= bede at tage bam bjem med mig i mit Huus og dele mit fattige Brod med ham, indtil der oprandt bedre Tider. —

231

Denne glædelige Efterretning ſyntes at give Kon— gen af Habysſinien et ganſke nyt Liv. Jo mere uventet den var kommen ham, deſto højere ſprudlede hans Gledes Kilde. Iſtedetfor at ſtraffe Krigeren for Ulydigbed, ſom han under andre Omſtendigbeder vel havde fortjent, lod han bam beflæde med en Wrespelts til Beviis paa fin Taknemligbed, og ſendte bam ſtrax med flere Perſoner af fin Omgivelſe ben at hente Farekſad.

Imidlertid ilede ban ind til Dronningen for at bel- brede bendes Hjerte med den nylig modtagne Efterretning. Hvo formager vel at ſkildre den arme Moders Henrvk— kelſe? Med brændende Utaalmodigbed, under idelige Om— favnelfer og ømme Lykonſkninger ventede de den Fortabte og Gjenvundne. Saaſnart Farek ſad endelig traadte ind til dem, ilede de bam med aabne Arme imode, og han gik over fra den ene Favn til den anden.

J det forſte roligere Ojeblik priſede de alle Tre det barmbjertige Forſon, ſom ad Smertens Veje havde ledet dem til Lykſaligbedens klare Kilde. De vare lykkelige tilſammen, og de forbleve det, faalænge Allah tillod dem at leve med og for hverandre.

232

Abu Mohamed Alkeslans

Hiſtorie.

Kbalifen Harun al Raſbid ſad en Dag paa fin Trone, omgiven af bele fit Hof, da en Slave traadte ind med et overordentlig prægtigt, med Perler og Diamanter beſat Pandebaand i Haanden, nærmede fig Tronens Trin, med fin Pande berørte Gulvet, og derpaa malte ſaalunde:

— Herſker over de Troende, Sobelde, Eders opbojede Gemalinde, bar befalet mig at overbringe Eder bendes erbodige Hilſen. Som Eders Hojbed veed, bar hun allerede længe beffjæftiget fig med at faa dette Halsbaand færdigt, og der fattes nu alene en ſtor Diamant i Mid— ten; men bun bar forgjæves i alle Eders Skatte og bog alle Bagdads Juvelerer ſogt en Diamant, ſom var ſtor nok til dette Brug. —

Strax befalede Kbalifen nogle af fine forſte Hof— og Embedsmend at gjøre Udveje til en Diamant, ſom fvarede til Henſigten. Men faa ſtor en Flid, de end anvend⸗ te derpaa, der [od fig ingen Steen finde, ſom var værdig til at krone Sobe des Verk. Ganſke fortredelig عابنا‎ frede da Khalifen: — Den balve Jordklode adlyder mine Bud, og dog ſkulde jeg ikke være iſtand til at ſkaffe min Gemalinde en usſel Diamant efter Onſke! —

Og ban lod foreſporge bos alle Juvelerer i fit

233

Riges Hovedftæder, dog ligefan forgjaves. Alle Juve— lererne vare enige i, at ſaadan en Steen alene var at finde bos en vis Abu Mohamed Alkeslan, ſom boede i Balſora.

— Det maa være en Pokkers Karl, den Abu Mohamed Alkeslan! — tenkte Kbalifen ved fig ſelb, og (od ſtrar gaa Jilbud til Emir Mohamed AC ſobejdy, Statholderen af Balſora, med ſtreng Befaling til øjebliffelig at ſende den omtalte Abu Mohamed Alkeslan til Bagdad.

Mesrur, Oberſten for Gildingerne, ſom fik dette Khalifens Arinde at udrette, ilte fan ſterkt, at han til— bagelagde Vejen imellem Bagdad og Balſora mi naſten den halbe Tid af hvad der fædvanlig brugtes til denne Rejſe. Saaſnart han havde fremſtillet fig for Emiren og ſagt denne Anledningen til ſit Komme, ſkyndte denne ſig med at efterkomme Khalifens Befaling, og ſendte nogle af fine Officerer tilligenmed Mesrur hen til Abu Mo— bamed Alkeslans Huus.

Paa deres Banken aabnede en Slave Doren. — Siig din Herre, — bod Mesrur: — at de Troendes Beherſker forlanger hans Nerverelſe! —

Saaſnart Huſets Herre havde modtaget dette Bud— ſkab, ilede han til Doren for at hilſe paa fine Gjeſter. Efterat Mesrur havde givet en nøjere Forklaring an— gagende fit Wrinde, indbød Abu Mohamed bam og hans Ledſagere til at træde ind i Huſet; dog Mesrur undſkyldte fig med, at Khalifen var en utaalmodig Herre og ikke taalte mindſte Opſettelſe i ÜUdforelſen af fine Be falinger.

— Saa tillad mig dog i det Mindſte — yttrede A bu Mohamed da: — at forberede mig til paa en værdig

234

Maade at træde frem for Kbalifens Aaſon! Det ſkal ilke flaa længe paa, forſikkrer jeg Eder. Imidlertid viſe 8 mig vel den Artigbed at trade indenfor og udbvile Eder en Smule. -

Denne Indbodelſe kunde Mesrur og bang Lede ſagere ikke vel afſlaa, og traadte derfor ind. J For ballen fandt de paa begge Sider grønne Silkeforbeng, ſom fra Overſt til Nederſt vare broderede med Guld. Ojeblikkelig lod Abu Mobamed Alkeslan fine Øjæ ſter af en ung Slave fore ind i det Indre af Huſet, hvor de fandt et prægtigt Bad. Veggene og Gulvet bare indlagte med Sølv og Guld i de koſtbareſte Træs forter; midt i Mummet befandt ſig et Bakken af bvidt Marmor, foldt med Band, ſom duftede af Noſenolie; og nette, prægtig kladte Slaver ventede paa det mindſte Vink for at betjene de Fremmede.

Efterat Mesrur og bang Ledſagere med inderligt Velbebag bapde badet og ſalvet fig, blev der rakt dem nye Klæder af Guld og Silke. Saaſnart de bavde iført fig disſe glimrende Dragter, bleve de forte ind i Huusber⸗ rens Varelſe, og traf denne ſiddende paa en berlig Sofa, lænet op imod perlebroderede Gunder, og under en Balda— kin af Guldbrokade, ſom ſtraalede af Diamanter.

Abu Mobamed Alkeslan modtog Mesrur paa den meſt forekommende Maade og bod bam tage Plads ved fin Side. Ojeblikkelig blev der frembaaret et koſteligt Maaltid i Fade af Guld og kineſiſt Porcel— len; overbovedet berſkede der i Eet og Alt ſaadan Pragt, at Mes rur ikke kunde afbolde fig fra at udraabe, at ban ſelv ved Kbalifens Hof aldrig bavde feet Magen.

Da de endelig ſtiltes efter en ſardeles bebagelig tilbragt Aften, forærede Abu Mohamed Mesrur og

235

hans Ledſagere hver en Pung med tuſinde Guldftytfer. Men den folgende Morgen bekledte han enhver af dem med en guldbroderet og guldfryndſet Silkekaftan, og bes handlede dem med den ſamme Artighed og overordentlige Gjeſtfrihed ſom den foregagende Dag.

Men Mesrur var ligefuldt ikke vigtig vel tilmode; han kunde ikke flaa fin utaalmodige og bidſige Herre ud af Tankerne, og gjentog for Huſets Herre, at han paa in— gen Maade turde opholde fig laenger. Mohamed Al— keslan bad ham imidlertid faa indſteendig, blot endnu at blive indtil den næfte Morgen, da han ganſke viſt ſkulde være beredt til at folge med ham, at Mesrur umulig kunde modſtaa ham.

J Virkeligbeden holdt han ogſaa, hvad han havde lovet. Aarle den næfte Morgen (od han føre et Muul— dyr frem, hvis Sadel var riigt broderet og beſat med Perler og Diamanter, og beſteg det, efter at have taget Afſked med Emir Mohamed Alſobejdy, for at folge med Mesrur tilbage til Bagdad. — Kbalifen vil komme til at luffe fine Øjne hojt op, — tenkte Mesrur ved fig ſelb: — naar han feer Abu Mohamed Al— keslan indfinde fig i en faa uforlignelig koſtbar Dragt og i et faa prægtigt Optog. Allah eller Shejtan maa vide, hvor han har faaet ſaadan en Rigdom fra! —

Efter Ankomſten til Bagdad ſpildte Mes rur intet Ojeblik, inden han fik Abu Mohamed Alkeslan fore— ſtillet for Khalifen. Harun al Raſhid modtog den Fremmede med ſtor Velvillie, lod ham tage Plads hos ſig og tillod ham at tale. — Herſker over de Troende, — tog da Abu Mobamed tilorde: — jeg har taget mig den Frihed at medbringe nogle Smaaforaringer til

236

Eders Højbed, og beder underdanigſt om Tilladelfe til at overrakke dem. —

Da Kbalifen bavde ſpurgt om, bvad det var for Gaver, ban medbragte, traadte en Slave frem med et koſtbart Sfriin og fatte det for fin Herres Fødder. Abu Mobamed aabnede det, og fremtog til Kbalifens og Hoffets ſtore Forbauſelſe nogle ſmaa Træer, hvis Stam⸗ mer og Grene beſtode af Guld, og bvis Blade og Frug— ter beſtode af Smaragder, Topaſer, Rubiner og blendende hvide Perler. Endvidere fremtog ban en heel Deel andre underfulde Koſtbarbeder, uden at det ſontes at ville tage nøgen Ende dermed; thi det var ved Trylleri, at alle disſe Sager befandt fig i Skrinet. Det lod til, at Abu Mobamed blot bebhovede at onſke, for at frem— tage enbverſombelſt blot tænkelig Gjenſtand. Vel maat— te Kbalifen bojligen undre fig; men bang Forbauſelſe ſkulde dog ſtige endnu bojere, da Abu Mobamed derpaa af et andet Skriin, ſom blev overrakt bam, frem⸗ drog et ubyre, med Perler og A delſtene rigt broderet Silke— telt. Stoffet var guldbaldyret og prydet med rode Rubiner og hvide Perler; Pielene, ſom underſtottede og udſpendte det, vare af det koſtbareſte indiſke Træ; i Fryndſerne glimrede Amethyſter og Safirer, og overalt paa Dugen var der i naturlige Billeder fremſtillet en umaadelig Mængde af Dyr og Fugle, bvis Fjer og Skind paa den kunſtigſte Maade vare efterlignede ved allebaande ædle Stene. Det var i Virkeligbeden en beel Maturbiftorie.

Den ſtedſe mere og mere blændede og over al Maade forbauſede Kbalif vidſte ikke, bvad han ſkulde ſige til alt dette. Men Abu Mobamed Alkeslan ren bam ud af Forlegenbeden, idet ban med Beſkedenhed yttrede: — Herfter over de Troende, ikke Frygt, men Hen⸗

237

givenbed og Agtelſe for Eders Perſon bevægede mig til at indfinde mig for Eders Aaſyn og medbringe disſe Ga— ver; Khalifen Harun al Raſbid berſker ikke alene over Land og Stad og Millioner af Underſaatter, men ogſaa over Sjæle og Hjerter. For endnu tydeligere at godt— gjøre Eder, at Frygt ingen Andeel har i min Hylding, vil jeg med Eders Tilladelſe viſe Eder en heel Deel an— dre Underverker, ſom kunne give Eder et ringe Begreb om min Magt. —

Da Kbalifen bertil villig havde givet fit Samtykke, traadte Abu Mohamed Alkeslan hen til et Vin⸗ due, idet ban bøjede fig fvagt, bevægede Leberne og hævede fine Øjne op til det Galleri, ſom indvendig omgav Khali— fens Palads. Galleriet ſyntes øjebliffelig ogfan at bøje fig og nikke til Svar paa Abu Mohameds Hilſen, og alle de faſt tillukkede Dore ſyntes at ſpringe op paa vidt Gab. Da Abu Mohamed derpaa havde udtalt nogle uforſtagelige Ord, lod der ſig pludſelig høre tituſinde Fugleſtemmer, der ligeſom ſparede ham.

Kbalifen kunde ikke komme fig af fin Overraſkelſe, og ſpurgte med en vis hemmelig Baven ſin forunderlige Gjeſt, hvorfra han havde faaet en faa overordentlig Magt. — Er J ikke — fluttede han: — den for fin Dovenſkab vidt og bredt bekjendee Abu Mohamed, en Son af en Saarlege ved de offentlige Bade, ſom døde i den pderſte Elendigbed? —

— Herre, — fvarede Abu Mohamed Alkes— lan: — min lave og usle Herkomſt, min tidligere Armod, og den overordentlige Dovenſkab, ſom gjorde mig vidt beryg— tet, forøge i bøj Grad det Underfulde ved min Hiſtorie. Hvis Eders Hoibed tillader, at jeg fortæller Eder den,

238

fvinler jeg ikke om, at det jo vil lokkes mig at underholde Eder nogle Ofeblikke. —

— Intet flal være mig fjærere. — fvarede Kha⸗ lifen.

— Nuvel, — begyndte Abu Mobamed Al- keslan: — min Fader var virkelig en ſtakkels Saar- læge, der ſogte fin Nering i de offentlige Bade; og bvad Eders Hoſbed bar bort om min exempelloſe Dovenſkab, er den rene Sandbed. Jeg var i min Ungdom faa doven, at jeg ikke gad rejfe mig for at ſoge Skyggen, naar den lodrette Middagsſol truede at ſmelte min Hjerne, medens jeg laa og ſov. Da jeg var femten Aar gammel, døde min Fader og efterlod min Moder og mig i den dybeſte Armod. Min ſtakkels Moder maatte tage Tjeneſte i Nabolaget ſom Opvarterſke, for at vinde fit Underbold; jeg for min Deel bluedes ikke ved at ligge og dovne og lade min Moder dele fine ſuurt erbvervede Smuler med mig.

En Dag kom min Moder til mig med fem Solvyſtillinger, ſom bun bapde ſparet ſammen, og ſagde til mig: — Min Son, i dette Ojeblik erfarede jeg, at Sbejkb Abul Moſaffer er i Begreb med at gaa under Sejl til Kina. Denne Mand er vidt bekjendt for fin Retſkaffenbed og fin Godbed imod de Fattige. Mand Dig dog engang op og følg med mig ben til den gode Herre, at bede bam for disſe Penge at kjobe Dig een eller anden nyttig Gjenſtand i biint Land, bvorom Man fortæller faa mange underfulde Ting. Derſom Du ikke vil rejſe Dig og folge med mig, faa tilfværger jeg Dig, fra dette Ojeblik ganſke at ſlaa Haanden af Dig og lade Dig omkomme af Sult og Torſt. Nu, Hvad beſtemmer Du Dig til?

239

Jeg funde iffe tvivle om, af min Moder jo talede i ramme Alvor; da jeg altſaa med Grund frygtede for, at bun virkelig ſkulde opfylde fin Truſel, troede jeg at maatte gjøre en kraftig Anſtrengelſe for at udrive mig af den dyriſke, neſten ufolſomme Tilſtand, hvori jeg levede. — Kjære Moder, — gav jeg altſaa til Svar: — faa ver dog i det Mindſte faa god at bjælpe mig op! — Medens dette gik for fig, ſukkede og ſtonnede jeg og udgjod Taa— rer over den gruſomme Vold, jeg maatte gjøre paa mig ſelb.

Da jeg endelig ſtod paa Benene, var min Moder faa god at bringe mig mine Tofler, bvilke jeg lod det bebage mig felv at træffe paa. Derpaa tog hun mig under Armene og ſtodte mig fremad, og blev ikke træt af at fløde, træffe og flide i mig, indtil vi endelig med ſtore Anſtrengelſer havde naget Stranden, hvor Abul Moſaffers Skib [aa for Anker. Jeg bilſte Manden og ſpurgte derpaa faa boflig, ſom jeg formaaede under mine beelt ergerlige Omſtendigheder, om ban bed Abul Moſaffer; thi, med Skam at ſige, kjendte jeg ikke engang denne ellers vel bekjendee Guds Mand. Da han havde ſparet Ja til mit Sporgsmaal, bad jeg ham om, i det Land, hvor ban agtede fig ben, for mine fem Solbſkillinger at kjobe mig Eet eller Andet, ſom jeg enten kunde have Gavn af eller tjene Noget paa.

Forundret over mit beſynderlige Veſen og Udſeende ſpurgte Shejkben fine Ledſagere, om de kjendte mig.

— Jo, — fvarede disſe: — det er den for fin Dovenſkab berygtede Abu Mohamed med Tilnavnet Alkeslan. Det er idag uden Tvivl den forſte Gang i hans Liv, han har forladt fin Krog; det Anliggende,

240

ban bar fremført for Eder, maa fandfynligviig altſaa være bam af den bojeſte Vigtigbed. —

Da tog Abul Mofaffer villig imod mine Penge, og lovede mig ſmilende, efter bedſte Evne at udrette min Kommisſion. Jeg takkede bam for bang Godhed, tog atter min Moder under Armen, og lod mig igjen flæbe bjem.

Abul Moſaffer fejlede altſaa til Kina med en Mængde andre Kjobmand. Saaſnart de alle havde af— fat deres Barer og indkjobt nye, tiltraadte de ufortovet Tilbagerejſen til Balſora. Allerede havde de været tre Dage under Sejl paa den gabne So, da Ab ul Mos ſaffer pludſelig foer op og forlangte, at Skibet ſkul— de vende om og ſtyre tilbage til det Sted, hvorfra det var kommet. Hojlig forundrede ſpurgte de andre Kjøbmænd bam om Grunden til en faa overraftende Beſtemmelſe. — J erindre Eder viſt endnu — ſparede Abul Mo ſaffer dem: — det Hverv, ſom den ſtakkels Abu Mohamed Alkeslan gav mig at udrette for fig i Kina. Det har jeg ganſke glemt, og jeg føler mig forpligtet til ejeblikkelig at vende om igjen for at holde mit Løfte ſom en brav og paalidelig Mand. —

— Med Eders Tilladelſe, Herre, — ſparede Kjob— mændene: — tuving os ikke til at vende om igjen for flig ubetydelig Sags Skyld! Kun nødig vilde vi paany friſte de Storme, ſom vi bave overſtaget, og overhovedet de Farer, fom vi bidtil faa lykkelig bave udrevet os af. —

Da Abul Mofaffer imidlertid holdt faſt ved fin Beſtemmelſe, tilbøde Kjobmendene hver enkelt for fig at fordoble den Sum, ſom ban havde modtaget af Abu Mohamed, og Abul Mofaffer fandt dette Tilbud

241

faa fordeelagtigt for fin Mandant, at han uden Betenk— ning gik ind derpaa.

Farten blev altſaa uforſtyrret fortſat, og Kjobmen— dene gik ſenere iland paa en meget folkerig O, hvor der blev drevet en ſterk Handel med Perler og Diamanter, for atter at ombytte deres Varer. Paa Stedets Bazar ſaae Abul Moſaffer ved denne Lejlighed en Mand, ſom havde en heel Deel Aber tilſalg, iblandt hvilke der fandtes een, ſom var ganſke ſkurvet. Han ſtandſede for at betragte dem, og bemeerkede, at, ſaaſnart Manden blot et Ojeblik vendte Ryggen til, alle de øvrige Aber faldt over den ſtakkels ſkurvede, og mishandlede den paa det Ankeligſte. Naar deres Herre bemerkede, hvad der fore— gik imellem dem, bragte han rigtignok ved Hjælp af Stok— ken igjen Orden tilveje; men ſaaſnart han atter vendte ſig et Ojeblik bort fra dem, begyndte det ſamme gru— ſomme Spil forfra.

Abul Moſaffer følte Medlidenhed med dette arme Dyr og ſpurgte Manden, om ban vilde fælge ham det. — Jeg byder Eder — ſagde ban: — denne Haand— fuld Solvpenge derfor, ſom en ſtakkels Dreng gav mig, forat jeg ſkulde fjøbe ham Eet eller Andet i fremmed Land. —

Abens Ejermand var veltilfreds med Tilbudet, og onſkede kun, at Aben maatte vere den unge Herre til nogen Gavn og Glæde. Abul Moſaffer kjobte alt— faa Dyret, og lod en Slave bringe det ombord og binde det faſt paa Dakket.

Da Kjobmandene vare færdige med deres Indkjob, gik de atter under Sejl, og naaede en anden O, bvor de ſtrar ved deres Ankomſt bleve omringede af en Mengde Dykkere, ſom tilbode deres Tjeneſte. Medens nu disſe

VI. 16

242

Menneſker for et Wengeftuffe gik tilbunds i Havet, blev den paa Dakket faſtlenkede Abe faa urolig, at den plud⸗ ſelig ſonderrev fin Kjæde. I et Mu bapde den ſtyrtet fig i Havet.

— Store Allab! — udraabte Abul Moſaffer: — Hvad vil den ſtakkels Abu Mobamed Alkeslan ſige, naar ban ikke engang fager den Abe at fee, ſom jeg bar kjobt til bam for bans Sparepenge? —

Men Aben kom fnart igjen tilſyne tilligemed de andre Dokkere, og bapde flere ſtore Perlemuslinger i Poterne, ſom den lagde for Abul Moſaffers Fødder. Den gode Mand forbauſedes i en overordentlig Grad, og meente medrette, at det maatte bave en ganſke egen Sam- menbeng med denne kloge og driftige Abe.

Da Kjobmendene paanv vare gagede under Seil, bleve de overfaldne af en beftig Storm og drevne ind paa Kyſten af en ſtor O, med Indbyggere af Negere, ſom vare Menneſkecdere. Saaſnart disſe vilde Menneſker fik Oje paa Skibet, angrebe de det fra alle Sider, bemeg⸗ tigede fig det, bandt Kjebmendene og forte dem for deres Konge. Dette Umenneſke af en Fyrſte lod ſtrax endeel af dem ſlagte og ſtege, og boldt dermed et ſtort Gjeſte⸗ bud i Selſkab med fine fornemſte Underſaatter. De 202 rige Kjobmend, ſom med dræbende Hjerteangſt bavde ve⸗ ret Vidner til dette forfærdelige Skueſpil, bleve ſperrede inde i en Hotte, bvor de jammerlig forknytte ſage en lignende Skjabne imode.

Men ved Midnatstid indfandt fig Aben, byilken Menneſkeederne ikke bavde ſkjanket nogen Opmerkſombed, og løfte Abul Moſaffers Baand. Denne begyndte ftrar at famle omkring i Mørfet for at finde fine Ulyk⸗ keskammerater. — Lovet være den barmbjertige Allah, —

243

raabte disſe, ſaaſnart de mærfede, at han var fri: — fom brød Eders Baand, forat I ſkulde blive vor Befrier! —

— Mine Venner, — fvarede Abul Moſaf— fer: — ikke jeg felv bar løft mine Baand; men Aben, ſom I veed, at jeg indkjobte til den ſtakkels Abu Mo— bamed Alkeslan, har viift mig og Eder denne ſtore Tjeneſte. — For at viſe mig taknemlig imod dette kloge Dyr har jeg iſinde at ſkjanke dets Herre en Pung med tuſinde Guldſtykker. —

— Enhver af os vil give ham en ligeſaa ſtor Sum, — raabte Kjobmendene: — naar den vil viſe os den ſamme Tjeneſte. —

Neppe bavde Aben hort dette, førend den gav fig fil ogſaa at loſe deres Baand. De imod al Forvent— ning og faa lykkelig befriede Kjobmend liſtede fig da om— bord paa deres Skib, hvorfra de Bilde heldigviis endnu Intet havde bortført, ſpendte Sejlene ud, og fjernede fig haſtig fra et Sted, ſom havde truet med at vorde dem faa fordærveligt. —

Men faafnart de befandt fig i Sikkerhed paa aaben Sø, erindrede Abul Moſaffer Kjobmendene om 262 res Løfter; ingen af dem alle gik fra fit Ord; men de ffyndte fig alle med at afgjore en faa hellig Gjald. Abul Moſaffer tog tilſidſt ſelb tuſinde Guldſtykker ud af fin Kasſe og lagde dem til de øvrige Penge, ſom Kjobmendene bavde ſammenſkudt, en ganſke artig Sum af blanke Guldſtykker. Den ſamme gunſtige Vind, ſom havde bjulpet dem bort fra Menneſkeedernes O, bragte dem ſnart derefter til Balſora, og baſtig udbredte fig Rygtet om deres Tilbagekomſt.

En Dag kom min Moder aandelos lobende hen 165

244

til mig og ſagde: — Haſtig, min Søn, fee til at komme pad Benene! Abul Moſaffer er vendt tilbage; ſkynd Dig at komme ben at bilſe paa ham, og ſporge, hvad ban bar bragt bjem med ſig til Dig! Maaſkee er det Noget, der kan begrunde hele din Fremtids Lykke! —

Jeg gabede og ſtrakte mig og gned mine Øjne, og bad derpaa min Moder om at bjælpe mig paa Be— nene og folge mig ned til Havnen; thi uden bendes Un— derſtottelſe faae jeg ingen Muligbed i at komme faa langt. Ved bendes Hjælp lokkedes det mig da ogſaa at komme paa Benene, og jeg maatte iſandbed ſelv hojligen undre mig over den Haft, bvormed min Moder fik mig flæbt ned til Havnen, uagtet jeg mange Gange var ner— ved at falde over mine egne Been og idelig forviklede mig i mine Klæder. Men ſaaſnart Abul Mo ſaffer fit Oje paa mig, bilſte ban mig til min ſtore Forundring ſom fin og fine Hejfefællers Befrier udaf en overhængende Dødsfare.

— Tag denne Abe! — fagde ban: — Den bar jeg fjøbt til Eder. Gaa faa bjem og vent mig i Eders Moders Huus! Jeg ſkal, ſaaſnart ſom muligt, indfinde mig bos Eder. —

Heelt forundret tog jeg imod Aben og gik bjem, idet jeg tenkte ved mig ſelb: — Iſandhed, det er en ny— delig Handel, Abul Moſaffer har gjort for mig! Det Indkjob ſkal jeg rigtignok bave baade Nytte og Fornojelſe af; Nytten indſeer jeg flet ikke, og Fornojelſen vil viſt kun blive fün! — Derpaa benvendte jeg mig til min Moder, der ſyntes at have tabt baade Naſe og Mund, og ſagde: — Hvor Handelen dog er en berlig Ting! Saa ofte J feer mig ſove, faa glem dog endelig ikke at vakke mig og jage mig ned i Havnen! — See ret paa mig,

245

Moder! Er J ikke ſtolt af en Son, ſom handler paa Kina? —

Men neppe havde jeg igjen kaſtet mig ned paa mit Tæppe, førend der indfandt fig flere Slaver, ſom i Abul Mofaffers Mavn ſpurgte, om de ikke her traf Abu Mo— hamed Alkeslan. Jeg havde juft faaet Tid til at fremmumle et ærgerligt Ja, da Shejkben felv traadte ind i Verelſet. Hans ærværdige Veſen indgjod mig Wre— frygt, og, faa daarligt Lune, jeg end var i, rejſte jeg mig dog, gik bam imøde og kysſede ham paa Haanden. Men Abul Moſaffer gav mig hertil ingen Tid; han faldt mig om Halſen og kysſede mig, og bad mig folge hjem med ham til hans Bolig.

— Altſaa igjen paa Vandring! — brummede jeg ærgerlig for mig felv, men fulgte dog med, da jeg ikke vovede at lade den edle Mands Heflighed ubeſpvaret.

Saaſnart Shejkben havde fort mig ind i fit Huus og bragt mig tilfæde, befalede han een af de ham led— ſagende Slaver at bringe mig de Penge, ſom tilborte mig. — Da begyndte jeg at ſpidſe Oren! — Men jeg var nær gaaet baade fra Sands og Samling, da Sla— ven kort efter kom tilbage og overleverede mig et Penge— ſkrün af en betydelig Tyngde.

— Her, min Son, — ſagde Abul Moſaffer, idet ban overrakte mig Noglen til Skrinet: — der kan Du fee, hvorledes Allah har velſignet dine fem Solv— penninge! Alle disſe Guldſtykker ere dine! Gak nu bjem med din Rigdom! Disſe to Slaver ſkulle ledſage Dig. —

Med en Henrpykkelſe, der ikke lader fig beſkrive, be- vidnede jeg den edle Abul Moſaffer min Taknem⸗ lighed, og vendte derpaa ſom et ganſke andet Menneſke,

246

uden at ændfe Bevægelfeng Moje, i al Haft tilbage til min Moder for at lade bende dele min Glæde. — Nu, der feer Du, — vttrede min Moder, beelt begejftret af Frod: — at Forſpnet ikke bar glemt Dig! Men nu maa Du ogſaa fee til at fortjene dets Velgjerninger, idet Du ſtræber at afkaſte din bidtilværende Dovenſkab og Ufolſombed. —

Dette lovede jeg bende beredvillig, og den pludſe— lige Lokkesomſkiftning gjorde mig det let at holde mit Lofte.

Min Abe ſontes med bver Dag af blive mig mere bengiven; den ſatte ſig bos mig paa Sofaen, og deelte Mad og Drikke med mig, naar jeg boldt Maaltid. Men ubegribeligt var og blev det mig, at den ſtedſe forſpandt ved Dagens Frembrud og ikke kom igjen for Middagstid, men da ſtedſe bragte en Pung paa tuſinde Guldſtpkker med fig og lagde for mine Fødder. Dette gjentog den faa ofte, at jeg tilſidſt blev umaadelig rig; jeg kjobte Landgodſer og Lyſtſteder, lod opbygge flere prægtige Paladſer og anſkaffede en Mangde af de koſtbareſte Sla— ver og Slavinder.

En Dag, da min Abe efter Sædvane fad bos mig paa Sofaen, lagde jeg Merke til, at den ſaae til— bojre og tilvenſtre, ſom om den vilde overbeviſe fig om, at vi vare ene. Men jeg beder Eder, Herſker over de Troende, foreſtille Eder min grændfeløfe Forbauſelſe, da jeg derpaa fane Aben bevæge fine Læber og borte den ganſte tydelig udtale mit Mavn! Heelt forfærdet over dette Underverk vilde jeg ſpringe op og flygte ud af Varelſet; men Aben holdt mig tilbage og ſagde:

— Var rolig og ubekymret, Abu Mohamed,

247

og undre Dig ikke over at høre mig tale! Jeg er nemlig itee nogen ſedvanlig Abe. —

— Hvad er Du da? — ſpurgte jeg endnu ſtedſe forferdet.

— Jeg er een af de frafaldne Mander. — ſpa— rede Aben: — Jeg følte mig rørt over den elendige Tilſtand, bvori Du benflæbte dit Liv, og beſluttede at gjøre kke alene en Mand, men ogſaa en ſtor Herre af Dig. De Skatte, ſom jeg allerede har ladet Dig til— flyde, kurne give Dig et Begreb om min Magt og min gode Villit. Men jeg bar iſinde at gjore endnu mere for Dig; jeg vil forſkaffe Dig en Gemalinde, der i Skjonbed oz Fuldkommenhed overgager alle Jordens Kvinder. —

— Tak ſkal Du bave. — ſparede jeg: — Men bvorledes vil Du bringe dette Under iſtand? —

— Hor epmarkſom efter, bvad jeg vil ſige! ل‎ vedblev Aben: — Du ſkal imorgen ifore Dig din koſt— bareſte Kledning, lade en golden, med Perler og Dia— manter broderet Sedel lægge paa dit Muuldyr, og ride ben til den Bazar, bvor der fælges Foder. Der ſporger Du om Sberifens Bolig, ſtiger af bos ham og forlan— ger hang Datter tilgegte. Skulde han indvende, at Du bverken er rig eller fornem nok, eller opholde fig over din ſimple Herkomſt og din Mangel paa Anſeelſe, maa Du overrakke bam en Pung med ti tuſinde Guldſtpkker. enge jevner Alt ber i Verden. Skulde ban ikke være tilfreds med denne Morgengave, faa byd ham kun bvilken— ſombelſt fabelagtig bøj Pengeſum, Du vil; jeg ſkal nok ſtaa til Anſpar for Beløbet, Under disſe Omſtendigheder tenker jeg, at alle Vanſkeligbdeder ville blive hævede. —

Inderlig fornøjet over denne Meddelelſe, der gav

248

mig Udfigt til at faa en dejlig Kone og blive indlemmet i cen af de fornemſte Familier i Balſora, lovede jeg nøje agtig at folge Abens Raad og Anviigning. Den عاة)‎ gende Morgen iførte jeg mig altſaa en prægtig Dragt, lod en med Perler og Diamanter broderet Sadel lægge paa mit Muuldyr, og reed ben til Bazaren, hvor jeg uden Van⸗ ſkeligbed fandt Sberifens Bolig. Jeg ſteg af udenfor bang Dor og traadte ind til bam, ledſaget af en heel Deel berlig ſmykkede Slaver, ſom bare allebaande koſt⸗ bare Gaver. Baade min Perſon og mit Optog gave She⸗ rifen bøje Tanker om mig; ban beſparede derfor med Ven⸗ ligbed min Hilſen, og ſpurgte, bvad der ſtod Al Tjeneſte.

— Herre, — gav jeg til Spar: — min Ro og Lokke bvile i Eders Hænder. Jeg bar nemlig bort Eders Datter ſkildre paa det Allerfordeelagtigſte, og kom— mer for at bede Eder om bendes Haand. —

— Undffyld, — fvarede Sherifen artig: — at jeg er faa fri at ſporge om Eders Heckomſt, Stand og iſer om Eders Formuesomſtendigbeder. Jeg har ikke den Were at fjende Eder, og J indſeer vel, at Man maa vide, Hvem Man giver fin eneſte Datter. —

Strar drog jeg en Pung med tituſinde Guldſtykker frem og overrakte Sberifen den mid de Ord:

— Der er min Herkomſt og min Stand! Den Rige er altid en velbaaren og fornem Herre. J fjender Profetens Üdſagn: — Penge bringer igjennem overalt! — Ogſaa een af vore Digtere bar meget beldig i ſine Vers udtrykt Rigdommens Fordele:

— Taler den Rige, far raaber Enhver: — „Han har Ret!” — ſelv om han ikke veed, hvorom der er Tale. — Taler derimod den Fattige, ſaa hedder det: — „Han har Uret!” — ſelv on Retten aabenbart er paa hans

249

Side. — J alle Verdens Riger erhverve Penge deres Be— ſidder Agtelſe og Beundring. — Det er ef indtrængende Sprog, naar han vil fætte fin Mening igjennem, og en Piil, naar han vil Nogen tillivs. —

Da Sberifen horte mig tale ſaaledes, ſlog han Øjnene ned og begyndte at overveje. Efter nogle Oje— blikkes Forløb ſagde han derpaa til mig: — Under disſe Omſtendigbeder vil jeg blot forlange endnu ti tuſinde Guldſtykker af Eder. —

— Dem ſkal I ſtrax faa. — fvarede jeg, og lod een af mine Slaver lobe bjem efter Pengene.

Svynet af Pengene ſyntes at tilfredsſtille Sherifen fuldkommen. Han ſtod op og bød fine Slaver luffe Magaſinet. Derpaa forte han mig bjem i ſit Huus, lod fine Slegtninger og Venner ſamle, og opfatte i deres Nerverelſe en Abgteſkabskontrakt, med det Løfte, at han vilde lade mit Bryllup ſtaa om ti Dage.

Sjeleglad vendte jeg tilbage fra Sberifen, inde— lukkede mig med min Abe og meddeelte den Üdfaldet af mit Frieri. Aben, eller rettere Aanden, roſte min Ad— færd, og priſte mig lokkelig med Henſyn til den Kjer— lighedsfryd, der ventede mig.

Men Aftenen for mit af Sherifen beſtemte Bryl— lup tog Aben med en paafaldende Uro og Aengſte— lighed ſaaledes tilorde: — Imorgen ſkulle alle dine On— ſker opfyldes. Tor jeg da vel vente, at Du ved denne Lykke, ſom Du alene ſkylder mig, vil tanke paa din Vel⸗ gjerer og viſe ham en Tjeneſte? —

— Forlang, hvad Du vil! — fvarede jeg: — Hvad Du end forlanger, ſkal jeg ikke afflaa Dig det. —

— Nuvel, — vedblev Aben: — ved Siden af

250 Brudekammeret er der et Kabinet, i bois Dor der bæn« ger en Kobberring; under denne Ring vil Du finde en Nogle, bvormed Du kan gabne Doren. Ved Indtræs delſen i Kabinettet vil Du ſtrax blive en Jernkiſte vaer, paa bvis fire Hjørner der er befeſtet Trollefaner, og indeni bvilken der findes et Bakken fuldt af Guld og AEdelſtene. Ved Siden af Bakkenet ligge elleve ſammen⸗ ſlongede Slanger, og midtei ſamme er der befæftet en glindſende boid Hane. Ved Siden af Kiſten findes et Gværd; tag det og bug Hovedet af Hanen; ſtyrt Kiſten om, og gaa faa tilbage til din Brud! — Det er det Hele, ſom jeg forlanger af Dig for alle de Tjeneſter, jeg allerede bar ydet og fremdeles vil yde Dig. ع‎

Beredvillig lovede jeg at opfylde Abens Onſke, uden at forlange Grunden at vide dertil. Men da jeg efter Bryllupsbojtiden blev fort ind i min Bruds Varelſe, fif jeg ſtrar Oje paa Kobberringen i Kabinetsdoren, ſom Aben bavde talt om.

Saaſnart jeg var ene med min Brud, tog jeg Slo— ret af bende; — maalles blev jeg ſtagende, ubevege⸗ lig af Overraſkelſe og Beundring over en faa fuld— kommen Dejligbed. Ingenſinde bavde Naturen frembragt en berligere Skabning! Hendes ædle og regelmesſige Træf, den lyſende Hud, de ſtraalende Øjne, — bendes Vaxt og Holdning, og mere end alt Andet bendes fortryllende Smiil bragte mig ſaaledes ud af Fatning, at Aben og bang Forlangende ner vare rundne mig af Tanker. Dog Tak— nemligbeden var levende i mit Bryſt, og den mindede mig efter de forſte Overraſkelſens Ojeblikte med Alvor om min Pligt. Jeg maatte opfylde mit Løfte, førend jeg hengav mig i min ubegrendſede Lykke, udelukkende den fjære Abes Verk. Saaſnart derfor min Gemalinde havde

251

lagt fig til Hvile, tog jeg een af Lamperne, aabnede Kabinetsdoren, og fandt Alting derinde, ganfte ſaaledes ſom Aben havde beſkrevet mig det. Haſtig greb jeg Sværdet ved mine Fødder, dræbte Hanen, huggede Trylle— fanerne iſtykker og væltede Kiſten.

J famme Ojeblik lod et hojt Skrig inde i Brude— kammeret ved Siden af. Jeg ſtyrtede ind, og fandt min Brud i den haslige Abes Arme. Førend jeg endnu kunde ile hende tilbjælp, hade Aanden bortført hende lige for mine Øjne.

Mit og min Kones bøje Skrig havde vakt Sheri— fen, og han kom forſkrakket lobende hid. Neppe var han traadt ind og havde ſavnet fin Datter i Brudekammeret, førend han gjattede hele den ulykkelige Sammenherng; og ban blev fuldkommen overbevüſt derom, ſaaſnart han fane Kabinetsdoren aaben.

— Ulyfftelige Abu Mohamed! — raabte han, idet han rev fig i Haar og Skjaeg: — Lonner Du ſaa— ledes mig og min Datter for vor Godhed imod Dig? Jeg ſelv havde ſammenſat hiin Talisman og anbragt den i Kabinettet for at forhindre den onde Aands Henſigter med min Datter. J bele fer Aar bar han forgjaves be— ftræbt fig for at fremme fin Villie med hende; nu er Ulpkken endelig ſkeet, og jeg bar ingen Datter mere, in— gen Troſt i den bele Verden! Bort, bort fra mit Anſigt! Jeg kan ikke taale at ſee Eder for mine Ojne! —

Ligeſom ſonderknuſt ved Tanken om at have for— anlediget en Kvindes Fordervelſe, ſom var faa elſkelig uden Lige, og ſom var bleven mig faa dyrebar i de faa Ojeblikke, jeg bavde kjendt bende, vendte jeg tilbage til mit Huus. Min forſte ID var at ſoge efter min Abe; men

einm.

den var ſporloſt forſpunden. Nu forſt begreb jeg, bvor⸗ ledes det Hele bang ſammen. Jeg havde kun været et Værftøj i Aandens Hænder til at tilintetgjore den ham binderlige Talisman i Sberifens Huus. Raſende over ſaaledes at være bleven bedragen, ſonderrev jeg mine Klæs der, kradſede mit Anſigt tilblods, og beſluttede endelig, ikke at blive længer i en Stad, bvor jeg havde feet min ubeſkrivelig bøje Lokke opblomſtre og gaa tilgrunde. Jeg forlod altſaa Balſora og vandrede fremad paa Lykke og Fromme; uden at jeg vidſte af det, overraſkede Natten mig midt i en Orken.

Idet jeg nu faae mig om efter eet eller andet Tilflugtsſted, bemerkede jeg i Maaneſkinnet, ganſke tæt ved mig, tvende ſtore Slanger, en rod og en bvid, ſom kampede med binanden. En vis ubevidſt Deeltagelſe for den bvide Slange bevægede mig til at tage en ſtor Steen op og kaſte i Hovedet paa den rode, bvis Hjerneſkal jeg ogſaa knuſte. Hvislende flygtede den hvide Slange og forſvandt for mine Blikke; men ſnart kom den igjen til— bage med ti andre hvide Slanger. De nærmede fig til— fammen det af mig dræbte Ubyre og flede det iſtpkker, faa at blot Hovedet blev tilbage; da toge de atter Flug— ten og forfvandt med Pilens Haſtighed.

Medens jeg endnu ſtod og overvejede mit ſelſomme Eventyr, horte jeg tet ved Siden af mig, dog uden at ſee Nogen, en Stemme, ſom fremſagde folgende Vers: — Frugt ikke Sfjæbnens Renker! Himlen tilſiger Dig Luffe og Glæde. — Men denne Stemme, der ſyntes at trænge frem af Jorden, bragte Blodet i mine Aarer til at iisne, iſtedetfor at troſte og opmuntre mig. Jeg vid⸗ ſte endnu ikke, om jeg ſkulde fly eller blive paa Stedet, — thi overalt omgav mig den ſamme ſorgelige Orken —

253 da jeg tydelig horte en Stemme fremſige følgende nye Vers: — Muſelmand, Du, der er faa lykkelig at tale Koranens Sprog, berolige Dig og frygt ikke for Shejtan og hele hans Slægt! Du er under de lydige Manders Beſkyttelſe, der have den ſamme Tro ſom Du ſelv. —

— 5 Allahs Savn da, ſom J loppriſe, — raabte jeg: — lad mig vide, Hvem J ere! —

Neppe bavde jeg udtalt, førend der vifte fig et Væfen for mig i et langt hvidt Klædebon, og ſagde: — Vi have erfaret din Godbed og dit Wdelmod. Alle den ſtore og barmbjertige Allah og hans Profet lydige Mander dele vor Taknemlighed. Behøver Du vor Hjælp, faa tal blot! Vi ere villige til at gjøre Alt for Dig, hvad der ſtager i vor Magt. —

— Hvo kunde vel mere trenge til Hjælp end jeg? — udraabte jeg: — Hvo i Verden har friſtet flig en Vanſkjabne? Visſelig, har nogen Ulykkelig Het til at beklage ſig, ſaa er det mig! —

— Er Du ikke Abu Mohamed Alkeslan? — ſpurgte Aanden.

— Desværre, jo. — ſparede jeg ſukkende.

— Velan, — lød Svaret: — faa troſt Dig! Du har Beſkyttere. Saa viid da, jeg er en Broder til den hvide Slange, ſom Du befriede. Vi ere fire kjodelige Brodre, alle lige beredte til at tjene Dig og viſe Dig vor Taknemlighed. Hiin under en Abes Skikkelſe ſkjulte frafaldne Mand ſkulde uden hün Lift aldrig have kunnet bemægtige fig din Gemalinde; den af hendes Fader for— færdigede Talisman bindrede alle hans Henſigter, lige indtil Du ødelagde den. Alligevel tvivle vi intet Oje— blik om at kunne gjenforene Dig med din Brud og be— rede den ſkjendige Forforer den Straf, han fortjener.

254

Vi ville opbvde vor bele Magt i din Tjenefte for at ajengjælde den modtagne ſtore Velgjerning. —

Med disſe Ord udftødte Manden et faa frugteligt Skrig, at Jorden bævede og jeg havde ondt ved at bolde mig paa Benene. Strax vifte der fig en Skare Be⸗ væbnede, bvilfe Manden ſpurgte, om de fjendte Abens

Opboldsſted.

Den boer — ſparede een af dem: — i Kob⸗ berſtaden, bvor der aldrig trænger den mindſte Lysſtraale ind.

Abu Mobamed, — benvendte Aanden fig da til mig: — jeg vil medgive Dig een af mine Tjenere, ſom ſkal underrette Dig om, bvorledes Du igjen kan komme i Beſiddelſe af din unge Kone. Men vogt Dig vel, medens ban fører Dig igjennem Luften, for at ud— tale Allabs Navn! Tbi ban borer til de os underkaſtede ulydige Mander, og glemte Du mit Raad, vilde han paa Ojeblikket forfvinde, og Du maatte over Hals og Hoved ftyrte ned fra Luften. —

Jeg lovede at bolde mig Mandens Befaling efter— rettelig, og beſteg den frafaldne Mands Rug med det For— ſct, paa det Strengeſte at bolde min Tanke og min Mund i Ave. Med en rivende Haft bavede Ubvret fig med mig op i Luften, og ſnart kunde jeg ikke mere ſkimte Jorden, men faae alene et umaadeligt Rum trindt omkring mig, bvori Stjernerne omkrandſede mig ſom bøje Bjerge. Endelig kom jeg faa bojt, at jeg tydelig borte Englenes Sang omkring den Almegtiges Trone. Min Forer for⸗ klarede mig de Gjenſtandes Natur og Egenſkaber, ſom omgave mig og trindt omkring frembøde fig for mit ſtudſende Syn, og underboldt mig uopbørlig og paa 6602 ſte Maade med den talløfe Mængde af Verker fra Al—

255 -

fabs almægtige Hænder. Dette gjorde ban alene for af fusfelfætte og adfprede mig; ban tænfte nemlig, af bang forfængelige Snak ſkulde gjøre mig til futter Øre og ganſke lamme min Tunge, ſaa at jeg ikke, benreven af Beundring, udraabte den Allerbojeſtes Mavn. Men beri havde han ſlemt forregnet fig. Thi pluͤdſelig vifte fig en bimmelſk Mand i azurblaat Kladebon, med lange lvyſe, ned over Skuldrene bølgende Lokker. Hans Aaſyn ſtraa— lede ſom Lyſet, og i fin Højre holdt han en Landſe, fra bvilken der til alle Sider ſprudlede Ildgniſter.

— Abu Mobamed, — ſagde ban: — ſiig paa Ojeblikket: — „Der gives ingen Gud uden den almeg— tige Allab. —“, eller jeg gjennemborer Dig paa Stedet! —

Forſkrœkket glemte jeg mit faſte Forſct, og ud- talte disſe Ord, ſom maatte vorde mig fordærvelige. J ſamme Ojeblik ſtodte Lyſets Mand fin Landſe i den fra— faldne Engel og forvandlede ham til Aſke. Men jeg ſtyrtede ned fra den umaadelige Højde — faldt og faldt, indtil jeg ſtyrtede i Havet.

Faldet bavde ſaaledes fortumlet og bedøvet mig, at jeg en Tidlang forblev under Bandet; men ſaaſnart jeg atter kom til Beſindelſe, begyndte jeg at ſpomme af alle Kræfter. Men jeg vilde ganſke viſt være omkommen, hvis ikke beldigvüis nogle Sofolk havde været i Nerheden med deres Baad og fiſket mig op.

Disſe Folk talte et mig ganſke uforſtageligt Sprog; med Tegn maatte jeg gjore dem begribeligt, at jeg ſlet ikke forſtod, hvad de ſagde. Henimod Aften kaſtede de deres Net ud og fangede en ſtor Mængde Fiſk, ſom de ſtegte og bvoraf jeg ſpiſte med god Madlyſt. Den næfte Morgen ſtyrede de ind imod Kyſten, og vi ſtege iland. Sø-

256

folkene førte mig derpaa ind i en ſtor og folferiig Stad og foreſtillede mig for deres Konge. Denne ædle Fyrſte modtog mig med den ſtorſte Godbed. Paa Foreſporgſel erfarede jeg nu, at den Stad, bvori jeg befandt mig, bed Henad og var een af Kinas betpdeligſte Sobandelsſteder. Kongen gav een af fine Vizierer udtrykkelig Befaling til at drage Omſorg for mig og fkaffe mig alle Landets Merkverdigbeder at fee. Meſt af Alt overraſkede mig de ſtore Plantager af et lille Træ, bois Blade alminde⸗ lig bruges til at lave en vis krydret Drik af.

Omtrent en Maanedstid bapde jeg tilbragt ganſke bebagelig i denne Stad, da jeg en Morgenſtund, medens jeg ſpadſerede langs Bredden af en Flod, ſom beſkyller Sta— dens Mure, ſage en Rytter komme jagende ben imod mig med ſlappe Tojler.

— Er J ikke Abu Mohamed Alkeslan? — ſpurgte ban, da han havde naget mig.

Da jeg bertil fvarede Ja, bad ban mig være al- deles ubekymret, efterſom ban borte til mine Venner, og disſe endnu ingenlunde bavde glemt den dem beviſte Vel— gjerning.

— "Hvem er J da? — ſpurgte jeg ganſke for⸗ undret.

— Jeg — ſparede Rytteren: — er een af den hvide Slanges Brødre, og kommer for at ſige Eder, at J ikke er langt fjernet fra det Sted, bvor Eders Ge— malinde ſmegter i den onde Aands gruſomme Vold. J maa tenke paa at befri hende. —

Med disſe Ord løftede han mig op bagved fig paa Heſten, kaſtede ſin Kappe om mig, og bort fore vi med Vindens Haſtighed. Vi bruſede hen over Bjerg og Dal,

257

over Sø, gjennem Skov og Bang, og tilbagelagde i fort Tid en ubyre Stræfning. Endelig ftandfede min Fører og bød mig ftige af.

— Hiſt ſeer I en Bjergkjcde; — ſagde han til mig: — den ſkal I gaa langs henmed, indtil J nager Kobberſtaden. Men vogt Eder vel for at betrade den, førend jeg kommer tilbage og fætter Eder iſtand til at gjøre det uden Fare! —

J ſamme Ojeblik forſvandt han, og lod mig tilbage i en ſkrakkelig Orken. Mojſommelig vandrede jeg hen over den torre, for mig rimeligviis aldrig af nogen Dode— lig betraadte Jordbund, og naaede endelig den af Manden betegnede Stad. Dens Mure vare af Malm, og naaede heelt op i Skyerne. Jeg nærmede mig og gik rundt om— kring Staden for at opdage en Indgang; men min Ef— terforſkning var forgjaves. Da fremtreen pluͤdſelig igjen den hvide Broders Slange og rakte mig en Tryllekaarde, ved hvilken, ſom han ſagde, jeg ganſke ubemeerket kunde komme ind i Staden. Jeg tog imod Kaarden, og Aan— den var forſvunden, endnu førend jeg kunde takke ham.

Kort derefter horte jeg en forvirret Larm af mange Stemmer, og da jeg ſage mig om, fif jeg Oje paa en Skare af Menneſker, ſom havde deres Øjne midt paa Bryſtet. Saaſnart de bemerkede mig, kom de hen til mig og ſpurgte, Hvem jeg var og hvorledes jeg var kom— men hid. Jeg tilfredsſtillede deres Nysgjerrighed og for— talte dem uden Forbehold alle mine Eventyr. Folkene fortalte mig nu, at den onde Mand virkelig havde indeſlut— tet ſig med min Kone i Kobberſtaden, men at de ikke vidſte, hvorledes han havde behandlet hende. — Af os — tilføjede de: — har Du Intet at frygte; thi vi ſtaa i hiin Aands Tjeneſte, bvilken Du fjender ſom en Broder

VI. 17

258

til den bvide Slange. Hvig Du vil trænge ind i Sta den, faa gaa ben til den Kilde, ſom Du feer udvælde biſt— benne, og folg dens Løb; det er den eneſte Vej, ſom før rer ind i Staden. —

Jeg fulgte det givne Raad og gik ben til en Vand— ledning, ſom jeg ſage for mig, traadte ind og ſkred frem deri. Neppe var jeg kommen nogle Skridt bünſides Hvælvingen, førend jeg fane min Kone paa en ſtor Bloms ſtereng ſiddende paa en Hunde af Guldbrokade og indbyl⸗ let i et Silkeſlor, bvig Bord foreſtillede en berlig Have med Frugttrœer, bvorpag Frugterne vare efterlignede med Perler og Diamanter.

Saaſnart min Kone blev mig vaer, reiſte bun fig baſtig, ilede mig imode og ſpurgte, Hvo der havde fort mig ind i denne for alle Dedelige utilgængelige Stad. Saaſnart min Henrvkkelſe tillod mig at komme tilorde, fortalte jeg bende udførlig, bvad der var bændet mig ſi— den vor Skilsmisſe, og bad bende derpaa, nu ogſaa paa fm Side at tilfredsſtille min Nysgjerrigbed, og, om mu— ligt, angive mig Midlerne til fin Befrielſe.

— Denne fordomte Aands raſende Lidenſkab — tog min Elſkede tilorde: — bar beldigvüs fat bam ganſke ude af Stand til at ſkjule Noget for mig, af bad der enten kan gavne eller ffade bam. Derfor fjender jeg alle bans Hemmeligbeder, og veed af hans egen Mund, at der ber i Mærbeden gives en Talisman, ſom beberſker Al— ting i denne Stad. Denne Talisman, ved Hjælp af bvilken Intet er bam umuligt eller kan ſtaa bam imod, er forvaret i hün Sojle, ſom I feer biſthenne midt paa Engen. —

— Hyoraf beſtager denne Talisman? — ſpurgte jeg.

— Det er en Ørn, hvorpaa der er indgravet

259

Skrifttegn, ſom jeg ikke fjender. — fvarede min Gemal— inde: — Hyis Du tor binde an med den, faa tred ben til en glødende Kulild, kaſt nogle Korn af reent Moſkus derpaa og giv Dig dermed til at beryge Ørnen. Alle Mander ville da mode for Dig enten for at underkaſte fig eller tilintetgjøre Dig. —

Uden at betenke mig nærmede jeg mig Sojlen; jeg frygtede ikke for at blive bemerket, da jeg vidſte, at Trvlle— kaarden gjorde mig uſynlig. Saaſnart jeg havde Ørnen i min Magt, forføgte jeg dens Kræfter. Ojeblikkelig viſte fig Aanderne og bøjede fig for mig af Frygt for mit truende Verge. Jeg befalede dem, for Ojeblikket at Drage fig tilbage og forbolde fig rolige, men for Fremti— den at være beredte til at adlyde mig og udføre mine Befalinger. Derpaa ſpurgte jeg min Gemalinde, om bun vilde folge med mig. Med Glæde erflærede hun fig be— vredt dertil, og bhaſtig naaede vi ad den ſamme Vej, ad hvilfen jeg var trængt ind i Staden, ud deraf igjen til de ſelſomme Menneſker, ſom havde givet mig den velkomne Anviisning. Da jeg bad dem om at viſe os Vejen bjem, gjorde de ikke alene med Beredvilligbed dette, men fulgte os endogſaa ned til Strandbredden og forſkaffede os et Skib, ſom var vel forſonet med alle Fornedenheder til en lang Rejſe. En friſk Vind, der beſtandig blæfte fra det lokkelige Hjorne, bragte os baftig tilbage til Basra, مم‎ vi, ſom Eders Hojhed let kan tenke fig, af den gamle Sherif bleve modtagne med aabne Arme.

Efterat vi nogen Tid havde udbvilet og forfriſket os efter Rejſens Mojſomligbeder, lukkede jeg mig en Dag inde paa mit Varelſe og fremtog Ornen, ſom jeg med den ſtorſte Ombu havde opbevaret. Saaſnart jeg

8

, 200

havde bervget den, ilede Aanderne til fra alle Sider og kaſtede ſig ned foran mig. Jeg befalede dem da at bringe alle Skatte af Guld, Perler og Diamanter fra Kobberſtaden til Balſora. J en utrolig Haſt var denne Befaling udfort. Derpaa bod jeg dem bidbringe mig ſelve den frafaldne Mand, ſom i Abeſkikkelſe faa ſkamme⸗ lig bavde overliſtet mig. Neppe havde jeg udtalt, førend ban ffjælvende og ydmyg bedende ſtod foran mig. Men jeg lod mig paa ingen Maade røre. Efterat jeg med de bittreſte Bebrejdelſer havde foreboldt ham bang ſkjen⸗ dige Daad, lod jeg mine underdanige Aander inde— ſperre bam i en Kobberflaſke og kaſte bam i Havet, hvor det var dybeſt.

Siden biin Tid bar jeg tilligemed min dyrebare Gemalinde nydt en fuldkommen uformorket Lytte. Alle mine Onſker blive ojeblikkelig opfyldte af de mig under⸗ danige Mander. Ingen Dødelig beſidder følgelig en Magt, der fan lignes ved min; men jeg veed ogſaa at paaſkjonne Allabs Miſkundhed, og takker ham derfor ſeent og aarle. —

Kbalifen Harun al Raſchid bapde ikke alene paa det Behageligſte følt fig underholdt ved Abu Moha— meds Hiſtorie, men var tillige bleven dybt greben, næften forfærdet ved Foreſtillingen om dette Menneſkes umaa— delige Magt. De bam tilbudne Gaver modtog han faa meget heller, ſom han derimellem fandt flere Diamanter, fomi Størrelfe og Skjonbed endogſaa langt overgik So 6 ء‎ des driſtigſte Onſker. Til Gjengjæld overøfte ban A bu Mohamed Alkeslan med de overordentligſte Naadesbe— viisninger, og lod ham ikke vende tilbage til Bal⸗ fora, førend han havde ſikkret fig hans Venſkab for hele Livet.

201

Ueama og Noam.

J Staden Kufa var der engang en Mand ved Navn Rabia, der borte til Stadens rigeſte og meſt anſeete Borgere. Himlen havde velſignet bam med een eneſte Son, ſom ban kaldte Neama Allah“), og ſom fra den tidligſte Ungdom var en Gjenſtand for fin Faders om— meſte Omſorg.

En Dag, da ban gik over Slavetorvet, bemerkede ban et endnu ungt og ſmukt Fruentimmer, ſom var udſtil— let tilſalg med en allerkjereſte lille Pige paa Armen. Strax vinkede ban en Slavemagler bid til fig og ſpurgte bam om Priſen paa den unge Slavinde med Barnet.

— Halvtredſindstyve Jechiner, — lød Svaret.

— Her ere Pengene; — ſvarede Rabia ſtrax: — fæt Kjobekontrakten op og fly Slavindens Ejermand Pen— gene! —

Saaſnart Handelen var bragt i Rigtigbed, og Meg⸗ leren iligemaade havde modtaget den bam for hans Ulej— ligbed tilkommende Betaling, modtog Rabia Slavinden og Barnet og begav fig bjem dermed. Da nu hans Kone fane ham komme anſtigende med dette Folge, vilde hun vide, hvad det var for et Fruentimmer.

) Guds Gave. — Theodor, Deodat.

202

— Det er en Slavinde, — fvarede Rabia: — fom jeg nvlig bar fjøbt paa Torvet, fordi bendes Datter⸗ lil behagede mig faa overmaade vel; jeg bar en Anelſe om, at bun engang vil vorde den ftørfte Sfjønbed i bele Arabien og Perſien. Hun er omtrent i Neamas Al der, og Børnene kunne lege med binanden. —

Den lille Pige bebagede ogſaa Rabias Kone, og denne ſpurgte Slarinden om bendes Savn.

— Min Herſkerinde, jeg bedder Tauf ik. ) — ſpa⸗ rede det unge Fruentimmer.

— Og bvad hedder din lille Datter? —

— Hun bedder Saad.) —

— Du falder bende ſaaledes medrette; — vttrede Rabias Huſtru: — tbi der borer Luffe til at faa et ſaa⸗ dant velſignet lille Barn. Vi maa imidlertid ogſaa give bende et Mavn efter vort Valg. — Hvad ſkulle vi falde bende? — tilfojede Neama's Moder, benvendt til ſin Mand. —

— Det kommer ganſke an paa Dig ſelv. — ſparede Ra bia.

— Nu, faa kunde jeg bave Lyſt til at falde bende Noam; ) — vttrede bang Huſtru: — det klinger endnu ſmukkere end Navnet Saad. —

— Det være, ſom Du enſker! — bekraftede Ra⸗ bia: — Betydningen er den ſamme; men Klangen beha— ger mig i ualmindelig Grad. —

Neama og Noam bleve nu opdragne ſammen ind til deres tiende Aar, og kappedes om at tage til i Skjon⸗

ykkebringende. * Lytte.

Er naſten eensbetydende med Saad.

203

hed og Elſkverdigbed. De gave hinanden i deres Uſkyl— dighed de føde Mavne: — Broder og Soſter —, indtil RNabia en Dag tog fin Son tilſide og ſagde til bam: — Min Son, Noam er ingenlunde din Soſter, men din Slavinde; jeg bar kjobt hende til Dig, medens Du endnu laa i Vuggen, og Du maa herefter ikke mere falde bende Soſter. —

— Men ſaa kunne vi jo gifte os med hinanden! — udraabte Neama glad, og ilede ſtrax ind til ſin Moder for at meddele hende denne glædelige Efterretning ſamt for— klare bende fin Henſigt. Den gode Moder, der ligeſom fin Mand havde gjort fig det til Lov at føje fin fjære Søn i Alting, ſparede alene: — Noam er din Slav- inde, mit fjære Barn, og Du fan gjøre med hende, hvad Dig bebager. —

Saafnart Neama bapde modtaget denne Forkla— ring, drev ban med den ſtorſte Iver paa fin Formeling med den ſmukke Noam, ſom, — det merkede han nu ſnart — havde vundet hele bang Hjerte. De bleve da Mand og Kone, og benlevede flere Aar med hinanden i den herligſte Enighed.

Noam fortjente iſandhed ogſaa fin Gemals fulde Kjerligbed. Med et henrivende dejligt Aaſyn og en berlig Skabning forbandt hun den blideſte og elſkverdigſte Karak— teer og en begavet, i ualmindelig Grad uddannet Mand. Hun laeſte med en ubeſkrivelig Ande, og forſtod at ſpille paa alle Inſtrumenter. Hendes Stemme rørte hvert et Hjerte, naar bun fang enten til Citharen eller Tamburi— nen; og bun digtede med en Fardighed, ſom ikke gav Ti— dens ſtorſte Meſtere det Allermindſte efter. Kort ſagt, Noam maatte medrette anſees for den ſkjonneſte og meſt fuldkomne Kone i hele Kufa.

204

Da bun en Dag fad bos fin Egteberre, og de node den føde og forfriſkende Sorbet med binanden, greb bun Cithbaren, ſpillede og fang:

— Saalange Du er min Herre, af his Godhed jeg lever, er dit Hjerte mig et Friſted imod Alverdens Mod⸗ gang; og jeg ſtal aldrig vakle, om end mit Livs Veje blive nok faa vildſomme og beſparlige. —

Neama lyttede med Henrpkkelſe til fin Huſtrus Ord og Toner, og bad bende ſynge noget Mere. No am opfyldte bang Onſke. Men Ne ama udraabte, ſaaſnart ban havde bort bende tilende: — Himlen har begavet Dig over alle Kvinder, o min elſkede No am! —

Dog medens Parret ſaaledes benlevede de lpkkeligſte Dage med binanden, ponſede Kbalifen Abd al Malek— ebn Mervans Statholder i Kufa, den tappre, men ty⸗ ranniſkte Hedſbadſbe, paa at lade No am bortføre for Dermed at vinde Gunſt bos Kbalifen. Han bapde hort meget tale om bendes Skjonbed og øvrige Fuldkommen⸗ heder, og tvivlede ikke om, at han jo med bende kunde gjøre Khalifen en meget kjcrkommen Foræring. Hed— ſbadſbe lod derfor en gammel Kvinde falde for fig, hvis Snildbed ban ofte ved lignende Lejligbeder bavde pro— vet, og befalede bende at ſkaffe fig Adgang i Rabia's Huus og ſtifte Bekjendtſkab med Noam, for at finde Lej— lighed til at bortføre og overgive bende i hans Bold.

Strax den folgende Morgen iførte den gamle Kjer⸗ ling fig en grov ulden Kledning, bengte en Roſenkrands med ſtore Kugler omkring fin Hals, og begav fig, ſtottet paa en Stav, hvorved der hang en Graskarflaſke, ben til Nabia's Huus. Medens bun gik, fremſagde hun ganſke bøjt fromme Bonner, ſaaledes ſom andegtige Kvinder

205

pleje af gjøre, og gjentog idelig: — Wre vere Allah! Allah være priſet! Der er ingen Gud uden ham, og al Magt er bos ham, den Højejte og Storſte. — Saale— des naaede bun ved Middagsbennens Time Rabia's Huus og bankede paa. Dorvogteren gabnede for hende og ſpurgte, hvad bun vilde.

— Jeg er en ſtakkels Guds Tjenerinde, — ſpa— rede Kjarlingen: — bvem Middagsbonnens Time bar overraſket; derfor vover jeg at bede om Adgang til dette ærværdige og bellige Huus, for der at forrette min Bon og mine Aftvætninger. —

— Gode Kone, — ſparede Slaven: — dette Huus er hverken nogen Moſkee eller noget Bedebuus, men til— horer Neama, Rabia's Son. —

— Det veed jeg nok, — ſvarede den Gamle: — dette Huſes Rygte er mig vel bekjendt; thi jeg borer til Kbalifens Palads, maa J vide. Det er forſt for ganſke fort ſiden, at jeg bar forladt ſamme for at bengive mig til min andegtige Idræt og gjøre en Valfart. —

Dog Dorvogteren vedblev at nægte Kjerlingen Adgang. Efter megen unyttig Snakken frem og til— bage blev det gamle Fruentimmer endelig bojroſtet og ſkreg: — Hvorledes, det ſkulde være en Perſon ſom mig formeent at betræde Neama's, Rabia's Søns Huus, medens alle Stormendenes og Emirernes Huſe ſtaa mig aabne? —

Disſe ſidſte Ord havde naget ſelve Huusherrens Ore. Neama kom til at lee derover, og gik ud for at give Dorvogteren et Tegn, at han ſkulde lade den Gamle komme ind. Saaledes fik Kjerlingen endelig ſin onde Billie frem, og Neama felv forte bende ind til fin Huſtru.

266

Men ſaaſnart bun fil Noam at fee, blev hun i den overordentligſte Grad overraſket ved bendes høje Skjonbed, og vttrede efter en erbodig Hilſen:

— O min Herſkerinde, velſignet være den Gud, ſom bar vidſt at forene ſaa megen Skjonbed og Ande i Dig og din elſkelige AEgteberre. — Derpaa kaſtede hun fig ned foran Niſchen ') og gav fig til at bede, og af— lod ikke dermed, forend det var blevet ſildig Aften.

Endelig ſagde Noam til bende: — Andægtige Matrone, nu ſkulde J dog unde Eder nogen Hvile. —

— Ædle Frue, — ſparede Hyklerſkten: — Hvo ſom i det tilkommende Liv vil vorde lokkelig, maa ikke ſty at underkaſte fig allebaande Savn og Beſparligbeder i det nærværende; Hvo ſom ikke gjør dette, vil ingen— lunde blive indladt i de Retfeerdiges Boliger. —

Dog Noam rakte Kjerlingen Mad og Drikke, og ſagde: — Deel mit Brod, fromme Kone, og beed til Allab for mig om Oplysning og Barmbjertigbed? —

— Min Herſkerinde, — ſparede Kjærlingen: — J er endnu ung, og i fin Ungdom maa Man nyde Livets Glæder. Men ogſaa for Eder vil ſikkerlig engang den Dag komme, da Allab vil røre Eders Hjerte; tbi har den Almægtige ikke ſelv ſagt, at Sonderne ſkulle vorde fordømte, undtagen de Angerfulde, ſom tro og gjøre op— rigtig Bod? —

Noam underboldt ſig endnu nogen Tid paa denne Maade med den Gamle, og ſagde endelig til ſin Mand: — Jeg onſker meget, at Du vilde gjøre Noget for denne

Ganſke almindelig findes der i Varelſerne i de arabiſke Huſe enten virkelig anbragt eller blot malet en Niſche for at antyde den ved Bønnen foreffrevne Retning imod Mekka.

267

fromme Kone, udaf bvis Aaſyn Frombeden lyſer. Kan bun ikke for nogen Tid blive optagen i vort Huus? — — Du kan jo lade bende anviſe et Verelſe, — fvarede Neama: — bvor bun fan drage fig tilbage, naar bun vil holde fine Andagtsøvelfer, og bvor In— gen forſtyrrer bende. Maaſtee velſigner Allah os for hendes Skyld med ſine Velgjerninger, og mager det ſaale— des, at vi aldrig blive ſkilte fra hinanden. — Kjarlingen tilbragte bele Natten med Bonner og gudelige Betragtninger; men ved Dagens Frembrud ind— fandt bun ſig atter for Neama og Noam og ſagde,

ſom om bun vilde tage Afſked: — Jeg befaler Eder begge i Allahs naaderige Varetegt! — Men Noam indvendte: — Hvor vil J ben,

gode Moder? Min Husbond bar givet mig Tilladelſe til at anviſe Eder et Verelſe, hvor J uforſtyrret kan hen— give Eder til Eders Andagtsovelſer. —

— Allah lønne Eders Godhed imod mig arme Kone, — ſparede Bedragerſken: — og ffjænfe Eder fremdeles fin Maade i rigeligt Maal! Jeg beder Eder alene om ikke at tillukke Eders Huus for mig, og iøvrigt lade mig gaa, bvorhen jeg vil, ſom Allahs Aand driver mig, — priſet være 9018 Navn! — til Beſog paa de hellige Steder i Moſkeer, Bedebuſe og bellige Grave! J kunne være forvisſede om, at jeg til Tak for Eders God— bed ſkal bede for Eder ved Slutningen af enhver af mine Bonner, baade ved Dag og ved Nat. —

Derpaa gik det gamle Skarn fin Vej, og Taa⸗ rerne kom den blide Noam i Øjnene ved Afſkeden fra Hyklerſken, bvis Henſigter bun rigtignok ikke bavde mind— ſte Anelſe om. Men SKjærlingen begav fig lige ben til Hedſhadſhe, og blev af bam modtagen med Sporgs—

208

maalet om, bvad bun bavde udrettet. Den Gamle fore talte da, at bun bavde faaet Noam at fee og itale, og roſte bende ſom den forſte Sfjønbed i bele Verden. Statholderen følte fig berved endmere beſtyrket i fit onde Forſct, og lovede Kjerlingen en ſtor Belonning, bois bun vilde være bam bebjalpelig til at fore det igjennem. Bedragerſken gik ind paa Forſlaget, men udbad fig, med Overdrivelſe af de Vanſkeligheder, ſom vare at overvinde, en heel Maaneds Friſt til at fremme hans Henſigt.

Allerede den folgende Dag gjentog Kjerlingen fit Beſog, og blev ſnart faa godt ſom en daglig Gjeſt hos Neama og Noam, i bvis Agtelſe bun beſtandig fatte ſig faſtere. Men da bun en Dag var ene med Noam, tog bun ſaaledes tilorde:

— O min Herſkerinde, naar jeg ſaaledes vandrer om paa de bellige Steder og forener Bonnen for Eders Vel med mine ovrige Bonner, opſtiger ofte og mange Gange det Onſke bos mig, at J var fulgt med mig og kunde fee de fromme Oldinger, ſom der give bverandre Mode, og ſom vilde formaa at udvirke for Eder bos Al- lap Alt, bvad J kunde onſke Eder. —

— Jeg bar ofte felv følt Lyſt til at folge med Eder. — ſparede den fromme Noam, og vedblev, hen— vendt til fin Spigermoder: — O beed dog min Mand engang om at lade mig gaa ud tilligemed Eder og den fromme Matrone, for at beſoge Moſkeerne og de bellige Steder og blande mig imellem de Fattige og Allahs fromme Tjenere! —

Hendes Svigermoder yttrede, at bun vel nok ſelb kunde bave Luft til engang at forrette fin Andagt paa flig Maade, og lovede at tale med fin Søn derom. Da

209

Neama fort efter traadte ind, nærmede den gamle Kjer— ling fig bam, kysſede hans Hænder, priſede bans God— hed og Hojmod, og forlod ham under lydelige Velſignelſer.

Den folgende Morgen kom bun igjen, og da hun ikke traf Neama bjemme, benyttede hun Lejligheden og ſagde til Noam: — Vi have igaar hele Aftenen bedet for Eder. Lad os nu idag gaa ud ſammen for at til— bringe nogle Timer med de bellige Perſoner! Vi kunne være tilbage, inden Neama kommer bjem igjen. —

Noam benvendte fig desangagende til fin Sviger— moder; men denne indvendte, at bun endnu ikke havde talt til Neama derom, og at det ſikkerlig vilde være ham ufjært, hvis han kom bjem og erfarede, at hans Kone var gaaet ud. Da tog den Gamle Ordet og ſagde: — Ædle Frue, vi ville da kun gaa hen i den nermeſte Moſkee og haſtig komme tilbage igjen. —

Paa denne Maade udvirkede Bedragerſken endelig, at Noam fif Tilladelſe til at gaa med hende, og nu forte hun hende lige hen i Hedſhadſhe's Palads, hvor bun ſtrax lod fig melde. Da Statholderen uden Ophold traadte ind i Verelſet, hvor Kjerlingen havde fort Noam ind, geraadede han i den hojeſte Forbau— ſelſe over hendes ſtore Skjonhed. Men Noam indhyl— lede fig ſtrar ved hans Indtredelſe i fit Slor. Stat— bolderen fjernede ſig imidlertid uden Ophold igjen, og be— falede ſtrar een af fine Officerer at ſidde op med halv— tredſindstyve Ryttere, paa een af hans bedſte Kameler fore den unge Skjonhed til Damascus og overlevere hende i Khalifen Abd al Malek-ebn-Mervans Hænder. Han medgav ham tillige et Brev til Kha— lifen, hvorpaa han ſkulde have Svar med tilbage, og an⸗ befalede ham ſluttelig den ſtorſte Jil.

270

Officeren ſtöndte fig ogfaa at efterkomme Stathol⸗ derens Befaling, lod Noam beſtige en haſtiglobende Kar meel, og begav fig paa Vejen. Men Noam gjorde bele Tiden ikke Andet end at græde over, at bun var bleven adſkilt fra fin dyrebare Herre og Gemal.

Strax efter Ankomſten til Damascus lod Officeren fig melde bos Kbalifen og overgav ham Statholderens Brev. Saaſnart Abalifen bavde leſt Brevet, ſpurgte ban, bvor den unge Slavinde var, bvorpaa Noam blev bam foreſtillet og overleveret i bang Hander. Kbalifen befalede, at bun ſkulde fores ind i et ſareget Verelſe, og gik derpaa ind til fin Gemalinde for at fortælle bende, at bang Statbolder Hedſbadſhe bavde kjobt ham en Slavinde af den gamle Fyrſteſlagt i Kufa, og at hun nys lig var ankommen tilligemed et Brev: fra Statbolderen. Hans Gemalinde vttrede fin Deeltagelſe ved en Begiven— bed, der ſyntes at volde Kbalifen en faa ſtor Fornøjelfe.

Imidlertid var Kbalifens Soſter traadt ind i det Verelſe, bvor Noam befandt fig, og udraabte ved Sy— net af bendes bøje Skjonbed: — Eders Herre har iſand— bed ikke gjort nogen flet Handel, felv om ban havde gi— vet bundrede tuſinde Guldſtykker for Eder! —

Dog Noam agtede flet ikke paa dette 1121000, men ſpurgte: — J Allabs Napn, ædle Dame, viis mig dog den Maade at ſige mig, Hvem dette Palads tilborer og i bvilken Stad jeg befinder mig! —

— I befinder Eder i Staden Damascus, i min Broder Kbalifen Abd al Malek-ebn-Mervans Pa⸗ lads. Men dette kan dog umulig være Eder ube— kjendt? —

271

— O, — udraabte Noam: — jeg veed aldeles intet og befværger Eder at fige mig Sandbeden! —

— Har da den Mand, ſom ſolgte Eder til Statholderen af Kufa, og ſom modtog Pengene for Eder, ikke ſagt Eder, at I ſkulde være Khalifens Ejen— dom? —

Ved disſe Prindſesſens Ord ſtyrtede en heed Taare— ſtrom udaf Noams Øjne, og bun ſagde til ſig felv, idet hele den ſkjndige Sammenhæng pludſelig blev bende klar: — Hvad nytter def, at jeg fortæller, hvorledes det Hele er gaaet til? Jeg ev bleven indført her li Paladſet ſom Slavinde, og Ingen vil dog tro mig. Det er vel Derfor bedre, ganſke at tie ſtille. Allahs Hjælp er mig dog ingenſinde fjern. —

Da Noam ſyntes meget angreben, overlod Kha— lifens Soſter hende bele den øvrige Dag til at udbvile ſig i. Men den folgende Morgen bragte Prindſesſen bende Linned og Kleder, ſamt et Perlebalsbaand og Arm— baand, og bod bende ſmykke fig med disſe Ting i hendes Narverelſe. Strax efter traadte Kbalifen ſelb ind og tog Plads 908 bende; men Noam bedakkede zjeblikkelig Anſigtet med fine Hænder. Imidlertid gav hans So— ſter ſig til at roſe hende for ham ſom Beſidderinden af enhver Ande, og bad Noam, dog ikke at unddrage hen— des Broder Skuet af faa megen Elſkvcerdigbed. Dog Noam forblev i fin eengang indtagne Stilling, og (od fig ikke bevæge til at tage Hænderne fra Anſigtet. Men Khalifen behovede ikke Mere end Synet af hendes ſmukke Arme for at blive lidenſkabelig forelſfket i bende. Han ſagde derfor til fin Soſter, at han om tvende Dage vilde komme igjen, og tilføjede: — Jeg baaber, at hun imid— lertid vil blive roligere og mere fortrolig mod mig, ſamt

272

modtageligere for den varme Kjærlighed, bun allerede har indgodt mig. —

Da Kbalifen igjen var borte, gav Noam fig paas ny til at tænfe over fin Stilling, og grammede fig over Adſtillelſen fra fin fjære Herre. Henimod Aften blev bun anfalden af en beftig Feber; bun vægrede fig ved at nyde Noget, og fnart bapde bendes ſkjonne Træf ftæm- met fig paa en ſorgelig Maade. Den over bendes Til— ſtand bojlig bekymrede Kbalif lod de dueligſte Leger bente og bragte dem til bende; men ingen af dem for— maaede at opdage Roden til hendes Onde og raade Bod derpaa.

Neama befandt fig imidlertid i en Tilſtand, ſom ikke var mindre fortvivlet. Saaſnart han kom bjem fra Staden, tog ban Plads paa Sofaen og kaldte paa ſin elſtede Noam. Da ban intet Svar modtog, ſtod han baſtig op og raabte endnu bojere; men der lod fig In— gen fee, efterſom alle Slaverne havde ſkjult fig for deres Herres Vrede. Neama begav fig derfor ind i fin Mo— ders Verelſe; bende traf han henſunken i dyb Eftertanke, Hovedet ſtottet i begge Hænder.

— Moder, bvor er Noam? — raabte Neama.

— Min Son, — ſparede Matronen: — bun er ligeſaa godt forvaret, ſom om bun befandt fig bos mig felv; hun er gaaet ud med den fromme gamle Kone for at beſoge de Fattige, og maa ſnart være ber igjen. —

— Noam plejer ellers ikke ſaaledes at forlade mig. — vttrede Neama: — Naar gik hun da ud? —

— J Morgenſtunden, min fjære Son. — lød Svaret.

273

— Ak Moder, hvorledes har I dog kunnet tillade Sligt? — ſpurgte Neama bedrovet.

— Ja bvad ſkulde jeg gjøre? — ſparede hans Moder: — Noam trængte ind paa mig, indtil jeg gav hende Tilladelſe. —

Heelt ude af fig felv forlod Neama Huſet, begav fig hen til Befalingsmanden for Politivagten og ſpurgte: — Har J taalt, at min Slabvinde lumſkelig er bleven bortfort af mit Huus? Jeg ſkal Intetſomhelſt ſky, ikke engang Rejſen til Damascus, for at beklage mig over Eder. —

— Vi vide Intet af nogen Bortforelſe at ſige. — lod Svaret: — Hvorledes ſage Eders Slavinde ud? —

Neama beſkrev nu ganſke nøje ikke alene fin Hu— ſtru, men ogſaa den gamle forreederiſke Kjarling. Be— falingsmanden gjenkjendte ſtrar det gamle Fruentimmer, hvoraf Statholderen undertiden betjente fig. Han tvivlede altſaa intet Ojeblik om, at hun jo havde handlet paa den hoje Herres Befaling, og vogtede ſig vel for at ſige Neama Noget derom, men indffrænfede fig til at vttre: — Fer mig ben til hiin gamle Kone, faa ſkal jeg fee at bjælpe Eder til Eders Slavinde igjen! —

— Jeg fjender ikke hendes Bolig. — ſvarede Neama.

— Hvorledes ſkulde jeg da kunne bjælpe Eder? — yttrede Befalingsmanden: — Allah alene veed, hvor den gamle Hex har ſit Tilhold. —

— Hvis J vilde, faa kunde J nok forſkaffe mig

min Slavinde igjen; — ſvarede Neama heftig: — og jeg vil gan lige op til Statholderen for at beklage mig over Eder. —

Som ſagt, faa gjort! — Neama gik op til Stat VI. 18

274

holderen, og da ban borte til cen af de meſt anſeete Fa— milier i Kufa, blev ban ſtrax indladt for bam.

— Hvad enſter J af mig? — ſpurgte Statbol— deren, ſaaſnart Neama ſtod for bang Aaſyn; og denne gav fig ſtrax til at foredrage bam fit Anliggende.

Da lod Statholderen Befalingsmanden falde op for fig og ſpurgte: — Veed J ikke, bvor en vis ung Slavs inde befinder fig, ſom tilborer denne gode Mand, Rea— ma, 9106108 Søn? —

Befalingsmanden var altfor klog og gammel i fit Haandvark til at ban ſkulde bave røbet fin Formodning angaaende den gamle Kjærling, og fvarede alene: — Herre, det Skjulte er alene Allab bekjendt. —

— وام ممت‎ øjebliffelig tilbeſt med Eders Betjen— te, — befalede Hedſbadſbe: — gjør en Runde i og omkring Buen og ſog omboggelig efter den Neama, Pas bia's Son, tilborende værdifulde Slavinde! —

Derpaa vendte ban fig om til Neama og vedblev: — Hvis Eders Slavinde ikke findes, ſkal IJ til Erſtat— ning faa ti af mine egne og ligeſaa mange af Befalings— mandens for Politivagten. — Derpaa indffærpede han endnu engang Befalingsmanden at gjøre fin Pligt, og Denne fjernede fig ftrar for at udføre de modtagne Befa— linger, eller i det Mindſte at lade, ſom om ban gjorde fig Umag derfor.

Imidlertid var Neama nærved at gage fra Sands og Samling af Fortvivlelfe over Tabet af fin Elſkede, endſkjondt ban kun var fjorten Aar gammel og endnu intet Skjeg bavbde. Han udgjod Taarer baade Nat og Dag, og vilde ikke gjenſee de Steder, hvortil faa dyrebare Erindringer fengslede ham. Hans dybt bekymrede Mo—

275

der førgede med ham og ſtrabte forgjæves at trøfte ham. Hans Fader pttrede engang, for at berolige bam, den Formodning, at Statholderen ſelv hade ladet bang Hu— ſtru bortføre, og at ban rimeligviis vilde føle fig tvun— gen til at give bam bende tilbage. Men Neama lod fig ikke berolige, og bang Fortviplelſe ſteg til en Højde, at Man begyndte at frygte for hans Liv og hans For— ſtand. Han vidſte ikke mere, bvad han ſagde, og kjendte ikke længer de Perſoner, ſom beſogte ham. Alle de Læger, ſom Rabia bidkaldte, de beromteſte i Kufa, gjorde eenſtemmig hans Helbredelſe afhengig af den unge Slavindes Gjenerbvervelſe.

Tre bele Maaneder fmægtede Neam ai denne Tilſtand imellem Liv og Dod, og hans Foraldre vidſte ikke mere, hvad de ſkulde gjøre. Da borte den gamle Rabia tale om en berømt, i Stjernetoderkunſten vel erfaren Lege, der nylig var kommen til Kufa, og bad fin Kone lade ham hidkalde, da han maaſkee kunde vide et Middel til deres Sons Frelſe. Saaſnart den fremmede Lege kom, forte Rabia bam ſtrax ind i Sygeverelſet. Legen greb den arme Neama's Haand, befolte hans Lemmer, ſtuderede nøje hans Anſigtstræk, og yttrede derpaa ſmilende for Rabia: — Eders Sons Onde har fit Sæde i Hjertet. —

Hojlig overraſket gav Rabia ham Het og for— talte bam bele den ulpkkelige Sammenheeng. Hertil yt- trede Legen: — Den unge Slavinde, om bvilken J taler, befinder ſig for Tiden i Balſora eller Damascus, og alene Gjenforeningen med hende kan gjengive Eders Son Helbredet. —

— Hvis J kunde bjalpe os dertil, — ſagde Ra— bia: — fkulde bele min Formue ſtaa til Eders Raa—

185

276

digbed, og jeg ſtulde visſelig gjøre Eder til en lykkelig Mand.

— Hvad jeg gjør, udøver jeg ikke for Fordeels Skyld. — ſparede den perſiſke Lege, og vedblev, henvendt til Neama: — Var ved godt Mod, min Son! Hjæl- pen er ikke længer fjern. — Derpaa ſpurgte ban Rabia, om ban kunde anvende fire tuſinde Guldſtykker paa Sa⸗ gen. Ufortovet hentede Oldingen Pengene og overgav dem i Legens Gænder. Da erklarede denne, at ban vil⸗ de rejſe med den Syge til Damascus, og ſpor paa, ikke at ville vende tilbage uden Slavinden, ved bvilken den unge Mands Hjerte bang faa inderlig. Efterat ban derpaa havde faaet den Syges Navn at vide, ſagde ban til Nea— ma: — Velan, min Son, nu maa J ſamle Eder og mande Eder op, i Tillid til den almægtige Allab, bvis Navn evindelig være priſet! Det var jo ham, der i lyk— keligere Dage forenede Eder med Eders Elſkede. Spiis nu og drik, bekeemp Eders Sorg og ftræb at komme til Kræfter for at kunne udholde Rejſens Anſtrengelſer! In— den otte Dage i det Seneſte maa vi bryde op til Damas⸗ cus. —

Den perſiſke Lege ſkyndte af al Magt paa For- beredelſerne til Rejſen, og lod fig give allehaande Gjenſtan⸗ de af den forſtjelligſte Art til Forcringer i Damascus, og desuden fer tuſinde Zechiner til, for at fuldſtendig⸗ gjøre det allerede modtagne Beløb indtil ti tuſinde Guld⸗ ſtykker, bvilken Sum ban anfaae for nødvendig til Udfø- relſen af fit Forehavende. Bagage, Heſte og Kameler bleve boldte i Beredſkab; efter otte Dages Forløb tog Neama Afſked fra fine Forældre og drog med den per⸗ ſiſke Læge til Damascus.

277

J Haleppo opholdt de fig en Dag tilende for at forhore fig angagende den unge Slavinde, men erfarede Intetſombelſt om bende. Men efter at have naget Sta— den Damascus, udhvilede de i tre Dage. Derpaa lejede den perſiſke Lege fig en Bod, bvilken han indrettede med den ſtorſte Pragt. De pan Væggene anbragte Hylder fyldte han med koſtelige Porcellenskar, ſom havde Laag af reent Sølv; alleſlags gyldne Prydelſer vare forhaanden i rüg Mængde, og foran pan Diſken opſtillede han en Mængde Glas- og Kryſtalflaſker med forſkjellige Salver og Elirirer. Ogſaa ſit Aſtrolabium ſtillede han op i Boden tilligemed den Tavle, bvorpaa han foretog ſine aſtronomiſke Beregninger. Dertil kledte han fig prægtig ſom perſiſk Læge, og lod Neama iføre fig en Under— kledning af det fineſte Lærred, ſamt en Kaftan af Silke og et med Guld broderet Bælte. Da Alt ſaaledes var ferdigt, ſagde Legen til ham: — O Neama, for Fremtiden maa J gjelde for min Son! J falder alt= faa mig berefter Fader, og jeg Eder min kjere Sonneke. Neama ſparede: — Jeg borer og adlyder. —

Snart ſtimlede Folket ſammen udenfor den per— fiffe Læges Bod, bvis koſtbare Indretning Alle og En— hver maatte beundre; og ikke mindre Opſigt vakte den unge Neama's Skjonhed. Perſerne talte ikke Andet end Perſiſk til ham, og Neama fvarede kun i det ſamme Sprog, hvormed ban var tilſtrakkelig fortrolig ligeſom de fleſte unge Mænd af fornem Familie. Haſtig udbredte fig Rygtet om den perſiſke Læge over bele Staden, og Man ſpurgte ham tilraads ved alle forekommende Syg— domstilfelde baade ner og fjern. Han vidſte nemlig Midler imod alle Sygdomme, behøvede blot at fee den Syges Urin for at faa Kundſkab om bans Onde, an—

278

ordnede Lægemidler derimod og foreffrev den Syge, bvor⸗ ledes ban i det Hele havde at forholde ſig. J fort Tid blen ban bele Stadeng Orakel, og bang Berøms melſe gjenlød ſnart endogfaa i de Stores Paladſer.

Da ban en Dag var beffjæftiget med at tillave Lægemidler, kom der en gammel Kone ridende paa et Muuldyr med en koſtbart udſtyret Sadel, boldt ſtille uden⸗ for bang Bod og gav bam ved Tegn tilkjende, at ban ſkulde komme og bjælpe bende ned af Dyret. Den per⸗ ſiſte Lege nærmede fig erbodig, bjalp Matronen ned af Sadlen og forte bende ind i ſin Bod.

— Er I den perſiſke Lege, — ſpurgte bun: — ſom for fort Tid ſiden er bidkommen fra Ara— bien? —

Da Perſeren bertil havde givet et bekraftende Svar, tilkjendegav bun bam, at bun bapde en ſyg Datter. Med det Samme beſkrev bun bam den Syges Onde og overs gav bam en lille Flaſke, hvoraf ban ſkulde øfe Kundſtab om den Lidendes Tilſtand.

Den perſiſke Lege underſogte Flaſkens Indhold med ſtor Opmerkſombed, og ſpurgte endelig, bad ben— des Datter bed, forat han derefter kunde beregne, under bvilken Stjerne ) bun var født, og endvidere beregne, i

») Denne Beregning bliver gjort efter Talvardien af de Bog⸗ ſtaver, ſom Napnet indeholder. Da nu Navnet No am i det Arabiſke beſtager af de trende Tegn: Noon 50, Eyn 70 og Meem 40, giver dette en Sum af 160. Herfra bliver afverlende draget ſnart 9 og 9 og ſnart 12 og 12, indtil der kun bliver 12 tilbage eller derunder. Dette Tal angiver da det Tegn i Dyrekredſen, hvoraf den vedkommende Perſon bliver beherſket.

279

bvilken Time hun maatte indtage det Lægemiddel, ſom ſkulde gjengive bende Sundbeden.

— Hun bedder Noam. — lød Svaret.

Da begyndte Legen at overveje og beregne og ſkrive paa den flade Haand. ”) Endelig tog ban ſaaledes tilorde:

— Min naadige Herſkerinde, jeg kan ikke meddele Eders Datter noget Legemiddel, førend jeg bar faaet hen— des Fodeſted at vide, efterſom jeg maa bringe det rela— tive Himmelſtreg med ind i Beregningen. Siig mig derfor, bvor bun er bleven fodt og opdragen, og hvor gammel bun er! —

— Hun er kun fjorten Aar gammel, og er fodt i Kufa. — forklarede Matronen.

— Hvor længe har hun opholdt fig ber i Sta— den? — vedblev Lægen.

— Kun nogle Maaneder. —

Den tilſtedeverende Neama babde ikke tabt eet eneſte Ord af denne Underboldning; Noams Navyn alene havde bragt ham til at bebe. Da den perſiſke Lege bavde modtaget alle de Oplysninger, han onſkede, angav han det Legemiddel, ſom den Syge ſkulde bruge. Ma— tronen lagde ti Guldſtykker paa Diſken og forlangte at faa Legemidlet med ſig tilbage.

Lægen gav Neama Anviisning til at berede det, og ved denne Lejligbed blev Matronen forſt opmerkſom Paa den unge Mand.

— Allah være med Dig, min Son! — pttrede bun forundret: — Sandelig, min Datter ligner Dig! —

*, De arabiſke Handlende bruge ofte denne Maade til at an⸗ ſtille deres Beregninger paa.

:»ح) ح ٌ او 2 —

280

Derpaa vendte bun fig igjen om til Lægen og ſpurgte: — Er det Eders Slave, Herre? —

— Sej, det er min Son. — lød Svaret.

Saaſnart Neama var færdig med den ham paa⸗ lagte Sysſel, ſkrev ban paa en Seddel folgende Vers:

Naar Noams Øje bviler paa mig, bryder jeg mig hverken om Soada's eller Dſhuml's "( Gunſt. — — De ſagde mig, at jeg ſkulde opgive hende, og faa tyve andre Skjonbeder iſtedet; men Ingen ligner hende, og jeg flipper hende aldrig i Evighed! — .

Denne Seddel ſkjulte ban behændig i LEſken, ſom indeboldt Lægemidlet, forſeglede ſamme, ſkrev fit Navn udenpaa, og leverede det Hele til Matronen, ſom ftrar derpaa tog Afſted og vendte tilbage til Khalifens Palade

Hun begav fig lige ind i den unge Slavindee relſe, og fortalte bende, at bun kom fra en mt ſiſt Lege, ſom for nogen Tid ſiden var kommen mascus. Hun bavde ſpurgt bam tilraads angagende des Sogdom, og faaet et Lagemiddel af bam, fø Son bavde tilberedt. — J bele Damascus — tilfe bun: — gives der ikke nogen ſaa ſmuk og velſkabt ik ling, ligeſom beller ingen Bod i bele Damascus lader fig ſammenligne med den perſiſke Leges. —

Noam tog imod Aeſken med Medicinen; men ſua⸗ ſnart bun fif Oje paa fin elſkede Herres Nabn ſtrift udenpaa Laaget, blev bun bleg ſom et Liig Oje⸗ blikkelig følte bun fig overbeviiſt om, at Beſidderen af biin Bod var kommen til Damascus udtrykkelig i den Henſigt at erfare, bvad der var blevet af hende, og bad

Det vil ſige: andre Skjonheders.

281

Matronen om at beſkrive hiin Yngling, om hvem bun havde talt. Heri føjede den gamle Kone bende bered— villig, og forklarede, at den unge Mand havde et Merke under det bøjre Ojenbryn, fremviſte den ſkjonneſte Skab— ning, Man blot vilde fee for fine Øjne, og var flædt paa den pregtigſte og tillige ſmagfuldeſte Maade.

Imidlertid indtog Noam Lægemidlet og ſmilede ved Matronens Fortælling. — Det er virkelig et ganſke fortræffeligt Middel; — yttrede bun: — jeg ſporer al— lerede de gode Virkninger deraf. —

IJ det Samme fandt bun Sedlen, ſom Neama havde lagt i Aeſken, og blev ved den beſtyrkede Overbe— biisning om fin kjære Herres Nerhed i en Haſt lige— ſom et ganſke andet Menneſke. Men ſaaſnart Matronen blev opmerkſom herpaa, udraabte hun: — Hvilken lykke— lig Dag! Hvilket godt Indfald, at jeg begav mig ben til den perſiſke Lege! —

Da Noam nu forlangte Noget at ſpiſe og drikke, lob Matronen ud for at falde paa en Slavinde, og lod frembere de lakkreſte Retter. Men netop ſom No am var i Begreb med at holde Maaltid, kom Khalifen til; og da han ſage hende ſpiſe, bevidnede han bende ſin Glæde over hendes Helbredelſe.

— Herſker over de Troende, — ſagde Matronen: — denne Eders Glæde over Noams Helbredelſe ſkyl— der J alene en perſiſk Læge, ſom nylig er kommen til Damascus. Ingen Lage i Verden forſtager fig bedre paa Sygdomme end han, og paa de utallige Midler, ſom finde Anvendelſe imod dem. —

Bring Legen en Pung med tuſinde Guldſtykker til Belonning for denne heldige Kuur! — befalede Kha— lifen, og fjernede ſig kort derefter.

282

Den gamle Kone opfatte intet Ojeblik at overbringe Lægen de tuſinde Guldſtykker, og røbede ved denne Lej» ligbed, at det ikke var bendes Datter, ban bavde belbre⸗ det, men Kbalifens Favoritſlavinde. Matronen bavde ogs faa et Brev med fra Noam, bvilfet den perſiſke Lege ſtrar overgav i Neama's Hender. Denne modtog fin Elſkedes Brey med et bavende Indre, brød det og leſte:

— Fra den af Lykken forladte, fra fin Hjertenskjare adſtilte Slavinde.

— Til Sagen! — Eders Brev er kommet mig ihande og har udvidet mit Hjerte; det var ligeſom Digteren figer: — Brevet kom; gid den Haand, ſom ſkrev det, maa blive bevaret for mig, indtil den drypper af Vellugt!“ — Det var mig, ſom da Profeten Muſa “) blev gjengiven fin Moder, og ſom da Patriarken Aak ub modtog fin dyrebare Jusſufs ) Kladebon. —

Neama brød ved Lasningen af disſe Ord ud i Taarer. Da den gamle Kone for den perſiſke Lege ber⸗ over yttrede fin Forundring, ſvarede denne hende:

— Hvorfor ſkulde den arme Angling ikke græde, efterſom ban er bün unge Slavindes Herre og elſker bende med Lidenſkab? Thi, for at ſige Saͤndbeden, denne unge Mand er ikke min Son, men en Son af Rabia i Kufa. Aleneſte de Linier, ſom ban ſkrev til Slavin⸗ den, vare iſtand til at belbrede hende; thi bele hendes

) Moſes.

J Koranens tolvpte Kapitel fortalles nemlig, at Jakob fik fit af den megen Graad over Joſef tabte Syn tilbage ved dennes mirakelgjorende Underkladning, ſom hans Brø- dre havde faaet med fig fra Egypten for at brede over deres Faders ſyge Ojne.

283

Sygdom beſtod fun i Sorg over Skilsmisſen fra en علاط‎ rebar Herre. Bebold derfor kun disſe tuſinde Guldſtpk— ker, og gjør ſikker Regning paa langt ſtorre Belonninger, hvis Eders Hjerte lader fig ſtemme til Gunſt for disſe ulykkelige Elſkende. J er den Eneſte, ſom formager No— get i dette Anliggende, og til Eder ſtaaer derfor hele vort Haab.

Matronen følte fig bøjlig forbauſet ved denne over— raſkende Meddelelſe, men dog i endnu langt bojere Grad ſmigret ved den Tillid, der viſtes hende, og blendet ved Udſigten til en faa glimrende Belonning, og ſpurgte Nea— ma, om ban ogſaa virkelig var den unge Slavindes Herre. Da Neama badde bekraftet dette, aabenbarede hun bam, at Noam ikke havde Andet end ham i fine Tanker. Rabias Son meddeelte bende derpaa bele ſin Hiſtorie, og den derved dybt rorte Matrone lovede at anvende al fin Indflydelſe for at gjenforene de Elſkende. Efter dette troſterige Løfte beſteg bun igjen fit Dyr og vendte haſtig tilbage til Paladſet.

Saafnart bun var traadt ind i Noams Varelſe, fane hun ſmilende den unge Slavinde ind i Anſigtet og ſagde: — Lonner det fig virkelig at græemme fig tildøde for Neama's Skyld, en Son af Rabia i Kufa? —

— Barmhjertige Allab, faa er det Hele altſaa op— daget! — udraabte Noam forfærdet.

Men Matronen beroligede bende baftig igjen ved den Forſikkring, at bun, langtfra at have iſinde at volde hendes Ulykke, vilde opbyde alle fine Kræfter for at gjen— forene bende med bendes Elſkede, felv med Fare for fit eget Liv. Kort efter begav bun fig atter tilbage til Neama, og betroede denne, bvad der var foregaaet imel— lem hende og bans kjere Slavinde.

284

— Hendes Kjærligbed til Eder —- pttrede bun: er faa ſtærk, at bun med Lethed har kunnet modſtaa Friſtelſen af alle Khalifens glimrende og ſmigrende Til— bud. Hvis J nu befinder Mod og Fatning, vil jeg fætte mit Liv ivove for at bringe Eder til bende. Jeg bar allerede udtenkt Midler til at bringe Eder ind i Kbalifens Palads og ſkaffe Eder Adgang til Noam; thi at bun ſkulde komme ud til Eder, er ganſke utenke— ligt. —

— Allab underftøtte Eder i dette Eders ædle Forebavende, — ſparede Neama: — og belønne Eder, ſom J fortjener det! —

Efter denne foreløbige Aftale vendte Matronen igjen tilbage til Paladſet og fagde til Noam, at bens des Herre bavde udtalt en glødende Attraa efter at faa bende at fee, og ſpurgte bende, bvad bun tenkte derom.

— Jeg længes ikke mindre end ban. — var Noa ms Svar.

Henimod Aften forlod den gamle Kone igjen Pa— ladſet, med en Pakke, bvori, foruden et Perlebalsbaand og de dertil borende Smykker, fandtes en fuldſtendig Kvindekledning. Haſtig tog bun dermed Vejen til Neamas Bod. Da bun traf bam bjemme, bad hun ham træde ind i Bagverelſet med bende, forat de kunde være alene. Her fremtog bun, hvad bun bavde bragt med fig, og gav fig til at ſmokke den ſkjonne Angling ſom en Kvinde. Hun malede bang Anſigt og bang Fingerſpid— fer, gav ham Armbaand paa, ſmykkede hans Haar med Snore af Silke, lod bam ifore fig et Par Silkebeen— flæder og en broderet Fruentimmerkjole, fort ſagt, ud— pyntede bam paa det Bedſte ſom en ung Slavinde, faa at ban lignede en fortøjet Jomfru fra Paradiſet.

285

Da han endelig var færdig, befaae bun ham fra Top til Taa og udraabte: — Priſet være Allah, jeg har aldrig i mine Levedage feet nogen ſmukkere Skab— ning! Han er virkelig endnu ſmukkere end hans Slav— inde! —

Derpaa lod bun ham prove paa at bevæge fig i den uvante Dragt, og lærte ham, bvorledes han ſkulde træde frem med den venſtre Side, vugge fig i Hofterne og lade fin Overkledning flagre. Efterat hun hade ind— ovet bam godt beri, troede hun ham endelig iſtand til uden Anſtod at gjennemfore ſin Rolle, og ſagde til ham:

— Imorgen Aften vil jeg bente Eder for at fore Eder ind i Paladſet. J maa blot endelig ikke blive bange ved Synet af Slaverne og deres Befalingsmand, men bevare Eders Fatning, beje Hovedet og gaa raſk forbi, uden at tale eller give Svar paa Noget; ſaa ſkal jeg nok ſorge for det Øvrige. —

Den naſtfolgende Aften blev Neama ført ind i Khalifens Palads; den gamle Kone ſkred iforvejen. Dorvogteren vilde imidlertid ej lade Slavinden, ſom han ikke kjendte, flippe ind i Paladſet, og ſtandſede hende paa Teerſkelen. Men Matronen tilkaſtede ham onde Blikke, udffjældte bam og pttrede, at han rigtignok var dumdri— ſtig over al tenkelig Maade, efterſom han vovede at op— holde Khalifens Andlingsſlavinde Noam, i bois Velfærd de Troendes Beherſker tog en ſaa levende Deel, og bod den forflædte Neama, uden Ophold felge efter hende. Dorvogteren blev forbløffet ved den ſkrappe Tiltale, og lod dem uhindret flippe ind. '

Den Gamle gik nu uden videre ind i Paladſets indre Gaard; ber ſtandſede bun og ſagde til Neama: —

286

— Naar bi nu komme til Haremets Indgang, maa J for Alvor gribe Eder ſammen. Gaa fun driftig ind og bold Eder ftrar tilvenſtre; tel faa Dørene, indtil J kommer til det ſjette Varelſe, bvor Alt er forberedt til Eders Modtagelſe. Men, for Himlens Skyld, tab u ikke Fatnin⸗ gen, bis Nogen ſtulde tiltale Eder; J maa gaa driftig forbi, uden at ſtandſe og uden at ſpare paa nogen Til— tale! —

Neama fulgte Anviisningen og ſkred videre. Men da ban kom til Kvindeboligens inderſte Dor, ſtandſede Oberſten for Gildingerne bam og vilde have at vide af Matronen, bvad det var for en Slavinde.

— O, min viſe Hr. Kammerſpend, — tog Matro— nen tilorde: — bvor bar J Eders Forſtand idag? Noam, Kbalifens Andlingsflavinde, bvem hans Hjerte tilborer, for bvis Liv ban har frygtet, men ſom nu tillige— med fit Helbred bar vundet en ubegrendſet Indflydelſe over de Troendes Beberſker, onſker at kjobe denne Slav— inde, og Du vover at opholde bende? Tag Dig blot jagt, at No am ikke fager Sligt at vide! Det kunde let komme til at koſte Dig dit Hoved, ſom, endſkjondt det i fig felv kan være lidt nok verdt, dog for Dig maa gjelde ikke faa Lidet endda. —

Og, benvendt til Neama, vedblev Matronen: — Bryd Dig kun ikke om bam, Slavinde, men gaa blot raſk videre! Glem tillige, bvad han bar ſagt, at Noam ikke ſkal erfare Noget om denne viſe Mands Adfærd! —

Neama fænfede fit Hoved og gik ind uden at fee bverken tilbejre eller tilvenſtre. Men hans Hjerte ban— fede urolig, og iſtedetfor at gaa tilvenſtre, gik han tilbojre, ligeſom ban ogſaa kom ind i det fyvende iſtedetfor det fjette Verelſe. Dette Gemak havde guldvirkede Silketa—

267

peter, og Aloetræ, Ambra og Moffus udbredte fra gyldne Rogelſekar den koſteligſte Vellugt trindt omkring. Midt i dette Verelſe fandtes der en med Brokade bedekket Tro— ne; paa denne tog Neama Plads, uden at have nogen Anelſe om, hvad der ifølge Allahs almægtige Raadflut— ning foreſtod ham. Thi medens ban ſaaledes fad paa Tronen og tenkte over fin Skjebne, traadte Khalifens Soſter ind med een af fine Slavinder. Prindſesſen an— fane Neama for en i Paladſet nylig indført Slavinde, og ſpurgte hende, Hvem hun var og bvorledes hun var kommen ind i Varelſet, men fif intet Svar. — Hvis I er een af min Broders Slavinder, — yttrede Prindſesſen endelig: — og ban ſkulde være bleven vred paa Eder, faa lover jeg at indlægge et godt Ord for Eder, at J maa gjenvinde hele bang Andeſt. —

Da Neama endnu ſtedſe ikke ſparede, befalede Prindſesſen fin Slavinde at blive ſtaaende ved Doren og ikke indlade Nogen. Derpaa traadte hun den for— meentlige, bende ubekjendte Slavinde endnu nærmere, og vedblev, hojligen overraſket ved hendes Skjonhed:

— Siig mig dog, Hvem J er, bvad J bedder, og hvorledes J er kommen ind i mit Verelſe! Jeg erindrer ikke, at jeg nogenſinde for har ſeet Eder i Paladſet. —

Neama forblev endnu ſtedſe ſtum.

Da beſluttede Prindſesſen, for at gjore Slavinden mere tillidsfuld, at viſe hende nogle Kjcrtegn. Men ved denne Lejligbed merkede bun ſtrax, at bun ikke havde nogen Slavinde for fig, og forſogte at rive Neama Sløret fra Anſigtet, for at faa at vide, Hvem bun hapde for fig. Da raabte endelig Neamaſi ſin vderſte Angſt: — Ædle Herſkerinde, jeg er en Slave! Hav den God— bed at kjobe og tage mig under Eders Beſkyttelſe! —

288

— Frugt Intet! — fvarede Prindſesſen højlig for« baufet: — Men fiig mig blot, Hvem I er og Hvo der bar bragt Eder bid!

— Aedle Herſtkerinde, — lød det bavende Svar: — jeg hedder Neama, er født i Staden Kufa, og bar vovet mit Liv for at gjenfinde min Slavinde No am, ſom Statholderen Hedſbadſhe ved ſkammelig Lift har udrevet af mine Arme! —

Prindſesſen ftræbte at berolige Anglingen, kaldte paa fin Slavinde og bod bende hente Noam.

Imidlertid var Matronen kommen ind til No am, og da bun ikke fandt Neama hos bende, anede det hende naturligvüs ſtrax, at han havde forvildet fig og var kom— men ind i et galt Verelſe. Ufortovet meddeelte bun Noam ſin ſkrakkelige Anelſe, og forfærdet udraabte den— ne: — Der gives ingen Magt og Frelſe uden 008 Al— lab! Vor Time er kommen; vi ville gaa tilgrunde med binanden! —

Endnu raadſloge de i en dødelig Angſt med hinan⸗ den om, hvad der var at gjøre, da en Slavinde traadte ind og bod Noam indfinde ſig bos Prindſesſen.

— Jeg hører og adlyder! — ſtammede No am: — Men idet bun gik forbi Matronen, bviſkede denne til hende: — Rimeligviis befinder Eders Herre fig hos Prindſesſen; faa er Alt opdaget, og vi ere om en Hals! —

Saaſnart Noam var traadt ind til Prindſesſen, ſagde denne til hende: — Der er Eders Herre! Han bar taget fejl af Verelſerne, og er kommen ind i mit iſte— detfor Eders. Men J ſkulle ikke faa Grund til at æng-

289

ſtes for den Sags Skold; vil Allah, — priſet være hans Navn! — ſkal jeg frelſe Eder Begge! —

Denne blide og velvillige Tiltale beroligede Noam, og bun takkede Prindſesſen inderlig for den hende lovede Beſkyttelſe. Men Neama havde ſtrax ved No ams Indtreden rejſt fig; nu ilede de binanden imode og om— favnede hinanden med en faa lidenſkabelig Henrykkelſe, at de begge miſtede Bevidſtheden.

Saaſnart de atter vare komne til fig ſelv, lod Prindſesſen dem tage Plads ved Siden af fig, og gav fig i Forening med dem til af overveje, hvorledes de ſkulde Drage fig ud af den Forlegenhed, hvori de befandt fig.

— Prindſesſe, — ſagde Noam: — vor Sfjæbne hviler nu i Eders Hænder alene. —

— Ved Allah, — ſparede Khalifens Soſter: — ikke alene i mine Hænder, men ogſaa paa mit Hjerte! — Og bun befalede en Slavinde at bringe nogen Mad og Drikke, bvad der netop var ved Haanden. Saaſnart Bordet var dakket, lagde hun egenbendig de unge Elſkende for, og disſe ſpiſte fig med et beroliget Sind mætte. Men efter Maaltidet gave de ſig til at drikke ſod Viin med binanden; og Bekymringen veeg ganſke fra deres Hjerter. Dog yttrede Noam ſukkende: — Hvo der blot vidſte, hvad der kommer efter dette, Lykke eller Fordaervelſe! —

Prindſesſen var inderlig rort over de unge Menne— ſkers trofaſte Omhed, og henvendte folgende Spørgsmaal til Neama: — J elſker altſaa denne Slavinde over al Maade højt? —

— Jdle Herſkerinde, — ſparede Anglingen: — Det er jo netop Kjerligbeden til bende, ſom har bragt mig i min nuværende livsfarlige Stilling. —

VI. 19

200

— Og Du, Noam, — vedblev Prindſesſen: — elſter Du din Herre med en lignende Kjarligbed? —

— O min Herſkerinde, — ſparede den unge Slavs inde: — var jeg ikke ſog og fmægtede Døden imøde alene af Sorg over at være adſkilt fra bam? —

— Ved Allab, — udraabte Prindſesſen da: — ja ved Allab, J elſke binanden! Og den være fordømt, ſom vil ſkille Eder ad! Opklarer Eders Blikke og værer ved godt Mod! —

Derpaa fod bun bente en Citbar og overgav den i Noams Hænder. Den unge Slavinde ſtemte den, præs luderede, og gav fig til at ſonge:

— Da de Onde ikke var tilfredſe med Mindre end vor Skilsmisſe, endſtjondt ingen af dem havde Blodſkyld at fordre af os, — da de lode al Krigens vilde Larm drone i mine Oren, medens jeg ikke havde nogen Beſkytter eller Red⸗ ningsmand, — da ſtred jeg imod dem med mine Blikke, mine Taarer og mine Sukke, — med Spyd og Vandſtromme og glodende Ild. —

Derpaa overgav bun Citbaren i Neamas Hen⸗ der og opfordrede bam til at ſynge. Efter et indledende Forſpil bævede ban fin Stemme og fang:

— Fuldmaanen vilde ligne Dig i Skjonhed, havde den ingen Pletter, og Solen, hvis den ingenſinde blev formorket. — Iſandhed, det undrer mig — dog hvor rüg er ikke Kjærs ligheden vaa Undervarker, ledſaget af Aengſtelſer, Langsler og pünlige Attraaer! — det undrer mig, at Vejen ſynes mig ført, naar jeg gaaer til, og lang, naar jeg gaaer fra min Elſtede. —

Da Neama taug, fyldte Noam et Beger og rakte ham det. Neama tømte det, fyldte det paany og

201

overrakte Khalifens Soſter det. Efterat Prindſesſen havde tømt Begeret, tog hun Eitharen og fang:

— Sorg og Aengſtelſe huſe i mit Hjerte, og en forta— rende Glod flammer i mit Indre. Mit Legemes Henſpvinden er bleven sjenſynlig; min urolige Langſel har gjort mig ſyg indtil Doden. —

Saaledes drak og ſang de endnu vexelvis, da Kha— lifen pludſelig traadte ind i Varelſet, hvor de ſade. De tvende Elſkende kaſtede fig ftrar ned for ham og kys— fede Gulvet; men de Troendes Beherſker fane velvillig paa Noam, ſom endnu holdt Citbaren i Haanden, og ſagde til hende: — Priſet være Allah, ſom tog Sorg og Lidelſe bort fra Dig! — Derpaa henvendte han ſin Op— merkſombed paa Neama, og ſpurgte fin Soſter, hvad det var for en Slavinde, ſom ſad ved Siden af Noam.

— O, Herſker over de Troende, — ſparede Prind— ſesſen: — det er een af dine Slavinder, en faa behage— lig Selſkaberſke, at Noam byverken ſpiſer eller drikker, naar hun ikke er hos hende. —

— Hun er virkelig ligeſaa ſmuk ſom Noam, — yttrede Khalifen: — og ſkal ſtrax imorgen faa et Varelſe ved Siden af Noamsß; ogſaa vil jeg ſende hende Bo— have, Klæder og Pynt, faa meget hun kan onſke fig, Alt for Noams Skyld. —

Prindſesſen lod nu bringe Forfriſkninger til Khali— fen, der havde faget Plads og ſlaget fig tilro hos dem. Han fyldte et Beger, og gjorde Tegn til Noam, at hun ſkulde ſynge engang. Noam adlød, drak af Bæge= ret, greb derpaa Citharen og fang:

— Gjerne modtager Man Bageret af en edel Bordkam— merats Haand; men efterat jeg har modtaget det ſkummende 19 *

202

Bæger af din Haand, o Herffer over de Troende, føler jeg mig adlet og hot ophøjet, en Fyrſte af din Maade. —

Kbalifen var ganſke benrpkt og fyldte ſnart igjen et andet Beger, rakte det til Noam og bod bende ſynge endnu mere. Noam drak og ſang atter:

— O Du 2 dleſte iblandt alle Levende, Hvem ingen Sjæl tor ligne fig ved, — o Du i Vardighed og Gapmild⸗ hed Uforlignelige, — o Herre og Fyrſte, vidt berømt i alle Dyder, — o Du Herſkernes Herſter og Profetens Stathol⸗ der paa Jorden, for Hvem alt Godt er en kjar naturlig Vane, for Hpem Alverdens Magter maa vige, for Hpem Paradiſet ſtaager aabent, — gid Allah opholde Dig, tilintetgjore dine Fjender, og forøge din Lykke og Berommelſe indtil dit Livs ſalige Ende! — 1

Saaſnart Kbalifen havde bort Noam ſynge ſaa— (unde, udraabte ban ganſke ude af fig ſelv: — Dig bar Allab velſignet med fine rigeſte Gaver; dit Sprog er Mu— fif og dine Ord bimmelſke Harmonier! —

Saaledes benrandt Tiden med Lyſt og Glæde, og det lakkede allerede imod Midnat, da Khalifens Soſter tog ſaaledes tilorde:

— Herſker over de Troende, for den nylig belbredte No am maa den megen Sang og Deelagtigheden i en faa livlig Underboldning en beel Aften være meget anſtren— gende. Hvad ſynes Eder derfor, om jeg fortalte Eder en ſmuk Hiſtorie, ſom jeg for ikke længe ſiden har læft? —

— Herre, der var engang i Staden Kufa en ung Mand ved Napvn Neama, Rabia's Son. Denne beſad en Slavinde, med bvilken han var bleven opdragen fra Lille af, ſom han lidenſkabelig elſkede og hvis Gjen⸗

293

fjærligbed han i fuldeſte Maal beſad. Saaſnart de havde naget den vorne Alder, tog Neama ſin Slavinde til Kone; men neppe var dette ſkeet, førend den onde Sfjæbne bjemſogte dem med Skilsmisſens Ulykke. Onde Menne— ſker lokkede Slavinden ud af Neamas Huus og ſtjal bende fra ham. Derpaa blev hun for tituſinde Guldſtyk— ker ſolgt til en mægtig Herſker; men denne opbod for— gjaves Alt for at vinde hendes Kjærlighed.

— Hendes Herre havde imidlertid i Fortvivlelſe for— ladt fit Huus, fin Familie og fin Ejendom, for at opſoge hende i den vide Verden og offre Alt, endogſaa Livet, for at udrive hende af hendes forſmedelige Tilſtand. Han udfatte fig benſynsloſt for de allerſtorſte Farer, og vo— vede virkelig tilſidſt Livet, ſelb for at faa en Sammen— komſt med fin” dyrebare Huſtru. Men neppe havde de ſmagt Gjenſynets Lykke, førend biin Fyrſte traadte ind, ſom bavde kjobt Slavinden af den frakke Rover. Strax gav han Befaling til at lade dem begge dræbe, uden at ville vide af nogen Retferdiggjorelſe at fige. — —

— Hvad er nu Eders Mening om denne Fyrſtes Adfaerd? — vedblev Prindſesſen, henvendt til fin Broder.

— Hiin Fyrſte bapde gjort bedre i at tilgive, end— ſkjondt ban havde Magt til at ſtraffe; — ſparede Khali— fen: — tbi han burde have overvejet trende Ting: for det Forſte, at de unge Aeégtefaller vare forbundne ved Kjarligbedens Baand, for det Andet, at de befandt fig i hans Palads og i hans Magt, og for det Tredie, at en Fyrſte vel bor betenke fig, førend ban dømmer i en Sag, hvori han felv er den ene af Parterne. — Hiin Fyrſte, ſynes mig, har derfor ingenlunde handlet fyrſtelig. —

— O min Broder, — tog Prindſesſen da tilorde:

204

— jeg beder Eder, befal Noam at ſynge, og merk Eder vel Indboldet af bendes Sang! —

Kbalifen fojede bende, og Noam ſang af ſit In— dres dybeſte Grund:

— Forraderiſk var Skjabnen imod mig efter gammel Sadvane; den finder fin Glæde i at ſonderknuſe Hjerterne og fremkalde Sorgerne i det menneſkelige Indre, i at adffille elſtende Sjæle, i at bringe Taaren til at rinde i ſalte Stromme. — Med dyb Grammelſe og høj Vellyſt mindes jeg den Tid, da vi vare uadſkillelig forenede. Forbi er denne lokſalige Tid; derfor vil jeg grade Blod indtil mit Livs Ende. —

Med Henrykkelſe bavde Khalifen lyttet til No ams berlige Sang. Da bun taug, tog Prindſesſen atter Or— det og ſagde til fin Broder: — Hvo ſom bar fældet en Dom over fig felv, maa ſtaa ved fit Ord og bringe det i Üdforelſe. — Og bun bod Noam og Neama at rejſe ſig.

— Herſker over de Troende, — vedblev bun der⸗ paa: — der feer J netop de tvende Ulpkkelige for Eder, bvis Sfjæbne J faa levende bar beklaget! Noam er den unge Slavinde, ſom Hedſhadſhe bar røvet fra bendes 2602 tefelle for at gjøre Eder en Foræring med bende. J fin Skrivelſe til Eder har ban bedraget Eder med det Fore— givende, at ban har betalt ti tuſinde Guldſtpkker for bende. Det er den pure Logn; den unge Neama, ſom J ber feer for Eder i Slavindedragt, er hendes Herre og WÆgtefælle. Ved Eders glorverdige Forfedre beſperger jeg Eder nu, at عنام‎ Medlidenbed med deres Ungdom og til— give dem deres Forſeelſe! — J vil i Eders eget Hjerte finde Lonnen for den Hojmodighed, ſom J udviſer imod

295

dem. Glem ikke, at de ere i Eders Magt, at de begge have nydt den Akre at ſpiſe ved Eders Taffel, og ende— lig, glem ikke, at Eders egen Soſter har bonfaldt Eder om at ffjænfe dem Tilgivelſe! —

Khalifen vifte fig ganſke bevæget og ſvarede: — Du har Het, min Soſter; jeg har fældet Dommen over mig felv, og en Fyrſte tager aldrig fit Om tilbage. — Derpaa vendte han fig om til Noam og ſpurgte: — Det er altſaa din Herre? —

No am ſparede bavende Ja.

— Var uden Frygt! — vedblev Khalifen med Godhed: — Jeg tilgiver Eder Begge af mit ganſke Hjerte. Men ſüg mig nu ogſaa, Neama, bvorledes Du erfarede, at din Slavinde befandt fig i mit Palads, og hvorledes Du har baaret Dig ad med at komme herind! —

— Herre, — ſvarede Neama: — ver ſaa naa— dig at børe Fortællingen om min Sfjæbne! Jeg tilſper— ger Eder ved Eders Forfedre, ikke at ſkjule det Aller— mindſte. — Derpaa meddeelte han Khalifen Alt, bvad der var mødt ham, bvilken Forbindtligbed han var den perſi— ſke Lege ſkyldig, ſamt den gamle Kone, ſom havde fort ham ind i Paladſet.

Hojlig forundret over Alt, hvad han maatte erfare, [od Kbalifen den perſiſke Læge falde, forærede ham en Wreskledning og fatte ham ei en høj og anſeet Stilling ved fit Hof. Han gav ham tillige en henrivende ſkjon Slavinde til Kone, og pttrede naadig, at han onſkede, ſtedſe at bebolde en Mand om fig, der beſad en faa ud— merket Forſtand og Duelighed, og hvis Evner i faa mange Henſeender kunde være ham tilnytte.

Ogſaa Noam og Neama overoſte Khalifen med

296

fine QVelgjerninger, iligemaade den gamle Kone; og bele fov Dage efter binanden blev der fejret prægtige Fefter i Paladſet. Efter denne Tids Forløb tillod Kbalifen de Elſtende at vende tilbage til Kufa; og ſaaledes bleve da de tvende ømme Hjerter gſenforenede med binanden, og bankede fremdeles for binanden i Fryd og Smerte, dog ſtedſe lokkelige ved den gjenſidige Kjerligbed, indtil de maatte briſte for biint Vaſens ubøjelige Magt, ſom fætter en Grændfe for den jordifte Glæde.

297

Prinds Kamaralſamans og Prindſesſe Jadurs

Hiſtor ie.

Omtrent tyve Dagsrejſer tilføes fra den perſiſke Kyſt ligger i det ſtore Ocean Øen Khaladan “). Den er inddeelt i flere anſeelige Provindſer med blomſtrende og ſterkt befolkede Steder, og danner et mægtigt Kongerige. Over dette berſkede i fordums Tid Kong Shabſeman. Denne mægtige Fyrſte hade taget fire Prindſesſer til fine retmesſige Gemalinder, og beſad desuden tredſindstyve Medbuſtruer; ved den Velſtand og velſignede Ro, ſom berſkede i hans Rige, holdt han fig for den lykkeligſte Konge paa Jorden. Kun een Ting voldte bam Sorg, den nemlig, at han ved ſin allerede vidt fremrykkede Al— der endnu ikke beſad nogen Arving til ſit Rige; men han vidſte ikke, paa Hvem han ſkulde ſkyde Skylden for denne Vanſkjcebne. Som naturligt, anſage han det for den al— lerſtorſte Ulykke, at ſkulle dø uden Arving; men han ſkjulte i lang Tid fin Gremmelſe over dette bittre Savn,

) De kanariſte Oer.

298

og leed faa meget mere derved, ſom han gjorde Vold paa fig felv for at ftjule det.

Dog endelig funde ban iffe længer bære fin Sorg alene, men aabenbarede den en Dag for fin Vizier under fire Øjne, og ſpurgte bam, om ban ikke vidſte noget Raad imod det bam overbængende Onde.

— Eders Hojbed, — ſparede den kloge Vizier: — ſkulde visſelig ſnart finde Hjælp derimod, bis det var en Sag, ſom almindelig Menneſkeviisdom bavde nøgen af— gjorende Indflydelſe paa. Men desverre, maa jeg bes fjende, komme beri alle menneſkelige Kundſkaber og Erfa— ringer tilkort, og der bliver i ſaadan Nod intet Andet tilbage end at benvende fig til ſelbe Gud. Ofte bebager det den Alviſe og Almægtige, midt i vor Luffe, naar vi netop allermindſt tenke paa ham, at ſende os Sorg og Pine, forat vi ſkulle føle hans Almagt og erindre, at vi Intet bave af os felv, men Eet og Alt af ham alene. —

— J beſidder Underſaatter, — vedblev Vizieren: — ſom i fortrinlig Grad lægge fig efter at ere og til- bede det bojeſte Veſen, og ſom for Guds Skyld under⸗ kaſte fig allebaande Savn og fore det ſtrengeſte Liv. Det er derfor mit Raad, at J lader uddele rigelige Almisſer til disſe fromme Sjæle og opfordrer dem til at forene deres Bonner med Eders. Iblandt faa mange kunde der dog maaſkee findes Een, der er Gud fan velbehagelig, at ban vilde tilſtaa bam Opfyldelſen af Eders brændende Onſke. —

Kong Sbabſeman ſyntes godt om dette viſe Raad og takkede fin Storvizier af fit inderſte Hjerte. Ufor⸗ tovet ſendte ban rigelige Almisſer til alle Broderſkaber af fromme og bellige Mænd, og lod deres Forſtandere ſamtlig falde for ſig. Efterat han havde beværtet disſe

209

med et frugalt Maaltid, meddeelte han dem, bvad der laa bam paa Hjerte, og bad dem om at anbefale ham til de— res Gud indviede Undergivnes fromme Forbonner.

Og fee, ikke længe varede det, inden een af Kongens Koner blev frugtſommelig, og efter den ſedvan— lige Tids Forlob fodte hun en Dreng til Verden. Af Taknemlighed over denne Lykke ſendee Kong Sbabſe— man de fromme Broderſkaber igjen Almisſer af en Stor— relſe, ſom ſtod i Forhold til hans Rigdom og hans Hjer— tens Glæde, og Prindſens Fodſel blev ikke alene i Hoved— fladen, men over bele Landet feſtligbholdt ved en lang Rakke af glimrende Højtider.

Den lille Prinds var ſtrax efter Fodſelen bleven bragt til fin Fader. Denne fandt ham faa ſmuk, at han kaldte ham Kamaralſaman “). Derpaa ſorgede ban ombyggelig for hans Opdragelſe, og for hans Underviis— ning, ſaaſnart Viden bavde gjort bam moden dertil. Kam a— ralſaman fif de dueligſte Lærere og de viſeſte Hopme— ſtere, ſom vare at finde i bele Landet; og disſe baade ved deres Kundſkaber, Ferdigbeder og Dyder udmeerkede Mænd fandt bos Prindſen en højt begavet og lærvillig, for alle Undervüsningsfag modtagelig Mand. Senere lærte den unge Forſte allehaande legemlige Færdigbeder, og ud— merkede fig baade i det Ene og det Andet til en Grad, ſom vakte hele hans Omgivelſes, men iſer hans Faders Beundring.

Da Prindſen var femten Aar gammel, fattede Kon— gen, bans Fader, i ſin Omhed den Beſlutning at fraſige

*) Sin Tids Maane.

300

fig Tronen til Fordeel for fin Son, og talte degangaaende med fin bojt betroede Storvizier.

— Jeg frugter for, — vttrede ban: — at Prinde ſen ved at tilbringe fine Ungdoméaar i Lediggang ſkal komme til af miſte, ikke alene de bøje Fortrin, ſom Natu⸗ ren i et faa overſtrommende Maal bar begavet ham med, men ogfaa dem, ban bar vundet ved den ombyggelige Opdragelſe, ſom jeg i min faderlige Ombed beredte bam. Efterſom jeg nu er i den Alder, da Man kan trænge til og længes efter Ro, bar jeg beſluttet at aftrede bam 9102 gieringen, og for min øvrige Tid nojes med den Glæde at fee bam regjere. Hvad ſynes Eder derom, min gamle Ven? —

Storvizieren kjendte ſin Herre og var klog nok til ikke aabenbart at modfætte fig denne bans Beſlutning, endſkjondt ban bavde mangfoldige Grunde, ſom maatte bes væge bam til at ſtemme derimod; meget mere ſyntes han villig til at gaa ind paa Kongens Plan og yttrede:

— Herre, J taler i mit Øre med den faderlige Ombeds RNoſt, og med Glæde lytter jeg dertil; imidlertid kunde det dog ſynes betenkeligt at paabyrde faa unge Skuldre en faa tung Byrde ſom Strrelſen af et ſtort og mægtigt Rige. Med fuldkommen Ret nærer Eders Hojbed Frugt for, at Lediggangen ſkal volde bang ædle Natur Skade; men ſkulde det ikke være muligt at ſpsſel— fætte bam paa anden Maade? Hvad, f. Ex., om Man lod bam formale fig? Aegteſkabet er en berlig Ting til at ſamle et ungt Menneſkes Kræfter fra et udſpavende Liv. Paa ſamme Tid kunde Eders Hojbed give Prindſen Adgang til Eders Statsraad; der vilde ban efterbaanden lære, bvorledes ban i Tiden ſkal opretbolde Eders Tro— nes Glands og Anſeelſe, og faa kunde J jo altid aftrede

301 bam Regjeringen, naar J ſaae, at han var den høje Op— gave voxen. —

Sultanen fandt fin Storviziers Raad baade viiſt og godt, og ſaaſnart denne havde forladt ham, ſendte han Bud efter Prindſen. Denne habde bidtil været vant til kun at beſoge fin Fader paa visſe Timer af Dagen, uden no— genfinde at blive faldet til ham, og blev derfor ikke lidet overraſket ved den modtagne Befaling. Iſtedetfor altſaa at træde frem for ham med den ſadvanlige ſonlige Fri— hed, bilſte han med dyb Wrefrygt og blev ſtagende foran ham med nedflagne Øjne. Dette undgik ingenlunde Sul— fanen, og han ſagde derfor til ham i en opmuntrende Tone:

— Min fjære Son, kan Du gjatte, hvorfor jeg har ladet Dig kalde? —

— Herre, Allah alene feer i Hjerterne; — ſparede

Prindſen med Tilbageboldenbed: — men jeg vil med Glæde fornemme Eders Hojheds Befalinger. — — Nu, fan viid da, — vedblev Sultanen: — at

jeg har iſinde at formæle Dig! Hvad ſiger Du dertil? —

Med ſtor Misfornojelſe modtog Prindſen denne Ef— terretning; han geraadede i Forvirring, Sveden traadte frem paa hans Pande, og ban vidſte ikke, hvad han ſkulde ſvare. Endelig fandt han dog Ord til at udtale fig paa folgende Maade:

— Herre, jeg beder Eder om Tilgivelſe, at jeg vi— fer mig faa overraſket ved denne Eders Meddelelſe; jeg er faa ung endnu, at Sligt aldrig endnu er kommet mig i Tanker. Jeg er ikke engang vis paa, at jeg nogenſinde beſtemmer mig til den egteſkabelige Stand; ikke alene den Bekymring, ſom Kvinderne volde, giver mig Betankelig— heder, men ogſaa mange af vore ſtore Digteres Udſagn,

|

302

ſom beftylde Fruentimmerne for Ondſkab og Trolosbed. Een af dem udſiger nemlig:

— Sporger J mig om Kvinderne, faa vider, at jeg har ſtuderet dem tilbunds, og er vel bekjendt med hele deres for⸗ viklede Natur“! — — Naar en Mands Hoved bliver graat eller hans Rigdom formindſker fig, faa er det ogſaa ude med deres Kjarlighed til ham. —

— Staa Kvinderne imod, ſaaſandt Du vil vandre paa Allahs Veje! Den Angling, ſom giver fig dem ivold, vil als drig blive til Mand. — Han vil ingenſinde bringe det til Modenhed, ſelv om han beflittede fig derpaa i tuſinde Aar. —

— Det kan vel være, — vedblev Prindſen: — at jeg engang kommer til at tænfe anderledes. Men den Tid den Sorg! Saa bliver det altid tidsnok at tanke paa Giftermaal. —

Sultanen følte fig inderlig bedrøvet over dette Svar af fin Søn; thi det vifte ham, bvor afgjort utilbøjelig ban var til at føje fig efter bang Villie. Imidlertid on— ſkede ban ikke dog at betragte denne ſin Sons Stemning ſom en Attring af Ulpdigbed, ligeſaa lidt at gjøre Brug af fin faderlige Myndigbed for at tvinge bam, og indſkrenkede fig derfor til at yttre:

— Jeg vil ingenlunde paalægge Dig nogen Tvang, men tværtimod give Dig rundelig Tid til at overlegge og betenke, at en til Regjeringen beſtemt Prinds forſt og fremmeſt maa være betankt paa at efterlade fig Afkom. Jeg baaber viſt, at Du vil komme til en for os begge on— ſtelig Slutning, og glæder mig allerede iforvejen til at fee mig ſelb leve op paany i dine Born. —

Og Sultanen bragte ikke mere denne Sag paa Bane, men gav Prindſen fra ſamme Dag Adgang til Statsraadet og gjorde overhovedet alt Muligt for at gjøre

303

ham tilfreds med fin Stilling ved Hoffet. Men efter et Mars Forløb tog han ham atter for fig og ſagde til ham:

— Nu, fjære Son, har Du benyttet Tiden til vel at overveje min ifjor for Dig fremlagte Plan, at formele Dig? Vil Du endnu vagre Dig ved at gjøre mig denne Glæde, ſom jeg venter af din ſonlige Lydighed, — vil Du lade mig do uden den Beroligelſe at fee min Slægt forplantet ? —

Denne Gang bevarede den unge Prinds fin Fatning ulige bedre, og fvarede efter nogle Ojeblikkes Betænfning i en fri og faſt Tone:

— Herre, jeg bar visſelig ret alvorlig overvejet, men er efter moden Overvejelſe kun endmere bleven beſtyr— ket i mit Forſct, aldrig at gifte mig. Den uendelige Ulpkke, ſom Fruentimmerne til alle Sider have anrettet i Verden, ſom Man kan laſe fig til hos vore Hiſtorieſkri— vere, og desuden daglig bore fortælle trindt omkring fig, er ſikkerlig Grund nok til at holde mig fjern fra enbver Forbindelſe med dem, faalænge jeg lever. — Eders Hoj— hed ville derfor tilgive, naar jeg herved erklerer det for en aldeles unyttig Beſtrebelſe at ville formaa mig til Agte— ſkab. —

Efter at have talt ſaaledes, fjernede ban ſig haſtig, uden at afvente, hvad maaſkee hans Fader bertil kunde have at yttre. Enbver anden Fyrſte vilde ſikkerlig bave havt Moje med at befæmpe fin Vrede over flig en Driſtigbed, og afholde fig fra at lade den Dumdriſtige ſelb komme til at undgjælde derfor. Men Kongen elſkede fin Son med en ubeſkrivelig Ombed, og vilde forſt bringe ethvert Mid— del med det Gode i Anvendelſe, førend han tog fin Til— flugt til Tang. Imidlertid meddeelte han dog fin

204

Storvizier den Argrelſe, ſom bans Søn havde forvoldt bam.

— Jeg bar fulgt dit Raad; — ſagde ban: — men Kamaralſaman er fortiden endnu mindre tilbøjes lig til at gaa ind paa mit Forflag, end da jeg gjorde bam det forſte Gang, og bar i faa driftige Udtryk erflæs ret fig lige imod mine Onſker, at jeg bar bavt bele min Selvbeberftelfe nødig for ikke at give min retfærdige Vrede Tojlen. De Mænd, der faa inderlig længes efter at faa Børn, fom jeg bar længteg efter at faa denne Søn, ere alle tilbobe nogle gode Marre, fom berøve fig felv deres koſtelige Livsro. —

— Herre, — ſparede den viſe Vizier: — med Taalmodigbed bringer Man det utrolig vidt i denne Vers den. Jeg vil dermed ikke beſtemt ſige, at den i dette Tilfælde vil fore til Maalet; men i intet Tilfælde vil J komme til at fortryde, at I tilſtager Eders Son endnu et Aars Betenkningstid. Fojer ban fig i denne Friſt efter Eders Billie, kan J ikke onſke Eders faderlige Langmo— digbed nogen ſtorre Lon og Tilfredsſtillelſe; vedbliver ban Derimod med fin Gjenſtridigbed, vil J bape den retferdig— ſte Grund til i det forſamlede Raad at erflære ham Nod— vendigbeden af bang Formeling i Statens Interesſe. Og det er ikke rimeligt, at ban i en faa ærværdig og med Eders bøje Nerperelſe hedret Forſamling ſkulde vove fremdeles at nægte Eder Lydigbed. —

ner Prindſens Formeling end laa Sultanen‏ ممت pan Hjerte, lod ban fig dog endnu denne Gang beſtemme‏ af fin Viziers forſtandige Raad, og indrømmede fin Søn‏ endnu et Aars Betankningstid.‏

Saaſnart Vizieren bavde fjernet fig, begav Sulta⸗

305

nen fig til Fatime, Prinds Kamaralſamans Mo— der. Allerede for længe ſiden bavde Shahſeman 111602 deelt denne fin Gemalinde fine Onſker med Henſyn til Prindſens Fremtid, og fortalte hende nu med Smerte, hvorledes han paany bavde modſat fig hans Billie, ſamt bvilken Beſtemmelſe hans faderlige Overberenbed atter havde taget. Med det Samme bad han bende, dog engang ved Lejlighed at tale Prindſen ret tilbjerte, og give ham at betenke, at han ved en fortſat Gjenſtridigbed tilſidſt vilde drive det faa vidt, at han bitterlig maatte komme til at fortryde fin Opforſel.

Fatime adlød fin Gemal, og lod ved det forſte Beſog, ſom Kamaralſaman aflagde bende, fin Son vide, at hun var underrettet om hans nye Vegring ved at formæle fig, og hvor ſmerteligt det var hende, at han havde givet fin Fader flig Anledning til Sorg og Mis— fornojelſe.

— Kjære Moder, — ſparede Prindſen: — jeg be— der Eder, ſaaſandt J har mig fjær, ikke at bringe mig denne ærgerlige Sag paany iminde. Jeg vilde kun 1162 dig fee mig foranlediget til Attringer, ſom maatte ſaare den ømme Aerbodighed, jeg ſkylder Eder. —

Af dette Svar indſage Fatime, at hendes Sons Stemning endnu var altfor pirrelig, og lod det for det Forſte derved bero. Men nogen Tid efter meente hun, at ban ſkulde laane hendes Formaninger et villigere Øre, og ſagde:

— Jeg beder Dig, min fjære Son, dog engang ſige mig de Grunde, ſom gjøre Dig ſaa utilbojelig til at indlade Dig i Aégteſkab! — Hvis Du ikke har andre end dem, Du benter fra Kvindernes Ondſkab og Trolos— hed, gives der iſandhed ingen ſlettere, maa jeg ſige Dig.

VI. 20

306

Ingenlunde vil jeg paatage mig at forfvare de onde Fruen— timmer, hvoraf der visſelig gives ikke fan; men i bojeſte Grad uretfærdigt vilde det bare at bedømme dem alle ef— ter de enkelte. Hvis Du gjør dette, bvorfor holder Du Dig da ikke ligeſag godt til de mangfoldige flette Her— ſkere, Fyrſter og Sultaner, ſom i Hiſtorien have gjort fig berygtede ved deres Gruſomhed, Vellyſt eller Tyranni? Ligeſaa godt kunde Du bedømme bele din egen Slægt ef— ter disſe enkelte Exempler. Du kan tro mig, at der i det Mindſte gives ligeſaa mange flette Mænd fom flette Fruentimmer; jeg beraaber mig ved denne Paaſtand dri— ſtig pan Hiſtoriens Vidnesbyrd. Eller maaſkee holder Du dydige og elſtelige Kvinder, ſom ere formalede med flige Ubyrer af Mænd, for meget lykkelige endda? Skamme maa Du Dig, min Son, over flig Uretferdigbed imod din Mo— ders Slægt! —

— Kjære Moder, — ſparede Prindſen: — jeg be— tvivler ikke, at der jo gives mangfoldige dydige, gode og elffværdige Fruentimmer. Give blot Allah, at de tilſam— men lignede Eder! Hvad der oprører mig, er den Uſikker— hed i Valget, ſom en Mand ved fin Formeling er under— kaſtet, eller, hvad endnu mere er, at Man ofte ſlet ikke giver bam Frihed til at vælge, Hvis nu jeg f. Ex, gi— vende efter for min Faders utaalmodige Onſke, beſluttede mig til Egteftab, hvilken Kone vilde han da vel ſand— ſynligviis give mig? Jeg mener — en Prindſesſe fra eet af Naborigerne, ikke den ſmukkeſte, elſkveerdigſte, men den, ſom vilde bringe vort Rige og vor Slagt de ſtorſte For— dele i Henſeende til Rigdom, Magt eller Betryggelſe. Og Man vilde naturligviis aldrig ſporge mig, om Prindſes— ſen behagede mig; jeg maatte tage hende, ſom hun var; og dertil har jeg ſlet ingen Lyſt. —

307

— Men fæt nu ogſaa, — vedblev Prindſen: — at bun ikke juſt var ilde at fee til; — Hvo indeſtager mig da for hendes indre Veſen? Det er mig ingenlunde ligegyl— digt, om bun har liden eller megen Forſtand, om bun har en blid og venlig eller beftig og bidſk Karakteer. En Kone, ſom ikke forſtager at tale om vigtigere Ting end Klæder, Pynt, Smykker og deslige Übetvpdeligheder, vil jeg ingenlunde kunne fole mig tilfreds med, og endnu me— get mindre med en, ſom er indbildſk, ſtolt, lunefuld og trœttekjer. Den Forſte vilde maaſkee udtomme alle Sta— tens Midler ved en taabelig Overdaadighed i Klæder, Aedelſtene og tom Flitter, og den Sidſte vilde forbittre mig Livet og give mig graa Haar for Tiden. — Det kal— der jeg Grunde nok, og dertil vegtige nok til ikke at gifte ſig. Men ſelv om den udvalgte Prindſesſe vifte fig da— delfri i enbver Henſeende, ja var bun endog et Monſter paa Fuldkommenbed, vilde jeg dog alligevel have indre Grunde i Mængde af ikke mindre Vegt, ſom vilde beſtem— me mig til at holde urokkelig faſt ved min Beſlutning. —

— Hvad hører jeg, min Son, Du ſkulde endnu have andre Grunde? Dem gad jeg visſelig nok lære at fjende. Hvad de allerede anførte angaaer, faa behoves der kun et Ord fra min Mund til at lade dem alle forſvinde i et Intet. —

— Lead os forſt blive færdige med de allerede fo— religgende Grunde, min kjere Moder! — yttrede Ka— maralſaman.

— Nubel, — vedblev Fatime: — jeg behover da kun at bemerke, at det er en meget let Sag for en Prinds, der har gjort et faa ubeldigt Valg, ſom Du ny— lig bar beſkrevet det, itide at ſkaffe ſig en ſaadan Livs— byrde af Halſen bed at forſtode hende. Derved fore—

20"

308

bogger ban famtidig baade fin egen og Statens Ødelæg«e gelſe. —

— Men, fjærefte Moder, — ſparede Prindſen: — bvilfen gruſom Nodvendigbed maa det ikke være for en Prinds at gribe til dette vderſte Middel? Er det ikke mes get gavnligere baade for bang Sjælefred og bang Be⸗ rommelſe, flet ikke at udfætte fig for Muligbeden af ſligt et Tilfælde? —

— Men, min fjære Son, — indvendte Fatime: — ſaaledes ſom Du opfatter Sagen, vil Du jo vorde det ſidſte Skud af den berømmelige Herſkercæt paa Øen Kbaledan! —

— Kſjareſte Moder, jeg onſker ikke at overleve min Fader. — ſparede Kamaralſaman: — Det er flet ikke urimeligt, at jeg er beſtemt til at dø for bam; Saa⸗ dant ſkeer jo neſten ber eneſte Dag, at Unge dø, medens Gamle forblive levende. I etbvert Tilfælde bliver det altid berommeligt for en Herſkerfamilie at udſlukkes med en ſtor Fyrſte. Jeg ſkal visſelig af al Kraft beftræbe mig for at vorde mine Forfedre, navnlig min edle Fader værdig. —

J Aarets Lob bragte Fatime ofte den ſamme Gjenſtand paa Bane imellem fig og Prindſen; men denne vidſte altid at fremføre Grunde imod bendes milde Fore— ſtillinger, ſom bun ikke formagede at gjendrive, og blev urokkelig ſtagende faſt ved fin Opfattelſe af Sagen. Saaledes forløb Aaret, uden at de vare komne videre med binanden; og ſaaledes ſkete det en Dag, at Sultanen i en ſtor Naadsforſamling, ved bvilken Storvizieren og alle de 0112 dre Vizierer, de fornemſte Rigsembedsmend og Feltherrer

309

vare nærværende, paa følgende Maade henvendte ſig til fin Son Prindſen:

— Min Son, allerede for lang Tid ſiden har jeg udtalt det for Dig ſom mit levende Onſke at fee Dig for— melet, og bapde ventet ſtorre Lydighed af Dig mod en Fader, ſom, langtfra at ſtille ubillige Fordringer til Dig, ſtedſe har imodekommet alle dine Onſker. Efterat nu en faa lang Gjenſtridighed endelig har udtømt min Taalmo— digbed, udtaler jeg endnu engang mit Onſke og min Villie i det forſamlede Statsraad. Det gjalder nu ikke blot om at tilfredsſtille en Fader, ſom Du af Omhed ſkulde have adlydt; men hele mit Riges Raad forlanger af Dig, hvad jeg tidligere onſkede, og Du kan nu ikke vegre Dig ved at adlyde, uden at udfætte Dig for de misligſte Følger. —

Denne Tiltale, ſkulde Man tro, maatte have bragt Prindſenſtil Fornuft; men langtfra at tenke paa nogen Efter— givenbed, yttrede Prindſen fig tværtimod med en ſaadan ubefindig Trods, at Sultanen tilſidſt, i retfærdig Harme over den Ringeagt, hvormed hans Son behandlede hans Hojbed for det forſamlede Raad, med truende Roſt udraabte:

— Hvorledes, vanartede Son, har Du virkelig den Frakbed at tale i flig en Tone til din Herre og Kon— ge? Visſelig, det ſkal Du komme til bitterlig at for— tryde! —

Og ban fod Prindſen bringe hen i en gammel, allerede i lang Tid ubeboet Taarnbygning, og lod bam der indeſperre med en Seng, nogle Boger og een eneſte Slave til bang Betjening. Men Prindſen tog fig in— genlunde denne fin Sfjæbne nær; naar ban bavde fine Bøger, befad han Selſkab og Underholdning nok. Heni— mod Aften forrettede ban fin Bon, og efterat han dertil

310

endnu bavde læft nogle Kapitler i Koranen, lagde ban fig til Hvile med den ſamme No ſom tidligere i det kongelige Slots Gemakker. Lyſet lod ban brænde ved Siden af Sengen for at ſkremme Rotter og Muus og lignende Utoj, bvoraf det gamle Taarn var fuldt.

Men imellem de forfaldne Mure fandtes der en dvb Brønd, fom om Dagen tjente en Fee, ved Mann Majs mune”), en Datter af Kong Damriat, Herſkeren over en Legion af Mander, til Opholdsſted. Da denne Fee bens imod Midnat fvang fig ov af Brønden for at ile til fine natlige Syéler og Fornøjelfer, faae bun med Forundring Lys i Kamaralſamans Fangſel. Nysgjerrig traadte bun ind, uden at lade fig opbolde af den foran Doren ſovende Slave, og nærmede fig den prægtige Seng, bvor— paa Kamaralſaman laa udſtrakt. Prindſens Anſigt var balv tilbyllet med Tæppet. Forſigtig løftede Feen dette tilſide, og fif til fin ſtore Forbauſelſe Oje paa en Angling, ſom bun ingenſinde bavde feet faa ſkjon, ſaalcenge bun end bavde ſtrejfet om paa Jordens vide Overflade. — Hyilket Underverk af Skjonbed maa ikke denne Ang⸗ ling være, — udraabte Feen: — naar ban forſt har faaet disſe ſmukke Ojenlaag aabnede, ſom faa misundelig ſkjule bang Øjne! — Hm, det maa bare en Prinds af det edleſte Blod! — Hyilken Anledning kan dog det ſtakkels unge Menneſke have givet til en Bebandling, der er hans bøje Byrd faa uværdig? Ved Himlen, jeg vil ikke alene ikke gjøre bam Fortræd, men beller ikke paa nogen Maade taale, at nøgen Anden træder ham for ner, var det end Verdens magtigſte Herfter! —

) Den Lykſalige.

311

Feen kunde ikke fee fig mæt paa den unge Prinds. Endelig rev bun ſig dog los, kysſede bam paa Panden og begge bans Kinder, lod Tappet ſagte igjen falde ned over ham, ſom det havde ligget for, og ſpavede bort uden i mindſte Maade at have forſtyrret hans Slummer. Da bun i en Haft havde fvunget fig ivejret indtil den mel— lemſte Region, fornam bun Vingeſlag i Nerheden af fig; hun ſtyrede fin Flugt i den antydede Retning, og mødte ſaaledes ſnart Manden Dabhneſh, en Son af Kong Sbambhuraſh. Denne Genius borte til de frafaldne Aander; Majmune derimod var een af dem, ſom den ſtore Salomo havde tvunget til Guds Erkjendelſe; og derfor var denne Fees Magt Manden Dabneſb's langt overlegen. Hjertelig gjerne bavde Dahneſh undveget Sammenſtodet med den mægtige Fee; men ban var hende allerede faa nær, at ban enten maatte kempe med bende eller underkaͤſte ſig. Han valgte det Sidſte, og bonfaldt hende ynkelig om, i Allahs Mavn at tilſpeerge ham, intet Ondt at gjøre ham, — faa vilde han tilfværge hende det Samme! —

— Fordemte Aand, — fnyſte Majmune: — hvad Ondt er Du vel iſtand til at tilføje mig? Jeg fryg— ter ikke mere for Dig end for denne tomme Sky, ſom min Vinge uden Anſtrengelſe deler. Imidlertid vil jeg dog viſe Dig den Maade, Du bønfalder mig om, og til— fværger Dig, hvad Du forlanger. Men lad mig nu vide, hvorfra Du kommer, ſamt hvad Du har feet og oplevet denne Nat! —

— Stkjonne Fee, — ſparede Daneſh: — faa lad mig da fortælle Eder, efterſom J enſker det, at jeg kommer fra de vderſte Grændfer af China, fra en Egn, ſom ligger lige overfor de yderſte Oer paa denne Halv—

312

klode. Cbina er eet af de ftørfte og mægtigfte Riger paa Jorden, og disſe vderft liggende Oer '), ſom jeg om— taler, ere afbengige af dette Rige. Det ſamme Lands nuregjerende Konge bedder 600 ,انا‎ og beſidder een eneſte Datter, ſom er den ſtorſte Skjonhed, der bar været til ſiden Verdens Begyndelſe. Hverken J eller jeg eller nøgen Aand af Eders eller af min Art, lige faa lidt no— get Menneſke beſidder Epne til at beſkrive, endog blot paa tilnermende Maade at ſkildre denne mageloſe Skjonbed. Hen» des brune Silkebaar er fan langt, at det flæber efter bende, og faa rigt, at der borer den ſtorſte Kunſt til at ſamle det i Flatninger og Lokker i bendes Nakke og paa ben— des Isſe. Hendes boje, berlig buede Pande er ſaa glat og reen ſom det blankeſte Spejl, de kulſorte Øjne ſtraale af den klareſte ID, Naſen bar den fineſte og adleſte Form, Man kan tanke fig, Munden er lille og purpur⸗ farvet, Tænderne udgjore tvende glimrende Perlerader, bvortil der ikke gives Mage. Som en ſod Muſik flin- ger det, naar bun taler, og bendes Ord vidne om den fyrigſte og rigeſt begavede Mand. Det bbideſte Alabaſt bar ikke nogen renere og klarere Farve end bendes Barm, og bendes Arme ere ſom drejede af det koſteligſte Elfen— been. — Af dette flygtige og ufuldftændige Omrids vil J kunne indſee, at der ikke gives nogen ſtorre Skjonhed paa bele den vide Jord. —

) Sem allerede tidligere bemarket, er Geografien i 1001 Nat ingenlunde paalidelig, ligeſaa lidt Folkekarakteriſtiken. Fan⸗ taſien er det ene regjerende. De fremmede Folkeſlag blive i Almindelighed ffildrede ſom Arabere, og Landene felv bragte i en naſten vilkaarlig Forbindelfe med den vel bekjendte Deel af Verden. Arabien, Perſien, Indien, o. ſ. v. blive ofte kaldte Oer, ꝛc.

313

— Hvo fom ikke perſonlig kjendte Kongen, bendes Fader, vilde ifølge de Beviſer paa en overſtrommende Ombed, ſom bun modtager af ham, ſnarere anſee ham for bendes Tilbeder end bendes Fader; thi had han gjør for bende, bar endnu aldrig nogen Elſker gjort for fin Tilbedte. Den lidenſkabeligſte Skinſyge har endnu al— drig opfundet, hvad hans Omhu har udtankt og iverk— fat for at bevare hende utilgængelig for enhver Mand, undtagen ham, der engang ſkal vorde det lykkeligſte Men— neſke ved hendes Beſiddelſe. Men forat hun i ſin paa— tvungne Indgetogenhed ikke ſkal lide af Kedſomhed, har ban ladet ſyv Paladſer bygge til hende, faa herlige, ſom Man endnu ingenfinde hverken har feet eller bort tale om. Det forſte af dem er af det rene Bjergkryſtal, det an— det af Bronce, det tredie af fünt Staal, det fjerde af Worcellæn, det femte af Onvpr, det ſjette af Sølv, det ſyvende af det pure Guld. Ethvert af dem er i Har— moni med fit færegne Bygningsmateriale indrettet med en ubeſkrivelig Pragt; og de dertil hörende Haver have ingen Mangel paa berlige Graspletter, Blomſterbede, Springvand, Basſiner, Kanaler, Vandfald og Tragrup— per, ſom udelukke Solens Straaler; og ethvert af An— legene har fin egen ſindrige Plan. —

— Foranledigede ved Rygtet om Prindſesſens over— ordentlige Skjonbed have de magtigſte Nabofyrſter ved glimrende Geſandtſkaber bejlet til bendes Haand. Men Kongen, bendes Fader, vil kun formale bende efter hen— des Hjertes Valg, og endnu har intet af alle de ind— lobne Andragender vundet Prindſesſens Bifald. Ge— ſandtſkaberne have derfor igjen maattet drage bort med uforrettet Sag, endſkjondt bojligen tilfredsſtillede ved den

314

ærefulde Modtagelſe, hvormed Kongen ſtedſe bar ftræbt at forſode det bittre Afſlag. —

— „Min Fader, — ſagde en Dag Prindſesſen til fin Fader, Kongen af Cbina: — J troer viſt at bes rede mig en ſtor Fornojelſe ved at formale mig; jeg er fuldkommen overbevüſt derom, og takker Eder derfor af ganſke Hjerte. Men bvor i Alverden vilde jeg vel finde faa prægtige Paladſer og faa berlige Haver ſom ber bos min Fader, Kongernes Konge? Og bvor vilde jeg blive boldt ſaaledes i Are fom ber af Eders ubegrændfede Faderombed? Hvad jeg taber, vil ingen Gemal i bele den vide Verden formaa at give mig Erſtatning for, ban være nok faa mægtig, rüig og edel. Desuden ville Mændene ſtedſe og overalt vere Herrer, og jeg bar aldrig provet hvad det er at tage imod Befalinger. — “

— Imidlertid vedblev der at indlobe det ene Geſandt⸗ ſkab efter det andet, og tilſidſt kom der et fra en berømt Konge, ſom i Rigdom og Magt langt overgik alle de øvrige. Kongen af Cbina kunde da ikke Andet end lægge fin Datter Forbindelſen med et faa mægtigt og glandsfuldt Forſtebuus af al Magt paa Hjerte. Dog Prindſesſen gjentog fin Vagring, ſtottende fig paa de tidligere ans forte Grunde; og da bendes Fader ligefuldt trængte ind pan bende for at bevæge bende til Indvilgelſe, forglemte bun i et Anfald af lunefuld Utaalmodigbed den Wre— frygt, bun ſkoldte fin opbojede Fader, og ſvarede i bef— tig Tone, at bun ikke mere vilde bore tale hverken om det ene eller det andet Aégteſkabstilbud; — beller vilde bun ſelv ſtode fig en Dolk i Barmen end være udſat for flige uophorlige Plagerier i paatrœngende Bejleres In— teresſe. Heelt forbittret ſvarede hendes Fader:

— „Du er en Daare, min Datter, og jeg vil bes

315

handle Dig ſom en Daare! Vi ville ſee, om Du ikke igjen lader Dig bringe til Fornuft! —“

Og ban lod bende indeſperre i eet af fine Palad— fer, med et Tjenerſkab af kun ti gamle Koner, bvoraf den eeldſte var bendes Amme, for at de ffulde være hende til Selſkab og Opvartning. Men forat de Fyr— ſter, ſom bapde ulejliget fig med Geſandtſkaber for at bejle til bendes Haand, ganſke ſkulde flaa fig hende af Tanker, lod han udgaa Sendebud til dem for at under— rette dem om, at hans Datter var en afgjort Fjende af Aegteſkabet. Disſe Sendebud havde, efterſom Kon— gen virkelig anfaae fin Datter for ſindsſvag, tillige det Hverv, overalt, bvor de kom frem, offentlig at forkynde Prindſesſens Sygdom, ſamt at den Lege, hvem det lyk— kedes at helbrede hende, ſkulde faa hendes Haand til Be— lonning. —

— Paa dette Punkt ſtaager nu Sagen, ffjønne Majmune; — vedblev Dahneſh: — og jeg lader ingen Dag gaa forbi uden at begive mig til Cbina for at fvæge mig ved Prindſesſens overordentlige Skjonbed. Hun har i den Grad indtaget mig for fig, at jeg, uag— tet min medfødte Ondſkab, ikke tænfer paa at til foje hende det allermindſte Ondt. Folg engang med og fee hende ſelv! Det lønner fig vel Umagen, fvær- ger jeg Eder til! Naar J med egne Øjne bar overbe— viift Eder om, at jeg ikke farer med Uſandhed, vil J ſikkert af Hjertet være mig taknemlig, at jeg bar gjort Eder bekjendt med en faa uforlignelig dejlig Skabning. J bebover blot at befale; jeg er beredt til at adlyde Eder! —

Iſtedetfor alt andet Svar brød Feen Majmune

316

ud i en bøj Latter, og vttrede førft efterat bun havde feet fig mat: — Det er visſelig en god Hiſtorie, Du der vil binde mig paa Armet! Jeg er forberedt paa at høre en ganſte overordentlig Skjonbed beſkrive, og Du giver Dig til at fnaffe ſyv lange og fvv brede om et ganſte afſkyeligt Uglebilled. Skammer Du Dig ikke noget, fordømte Negiſter! Da ſkulde Du for et Ojeblik ſiden have feet en ung Prinds, ſom jeg opdagede nede i et gammelt Taarn! Der kunde der, ved Allabs Almagt, være Tale om Skjonbed! Har Du virkelig nogen Sands for Skjonbed, maatte Du blive gal af Henrpykkelſe ved at fee bam, dit langbenede Ubvre! —

Da Dabneſb derpaa ganſke ſpagferdig vttrede det Sporgsmaal, Hvem da denne uforlignelige Prinds var, fortalte Feen bam, byad bun vidſte:

— Det er, beſynderligt nok, gaaet bam ganſke paa ſamme Maade ſom din udbaſunede Prindſesſe. Sultanen, bang Fader, vilde ligeledes tvinge ham til at formale fig, og da Prindſen, utaalmodig over den bam paalogte Tvang, endelig reent ud erklarede, at ban flet ikke vilde gifte fig, blev ban indeſperret i et gam— melt Slot, ſom jeg netop havde udvalgt til min Bolig. Jeg bar nvlig feet bam, og mit Hjerte ſpulmer endnu af Beundring. —

Dabneſh ſparede ydmyg, at ban vel ikke ligefrem bilde modſige Feen, men at det dog vel maatte være ham tilladt, indtil ban bavde feet Prindſen, at bebolde fin egen Mening, at der ikke kunde gives nogen ſkjonnere Dødes lig end Prindſesſen af Cbina. — Efterat de berom i nogen Tid havde ſnakket frem og tilbage med hinanden, paalagde Majmune endelig den frafaldne Mand at ſkaffe fin Prindſesſe tilveje; faa kunde de lægge bende

317

ved Siden af Prindſen, for at faa afgjort, Hvo af dem der havde Ret. Strax vilde Dabnefb ſtyre fin Flugt til Cbina; men Feen holdt ham tilbage og lod ham forſt dale ned paa Jorden med ſig til Taarnet, bvori Prinds Kamaralſaman var indeſperret, forat ban kunde vide, hvorhen han ſkulde bringe Prindſesſen af Cbina. Derpaa lod hun ham flyve, og Pokker tog ved ham.

J en utrolig fort Tid vendte Dahneſh tilbage med Prindſesſen, ſom han bavde fundet ſovende i en Nat— flædning af det fineſte ægyptiſke Lærred, i Halſen, for Wrmegabene, i Sommene og i Kanterne udffafferet med gyldne Snorer og Fryndſer. Majmune var ſtrax tilſtede for at tage imod Dahneſh; de bare Prindſes— ſen ind i Taarnet og lagde bende ved Siden af Prinds Kamaralſaman. J Taushed betragtede, beundrede og ſammenlignede nu Feen og Manden i nogen TiD det ſovende Par; men da Dabneſhb endelig lod fig forlyde med, at hans Prindſesſe dog alligevel var den Skjonne— ſte, opſtod der en beftig Strid imellem dem. Endelig gjorde Majmune en Ende derpaa, idet hun erflærede Nod— vendigbeden af at tage ſin Tilflugt til en Voldgiftsmand; hvis Dahneſh ikke var tilfreds dermed, vilde hun heri fee en Bekjendelſe af, at han i Hjertet følte fin Uret imod bende. Dahneſh ſamtykkede, og ojeblikkelig ſtam— pede Majmune beftig i Jorden. J det Samme frem— ſtod der en Mand af det forferdeligſte Udvortes. Han var puklet, eenojet, lam, havde fer Horn i Panden og forvorede Hænder og Fødder. Det var ſandelig en fær Skjonhedens Dommer.

Saaſnart Manden var kommen heelt frem, og Jor—

318

den igjen bavde lukket fig efter ham, kaſtede ban fig for Majmunes Fedder og fpurgte bende, hvad bun for langte af fin lodigſte Tjener.

— Stat op, Kaſbkaſb! — fvarede Feen: — Jeg bar alene bidkaldt Dig for at gjøre Dig til Dom- mer imellem mig og denne fordømte Djævel der! Betragt engang bine to Perſoner, ſom bvile paa Lejet biſt, og fiig oprigtig og uden Perſonsanſeelſe, Hvem af dem Dun, finder ſmukkeſt! —

Kaſbkaſb betragtede Prindſen og Prindſesſen med Tegn paa den bojeſte Overraſkelſe og Beundring. Men ban ſyntes ikke at kunne komme til nogen afgjort Mes ning; thi efterat ban i lang Tid bapde betragtet det ſlumrende Skjonbedspar, benvendte han fig til Maj— mune og ſagde:

— Min Herſkerinde, jeg maa tilſtaa, at jeg vilde bedrage baade Eder og mig ſelv, hvis jeg gav den ene af disſe Perſoner Fortrinet for den anden. De ligne hinanden fuldkommen i Skjonbed, Fiinbed og Ande, og der lader ſig ikke opdage endog blot den ringeſte Feil, hvorpaa der lod fig begrunde en Tilſideſættelſe. Jeg vover derfor, i den Henſigt at bringe Sagen til Afgjo— relſe, at fremkomme med et Forſlag: — Lad den Ene væffe efter den Anden! Den af Begge ſkal da erklares for den mindſt ſmukke, ſom lægger den ſtorſte Beundring for den Anden for Dagen. —

Baade Feen og Aanden fandt dette Raad ganſke fortræffeligt. Majmune forvandlede fig ſtrax til en Loppe, ſprang op paa Prindſens Hals og ſtak bam der fan folelig, at ban ſtrax vaagnede og foer med Haan⸗ den til Stedet. Men ban fif ikke fat i Noget; thi Majm une var ſtrax igjen ſprungen tilbage, og afven⸗

319

fede, uſynlig tilligemed begge de tilftedeværende Mander, med fpændt Opmærffombed, hvorledes Kamaralſaman endvidere vilde tee fig.

Idet Prindſen drog fin Haand tilbage, kom ban til at berøre Prindſesſen af Chinas Haand; ban flog Øjnene ivejret og fandt med den ſtorſte Forbauſelſe den dejligſte Jomfru liggende ved Siden af ſig. Haſtig foer han ivejret og gav fig, ſtottet paa Albuen, til at be— tragte bende opmeerkſomt. J Løbet af nogle Ojeblikke havde Prindſesſens ungdommelige Dejligbed gjennemglo— det bam med en bidtil ukjendt Flamme af en forterende Kraft. Kjarligbeden var paa eengang vaagnet i hans Hjerte, og ban kunde ikke tilbagebolde de lidenſkabeligſte Udtryf for fin Beundring: — Fuldkommenbedens Bil— led, Paradiſets Prydelſe, mit Hjerte, min Sjæl, min Livsgande! — Og med det Samme kysſede han Prind— ſesſen med en ſaadan Lidenſkab paa Pande, Kind og Mund, at bun visſelig maatte være vaagnet derved, der— ſom Manden Dahneſh ikke havde ſorget for, at hun ſov meget faſtere end ſedvanlig.

— Hvorledes, benrivende Mo, — vedblev Prind— ſen: — ſkulle alle Kamaralſamans Kjertegn da ganſke være ſpildte paa Eder? — O, ſlaa dog blot Eders ſktjonne Oje ivejret! Den, ſom beder Eder derom, er Eder ikke uværdig! —

Og ban var lige i Begreb med formelig at væffe hende, da han pludſelig faldt paa en ganſke befynderlig Tanke. — Skulde denne unge Kvinde maaſkee være den mig af min Fader beſtemte Gemalinde? J dette Tilfælde bar ban bojligen gjort Uret, idet ban ikke lod mig fee hende tidligere; jeg ſkulde da ſikkerlig ikke have for— nærmet ham ved min Ulydighed og uartige Opforſel,

320

og ban fulde være bleven ſkaanet for flig en bitter Kren⸗ kelſe. —

Prindſen fortrød oprigtig fin Forſeelſe, og var netop atter i Begreb med at vakke fin ſkjonne Lejekam⸗ merat, da der faldt ham en ny Tanke ind: — Min Fader vil viſt overraſke mig. Uden al Tvivl bar ban foranſtaltet dette ſaaledes, for at erfare, om jeg ogſaa virkelig bar faa ſtor en Afſky for Aegteſkabet, ſom jeg yttrede for bam. Maaſkee bar han felv bragt denne ſtjonne Jomfru bid, og bolder fig nu ſfjult i een eller anden Krog for at træde frem og gjøre mig tilſkamme. Denne anden Fejl vilde være endnu langt verre end den forſte. — Nej, jeg vil lade bende ſove i Fred og for— holde mig aldeles rolig, Jeg vil blot tage denne Ring af bendes Finger til en Erindring om dette ſalige Ojeblik. —

Og Prindſen drog en ſmuk Ring af den ſlumrende Prindſesſes Haand og ſtak bende til Gjengjald fin Ring paa Fingeren. Neppe var dette gjort, forend han atter ved Aandernes Tryllemagt ſank tilbage i den dybeſte Slummer.

Nu forvandlede Dabneſb fig til en Loppe og ſtak Prindſesſen folelig paa bendes Hage. Prindſesſen foer ivejret, rejſte fig paa Lejet og fade fig om; til fin ſtorſte Forundring og Forferdelſe ſage bun fig liggende ved Siden af en ſmuk ung Mand.

Dog ſnart gik bendes Forferdelſe over til varm Beundring, og denne igjen til en levende Henrpkkelſe, da bun ret fif Øjnene op for Kamaralſamans Sfjøn- bed. — Skulde dette maaſkee være den mig af min Fa⸗ der beſtemte Gemal? — udraabte bun: — O, bvor ulyk⸗ kelig har jeg da ikke været ved ikke at have vidſt Noget

321

derom! Min Fader kunde da habe ſparet fig fin Vrede, og jeg vilde allerede for længe ſiden have været i en Mands Eje, ſom jeg maa elſke, faalænge jeg lever! ل‎ Vaagn op, vaagn op! Det er upasſende for en Brudgom at ſove ſaa meget i Brudenatten! — Og bun ryſtede Prindſen faa ſterkt ved Armen, at ban ſikkert vilde være vaagnet, derſom ikke en Trylleſopn havde fængslet hans

Sandſer. Da Prindſesſen merkede, at hendes Beftræbelfe var forgjaves, udbrød hun forundret: — Hvorledes henger

dog dette ſammen? Skulde maaſkee en ſkinſpg Medbej— lerinde ved Trolddom have nedfænfet ham i en uovervin— delig Soveſyge, netop nu, da han ſkulde være For og Flamme? — Og bun greb bans Haand og kysſede den med øm Lidenſkab. Ved denne Lejligbed opdagede hun en Ring paa bans Finger, der havde en faa ſkuffende Liigbed med bendes egen, at bun ikke kunde tvivle om, at det jo var den ſamme; og paa fin egen Haand opdagede hun en bende aldeles fremmed Ring, iſtedetfor den, hun havde miſtet. Af alt dette begreb bun ikke eet Ord. Dog jo, fan meget blev bende dog tydeligt, at den ſkjonne Angling og bun maatte ſtaa i en vis hemmelig Forbin— delſe med binanden! Maaſkee ſkulde de verlede Ringe endog være et Tegn pan, at de tilhorte hinanden ſom Mand og Kone.

Beroliget ved denne Slutning, ſom ikke manglede Sandſynligbed for fig, opgav hun alle videre Forſog paa at faa Kamaralſaman vaagen, kysſede ham paa Panden, og lagde ſig atter tilro, idet bun ſagde til ſig ſelb: — Vi modes nok igjen, Du ſkjonne Angling; det troer jeg viſt! Slumre derfor uforſtyrret, indtil Morgen⸗ ſolen vekker Dig til at begynde et nyt Liv i mine Arme! —

VI. 21

322

Efter nogle Ojeblikkes Forløb laa ogfaa Prindſes— ſen igjen i den dybeſte Søvn.

Saaſnart Majmune atter kunde komme tilorde uden at robe fin Mærværelfe for Prindſesſen af Cbina, ſagde bun: — Elendige Dabneſb, er Du nu overbe— viiſt om, at din Prindſesſe er langt mindre ſmuk end min Prinds? En anden Gang kan Du tro mig paa mit Ord, naar jeg paaſtager Noget. —

Derpaa vendte bun fig om til Kaſbkaſb og pt— trede: — Tak for den gode Tjeneſte, fordømte Mand! — Hjælp nu Dabneſb at bringe Prindſesſen tilbage til Cbina! —

Medens Kaſhkaſb og Dabneſb udførte denne Befaling, ſteg Majmune atter tilvejrs igjennem de bojere Luftffærer.

Da Prinds Kamaralſaman ved fin Oppaagnen den folgende Morgen ikke længer fane den dejlige Ungme ved fin Side, ſagde ban til fig ſelb: — Tankte jeg det ikke nok, at min Fader bavde lagt an paa en Overra— ſtelſe? Hvor jeg er inderlig glad over ikke at have ladet mig fange! —

Derpaa vakkede ban den endnu ſovende Slave, og fod fig baſtig flæde paa, uden at pmte det Mindſte om fit natlige Eventyr. Efterat han bavde foretaget fine Aftveetninger og forrettet fin Bøn, tog ban en Bog for at give fig til at læfe deri, dog i Virkeligbeden kun for uforfturret at kunne overgive fig til fine Drommerier og faa TID til at ſamle fig til een efter Omſtendigbederne lempet beſtemt Adferd. Endelig kaldte ban Slaven atter ben til fig, og tiltalte ham paa folgende Maade:

323

— Kom engang bid, og [vv ikke for mig! — Hvor er den unge Dame bleven af, der fov hos mig inat, og Hvem bar bragt bende bid? —

Fuld af Forbauſelſe ſpurgte Slaven om, bvad det var for en Dame, ſom Prindſen talte om. Men denne gjentog kun med Heftigbed ſit tidligere Sporgsmaal, da han troede, at Slaven blot vilde anſtille fig uvidende om Sagen.

— Jeg tilſperger Eder, naadige Herre, — ſparede da Slaven: — at jeg ikke veed af nogen Dame at ſige. Ikke heller veed jeg, bvorledes bun ſkulde være kommen berind, da jeg [aa og ſov foran Doren. —

— Du lyver, Usling, — raabte Prindſen forbit— tret: — og har ſammenſporet Dig med de Andre for at berede mig en endnu ſtorre Krenkelſe! Tag Dig iagt; gjør mig ikke raſende! —

— Naadige Herre, — ſtammede Slaven engſtelig: — jeg veed virkelig ikte — — —

I det Samme fif ban en Orefigen af Prindſen, faa at ban rullede henad Gulvet. Og Prindſen lod det ikke blive derved. Da ban nu eengang var bleven vred, gav ban fig til at træde Slaven under Fødder, flyngede bam derpaa Brondrebet under Armene, bisſede ham ned i Brønden, og dukkede ham gjentagne Gange under Van— det, idet ban ſkreg: — Jeg drukner Dig, Usling, derſom Du ikke ſtrax paa Stedet ſiger mig, hvad det var for en Dame, og Hvem der bar bragt hende ind til mig! —

Da faldt den ulykkelige og indtil det Yderfte æng= ſtede Slave, i den Formening, at Prindſen maatte have miſtet Forſtanden, endelig paa den Tanke at redde fit Liv med en Løgn, og ban gav fig unfelig til at bede for fig, idet ban erflærede fig villig til at robe Hemmeligbe—

21

324

den. Da traf Prindſen bam op igjen og ſkyndte paa en Forklaring. Men den arme Slave foreſtillede ham, ffjælvende baade af Kulde og Frugt, at ban dog umulig kunde vente Noget af bam i bang nærværende Tilſtand, og bad blot om faa megen Tid, at ban kunde tage nogle torre Klæder paa. Prindſen befæmpede fin Utaalmodigbed og føjede fig deri, idet ban blot bod bam flynde ſig. Sla— ven benyttede uden Toven den givne Tilladelſe til at fjerne fig, lukkede Prindſen inde, og lob, ſom han gik og ſtod, over i Paladſet.

Kongen bavde juſt fin Storvizier bos fig, da Sla⸗ ven kom ſtyrtende for at give fin Melding. — Det gjør mig grumme ondt, — ſagde ban: — at jeg kun bar flette Nybeder at bringe Eders Hojbed. Han ſnakker om en ung Dame, ſom ſkal bave tilbragt den forgangne Nat bos ham, og ban bar misbandlet mig paa den gruſomſte Maade, ſom J nok ſelv ſeer; det er umuligt at tro Andet, end at han maa være ganſke forſtyrret i Hovedet. —

Derpaa fortalte Slaven udførlig, bvad der var foregaget imellem bam og Prindſen. Kongen, ſom bavde Sorg nok af fin Son iforvejen, og ikke var forberedt paa denne nye Hjobspoſt, benvendte fig raadvild til Vi— zieren og bod ham ojeblikkelig gaa felv over til Prind— ſen og underſoge, bvorledes det egentlig bang ſammen.

Storvizieren fandt Prindſen rolig ſiddende med en Bog i Haanden. Da ban intet Spor af Vanvid bemer⸗ fede bos ham, tog ban uforfærdet Plads ved Siden af ham, og gav fig til at tale:

— Jeg er en from Mand, min Prinds; men jeg kunde enſke Eders Slave vel hængt, for den Skrak, ſom ban nylig ved et ſlemt Budſkab foraarſagede Eders op— hojede Fader. —

1 325

— Da gad jeg nok kjendt det Budſkab. — yttrede Prindſen: — Jeg bilder mig ind, at det er mig, ſom har grundet Aarſag til at fore Klage over min Slave. —

— Allab forbyde, at det nogenſinde ſkulde blive fandt, bvad Slaven berettede om Eder! — vedblev Stor— vizieren: — Den Tilſtand, bvori jeg forefinder Eder, viſer det fuldkommen ubegrundede i den overbragte Efterretning. —

— Jeg kan tenke, at han bar vrøvlet, ſom han plejer at gjøre. — fvarede Prindſen: — Men efterſom J nu engang er ber, vil jeg benytte den gode Lejlighed til at ſporge Eder ſom en vel underrettet Perſon, hvad det er for en ung Dame, ſom inat har ſovet ved min Side. —

Storbizieren begyndte at rokke i Sædet og blive beed om Orerne. — Prinds, — ſparede han: — un— dre Eder ikke over, at jeg hojligen forbauſes over Eders Sporgsmaal. Hvor utankeligt, at noget Menneſke, ikke at tale om noget Fruentimmer, ſkulde være trængt her— ind til Eder? Merdorene ere jo aflaaſede, og udenfor Eders Dor ligger jo Eders Slave. Min Prinds, det maa J visſelig have drømt. —

— Snik, Snak, ingen Udflugter! — raabte Prind— ſen bidſig: — Jeg vil vide, bvad der er blevet af den unge Dame. Tvivler J om, at jeg paa dette Sted ſkulde favne Midler til at lære Eder Lydighed, gamle Graa— ffjæg? —

Ved disſe i en meget beſtemt Tone udtalte Attrin— ger blev Vizieren baade angſt og bange. Dog miſtede han ikke fin Fatning, men var betenkt paa, hvorledes han blot ſkulde ſlippe ud af Kniben. Han tog derfor atter i den blideſte Tone Ordet og ſpurgte Prindſen i de meſt

326

ftaanfomme Udtryf, om ban ogfaa var vig paa, at han birfelig bavde feet den unge Dame, ban talte om.

— Ja det ſkulde jeg tro; — ſparede Prindſen: — og jeg gjættede naturligvüs, at bun var ſendt mig paa Halſen for at friſte mig. Hun har ſpillet fin Rolle overmaade godt, kan jeg forſikkre Eder, og fortjener Eders Erkjendtligbed. —

Forgjaves tilſpor Vizieren ham, at bverken ban eller Sultanen bade bavt det RNingeſte med nøgen ung Dame at gjøre, og gjentog, at ban beſtemt maatte have dromt.

Men da blev Prindſen for Alvor vred, — J er altſaa ogſaa kommen alene for at bolde mig for Mar! — ſkreg ban, greb Vizieren ved bang lange Skjag og gav fig til at dunke bam, faalænge ban kunde røre en Arm.

Taalmodig nok udboldt den ſtaͤkkels Vizier Prind⸗ ſens Vredespttringer og tenkte ved fig felv: — Nu ſid— der jeg omtrent ligeſaa net i det ſom for Slaven. Maatte jeg blot være ligeſaa beldig ſom han i at undflippe, medens endnu Alt er taalelig godt! —

Da Prindſen endelig var træt af at prygle ham, udraabte ban i bonlig Tone: — Lad mig blot trakke Vejret, min Prinds! Jeg bar Noget at ſige Eder. —

— Jeg tilſtaaer, — ſagde Vizieren, efter at være kommen lidt igjen tilrette med fig ſelv: — at vi virkelig bave bavt Haand med i Spillet; men J fjender nok en Viziers Stilling i Forbold til bang fuveræne Fyrſte. Saafremt J vil tillade mig det, ſkal jeg ſtrax begive mig tilbage til Sultanen, Eders ophejede Fader, og lade ham vide, at vort Spil med Eder er opdaget. —

— Vel, det ſkee, ſom J forlanger! — ſparede Prindſen: — Meld min Fader, at jeg vil ægte den unge

327

Dame, der fov ber i Varelſet bos mig inat. Det er jo netop, bvad han enſker, at jeg ſkal formele mig. Nu raſk paa Benene, Gamle, og afſted! —

Storvizieren lod ſig dette ikke ſige mere end eengang. Efter en erbodig Reverents forlod han Varelſet, og an— fane fig ikke for ſikker, førend han vel var ude af Taar— net og bapde lukket forfvarlig efter fig. Dybt bekymret begav ban fig lige over til Kong Sbahſeman og be— rettede, at Slaven kun havde talt alt for ſandt. Prindſen var i Virkeligbeden bindegal. Derpaa fortalte han Alt, hvad der var foregaget imellem dem, og bvorledes han endelig var ſluppen ud af det gale Menneſkes Kloer.

Sultanen tog fig denne Beretning inderlig nær tilbjerte. Han kunde desværre ikke længer tvivle; men han vilde dog have den ſorgelige Tilfredsſtillelſe at overs beviſe fig felv. Han begav fig derfor ſtrax ifølge med Storvizieren over i Taarnet.

Sultanen blev med dyb Webodighed modtagen af Prindſen. Saaſnart han havde taget Plads og indbudt fin Son til at ſette fig bos ham, gjorde han ham alle— haande Spørgsmaal, og modtog ganſke forſtandige Svar. Han ſkottede derfor af og til over til Storvizieren, ſom om ban vilde ſige: — Det er nok Dig ſelv, min Ven, ſom har en Skrue los. — Endelig forte han ogſaa Talen over paa den unge Dame og ſagde: — Min Son, jeg beder Dig indftændig om at ſige mig, hvorledes det egent— lig benger ſammen med den unge Dame, ſom ſkal have tilbragt Natten hos Dig. —

— Herre, — ſparede Prindſen mut: — jeg be— der Eder, ikke gjøre mig Hovedet mere kruſet, end det al— lerede er. Giv mig den unge Dame til Gemalinde og lad Sagen dermed være endt. Det er jo netop Eders

328

Onſke et ſec mig formælet, nuvel, jeg flader iffe længer Eders faderlige Henſigter imod! —

Dyer Bette Spar blev Sultanen boflig ſorbauſet. Han følte fig allctedt ſikker med Henſon til ſin Sons Velbefindende; men dette Spar valte al bang tidligere Bee komting. 02

Min Sen, — frarede ban med Vevagelſe:

Du fætter mig 1 ſmertefuld Forbauſelſe! Bed den Krone, ſom engang ei Tiden flal gaa over fra min Jaſe til din, Ulfværger jeg Dig, at jeg ikke veed det Mindſte af denne unge Dame at ſige. Har bun virkelig været bet ſtedt, bar jeg ١ det Mind ſte ingen Deel bapt deri; men bpotledes ſlulde Nogenſ uden mit Vidende kunne være trængt ind 1 Taarnct ul Tig? Te Ind rommelſer, ſom Slawen og min Storpizier babe gjort Dig, ere blevne dem aftpungne bed Noden alene. Det kan ikke bave væs ret Andet end en Frem. Betenk Dig vel, min Son, din Fader beder Dig! —

Paa denne alvorlige Tiltale fra Sultanens Side erklarede Prindſen, at ban for beſtandig bilde gjøre fig uvardig til fin Faders Godbed, derſom ban blot et Oje— blik kunde triwle om Sandbeden af det, ban bapde fore ſikktet bam. Imidlertid bad ban bam dog laane et taal— modigt Øre til brad ban batte at fortælle; faa maatte ban ſelv afgjore, om det kunde være nogen Drøm, bvad der beffjæftacde bam faa levende, Derpaa fortalte ban bam omftændlig Alt, brad der var forefaldet, ſkildrede den Kjærligbed, ban ejeblikkelig bavde fattet til den ſkjonne Ubckjendte, og fremvifte den Ning, ban bavde faaet ibytte for ſin egen.

Kong Sbabſeman forblev en Tid ſtum af For— bauſelſe. Endelig fattede ban fig og ſparede:

329

— følge det, ſom jeg nylig bar hørt, og ved Synet af denne Ring, ſom Du bar viift mig, kan jeg ikke længer tvivle om, at Du jo virkelig har havt Beſog af et fremmed Vaſen. Allab give blot, at jeg kjendte det! Du ſkulde da paa Stedet faa dit Onſke opfoldt, og jeg vilde blive den lykkeligſte af alle Fædre. Men hvor ſkal jeg ſoge bende, og paa hvilken Maade kan hun uden mit Bidende være kommen ind til Dig? Hvorfor har hun dog ogſaa blot viſt fig for at opflamme dine Sand— fer og faa igjen forfvinde! Jeg begriber ikke et Ord af det Hele, min Son, og bjelper en god Aand os ikke til— rette, frygter jeg for, at vi begge miſte Forſtanden der— over. —

Derpaa tog ban Prindſens Haand og vedblev:

— Kom, min Son, vi ville tilſammen bære vor fælles Kummer! Du lider under en baablos Kjarligbed, og jeg er utroſtelig over ikke at kunne bjælpe Dig. Følg med mig over i mit Palads! Vi ville fremdeles ikke ad— ſkilles mere. — |

Prindſen fulgte ligeſom bedøvet fin fjærlige Fader. Sultanen lukkede fig flere Dage inde med fin Søn, for at græde og ſorge med ham, og vilde ikke vide Noget af Regjeringsforretninger at ſige.

Men tilſidſt foreſtillede Storvizieren ham, den eneſte Perſon, ſom havde Adgang til dem, at det umulig len— ger gik an paa denne Maade. Hoffet var misfornøjet, og Folket var begyndt at knurre over, at der ikke, ſom ſedvanlig, dagligen blev holdt Ret af ſelve Landsherren. Derſom Sagen ikke fif en anden Vending, kunde han ikke indeſtaa for Noget.

— Derſom Eders Hojhed — ſluttede Vizieren: — vil tillade mig at fremkomme med et Forſlag, vil jeg

330

taade Eder, med Eders Sen at tage det lille ſmukke Slot | Beſiddelſe, ſom ligger paa Klippesen tet udenfor Have nen. Der vilde Prindſen finde tilſtrakkelig Adſpredelſe i fin Sorg, medens Eders Højbed, i det Mindſte tvende Gange om Ugen, tog over til Staden og meddeelte offentlig Audients. Luften paa dette Sted er paradiſiſk, og Ude ſigterne Derfra finde ikke deres Lige i Verden. —

Dette Raad ſontes Sultanen godt om, og ivark— fatte det ſnareſte, muligt, den dertil knottede Plan. Baade Hof og Folk følte fig derved tilfredaſtillede, og Prindſen fandt fig uden Klage i det bam derved paalagte Savn.

Imidlertid var Prindſesſen af Cbina af de to Aan— der Dabneſb og Kaſbkaſb bleven bragt tilbage til det Palads, bror bendes Fader boldt bende indeſperret, og atter lagt i ſin Seng. Der var kun tre Timer af Natten tilbage. Da Prindſesſen ved Dagens Frembrud vaagnede, rejfte bun fig op og faae fig om, baade tilbøjre og tilvenſtre; og da bun ikke fandt, bvad bun føgte, Prinds Kamaralſaman nemlig, kaldte bun faa beftig paa fine Fruentimmer, at disſe mere end balv forfærdede ſtyr— tede ſammen og ſtillede ſig op for bendes Leje. Ved Hovedgjardet ſtod bendes Amme; denne tog Ordet for dem alle, og ſpurgte, bvad Prindſesſen befalede, eller om der var tilſtodt bende Nogct.

— O Du ildevarslende Kjerling, — ſparede Prind— ſesſen i det varſte Lune: — ſüg mig paa Ojeblikket, bvor den dejlige og dyrebare Angling er bleven af, ſom bar tilbragt Natten ber bos mig! —

— Prindſesſe, — ſparede Matronen: — J taler i Gaader; forklar Eder tydeligere! —

— Nu, — pttrede Prindſesſen utaalmodig: — der—

331

ſom Du vil vide det, faa har den ſmukkeſte og elſkveer— digſte unge Mand, ſom Man blot kan foreſtille ſig, til— bragt Natten hos mig. Jeg har længe kjertegnet ham og forſogt alt Muligt for at vakke ham; men forgjaves, ban fov altfor faſt. Hvor er denne Angling bleven af? —

— J er meget ſpogefuld denne ſkjonne Morgen— ſtund, naadige Prindſesſe. — ſvarede Ammen: — Beha— ger det Eder nu at ſtaa op? —

— Jeg taler ganſke alvorlig, — gjentog Prind— ſesſen: — og vil vide, hvad der er blevet af Anglingen. —

Da nu Ammen forſikkrede hende, at der hverken med hendes eller de andre Fruentimmers Vidende havde været noget fremmed Menneſke tilſtede, og allermindſt en Mandsperſon, blev Prindſesſen raſende vred, tog Ammen i Nakken og gav hende nogle dygtige Orefigener, idet hun raabte:

— Vil Du give mig ordentlig Beſked, Du gamle Hex, eller jeg tager Livet af Dig! —

Kun med Nod og neppe undſlap den gamle Kone fin Herſkerindes ſkjonne, men grumme Hænder, og ilede, badet i Taarer og med opfvulmet Anſigt, lige over til Prindſesſens Moder, Dronningen af China. Saaſnart denne fif hende for Oje, ſpurgte hun forſkrakket, hvad der var paafcerde, og Hvo der havde behandlet hende ſaaledes. Ammen fortalte bende da Alt, hvad der var foregaget mellem hende og Prindſesſen. Over disſe Nyheder blev Dronningen ligeſaa bekymret ſom forſkrakket, da bun umulig kunde tro Andet, end at hendes Datter ganſke var gaaet fra Forſtanden. J en Haft beredte hun fig til at folge tilbage med Ammen, for med egne Sandſer at forvisſe fig om den egentlige Sammenheng.

Nu forefaldt der imellem Dronningen af China og ben—

332

des Datter omtrent en lignende Scene ſom den, vi 1106 bave ſtudret mellem Kong Sbabſeman og bang Son. Til ſidſt maatte Dronningen ganſke fortvivlet forlade bende, for at give Kongen af منانا؟)‎ Underretning om Sagen. Men denne bragte det ikke ſonderlig videre med den op— bidſede unge Dame. Hun blev baardnakket ved fin Paa— ſtand, at en ſmuk Angling bapde tilbragt Natten bos bende, og overrakte endelig, til Bevii& paa, at bun bver—

ken havde drømt eller var gal, fin Fader den Ring, ſom

Prindſen bapde fat paa bendes Finger.

Nu ſtod Kongens Forſtand aldeles ſtille, iligemaade bang Gemalinde Dronningens. Thi Ringen var unægtes lig en Mandfolkering, ſom Ingen af dem nogenſinde for havde feet for Ojne. Imidlertid, Noget maatte der gjør res, forat denne fortrædelige Hiſtorie kunde faa et An— ſtrog af ſund Fornuft, i det Mindſte for bans og bans Gemalindes Vedkommende; og der var derfor intet Andet ved at gjore, end at erflære den arme Prindſesſe for als deles bindegal og lægge bende i Lenker, forat bun ikke i fit Raſeri ſkulde gjøre en Ulvffe paa Nogen. Kun den gamle Amme blev given bende til Opvartning, og en ſterk Vagt blev poſteret udenfor Døren.

Saaſnart Kongen ſaaledes for det Forſte havde bragt Tingen i ſommelig Orden, ſammenkaldte ban i ſin ſtore Bedrovelſe og Raadvildbed fit bøje Divan, og lovede den, ſom formagede at belbrede eller bringe Prindſesſen til Fornuft, ikke alene fin Datters Haand, men ogſaa Andeel 1 Regjeringen og efter fin Dod Kronen og det bele Rige. Det var et meget friſtende Tilbud; og der fandtes da ogſaa en gammel Emir, ſom i Tillid til fin Tryllekunſt nok troede at turde gaa ind paa Sagen og

333

fremſtille fig for Kongen ſom Pratendent til hans Datter og hans Krone.

— Vel, — ſparede Kongen: — men jeg maa dog forud lade Eder vide, at det koſter Eders Hoved, derſom J Intet udretter. Thi det er ikke mere end billigt, at J fætter Noget paa Spil imod en faa umaadelig Luffe. Dette gjælder iøvrigt Enhver, ſom vover ſig til at folge i Eders Fodſpor, min gode Emir. —

Emiren ſmagte lidt paa dette bittre Vilkaar, men vilde ikke træde tilbage. Kongen forte ham da felv ind til Prindſesſen. Saaſnart denne fik Oje paa dem, ind— hyllede bun fig i fit Slor og bebrejdede fin Fader, at han ſaaledes beſkemmede hende ved at fore en fremmed Mand ind til hende.

— Der er ingen Skam ved det; — ſparede Kon— gen: — det er een af mine Emirer, ſom forlanger Dig til Gemalinde.

— Herre, — ſagde Prindſesſen: — ban ligner ſlet ikke ham, af hvem jeg hav modtaget denne Ring; J ville derfor undſkylde, at jeg frabeder mig flig Naergaaenbhed. —

Da nu Emiren horte hende tale ſaa forſtandig, iſte— detfor, ſom han havde ventet, at fremkomme med noget forvirret Toj, indſage han ſtrax, at der alene var Tale om en fortvivlet Kjærlighed bos den unge Dame, og følte allerede fit Hoved ftærft vakle paa fine Skuldre.

— Herre, — fagde han derfor, idet han kaſtede fig for Kongens Fødder: — her er al min Kunſt til in— gen Nytte; mit Liv hviler i Eders Hænder. —

Aergerlig over ſaaledes at være bleven holdt for Nar, lagde Kongen heller ikke Fingrene imellem, men lod ſtrar Hovedet hugge af Emiren.

234

Nogle Dage efter fod ban i fin Hobedſtad, derpaa ogfaa i de fornemſte Steder i bele fit Rige, endelig og— faa ved alle Nabobofferne bekjendtgjore, at derfom No— gen, enten Lege, Aſtrolog eller Troldmand, troede ſig iſtand til igjen at ſatte Hovedet tilrette paa Prindſesſen, ſkulde ban indfinde fig i det keſſerlige Palads i Cbinas Hovedſtad for at forſoge fin Luffe og bejle til den udſatte Priis, dog under den Betingelſe, at han ſkulde miſte fit Hoved, derſom Sagen lob ſkjapt af for bam.

Nu indfandt fig flere baade inden- og udenlandſke Leger og Troldmand for at prove deres Kræfter mod det Onde, bvoraf Prindſesſen leed. Men denne lo dem kun ud, og, den Ene efter den Anden, maatte de flukorede træffe af igjen og rakke deres Hoveder frem. Alle disſe ubeldige Adepters Hoveder, tilſidſt bundrede og balvptred— ſindstyve i Tallet, bleve fatte op over Stadens Porte, til Advarſel for andre letſindige Perſoner, bvem det maaſkee kunde falde ind at folge disſe Dumdriſtiges Exempel.

Nu batde Prindſesſens Amme en Son ved Savn Marſavan, ſom havde deelt Melken med bendes op— bøjede Foſterbarn. Børnene havde lært at holde af bin— anden ſom Broder og Soſter, og vedbleve at bevare ømme Folelſer for binanden, efterat deres fremrykkede Alder havde gjort en Skilsmisſe nødvendig. Marſavan hade fra en tidlig Alder med Iver lagt fig efter Aſtrologi, Geomanti ”) og andre bemmelige Videnſkaber, og deri op— naaet en betydelig Ferdigbed. Men ban kunde umulig blive ſtagende ved det, ſom bang Lærere havde kunnet bi— bringe bam i disſe dybſindige Fag, og var derfor, ſaa—

Den Kunſt at ſpaa af Punkter, ſom Tilfaldet har dannet baa Jorden.

335

ſnart han følte fig ſterk nok til at iværffætte fligt Fore— havende, gaaet paa Rejſer for at udvide fine Kundſkaber. Han vandrede altfaa vidt omfring i fremmede Lande, fra den ene berømte Viismand til den anden, og vendte førft efter flere Mars Fraverelſe tilbage til fit Fodeland China. Med Forbauſelſe ſage han de mange Dodningehoveder op— ſtillede over Porten; og neppe hade han atter betraadt fit Fedrebjem, førend ban, næfteftev Sporgsmaalet om, hvorledes det gik hans Melkeſoſter Prindſesſen, forhorte fig angagende, bvad alle disſe Hoveder havde af betyde.

Begge Sporgsmaal lode fig befbare under Eet. Til fin ſtore Sorg erfarede han da i Hovedſagen, hvad der var foregaget med Prindſesſen, medens han havde vee— ret fraværende; det Nermere kunde alene bans Moder fortælle ham, naar hun kom tilbage fra Paladſet.

Saaſnart Ammen havde erfaret fin fjære Sons Tilbagekomſt, ilede bun med at nyde Gjenſynets Glæde, og benyttede et ledigt Ojeblik til at ile bjem for at omfavne bam. Efterat de gjenſidig bavde tilfredsſtillet deres Hjer— ters ømme Trang, faldt Talen paa Prindſesſen, og nu fif Marſavan alle de kun lidet glædelige Omſtendigheder at vide.

— Skulde jeg ikke kunne faa Prindſesſen at fee, bemmelig og uden hendes Faders Vidende? — ſpurgte Marſavan.

— Det ſkulde holde haardt. — ſparede bang Mo— der: — Umuligt er det dog ikke. Maaſkee kan jeg bilde Vagten ind, at Du er Prindſesſens Melkeſoſter, og at bun længes efter at fee Dig. Ja, ſaaledes kan det gaa; imorgen ved denne Tid ſkal jeg give Dig nærmere Be— ſted desangagende. —

Naſte Aften indfandt Ammen fig atter og beret—

336

tede, at Alt var i den onſkeligſte Orden. Hun flædte fin Søn paa ſom Fruentimmer, faa vel, at Ingen ſkulde have anet Manden i bam, og forte ham med fig op paa Slottet. Vagten fattede beller ikke den ringeſte Mistanke, men lod dem ubindret pasſere.

Prindſesſen blev paa det Gladeligſte fene ved dette ligeſaa uventede ſom fjære Beſog. — Kom nærmere, min Broder, og læg Sløret bort! — ſagde bun for» nojet: — Det er jo ikke forbudt en Broder at fee fin Søs ſter uden Slor.) —

— Ak, fvarede Marſavan, efterat ogſag han havde udtrokt fin inderlige Glæde ved Gjenſynet: — viſt— nok havde jeg ventet at ſporge bedre Nyt om Eder ved min Tilbagekomſt! Imidlertid er jeg dog glad ved at bære kommen bjem. Jeg ſkal bringe bele min Kunſt i Anvendelſe for at belbrede Eder; og fulde denne Kuur endog være den eneſte Frugt af alle mine Studier og mojſommelige Rejſer, vil jeg dog føle mig overvettes lokkelig ved at bave erhvervet mig min nuværende Dyg— tighed. —

Med disſe Ord gav ban fig til at udpakke endeel Bøger og aſtrologiſke Inſtrumenter, ſom ban bavde troet at kunne faa Brug for ved fit Beſog bos Prindſesſen. Men da Prindſesſen bemerkede alle disſe Anſtalter, uds raabte bun: — Min Broder, hører J ogſaa til dem, ſom anſee mig for vanvittig? J ſpaver i Vildfarelſe; hør, hvad jeg bar at fortælle Eder! —

Derpaa fortalte Prindſesſen ham ganſke udførlig bele fin Hiſtorie, indtil hun og den fremmede Prinds havde

Born, ſom have havt Amme tilſammen, gjalde hos Muſel⸗ mændene for Beſlagtede.

337

verlet Ringe med binanden; og bun vifte ham den Ring, hun bar paa Fingeren. — Übegribelig er viſtnok denne Sag; — ſaaledes ſluttede bun: — men Man begager i ethvert Tilfælde ſtor Uret ved at anſee mig for afſindig. —

Fuld af Forbauſelſe og Forundring over det, han havde hort, blev Marſavanm i længere Tid ſiddende taus med Blikket feſtet paa Jorden. Endelig tog han ſaa— lunde tilorde:

— Derſom det virkelig forbolder fig ſaaledes, ſom J nylig har fortalt mig, mistvivler jeg endnu ikke om Muligheden af at tilfredsſtille Eder. Jeg bar kun een Ting at bede Eder ret indſtendig om, at J vil væbne Eder med Taalmodigbed endnu i nogen Tid, indtil jeg bar gjennemſtrejfet nogle Lande, ſom jeg endnu ikke har beſogt. Naar J erfarer min Tilbagekomſt, da kan J troſtig fatte det Haab, at beller ikke han længer er fjern, efter hvem I længes faa inderlig. —

Derpaa anbefalede Marfavan fig bos Prindſes— ſen og afrejfte allerede igjen den folgende Morgen.

Marſavan drog fra Sted til Sted, fra det ene Land til det andet, fra den ene O til den anden, og over— alt horte ban fortælle om Badur, Prindſesſen af China. Dette vedvarede, indtil ban efter fire Maaneders uafbrudt Vandring havde naaet en meget anſeelig og ſterk befolket Handelsſtad ved Havet. Her var der ikke længer Tale om Prindſesſe Badur, men om en vis Prinds Kam a— | ralfaman, ſom bapde havt en ikke mindre merkverdig | Sfjæbne. Ojeblikkelig var det Marſavan pagfaldende, | af bang Hiſtorie havde en ganſke overordentlig Lighed med Prindſesſen af Cbinas, og glad ibu forbørte han fig om, i bvil— ken Deel af Verden denne Prinds levede. For at naa VI. 22

338

derben, maatte ban fare over Havet, og ban befteg derfor et Skib, ſom juſt ſkulde afgaa til Hovedftaden i Shah— ſemans Nige.

Lokkelig naaede Skibet Indlobet til Havnen; men juſt ber ſkulde ved Lodſens Ubebjælpfombed den Ulbkke ſkee, at det lob imod en ſkiult Klippe og gik tilgrunde lige udenfor det af Prinds Kamaralſaman beboede Slot, i bvilket netop ogſaa Kongen med fin Storvizier var tils ſtede. Med Anſtrengelſe af alle fine Kræfter var Mars ſavan ſom en god Svommer dog faa beldig at naa Strandbredden lige under Slottet; paa Sultanens Befa— ling blev ban vel modtagen og fif den a Hjælp i ſin trengende Tilſtand.

Saaſnart ban bavde flædt fig om og nudt nogle Forfriſkninger, lod Vizieren bam falde for fig. Efterat denne i nogen Tid bavde underboldt fig med ham, pt— trede ban endelig:

— Man marker paa Eders Tale, at J ikke er noget almindeligt Menneſke; gid I dog paa Eders lange Mejfer bavde erfaret en Hemmeligbed, bvorved J kunde belbrede en Sog, for bois Skold det herværende Hof alle— red lange bar fvævet i ſtor Sorg og Befumring! —

Marſavan ſparede, at, naar han lærte at fjende den Syges Onde, vilde det vel ikke være utenkeligt at finde et Middel derimod. Storvizieren meddeelte nu Marſavan bele Kamaralſamans Hiſtorie ligefra bans Fodſel indtil Oprindelſen af bang lidenſkabelige Kjærs ligbed til en fabelagtig ung Dame, ſom ved en Ring ſkulde bave trolovet fig med bam. Sjaæleglad gjorde Mar ſa— van berved den Erfaring, at Skibbrudet netop havde fort bam i den Perſons Nerbed, ſom ban ſogte, at Prinds Kamaralſaman juſt var Gjenſtanden for Prindſesſen

339

af Cbinas lidenſkabelige Kjærligbedslængfel. Herom talte han imidlertid ikke et Ord, men bad Vizieren om at faa Prindſen at fee, for bedre at kunne dømme om hans Til— ſtand. — Kom ſtrax med mig! — ſparede Vizieren: — Hs. Hojbed Kongen befinder fig netop hos ham; jeg kan altſaa foreſtille Eder for ham med det Samme. —

Da Marſavan traadte ind i Prindſens Varelſe, faae han denne liggende ligeſom døende paa fit Leje med tillukkede Øjne. — O Himmel! — udraabte han ved Sy— net af Prindſen ganſke uvilkaarlig: — bbilken forbau— ſende Ligbed!

Hojlig overraſkede vare Kongen og bans Vizier Vid— ner til dette Udraab; men Prindſen flog fit matte Oje ibejret og ſtirrede forundret paa den Fremmede.

Da tiltalte Marſa van bam i folgende Vers:

— Jeg ſeer Dig, fuld af Henrykkelſe og Forvirring, Du Skjonhedens udtrykte Billed. — Er Du bleven ſlagen af Kjarligheden eller truffen med Pile? Thi ſaaledes barer alene en Saaret fig ad. — Rak mig Vinbageret, at jeg maa drikke deraf, og ſyng mig et Vers til Sulejmas og Er— rabals Priis! — Jeg misunder de Klader, hvormed hun indhyller fit ſpde Legeme, og det Beger, hvoraf hun vader fine føde Laber. — Nej, min Ven, jeg er ikke bleven truf— fen af et tvecgget Sværd, men af Pilene fra bendes dejlige Øjne. — Da jeg modte hende, ſaae jeg hendes Fingre far— vede rode med Saften af Hennah-Urten. — Medens hun bragte mit Indre til at gløde, talte hun ſom En, der ſtra— ber at ſkjule fin Kjærlighed, men ikke formager det. — Og hun ſagde: — Hav Taalmodighed! Ikke med Billie har jeg farvet mine Fingerſpidſer rode; tro blot ej, at Falſkhed boer i mit Øjerte ). — Men jeg faae Dig idromme, og den

+) Han kunde nemlig antage, at hun havde farvet fine Hænder for i hans Fravarelſe at behage en Anden.

225

340

bittre Langſel fteg i mit Indre. Jeg grad blodige Smertens Taarer over vor Skilsmisſe, og aftørrede dem med mine Hander; ſaaledes, min Ven, bleve mine Fingerſpidſer rode. — Dadl mig ikke for mine Taarer; thi, ved ſelve Kjarlig⸗ eden være det ſporet, mit Hjerte er fuldt af ulidelig Pis ne! — Jeg græder over hende, hvig Mafun bærer Skjonhe⸗ dens Stempel, og ſom ikke finder fin Lige, hyerken i Arabien eller Perſien eller hele den vide Verden. — Hun beſidder Lokmans ر*‎ Visdom og Jusſufs dejlige Skabning, Daud⸗ben⸗Isſas Stemme og Mirjams Kydſthed **(. — Derfor lider jeg baade under Nakubs Sorg, og Jo— nas Angſt, under Hiobs Pine وه‎ Ad ams bittre Anger. —

Disſe Vers gjorde et faa velgjorende Indtryk paa Prinds Kamaralſaman, at ban med et fvagt Smiil vinkede ad den Fremmede, at ban ſkulde træde nærmere ben til bans Leje.

Med Henrypkkelſe bemærfede Kongen denne Foran— dring bos ſin Son til det Bedre; ban ſtod op, tog Mar— ſavan ved Haanden og fod bam tage Plads ved Siden af Sengen. Efterat ban derpaa bapde erfaret, bvad ban hed og bvorfra ban kom, ſagde ban med Rerelſe: — Give blot Allab, at J kjendte et Middel til min arme Sons Helbredelſe! Jeg vilde belønne Eder fyrſtelig og over al Maade. — Derpaa traadte han tilſide med Stor— vizieren, og gav Marſavan Lejlighed til frit at under— holde ſig med Prindſen.

Marſavan nærmede fig nu Prindſens Øre og ſagde ſagte til bam: — Prinds, Eders Sorg nermer ſig nu fin Ende. Jeg fjender den unge Kvinde, for hvem J lider Kjerligbeds Vee; det er Prindſesſe Badur, en ) En berømt arabiſt Fabeldigter.

5 Joſef — David — Maria.

341

Datter af Kong Gharur i China. Hun elſker ikke min= dre Eder, end Jelſker hende, og bun lider ganſke ſom I. — Derpaa fortalte han Prindſen Alt, hvad han vidſte— af Prindſesſens Hiſtorie ſiden hiin ſkjebneſvangre Nat, da bun under faa overordentlige Omſtendigheder havde lært Prindſen at fjende; og han glemte ikke af berette, hvorledes Kejſeren af Cbina (od alle dem behandle, ſom uden Nytte paatoge fig at helbrede Prindſesſen for hen— des formeentlige Vanvid. — J er den Eneſte, — ved— blev han: — ſom er iſtand til at belbrede hende og fom uden Frygt kan gaa ind paa Kongens Betingelſe. Men førend I før paatage Cder faa lang en Rejſe, maa J forſt fee til at blive vigtig rafk. Det Øvrige kan I rolig overlade til mig; jeg ſkal føre Eder til bende og befor— dre Eders Forening, og gjore, ſom Digteren ſiger: — — Om endogſaa den Tilbedte ſlet intet vilde vide af Elſkeren at ſige, ſkulde jeg dog forene dem faa faſt med hin— anden, ſom om jeg var Naglen i en Sax. — Marſavans Tiltale gjorde et dybt Indtrok paa: Prindſen, og det glædelige Haab, ſom han deraf oſte, vifte fig faa mægtigt, at han følte ſig ſteerk nok til ſtrax at forlade fit Leje. Kongen vidſte neppe at fatte fig af Henrykkelſe, da hans Son bad ham fjerne fig, forat han funde |] op og flæde fig paa. Med Varme omfavnede han Ma r— ſavan, uden at ſporge om, ved bvilket Middel han havde bevirket dette Under, og fjernede fig derpaa med Storvizieren for overalt at forfynde denne glædelige Be— givenhed. Han forordnede en lang Rakke af Gladesfe— ſter, lod uddele Forcringer til fine Hof- og Embedsmænd og Almisſer til de Fattige, og ſkjankede alle Fanger de— res Frihed. Kort at ſige, bele Hovedſtaden og ſnart hele Riget kom til at gjenlyde af Jubel.

342

Saa udtømt Prindſen end var af fin lange Faſte og Søvnløgbed, kom ban dog baftig til fine gamle Kref— ter; men faafnart han følte fig iſtand til at udbolde en lang Reſſes Beſperligbeder, ſagde han til Marſavan:

— Nu er Tiden kommen, da J ſkal bolde Eders Løfte, min fjære Marſavanz; jeg føler tydelig, at jeg, ved den Utaalmodigbed, ſom jeg føler efter at fee min dy— rebare Prindſesſe og gjore Ende paa bendes Lidelſer for min Skold, vil ſonke tilbage i ſamme ulykkelige Tilſtand, bvori J fandt mig, derſom vi ikke ftrar begive os paa Rejſen. Men jeg frygter for, at min kjare Fader af overs dreven Ombed vil nægte mig fin Tilladelſe til denne Reſſe; I maa derfor bitte pan et Middel til at unddrage os bang fjærlige Aarvaagenbed. —

Ved disſe Ord kunde Prindſen ikke bolde fine 200 rer tilbage. Men Marſavan ſparede, at derpaa hapde ban allerede tenkt og at Planen var lagt til en hemmelig Undvigelſe. — J maa ufortovet — ſagde ban: — bede Eders Fader om Tilladelſe til at foretage Eder en Jagt— tuur paa to, tre Dage; naar Kongen dertil bar givet ſin Tilladelſe, maa J bolde to dygtige Heſte beredte til Hver af os, den ene til at beſtige ſtrax, den anden til at ſkifte med. Det Øvrige kan I trugt lade mig ſorge for. —

Strax den folgende Morgen bragte Prindſen fit Andragende frem for Kongen. Denne bevilgede det gjerne, dog paa den udtrykkelige Betingelſe, at Prindſen ikke maatte blive mere end een Nat ude. — En længere Adſtillelſe fra Dig — ſagde ban: — vilde blive mig kvalfuld i bojeſte Grad; Du veed jo vel, at Du er mit Alt i denne Verden. Selv om jeg beſad al jordiſk Lok— ſaligbed og var Herre over felve Kbosroes' mægtige Rige, vilde Alt dog gjelde mig mindre end Vingen af en

345

Myg, derſom mit Oje ikke kunde vederkvege fig bed Skuet af Dig. —

Derpaa befalede Kongen, at Man ſkulde udvalge de allerbedſte Heſte til bans Son, og ſorgede perſonlig for, at der Intet kom til at mangle ham paa hans Udflugt. Da endelig Alting var beredt, ſluttede ban med Rorelſe Prindſen i fine Arme, anbefalede ham indtrængende til Marſavans kjarlige Omſorg, og fod dem drage bort.

De to Eventyrere gave fig, for at fkuffe de— res Folge, ſtrax til at jage, men ſtrebte med det Samme at fjerne ſig, ſaa meget ſom muligt, fra Staden. Ved Nattens Frembrud toge de ind i et Karavanſera“, bvor de ſpiſte tilaften og derpaa lagde fig til Hvile for at ſove indtil Midnat. Ved denne Tid ſtod Marſavan op og vekkede Prindſen; Tjenerne derimod lod han ſove frygt paa deres grønne Øre. Saaſnart de derpaa bavde forflædt fig, ſkiftede de Gangere, toge et Par Haandhe— ſte ved Tojlen og rede baſtig bort.

Da de ved Daggry bavde 1000] en Korsvej dybt inde i Skoven, bad Marſavan Prindſen om at tove lidt, og reed ind i Skovens Tykning. Der dræbte ban den ene af Haandhbeſtene, dyppede i Blodet den Kladning, ſom Prindſen nvlig bade aflagt, efter forſt at bave ſon— derrevet den, forat det ſkulde ſee ud, ſom om Prindſen havde miſtet Livet imellem et rivende Dyrs Kloer. Disſe blodige Pjalter kaſtede ban paa Korsvejen.

— Kongen, Eders Fader, — yttrede ban: — vil naturligvüs ſende Folk ud efter os. Naar de nu finde Eders Kledning, ſonderreven og blodig, ville de ſtrax vende tilbage, i den Tro, at J vnkelig er kommen afdage og at jeg i min Angſt har taget Flugten. Det er rigtig— nok haardt for en Son, faa gruſomt at ſkuffe en kjerlig

344

Fader; men der er intet Andet for, derſom vi ville dekke vor Flugt tilgavns; og deſto ſtorre vil Glæden blive, naar I engang vender tilbage til ham. —

Prindſen taͤkkede Marſavan af Hjertet for denne kloge Foranſtaltning; og begge fortſatte med Jil deres Rejfe, verelviig tillands og tilvands. Til Beſtridelſen af de betydelige Reſjſeomkoſtninger bapde de rundelig forſynet fig med værdifulde Adelſtene. De bebovede derfor ikke at ſpare, men kunde fremme deres Reiſe efter Hjertens— lyſt. Dog Vejen var meget lang, og det varede en rum Tid, inden de naaede Cbinas Hovedſtad.

Da de endelig bavde naact dette fjerne Maal for deres Rejſe, tog Marſavan ikke Prindſen bjem til fig ſelv, men ſteg af med bam i en offentlig Kban. Medens de ber udbvilede fig tre Dage efter Nejſens ſtore Anſtren— gelſer, [od Marſavan forfardige en Dragt til Prind— ſen, bvorunder ban ſkulde optræde ſom Kabbaliſt og Stjer— netyder; og denne lod ban bam ifore fig, da de efter de tre Dages Forløb gik i Bad med binanden. Nu ſtod der intet Andet tilbage, end at Prindſen med Frejdigbed ſkulde gaa fit Eventyr imode. Marſabvan forte han igjennem Staden til Paladſet, gav bam endnu nogle gavn— lige Anviigninger angaaende bvorledes ban ſkulde tee fig, og overlod bam derpaa til bang egne Kræfter og Allahs Forſon. Selv ilede han ben til fin Moder, ſom ban endnu ikke bade feet, forat bun uopboldelig kunde melde Prindſesſe Badur bans Tilbagekomſt.

Den ſom Stjernetyder forkladte og med Alt, bond der borte til denne ærværdige Rolle, forſpnede Kama— ralſaman begyndte, ſaaſnart ban nærmede fig Palad— ſet, med høj Roſt at udraabe: — Jeg er en Stjernety⸗

345

der, og er kommen bid for at helbrede den allernaadigſte Prindſesſe Badur, under de af Hs. Hojbed Kongen faſtſatte Betingelſer, at modtage bende tilegte, ſaafremt Kuren lykkes mig, og i modſat Tilfælde at lade mit Liv. —

Ojeblikkelig flokkedes der, foruden Slotsvagten og Dorvogterne i Paladſet, en ſtor Folkeſkare omkring den forkledte Prinds; thi det var nu allerede lang Tid ſiden, at nogen Lage eller Viismand havde vovet at indlade fig paa det bøje Spil. Prindſens gode Udfeende, hans An— ſtand og bang Ungdom vakte tilſammen en almindelig Deeltagelſe; og de, der ſtode ham nermeſt, ſagde til ham: — Herre, bvilket Raſeri driver Eder til at udfætte et Liv, der vakker faa ſkjonne Forhaabninger, for den visſe Undergang? —

Dog Prindſen forblev døv for alle disſe Foreſtil— linger, og da der Ingen indfandt fig for at fore ham ind i Paladſet, fornyede han fit Udraab med en Frejdighed, ſom vakte en almindelig Beklagelſe i den ham omgivende Skare. — Han er faſt beſtemt paa at do! — raabte Man: — Allah naade bang ulyftelige Sjæl! — Da Prindſen endelig for tredie Gang gjentog fit Üdraab, ind— fandt ſig ſelbe Storvizieren for at fore ham til Kongen.

Saaſnart Prindſen fik Oje paa Kongen af Cbina, kaſtede ban fig ned foran hans Trone og kysſede Jorden. Ikke een Eneſte af de Mange, byilke en fortvivlet Aergjerrigbed havde drevet til at bringe deres Hoveder til— torvs, havde vakt mindſte Deeltagelſe bos Kongen af Cbi— na; men ſaaſnart han fif Oje paa Kamaralſaman, følte han den inderligſte Medlidenbed røre fig i bang Barm. Han bod bam trade nærmere, lod ham tage Plads hos fig paa ſelve Tronen, og yttrede: — Unge Mand, jeg har ondt ved at tiltro Dig Erfaring nok til

346

at foretage en faa vanſkelig Kuur. Intet fulde være mig fjærere, end om den vilde (yffeg Dig; med Glæde ftulde jeg modtage Dig ſom min Svigerføn. Men paa den anden Side maa jeg med Faſtbed erflære for Dig, at jeg, faa ondt det end vil gjøre mig, bverken af din Ungdom eller din Skjonbed vil lade mig afbolde fra at lade Dig gaa ſamme Vej ſom dine dumdriſtige Forgen⸗ gere, ſaafremt det maatte viſe fig, at Du har ſkuffet mig tilligemed Dig felv.

— Herre, — fvarede Prindſen: — jeg er ikke bid— kommen fra et faa fjernt Land, for nu, da jeg ſtager ved det længe og mojſommelig efterſtrbte Maal, at lade mig ſkremme til at afſtaa fra mit Forſæt. Var jeg iſtand til dette, maatte jeg jo endogſaa miſte den Agtelſe, ſom Eders Højbed er faa naadig at ſkjanke mig. Skal jeg dø, faa ſkee Allabs Billie! Men jeg ſtoler paa min Kunſt og nærer endogſaa det bedſte Haab om at opnaa Livets bøjes ſte Gode i Eders elſkelige Datter. —

Da trængte Kongen ikke videre ind paa bam, men gav en Gilding Befaling til at fore den unge Viismand ind til Prindſesſen. Med bojt bankende Hjerte fulgte Kamaralſaman baſtig fin Forer. Hans Indre gløs dede af den beftigſte Længfel ; da ban derfor betraadte det Galleri, ved bvis Ende Prindſesſens Verelſe var belig— gende, ilede ban utaalmodig forbi ſin Forer for med be— vingede Skridt at naa den dyrebare Gjenſtand for fin ømme Attraa. Kun med Anſtrengelſe indbentede Gildingen bam atter, og ſagde, idet ban greb bam i Armen: — Eja, bvilket Haftværf, unge Herre! Til Døden kommer Man tidsnok. Vel bave de været gale alleſammen, disſe Her— rer Stjernetydere; men ingen af dem bar dog viſt Eders Utaalmodigbed efter at komme til at ræffe Hals. —

347

— De andre Stzjernetydere vare Narre tilhobe, — ſvarede Prindſen, uden at ſagtne fine Skridt: — og vid— ſte ikke, bvad de gjorde. Jeg derimod er ganſke ſikker paa, at jeg iler min Lykke imode; hvorfor ſkulde jeg da ikke ffynde mig? —

De ſtode ved Maalet; Gildingen aabnede Doren og forte Prindſen igjennem et Forverelſe ind i en ſtor og prægtig Sal, ſom kun ved ct Forbeng var adſkilt fra det Verelſe, bvori Prindſesſen opholdt ſig. Men førend Prindſen traadte ind, blev han ſtagende og ſagde til Gil— dingen, ganſke ſagte, for ikke at blive hort af Prindſesſen: — Forat Du kan fee, at bverken Anmasſelſe, Übeſindig— bed eller Daarſkab har bragt mig bid, giver jeg Dig Til— ladelſe til at beſtemme, om jeg ſkal gaa ind med Dig og helbrede Prindſesſen i din Nerverelſe, eller blive ber— udenfor og belbrede hende uden at have feet hende en— gang. —

Prindſens urokkelige Selvtillid fatte Gildingen i den hojeſte Forbauſelſe; ban lagde al Spot tilſide, og ſparede i den alvorligſte Tone:

— Det gjør lige meget, om J belbreder Hds. Naade berude eller derinde; i begge Tilfælde vil J er— hverve Eder en udødelig Hæder, ikke alene i China, men i hele den beboede Verden. —

— Saa foretrakker jeg at belbrede hende uden at fee hende; — ſagde Prindſen: — i et deſto klarere Lys vil min ophojede Kunſt viſe fig. —

Med disſe Ord fremtog Prinds Kamaralſam an fit Skrivetoj og nedſkrev folgende Vers:

— Hvo ſom lider af Skilsmisſens Smerte, vil vorde hel⸗ bredet ved den Elſkedes Gjenkomſt; kun den er fortabt, ſom ganſke maa mistvivle om Gjenſynets Glæde. For hans ſor⸗

348

rigfulde Hjerte gives der ingen Trøfter, og for hans Øjne gives der ingen velgjorende Slummer Sin Dag tilbringer ban i Flammer, og fin Mat i hjertcusnende Kvaler; hans Legeme bhenvisner, og bang Sjæl fortares. —

— Jeg ſtriver til Dig af et Hjerte, ſom ikke vil vide af Andet end Dig at ſige i den hele Verden. Mine ſyge Ojen⸗ laag ſmerte mig, og der drypper blodige Taarer fra mine Ojne. Mit Legeme har Langſelen udtaret, og i min Sjæl gløder en uudſlukkelig Ild. — Saa kommer jeg da til Dig i al min Kjarlighedskval, ſom den, der ikke formager at uds holde ſin Lidelſe langer. Var mig naadig, var mig huld, at mit Hjerte ikke ſkal briſte af ſin mægtige Lidenſkab! —

— Hjertet helbredes alene ved Gjenſynet af den Elſkede, og Allah er den eneſte Lage, ſom formager at lage en Sjæl, der lider af Kjarligheds dybe Vee. Den af os, ſom har ſpigtet fin Tro, fortjener Døden. — Men Hvoo kunde blive Dig utro? — —

Under disſe Linier ſkrev Prindſen:

— Fra den Bedrovede og Forvirrede, den af Lang⸗ fel glødende og af Smerte gjennemiisnede, den Fangne og Vanſmagtende, — fra Kamaralſaman, Shah— ſemans Son, til fin Tids Uforlignelige, den Herligſte af alle Huri'er, til Prindſesſe Badur, Kong 6 0 urs Datter! —

— Vüd, at mine Natter henſlabe fig for mig uden Søvn, og mine Dage uden Liv, og at jeg lider af en ubegrandſet Kjarlighedslangſel, at jeg er ſyg indtil Do⸗ den og ſpinder hen Time for Time! Jeg er en Kjarlig⸗ hedens Slave, et Lidenſkabens Offer, et Bytte for glø- dende Attrager; mine Øjne udgyde Stromme af Taarer, og mit Indre en Uendelighed af Sukke. Du veed nu, Duo jeg er, den Pvile- Fred- og Søvnløfe, i hvis Sjerte Flammen aldrig dser og Langſelen ingenſinde fvinder. —

349

J Randen af Brevet ſkrev han endnu følgende navnfundige Vers:

— Fred være med Dig af Allahs uudfømmelige Naa— desſkat, Du ſom beſidder hele min Sjæl og er Gjenſtanden for al min Higen! —

Derpaa lagde ban Brevet ſammen, puttede Ringen indeni, uden at Gildingen bemerkede det, og forſynede det med efterfølgende ÜUdſkrift:

— Med ffjælvende Haand har jeg fort Roret til at ſtrive dette Brev. Skrifttrakkene ville forraade Dig baade min Sorg og min Langſel. Medens min Haand ffriver, flyde mine Taarer, og min Langſel flager fin Lidelſe for Papiret. Uden Ophør fiyde mine Taarer paa Papiret; ffulde deres Kilde udfømmes, vilde jeg lade mit Blod flyde iſtedet. — Jeg ſender Dig din Ring; mindes Du, ved hvilfen Lejlighed jeg modtog den? Send mig min Ring tilbage iſtedet! —

Efterat Prindſen havde faaet denne Skrivelſe fer— dig, overgav han Gildingen den, at han ſkulde bringe den til Prindſesſen.

— Derſom bun ikke ſtrax paa Stedet bliver hel— bredet, — ſagde han: — ſaaſnart bun har gjort fig be— kjendt med Indholdet af dette Brev, faa maa Du frit udraabe mig for den meſt uforſkammede og elendigſte Stjernetyder, ſom der baade har været og i alle Tider vil blive til i Verden. Beſorg nu dit Wrinde! —

Gildingen bragte altſaa Brevet ind til Prindſesſen og overgav bende det med folgende Odd:

— Prindſesſe, der have vi nok en Stjernetyder, efter mit Skjon den Dumdriſtigſte af dem alleſammen. Han paaſtager nemlig, at J vil komme Eder, ſaaſnart J

350

blot bar gjort Eder bekjendt med Indboldet af dette Brev. Ved Allab, det er ſtore Ord! —

Ganſke ligegyldig tog Prindſesſen imod Brevet. Men neppe bavde bun aabnet det og faaet Oje paa fin Ning, førend bun foer ivejret, uden engang at give fig rigtig TiD til at leſe Brevet igjennem. Hun fprængte Lenken, bvormed bun var fængslet, ſtortede ben til Doren og flog Forbenget tilſide. Maallos og ubevage— lig blev bun ſtagende, ſaaſnart bun bapde gjenkjendt Prind⸗ ſen. Men fnart bragte Henrpkkelſen nut Liv i bende. De ilede imod binanden og kaſtede ſig i binandens Arme for at nyde Gjenſynets ſalige Lokke i et uendeligt Fapne— tag. Og de flap kun binanden for med Henrykkelſe at betragte binanden og i Taushed gjenkalde fig de dyrebare Træf fra det forrige underfulde Mode; Glæden bavde lammet deres Tunger, og de vovede neppe at tro deres egne Øjne.

I det Samme kom den gamle Amme til og lod de Elffende træde ind i Prindſesſens private Verelſe. Her gav Badur Prindſen fin Ring tilbage, idet bun ſagde:

— Bebold kun min Ring! Derſom jeg nemlig ſkulde tage den tilbage, turde jeg ikke bebolde Eders; og den vil jeg ikke ſkille mig fra, faalænge jeg lever. —

Imidlertid var Gildingen ſtyrtet ind til Kongen af Cbina for at give Melding om det nylig pasſerede. — Eders Hojbed, — raabte han: — alle de andre Læger og Stjernetydere, og hvad de alle bedde, ſom tidligere عنام‎ forſogt paa at belbrede Prindſesſen, have kun været nogle uvidende Daarer! Jo, det ſkulde fedt bjælpe med disſe Befværaelfer, Berpgelſer og tuſind Hundekunſter! Den nærværende Viismand behøvede fun at ſtrive nogle

351

Ord paa en Lap Papiir, faa var hendes Naade friſk ſom en Fiſk. —

Glædelig overraſket begav Kongen fig ſtrax til fin Datters Verelſer. Med inderlig Glæde omfavnede han Prindſesſen, ſluttede ogſaa Prindſen i fine Arme, og lagde derpaa deres Hænder i hinanden, idet ban ſagde: — Hvo Du end monne være, lykkelige Udfænding, faa giver jeg Dig min Datter til Gemalinde. Imidlertid lader dit ædle Üdſeende mig ane, at Du er noget Mere, end Du ſynes at vere. —

Prindſen takkede Kongen med dyb Wrbodighed og tilſtod derpaa ganſke aabent, at han kun havde paataget fig en Stjernetyders Rolle for faa meget lettere at vinde Udgang til den magtigſte Herſker i Verden og hans Dat— ters dyrebare Beſiddelſe. — Han var en Prinds af Blo— det, ved Navn Kamaralſaman, en Søn af Kong Shabſeman, ſom regjerede over den vel bekjendte O Kbaledan. — Derpaa fortalte ban Kongen bele fin Hi— ſtorie, den underfulde, uforklarlige Maade, hvorpaa han havde ſtiftet Bekjendtſkab med Prindſesſen, og frembiſte Ringene ſom umodſigelige Vidner for Sandheden af fin Fortælling.

Da Prindſen havde fortalt tilende, udraabte Kon— gen, at ſlig Hiſtorie fortjente at komme til Efterverdenens Kundſkab, og at ban vilde lade den opſkrive for at gjemme den i Rigets Arkiver. Iligemaade tilkjendegav ban fin Villie, at Bryllupet ſkulde gaa for fig uden Forhaling.

Det ſkete da ogſag. Endnu ſamme Dag bleve de Elſkende et lokkeligt Par; bele Cbina fejrede denne lykke— lige Begivenbed ved talrige og glimrende Gladesfeſter. Den gode Marfavan blev ingenlunde forglemt; Kon—

352

gen gan bam et godt Embede ved fit Hof og lovede at befordre bam til de bojeſte Lrcspoſter.

J fulde Drag node Prinds Kamaralſaman og Prindſcaſe Badur deres Forcnings bøje Lykſaligbed; og Kongen bepiſte fin inderlige Decltagelſe deri ved Glades⸗ felter, ſom varede | flere Maaneder. Men midt i al denne Herligbed drømte Kamaralſaman en Nat, at ban ſaat fin Fader paa Sotteſengen og borte bam ſige: — Min Son bar forladt mig; ellers var jeg ikke død. —

J u ſtor Skrak foer Kamaralſaman op af Sov— nen. Prindſesſe Badur var ogſaa vaagnet, ved det Skrig, ſom den forfærdelige Drem bavde afpreaſet bens des Gemal, og ſpurgte bam bekymret om Grunden dertil. ب‎ Ak, — udraabte Prindſen: — maaſkee bar min kjere Fader i Dette Ojeblik udſtodt fit ſidſte Suk. — Og ban fortalte bende fin Drom.

Prindſesſen tænfte alene paa at være fin Gemal til Bebag, og befluttede i fit Hjerte at bringe bam det ſtor— ſte Offer; dog taug bun ſtille med, bvad bun bapde iſinde at gjore.

Men endnu ſamme Dag tog bun Lejligbeden iagt til at faa talt 1 Eenrum med Kongen, bendes Fader.

— Jeg bar en Maade at bede Eder om, min kon— gelige Fader; — ſagde bun til bam, efterat bun erbo— dig bande fvéfet bang Haand: — men forat J ikke ſkal tro, at det ſkeer ifølge min Gemals Tilſkondelſe, maa jeg forud forſikkte Eder om, at ban ikke veed det Allermindſte om Sagen. Min Ben gaaer nemlig ud paa at faa Eders Tilladelſe til at beſoge min Svigerfader Kong Sbabſeman. —

— Min Datter, — ſparede den gode Konge: —

0

353

faa ugjerne jeg end giver flip paa Dig, kan jeg dog ikke misbillige din Idræt, og giver Dig herved min Tilladelſe. Dog gjør jeg det kun under den Betingelſe, at J ikke op— bolder Eder mere end et Aar ved Kong Shahſeman's Hof. Prinds Kamaralſaman's Fader vil viſtnok finde fig i Billighed, idet jeg foreſlaaer, at vi vexelviis ſkulle nyde godt af Eder, han gjenſee fin Son og jeg min Datter. —

Da Prindſesſen meddeelte ſin Gemal den vundne Til— ladelſe, vidſte denne ikke at finde Ord til at takke hende for dette nye Beviis paa bendes Kjerligbed. Kong Gha tur paatog fig ſelv at gjøre de fornødne Anſtalter til Rejſen; og ban ledſagede fine Born flere Dagsrejſer vidt, og tog Afſked med dem under ømme Omfavynelſer og Taarer. Hans ſidſte Ord til Prinds Kamaralſaman vare, at han maatte vedblive at elſke hans Datter ligeſaa ømt ſom bidtil, og erindre ſit Lofte, at vende tilbage efter et Aars Forlob. Prindſen bekraftede bellig fit Tilſagn, og drog bort med ſin dyrebare Badur.

Efterat de hade været paa Rejſen omtrent en Maa— ned, manede de en Dag en meget ſtor Eng, ſom biſt og ber var bevoret med dejlige ffyggefulde Træer. Det var netop meget bedt, og Prindſen foreflog derfor fin Elſkede at holde nogle Timer Raſt paa dette ſmukke Sted. Saa— ſnart deres Telt var opflaaet, gik Prindſesſen derind for at ſoge Skygge og Hvile; for at gjøre fig det bekvem— mere, løfte bun fit Belte af og lagde det ved Siden. Snart hvilede bun i en blid Slummer.

Kort efter traadte ogſaa Kamaralſaman, ſom var bleven boldt tilbage af de Pligter, der paahvilede ham ſom Karavanens Forer, ind i Feltet for at lade Hvile falde paa fig. Da han fandt fin Gemalinde ſovende, tog

* 23

354

ban ſtille Plads bos bende for ogfaa at blunde en Smule; men førend ban kom faa vidt, faldt bang Øjne paa Prind— ſesſens Bælte, ſom ſtraalede bam imøde med de berligſte Diamanter og RNubiner. J Bæltet opdagede han ved nøjere Efterſyn en lille Lomme, og i denne følte ban en faͤſt Gjenſtand. Nysgjerrig ſage ban efter, byad det var, og fif en med underlige Karakterer betegnet Karneol i Haanden. Medrette ſluttede ban, at denne Steen maatte have en ganſke ufædvanlig Verdi, efterſom bang Gemal— inde havde ſorvaret den faa vel; i Virkeligbeden var det bverken Mere eller Mindre end en Talisman, ſom gjorde den Perſon lykkelig, der bar den bos ſig. For nøjere at underſoge Karneolen traadte Kamaralſaman uden— for Teltet med den. Men neppe laa den i bang flade Haand, førend der ſkjod en Fugl ned fra Luften, ſnap⸗ pede Stenen og fløj bort dermed.

Forbaufet blev Prindſen nogen Tid ftaaende ubevæs gelig og faae efter Fuglen, ſom med Stenen i Mæbet havde nedladt fig paa Jorden ikke langt fra bam. J det Haab, at Fuglen, naar den blev forfulgt, ſkulde lade Ste— nen falde, lob ban efter den; men Fuglen var ligeſaa klog og meget baſtigere end han. Den ſlugte Stenen og ved— blev at flyve foran bam fra Sted til Sted. Prindſen fulgte efter, og blev ſaaledes lidt efter lidt loftet langt bort fra Lejren, bvor ban bavde efterladt fin Gemalinde. Ved Dagens Ende tog Fuglen Plads i Toppen af et bøjt Tra, bvor den fandt fig i Sikkerbed for alle Cfterftræs belſer.

Tu forſt ſpurgte Kamaralſaman balv fortvivlet fig ſelv, om ban ikke gjorde bedſt i at vende tilbage til Lejren, med Opgivelſe af den unvttige Jagt. Men hvor— ledes ſkulde han finde Vejen tilbage i Belgmorke, og

355

hvorledes ſkulde ban kunne træde fin Gemalinde under Ojne foruden den koſtbare Talisman? Uenig med ſig ſelb, hungrig, torſtig og træt, lagde han fig endelig tilhvile bed Foden af Træet.

Ved Morgengry var han atter paa Benene og fulgte paanv den foran ham flagrende Fual igjennem Tykt og Tyndt lige indtil Aften. Paa denne Maade tilbragte han ikke mindre end fi Dage, kummerlig ernarende fig af Urter, Nodder og Frugter, ſom han fandt undervejs. Paa den ellevte Dag naaede han en ſtor Stad; Fuglen fløj over Muren, og borte for ham var med det Samme alt Haab om nogenſinde mere at komme i Beſiddelſe af Talis— manen.

Uſigelig nedflaaet gik Prindſen ind i Staden, ſom laa ved Havet og havde en ſtor og herlig Havn. Længe gik han ud og ind i Gaderne, og naaede tilſidſt Havnen. Da han berfra gik videre langs Strandbredden, kom han til en Havedor, ſom ſtod aaben, og ban kigede ind i Ha— ven. Gartneren, en god Olding, ſage juſt op fra fit Arbejde; neppe havde han i den Fremmede gjenkjendt en Muſelmand, forend han bad ham haſtig trade indenfor og lukke Doren efter ſig.

Kamaralſaman gjorde, ſom der var blevet ham ſagt, og ſpurgte, idet han nærmede fig Oldingen, om Grunden til denne Forſigtigbedsregel. Da erfarede han, at Staͤden for ſtorſte Delen var beboet af Afgudsdyr— kere, ſom nærede et dødeligt Had til Muſelmendene og beſtandig vare paa Nakken af de faa Profetens Bekjen— dere, ſom opholdt ſig paa Stedet. — Jeg betragter det ſom et ſtort Under, — fluttede Oldingen: — at J uanfeæg— tet har kunnet komme faa vidt. Men, Allah vare lovet, nu er J i Sikkerhed! —

23 *

356

Kamaralfaman takkede Oldingen for bang Gode bed. Men denne førte bam ind i fin Bolig og ſpurgte bam, efterat ban med bjertelig Gieſtfribed bade veder⸗ fvæget bam med Spiſe og Drikke, om Anledningen til bang Beſog i Staden. Kamaralſaman fortalte Ol— dingen bele ſin Hiſtorie, og endte med at bede bam ſige fig, bvorledes ban herfra ſkulde komme tilbage til fin Fa— ders Rige. — Thi — vttrede ban med Smertenstaarer: — at gjenfinde Prindſesſen af Cbina efter elleve Dages Adſkillelſe, det er flet ikke til at tænfe paa. —

Gartneren underrettede bam da om, at ban tillands maatte rejſe et beelt Aar fra denne Stad for blot at naa Lande, ſom bleve beboede af rettroende Menneſker. Til- ſoes derimod kunde Man i langt kortere Tid naa over til Ibenboltssen og derfra videre til Øen Kbaledan. Een Gang om Aaret fejlede et Skib til Ibenboltsgen, desverre var det ſidſte ganſke nylig afgaget; ban maatte følgelig vente indtil det naſte Aar. Hvis ban imidlertid vilde tage tiltakke med den fattige Lejligbed bos den gamle Gartner, da ſkulde ban kun uden videre ſlaa fig tilro og betragte ſig ſom bjemme. —

Prindſen forſtod at ſkatte dette gode Tilbud og blev bos Gartneren. Der ville vi ogſaa for det Forſte lade bam blive, for at underſoge, bvad der imidlertid er blevet af den ſtakkels Prindſesſe Badur, ſom vi forlode ſovende i fit Telt paa den ſtore Eng.

Da Prindſesſen efter en temmelig lang Slummer vaagnede, ſavnede bun ſtrax fin dyrebare Gemal. Hun kaldte paa fine Fruentimmer for at faa Underretning om, hvor ban var; men disſe vidſte ikke Andet at ſige, end at de havde feet ham gaa ind i Feltet til Prindſesſen. Da

357

nu Prindſesſe Badur igjen fpændte fit Bælte om, fade hun den lille Lomme deri aaben og fabvnede ved nærmere Underſogelſe Talismanen, ſom havde ligget forvaret deri. Hun beroligede fig imidlertid ſnart ved den Tanke, at bendes Gemal bavde faget den ud af dens Gjemme, og at bun ſamtidig vilde fee ham og Talismanen vende tilbage.

Men heri tog bun fejl. Det blev Aften, og Ka— maralſaman udeblev; da begyndte hun at vorde urolig. J ſmertefuld Angſt tilbragte hun Natten uden at luffe ef Oje. Det blev Morgen, og Kamaralſaman lød fig endnu ikke fee. Da begyndte hun at frygte det Varſte. Hun brod ſig kun lidt om Tabet af ſin Talisman; — men Kamaralſaman, bendes over Alt i Verden elſkede Aegteberre! Hvor forunderligt, at han og Talismanen ſkulde forfvinde paa ſamme Tid! J een eller anden For— bindelſe maatte disſe tvende Tilfælde viſtnok ſtaa med hin— anden; men i hvilken? — det grublede Badur for— gjæves over.

Imidlertid tabte Prindſesſen i al fin dybe Smerte dog ikke Fatningen. Naar det blev almindelig bekjendt, at Kamaralſaman havde forladt hende, og at bun langt fra Hjemmet ſtod ene i den vide Verden, havde hun, det indſage bun ſtrax, al Grund til at frygte for at blive forraadt paa een eller anden Maade. Heldigviis var Prindſens Forſpinden ikke bleven bekjendt for Andre i Lej— ren end hendes Fruentimmer, og disſe kunde bun ſtole paa. Hun fattede derfor den raſke Beſlutning at foreſtille Kamaralſaman, hvem bun lignede i en ganſke over— ordentlig Grad. Hun bebovede kun at ifore ſig een af hans Dragter for at ſkuffe Alle og Enhver. Da bun derfor i Morgenſtunden vifte fig i Lejren og gav Befa—

358

fing til at bryde op med Lejren og paffe fammen, tvivlede ingen Moders Sjæl om, at det jo var Kamaralſa— man, de bavde for fig. Eet af bendes Fruentimmer maatte imidlertid ſpille bendes Rolle og ſtige ind i bendes Bareſtol. Hun ſelv ſpang fig op paa den ulpkkelige Ka— maralſamans Ganger og forte Toget an med frejdig Mine, ſkjondt med en brændende Smerte i fit Indre.

Efter flere Maaneders uafbrudt Neſſe tillands og tilſoes naaede Prindſesſen af China endelig under Ka— maralſamans Navn Hovedſtaden paa Ibenboltsgen, bois daværende Konge bed Armanos. Da nu de Folk, ſom vare ſendte iland for at opſoge en Bolig til bende, overalt fortalte, at Prinds Kamaralſaman af Uvejr var bleven tvungen til at ſoge en Tilflugt i Stadens Havn, udbredte denne Nybed ſig haſtig til ſelve det kon— gelige Palads. Den gamle Konge drog derfor den frem— mede Prinds imode med en ſtor Deel af fit Hof, modtog bam ſom en Son af en venſkabelig ſindet Konge med ſtore Wresbeviisninger, og forte bam, iſtedetfor til den lejede Vaaning, lige til fit eget Palads. Her bevertede ban Badur med ſtor Pragt og Glaͤnds i tvende Dage og blev ganſke indtagen i den formeentlige Prinds.

Da derfor Prindſesſen af China efter denne Tids Forløb begyndte at tale om at rejſe videre, tog Kong Armansos bende tilſide og ſagde:

— Prinds, jeg efterlader desverre ingen mandlig Arving til mit udſtrakte Rige. Himlen bar kun forundt mig en Datter af ſtore baade ydre og indre Fuldkom— menbeder. J bvis Hænder kunde jeg vel bedre betro bende end i en Prindſes, der faa ganſke er efter mit Hjerte, ſom I er? Tank altſaa ikke længer paa nøgen Afrejſe, men modtag tilligemed min Datters Haand en

359

glandsfuld Krone, ſom jeg ikke vil betænfe mig paa, uden Opbold at afſtaa til Eder. Jeg er gammel og trenger til Ro; det vil være mig en ſand Livsglæde at faa en faa værdig Efterfølger. —

Prindſesſen af China befandt fig, ſom let begribe— ligt, i en ikke ringe Forlegenbed. Hun ſkammede ſig ved at gaa til Bekjendelſe af, at hun ikke var Prinds Kama— ralſaman ſelv, men hans Gemalinde; paa den anden Side havde bun Grund til at frygte for, at Kongens over— ordentlige Velvillie for hende ved denne Aabenbarelſe ſkulde forvandle ſig til det bittreſte Fjendſkab. Dertil kom, at hun ikke var ſikker paa at treffe fin Gemal bos bang Fa— der, Kong Sbahſeman, og at der ber frembød fig en god Lejligbed til at erhverve bam et ſtort og mægtigt Rige. Af disſe mange vigtige Grunde 0111806 bun det for det Raadeligſte at modtage Kong Armanos' velvillige Tilbud, og erklerede fig beredt til at ægte den ſkjonne

Prindſesſe af Ibenboltsgen. ١

Bryllupet blev beſtemt allerede til den folgende‏ ا Dag. Prindſesſen, ſom endnu beſtandig af fit Folge blev‏ anſeet for Prinds Kamaralſaman, tog Tiden iagt til‏ at meddele ſine Folk, hvad der vilde gaa for ſig, idet‏ hun forſikkrede dem om, at Sagen ikke alene var begrun—‏ det paa Prindſesſe Badurs villige Samtykke, men og—‏ faa havde bendes fuldkomne Bifald. Ogſaa med fine‏ Fruentimmer gjorde bun den fornødne Aftale og paabod‏ dem den ſtrengeſte Taushed med Hemmeligbeden.‏

Den folgende Dag forſamlede Kong Armanss fit Raad og erklerede bojtidelig, at ban ſkjenkede Prinds Kamaralſaman, ſom han havpde ſiddende bos fig, fin eneſte Datter til Gemalinde og med det Samme aftraadte bam hele fit Rige, — hvorfor han bod Alle og Enhver at

360

bolde Prindſen og adlyde bam ſom deres retmasſige Her— fer. Derpaa ſliftede ban Plads med Prindſesſe Bar dur, og alle Rigets tilſtedeverende Stormend aflagde bende Holdings- og Troſkabseden.

Umiddelbart derefter blev den nye Konge bøjtidelig udraabt over bele Staden; der blev forfyndt en lang Nakke af Glædegfefter, og Jilbud bleve afſendte til alle Sider for at treffe tilſvarende Anordninger over bele Ri— get. Om Aftenen opfoldte feſtlig Jubel det bele Palads, og Prindſesſen af Ibenholtssen — 50101420121162 fus ") var bendes Savn — blev i en iſandbed kongelig Pomp fort ind til Prindſesſe Badur, i bvem bun ſkulde fee fin Gemal og Herre. Efterat Feſtligbederne vare til endebragte, lod Man dem alene med binanden.

Medens Hafat-al-nefus gik tilſengs, gab Prindſesſe Ba dur fig til at bolde fin Aftenbon, og for— længede denne ſaaledes, at Kong Armanos' Datter var falden iføvn, inden bun blev færdig dermed. Da lagde Badur ſig ved Siden af bende, vel tagende ſig iagt for at vakke bende. Men bun fif ikke Søvn i fine Oj⸗ ne; faa bekömret var bun over Tabet af fin dyrebare Ka— maralſamanm og over fin nuværende Stilling. Saaſnart Morgenen brød frem, ſtod bun op og lod Harat-al- nefus fove, iførte fig det kongelige Klædebon og begav fig ind i Raadsforſamlingen.

Da Kong Armanos 1 Morgenſtunden beſogte fin Datter, fandt ban bende ſpommende i Taarer. Bekym⸗ ret gav ban fig til at udfritte bende, og kunde ſnart gjette fig til Sammenbeengen ved denne bedrovelige Bryllups— morgen. Hojligen forbittret over den baade hans

) Sjalenes Liv.

361

Datter og ham vifte Foragt tog han ſaaledes til— orde:

Mit Barn, hav blot Taalmodigbed en Nat‏ ب endnu! Bliver det ſaa ikke bedre, ſkal jeg vel viſe din‏ Gemal, at jeg ligeſaa vel er Mand for igjen at rive ham‏ nedaf Tronen og med Spot og Spee jage bam ud af‏ Landet, ſom jeg bar været for at fætte ham op paa Tro—‏ nen! Denne Kulde, han viſer Dig, ſkal visſeligen komme‏ ham dyrt til at ſtaa. —‏

Forſt ſilde om Aftenen indfandt Badur fig atter hos den med Frugt og Lengſel ventende Brud. Hun un— derholdt ſig en Stund med bende, og vilde derpaa, ligeſom den foregagende Aften, hengive fig til gudelige Betragt— ninger, medens den unge Brud gik tilbvile. Men Har- at⸗al⸗ nefus boldt bende tilbage, gjorde bende ømme Bebrejdelſer for den Kulde og Ringeagt, bun vifte bende, bad bende indſtendig om at ſige hende, bvad det da var, ſom faa meget misbagede bende ved bendes Perſon, og advarede bende fluttelig for fin Faders Vrede, naar han fif at vide, med bvilken foragtelig Kulde bans Datter var bleven behandlet af fin Gemal.

Prindſesſe Badur hapde ret vel merket, at der trak et Uvejr op over hende paa den gamle Konges Pan— de; der blev bende følgelig intet Andet tilovers end at til— ſtaa den rene Sandhed. Og det gjorde bun da 00006 af et aabent Hjerte.

— Prindſesſe, — pttrede Hakat-al-nefus, da Badur var tilende med fin Fortælling: — jeg feer

vel, at Omſtendigbederne bave nodtvunget Eder til dette beſonderlige Skridt. Jeg ſkal tie med Eders Hemmelig— hed, ver forvisſet derom; og jeg vil bonfalde Allah om

362

at gjore Eder [vffeligere end mig, idet ban lader Eder gjenfinde en Gemal, ſom ikke vil ſtuffe Eders Ombed. —

Derpag omfapnede de tvende Prindſesſer binanden, og lagde fig tilbvile bos hinanden under mange underlige Tanker.

Prindſesſe Halat-al-nefus boldt fit Løfte og forraadte ikke fin nve Veninde. Kong Armanos og bele hans Hof tilligemed bele Staden lode ſig ſkuffe; og Badur blev uanfægtet ved at udøve en kongelig Myndig⸗ bed over bele det vidt udſtrakte Rige.

Medens alt dette gik for fig paa Ibenholtssen, bes fandt Prinds Kamaralſaman fig endnu ſtedſe 608 den gamle Gartner i Afgudsdyrkernes By. Da han en Morgen, ſom ſadvanlig, vilde gaa til fit Arbejde, boldt Oldingen bam tilbage med den Bemerkning, at Afguds— dyrkerne denne Dag hojtideligboldt en ſtor Feſt, paa hvil— ken de lode alt Arbejde bvile og udelukkende bengabe fig til allebaande ſelſkabelige Fornojelſer; derfor taalte de bel— ler ikke, at Mobamedanerne arbejdede paa denne Dag. — For at faa den ledige Tid til at gaa — ſaaledes flut— fede den gamle Gartner: — pleje disſe at bivaane Hed⸗ ningernes i fig ſelv ret ſeeverdige Optojer; gaa Du ben og mor Dig, faa godt Du kan. Imidlertid vil jeg, efter— ſom den Tid nærmer fig, da det næfte Skib ſkal afgaa til Ibenboltsden, gaa ben til nogle Bekjendte for nøjere at faa Beſked desangaagende, og ſorge for, at Du kommer med. —

Efter at have talt ſaaledes, iførte Gartneren fig fine Hojtidsklader og gik ud. Men Kamaralſaman havde ingen Lyſt til at bivaane Feſtligbederne; ban gik ned i Haven og gav fig til at ſpadſere frem og tilbage,

363

idet ban fordybede fig i det bittre Minde om fin dyrebare Badur.

Dog fnart blev hans Opmærffombed vakt ved en ufædvanlig Støj, ſom et Par Fugle gjorde oppe i et Tra; ban faae ivejret og blev Vidne til en Kamp imel— lem de tvende Fugle, der var faa forbittret, at den ene af dem fnart faldt død til Jorden, medens Sejerher— ren fløj fin Vej.

Strar efter kom fra en anden Side to ſtorre Fugle tilflyvende, ſom fra det Fjerne bavde iagttaget Kampen, nedlode fig ved den dræbte Fugls Hoved og Fødder og betragtede den en Tidlang med øjenfynlig Bedrøvelfe. Endelig kradſede de med deres Kleer et Hul i Jorden, begravede den Døde og fløj igjen deres Vej.

Men ikke længe efter vendte de tilbage, bidflæbende, den ene ved Bingen, den anden ved Fødderne, den begra— bede Fugls Morder. Forgjaves ftræbte denne med de beftigſte Anſtrengelſer at flipve fri; de dræbte den paa den friffe Grav, og bakkede derpaa Livet op paa den for at rive dens Tarme ud, førend de fjernede fig.

Kamaralſaman bavde afgivet en hojlig forbau— ſet Tilſkuer ved denne Scene. Da han nu traadte ner— mere, ſtak der ham noget Rodt i Øjnene i den ſonder— revne Fugls Indvolde. Han bukkede fig for at fee nøjere efter; han drog den lille Gjenſtand fuldkommen frem, og holdt fin dyrebare Badurs Talisman i Haanden! Ak, hvor megen Sorg havde denne ikke voldet ham, ſiden han havde miſtet den! — Gruſomme Fugl, — udraabte han med Smerte: — det var din Lyſt at ſtifte Ondt! For— bandet være Du! Men velſignet være Du, o Talisman! Du ſkal være mig et frodefuldt Varſel for, at jeg ſnart ſkal gjenſee min Elſkede! —

364

Og ban fvéfede Talismanen, viklede den ombogge— lig ind met Klæde og bandt den faſt om Armen. For forſte Gang 1 laͤngſommelig Tid nod ban en vederkve— gende Slummer.

Da ban den folgende Morgen ſpurgte den gamle Gartner, bvad han ſkulde beſtille, fatte denne ham til at fælde et gammelt Træ, ſom ingen Frugter vilde bære mere, og bugge dets JMødder op af Jorden. Han gif alt— faa med fin Øre til Arbejdet. Men idet ban buggede i en Nod, traf bang Øre en baard Gjenſtand, ſom gav bøj Gjenlod, og da ban ryddede Muldet bort, fandt han en ſtor Jernplade i Jorden. Efterat ban bavde fkaffet denne tilſide, ſage ban en ſtejll Trappe paa ti Trin for fig; ban ſteg ned derad og naaede en muret Hyalving, ſom var flere Fapne i Fürkant. Sundt omkring ſtode balptredſindstöve bedekkede Kobberkar. Nysgjerrig aab— nede ban det ene efter det andet og fandt dem alle fulde af Guldſtov.

Det var et Fund, ſom bavde Noget at betpde. Glad ſteg ban op af Hvælvingen, lagde Pladen over Ned— gangen og fortſatte ſit Arbejde, i Forventning af, at den gamle Gartner ſkulde indfinde fig bos bam. Denne bapde nemlig den foregagende Dag erfaret, at det til Iben— boltsden beſtemte Skib vilde afgaa om nogle faa Dage, og var gaaet ud for at ſtaffe fig fuldkommen nøjagtig Un— derretning desangagende.

Da ban kom tilbage, kunde Kam aralſaman al⸗ lerede leſe bam den gode Efterretning, ban bragte, ud af Anſigtet. — Glad Dig min Son! — raabte Oldingen bam allerede langtfra imode: — Om tre Dage afgager

365

Skibet. Du maa ftrar gjøre Dig færdig! Alt Fornø- dent angaaende din Medrejſe er allerede afgjort. —

— J kunde ikke meddele mig noget Behageligere. — fvarede Kamaralſaman: — Men jeg har ogfaa No— get at meddele Eder, ſom ikke er faa daarligt. Kom, faa ſkal J fee, bvilken Lykke Himlen har beſkjaret Eder! —

Og ban forte den gamle Gartner ned i Hvalvin— gen, vifte bam den umaadelige Skat og yttrede fin Glæde over, at Allah endelig havde lønnet ham for alle hans Gjenvordigbeder. Men Oldingen viſte Skatten fra ſig, idet han ſagde: — Nej, Skatten er din! Nu har jeg i næften fürſindstyve Aar gjennemrodet denne Jordbund fra Ende fil anden uden at finde Noget; det bevbiſer klarli— gen, at Skatten har været Dig beſtemt. Ogſaa pasſer ſlig Herligbed ſig bedre for en Prinds ſom Dig, dertil i fin fagreſte Alder, end for en ſtakkels Arbejdsmand ſom mig, der allerede ſtager paa Gravens Rand. —

Da nu Prindſen ogſaa pan ſin Side ikke vilde vide af Skatten at ſige, opſtod der en Adelmodigbedsſtrid imellem dem, ſom forſt ſeent fandt fin Ende i den Be— ſtemmelſe, at de ſkulde dele Skatten og Hver have fem og tyve Krukker.

— Men nu maa vi ferſt og fremmeſt tenke over, hvorledes Du, min Son, ſkal faa denne din koſtbare Skat ombord uden at komme ifare for at miſte den. Hor, veed Du hvad, paa Ibenholtsoen gives der ingen Oliven, og de, der vore her, ſtaa hiſt i betydelig Anſeelſe. Oliven have vi nok af her i Haven, veed Du. Du bebover altſaa blot at tage halptredſindstyve Krukker og fylde dem halv med Guldſtov, halv med Oliven, og ſaaledes lade dem bringe ombord. —

Dette gode Raad fulgte Kamaralſaman, og an—

366

vendte Reſten af Dagen til at pakke fine Krukker fulde. For at være deſto mere ſikker paa Beſiddelſen af fin dys rebare Talisman, tog ban den af Armen og lagde den paa Bunden af en Krukke, ſom ban forfunede med et Tegn til Adſtillelſe fra de øvrige. Efterat alt dette var vel beſorget, gik ban ind i Huſet med den gamle Gart⸗ ner, ſlog fig tilro og fortalte bam udførlig, hvad der var pasſeret, medens ban bavde været fraværende, navnlig den beſonderlige Kamp imellem Fuglene, Begravelſen og den endnu beſonderligere Nettergang.

Enten det nu maatte være Oldingens bøje Alder, eller ban bavde anſtrengt fig for meget paa denne Dag, den gamle Gartner blev ſog endnu ſamme Nat, og bang Tilſtand forværredes ſtadig de tvende efterfølgende Dage. Paa den tredie Dags Morgen indfandt Skibskapitajnen fig og ſpurgte efter den Perſon, der ſkulde fejle med ham til Ibenboltssden.

— Det er mig. — fvarede Kamaralſaman: — Den gamle Mand, ſom bar bragt Overfarten iſtand for mig, er desværre bleven ſyg; ham kan J derfor ikke faa itale. Men derſom J vilde være faa god, kunde J gjerne tage mit Reiſetoj og disſe balptredſindstvve Oliven krukker med Eder. Saaſnart jeg bar ſorget for denne gode Olding og taget Afſked med ham, ſkal jeg folge ef— ter Eder. —

Matroſerne belægfede fig med de halptredſindstyve Krukker og med Kamaralſamans øvrige Tøj, og Ka— pitajnen fjernede fig, efterat ban bavde bedet Kama ral—⸗ ſaman at ffynde fig alt, bvad ban kunde, da Vinden var gaͤnſke vpperlig, og Man kun ventede paa ham for at gaa under Sejl.

Da Kapitajnen og Matroſerne havde fjernet fig,

307 vendte Kamaralſaman tilbage til den gamle Gartner for at tage Afſked med ham, og takke ham for alt det Gode, ban bavde viiſt ham.

Til fin ſtore Sorg fandt han ham i de ſidſte Aan— dedrag; neppe havde han, efter fromme Muſelmends Sædvane, faaet ham til at fremſige fin Troesbekjendelſe, førend bans Sjæl forlod Legemet.

Nu kunde Prinds Kamaralfaman naturligviis umulig efterlade den fjære Afdøde ubegravet; faa knap end hans Tid var, maatte han dog vife ham den ſidſte Were. Han ſkyndte fig altſaa faa meget, ban kunde, med at faa ham begravet paa en ſtille og ſkyggefuld Plet i bang egen Have; men faa meget, ban end ffyndte fig, var det dog Aften, inden han blev færdig. Nu ilede ban ned i Havnen for at gaa ombord. Men, o Allab, Ski— bet var allerede for længe ſiden afſejlet og var ikke mere iſigte! Folk fortalte ham, at det bavde ventet paa ham i fulde tre Timer, førend det hade lettet Anker.

Det var tilvisſe et haardt Stød! Endnu et Aar maatte han tilfidefætte alt Haab om at gjenfinde fin Elſktedes Spor; endnu et Aar maatte han tilbringe i et Land, bvor ban var aldeles fremmed og oven i Kjobet ilde feet! Og den gode gamle Gartner, hans eneſte Ven, var dod og borte!

Ja, hans Ulpkke var uden Grændfe. Hans Skat var ſluppen bam ud af Hænderne; ja, bvad Mere var, ban bavde endog paany miſtet Talismanen, Ophavet til al hans Lidelſe! Hvad ſkulde ban gribe til, hvorledes ſkulde ban vinde Fatning og Taalmodigbed?

Der var intet Andet for at gjore end at vende til— bage til Haven og fee til at faa denne tilligemed det lille Huus i Forpagtning, ligeſom den gamle Gartner havde

368

bavt. Medens ban durfede denne Jordplet og fled for fit Brod, vilde ban flæbe fig igjennem det lange Sorgens Aar, faa godt, ban kunde.

Det Forſte, ban fif Oje paa ved Indtradelſen i det ode Huus, var de fem og tyve Krukker med Guld⸗ ,نامل‎ ſom af Skatten vare blevne den gamle Gartner til⸗ decl. Paa dem bapde ban flet ikke tankt. Han var alt⸗ fan i det Mindſte ikke fattig, ſom ban bavde troet. For nu ikke ogſaa at miſte denne anden Halpdeel af Skatten, til bvilken ban medrette kunde betragte fig ſom Arving, fordeelte ban denne ligeledes i balptredſindstyve Krukker, ſom ban balv fyldte med Oliven, og gjemte den paa et ſikkert Sted, for at kunne bave den i Baghaanden, naar endelig engang bans Befrielſestime vilde ſlaa.

Medens Kamaralſaman ſaaledes imodegik et nyt Aar fuldt af Mofſomligbeder, Sorg og Lengſel, ner⸗ mede Skibet ſig med god Vind ſit Beſtemmelſesſted og naaede lokkelig Hovedſtaden pan Ibenboltssen. Da nu det kongelige Palads laa tæt ved Stranden, bemerkede den nye Konge, det vil da ſige, Prindſesſe Badur, Ski⸗ bets Ankomſt i Havnen med Flag og flyvende Vimpler. Hun ſpurgte, bvad det var for et Skib, og erfarede, at dette Fartoj aarlig gjorde en Rejſe til og fra Hedninger⸗ nes Land, og ſedvanlig medbragte en Mængde meget koſtbare Sager.

Midt i fin Herligbeds Glands tenkte Prindſesſen dog idelig med Savn paa fin dyrebare Kamaralſa— man; og det faldt bende ind, at ban maaſkee kunde bes finde fig ombord paa Skibet. Hun lod en Heſt ſadle, og naaede netop Havnen, ſom Kapitajnen ſteg iland.

Hun [od Manden falde for fig og forhørte fig an—

309

gaaende, bvorfra han kom og bvor længe ban bavde ve— ret undervejs, bvilke Hendelſer han bavde bavt paa Rej— ſen, om ban havde Fremmede af nogen Belydenbed om— bord, og tilſidſt, bvoraf hans Ladning beſtod. Kapitajnen beſvarede tilfredsſtillende alle disſe Spørgsmaal; med Henſyn til Pasſagererne forſikkrede han, at ban bavde lut— ter Kjobmend ombord, ſom bragte allehaande koſtbare Sa— ger til Markedet i Landets Phe berlige Stoffer fra forſkjellige Lande, de allerfineſte Lærreder med og uden Maleri, Aedelſtene, Moſkus, graa Ambra, Kamfer, Zibet, Kryderier, medicinſke Varer og endeel Oliven.

Saaſnart Prindſesſen horte tale om Oliven, hvoraf bun var en lidenſkabelig Elſkerinde, ſagde hun: — Hvad J bar ombord af Oliven, det maa J ſatte tilſide til mig. Med Henſyn til de øvrige Varer er det min Villie, at Kjobmendene forelægge mig de ſſeldneſte og koſtbareſte, forend de komme noget andet Menneſke for Oje. —

— Herre, — ſparede Kapitajnen: — jeg har halb— tredſindstyve ſtore Krukker med Oliven ombord; de tilhore en Kjobmand, ſom vi maatte lade blive tilbage, efter at bave ventet længe paa ham. —

— Lad kun Oliverne udſkibe! — befalede Prind— ſesſen: — Det ſkal ikke afholde os fra at kjoebe dem. —

Kapitajnen ſendte ſin Baad ombord, og baſtig vare Oliverne bragte iland. Prindſesſen erfyndigede fig nu om, hvad vel balvtredſindstyve Krukker med Oliven kunde være værd paa Ibenboltssen, og Kapitainen ſparede hende:

— Herre, Ejermanden er en fattig Mand; og J vilde ikke betale dem for dyrt, naar J gav ham tuſinde Solvſtykker derfor. !

— Er ban fattig, — ſagde Prindſesſen: — ſkal han have tuſinde Guldſtykker derfor. — Efterat hun der—

VI. É 24

370

paa bapde givet Ordre til Pengenes Udbetaling og ladet Krukkerne ſtaffe bort, vendte bun tilbage ſit Palads. 4

Ved Aftenstid begav Prindſesſe Badur fig ind i fin Veninde Prindſesſe Harat-al-nefug" Værelfer lod Dlivenfrufferne bringe efter fig derind. Hu 1 Gul paa een af dem for at tilfredsſtille fin egen | Venindes Lyſt, og ryſtede endeel Cliven ud i et ſtort Fad. Da bemarkede bun til fin ſtore Forbauſelſe, a 8 vare blandede med Guldſtov. We

— Hrilket underfuldt Eventyr! — udraabte bun, og fod af Haſat-al-nefus' Slavinder i fin Ner- berelſe ufortovet ogſaa de andre Krukker aabne og belde ud. Med ſtedſe ſtigende Forbauſelſe fandt bun Oli— verne i alle Krukkerne blandede med Guldſtov. Men da endelig ogſaa bendes Talisman kom for en Dag, faldt bun i Afmagt af Overraſkelſe.

Kvinderne ilede Prindſesſen tilbjælp og bragte bende igjen til Beſindelſe ved at ftænfe bende koldt Vand i An— ſigttt. Da bun atter bavde ſamlet og fattet fig noget, tog bun Talismanen i Haanden og kysſede den gjentagne Gange. Da bun imidlertid ikke vilde blotte fig for Prind— ſesſe Hafat-al-nefus' Slavinder, for bvilke bendes Hemmeligbed var ubekjendt, befalede bun disſe at gaa til— bvile, efterſom det allerede var blevet ſilde. Men ſaa— ſnart Kvinderne bapde fjernet fig, tog hun, henvendt til ſin Veninde, ſaaledes tilorde:

— Prindſesſe, I fjender min Livsbiſtorie tilſtrakke— lig for at forſtaa, hvorfor jeg blev faa ftærft bevæget ved Evnet af denne Talisman. Det er den ſamme, der ad⸗ ſtilte mig og min dyrebare Gemal fra hinanden; jeg har

371

ligeſom ved en Indſkydelſe vundet Overbeviisning om, at den ogſaa vil tjene til at gjenforene os. —

Saaſnart det gryede ad Dag den folgende Morgen, lod Prindſesſe Badur Skibskapitajnen kalde for ſig og ſagde til bam: — J maa give mig nøjere Underretning om den Kjøbmand, bvem disſe Oliven tilborte. Saabidt jeg erindrer, ſagde I igaar, at J bapde ladt bam tilbage i Hedningernes Stad; veed J ikke, hvad ban beſtilte der? —

— Js, det veed jeg rigtignok. — ſparede Kapitaj⸗ nen: — Han arbejdede for Brødet hos en gammel Gart— ner; Derfor vttrede jeg medrette, at han var fattig. Jeg beſogte bam felv, for at lade ham vide, at han ſkulde holde fig færdig til Afrejſen. —

— Under disſe Omſtendigbeder maa J djeblikkelig gjøre Eder rede til at vende tilbage til den Havn, hvor— fra I nylig er kommen, — pttrede Prindſesſen: — for at bidbringe den omtalte Gartnerkarl, med bvem jeg har en Hone at plukke. Derſom J vægrer Eder, vil jeg ikke lade mig nøje med at konfiſkere baade alle Eders og Eders Pasſagerers Barer, men vil ogſaa fordre Livet af Eder alle. Varerne ſkulle ſtrax tages under Forſegling; og J faaer dem ikke tilbage, førend jeg har den bevidſte Perſon i min Magt. Andet bar jeg ikke at ſige Eder; gak nu og bær Eder ad ſom en klog Mand! —

Denne Forklaring var altfor beſtemt og truende til at der ſkulde bave kunnet lade fig Noget indvende derimod. Kapitajnen beed i det ſure Wble, og haſtede ſaaledes med at udruſte fit Skib til den nye Rejſe, at han allerede den folgende Dag kunde ſtikke i Søen.

Farten var ufædvanlig beldig, og Kapitajnen gjorde fit Beſtik faa vel, at han ved Nattetid naaede Hednin⸗

247

372

gernes Stad. Han faftede Anker og ſteg med fire raſke Matroſer i en Baad for at begive fig ud til Haven, hvor ban vidſte, at Kamaralſaman arbejdede.

Prindſen var endnu ikke gaaet iſeng. Sorgen boldt bam vaagen; ban grammede ſig endnu over Skilsmisſen fra fin dyrebare Prindſesſe og forbandede det Ojeblik, da ban havde faaet iſinde at underſoge bendes Bælte. Da blev ban pludſelig ffræmmet op af fine Drommerier ved en ſterk Banken paa Huusdoren. Halv paakladt ilede ban ud for at luffe op; men neppe havde ban viiſt fig i den aabne Dor, førend ban blev greben og med Magt flæbt bort, kaſtet i en Baad og fort ud til et Skib, ſom ojeblikkelig gik under Sejl.

Alle Indvendinger havde været unvttige. Men da ban var kommen ombord paa Skibet, gjorde ban paany Kapitajnen, bvem ban ſtrax bavde gjenkjendt, anſparlig for den voldſomme Adfærd, ban havde tilladt fig imod

bam.

— Kongen paa Ibenboltssen bar nok en Høne at plukke med Eder. — ſparede Kapitajnen nu ganſke ma⸗ neerlig.

— Kongen paa Ibenboltssen? — gjentog Kama⸗ ralſaman: — Jeg bar aldrig i mine Livsdage hort tale om, endnu mindre feet denne Konge! —

— Ja, det kan jeg ikke ſige Noget til; — pttrede Kapitajnen: — det maa J afgjore med binanden indbyr⸗ des, naar J komme ſammen. —

Skibet bavde en ligeſaa beldig Hjemrejſe ſom Ud⸗ rejſe, og naaede i fort Tid fit Beſtemmelſesſted. End⸗ ſtjondt Natten allerede var brudt ind, da Skibet lagde ind i Hapnen, vilde Kapitajnen dog ikke ſpilde noget Oje⸗

373

blik, men gik ftrar iland med Kamaralſaman og lod fig med bam anmelde i Paladſet.

Prindſesſen bapde allerede draget fig tilbage i fine indre Gemakker; men neppe børte bun, at Kapitajnen var vendt tilbage, førend bun lod ham fore ind for fig. Oje— blikkelig gjenkjendee bun fin kjere Kamaralſaman, endſkjondt han optraadte for bende i en beel elendig For— fatning. Prindſen paa fin Side fremſtillede fig med Be— ven for en Forſte, der ſyntes at ville ham ilde, og bavde ikke den ringeſte Anelſe om, at han havde fin elſkede B عه‎ dur for ſig.

Derſom Prindſesſen bavde fulgt fit varme Hjertes Tilſkyndelſe, vilde bun bave kaſtet fig i den Elſkedes Favn og givet fig tilkjende for bam. Men da hun anſage det for nødvendigt, endnu i nogen ID at bevare fin Konge— rolle, lod bun det for det Forſte bero ved at paalægge een af ſine Hofbetjente at ſorge vel for ham. Efterat hun derpaa med fyrſtelig Gavmildhed havde boldt Kapi— tajnen og Kjobmendene ſkadesloſe for det Tab, de havde lidt ved Üdforelſen af bendes Befaling, begav bun fig ind i fin Venindes Verelſer og gjorde bende deelagtig i fin levende Glæde. — Men vi maa betvinge os og bare os fornuftig ad; — vttrede hun: — det gaaer paa ingen Maade an, paa een Gang at gjøre en mægtig Fyrſte af en ſtakkels fattig Gartnerkaͤrl. — Heri var Prindſesſe Halat⸗al-nefus enig med bende og erklarede fig villig til af al Magt at befordre hendes kloge Hen— ſigter.

Paa Prindſesſe Badurs Befaling blev Kam a— ralſaman tidlig den folgende Morgen bragt i Bad; da han forlod dette, lod hun ham overræffe en Emirs eller Statholders Klaedebon. Saaledes omſkabt blev

374

ban ført ind i Divanet, bvor ban ved fit gode Udfeende og fin ædle Anſtand øjebliffelig drog Alles Opmerk⸗ fombed paa fig.

Selve Badur følte fig ganſke benrpkt over at gjenfinde fin Elſkede ligeſaa elftværdig, ſom bun bavde miſtet bam, og vandt i denne Folelſe Mod til hojt at forfynde bang Noes.

— Emirer og ædle Herrer, — fagde bun: — Ka— maralfaman, bvem jeg idag bar optaget i Eders ædle og ærværdige Kreds, er Eder ingenlunde uværdig. Jeg bar lært bam at fjende paa mine Reſſer, og kan gaa Eder i Borgen baade for bang ædle Sind, bang Taps perbed og bøje Aandsgaver. Lad bam træde i Beſid— delſe af Eders Agtelſe, ligeſom ban allerede for længe ſiden er traadt i Beſiddelſe af min! —

Med den ſtorſte Forbauſelſe bande Kamaral— ſaman bort Kongen falde bam ved Savn og pttre, at ban kjendte bam. Han ſtirrede paa fin forkledte Ge— malinde, men kjendte bende ikke. Neppe beboldt han Fatning nok til i nogle vel valgte Ord at udtrykke fin Taknemligbed for den bam beviſte Maade.

Fra Divanet blev Prindſen fort ind i et ſtort og prægtigt Palads, ſom hans Gemalinde udtrykkelig bavde ladet indrette til bam. Han traf ber en Mængde Be— tjente og Slaver, ſom ſtode beredte til at adlyde bang mindſte Vink, og en Stald fuld af de adleſte Heſte. Og ſaaſnart ban bavpde betraadt fit Varelſe, overrakte hans Huushoymeſter bam et Skriin fuldt af Guldſtpkker.

Efter en Uges Forløb forundte Badur Prindſen Storſkatmeſterens Embed, ſom netop var blevet ledigt, for ved denne Opbojelſe at fore ham fin Perſon endnu nærmere. Og fnart viſte Kamaralſaman, at Valget

375

ikke var faldet paa nogen Uværdig; ved en ſtreng Op— foldelſe af fit bøje Embeds Pligter, ved et fordringsloſt Veſen og en naſten ubegrændfet Gavmildhed vandt han i ganſke fort Tid Alles Hjerter.

Kamaralſaman vilde i Beſiddelſen af en ſaa ædel og mægtig Fyrſtes Gunſt og et ſtort Folks Agtelſe have fundet en fuldkommen Lykke, derſom han ikke havde næret det bittre Savn af fin dyrebare Gemalinde. In— tet var ſandſonligere, end at bun paa fin Reiſe til bang Faders Rige var kommen igjennem dette Land; men han formaaede ikke at opdage mindſte Spor af bende. Der— ſom Prindſesſe Ba dur ikke ſtrax efter fin Tronbeſtigelſe havde aflagt Navnet Kamaralſaman og antaget Nav— net Armanos iſtedet, vilde ban rimeligviig ſnart være kommen efter fin Elſkedes Hemmelighed. Men nu bed den formeentlige Konge Armanos den Yngre, og kun enkelte Hofmeend havde bevaret Erindringen om Napnet Kamaralſaman. Der var altſaa ikke ſtor Sandſyn— ligbed for, at Prindſen ad denne Vej ſkulde komme ſin Gemalinde paa Sporet.

Dette frygtede Prindſesſe Badur dog imidlertid for, og fattede af den Grund, med det ganſke naturlige Onſke, at bendes Elſkede kun ſkulde bave bende felv at taͤkke for Gjenkjendelſens Lykke, den Beflutning at gjøre baade bans og fin egen Pine fort. Hun bavde nemlig ofte, naar ban i Embedsmedfor var ſtedt for bendes Aaſyn, bort bam ſukke dybt, og bun tog ikke fejl, idet bun regnede fig ſelv disſe Lengſelsſuk tilgode. Og bun ſelb levede i en piinlig Tvang, der tilſidſt var bleven bende utaalelig. Hun meente ogſaa, at bun nu vel uden Fare kunde vove det afgjorende Skridt, efterſom den nye

— 376 Storſkatmeſter i ſamme Grad ſom bun ſelv bapde vundet Alles uindſtrankede Hengivenbed, baade Smaa og Stores.

Saaſnart Badur altſaa bapde raadfort fig des— angagende med fin trofaſte Veninde, Prindſesſen af Iben⸗ boltssen, lod bun Kamaralſaman falde for fig i Eenrum og ſagde til bam:

— Kamaralſaman, jeg bebover Eders Naad i et meget vigtigt Statsanliggende; efterſom det ſkal være en Hemmeligbed, gjør J u bedſt at komme til mig ved Nattetid. Naar vi ere færdige med at raadſlaa, kan J faa et Natteleje ber paa Slottet. —

Ved det beſtemte Klokkeſlet indfandt Prindſen fig i Paladſet, og Badur forte ham med fig ind i de indre Verelſer. Efterat bun bapde ladet Oberſten for Gil— dingerne vide, at ban ikke bebovede at folge med, men blot ſkulde ſorge for, at Dørene bleve vel luftede efter bende og at ingen Forſtyrrelſe fandt Sted, traadte hun med fin dorebare Gemal ind i fit Lonkammer.

Saaſnart Doren var laaſet efter dem og Lyden af Gildingens Fjed var forſtummet, drog Prindſesſe Badur Talismanen frem og viſte Prindſen den, idet bun ſagde: — Ganſke nvlig bar jeg faaet denne Steen foræret af en lærd Stjernetoder; maaſkee kan IJ, der er faa vel be— vandret i alle Ting, ſige mig, bvilke Kræfter den bes ſidder. —

Kamaralſaman nærmede fig en Kjarte for nøje at betragte den overleverede Steen. Ved det forſte Blik gjenkjendte ban den og udraabte: — Eders Hojbed fpørs ger mig om, bvilke Kræfter denne Talisman beſidder! Ak, den bar Magt til at lade mig lide den bittre Kum— mers og Lengſels Dod, derſom jeg ikke ſnart finder bende, ſom mit Hjerte hænger ved! Den har havt Magt til at

377

adffille os; maatte den blot ogſaa have Magt til at gjenforene os! —

— Det har den, Emir! — ſparede Prindſesſen, fig neppe felv mægtig, rev Turbanen og det falſke Skjeg af fig, og vedblev: — Kjender J mig nu, Kamaral— ſaman? —

Ja, Prindſen kjendte hende. Han ſtyrtede frem, rev hende til fit Bryſt og forglemte fig felv i ſalig Folelſe.

Da de vare blevne roligere, gav Prindſesſen fig til at fortælle fin Gemal fine Livsbegivenheder, ſiden Sfjæbnen havde ſkilt dem fra hinanden: ſin Vandring under hans Mavn, fif Giftermaal med Prindſesſen af Ibenholtsoen, endelig den lykkelige Begivenhed med Oli— verne og Talismanen, hvorved hun bavde erfaret, at han endnu var ilive. Derpaa maatte Prindſen fortælle, hvad ban havde gjennemgaget i den lange Adſkillelſens Tid. Fotſt ſilde lagde de fig tilbvile, beruſede af deres Lykke.

Ved Morgengry forlode Prindſesſen og bendes Ge— mal deres Leje. Men den forſte tog en Koindekledning paa iſtedetfor det kongelige Kledebon. Saaſnart bun var færdig, ſendee hun Oberſten for Gildingerne til Kong Armanos, fin Svigerfader, og bad ham ulejlige fig hid til bende. Til ſin ſtorſte Forbauſelſe fandt den gamle Forſte, iſtedetfor Kongen, fin Svigerſon, en ham ganſke ubekjendt Dame for ſig, og Storſkatmeſteren, hvem det, ligeſaa vel ſom alle de øvrige Hoffolk, var ubetinget formeent at betræde Slottets indre Verelſer. Imidler— tid fattede han fig dog i Taalmodighed, tog Plads og ſpurgte efter Kongen.

— Herre, — tog Prindſesſen tilorde: — endnu igaar var jeg Kongen; idag er jeg Prindſesſen af China, denne

378

Prindſes Gemalinde. Derſom Eders Højbed vil viſe os den Naade at bore vor Hiſtorie, tor jeg vel baabe at vinde Eders Tilgivelſe for det uſkyldige Bedrageri, jeg bar tilladt mig. —

Nu fif Kong Armanos bele de Elſkendes Hi— ſtorie at vide fra Begyndelſe til Ende. Med ſtigende Forbauſelſe borte ban Prindſesſen tale.

— Herre, — ſaaledes fluttede Prindſesſe Badur: — endſkjondt Kvinderne af min Tro kun nødig finde fig i den Mændene indrømmede Fribed at bave flere Gemalinder, er jeg dog, af Agtelſe for Eder og af Kjer— ligbed til Eders Datter, rede til at indrømme Hatat-al— nefus den overſte Plads ved min Gemals Side tillige— med Dronningens Vardigbed, ſaafremt J vil forunde bam bende til Gemalinde. Eders Datters beredvillige Samtvpkke bar jeg allerede. —

Saaſnart Kong Armansos bavde fattet fig no— genlunde af fin dybe Forbauſelſe, ſparede han, idet han ſaalunde benvendte Ordet til Prinds Kama ralſaman: — Min fjære Prinds, efterſom Eders Gemalinde, for bvem jeg i enbver Forſtand nærer den dubefte Agtelſe, erklerer fig villig til at dele fin Agteſeng med min Datter, bar jeg intet Andet at gjore, end at ſporge Eder, om I bar Luft til at modtage bende til Gemalinde til— ligemed Krone og Kongedomme. Derſom J blot vil bære Kronen med balv faa megen Verdigbed, ſom Eders Gemalinde bar gjort, vil jeg være ſtolt af min Efterfol— ger i Regjeringen. —

Dette gode Tilbud lod Kamaralſaman ſig na— turligvüs ikke gjøre to Gange; endnu ſamme Dag blev ban udraabt til Konge og formelet med Prindſesſe Halat⸗al⸗nefus. Den Upartiſkhed, hvormed han

379

deelte fin ægteffabelige Kjærlighed imellem fine tvende Gemalinder, blev et ſikkert Grundlag for deres ømt ven— ſkabelige Forſtagelſe; og ban felv følte fig lokkelig ved Beſiddelſen af to faa ſkjonne og aandrige og dog i deres hele Veſen faa himmelvidt forſkjellige Kvinder ſom Ba— dur og Halat-al-nefus. Foerſt ſeent opløfte Dø- den en faa heldig Forening i Kjærlighed og Agtelſe.

Et Mirakel

med

en afſkaaren Uæfe.

En Mand, der var bleven bedragen af fin flette Kone, havde givet fig paa Bandring for at opføge og tage Hævn over bende. Ved Enden af fin anden Dagérejfe ſank ban, overvældet af Matbed, om paa Benken udenfor en Skomagers Huus. — Broder, — ſagde denne til bam: — Du ſyones at være meget træt, og det bliver ſnart mork Nat; bvis Du ikke fjender noget bedre Natteleje, vil jeg gjerne dele min Maatte med Dig. —

Den arme Selim tog med Taknemligbed imod Tilbudet, lagde fig ſtrax tilbvile og var ſnart falden i en dyb Søvn. Men efter ikke lang Tids Forløb blev ban væffet ved Larmen af et ganffe fælfomt Optrin. Sto- magerens Kone bapde nemlig allerede længe underholdt en Kjarligbedsforſtaaelſe med en ung Kjøbmand, og en Bar⸗ beers Kone i Nabolaget havde gaaet dem tilbaande der— ved. Juſt vilde den utro Kone begive fig ben til et Stevnemode med fin Elſker, da Manden, ſom var gaaet ud i et Wrinde, ganſke uventet kom tilbage. Da bun nu paa bang Sporgsmaal om, hvor bun vilde ben, ikke for— maaede at give noget fyldeftgjørende Svar, blev han ra—

381

ſende bred og bandt hende til Straf faſt ved en Pille i Huſet. Derpaa ftrafte ban fig ud paa Maatten ved Siden af fin Gjæft og faldt iføvn.

Selim havde følt fig bøjlig oprørt over Skoma— gerens raa Adfærd imod fin Kone; men ſnart maatte han dog ſande, at Skomageren juſt ikke havde gjort hende no— gen ſtor Uret. Thi fort efter ſaae han Barberens Kone liſte ſig ind i Boden.

— Hvad betyder dog dette? — hviffede Naboko— nen: — Veed J da ikke, at J bliver ventet med den allerhedeſte Lengſel? —

Da fortalte Skomagerkonen Alt, hvad der nylig var foregaaet imellem bende og hendes Mand, og tilføjede: — Hvis I, gode Moer, imidlertid blot for en ganſke fort Tid vilde indtage min Plads her ved Pillen, fulde jeg nok vide ganſke artig at bevne mig paa min Mand. —

— Med ſtorſte Fornejelſe! — ſparede Barbeerko— nen: — Det vilde jo være baade Synd og Skam, om ikke den ene Naboerſke vilde bjalpe den anden i flige Smaating. Bliv blot ikke altfor længe borte! —

Med disſe Ord løfte bun den faſtbundne Skomager— kone, og denne ilede ſjeleglad ben til fin Elſfker. Men alt dette var ikke ganſke gaaet af uden Støj; juſt ſom den utro Huſtru var ſmuttet ud af Huſet, vaagnede Skoma— geren og gav fig til at falde paa fin Kone. Men han kaldte forgjaves; thi Barbeerkonen, ſom ſtod ved Pillen, vovede ikke at ſvare, af Frygt for at hendes Stemme ſkulde forraade bende.

Da blev Skomageren gal i Parykken; han foer op fra fit Leje, ſnappede fin Tilſkjcrekniv, lob ben til Pil— len, bvorved han havde bundet fin Kone faſt, og ſkar Tippen af Barbeerkonens Næſe. — Der, — ſagde han,

اجا

382

idet ban gav bende den afſkaarne Sæfetip i Haanden: — der bar Du en ſmuk Forcring til din Boler, Du urene Kvinde! Jeg ſkal dog i det Mindſte nok lære Dig at lyftre! —

Det ulvkkelige Offer for menneſkekjcrlig Villigbed turde ikke give et eneſte Gnu fra fig, af Frugt for den bidſige Skomager, ſom gjerne kunde have faaet iſinde at ſtode bende Kniven i Hjertet, naar ban kom til at marke, at ban var bleven narret. Hun bed altſaa Tænderne ſammen, forat Smerten ikke ſkulde afpresſe bende nogen Lyd, og blev ſtagende bomſtille. Men ſaaſnart Skoma⸗ geren bapde til redsſtillet fin Havnloſt, lagde ban fig at— ter tilro og faldt ſnart igjen i en urolig Slummer.

Kort efter vendte Skomagerens Kone tilbage. Da bun erfarede fin kjere Naboerſkes onde Skjebne, følte bun fig i fit inderſte Hjerte viſtnok inderlig glad over, at bun var undgaaet flig gruſom Bebandling, men undlod dog ikke, i de ſterkeſte Üdtryk og under ſtride Taarer at bevidne ſin Veninde ſin ſmertefulde Deeltagelſe. Imid— lertid lod bun fig atter binde faſt til Pillen, og den alt for tjenſtvillige Barbeerkone gik ſin Vej, en Naſe kortere.

Saaſnart Skomagerkonen var ene med fig ſelv, var bun alene betankt paa en Lift, bvorved bun kunde redde fig ſelv og fore fin Mand rigtig bag Lyfet. Hvad vilde nemlig Sfomageren fige den næfte Morgen, naar ban fane, at bans Kone bavde fin bele ubeſkaarne Naeſe? Saa maatte jo nødvendigviig alle bendes Renker komme for Lyſet. — Men en flet Kone er aldrig forlegen, naar det gjælder om at fætte Manden en Voxnæſe paa. Efter nøgen Tids Forløb hørte Selim, bvorledes Skomager— konen begundte at bede med lydelig Stemme:

— Naadige og barmbjertige Allah, Du, ſom ran»

383

fager Nyrerne, kan Du virkelig ogſaa taale, at jeg uffyldige Skabning ſkal være et Offer for den ſkammeligſte Mis— tanke og den gruſomſte Behandling? Hor min Bon, ret— færdige Allah, og giv mig, ſaaſandt jeg er uffyldig, min tidligere ſmukke og mangelfri Anſigtsform tilbage, at mine Træf ogſaa fremdeles maa forkynde et reent og ædelt Veſen! —

Skomageren var ogſaa vaagnet og kunde ikke længe tilbagebolde fin Uvillie over denne, ſom ham ſyntes, ſkam— loſe Bon.

— Din elendige Tojte, — raabte ban til bende: — hvorledes tør Du vove at tro paa Opfyldelſen af flig en Bon? —

— O Himmel, — udraabte i ſamme Stund Konen: — min Bon er trangt frem til den Eviges Trone! Kom, umenneſkelige Agtemand, og overbeviis Dig felv! Den gruſomme Lemlaeſtelſe er uden Spor forſvunden! —

Disſe Ord bleve udtalte med altfor megen Sikker— bed, til at de ffulde være forblevne uden Virkning. Sko— mageren ſtod op, antændte Lampen og luyſte nysgjerrig fin Kone ind i Anſigtet, — og ſage ganſke rigtig, at hendes Naſe var i aldeles komplet Stand, ganſke ligeſom den altid havde været. Da tvivlede han intet Ojeblik om bendes Uſkyldighed, men kaſtede fig for hendes Fod— der med de Ord:

— O jeg Ulykſalige, hvad har jeg dog gjort! Det er mig, der er den vanbellige Forbryder imod Tro og Love! — Fra dette Ojeblik af kan Du ſkalte og valte med mig, ſom Dig bebager; jeg lover Dig, af alle Kref— ter at indrette min Opforſel imod Dig ſaaledes, at den kan bringe min tidligere Ondſkab og Gruſomhed i For— glemmelſe. —

384

Selim havde i fin Krog været Vidne til bele denne befunderlige Scene, og havde ondt ved at bolde fig fra at briſte ud i bøj Latter. Modfætningen imellem Skomagerens Eenfoldigbed og Godmodigbed paa den ene Side og bang Kones Tradſkbed og Uforſkammetbed paa den anden borte virkelig til det Overordentligſte, Verden kunde frembyde. Men denne Erfaring gjorde tillige den arme Selim inderlig vel; ban indfaae, at ban var den eneſte Bedragne, og flumrede, ikke lidet troſtet, ind igjen, uden at blive Vidne til de videre Følger af Forſo— ningen imellem Ægteparret. Men ved Daggry ſtod ban op og vandrede med et lettet Hjerte videre, uden i mind— ſte Maade at bringe nogen Forſtprrelſe ind i Skomage⸗ rens lykkelige Indbildning.

Indhold.

Ex Side Mureddin Alls og Bedreddin Sasſans Siſtorie . 5. Aly Shah eller den falſke Khalif——— 86. Trylleheſten لإا .قر م «أعع و مدع م ع منغ أء قأ اما فرك فافع م‎ 50008 124. Den gjerrige Kadi 433 168. Prinds Ahmed og Feen Peri-Banu .... t 0» + 2 184. Kongen og Dronningen af Habysſinie 216 Abu Mohamed Alkeslans Siſtorie --- 232. Neama og NoammmmůmmmmümümPmw dress 261.

Prinds Kamaralſamans og Prindſesſe Badurs Hiſtorie. ... .297. Et Mirakel med en afſfkaaren Næſe -- n 380.

PLEASE DO NOT REMOVE

CARDS OR SLIPS FROM THIS POCKET

UNIVERSITY OF TORONTO LIBRARY

Årabian nights. Danish Eventyr og fortaellinger af Tusind og een nat

PJ

7721 D3T4 v. 6

17 e | 0 MLS ename || ("HHH e 1 1 M 1 11 10 Mit 11 10 Hanne ite ee 0% Al 7 10% ee ١ tit MA j 1111 ll Ul han 1 rt 1 1 fit! i ١ 0 1 ١ 1 6600 Å Mitte! ik i | | |

ee i‏ | 1 ا HH‏

11 | e fi / mn i hm t KA TT be HLA Mit || een Ae fil Mi 1 ||| 1 ا‎ ) ee eee || j | (| 1 | | li i MA WM |! Ain ' I ١ ا‎ 1 11 ! 1 | ا‎ 0 | i AA 10 | | 1 Hi Å i dt i udi | ! 100 ft: 1 Ii“ 11 M | Hi 1 Ae i 0 4 1 it | |

e 0 ا‎ MÅ 0 0 0 | 0 0 0 0 00 Wi 00 0 0 0 . 0 0 0

0 00 0 ا‎ 00 1 UA 0 i |

0 UA 100 . 0 fl 01 i

1 00