Eventyr og fortaellinger af Tusind og een nat

1 75 ARR *
ö 3
2 4

-
SP

N
Ad 4

*

Eventyr og Fortællinger

af

Tuſind og cen Rat.

— j ——

J Udvalg
ved

Valdemar Thiſted.

S jette Deel.

Kjøbenhavn.
Schubothes Boghandling.

Grabes Bogtrykkeri.

1854.

Eventyr og Fortællinger
af

32

Tuſind og een Nat.

Sjette Deel

Nureddin Ali's
og
Bedreddin Hasſans

Hiſtorie.

Storvizieren Giafar fortalte engang ſin Herre og Ven,
Kbalifen Harun al Raſbid, folgende Hiſtorie:

Herſker over de Troende, der gaves engang i Wgyp—
ten en fjelden retfærdig, velgjorende og gavmild Sultan,
der tillige var faa krigserfaren og tapper, at ban var en
Skrak for alle fine Naboer. Han var en Ven af de
Fattige, og begunſtigede de Lærde, bvilke ban hævede til
de hojeſte Embeder og Vardigbeder i Riget.

Denne Sultans Vizier var ligeledes en retſindig og
viis, ſamt i alle ſkjonne og nyttige Videnſkaber velbevan—
dret Mand. Vizieren havde tvende Sonner, ſom begge
med re traadte i deres Faders Fodſpor. Den ældre
af dem bed Shemseddin Mobamed, den yngre
Nureddin Ali. Begge vare begavede og elſkelige; men
dog beſad ifær den Sidſte alle en lykkelig Naturs og en
heldig Opdragelſes Fortrin.

Da deres Fader Storvizieren var død, [od Sulta—
nen dem falde til fig, og beflædte dem begge med en
almindelig Viziers Kledebon, idet han ſagde til dem: — Det

0
Tab, fom J have lidt, deler jeg ſelv og bele mit ks
med Eder. At dette er Sandhed, vil jeg ftræbe at bes
viſe, idet jeg af bedſte Evne hædrer den afdøde Viziers
Minde i hang Sonner. Jeg udnævner Cder begge til
mine Vizierer, og forlanger ikke Andet af Eder, end at
J ſtulle tage Eders bedengangne Fader til Monſter. —

De tvende nye Vizierer takkede Sultanen for den
dem beviſte Maade, og gik bjem for at beſorge deres
Faders Begravelſe. Forſt en Maaned efter gik de at—
ter ud, og toge for forſte Gang Sæde i Sultanens
Raadsforſamling, bvilken de fra denne Tid regelmasſig
bivaanede. Men naar Sultanen tog paa Jagt, ledſagede
bam ſtedſe een af de unge Vizierer, og de node afvexlende
denne Were.

De to Brødre havde bidtil i uforſtyrret Ro og
Enigbed boet og fort Huusboldning ſammen. Da de en
Aften efter Maaltidet — den folgende Dag ſkulde den
ældre Broder folge Sultanen paa Jagt — fade og un—
derboldt fig med binanden om ligegyldige Ting, yttrede
endelig den Aeldſte: — Da vi ere Brødre og Venner af
eet Hjerte, ſones det mig, at vi paa ſamme Dag ſkulde
ægte tvende Soſtre af en os værdig Familie. Hvad ſiger
Du dertil? —

— Denne Tanke — ſvarede Nureddin: — er
vort Broderſkab og Venſkab aldeles værdig, og jeg er
beredt til Alt, bvad Du i denne Henſeende beſtemmer. —

— Ja, men det er endnu langtfra det Hele. — vedblev
Sbemseddin: — Min Fantaſi gaaer endnu langt vi⸗
dere! Lad os ſette, at vore Huſtruer nedkomme paa den
ſamme Dag, din med en Son og min med en Datter!
Hvad vilde da være naturligere end at vi til Befaſtelſe
af vort Venſkab i Tiden giftede dem med hinanden? —

7

— Det er et prægtigt Forſlag! — raabte Nu—
reddin Ali: — Et ſaadant Aegteſkab fætter Kronen
paa vor Broderkjerligbed; med Glæde indvilliger jeg deri!
— Men bvyis det virkelig kom faa vidt, — tilføjede han:
— vilde Du da vel forlange nogen Morgengave af min
Son? — !

— Det vilde vel falde af fig felv; — ſparede
Sbemseddin: — jeg er endogſaa overbeviiſt om, at
Du, foruden det Sadvanlige, vilde tilſtaa din Son i det
Mindſte tre tuſinde Zechiner, tre Landgodſer og tre Sla—
ver. —

— Deri er jeg dog ikke fan ganſke enig med Dig,
— pttrede den vngre Broder: — Ere vi ikke Brødre,
Venner, og dertil ſideordnede Embedsmænd? Og vi begge
vide jo desuden, at altid Mandkjonnet bar Fortrinet fremfor
Kvindekjonnet. Mon det derfor ikke ſnarere vilde blive
din Sag at ſorge for et godt Udftyr? Som det lader,
ſkulde Man neſten tro, at Du bapde Tilbojelighed til at
ſkjere Remme af andre Folks Ryg! —

Disſe Attringer [od Nureddin Ali falde i balv
Spog; men Shemseddin tog dem op i ramme Alvor.
— Vee over din Son, at Du vover at give bam For—
trinet for min Datter! Jeg forbauſes endogſaa over,
at Du vover at anſee ham for et pasſende Parti for
hende! Vanvittig maa Du iſandbed være, at Du tor
agte Dig mig lige, og pttre, at vi ere Embedsbrodre paa
lige Trin! Hovmodige Daare, efter det, der nu er fore—
faldet imellem os, vilde jeg ikke give din Son min Dat—
ter, felv om Du lod ham forgylde fra Overſt til Ne—
derſt! —

Paa denne Maade blev den ſnurrige Strid imellem
Brødrene angagende deres endnu ufødte Borns Giftermaal

8

endnu længe fortfat; det ene Ord tog det andet, og
Sbemseddin forløb fig tilſidſt faa vidt, at ban i tru⸗—
ende Tone vttrede:

— Skulde jeg ikke netop imorgen ledſage Sultanen
paa Jagt, ſkulde det visſelig gaa Dig ilde. Men ſaa—
ſnart jeg er vendt tilbage, ſkal det være min forſte Om⸗
ſorg at lære Dig, om en yngre Broder tor fore faa ufor—
ftammet Tale imod den ældre, ſom Du nylig bar fort. —

Og Brødrene ſkiltes ſom Uvenner fra binanden for
at begive fig til Hvile.

Den folgende Morgen forlod Sbemseddin Mo—
bamed ganſke tidlig Kabira ifølge med Sultanen, der
ſlog ind paa Vejen til Pyramiderne. Nureddin Ali
havde tilbragt en meget urolig Nat. Endelig var ban
efter moden Overvejelſe kommen til den beſtemte Anſkuelſe
af Sagen, at ban umulig længer kunde leve ſammen med
en Broder, ſom bebandlede bam paa en faa overmodig
Maade. Folgende Vers, ſom ban fremſagde for fig felv,
antyde nærmere den Beſlutning, ban bapde fattet:

— Vandenes ubevagelige Overflade fordarves og gaaer
i Forraadnelſe; alene Stormen holder Bandet friſt, idet den
oprører ſamme. — Forlod Løven ikke Skoven, vilde den kun
ſjelden finde Bytte, og his Pilen ikke forlod Buen, vilde
den aldrig traffe. Hverken Fordeel eller Berommelſe feer
jeg i et roligt og dorſk Ophold paa ſamme Sted; disſe
gyldne Goder findes alene i Virkſombed og paa Rejſer. —
Rejs altſaa! Du vil finde tifold Erſtatning for det, Du
efterlader, og Livets Ande fremgager alene af Adſpredelſe. —

Uden at ſpilde Tiden lod Nureddin Ali et
dygtigt Muuldyr ſadle, forſynede ſig rundelig med Guld,

9

Klenodier ſamt med nogle Levnetsmidler, og reed bort,
efter at bave givet ſine Folk den Beſked, at han blot
vilde blive nogle Dage borte.

Saaſnart ban hapde Kabira bag fig, ſlog han ind
paa Vejen til Arabien, og ilede fremad faa ſteerkt, han for—
maaede. Men i Orkenen maatte det af Anſtrengelſe udtømte
Muuldyr ligge under, og Nureddin Ali ſaae fig nødt
til at fortfætte fin Rejſe tilfods. Heldigviis blev han ind—
hentet af et til Balſora gagende Jilbud; dette tog bam
op bos fig paa Kamelen, og fortſatte fin iilſomme Fart.

Da Nureddin Ali paa denne Maade haſtig bavde
naget Kabira, tog han taknemlig Afſked fra Poſtrytte—
ren, og vandrede igjennem Staden for at opſoge fig en
Bolig. J een af Hovedgaderne mødte han en fornem
Herre med et talrigt Folge, bvem Stadens Indvaanere
ydede de ſtorſte Wresbeviisninger, bvor han kom frem.
Overalt bleve Folk ſtagende, eller kaſtede fig endogſaa ned,
medens han drog forbi, og Nureddin Ali fulgte beri
Mængdens Exempel. Den fornemme Herre var ingen An—
den end Sultanen af Balſoras Storvizier, ſom reed igjennem
Staden for ved fin perſonlige Nervparelſe at befordre
Opretboldelſen af Rolighed og god Orden. Tilfaldigviis
faldt bans Blik paa den unge Mand, og ban fandt over—
ordentligt Bebag i bans ſmukke og aabne Anſigtstrak.
Da ban kom ham paa Siden, holdt ban derfor ftille og
fpurgte ham, Øvem ban var og bvor han fom fra.

— Herre, — fvarede Ynglingen: — jeg hedder
Nureddin Ali, og bar forladt Kabira, min fædrene
Stad, af retfærdig Uvillie over en Slagtning, der har
fornærmet mig faa baardt, at jeg heller vil gjennemvandre
den vide Verden og do imellem Fremmede end vende til—
bage til Egypten. —

10

Hertil fvarede Storvizieren, en ſmuk og ærværdig
Olding: — Min Son, betenk Dig vel paa hvad Du bar
iſinde at gjøre! Der gives kun Elendigbed i den vide og
fremmede Verden; J er endnu for ung til at fjende alle
de Ulemper, ſom J udfætter Eder for. Følg beller med
mig! Maaſkee kunde det lokkes mig at bringe Eder til at
glemme Aarſagen til Eders frivillige Forvüsning. —

Nureddin Ali fulgte uden Betenkning Storvi—
zieren af Balſora og gav ſig i bang Tjeneſte. Ikke
længe varede det, inden Vizieren erkjendte bang mange
gode Egenſkaber og vandt bam kjar ſom en Son. Der⸗
for tog ban en Dag, da ban var alene med ham, til⸗
orde paa folgende Maade: — Som J begriber, kan jeg
ikke nære Haab om endnu at bave lang TD at leve i.
Himlen ffjænfede mig cen eneſte Datter, ſom netop nu bar
naaet den mandbare Alder. Hun er baade ſmuk og god
og velopdragen. Flere af Hoffets bojeſte Embedsmeend
bave allerede bejlet til bendes Haand for deres Sonner;
men jeg bar endnu ikke kunnet beſtemme mig for noget
Parti. Men da jeg lærte Eder at fjende, opſtod det
Onſte bos mig, at fnytte Eder til mig med de fnevrefte
Baand, og der ſpnes mig nu Intet mere onſkeligt end
at faa Eder til min Svigerſon. Modtager J mit Til
bud, vil jeg erklere Sultanen min Herre, at jeg, idet jeg
vælger Eder til min Dattermand, antager Eder i Sons
Sted, og bede bam om engang i Tiden at lade en Stor-
viziers Verdigbed gaa over paa Eder. Og da jeg i min
fremrykkede Alder trænger til Ro, vil jeg allerede nu
overlade Eder Beſtyrelſen af min ſtore Formue og den
ſtorſte Deel af mine Embedsforretninger. —

Da den edle Vizier bapde endt fin bjertelige Til
tale, kaſtede Nureddin Ali ſig for hans Fodder, og

11

erklærede, fuld af Glæde og Taknemlighed, at ban i Alt
vilde overgive fig i bans Hænder ſom i en Faders. Da
bidkaldte Storvizieren de fornemſte Tjenere i fit Huus og
befalede dem at udſmokke den ſtore Sal 1 hans Palads og
foranſtalte et prægtigt Maaltid. Da Alt var beredt, lød
ban Stadens og Hoffets meſt anſeete og upperite Mænd
indbyde til fig, og ſaaſnart de vare forſamlede, boldt han
folgende Tale til dem, bvori han paa en ſnild Maade
vidſte at bortfjerne Bitterheden i de Afſlag, ſom de tid—
ligere bavde modtaget med Henſyn til hans Datters Haand:

— Mine ædle Herrer, jeg føler en inderlig Glæde
over nu at kunne meddele Eder Noget, ſom jeg bidtil har
maattet bevare under en dyb Hemmeligheds Slor. Jeg
har en Broder, ſom er Storvizier hos Sultanen af Agyp—
ten, ligeſom jeg har den Wre at være det bos Sultanen
af Balſora, vor Herre. Denne Broder havde een eneſte
Son, ſom ban ikke vilde formæle i Wgypten, men, ifølge
tidlig Aftale med mig, naar den pasſende Tid kom, ſende
berbid til Balſora for at ægte min Datter og ſaaledes
forene vor Stammes tvende Grene. Denne Son kan
jeg nu foreſtille Eder i denne unge Mand, min tilkom—
mende Adoptivſon og Dattermand. Sluttelig ſmigrer jeg
mig med, at J alle ville med Eders Narvarelſe beære
hans Bryllup, ſom er beſtemt til at bojtideligholdes idag,
hvortil Allah give fin Velſignelſe! —

Ingen af alle de Tilſtedeverende, faa levende de
end havde attraget at komme i Svogerſkab med Storvi—
zieren, fandt det efter denne Meddelelſe underligt, at ban
foretrak ſin Broderſon for alle fremmede Bejlere, og den
ærefulde Maade, bvorpaa han indbød dem til Feſten, for—
ſonede dem fuldkommen med den unge Mands Lykke.

12

CSaafnart den glimrende Forſamling bavde bevidnet
Storvizieren af Balſora fin Glæde over bang
Brollup med Rureddin Ali, gik Man tilbords. Ved
Maaltidets Slutning blev der, ſom ſadvanlig ved flige
højtidelige Lejligbeder, budet fünt Bagvark omkring, og
efterat Alle, ifølge Skik og Brug, havde taget faa meget
til fig deraf, ſom Enbver kunde føre med fig bjem, traadte
Kadi'en og Vidnerne ind med gteftabéfontraften. De
Fornemſte i Selſkabet ſkreve deres Mavne under, og der»
paa brode de alle op.

Da der nu ingen Andre var tilbage end Huſets
Tjenere, befalede Storvizieren, at der ſkulde gjores et ko—
ſteligt Bad rede, og at Nureddin Ali ſkulde føres deri
og betjenes. J Badet fandt den unge Mand ganſke nyt
Linned af en Fünbed og Skjonbed, faa at det var en
Lvit at betragte det, ſamt alt Andet, bvad der borte til
en prægtig Paakledning. Saaſnart han efter alle en
fuldkommen Kunſts Regler var bleven vadſket, afgneden,
ſalvet og betjent med de koſteligſte duftende Vande, iforte
ban fig den glimrende friſke Dragt, og forekom nu fig
felv at være bleven et aldeles nyt Menneſke, omſkabt til
den lokkeligſte Tilværelſe. Duftende af tuſinde Arter Vel—
lugt vendte ban derpaa tilbage til fin Svigerfader; denne
glædede fig bjertelig over bang gode Udfeende, lod ham
tage Sede bos fig og ſagde til bam: — Min Son, J
bar betroet mig, Hvem J er. og bvilken Rang I tidligere
indtog ved det egyptiſke Hof. Iligemaade meddeelte J
mig, at en Strid med Eders Broder havde foranlediget
Eder til at forlade Eders Fædreland. Jeg beder Eder
nu, ganſke aabenbjertig at betro mig Anledningen til denne
Strid; thi med fuld Ret kan jeg nu, vil mig tykkes, gjøre
Fordring paa bele Eders Fortrolighed. —

13

Nureddin Ali fortalte da fin Svigerfader ud—
forlig den Tviſt, han bavde havt med fin Broder, og
Storvizieren kunde ikke hore derpaa uden at lee bøjt.

— Kan der vel — udraabte ban: — gives noget
mere naragtigt i den hele Verden? Men er det ogſaa vir—
kelig muligt, at J bleve uenige over et indbildt Gifter—
maal imellem Born, ſom endnu ikke vare til? Det gjør
mig ſandelig ondt, at flig en latterlig Ting ſkulde være
Aarſag til en Skilsmisſe fra Eders Broder, ſom J el—
ſkede og af bvem J dog ſikkerlig var gjenelſket ikke mindre
højt. Men Eders ældre Broder havde Uret i at tage
en ſpogefuld Attring for en Fornermelſe, og jeg bar
Grund til at taffe Himlen for en Tvift, der forſkaffede
mig en Svigerſon, ſom J er, ganſke efter mit Hjerte. —
Men — vedblev Oldingen: — det er allerede ſilde, og J
maa ikke lade min Datter vente laenger. Imorgen ſkal
jeg foreſtille Eder for Sultanen, der, ſom jeg haaber, nok
vil modtage Eder paa en Maade, hvormed vi begge kunne
være tilfredſe. —

— Su indtraf det hojſt merkveerdige Tilfælde, —
vedblev Giafar, henvendt til Harun al Raſhid: — at
netop paa den ſamme Dag, ſom dette Bryllup fandt Sted
i Balſora, ogſaa Sbemseddin Mohamed formalede
fig i Kabira.

Efterat nemlig Nureddin Ali havde forladt Ka—
bira for aldrig mere at vende did tilbage, benrandt en
heel Maaned, inden Shemseddin kom bjem igjen med
Sultanen, der neſten ingen Grandſe kjendte for fin Jagt—
tilbojelighed. Saaſnart han ſage fig løft fra Sultanens
Tjeneſte, ilede han op paa fin Broders Vaerelſe, men fandt
ham naturligviis ikke; med Forbauſelſe maatte han erfare,

14

at Mureddin Ali den ſamme Dag, da ban felv var
brudt op med Sultanen for at gaa paa Jagt, under Paa—

ſtud af en tre til fire Dages Udflugt havde forladt Kar

bira, og ikke havde ladet bore fra fig ſiden. Dette gik
bam faa meget nærmere tilbjerte, ſom ban ikke kunde tvivle
om, at jo de baarde Ord, bvormed ban bapde forladt fin
Broder, vare Aarſag til bans Undvigelſe. Han ſendte
ſtrar Jilbud ud til alle Sider, lige indtil Damascus og
Haleppo; men Nureddin Ali befandt ſig allerede for
længe ſiden i god Bebold i Balſora, og Budene vendte
tilbage uden nogen Efterretning om bam. Imidlertid op—
gav Sbemseddin dog ingenlunde bermed fine Forſog
paa at gjenfinde fin Broder. Men fort Tid efter fif ban Lyſt
til at formale fig, og forbandt fig med Datteren af en
mægtig og anſeet Mand, netop pan den ſamme Dag, ſom
Nureddin Ali boldt Bryllup i Balſora. Skjebnen
bar fine beſynderlige Luner.

Men berved blev det ingenlunde. Thi paa ſamme
Tid, ja paa ſamme Dag, ſom Sbemseddins Gemal—
inde bragte en Datter til Verden i Kahira, fødte Nur—
eddin Alis Huſtru i Staden Balſora et dejligt
Drengebarn, ſom fif Napn af Bedreddin Hasſan.
Storvizieren af Balſora vifte fin ſtore Glæde over denne
lokkelige Begivenbed ved en overordentlig Gavmildhed og
prægtige offentlige Feſter. Men for endvidere at give
fin Svigerſon et Beviig paa fin faderlige Godhed, bes
nyttede ban den forſte Lejligbed til at udbede fig den
Naade bos Sultanen, at hans Embede med det Samme
maatte gaa over paa Nureddin Ali, forat ban kunde
have den Glæde og Troſt, for fin Dod at fee fin Svi—
gerſon bekledt med en Viziers Værdighed.

15

Sultanen, hvem Nureddin Ali i ualmindelig
Grad havde bebaget, da han ſtrax efter Bryllupet var
bleven ham foreſtillet, og om byem han ſenere ikke havde
bort Andet end alt Godt, bevilgede Vizierens Andragende
faa venlig og ærefuldt, ſom det blot lod fig onſke, og
gav Befaling til, at Nureddin Ali ſkulde beflædes
med en Storviziers Kledebon. Den gode Svigerfaders
Glæde naaede fin bøjefte Spidſe, da han den folgende
Dag fane fin Svigerſon i hans Sted indtage Forſadet i
Divanet og udfore alle en Storviziers Forretninger med
ſaadan Dygtighed og Verdighed, ſom om han havde be—
ret Storvizier hele fit Liv. Fra nu af ledede Nured—
din Ali ſtedſe Divanets Forhandlinger, faa ofte ſom
Alderdomsſkrobelighed forbindrede hang Svigerfader i at
mode. Den gode Olding døde fire Aar efter Nured—
din Alis Formeling med hans Datter, med den glade
Bevidſthed, at han havde efterladt fig en Udfæd, der
længe vilde bære velſignede Frugter for hans Familie og
Fædrelandet.

Nureddin Ali vifte ham den ſidſte re med
hele en Sons omme Aerbodighed, og overtog faa fuld—
kommen en Storbiziers Embede hos Sultanen af Balſora.

Saaſnart Nureddin Alis Son Bedreddin
Hasſan var fem Aar gammel, gav Man bam en for—
treffelig Lærer, der ſkulde opdrage ham paa en hans
høje Byrd og hans ypperlige Evner værdig Maade. Thi
Drengen viſte tidlig en ualmindelig Forſtand og en ſtor
Modtageligbed for Alt, hvad der var godt og videverdigt.
Da Bedreddin Hasſan efter to Mars Forløb fuld—
kommen vel kunde læfe, gav hans Lærer ham Koranen i
Hænder til at lere udenad. Nu fif han ogſaa andre

10

Lærere, efterbaanden i alle Videnſkaber, og disſe havde
allerede i bang tolvte Aar bragt bam faa vidt, at ban
ikke længer bebøvede deres Vejledning. موللا‎ famme Tid
bare bang Legeme og bang Anſigtstrak allerede faa fulde
kommen uddannede, at ban maatte væffe Glæde og Be—
undring overalt, bvor ban traadte frem, ſaaledes ſom
Digteren figer:

— Sene viſer han fig, faa raabe Alle: — Allah være
priſet, ſom forftaaer at forme faa vidunderlig ffjønt! —
Han cer Skjonhedens Fyrſte, og Alverden maa hylde ham.
— Sfkjonheden ſelv har i tydelige Trak ſkrevet i hans el⸗
ſtelige Aaſyn: — ‚Beundrer og elſker ham!“ —

Hidtil havde bang Fader blot været betankt paa
at uddanne bang Sjæl ved nyttige Kundſkaber, uden at
fore bam ind i Verdenslivet. Nu forſt gav ban bam
Tilladelſe til at forlade Haremet, og den forſte Vandring,
ſom Fader og Son gjorde med binanden, gj Sul⸗
tanens Palads. Overalt, bvor ban kom frem paa Ga⸗
den, ſtimlede Folk ſammen, og lode bøje Forundringsraab
bore over bang Skjonbed, i Forbindelſe med tuſinde Vel⸗
ſignelſer. Sultanen modtog dem meget naadig, baade
for Faderens egen Skyld, i bvem han havde fundet ſin
Regjerings trofaſte Støtte, og for Sonnens Skuyld, af
bvis ungdommelige Ande og klare Forſtand han følte fig
bojligen indtagen. Han opmuntrede Nureddin Ali
til at anvende Alt paa det unge Menneſkes Uddannelſe,
forat ban engang i Tiden kunde blive hans Efterfolger i
hans bøje og anſparsfulde Beſtilling.

Det vilde iſandbed ogſaa have været Synd at ſige,
at Nureddin Ali undlod Nogetſombelſt, felv det
Mindſte af bvad der kunde fore til dette Formaal. Ef—

17

terhaanden fatte ban bam ind i alle Rigets Forhold ſamt
alle en Viziers Pligter, og nod den ſkjonneſte Lon for
fine faderlige Beſtræbelſer. Men Sfjæbnen vilde dog
ikke, at han ſkulde nyde de egentlige Frugter af fit Verk.
Saaſnart ban med inderlig Fryd faae det fuldendt, blev
han pludfelig angreben af en bidſig Sygdom, der baſtig
bragte bam paa Gravens Rand. Den ædle Nureddin
Ali nærede beller ikke noget forfængeligt Haab om at
komme fig igjen, men beredte fig paa at do ſom en ægte
troende Muſelmand. I disſe koſtbare Ojeblikke var hans
dyrebare Søn fan godt ſom hans eneſte Tanke; uden at
ſpilde Tiden lod han ham kalde for ſig, og talte ſaaledes
til ham:

— Min Son, Du ſeer, at denne Verden med al
dens Herlighed er forgengelig; forſt i et andet Liv ville
vi komme til at nyde en evig vedvarende, uforkrenkelig
Lykke. Du maa derfor allerede nu berede Dig paa den
Stemning, hvori jeg nu befinder mig, forat Du kan fee
en blid og angerfri Dod imode, uden Bebrejdelſer for at
bave forſomt en god Muſelmands og et retſkaffent Men—
neſkes Pligter. Religionens dyrebare Love er Du til—
ftræftelig indviet i; med Henſyn derimod til en retſkaffen
Vandel vil jeg give Dig adſkillige Lerdomme, ſom Du vil
vide at benytte. Dog forſt og fremmeſt er det nodven—
digt, at Du lærer Dig felv at fjende, ikke alene, هونا‎
men ogſaa Hvo Du er, og jeg maa derfor gaa noget
tilbage i Tiden for at lade Dig vide, fra bvilken Slægt
og fra hvilket Land Du nedſtammer.

— Mit Fædreland er Aegypten, hvor min Fader,
din Bedſtefader, var den derværende Sultans forſte Mi—
niſter, og jeg tilligemed min Broder, din Onkel, efter
ham bekledte Vizierers Embeder. Min Broder, Shems—

VI. 2

18 9

eddin Mobamed, er, ſaavidt jeg veed, endnu ilive.
Visſe Omſteendigbeder tvang mig til at forlade bam, bvor⸗
paa jeg ægtede Vizieren af Balſoras Datter og efterfulgte
min Svigerfader i Embede og Verdigbed. Dog alt dette
vil Du faa en fuldſtandigere Underretning om i et Skrift,
ſom jeg vil efterlade Dig. Naar jeg er dod, maa Du
læfe det igjennem med Eftertanke; Du vil blandt Andet
deri finde min Brollupsdag og din egen Fodſelsdag op—
tegnede. Det er rimeligt, at disſe Efterretninger engang i
Tiden kunne komme Dig tilnytte, og Du maa derfor om—
boggelig gjemme det beſkrevne Hefte. — —

Bedreddin Hasſan formaagede ikke langer at
bolde fine Taarer tilbage. Dobt bedrøvet over fin Fa—
ders Tilſtand aflagde ban det bøjtidelige Løfte, at ban
ſkulde forvare Optegnelſerne ſom fin koſteligſte Skat og
efter Evne ſtræbe at fore fig dem tilnptte.

Nureddin Ali følte fig allerede meget ſpagere,
og ban troede at kunne tælle fine Ojeblikke. Derfor ved⸗
blev ban, ſaaſnart ban igjen nogenlunde lande 81 ſine
Kræfter, paa folgende Maade:

— Min Son, din allerforſte Gründſctulng maa
være den, ikke at pleje Omgang med alleſlags Menneſker.
Hvo ſom vil leve i Fred, man blive paa fit Eget og kun
med Sparſombed og velberaad Hu meddele fig til An—
dre. Digteren ſiger:

— Der gives i vore Dage kun faa Meuneſker, ſom
ville ſtaa Venſkabsprove i Ulykkens Dage. —

Derfor bandler Du klogt, naar Du lever indenfor vel
afſtukne Grendſer, og, med faa Undtagelſer, ikke ſtoler paa
Andre end Dig felv.

— For det Andet maa Du vogte Dig for at bruge

19

vilkaarlig Vold imod Nogen; i dette Tilfælde vilde Al—
verden rejſe fig imod Dig. Uretfaerdighed ſtraffer altid
fig ſelb, om ikke ſtrar, faa dog i Tidens Længde. Du
ſkal betragte Verden ſom en Kreditor, der maa behandles
med klogt Henſyn og Maadehold. Siger ikke Digteren? —:

— Erindre Dig, at ingen Dødelig formager at have fin
Haand faa højt, at jo Allahs Haand er endnu højere! —

— For det Tredie maa Du ikke tage til Gjenmæle,
ſelb om Man overoſer Dig med de varſte Stkjeldsord.
— Den, ſom tier, er udenfor al Fare. — ſiger Ord—
ſproget med Sandhed, og dette gjælder ifær ved denne
Lejligbed. Du har viſtnok ikke glemt, hvad een af vore
berømte Digtere ſiger med Henſyn bertil; — han falder
Tausheden Livets Pryd og beſkyttende Talisman, og ad—
varer imod, ikke at fore Tale, der ligner en alt odeleg—
gende Tordenbyge. — Endnu aldrig bar Nogen fortrydt
fin Taushed, men vel, at ban bar talt i urette Tid.

— Lad det være din fjerde Grundſetning, ikke at lade
Vinen komme over din Tunge. Paa Bunden af Viin—
krukken bvile Alverdens Laſter.

— For det Femte anbefaler jeg Dig Sparſombed.
Naar Du bolder ſammen paa din Formue, hører der et
beſynderligt Ubeld til, bvis Du ſkulde komme til at mangle.
Dog er der Maade med Alt; Gjerrighed er en endnu
verre Laſt end Odſelbed. Derfor ſkal Du aldrig attraa
ſtore Rigdomme. Lidet, anvendt med Forſtand, kan for—
ſkaffe Dig ſtor Nytte og Fornojelſe, medens ſtore Skatte
i din Kjelder bringer dit Huus til at raadne og ſynke i
Ruiner. — — —

Saaledes vedblev Nureddin Ali indtil det ſid—
ſte Mandedræt at give fin Son gode Formaninger. Men

2*

5
20
da Dodens Engel havde lukket hang Øjne, blev der ſtor
Sorg over bele Landet.

Bedreddin Hasſan — af Balſora, ſom han fer
nere fif Tilnavn, fordi ban var født i denne Stad, følte
en ubeſkrivelig Smerte over fin Faders Hedengang. Iſte—
detfor at tilbringe een Maaned, ſom Skik og Brug er,
tilbragte ban bele to Maaneder i Eenſombed og Taarer,
faa fuldkommen afſperret fra Verden, at han endog for»
ſomte at gjøre Sultanen fin ſkoldige Opvartning. Denne
fane beri et Tegn paa Foragt for Hoffet og fin egen
bøje Perſon, og geraadede i den bojeſte Vrede derover.
I den forſte Hede, efterat Man med onde Hentvpdninger
bavde gjort bam opmerkſom paa den af Bedreddin
Hasſan begaagede Forſommelſe, befalede han fin i Mus
reddin Alis Sted udnævnte Storvizier at begive fig
ben i den Afdødes Huus og lægge Beſlag paa dette til—
ligemed alle de ovrige Ejendomme, ſom Nureddin Ali
havde efterladt fin eneſte Son. Slet Intet ſkulde Bede
reddin Hasſan bebolde tilbage, og oven i Kjobet
ſkulde ban kaſtes i Lenker.

Den nye Storvizier gav fig under Ledſagelſe af en
Mengde underordnede Embedsmend og Netsbetjente paa
Vejen for at udføre Sultanens Befaling. Men tilfel⸗
digvüis mødte een af Bedreddin Hasſans tro Sla—
ver bam ſtrax udenfor Paladſet; ſaaſnart denne bavde
faaet Nys om Vizierens Forebavende, lob ban ſkyndſomt
tilbage for at advare ſin Herre.

Han traf Bedreddin Hasſan ſiddende i fit Huſes
Forbal, faa nedbojet, ſom om hans Fader forſt nylig
havde forladt Livet, Aandelss kaſtede han fig for hans

21

Fødder, kysſede Sømmen af bang Klædebon, og raabte:
— Red Eder, Herre, red Eder haſtig! —

— Hvad er der da paafærde? — ſpurgte Bedred—
din Hasſan ſlop, idet ban flog de tunge Øjne ivejret.

Men ſaaſnart han havde bort tale om den Befa—
ling, der var udſtedt imod hans Perſon og al bans Ejen—
dom, foer han op og ſpurgte forfærdet den tro Slave,
om han ikke endnu bavde faa megen Tid, at han kunde
hente nogle Penge og Klenodier. Men Slaven ſparede:
— Storvizieren maa være ber paa Ojeblikket! Spild ikke
den koſtbare Tid, dyrebare Herre! —

Da tog Bedreddin Hasſan ſine Tofler paa
Fødderne, tilbyllede fit Anſigt med en Flig af fin Kaf—
tan, for ikke at blive kjendt, og tog Flugten, uden at
vide, bvorben hans Been forte bam. Hans førfte Tanke
var at komme ud af den forſte den bedſte Port; men
ſaaſnart ban var kommen udenfor Staden, ilede ban ud
til Begravelſespladſen, bvor ban tenkte at overnatte i ſin
Faders Gravminde. Dette var en meget anſeelig Bygning
med en mægtig Kuppel, ſom Nureddin Ali bavde la—
det opføre, endnu medens han levede. Men paa Vejen
dertil mødte Bedreddin Hasſan en rig jødife
Kjøbmand og Vexeleer. Denne gjenkjendte øjeblittelig
den unge Mand, bilſte bam erbodig, og blev ſtagende,
ſom om ban onſkede at komme til at tale med ham.
Bedreddin Hasſan nodtes til at ſtandſe og beſpare
hans Hilſen.

Den rige Iſbak — ſaaledes hed Jøden — kysſede
Bedreddin Hasſan paa Haanden, og ſagde derpaa
til bam: — Herre, tor jeg vel ſporge Eder, hvorben J
agter Eder faa alene og paa denne Tid, ſom det ſynes,

22

ibaft og meget ophidſet? Er I lidende, ædle unge
Herre? —

— Ja tilvigfe; — fvarede Bedreddin Hasſan:
jeg var fornylig falden iføvn og faae idromme min
fjære Fader. Hans Blik var ſkrakkeligt, ſom om ban
var fortørnet paa mig. Forfærdet foer jeg op af min
Slummer og ilede berud for at bede paa hans Grav. —

— Herre, vedbley Jøden, der havde fine egne
Henſigter, og naturligpüs ikke vidſte, af bvilfen Grund
Bedreddin Hasſan bavde forladt Staden: — Eders
gode Fader, min edle Herre og Beſkytter, bojlovlig Ibu⸗
kommelſe, beſad flere Skibe, der fejlede paa de ſtore Have.
Disſe ventes endnu tilbage, ladede med allehaande Varer,
og J beſidder i dem alene en riig Ejendom. Nu er min
Bon til Eder, at J ved Salget af disſe Varer vil give
mig Fortrinet for de andre Kjobmand. Jeg feer mig
iſtand til at betale Eder Verdien af alle Eders Skibs—
ladninger i klingende Mont, og, for at gjøre en Begyn=
delſe, vil jeg med Glæde give Eder tuſinde okker
paa Haanden for Ladningen af det førte i fon lyk⸗
kelig kommer ibavn. Jeg barer juſt Pengene bos mig
og kan ſtrax udbetale dem. —

Med disſe Ord fremtog ban en ſtor, med ſit Sig—
net forſeglet Tung, ſom ban bavde baaret i Armbulingen
ſtjult under Kledebonnet, og vifte Bedreddin Hasſan
ſamme. Denne betragtede i fin forladte Stilling dette
Træf ſom en miſkundelig Foranſtaltning af Himlen, og
tog med Glæde imod Tilbudet.

— Herre, — vedblen Føden da: — J overlader
mig altſaa for tuſinde Guldſtykker den forſte Skibslad⸗
ning, ſom kommer lykkelig ibaun? ل‎

23

— Ja, — ſvarede Bedreddin Hasſan: — den
ſkal være Eders for tuſinde Gulddrachmer. —

Da overgav Joden Pungen i Bedreddin Has—
fang Hænder, idet ban tilbød fig at telle ham Pengene
til. Men den unge Mand ſparede bam denne Ulejligbed,
idet ban erklerede, at han nærede en fuldkommen Tillid
til hans Redeligbed.

— Naar dette er Tilfældet, — ſparede Iſhak:
— faa hav blot den Godhed at give mig en Smule Skrift—
ligt til Beviis paa, at Handelen er fluttet! —

Med det Samme fremtog han fit Skrivetoj af Bel—
tet, et Blekborn af Metal og et med ſtor Nojagtighed
tilſpidſet Hør af den fineſte Sort. Blakhornet beholdt han
i Haanden; Roret overrakte han Bedreddin Hasſan
tilligemed et Blad Papiir af fin Breptaſke, og Bedred—
din Hasſan gav fig til at ſkrive:

— Bedreddin Hasfan af Balſora erklærer herved,
for en allerede modtagen Sum af tuſinde Guldſtykker at
have ſolgt den forſte af fine Skibsladninger, ſom kommer
ibavn, til Jøden Iſhak, Kjobmand og Vereleer her paa
Stedet.

Bedreddin Hasſan af Balſora.

Dette Beviis modtog Jøden og lagde det ombyg—
gelig i fin Breptaſke; derpaa tog han fornøjet Afſked
fra den unge Mand, bvem han meente ret at have taget
ved Mæfen, og fortſatte fin Vej til Staden.

Men Bedreddin Hasſan begav fig ud til fin
Faders Gravminde. Da ban bavde naaet det bellige Sted,
kaſtede ban fig paa fit Anſigt til Jorden og beklagede
under bittre Taarer fin haarde Skjebne.

ks i
24

— Jeg Ulvffelige, — udraabte ban: — Hvad 0]
der nu blive af mig? Hvor ffal jeg finde et Tilflugtsſted
for den onde Forſte, ſom forfølger mig? Var da ikke
Smerten over Taber af en Fader Lidelſe nok, uden at
Skjcbnen bebovede at bringe nve Ulpkker over mit Ho—
ved? —

J lang Tid blev ban liggende ligeſom ſonderknuſt
med fit Anſigt imod Jorden. Endelig rejſte ban fig, ſtot—
fede fit trætte Hoved imod Grapmalet, og fandt Lindring
i en rigelig Strøm af Taarer.

— Siden Du er borte, — vedblev ban derpaa at
flage: — er mit Huus øde og tomt og bar ingen Be—
boer mere. Verden er bleven mig til en Ork, ſiden Du
forlod den; Solen og Stjernerne babe miſtet deres Lys
for mit Oje! — Gid en gruſom Haand maatte komme til
at udrive Fjerene paa den Savn, ſom forkyndte din Dod,
og gid den intetſteds i Verden maatte finde en Plet il
at bugge fin Rede! — Dog fnart ville benrundne Sæts
ter vende tilbage; tbi om fort TD vil een Bolig buſe os
Begge. — de

Saaledes vedblev ban at grade og flage, indtil
Sovnen overvældede bam. Da gled bang Hoved ned
fra det folde Gravmæle; ban ſank til Jorden, ſtrakte fig
ud og faldt i en dyb, ſkjondt urolig Søvn.

Men neppe nød ban Hvileng Velgjerning i Slum-
meren, fom ban faa bøjlig trængte til, førend en Mand,
ſom almindeligvüis om Dagen opboldt fig paa denne Be—
gravelſesplads, beredte fig til, ſom ſadvanlig, at ſtrejfe
bele Natten omkring i Egnen paa Eventyr, og ved denne
Lejligbed fif Oje paa den unge Nureddin Ali. Nys⸗
gjerrig ſmuttede ban ind i Grapmelet, og maatte hojlig

25

forbauſes over den unge Mands blændende Sfjønbed.
Han laa nemlig paa Syggen, og den klare Maane belyſte
hans Anſigt. Efter i nogen Tid at have bengivet fig
til en taus Betragtning, ſagde Aanden til fig ſelv:
— Sikkerlig, efter denne Skabnings dejlige Udfeende at
domme, maa det vere en Engel fra det jordiſke Paradis,
ſom Allah har ſendt til Verden for ved ſin Skjonhed at
ſtikke alle Hjerter ibrand. —

Derpaa ſvang ban fig bøjt op i den klare Luft.
Her mødte han tilfeldigviis en Fee, ſom ogſaa var paa
en natlig ÜUdflugt. Efterat de gjenſidig hapde bilſt paa
hinanden, ſagde Manden til denne: — Hvis Du har Tid,
vil Du ikke fortryde paa, for nogle Ojeblikke at nedlade
Dig med mig paa den Begravelſesplads, bvor jeg bar
min Bolig; Du vil nemlig der komme til at fee et fandt
Underverk af Skjonhed, hvortil hele Periſtan ) neppe har
Magen. —

Feen ſamtykkede, og efter nogle Ojeblikkes Forløb
havde de i bvirvlende Flugt naaet Stedet.

— Har Du nogenſinde feet et dejligere Menneſke—
barn? — henvendte Aanden ſig til Feen, idet han fuld
af Beundring henvendte fig til Nureddin Ali.

Feen betragtede den unge Mand med ſtor Opmeerk—
ſomhed, og ſparede derpaa: — Viſtnok er han meget ſmuk;
imidlertid har jeg dog ganſke nylig i Kahira feet en ung
Kvinde, ſom uden Sammenligning er endnu dejligere.
Hvis Du har Tid og Taalmodighed til at bore derpaa,
ſkal jeg gjerne fortælle Dig bele Hiſtorien, ſom dermed
ſtager i Forbindelſe. —

— O, Natten er lang, — ſparede Aanden: — og

+) Feernes Verden.

26

egentlige Forretninger bave aldrig trykket mig. Jeg har
ſtedſe Tid til at more mig. Fortæl blot, tjære Fee! —
Nu da, faa bor efter! — begyndte Feen: —
Dog, for rigtig at fætte Dig ind i Sammenbeengen, maa
jeg gaa noget langt tilbage i Tiden. Du maa da vide,
at Sultanen af Egypten har en Vizier, ſom bedder
Shemseddin Mohamed, og at denne ejer en Dat»
ter, ſom i Skjonbed og aandelig Fuldkommenbed er et
tilbedelſesverdigt Under for bele Kabira, Pigen har nu
netop fyldt tvve Aar. Forleden Dag lod den aldrende
Sultan, fom i de ſidſte Maringer baade tidlig og ſilde bavde
bort tale om denne unge Piges uforlignelige Stjønbed,
bendes Fader falde til fig og gjorde bam folgende Med—
delelſe:
— „Efter bvad jeg erfarer, bar Du en voren
Datter; vil Du give mig bende til Gemalinde?“ —
Dette Andragende kom den gode Vizier aldeles
uforberedt. Imidlertid lod ban fig dog bverken blænde
eller forvirre, ſom visſelig de fleſte Andre vilde bave
ladet fig i bang Sted, men ſparede med viift Forbebold:
„Herre, jeg er ikke den bøje Maade værdig, ſom
J bar tiltænft mig, og beder Eder derfor, ikke at tage
mig ilde op, at jeg viſer Eders naadige Andragende til—
bage fra mig. Desuden er jeg allerede bunden ved en tide
ligere, ja ældgammel Forpligtelſe. Som I vel veed, bavde
jeg engang en Broder, der ligeſom jeg nod den Wre at
ftaa | Eders Hojbeds Tjeneſte ſom Vizier. En i fig
ſelb ubetydelig Tviſt imellem os var Aarſag til, at Nur—
eddin Ali belt uformodentlig opgav fin Stilling og
forlod mig, og jeg bar ſenere ingen Efterretning bavt
fra bam førend netop igaar, da jeg erfarede, at han for
ganffe nylig var død ſom Storvizier hos Sultanen af

27

Balſora, efterladende fig een enefte Son. Mu maa Eders
Højbed vide, at vi engang, medens vi endnu levede ſam—
men i broderlig Enighed og Luffe, aftalte med binanden,
at vi vilde gifte vore Born med binanden, faafremt Al—
lab forundte os nogle, og vi forudſatte endogfaa 1 et
overſpendt Lune, gribende forud ind i Tiden og den vor—
dende Sfjæbne, at jeg fif en Datter og han en Son,
netop et Par, ſom vi onſkede det. Underlig nok gik det
netop til, ſom vi havde tenkt os det; og Eders Hojhed
kan nu vel begribe, at jeg under disſe Omſteendigheder føler
mig af Skjæbnen uvagerlig forpligtet til at holde det
Løfte, ſom jeg engang gav min Broder. Jeg venter
derfor alene pan min Broderſon, ſom jeg allerede bar
ſendt Brev og Bud efter, for at fuldbyrde Formelingen
mellem bam og min Datter, og jeg beder Eder, naadige
Herre, ikke at lægge Noget ivejen for at jeg kan opfylde
et helligt Løfte, ſom min Broder har holdt ved ilive og
taget med ſig i Graven.“ —

Dog Sultanen lod ſig ikke viſe ſaaledes af; tvert—
imod blev han pderſt forbittret over fin Viziers Driſtig—
hed, og ſparede ham i heftig opbruſende Brede:

— Gjengjaelder Du ſaaledes min Godhed, byilken
jeg lader gaa faa vidt, at jeg endogſaa nedlader mig til
en Forbindelſe med Dig? Men jeg ſkal vel vide at hævne
mig for, at Du vover at foretrekke en Anden for mig,
din Sultan og Herre, og jeg fværger herved, at din Dat—
ter nu ikke ſkal fan anden Abgtemand end den nedrigſte
og basligſte af mine Slaver! —

Med disſe Ord afſkedigede han Storvizieren, og
denne fjernede ſig, ſom Man vel kan tanke ſig, ikke lidet
forbloffet. Netop idag har Sultanen ladet een af ſine
Staldkarle komme, et Uhyre af Haslighed, puklet baade

28

for og bag, og befalet Sbemseddin Mohamed at
indvillige i fin Datters Giftermaal med dette Menneſke,
ſamt tvunget bam til i bang egen bøje Rarvarelſe at lade
Kontraͤkten opſctte og underſkrive. Anſtalterne til dette
beſonderlige Brollup ere allerede gjorte, og i denne Stund
befinde alle de ægyptiſte Hofmands Slaver fig med Fak—
ler udenfor et Bad, bvor den lykkelige Staldknagt forbe—
reder fig til at træde Verdens ſkjonneſte og adleſte Pige
under Øjne ſom Gemal og Herre. Den ulykkelige unge
Brud er allerede ſmykket, og venter med Radſel paa, at
Offertimen ſkal oprinde. Da jeg forlod Kabira, vare
bendes Kvinder i Begreb med at fore bende i fuldt
Brudeſmokke ind i den Sal, bvor bun ſkal modtage den
pukkelroggede Staldkarl, ſom endnu dvæler i Badet.

Jeg bar ikke kunnet fee mig mæt paa den ligeſaa dejlige

ſom ulvpkkelige Brud, og forſikkrer Eder, at denne unge
Mand, fua ſmuk ban end er, dog langtfra kan maale fig
med bende i Fuldkommenbed. —

— Ja Du kan ſagtens ſige det, og jeg kan vel
begribe, at den unge Pige, ſom Du har forqgabet Dig i,
maa være ſerdeles ſmuk; — indvendte Manden: — men
ikke ſkal Du faa mig til at tro, at bun er ſmukkere end
den unge Mand her, bvem ſelve Himlens Maane ſynes
at have forelſket ſig i. —

— Ord fore os i ethvert Tilfælde ikke videre i
Sagen; — pttrede Feen: — imidlertid vil jeg beller in—
genlunde nægte, at jo denne unge Mand fortjente biin
dejlige unge Kvinde til Kone. Hvad ſynes Dig derfor,
om vi beſtemte os til at forbindre Üdforelſen af den
egyptiſke Sultans uretfærdige Bud, og fatte denne unge
Mand i den pukkelryggede Staldknegts Sted hos den

R

29

dejlige Brud? Jeg tenker, vi vilde have Wre af denne
Bedrift. —

— Ja nok! — ſpvarede Manden: — Du har ſtedſe
havt gode Indfald, og dette er eet af dine bedſte. Vi
ville gjøre Sultanens Hævn magtesløs, troſte en dybt be—
kymret Fader, og gjøre bans elſkelige Datter ligeſaa lyk—
kelig, ſom bun nu troer fig elendig. Jeg for min Deel
vil af al Kraft virke til dette Formaal, og hvad Dig
angager, faa veed jeg af Erfaring, at Du bører til de
gode Bundsforvandte. Altſaa Haand pan Verket! Lad
det være min Sag at bringe Anglingen til Kabira, uden at
han vaagner! Saa kan Du igjen bringe bam tilbage, naar
vi have opnaaet, hvad vi vilde. Ere vi enige? —

— Fuldkommen. — ſvarede Feen: — Lad os da
ikke ſpilde Tiden! —

Ufortovet loftede Aanden den ſlumrende Bedred—
din Hasſan blidelig ivejret, og foer med ham igjennem
Luften med en Haſtigbed, ſom i nogle faa Ojeblikke forte
ham til Wgyptens Hovedſtad. Her lagde Aanden ham
ned under Sojlegangen til et Palads, ſom laa i Ner—
heden af Badet. Netop var den Pukkelryggede i Begreb
med at forlade dette, ledſaget af de ham ventende Slavers
talrige Skare.

I dette Ojeblik vaagnede Bedreddin Has ſan,
og vidſte ikke at fatte fig af Forbauſelſe, da ban ſage, at
han befandt fig midt i en ham aldeles ubekjendt Stad.
Allerede vide han gjøre et Udraab af Forundring og
ſporge, bvor han var, da Manden endnu i rette Tid ban—
fede ham paa Skulderen og bod ham tie. Med det
Samme overrakte han ham en Fakkel, idet han ſagde til
ham: — Bland Eder kun driſtig imellem Folkene uden—

30

for Døren til biint Bad, og folg med Skaren ind i en
Sal, bvor der bliver fejrer et Brollup! Brudgommen er
et pukkelrogget Ubvre, ſom J let vil kunne fjende; tag
Plads paa bojre Side af ham, aabn Eders Pung med
Guldſtpkker, og uddeel dem med rund Haand imellem
Bryllupsgjæſterne, Muſikanterne og Dandſerinderne! Naar
J er traadt ind i Salen, maa J ogſaa viſe Eder لاون‎
mild imod Brudens Slavinder! Grib kun dygtig dybt i
Pungen, uden at frygte for, at den ſkal ſpigte Eder paa
Halvvejen! Der er bojere Vasner tilſtede, ſom ville
Eder vel. Gaa nu lige til, frejdig og uforknyt! Jeg
indeſtager Eder for, at Alt vil lobe godt af. —

Paa denne Maade vel underrettet om Alt, bad
ban bebovede at vide, blandede Bedreddin Hasſan
fig ganſke frimodig i Bryllupsſkaren, ſom var forſamlet
udenfor Baͤdet, og tændte [in Fakkel ved een af Bryl—
lupsgjaſternes. Derpaa ſluttede han fig til Folget, lige—
ſom om ban tilborte een eller anden fornem Herre i Kabira,
og ledſagede den pukkelroggede Brudgom, der imidlertid
havde beſteget en Heſt af Sultanens egen Stald, tilbage
til Brudehuſet.

Bedreddin Has ſan bavde foreløbig taget Plads
imellem Muſikanterne, Dandſerne og Dandſerinderne, ſom
gik umiddelbart foran Brudgommen, og lod nu og da
en Skare af gyldne Fugle flyve ud imellem dem. Da
ban nu tillige udøvede fin Gavmildbed med den ſtorſte
Ande og et i bøj Grad vindende Veſen, drog ban na—
turligvüs Alles Blikke pan fig, og Man fandt ham
faa ſmuk, at der blev bøje Beundringsudraab lydelige
trindt omkring ham. Saaledes naaede Toget endelig det
Palads, ſom Vizieren beboede, Shemseddin Moha—
med, der mindſt af Alt dromte om, at hans Broderſon

شد — —

31

var bam faa nær i dette Ojeblik. Da Toget havde naget
Doren, viſte Man. alle de faffelbærende Slaver tilbage,
tilligemed dem ogſaa Bedreddin Hasſan; men Mu—
ſikanterne og Dandſerne, ſom ifølge Skik og Brug ſkulde
Drage med ind i Brudebuſet, vægrede fig ved at gaa ind
uden Bedreddin Hasſan. — Han borer ikke til Sla—
verne; — pttrede de: — Man behover kun at fee paa
bam for at forvisſe fig derom. Rimeligviis er det en
fornem ung Herre, ſom er nysgjerrig efter at lære de her
gjældende Bryllupsceremonier at fjende. —

ſamme Tid toge de ham i deres Midte, og‏ موللا
trengte trods Dorvogteren med ham ind i Huſet. Fak—‏
len havde de iforvejen faget fra ham og givet til een af‏
Slaverne, hvem Indgangen var formeent. Saaſnart‏
Muſikanterne vare komne ind i Salen, ſtillede de Bedr—‏
eddin Hasſan paa bøjre Side af Brudgommen, ſom‏
imidlertid havde indtaget en herlig udſmykket Trone, der‏
hævede fig midt i en prægtig Sofa. Brudens Fruen—‏
timmer, Emirerne, Viziererne og Sultanens Kammerherrer,‏
iligemaade en ſtor Mængde fornemme Damer fra Hof—‏
fet og fra Staden, bleve efter deres Rang bragte tilſede‏
paa lavere Sofaer paa begge Sider, og udviklede en Glands‏
og Pragt, fom maatte blænde og benrykke Sjæl og Oje.‏
Alle havde de brændende Kjærter i deres Hender ١‏

Saaſnart Bedreddin Hasſan traadte ind, bleve
alle Øjne henvendte paa bam; Man beundrede hans Vært
og Holdning, hans ſmukke Træf og ædle Manerer, og
blev ikke feed af at betragte ham. Saaſnart han havde
faget Sade, liſtede ſnart een, ſnart en anden af de unge
Kvinder fig ben i Nerbeden af ham for at beundre ham,
og viſtnok vendte meer end een igjen tilbage med omme
Rorelſer i Hjertet. Afſtanden i ydre Takkeligbed mellem

— 07#

32

bam og den afſkvelige puffelrvggede Staldfnægt var faa
paafaldende ſtor, at alle de tilſtedevgrende Kvinder, efterat
de lydelig bavde pttret deres Beundring for Bedreddin
Has ſan, gave fig bøjt til at knurre over, at et ſaadant
Übore ſom Staldkarlen ſkulde eje flig en Skjonbed ſom
Storvizierens Datter. Snart lød Naabet: — Lad den
ſmukke unge Sand faa Bruden, og lad den Pukkelryg—
gede vende tilbage til Staldmoget, bvor han kom fra og
hvor ban borer bjemme! — Ja de lode det ikke engang
blive Derved, men udtalte bøje Forbandelſer mod ſelve
Sultanen, fordi ban bapde brugt fin uindftrænfede Magt
til paa en faa oprørende Maade at forbinde den bøjefte
Skjonbed med den modbydeligſte Hesligbed. Og de
overoſte ſaaledes den pukkelryggede Brudgom med For—
bandelſer, at ban til almindelig Morſkab aldeles miſtede
Fatningen, og ikke vidſte, bvorben og bvorledes han ſkulde
vride og vende fig paa fin Trone. Over alt dette blev
Støjen tilſidſt faa levende, af Muſiken ganſke blev over—
dovet og maatte bolde op med at ſpille. Endelig bleve
dog Orden og Stilbed faa vidt gjenoprettede, at Mu⸗
ſikanterne igjen kunde lade deres Inſtrumenter høre, og
nu traadte bine Kvinder frem, bvis Forretning det

at ſmokke Bruden. Denne var iforvejen bleven ba

vellugtende Vande, og udbredte den koſteligſte Duft vidt

og bredt omkring ſig. Hendes Klader vare gj mrogede

med den fineſte Aloe og Ambra, bendes Haar var beſtroet
med Moſkusſtov og prydet med et iſandbed kongeligt

Aedelſteensſmyokke. Paa bendes Kleder glimrede i Guld⸗

broderi allebaande Blomſter, Fugle og andre ſkjonne
Dor, bvis Øjne, ligeſom 00100 Fuglenes Næb, vare dan⸗
nede af koſtbare AEdelſtene. Til denne uvurdeerlig rige
Dragt bar hun Sko, der ſyntes forfærdigede af lutter

33

Rubiner og Smaragder. Alle disſe Wdelſtenes Glands
var faa mægtig, at Øjet neppe formagede at udbolde den,
faa meget mindre, ſom tuſinde Voxkjerter afſpejlede fig
deri. Men Bruden ſelb overſtraalede ved fin Skjonhed
baade Juvelernes og Kjerternes Glands; bendes Blikke
trengte til Hjertet ſom Dolkeſtik, og efterlode en ſod
Gift og endnu ſodere Smerte deri.

Men faa prægtig denne Brudens Paakledning end
var, ſkiftede bun dog ikke mindre end ſov Gange Klader
under Inſtrumenternes Lod, og viſte fig den ene Gang
ſtedſe herligere end den anden, ſaa utroligt Saadant end
maatte ſynes. Men hver Gang, bun bavde ſkiftet, rejiſte
hun fig og gik med fine Fruentimmer rundt i Sa—
len for at lade fig beundre, forbi den pukkelryggede Brud—
gom, hvem hun dog ikke verdigede noget Blik; men foran
Bedreddin Hasſan blev hun ſtagende, forat han
imag ſkulde beundre hendes Dejligbed. Denne undlod da
ikke, ifølge Mandens Anviisning, at gjøre dybe Greb i
Pungen og uddele Guldſtpkker imellem Brudens Ledſager—
inder. Ogſaa Sangerne, Dandſerne og Muſikanterne til—
kaſtede han jævnlig en Haandfuld, og det var en ſand
Hjertens Glæde at fee dem ſtode og puffe hverandre, me—
dens de gramſede om Guldſtykkerne. Ved denne Frem—
gangsmaade vandt Bedreddin Hasſan alle Hjerter
for ſig, og Man lod ham fra alle Sider merke, at Man
langt beller undte bam den ſkjonne Brud end den pukkel—
ryggede Staldkarl. Ja Kvinderne toge ikke i Betenk—
ning, endogſaa ganſke bøjt at udtale denne Mening for
ſelve den pukkelrvggede Brudgom, og ſpillede bam tuſinde
ærgerlige Puds, faa ofte de ſage Lejlighed dertil.

Saafnart den højtidelige Klædningsverel var bragt
vi 3

34 0

tilende, børte Mufifanterne op at fpille og fjernede fig,
dog forſt efter at bave betydet Bedreddin Hasſan,
at ban ſtulde blive. Ogſaa Kvinderne gave ham dette
at forſtaa, da de fjernede fig med alle de Øvrige, ſom ikke
hørte til Huſet. Da begav Bruden fig ind i Brudekam⸗
meret, og bendes Fruentimmer fulgte for at flæde bende
af; i Salen var der altſag nu ikke Andre tilbage end den
pukkelrvggede Brudgom, Bedreddin Hasſan dog nogle
Tjenere, ſom vare beſkjaftigede med at fætte tilſide og
ſlukke Kjerterne. Staldkarlen var, ſom Man let kan
begribe, bøjlig forbittret paa Bedreddin Hasſan,
da ban ſaa aldeles følte fig ſtillet i Skygge af bam, og
tilkaſtede bam ſkjave Blikke, idet ban i raa Tone ſpurgte:

— Og Du, bvorfor bortfjerner Du Dig ikke til⸗
ligemed de Øvrige? Hvad venter Du efter? —

Da nu Bedreddin Hasſan intet rimeligt Paa⸗
ſkud bavde til at blive længer, rejſte ban fig forlegen og
forlod ganſke ſlukoret Salen. Men ude i Forvarelſet
blev ban boldt tilbage af Feen og Aanden, og den Forſte
ſpurgte bam: — Men bvor vil Du dog ben? Den Puk⸗
kelrvggede bar i et nødvendigt Wrinde forladt Salen.
Du bebover kun at vende om og gaa lige ind i Brude⸗
kammeret. Saaſnart Du er ene med den dejlige Brud,
ſkal Du blot ganſke frejdig ſige, at Du er den bende be⸗
ſtemte Brudgom; — Sultanen havde blot villet forſkrække
bende og bave fin Spog med den pukkelryggede Stald⸗
karl, og Du havde, for at bolde bam ſkadesles for bang
tabte Brudgomslokke, ladet bam tilberede en lakker Ret
Syltetøj, ſom ban nu veltilmode ſlugte i fig nede i Stal⸗
den. — En Mand ſom Dig vil det ikke falde vanſkeligt at
vinde Tiltro, naar Du blot rigtig benytter Ordets Gave.
Den unge Brud vil ſikkerlig føle fig henrykt over at være

35

bleven bedragen paa en faa forbindtlig Maade, og troer
Dig beller end gjerne. Vi ſkulle imidlertid nok indrette
det ſaaledes, at den Pukkelryggede ikke mere lader fig fee.
Ver lyffelig med din Gemalinde! Thi din er og bliver
hun, og ikke biint Ubyres! —

Medens Feen paa denne Maade opmuntrede Bedr—
eddin Hasſan og gav ham Forholdsregler for hans
Adfærd, var den Pukkelryggede virkelig gaaet ud af Sa—
len. Aanden fulgte bam paafode hen til et viſt hemmeligt
Sted, paatog ſig Skikkelſe af en ſtor ſort Kat og be—
gondte at miaue forfærdelig. Den Pukkelryggede gav
fig til at ſkrige højt og ſlaa i Henderne for at ſkremme
Katten; men iſtedetfor at lade ſig herved forjage, ſatte
den fig paa Bagbenene, lod Øjnene gniſtre, og tog ſtadig
til i Sterrelſe, indtil den var bleven faa ſtor ſom et
godt Æfelsføl. Da blev den Pnkkelryggede forſt ret for
Alvor angſt, og vilde raabe ynfelig om Hjælp ; men han var
i den Grad forfærdet, at hans Mund blev ſtaagende aaben
Paa vidt Gab, uden at han formagede at frembringe
nogen Lyd. For nu ikke at lade bam komme til Beſin—
delſe igjen, paatog Manden fig haſtig Skikkelſe af en ubyre
Boffel, og tilbrolede ham: — Pukkelryggede Slyngel,
luk dine Ojne og Orer op! —

Reent ude af fig ſelv af Skrak ſtyrtede den Pukkel-
ryggede til Gulvet, indhyllede fit Hoved for at undgaa
at fee det ſkrakkelige Uhyre, og ſpurgte ſfkjelvende:
— Allernaadigſte Fyrſte over alle Bofler, Hvad forlanger
J af mig? —

— Vee Dig, elendige Pjalt! — vedblev Manden:
— Har Du virkelig veret ſaa forvoven at ville holde

Bryllup med min Elſkede? — —
3

36

— Ak, bøjædle og bojvelbaarne Herre, — ſtam⸗
mede den Pukkelroggede: — bar jeg forſeet mig beri,
faa ſkete det kun af Uvidenbed: Jeg vidſte ikke, at min
Brud bavde en — med re at ſige! — en Boͤffel til
Elſter. Men J behover blot at befale! Jeg ſkal villig
adlyde Eder i Alt. —

— Den Tale er der Fornuft i! — ſparede Bof⸗
len: — Saa agt da paa disſe mine Ord, ſaaſandt dit
elendige Liv er Dig noget værdt! — Hvis Du vover at
forlade dette Sted, eller endog blot faa meget ſom aabner
Munden, førend Solen ftaaer op, faa nagler jeg Dig med
mine Horn til Væggen! Imorgen tidlig, dog forſt ved
bojlos Dag, tillader jeg Dig at forlade dette Sted for
at begive Dig didben, bvor Du borer bjemme. Men vo⸗
ver Du blot at vende dit Hoved om imod Brudekamme—
ret, faa ſkal Du visſelig komme op at ride, ſom Du al-
drig for bar redet, paa mine Horn nemlig, — kan Du merke,
hvor dejlig ſpidſe de ere? —

Da paatog Aanden ſig atter menneſkelig Skikkelſe,
greb Staldkarlen ved Benene og ſtillede bam med Ho—
vedet nedad op imod Væggen: — — Staa nu ſmukt rolig,
ſom jeg bar ſtillet Dig! — paamindede bam Aanden
endnu til Slutning: — Mører Du Dig blot af Stedet,
faa — nu, jeg ſiger ikke Mere, men vi forſtaa bin⸗
anden! —

Medens dette gik for fig i Paladſets mindſt anfee-
lige Gemak, var Bedreddin Has ſan, ſtyrket ved Aan—
dens og Feens kraftige Opmuntringer, vendt tilbage til Sa—
len, og havde berfra vovet fig videre ind i Brudekamme—
ret, bvor ban tog Sade og i ſtorſte Spænding afventede
Eventprets videre ÜUdvikling. Efter nogen Tids Forløb

—

37

blev Bruden fort ind i Verelſet af en ærværdig Matrone;
dog denne blev ſtagende i Doren og benvendte blot nogle til
Situationen pasſende Ord til den ventende Brudgom, uden
at kunne fee, om det var den Pukkelryggede eller en an—
den Perſon, der var tilſtede. Derpaa drog hun ſig til—
bage og overlod de unge Menneſker til dem ſelv.

Hojlig forbauſet ſage den dybt nedbojede Brud, iſte—
detfor den Pukkelrvggede, ſom hun havde ventet, den
edle og ſmukke Bedreddin Hasſan for ſig, og denne
undlod ikke at fremſtille fig for bende paa den meſt ind—
tagende Maade. — Hvorledes, — raabte hun: — J er
endnu paa denne Tid ber? J maa altſaa være en for—
trolig Ven eller Slegtning af min Mand? ل‎

— Nej, min elſkelige Brud, — ſvarede Bedreddin
Hasſan: — vi have i ingen Henſeende Noget at be—
ſtille med binanden; ban bører til Pobelen, jeg derimod
til een af de ædlejfte Slægter i Oſterland. —

— J glemmer, at det er min Herre og Gemal, I
taler om! — pttrede Bruden bedrøvet.

— Han — Eders Herre og Gemal! — gjentog
Bedreddin Hasſan: — Har J virkelig ſaa lang Tid
kunnet tro Sligt? Saa er det hojt paatide, at J kom-
mer tilbage fra Eders gruſomme Vildfarelſe. Nej, ſaa
megen Ande og Skjonbed ſkal ingenlunde offres en Mand
af den raaeſte Natur og den foragteligſte Stand! Jeg
er den Lykkelige, for hvem de ere beſtemte; Sultanen bar
blot villet forſkrekke Eders ædle Fader, idet han bragte
ham fil at tro, at J fulde kaſtes i Armene paa biin
elendige Staldkarl; ikke ham men mig bar ban beſtemt
til Eders Gemal og Herre. Har J da flet ikke merket,
hvor koſtelig Muſikanterne, Dandſerne og alle Huſets
Folk have moret ſig ved dette Narreſpil? Den Klods

38

af en Staldkarl er igjen nede i fin Stald, og ſkal al⸗
drig mere komme for Eders ffjønne Øjne. —

Under disſe Meddelelſer fik den unge Bruds An—
ſigt efterbaanden et ſtedſe mere forklaret ÜUdſeende, bvorved
bun blev faa benrivende dejlig, at Bedreddin Hasſan
blev ganſke fortryllet af bende. Mere død end levende
var bun traadt ind i Brudekammeret; nu hapde bun faaet
et nyt Liv, hvori det inderligſte Velbebag var Sjælen, og
hun yttrede, bavende af Glæde:

— Ak, jeg bapde allerede fattet mig paa at vorde
ulvkkelig for bele min Levetid! Allah bar vendt det til
det Bedre, idet ban bar beſtemt mig en Gemal, der er
mig værdig; — bvor takker jeg bam ikke derfor! —

Og Bruden drog fig tilbage i Verelſets Baggrund,
fuldendte fin Afkledning, og gik tilſens. Bedreddin
Has ſan var i dette Ojeblik faa beruſet af Lykke, at han
ikke gav nogen anden Tanke Rum, end den, at ban virkelig
var den unge Forſtindes Agtefcelle. Da ban flædte fig af,
lagde ban fin Kledning paa en Stol ved Sengen, og
ovenpaa ſamme den af Jøden modtagne Pung med Guld⸗
ſtykker, ſom endnu ſtedſe var lige fuld, faa dybt og faa
længe ban end bavde grebet deri. Sin Turban ombyt⸗
fede ban med en for den pukkelrvggede Brudgom beſtemt
Nathbue, og lagde fig tilſengs i Underbeenkleder“) af blaat
Atlaſk, der ved et gyldent Baand vare boldte faſt 01112
kring Livet. — Han var i denne Time det lykkeligſte
Menneſke i bele den vide Verden.

Saaſnart de to Elſkende vare ſovede ind, ſagde den

) Oſterlanderne klade fig aldrig heelt af, naar de gaa tilhvile.

39

imidlertid fra Forretningen med Staldkarlen tilbagevendte
Mand til fin Veninde Feen, at det nu var Tid til at
fuldende, bvad de faa vel bavde begyndt og fat igjennem.
— Vi ville ikke lade os overraſke af den lyſe Dag; —
tilføjede Aanden: — gaa derfor ſtrax hen og for den ſovende
Angling bort berfra, uden at ban vaagner derved! —

Strax begav Feen fig ind i Brudekammeret og bar
Bedreddin Hasſan bort, ſom han var, i bare Skjorte
og Underbeenklader. Übegribelig haſtig fløj bun med ham
over Land og Stad, indtil hun bavde naget Damascus i
Syrien. Fra Mimnareterne kaldte juſt de dertil anſatte Guds
Tjenere Folket til Morgenbon i Moſkeerne, da Feen lagde
den ſodt ſlumrende Bedreddin Hasſan ned udenfor
Stadens Port, og derpaa haſtig forlod ham tilligemed
Aanden.

Ved det forſte Morgengry blev Porten aabnet, og
de derpaa allerede i Mængde ventende Landmænd fandt, da
de gik ud af Sfaden, til deres ſtore Forundring Bedred—
din Hasſan liggende udenfor paa Jordeni blotte Skjorte
og Underbeenkleder. Een meente: — Viſtnok har ban
været nødt til at forlade fin Elſkede ſaaledes over Hals
og Hoved, at ban ikke engang har faget Tid til at klede
fig paa! — En Anden ſagde: — Der feer Man, bvad
der dog kan mode Een! Dette unge Menneſke har ri—
meligviis tilbragt en god Deel af Natten i lvyſtigt Lag
med gode Venner, bar faaet fig en Ruus, er gaaet uden—
for i et nødvendigt Wrinde, og har glemt at gaa ind
igjen, idet ban er bleven overvældet af Søvnen. — An—
dre endelig havde andre Meninger; men Ingen gjættede
naturligviis det Rette.

En mild Vind, ſom imidlertid havde begyndt at
blæfe, ſlog nu Sypſoverens Skjorte en Smule tilſide, og

40

lod fre et Bryſt, der var mere blændende end Sneen paa
Biergene. Ved dette Syn undſlap der alle de Tilſtede⸗
værende et beit Beundringsraab, og Bedreddin Hasſan
baagnede ved Larmen.

Den unge Mand undrede fig naturligviig ikke min⸗
dre end de gode Landmænd, da ban fandt fig liggende
paa den blotte Jord udenfor Porten af en Stad, ſom ban
aldrig bavde ſect for, og omgiden af en Mængde fremmede
Menneſker.

— Gode Folk, — ſagde ban til dem: — gjorer
mig dog den Tjeneſte at ſige mig, bvor jeg er, og hvad
J ville mig!

Unge Mand, — ſparede cen af Landmændene:
i Dette Ojeblik blev Stadens Port aabnet, og da
gik ud deraf, fandt vi Eder liggende, bvor J endnu ligge
og gaͤnſke i ſamme Forfatning, og bleve ſtagende for at bes
tragte Eder. — Har I virkelig tilbragt Natten ber, unge
Menneſke? Jaltfald maa J dog kunne ſlutte Eder til,
at J befinder Eder udenfor Porten til Staden Das
mascus. —

— Damascus! — gjentog Bedreddin Hasſan
vantro: — Da jeg gik til Hvile, befandt jeg mig i Stas
den Kabira! —

Da Folkene borte Bedreddin Hasſan tale ſaa—
ledes, folte de ſig grebne af Medlidenbed, og de lode falde
Attringer ſaaſom denne: — Hvor det dog er Skade, at
et faa ſmukt Menneſke bar miſtet fin Forſtand! — Der»
paa gik de Fleſte deres Vej. Men en god gammel Mand
blev tilbage og ſagde til Bedreddin Hasſan: — Min
Sen, Du maa være reent forvirret! Hvis Du igaaraf⸗
tes virfelig bar været i Kabira, hvorledes kan Du faa i

41

denne Morgenſtund befinde Dig udenfor Damascus? —
Det er jo en Urimeligbed. —

— Og dog forholder det fig ſaaledes; — ſparede
Bedreddin Has ſan, idet ban rejſte fig: — og des—
foruden forſikkrer jeg Eder dyrt og belig, at jeg tilbragte
hele Dagen igaar i Balſora! —

Ved disſe Ord brøde alle Omkringſtagende ud i en
høj Latter, og ſkrege: — Han er jo gal, bindegal! ل‎
Alligevel gaves der dog nogle fromme Sjæle, ſom følte
Medlidenbed med Bedreddin paa Grund af hans Skjonhed
og Ungdom, og Een iblandt disſe gjenſvarede ham: — J
maa visſelig bave miſtet Forſtanden! Betenk dog, bvad
J ſiger, fjære Menneſke! Hvorledes er det vel muligt,
at et Menneſke ſkulde have været om Dagen i Balſora, om
Natten i Kabira, og om Morgenen i Damascus? I ſover
visſelig endnu indeni; ſee til at blive munter! —

— Hvad jeg ſiger, — gjentog Bedreddin Hage
fan: — er fuldkommen Sandbed. Jeg kan endogſaa
meddele Eder, at jeg igaaraftes holdt Bryllup i Kahira. —

Havde Folk ikke for leet, faa kom de nu til at lee,
og den ſamme Perſon, der ſidſt havde talt med ham, tog
atter Ordet:

— Stakkels Menneſke, alt dette maa J have drømt,
og Drømmen løber Eder endnu rundt i Hovedet. —

— Jeg veed fuldtvel, bvad jeg figer! — afbrød
ham Bedreddin Hasfan bidſig: — Hvorledes det er
gaaet til, forſtager jeg felv ikke; men viſt er det, at jeg
iaftes blev formelet med den dejligſte Kvinde i Verden,
at min Brud ſyv Gange blev fort frem for mig i nye
Dragter, endelig, at der var en modbydelig pukkelrygget
Staldkarl tilſtede, ſom Man forgjaves forſogte at paa—
tvinge den ſkjonne Pige ſom Brudgom. Ligeſaa viſt er

42

det, at jeg ١ Kabira bar efterladt min Turban, mine Klæs
det og en Pung fuld af Guldſtokker. Forklare Sligt,
Hvo kan! Det er til at blive gal over; men jeg vil dø
paa, at det virkelig er ſkeet altſammen. —

Men jo ftærfere den arme Bedreddin Hasſan
bekraftede Sandbeden af fine Udfagn, deſto mere over⸗
given blev den ſpottende Lyſtigbed trindt omkring bam, og
tilſidſt blev ban faa forſtyrret i Hovedet, at ban ikke længer
felv vidſte, bvad ban ſkulde tro.

Da ban dog imidlertid tydelig indſage, at det ikke
kunde nytte at indlade fig endnu dobere i denne fortpkte
Sag med Menneſker, ſom forckom fig felv over al Maade
kloge, vendte Bedreddin Hasſan det ſammenſtimlede
Folk Roggen og gik ind i Staden. Men Skaren fulgte
efter bam og ſkreg i vilden Sfy: — En Mar, en Nar,
Hvo vil fee en Mar? — Skriget lokkede en Mængde Mens
neſker til Vinduerne, overalt, bvor ban kom frem, og ud i
Gadedorene; Mange forøgede ogſaa ſelve Oplobet og deeltoge
i Skriget: — En Mar, en Jar! — uden at vide, bvorle⸗
des det egentlig bang ſammen. J denne betrengte Stil—
ling naaede Bedreddin Hasſan endelig en Poſtej⸗
bager, ſom netop var i Begreb med at aabne fin
Bod. Haſtig ſprang ban ind til bam for at unddrage
fig den bam forfolgende Pobel. Denne Poſtejbager bavde
tidligere været Anfører for en Trop Arabere, ſom levede
af at udplundre Karavanerne, og endſkjondt ban nu bavde
nedſat fig i Staden Damascus i en fredelig Livébedrift,
vare Alle dog endnu bange for bam. Der behøvedes derfor
ikke Mere end et Blik og en betegnende Haandbevagelſe
for at adſplitte den Bedreddin Has ſan forfolgende
Menneſkeſkare.

Saafnart Poſtejbageren fane fig alene med Bedred—

43

din Has ſan, ſpurgte ban bam, Hvem ban var og bvor—
ledes ban var kommen til Damascus. Den unge Mand
gjorde bam da bekjendt med fin Herkomſt, med fin Faders,
Vizierens Dod, og med de Omſtendigbeder, ſom havde for—
anlediget bang Flugt fra Balſora; iligemaade gjentog han
fin Hiſtorie om, hvorledes han, efter at være falden iſovn
i fin Faders Gravmæle, var vaagnet i Staden Kahira
og der havde formelet fig med den dejligſte Kvinde paa
Jorden, uden at vide, bverken hvad bun beed eller Hvem bun
tilborte. Endelig vttrede han fin levende Forbauſelſe
over nu at befinde fig i Staden Damascus, og bekjendte,
at han ikke forſtod et Ord af det Hele.

— Begribeligt! — ſparede Poſtejbageren, der, felv en
eventyrlig Perſon, ret vel forſtod at gaa ind paa Bedr—
eddin Hasſans overraſkende Eventyr: — Men bois
J vil lyde mit Raad, faa hold hos Eder ſelv, hvad J
nylig bar meddeelt mig, og afvent i Taalmodigbed, at
Himlen i fin Barmhjertigbed igjen ſkal fætte en Grendſe
for den Modgang og de overordentlige Tilſkikkelſer, hvor—
med den har hjemſogt Eder! Indtil da kan J blive bos
mig, og da jeg er barnlos, vil jeg, ſaafremt J viſer Eder
fortjent dertil, med Glæde antage Eder i Sons Sted.
Naar det forſt er kommen faa vidt, kan J fuldkommen
ſlaa Eder tilro her i Staden, uden at bave Aarſag til
at frygte Noget af den kaade Pobel. —

At blive en Poſtejbagers Adoptipſon var rigtignok
ingen Wre for en Storviziers Son; men under de ner—
værende Omſtaendigbeder maatte Bedreddin Hasſan
dog med Tak gaa ind paa Forſlaget, og efter fort Tids
Forløb tog Poſtejbageren ham virkelig i Sons Sted.
Den fordums Stratenrover, i fig ſelv en meget godmodig
Mand, lod ham opflæde, og erflærede ham i Kadi'ens og

44

Vidners Stærværelfe for fin Son og Arving. Fra denne
Stund bed den unge Viziersſon flet og ret Poſtejbage⸗
rens Hasſan og forblev bos fin Velgjorer paa ube
ſtemt Tid.

Medens alt dette gik for fig i Damascus, ſaae det
juſt beller ikke roligt ud i Storvizierens Huus i Staden
Kabira. Morgenen efter Bryllupet vaagnede den lykkelige
Brud i god Tid; men ſaaſnart bun bapde flaget Øjnene
op, ſavnede bun ſtrax fin dyrebare Aegteberre, ſom bun bavde
ventet at finde ſlumrende ved fin Side. J Begvyndelſen
troede bun, at ban var ſtaget op uden at gjøre Støj for
ikke at forſtyrre bende, og at ban fnart igjen vilde vende
tilbage; og ſaaledes ventede bun bam endnu, da bendes
bedrovede Fader, Storpizieren, bankede paa bendes Dor og
bad om at maatte komme ind til bende. Dybt ryſtet over
den bam af Sultanen, ſom ban meente, beredte Banære,
kom ban for med fin Datter at begrade deres fælles
Ulpkke. Saaſnart Bruden borte bang fjære Stemme,
ſprang bun op og aabnede for bam, fuéfede ham paa
Haanden og modtog bam med et ſaadant Üdtrpk af Til—
fredsbed, at Vizieren af Forbauſelſe ikke engang kunde
fremføre faa meget ſom en Morgenbilſen; ban 90006 nem⸗
lig ventet at finde bende oploſt i Taarer og i det Mindſte
ligeſaa bedrøvet ſom fig felv.

— Ulvffalige Datter, — udraabte han endelig: — bvor⸗
ledes kan Du viſe Dig for mig med et ſaa muntert Aa—
fon, efterat Du bar maattet bringe et faa forfærdeligt
Offer? —

— Herre, — ſparede Bruden, der nu paa fin Side
ikke forbauſedes mindre end fin Fader, og ikke vidſte, hvad
bun ſkulde tro: — Herre, J maa ikke undres, endnu min⸗

45

dre vredes over min Glæde! Har jeg ikke Grund til at
være glad over, at jeg er kommen til at tilbore en ſkjon
og ædel ung Mand, iſtedet for biin modbydelige puklede
Staldkarl, ſom Sultanen paa Skromt havde beſtemt mig
til Mand? Forovrigt begriber jeg ikke, bvorledes det
Hele er gaaet til. Den Pukkelryggede blev iaftes ſaa—
ledes drillet og forbhaanet fra alle Sider, at han tilſidſt
maatte vige Pladſen for hiin ſkjonne Angling, ſom nu er
mln Herre og Gemal. —

— Hvad er dog det for en Snak? — afbrød
bende Vizieren heftig: — Har Du virkelig ikke tilbragt
denne Nat med Staldkarlen? —

— Nej, Herre, — ſvarede den unge Dame: — ſom
jeg ſiger Eder, en ſmuk Angling med ſtore ſorte Ojne og
glindſende forte Ojenbryn har ſovet bos mig! —

Da miſtede Vizieren, der ikke formagede at feſte
nogen Lid til det Utrolige, den ſidſte Reſt af Taalmodig—
bed og kom i den allerbeftigſte Vrede.

— Afſtvelige Kvinde, — fnyſte han: — bar Du
iſinde, ved uſalig Snak at berøve mig Forſtanden? —

— J, fjære Fader, — ſvarede Datteren blidt: — er
ved Eders Vantro nærved at berøve mig min. —

— Skulde det da virkelig være muligt, at den Puk—
kelryggede ikte — —

— Lad dog ganſke den afſkyelige Pukkelryggede
ude af Spillet, fjære Fader! — afbrød ham hans Dat—
ter: — Skal jeg da være fordømt til idelig at bore tale
om denne Usling? Jeg gjentager for Eder, at jeg ikke veed
det Mindſte af ham at ſige, men har tilbragt Natten med
en ung og ſmuk Mand af ædel Slægt, ſom ganſke er ef—
ter mit Hjerte. Han er gaaet lidt ud, men maa ſtrax
være ber igjen. —

N

46

Uden at ſige noget Ord mere gik Sbemseddin
Mobamed ud for at opſoge den meget omtalte ſmukke
unge Mand, men fandt i bang Sted den pukkelroggede
Staldkarl, ſom endnu ſtod i den ſamme Stilling op imod
Væggen, bvori Aanden bapde bragt bam, med Hovedet
nedad og Benene ivejret.

— Hvad ſkal det betyde? — ſpurgte Storvizieren
forbauſet: — Hvem bar lært Dig flige Kunſter? —

Saaſnart den Pukkelryggede kjendte Vizierens Stem⸗
me, fattede ban igjen lidt Mod og ſparede:

— Ej, er det Eder, Hr. Storvizier, ſom vilde for⸗
male mig med en Boffels, med en Aands Kjærefte? Be—
takker mig, Hr. Storvizier! Heller forblive den, jeg er,
i eenlig Stand, om jeg end ſkulde ſtaa vag Hovedet bele
mit øvrige Liv! ل‎

Da Sbemseddin Mohamed børte Staldkar-⸗
len tale ſaaledes, kunde ban naturligviis ikke tro Andet,
end at ban var gaaet fra Forſtanden, og ſagde:

— Hvad er det for en Snak? Stil Dig dog op
paa Benene, at vi kunne tale ordentlig med binanden! —

— Javiſt, det ſkal jeg nok tage mig iagt for! —
ſvarede Staldkarlen: — Førend Solen er ſtaget op, ro⸗
rer jeg mig ikke ud af Pletten! Da jeg jaftes traadte
berind, vifte der fig en ubyre ſtor fort Kat for mig, der
lidt efter lidt ſpvulmede op til en forfærdelig Boffel, og
bvad denne ſagde til mig, bar jeg endnu ikke glemt. Al⸗
lab være lovet! Lad mig pasſe mine Forretninger, og
gak J til Eders, Herr Storvizier! —

— Det Menneſke er jo reent fra Forſtanden! —
udraabte Storvizieren, greb bam ved Benene og ſmed ham
henad Gulvet. Ved denne Lejlighed kom Staldkarlen
virfelig paa Benene; men neppe var ban fommen op,

47

førend ban tog tilbeens alt bvad han kunde; uden at fee
fig om ſtortede ban bort og blev ved at lobe, indtil han
havde naget det kongelige Palads. Her lod ban ſig ſtrax
melde bos Sultanen og fortalte ham bele fit Eventyr fra
Ende til anden. Sultanen, ſom imidlertid bavde for—
glemt ſit gruſomme Lune, morede ſig inderlig derover, og
blandede fig ikke mere i Storvizierens huuslige Anlig—
gender.

Ligeſaa klog, ſom ban var gaaet bort, vendee Shems—
eddin Mobamed tilbage til fin Datter og forlangte
paanpy en Forklaring af hende over Ting, ſom ban ikke
vidſte, bvad ban ſkulde tenke om. — Men den unge
Brud vidſte ikke Andet at fortelle end det, bun allerede
bavde ſagt. — Dog — tilføjede bun: — der ligge min
Mands Kleder endnu paa Stolen! Maaſkee kunne de
give nermere Oplysninger. —

Med disſe Ord rakte bun fin Fader Bedreddin
Hasſans Turban. Vizieren tog den i Haanden, betragtede
den opmerkſomt fra alle Sider, og pttrede:

— Jeg vilde holde den for en Viziers Turban,
hvis den ikke var flynget efter den i Staden Musſul
gjældende Skik og Brug. —

Da ban ved nøjere Underſogelſe bemerkede, at der
var Noget ſpet ind i Foderet, tog ban en Sax og ſpret—
fede dette op, og fremtog deraf et lille tæt beſkrevet Hefte,
det ſamme, ſom Nureddin Ali paa Dodslejet havde
overgivet ſin Son Bedreddin Hasſan, og ſom denne
havde gjemt i Turbanen for beſtandig at bave det hos
fig. Ojeblikkelig gjenkjendte Sbemseddin Moba—
med fin Broders Haandſkrift, og leſte Titelen med den
hojeſte Qverraſkelſe: — Til min Son Bedreddin

48

Hasſan. — Men førend ban endnu kunde faa tænft
nøjere over denne mærfværdige Sag, flyede bang Datter
bam en Pengepung, ſom bun bapde fundet ovenpaa fin Mands
Klæder. Det var den ſamme Pung, ſom Bedreddin
Hasſan bapde faaet af Jøden, og ſom ved Feens og
Aandens velvillige Omſorg endnu var fuld lige indtil Mun—
dingen, uagtet deres Klient bavde kaſtet ud med fulde Hen—
der af dens goldne Indbold. Paa en Seddel, ſom var
beftet ved Pungen, ſtod at læfe: — Tuſinde Zechiner,
tilbørende Jøden Iſchak, — bvortil denne endnu bavde
føjet, inden ban overgav Bedreddin Has ſan Pen—
gene: — overgiven Bedreddin Hasſan til Betaling
for Ladningen af det forſte Skib, ſom løber lokkelig ibavn,
af dem, ſom bans ſalig Fader, Nureddin Ali,
havde i Eje. —

Neppe bavde Sbemseddin Mohamed laeſt
dette, førend ban udſtodte et Skrig og faldt i Afmagt.

Saaſnart Vizieren imidlertid ved fin Datters og
bendes tililende Fruentimmers Biſtand atter var kommen
til fig ſelv, ſagde ban til fin Datter: — Forundre Dig
ikke over denne min Afmagt, mit fjære Barn! — Aarſa—
gen dertil er visſelig faa overordentlig, at Man har ondt
ved at tro derpaa. Det er nemlig din kjodelige Fetter,
Nureddin Alis Son, ſom bar tilbragt Natten 608
Dig. De tuſinde Guldſtpkker, der findes i Pungen, erin—
dre mig om den ulpkkelige Tviſt, jeg bande med min Broder,
og ſkulle formodentlig gjelde for bang Brudegave til Dig.
Allab være lovet for alle Ting, men iſerdeleshed for dette
vidunderlige Eventyr, bvorved han faa ojenſynlig har viift
fin uendelige Almagt! —

Derpaa betragtede han længe fin Broders dyre—
bare Haandſkrift, kysſede den flere Gange og vædede

49

den med fine Taarer, idet han ſagde: — Hvorfor er det
mig dog ikke forundt, iſtedetfor disſe Skrifttrek, ſom op⸗
fylde mig med vemodig Glæde, at fee ſelve min fjære Bro—
der for mig og forſone mig med ham! —

Da Sbemseddin Mohamed nu derpaa med

Opmarkſombed gjennemleſte Haandſkriftet, fandt han deri

Dagen antegnet for hans Broders Ankomſt til Balſora,

for bans Bryllup og for Bedreddin Hasſans Fod—

ſel, og maatte med Grund bøjlig forundre fig over disſe
Datas Overeensſtemmelſe med hans egen Bryllupsdag
og bang Datters Fodſelsdag. Endelig overlod han fig
ganſke til den glædelige Forvisning, at han havde faaet
fin Broderſon til Svigerſon. Ufortovet begav han fig
med Haandſkriftet og den ved Pungen faſtheftede Seddel op
til Sultanen, vifte bam disſe mærfværdige Gjenſtande og
fortalte ham Hiſtorien, ſom ſtod i Forbindelſe dermed.
Sultanen, ſom i fit Hjerte allerede havde forſonet fig med
ſin dygtige Storvizier, tog en levende Andeel i dette hans
betydningsfulde Anliggende, og fandt Hiſtorien faa over—
ordentlig, at ban lod den afſkrive for at kunne over—
levere den til Efterverdenen.

Sbemseddin Mohamed formaaede imidlertid
ikke at begribe, bvorfor og bvorledes hans Svigerſon var
forſpunden, og baabede endnu ſtedſe, at ethvert kommende
Ojeblik igjen kunde fore bam tilbage i hans og hans Datters
Arme. Med den bojeſte Utaalmodigbed længtes han ef-
ter ham, og da otte Dage vare forløbne, uden at de
havde hort Noget til ham, lod han ham ſoge i bele Ka—
hira. Men alle Efterforſkninger vare forgjeves, og ban
maatte endelig ganſke opgive Haabet. Dog efterſom ban ikke
vidſte, hvad Tiden kunde bringe, troede ban, at han egen⸗

VI. 1

50

baendig burde forfatte en Beſkrivelſe af fit Huſes Belig⸗
genbed, bvorledes det var gaaet til ved Bruyllupet, ilige⸗
maade bvorledes Salen og Brudekammeret havde været
ſmokkede. Bedreddin Hasſans Turban, Klæder og
Pengepung pakkede ban ſammen i een Byldt, hvilken han
derpaa omboggelig gjemte.

Efter nogen Tid følte Storvizierens Datter fig Mo⸗
der, og bragte efter ni Maaneders Forløb et ftærft Dren—
gebarn til Verden. Man gav det en Amme, Oppasſer⸗
inder og Slaver, tilligemed Navnet Agib '). Da Dren⸗
gen bapde naget fit ſyvende Aar, ſendee Sbemseddin
Mobamed bam i Skole til en berømt Lærer, iſtedetfor
at lade bam underviſe bjemme, og to Slaver maatte dags
lig ledſage bam frem og tilbage. Da nu den lille
Agibs Skole- og Legekammerater alle vare af ringere
Stand end ban, toge de meget Henſyn til ham, og fulgte
beri kun deres Lerers Exempel, der ſage igjennem Fingre med
bam i mange Ting, ſom ban ikke indrømmede Andre. Men
denne blinde Overbarenbed var Agibs Forderpvelſe;
ban blev nemlig ſtolt og uforſkammet ved denne Behand⸗
ling, og bod fine Kammerater Alt, hvad der faldt ham
ind, uden at ville lade ſig ſige. Overalt og ſtedſe vilde
ban befale; og var Nogen ſaa driſtig at modſige ham,
maatte ban døje enbver Fornermelſe af ham, lige indtil
Haandgribeligbeder. Paa denne Maade blev han ſnart
forbadt af alle ſine Skolekammerater, og disſe bleve til—
ſidſt nødte til at beſpere fig over ham for deres fælles
Lærer. Denne formanede dem i Begyndelſen til Taal—
modigbed; men da han merkede, at Agibs Uforſkammet⸗

») Underfuld.

51

hed berved kun fif ny Mæring, og han felv baade var leed
og feed af det Bryderi, ſom denne ene Dreng foraarſa—
gede ham, faa ſagde ban endelig til fine Elever: — Jeg
feer nok, fjære Born, at Agib er en ſlem Krabat, og
vil derfor ſige Eder, bvorledes J funne kranke bam ſaa—
ledes, at han i Fremtiden nok ſkal lade Eder vare iro,
ja maaſkee endogſaa ganſke ſkal forlade Skolen. Naar
han nemlig imorgen tidlig møder i Skolegaarden, ſkulle I
fee til at faa bam ind i Eders Midte, og een af Eder
ſkal med lydelig Stemme ſige: — „Skulle vi nu ikke
lege? Men vi ville ikke have Andre med i Legen end
dem, der kunne ſige deres eget, deres Faders og Moders
Navn. Hyvo ſom ikke formaaer dette, maa anſees for en
Baſtard og kan ikke faa Andeel i vor Leeg.“ —

Læreren forklarede dem endvidere, i bvilken Forle—
genbed de ved denne Adfærd vilde fætte den uartige Agib,
og Børnene gik bjem fra Skolen, forud opfyldte af Glæde
over det, der ſkulde finde Sted den folgende Dag.

Og Drengene havde virkelig nemmet godt. Den
næfte Morgenſtund omringede de Agib, faafnart han
vifte fig, og een af Drengene, ſom havde paataget fig Ho—
vedrollen, raabte hojt: — Kom og lad os lege! Men
den, der ikke kan ſige fit eget, fin Moders og Faders
Nabn, maa ikke være med i Legen. —

Hermed vare alle Drengene, ogſaa Agib, vel til—
fredſe, og den Dreng, der havde foreſlaget Legen, gik nu
Kredſen rundt og tilſpurgte den Ene efter den An—
den. Alle klarede uden Vanſkeligbed for fig, indtil Ra—
den endelig kom til Agib at ſige ſit eget, ſin Faders og
Moders Mavn: — Jeg bedder Agib, — ſparede den
lille Krabat ganſke bopvmodig: — min Moder hedder Fru

4

52

Dejligbed,og min Fader Storvizier Sbemseddin Mo—
bamed. —

Men da gave alle Børnene fig til at raabe: — عاق‎
zieren er ikke din Fader, men din Bedſtefader! —

— J forbandede Drenge, — ſparede Ag ib opbragt:
— vove J virkelig at paaſtaa, at Storvizieren Sbems⸗
eddin Mobamed ikke er min Fader? —

Under bøj Latter gjentoge Drengene deres Paa-
ſtand, og tilføjede: — Du kan altſaa ikke lege med, lille
Agib, og vi ſkulle for Fremtiden vel tage os jagt for
at komme Dig for nær. —

Med disſe Ord droge de fig tilbage fra ham, ſpot—
fede og lo bam ud; men A gib gav fig til at grade.
Nu kom Læreren, ſom fra et Skjul havde været Vidne til
det Hele, frem og ſagde til bam: — Veed Du da virke—
lig ikke, at Sbemseddin Mobamed ikke er din Fa-
der? Han er din Bedſtefader, din Moders, Fru Dej—
ligbeds Fader. Din Faders Mavn vide vi ligeſaa lidt
ſom Du ſelv. Kun faa meget er almindelig bekjſendt, at
din Bedſtefader blev tvungen til at gifte fin Datter med
en pukkelrvogget Staldkarl, og at der ved dette Bryllup
tildrog ſig en beel Deel underlige Ting. Det er rigtig—
nok en ſlem Omſtendigbed for Dig, og Du maa deraf
lere at omgages dine Kammerater paa en mindre hov—
modig Maade, end hidtil er ſkeet. —

Dybt krenket ved fine Kammeraters Spotterier og
denne Lærerens Tiltale, forlod Ag ib ſtrax Skolen og ilede
bjem for at opſoge fin Moder, Fru Dejligbed. Høj
lig foruroliget over Drengens bedrovede Veſen ſpurgte
bans Moder bam om, byad der var ivejen; men Ag ib
kunde længe Intet ſvare for lutter Hulken, faa ner til

53

Hjertet gik ham den Krankelſe, ban havde lidt. Endelig
fandt ban dog Ord til at fortælle fin Moder Foranled—
ningen til fin Sorg, og tilføjede: — For Himlens Skyld,
kjere Moder, ver nu faa god at ſige mig, Hvem der er
min Fader! —

— Din Fader — ſparede hans Moder ham hojt
rodmende: — er Vizieren Shemseddin Mohamed,
ſom daglig ſlutter Dig i fine Arme. —

— O, nej, det veed jeg bedre! — raabte Agib:
— Sbemseddin Mohamed er ikke min, men din
Fader. Lad mig dog endelig faa at vide, om jeg har no—
gen Fader! —

Hos den unge Dame fornyede fig paa levende
Maade Mindet om hendes Brudenat, hvorefter der var
fulgt en faa lang og bedrovelig Enkeſtand, og bun be—
gyndte at græde, idet bun bitterlig beklagede Tabet af
en faa elffværdig Gemal, ſom Bedreddin Hasſan
var, og fremſagde folgende Vers:

— De have bragt Kjarligheden og Savnet fil at gløde
op i mit Hjerte, og ere derpaa 00110116 bort. —

— Hufet ffjuler ikke langer Gjenſtanden for min Kjar—
lighed. — Hver længe vil Du endnu blive borte, hvor lange
føve med din Tilbagekomſt? —

Medens Agib og hans Moder endnu ſaaledes græd
med binanden, traadte Shemseddin Mohamed ind
til dem og forlangte Aarſagen til deres Bedrovelſe at vide.
Fru Dejligbed meddeelte bam da, hvilken Krenkelſe den unge
Agib havde maattet lide, og Vizieren, ſom heraf fane,
at der var onde Rygter i Omlob angaagende hans Datter,
følte fig ſnart ligeſaa troſteslos ſom de tvende Andre.
Endnu opfyldt af allehaande fvælende Tanker begav Vi—

54

zieren fig op til Sultanen. Efterat ban ydmyg bavde
faftet fig ned for bam, bad han bam om Tilladelſe til
at gjøre en Mejfe gjennem bele Oſterland, leggende
Vejen over Balſora forſt og fremmeſt, for at opſoge fin
Broderſon Bedreddin Hasſan, da ban umulig kunde
udbolde den Tanke, at Man i Staden ſkulde fortælle om
bang Datter, at en Mand havde ſovet bos hende. Sul⸗
tanen gik beredvillig ind paa Storvizierens Bekymring,
billigede bang Idræt og gav bam Tilladelſe til at udføre
den. Ja ban [od endogſaa udfærdige et aabent Brev til
alle Forſter og ſtore Herrer paa de forſkjellige Steder,
hvori ban i de forbindtligſte Ord anmodede dem om at
komme bang elſkede Storvizier imode paa enbver Maade.

Sbemseddin Mohamed manglede Ord, der
vare udtroksfulde nok til at tolke Sultanen bang Taknem⸗
lighed, og maatte derfor lade det bero ved endnu en—
gang at kaſte ſig ned for bans Fodder. Dog de Taarer,
ſom veldede frem af hans Øjne, vare mere veltalende
end Alverdens Ord. Efterat ban endnu af et fuldt Hjerte
havde onſket Sultanen al mulig Held og Lykke, tog han
Afſked fra bam og ilede bjem for ufortevet at gjøre
Anſtalter til Afrejſſen. Disſe bleve ogſaa i den Grad
fremſkyndede, at han allerede efter fire Dages Forløb
kunde tiltræde Rejſen med fin Datter og bendes Son A gib.

Sbemseddin Mohamed flog ind paa Vejen
til Damascus og vedblev at drage fremad i bele nitten
Dage, uden at unde fig bverken Raft eller Ro. Forſt
paa den tyvende Dag [od ban gjøre Holdt paa en dej—
lig Eng tæt udenfor Staden Damascus' Porte, og opflaa
ſine Telte ved en lille Strom, ſom gjennemflyder Staden
og Derved gjør Sit til at forøge Skjonbederne ved dens af
Digterne loppriſte Omegn. Her vilde Vizieren raſte to

55

Dage, for paa den tredie ved ſamme Tid at fortfætte fin
Rejſe; men Folkene af fit Folge tillod ban at gaa ind i
Staden, byilken Tilladelſe de faa godt ſom alle forte fig
tilnytte. Rogle følte fig drevne af Nysgjerrigheden efter
at fee en Stad, fom de faa hojligen havde hort berømme;
Andre vilde affætte allehaande Varer, ſom de havde bragt
med fig fra Wgypten, og indkjobe nye iſtedet.

Fru Dejligbed vilde ogſaa unde fin fjære Søn den
Fornøjelfe at fee fig om i denne berømte Stad, og befa—
fede derfor den Gilding, der varetog en Hovmeſters Be—
ſtilling bos ham, at fore ham omkring og lade bam fee
alt Mærfværdigt, dog med et vaagent Oje for, at han
ikke kom til nogen Skade.

J fine bedſte Sæder begav Agib fig altſaa paa
Vejen, ledſaget af Gildingen, ſom til Tegn paa fin Myn-
digbed bar en lang Stav i Haanden. Neppe vare de
traadte ind i Staden, førend Agib, der var ſkjonnere
end ſelve Dagen, drog Alles Ojne paa ſig. Overalt
ſtyrtede Folk til Vinduerne eller ud i Doren for at fee
ham, og de, ſom mødte ham paa Gaden, bleve ikke alene
ſtagende for at betragte ham, men fulgte endogſaa med,
for længer at have den Fornøjelfe at fee paa ham.
Der fandtes ikke Nogen, ſom undlod at onſke tuſindfol—
dig Velſignelſe over et faa dejligt Barns lykkelige For—
ældre.

Tilfældigviis kom Agib og bans Ledſager forbi
den nu allerede for flere Aar ſiden afdøde Poſtejbagers
Bod. Manden havde, ſom Man endnu vil erindre fig,
antaget Bedreddin Hasfan i Sons Sted, og ved
fin Dod havde ban følgelig efterladt ham Alt, bvad han
ejede. Bedreddin var altſaa nu fri Herre i Huſet og
over hele Bedriften, og viſte ſig ſom en ſaa duelig Po—

56

ftejbager, at der gif et ſtort Ry 0] bam i Staden. Da
nu Bedreddin Hasſan faae faa mange Folk pan Gas
den, traadte ogſaa ban ud i fin Dor for at fee, bvad der
var paafærde, og fif Øje paa den ſmukke Dreng og bang
Ledſager.

Naturligpus tildrog Agib fig ogfaa bang Opmerk—
ſombed, og ban følte ojeblikkelig en vis befynderlig Ro⸗
relſe bos fig ved Skuet af bam, byilken ban ikke for—
maaede at forklare fig. Det var ikke Barnets blændende
Skjonbed, der benrev bam ligeſom Folkets Masſe; der
var en langt dybere Grund til bang overordentlige Be—
vegelſe. Det var Blodets Magt, ſom bevægede bang
Faderbjerte. Han lod fit Arbejde bvile, gik ud paa Gas
den til Agib, og nærmede fig bam med et vindende
Veſen, idet ban ſagde til ham: — Unge Herre, J bar
vundet mit Hjerte! Gjor mig dog den Gre og For⸗
nojelſe at træde et Ojeblik indenfor i min Bod og nude
et Stokke Bagverk, forat jeg imidlertid kan faa Lejlighed
til at beundre Eder efter Hjertenslyſt! —

Bedreddin Hasſan udtalte disſe Ord med en
Bevagelſe, der bragte Taarerne i hans Øjne. Den lille
A gib folte fig rørt derved og ſagde til Gildingen: — Denne
gode Mands Anſigt bebager mig, og ban føjer fine Ord
faa ſmukt, at jeg ikke kan fore det over mit Hjerte at af—
ſlaa, bvad han beder mig om. Lad os træde ind hos
bam og ſpiſe nogle Poſtejer! —

— Jo det vilde pasſe ſig ſmukt for en Viziers
Son, at træde ind fra Gaden i en offentlig Bod og
ſpiſe Kager! — ſparede Gildingen, idet ban dog ligefuldt
ſlikkede ſig om Munden: — Der bliver ikke Noget af,
unge Herre. —

— Ak, min kjcre unge Herre, — vedblev Bedr⸗

57

eddin Hasſan: — hvor gruſomt har Man ikke
handlet imod Eder ved at give Eder et Menneſke til
Hopmeſter, ſom behandler Eder med flig en Haard—
bed! — Derpaa vendte ban fig til Gildingen og ſagde:
— Gode Herre, fæt Eder dog ikke imod, at den unge
Herre føjer fig i mit Onſke! Det vilde inderlig bedrove
mig! Viis mig meget mere den re, ſelv at træde ind
med og ſmage mine Poſtejer! J vil derved bevife, at
I, om I end udvendig er ligeſaa brun ſom en Kaſtanie, dog
tillige indeni er ligeſaa hvid ſom denne. J maa desuden
vide, at jeg er i Beſiddelſe af den Hemmelighed at gjore
Eder ligeſaa hvid, ſom J nu er fort. —

Gildingen gav ſig berover til at lee, og ſpurgte
Bedreddin Hasſan, bvori da denne Hemmelighed
beſtod.

— Det ſkal jeg i en Haft fætte Eder ind i. — ſpa—
rede Bedreddin Hasſan, og begyndte at fremfige
Vers til Roes for de forte Gildinger, hvori der var
Tale om, at deres Tjeneſte betryggede Fyrſternes Wre
og Luffe, og at Verdens ſtorſte Skatte vare givne i de—
res Hænder.

Herved følte den over al Foreſtilling ſtygge Gilding
fig bojligen ſmigret, og indvilligede i at give efter for
Poſtejbagerens Onſke og trade ind i hans Bod tillige—
med den utaalmodige Agib. Inderlig glad ſprang Bedr—
eddin Hasſan iforvejen og tog atter fat paa fit
Arbejde, idet ban pttrede, at han juſt havde været ifærd
med at lave Flodeterter, og at han ikke vidſte noget Be—
dre at byde dem end disſe allerede vidt berømte Kager.
— Jeg er vis pan, — tilføjede han: — at de i en over⸗
ordentlig Grad ville bebage Eder; thi min Moder, ſom
forſtod at tillave dem med den meſt beundringsverdige

58

Færdigbed, bar felv lært mig at tilberede dem, og hele
Staden er nærved at forſluge fig deri. —

Med disſe Ord tog ban allerede en Flødetærte ud af
Ovnen, beftrøede den med Sukker og Granatkorn, og fatte
den for Agib, der ſtrax gav fig iferd med den og fandt
den ganfte koſtelig. Ogſaa Gildingen fif en Tarte, og
denne yttrede, efter at bave flugt denne, faa heed, ſom den
var, at den ſmagte efter Mere. Imidlertid betragtede
Bedreddin Hasſan fin unge Gjeſt med den ſtorſte
Opmarkſombed, og bans Taarer begyndte at rinde, da han
kom til at tanke paa, at ban maaſkfee beſad en ligeſaa
dejlig Son med fin ſmukke unge Gemalinde, fra hvem han
paa en faa gruſom Maade var bleven adſkilt. Dog bas
ſtig fattede ban fig og gav fig til at udſporge 6
angagende Anledningen til bang Ophold i Staden Das
mascus. Men Gildingen, der merkede, at der ikke vankede
Mere, gav ikke Agib Tid til at ſpare, men ſkyndte paa
bam, at ban ſkulde vende tilbage til fin Moder og Bed⸗
ſtefader. Haſtig toge de Afſked med Bedreddin Hass
fan, og begave fig paa Vejen tilbage til Lejren.

Den arme Poſtejbager fulgte dem med fine Blikke
faa langt, ban formagede; men da ban ikke kunde øjne
dem længer, lukkede ban baftig fin Bod og fulgte efter
dem. Førend endnu Agib وه‎ Gildingen havde naaet
Stadens Port, bavde Bedreddin Hasſan allerede
indbentet dem. Men ſaaſnart Hovmefteren fik Oje paa
bam, tilraabte ban ham i Vrede: — Hvad vil J os, J
paatrengende Menneſke? —

— Overiil Eder ikke, min gode Ven! — ſparede
Bedreddin Hasſan: — Jeg bar en lille Forretning
at beførge udenfor Porten, og Gade og Vej ere, ſom I
veed, fælles for Alle. —

59

Dog Gildingen lod ſig ikke ſtille tilfreds ved dette
Paaſkud, men henvendte fig ærgerlig til Agib: — Det
bar jeg Eder at takke for, unge Herre; — ſagde han:
— det anede mig nok, at min Fojelighed ſkulde fortryde
mig. J vilde endelig ilav med dette Menneſke, og nu
have vi ham paa Halſen, uden at kunne blive af med
ham. —

— Maaſkee har han dog virkelig Noget at beſtille
udenfor Staden; — ſparede Agib undſkyldende: — vi
kunne jo ikke forbyde ham at gaa, hvorhen han vil. —

Derpaa gik de videre med hinanden, uden at ſee ſig
om, indtil de kom i Narheden af Vizierens Telte; da
vendte de ſig om for at ſee efter, om Bedreddin Has—
fan endnu fulgte dem. Men da nu Agib ſaae, at den
Fremmede var dem lige i Helene, blev han baade rod og
bleg af Frygt og Harme. Han frygtede nemlig for, at
Vizieren, hans Bedſtefader, ſkulde erfare, at han var traadt
ind i en Poſtejbagers Bod, og var i denne ſin Angſt
alene betenkt paa, hvorledes han ſkulde faa det paatren—
gende Menneſke til at gaa tilbage. Haſtig tog han en
Steen op af Vejen, kaſtede den efter Bedreddin Has—
fan, og traf ham faa haardt ei Panden, at Blodet ſtrom—
mede ham ned over Anſigtet. I ſamme Ojeblik gav han
fig, beelt forſkrekket over fig ſelv, til at lobe af alle
Livſens Krafter, og ſkjulte ſig imellem Teltene. Men
Gildingen blev tilbage for at lade Bedred din Has—
ſan vide, at han ikke ſkulde vove paa at beklage ſig over,
hvad der var mødt ham, men pakke fig bort faa baftig,
ban kunde.

Heelt nedflaaet vendte Bedreddin Has ſan om
og begav fig paa Tilbagevejen. Ved Steenkaſtet var han
ligeſom igjen kommen til fig ſelv, og maatte hojligen un⸗

60

Dre fig over, bvad der ſaaledes havde kunnet drage bam
efter den fremmede Dreng. Med Forflædet, ſom ban
i fin Selvforglemmelfe bapde beboldt paa, da ban forlod
Boden, torrede ban Blodet af fit Anſigt, og ſagde til
fig ſelv: — Jeg bapde virkelig ogſaa Uret i, ſaaledes at
forlade mit Huus og folge efter dette Barn for at engſte
det. Thi det var visſelig kun Frugten for, at jeg ſkulde
tilføje det noget Ondt, ſom bevægede det til at handle
faa gruſomt imod mig. —

Saaſnart ban kom bjem, lod ban fig forbinde, og
troſtede fig over fit Übeld med den Betragtning, at der
gaves mangfoldige mere ulpkkelige Menneſker end ban i
Verden, og ſluttede med disſe Vers:

— Grib de lette Glader i Flugten, medens de frembyde
ſig, og lad de tunge Sorger blive liggende ved Vejen! Thi
Livet maa verle imellem klare og morke Dage! —

Den arme Bedreddin Hasſan vedblev frem—
deles af bedſte Evne at drive fit Poſtejbagerbaandverk.
Men Storvizieren, bang Svigerfader, — bang Gemalinde og
bans Son droge efter tvende Dages Ophold over Homs
videre til Staden Hamaſh “*); derfra reiſte de til Haleppo,
hvor de atter opholdt fig tvende Dage. Derpaa gik Vi⸗
zieren over Floden Eupbrat og betraadte Meſopotamien; over
Stederne Mordin, Musſul, Sengira og Diabekr naaede
ban endelig efter en temmelig anſtrengende Rejſe Staden
Balſora, og bad ſtrax den der berſkende Sultan om en
Audients.

) Det ældgamle Epiphania ligger i Syrien, ligeſom Homs, for⸗
dum Emeſa.

61

Saafnart Sultanen var bleven underrettet om
Shemseddin Mobameds rinde, lod han ham
ojeblikkelig ſtedes for ſit Aaſyn, modtog bam meget naa—

| dig og opfordrede bam til at erflære, bvilfen Henſigt ban

havde med dette fit Beſog i Balſora. Men ſaaſnart han
havde erfaret, at den egyptiſke Sultans Storvizier ſogte
efter Sonnen af den bedengangne Nureddin Ali, Sul—
fanen af Balſoras forrige Vizier, gav han folgende Op—
lysning: — Nureddin Ali er allerede for flænge ſiden
død, og om bang Son Bedreddin Has ſan veed jeg
alene, at ban forſpandt omtrent to Maaneder efter Fade—
rens Dod, uden at Man ſiden har hort det Allermindſte
til bam. Men bang Moder, en Datter af min naſt—
forrige Vizier, er endnu ilive og boer her i Staden. —

Shemseddin Mohamed bad da Sultanen om
Tilladelſe til at beſoge bende, og tage bende med fig til
Kabira, bvis hun indvilligede i at forlade Balſora. Be—
redvillig indrømmede Sultanen hans Forlangende. Endnu
i ſamme Time begav Storvizieren fig, ifølge med fin Dat—
ter og ſin Datterſon, ben til det Palads, der var blevet
anviift bam ſom bans Svigerindes Bolig. Det var en
ſtor og prægtig Bygning, rigt prydet med Marmorſojler
og gyldne Arabeſker; dog Shemseddin Mohamed
opholdt fig ikke med at betragte og beundre denne Her—
ligbed; ban kysſede med Rorelſe Doren og en Marmor—
tavle, ſom i golden Skrift fremviſte hans afdøde Bro—
ders Mavn, og forlangte fin Svigerinde itale.

Tjeneren vifte bam ud i en rummelig Gaard, i
hvis Midte der hævede fig en lille Bygning med rund
Kuppel; dette Mindesmeerke bavde den ømme Moder la—
det opføre iſtedetfor Gravmæle over fin elſkede Son,
hvem bun troede død allerede for længe ſiden; og her

02

tilbragte bun den ſtorſte Deel baade af Natten og Dagen
under Bon og Taarer. Ogſaa i denne Time var Ma-
tronen iferd med at begræde fin elſkede Bedreddin
Hasſanz juſt ſom Sbemseddin Mohamed traadte
ind til bende, udtalte bun efterfølgende Vers!

— O Grav, o Grav, er hang elſkelige Vaſen da ikke
mere? Indeſlutter Du virkelig, hvad der henrykte Alles
Sjal og Oje? O Grav, er Du end en Indgang til
Himlen, er Du dog tillige en Elendighedens Afgrund her
paa Jorden! —

Saaſnart Vizieren bapde bilſt paa Matronen og
bedet bende ſtandſe fine Taarer og holde Maade i fin
Smerte, aabenbarede ban bende, Hvo ban var og i bvil—
ket Wrinde ban var kommen til Balſora. Efterat der—
paa Nureddin Ali's Enke var bleven underrettet om,
hvad der bapde tildraget fig ved Fru Dejligbeds Bryl—
lup, og med bvilken Overraſkelſe Man bapde fundet biint
vigtige Haandſkrift i Bedreddin Hasſans Turban,
foreſtillede Vizieren bende fin Datter og bendes Son.

Den nedbejede Enke var bleven ſiddende paa fin
Plads, ſom en Kvinde, der ikke mere tager nogen Deel
i denne Verdens Anliggender. Men ſaaſnart hun af fin
Svoger havde erfaret, at den af bende med Smerte bes
grædte Son maaſkee endnu kunde være ilive, rejſte bun fig
og fluttede Fru Dejligbed og bendes Son med inder—
lig Folelſe i fine Arme. Men idet bun i Drengens
ſkjonne Anſigt opdagede fin dyrebare Sons Træf, kom
bun atter til at græde af fit dybeſte Indre. Dog disſe
Taarer vare af en langt mindre bitter Art end de,
bun hidtil bavde ladet flyde. Hun kunde fra dette Oje⸗
blik ikke mere ſlippe Drengen af ſine Arme, og bedakkede

63

ham med Kys og Kjartegn i det Uendelige. Tillige
fremſagde hun folgende Vers:

— Velkommen er mig Budſkabet om Eders Ankomſt;
det har bragt mig den luykkeligſte Efterretning i hele mit
Liv! — Hyis han ønffede det, vilde jeg, iſtedetfor Wres⸗
kladning, rakke ham mit gladerige Hjerte, at han kunde
gjøre med det, hvad han vilde, paa denne Gjenforeningens
lykkelige Dag! —

A gib gjengjeldte fin Bedſtemoders Kjertegn med

al enſkelig Varme, og Sbemseddin Mohamed er—

klarede fin Svigerinde, at hun nu vilde gjøre vel i at

forjage fin Kummer og ſette en Grendſe for fine Taa—
rer. — J maa tillige — vedblev ban: — berede Eder
paa at folge med os tilbage til Kabira; Sultanen bar gi—
vet ſin Tilladelſe dertil, og der er fra nu af Eders rette
Hjem. Vi bebove ingenlunde endnu at opgive Haabet
om at gjenfinde Eders Son, min Svigerſon; Allab fører
os ſtundom beelt underlig omkring i denne Verden. —

Nureddin Alis Enke gik med Glæde ind paa
dette Forſlag og traf ſtrax de nødvendige Foranſtaltnin—
ger til Opbrud og Afrejſe. Imidlertid aflagde Sbems—
eddin Mohamed ſit andet Beſog bos Sultanen af
Balſora for at anbefale fig bos ham; overoſt med Wres—
beviisninger og med en gavmild Foraring til Sultanen af
Kahira blev ban endelig afſkediget af Fyrſten, der ikkun
meget beklagede, at ban ikke bavde kunnet give bam bedre
Efterretninger, bans Broderſon vedkommende. Da ſaale—
des Alting var beredt til Opbrud, forlod Storvizieren
Balſora med fin Familie og fit talrige Folge, og ſlog ind
paa Vejen til Damascus.

04

Da ban var kommen i Narbeden af Staden, 0ه‎
ban fine Telte udenfor den Port, bvorigjennem ban agtede
at bolde fit Indtog, og lod bekjendtgjore, at ban vilde
holde Raft i tre Dage, forat hans Folge kunde udbvile fig,
og ban felv imidlertid kunde udføge det Koſtbareſte, ſom
den berømte Stad ejede, til en værdig Forcring for Sul—
tanen af Agypten. Medens nu Sbemseddin Mo-
bamed gjorde Udvalg imellem de koſtbareſte Stoffer og
andre Kunſtfrembringelſer af ſjelden Art, ſom Kjobmendene
bragte og forelagde bam i bang Telt, bad A gib fin forte
Hovmefter om at fore bam rundt omkring igjennem Sta—
den. — Der var endnu faa meget — pttrede han: — ſom
ban onſkede nærmere at betragte og beundre, og desuden
Brev bang Samvittigbed bam til at indbente Oplysninger
angagende biin arme Poſtejbager, bvem han i fit Hjertes
Angſt den forrige Gang bavpde kaſtet en Steen i Panden.

Hoymeſteren var ikke uvillig til at føje Agib
i bang Onſke, og, efterat de af Fru Dejlighed havde
faaet Tilladelſe til Üdflugten, gik de igjennem den Port,
ſom var Lejren nermeſt, ind i Staden. Efterat de havde
beſogt de vigtigſte offentlige Pladſer og Bazarerne for
koſtbare og ſjeldne Varer, iligemaade Ommiadernes æld=
gamle Moſkee, paa den Tid, da de Troende forſamle fig
der til Andagt imellem Middags- og Aftenbonnen, kom
de endelig, ligeſom tilfeldigvüis, atter forbi Bedreddin
Hasſans Poſtejbagerbod. Bedreddin Hasſan, ſom
endnu ſtedſe arbejdede i Flodeterter, gjenkjendte Ag ib
ojeblikkelig, ilede ud paa Gaden til bam og ſpurgte, om
ban endnu erindrede fig bam. Ganſke paa ſamme Viis
ſom den forrige Gang følte Bedreddin Has ſan ogſaa
ved denne Lejligbed en beſynderlig indre Bevegelſe, ſom
ban ikke for bapde kjendt til, og beller ikke vidſte at gjøre fig

05

til Herre over. Imidlertid befad han dog endnu Fatning nok
til at byde Agib og hans Hovmefter ind til fig og bede
dem gjøre ham den re at fortære nogle af bang Flodeter—
ter. Da Agib ſyntes at dvæle, bad han tillige denne
om Forladelſe for den Wngſtelſe, han forrige Gang hapde
voldet ham ved at folge efter ham udenfor Porten. — Jeg
var mig virkelig ikke felv mægtig, — tilføjede han: — og
vidſte neppe, hvad jeg gjorde; der var ligeſom Noget, der
med uimodſtagelig, ſkjondt velgjerende Magt drog mig ef—
ter Eder, og jeg havde langtfra noget Ondt imod Eder
iſinde. —

Forundret horte Agib paa ham, og ſvarede: — Der
er Maade med Alt, ogſaa med Venſkab. Eders God—
hed for mig er virkelig af en noget befværlig Art, og ſaa—
fandt J onſker, at vi ſkulle træde ind bogs Eder, maa I
forud love mig, at J ikke vil folge efter os, naar vi gaa.
Hvis J føjer os heri, ville vi komme igjen imorgen og
beſoge Eder, medens Vizieren min Bedſtefader indkjober
Forcringer til Sultanen af WGgypten. —

Saaſnart Bedreddin Hasſan havpde lovet, hvad
Agib forlangte af ham, traadte denne med fin Hovme—
ſter ind til ham, og Meſteren frembar nu nogle Poſtejer for
dem, ſom ingenlunde ſtode tilbage for dem, de havde nydt
forrige Gang. Bedreddin Has an blev indbuden til
at tage Plads bos Agib og tage Deel i Maaltidet; men
da han i fin Glæde over den beviſte Gunſt vilde om—
favne Agib, ſtodte denne ham tilbage med de Ord:
— Vogt paa Eder ſelv! Mu begynder atter Eders Ven—
ſkab at lobe af med Eders Fornuft. J maa nok holde
af mig, men kjont i Afſtand, maa jeg bede. —

Bedreddin Hasſan adlød, men tog, uagtet
gjentagen Opfordring, ingen Deel i Maaltidet; han var

IV. 5

P

alene betænft ممم‎ at opparte og underbolde fine Gjaſler.
Sacledes fang ban tt Digt انا‎ Agibes Prus, bpilket ban
feln i ſamme Stund bande forfattet, og bport det dan
Andet bed:

— Du Aaſyn er for mig det 13 Maradiid,
وزو‎ fergaatt | den Kjærligbede Gled, ſem وز‎ barer til
Tia Du Munde Nadſte er Kryftalftremmen Koutar i
Vatadiſtt eg jeg et nærved at vanſmagte af Terſt — En
ufunlig Fronc cr eptreſſt for Dig i mit Hjerte, og et koſt⸗
bart Japre ligger udbredt for Dig derinde. —

Saafnart Bedreddin Hasſans Øjæfter vare
borte op med at ſpiſc, bragte ban dem Vand til at vadſke
deres Hænder og et ſlinnende bridt Klæde til at aftorre
dem i. Derpaa tillavede ban en koſtelig Sorbet, ſom ban
afkjolede med den rencſte Sncc, og kredentſede Agib
den med de Ord: — Drif engang, ædle unge Herre!
Det er den koſteligſte Roſenſorbet, og jeg tor vel antage,
at J aldrig bar ſmagt nøgen lifligere. —

Da Agüb med ſtor Fornojelſe bapde drukket af
Sorbeten, ſtollede Bedreddin Hasſan Skaalen,
fyldte den paanv, og overrafte Gildingen den. Denne
viſte ligeledes Drikken al mulig re, idet ban tømte Skaa⸗
len indtil Bunden.

Da nu ſaaledes baade Agib og bans Hovmefter
bare fuldkommen tilfredsſtillede, takkede de Bedreddin
Hasſan for den nydte gode Beværtning, toge Afſked og
ilede baſtig bort, efterſom det allerede var blevet ſilde.
Saaſnart de bavde naact Lejren, begav Agib ſig forſt
ind i Krindeteltet. Her ventede bans Bedſtemoder bam
med ſtor Langſel; ſjelden fif bun bam at fee, uden
Taarerne kom bende i Øjnene, efterſom han ſtedſe

67

nyede Mindet bog bende om bendes tabte Søn. 0
denne Gang udgjod bun Taarer, idet hun med Lidenſka—
belighed omfavnede ham og ſagde:

— O min Son, min Glæde vilde være fuldkommen,
bvis jeg ſaaledes kunde ſlutte min Son Bedreddin
Hasſan i mine Arme, ſom jeg nu omfavner Dig! —

Derpaa lod bun Aftensmaden bere frem, bad Agib
tage Plads bog fig, og begyndte at tale med ham om
hans Spadſeregang, idet hun vttrede den Mening, at han
viſt maatte være kommen ſulten tilbage. Tillige lagde
bun bam for af en ganffe fortræffelig Flødetærte, ſom hun
egenbendig bade tillavet. Vi vide nemlig allerede ifølge
Bedreddin Hasſans Udſagn, at den ædle Dame for—
ſtod dette bedre end nogen Anden. Ogſaa Hovmefteren
fif fin Deel af Kagen, og Matronen ventede at hoſte ſtor
Roes derfor af dem begge. Men da de allerede bavde
ſpiſt fig mætte hos Poſtejbageren, formagede de ikke at
tvinge faa meget ſom en Mundfuld ned, bvilfet rigtignok,
i det Mindſte for Gildingens Vedkommende, vidnede over—
maade ſterkt for det Overordentlige i Bedreddin Has—
ſans Gjaſtfrihed.

Neppe bavde Ag ib ſmagt det ham tildeelte Stykke
Tarte, førend ban nodtes til at lægge det fra fig igjen;
ogſaa Gildingen maatte lade fit Stykke ligge, faa ondt
det end gjorde ham.

Saafnart Nureddin Ali's Enfe blev dette vaer,
henvendte bun med ſtor Forundring Ordet til Agib og
ſagde: — Er det muligt, min Son, at Du forſmager en
Ret, ſom jeg ſelv har tilberedet? Du maa vide, at Ingen
i Verden formaaer at lave faa gode Flodeterter, naar
jeg undtager din ſtakkels Fader, hvem jeg bar lært Kun⸗

ſten. —
5 *

— Kjære Bedſtemoder, — ſparede Agib: — 5
forſtaact viſtnok Eders Kunſt tilgapns; men J maa unde
ſtylde, naar jeg lader Eder vide, at J beri dog langt
bliver overgaaet af en Poſtejbager, ſom boer inde i Sta⸗
den. Vi bape nvlig (magt Flodetarter bos bam, ſom
dare meget bedre end denne. —

— Hvorledes Sbaban “) — ſpurgte Matronen ſtud⸗
ſende og med Harme: — mener Du, at Man bar betroet
Dig Opſigten over min Sonneſon, forat Du ſkal fore
bam omkring i Kipperne og lade ham ſpiſe der ſom en«
bver anden Pjalt? —

Naadige Herſkerinde, ſparede Gildingen: — vi
talte kun nogle Ojeblikke med en overmaade net Poſtej⸗
bager, den bedſte i bele Staden, men node ikke det Mindſte
bos bam. ل‎

Men denne Forklaring forſonede ingenlunde den
opbragte Dame; meget mere rejfte bun fig og ilede ind
i Sbemseddin Mobameds Telt for at anklage Hovs
meſteren, og berfra ſkilte bun fig paa en ſaadan Maade, at
Storvizieren ingenlunde følte fig oplagt til at bære over
med den ulydige Slave. Af Naturen bidſig og opbruſende,
(od ban ikke denne ſkjonne Lejligbed til at komme i Vrede
gaa ubenyttet forbi, men ilede ind i Matronens Telt og
foer les paa Hoymeſteren, idet ban med Tordenſtemme
raabte: — Elendige Slave, vover Du ſaaledes at mis⸗
bruge min Tillid? —

Uagtet nu Agibs Üdſagn var tilſtrækkeligt Beviis
imod bam, vedblev den dumme Slave dog at benægte Sas
gen. Drengen derimod vedblev at gjentage fin Paaſtand,
at de bavde været inde hos en Poſtejbager og nydt faa

) Det almind cligſte Navn for ſorte Gildinger.

69

mange Poſtejer, at de ganſke havde miſtet Appetiten til
Aftensmaden. Iligemaade bapde Poſtejbageren overflødig
bevertet dem med den koſteligſte Sorbet. —

— Usling, — raabte Storvizieren: — vedbliver Du
endnu at nægte? —

Shaban bavde virkelig Frakhed nok til at fværge
paa, at det var aldeles uſandt.

Vizierens Vrede kjendte nu ingen Grandſer længer;
han troede naturligviis fin Datterſon bedre end den elen—
dige Slave. Imidlertid befæmpede han dog endnu 1102
brudet af fin Forbittrelſe, og ſagde til Hovmeſteren, at
han endda vilde tro bam paa hans Ord, bois han for—
maaede at ſpiſe den Flødetærte reent op, ſom ſtod paa
Bordet.

Uagtet nu den paagjaldende Tarte var et temmelig
drojt Stykke, og Hopmeſteren havde ſpiſt, faalænge han
kunde aarke, beſluttede ban dog at underkaſte fig den for—
langte Prøve, og ſkar fig et Stykke af Taerten. Med
et Suk fane Agibs Bedſtemoder fin ſkjonne Tarte givet
i det forte Afſfkums Vold. Men bendes Frugt og Gr—
grelſe vare overflødige; thi ſaaſnart Hovmeſteren forte
Stykket til Munden, blev ban vammel, og maatte lægge
det fra fig igjen for ikke at faa ordentlig ondt. Alligevel
gav ban fig ikke tabt, men holdt endnu faſt ved Løgnen,
idet ban forklarede, at han den foregagende Dag bavde
faget faa godt til fig, at han endnu aldeles manglede
Madlyft.

Men nu var Storvizierens Taalmodigbed ogſaa
tilende. Oprort over flig grendſelss Uforſkammethed
befalede ban, at Hoymeſteren ſkulde bave en dygtig Ba—
ſtonade. Da forſt blev Slavens Hukommelſe vakket, og
ban tilſtod, at Agib kun havde fortalt den rene Sand—

70

bed. Men ondſkabsfuld var ban, og ondſkabsfuld blev
ban; bang Bekjendelſe blev nemlig given i folgende Form:
— Han og Agib bapde ganſke rigtig været inde bos en
Poſtejbager og ſpiſt Poſtejer, ſom vare bundrede Gange
bedre end den, der ſtod paa Bordet. — Havde denne væs
ret af ſamme Slags, ſkulde bans tidligere Paaſtand, der
nu maatte gjelde for Løgn, nok bave beftaaet fin Prove. —

Denne ondſkabsfulde Erklaring gik den ærekjre Ma—
trone ner til Hjerte, og bun vttrede ergerlig: — Det
er kun Løgn og Vaas, at bine Poſtejer ſkulle bave været
bedre end de, ſom jeg laver, og Du ſkal visſelig ſtaa til
Anfvar for hvad Du bar ſagt. Spring ſtrax ind i Staden
og bent mig een af de loppriſte Tærter! —

Gildingen fik Penge og lob ind i Staden for at
bente det Forlangte. — Kjere Poſtejbager, — ſagde ban,
ſaaſnart han balv aandeløg var traadt ind i Boden:
— ber er Penge, lad mig faa en Flodepoſtej, men een
af de bedſte, af de allerbedſte! Een af vore Herſker—
inder bilder fig ind, at bun kan lave dem ligeſaa gode. —

Heldigvüs bavde Bedreddin Hasſan endnu
ganſke friſke og varme Poſtejer. Han udſogte een af de
bedſte, pakkede den omboggelig ind, og overgav Gildingen
den med de Ord, at ban ganſke troſtig kunde anſee bang
Poſtejer for de bedſte i bele Verden, efterſom kun eet
eneſte Menneſke foruden bam ſelv kjendte den koſt—
bare Hemmeligbed, nemlig bang Moder, bvis hun endnu
levede.

J flovende Fart, forat Tærten ikke ſkulde blive
fod og miſte Noget af fin Smagfuldbed, ilede Hopme⸗
ſteren tilbage til Lejren, og overrakte Nureddin Alis
Enke den forlangte Poſtej. Matronen tog begjarlig imod
den og beed deri; men neppe havde hun faaet Smagen

71

deraf i Munden, førend bun med et bøjt Skrig faldt i
Afmagt.

Den endnu tilſtedeverende Vizier kom ved dette over⸗
raſkende Tilfælde i ſtor Forlegenbed. J fin vderlige Raad—
vildbed ſtenkede ban hende Sorbet i Anſigtet, den eneſte
forfriſkende Vedſke, ban havde ved Haanden, og boldt
bende den duftende, endnu varme Poſtej under Neſen.
Og hang kjerlige Beſtrœbelſer kom ikke til at favne deres
Lon; Matronen ſamlede ſig atter og udaandede ved de
forſte Attringer af det tilbagevendte Liv folgende Ord:
— Barmbjertige Allab, min Son, min dyrebare Son —
maa have bagt denne Terte! —

Det er vanſkeligt at ſige, om Vizieren Shemsed—
din Mobamed følte ſtorſt Glæde eller Overraſkelſe ved
denne fin Svigerindes Paaſtand, at Bedreddin Has—
fan maatte bave bagt den bende af Hovmeſteren bragte
Flodepoſtej. Dog, ved nermere Overvejelſe fandt han
Sagen kun lidet ſandſynlig, og ſpurgte Nureddin Alis
Enke, bvilke Grunde bun havde for fin Tro, og om ikke
een eller anden Poſtejbager kunde bage ligeſaa gode Ka—
ger ſom bun ſelb og Bedreddin Hasſan. —

— Jo viſtnok kan der gives Poſtejbagere, ſom lave
ligeſaa gode Kager; — ſparede Matronen: — men ef—
terſom jeg tilbereder mine paa en gaͤnſke færegen Maade
og alene bar indviet min Son i Kunſtens Hemmeligbed,
kan der neppe være Tvivl om Rigtigbeden af min gle—
delige Anelſe. Lad os da være glade, min Broder! En—
delig bave vi fundet den længe og forgjaves med Smerte
efterſporede Bedreddin! —

Men Storvizieren bad den af Sorg og Glæde exal—
terede Matrone at befæmpe fin Utaalmodighed, idet han

72

tilfeſede: — اله‎ flulle ſnart faa at vide, bvorledes
i Rurfeligbeden hænger ſammen med denne Poſteſ
Saar vi lade dette Menneſke hente berud ul os i £
ville Jog min Datter jo ſnart kunne afgiore, om
Bedreddin Hasſan eller ikke. Men I ma
bam fra ct Skjul, bror ban ikke kan opdage Eder; tbi
jeg onſker ikke, at Gyenkjendelſen ſkal finde Sted i Dar
magcud, Jeg bar nemlig allerede i mine Janker forud
beſtemt, bvorledes jeg bil indlede og gjennemfore det Hele
med min fjære Spigerſon, bis det vpirkelig ſkulde være
bam; det ſkal blive et rigtig ſmukt Eventyr, maa J tro. —

Og Vizicren vendte fra Kvindeteltet tilbage til fit
eget Telt. Her lod ban ſtrax balptredſindstvpe af fine
Folk komme, og gap dem folgende Befaling:

— J ſtulle brev og cen tage en dogtig Stok i Eders
Haand, og faa folge med Sbaban ind i Staden til den
Poſtejbager, ſom ban nok veed. Saaſnart J bave bes
traadt bans Bod, give J Eder ſtrax til med Eders Stokke
at ſlaa Alting iſtpkker, brad J forefinde der; og ſporger
Poſtejbageren Eder om, med brilken Net J foraarſage flig
Odelaggelſe, ſtulle J blot til Gjengjald ſporge, om det
ikke er bam, der bar bagt den Flodetarte, ſom nylig var
bleven bentet bos bam. Bekrafter ban dette, faa griber
og binder bam forſparlig og fører bam ſtrax berud til mig!
Men vogter Eder vel for at ſlaa bam, overbovedet for at
tilføje bam mindſte Ondt! Gager nu og udfører min
Befaling! —

Beredvillig adlode Vizierens Tjenere. Saaſnart
de af Agibs Hopmeſter vare blevne førte ind i Bedr—
eddin Hasſans Bod, gave de fig med deres Stokke
til loſtig at ſonderſlaa Alt, bvad ffrøbeligt var derinde: —

73

Fade, Tallerkener, Glas, Potter, Skaale, Kageformer,
endogſaa Borde, Stole og Banke, og anrettede en heel
Overſvommelſe af Syltetoj. Fløde og Sorbet. Den
arme Bedreddin Hasſan var nærved at fortvivle
ved dette forfærdelige Skue og ſpurgte i den ynkeligſte
Tone, hvorfor ban blev behandlet paa flig gruſom Maade.

— Har J maaſkee ikke bagt den Tærte, ſom den forte
Gilding nylig bentede bos Eder? — ſpurgte Folkene ham.

— Jo det vil jeg ikke nægte; — ſvarede Bedred—
din Has ſan grædefærdig: — men deri finder jeg intet
Ondt. Jeg udfordrer Alle og Enhver til at lave en
bedre. —

Men iſtedetfor herefter at give nærmere Forklaring,
fortſatte Vizierens Folk deres Odeleggelſesverk, ja knuſte
tilſidſt endogſaa Ovnen, hvori Kagerne bleve bagte.

Imidlertid vare alle Naboerne lobne ſammen. Da
de fane balvtredfindstyve med Knipler bevæbnede Mænd
hufere paa denne Maade, vilde de naturligviis have Aar—
fagen til flig voldſom Fremgangsmaade at vide. Da
tog Bedreddin Hasſan endnu engang Mod til ſig
og ſpurgte, hvorfor Folkene ſaaledes ruinerede Alt, hvad
ban ejede.

— Har I maaſkee ikke bagt den Flødetærte, ſom biin
Gilding nvlig hentede hos Eder? — ſpurgte Mændene
atter.

— Jo, det bar jeg rigtignok, — ſvarede Bedred—
din Hasſan atter: — og vil være mit Arbejde bes
kjendt for Alverden. —

Men nu bemægtigede Folkene fig ham, uden at ville
bore Mere, bandt bam Henderne paa Roggen med Ler—
redet af bang egen Turban, flæbte ham med Vold ud af
Boden og fjernede ſig med ham.

١ U i
9
Dog flig en Voldsbandling oprørte paa det Hef—
tigſte den ſammenlobne Mængde; ſom raſende kaſtede den
fig over Vizierens Folk og vilde befri den arme Bedred—
din. Meni det Samme vifte fig en Afdeling Soldater,
udfendt af felve Statholderen i Damascus, adſplittede
Mængden og forkundte, at Poſtejbagerens Bortforelſe
ſtete med den bojeſte Oprigbeds Bidende og Billie, Store
vizieren Sbemseddin Mobamed bapde nemlig ladet
Statholderen vide, bvad ban bapde iverk, og udbedet fig
denne bøje Embedsmands Tilladelſe og Beſkyttelſe; og
Statbolderen af Damascus, ſom var Sultanen af WÆgype
ten underdanig, vogtede fig vel for at træde bang bes
troede Storviziers Onſke ivejen.

Den ſtakkels Bedreddin Hasſan blev altfaa,
uagtet alle fine Taarer og fortvivlede Skrig, flæbt bort
af Storvizierens Folk. Forgjæves gjentog ban fit Sporgs—
maal, — bvad ban da egentlig bavde forbrudt; — Stokke—
mændene fvarede kun med det alt oftere gjentagne Sporgs—
maal, om ban ikke bavde bagt — — etc. etc. Da ban
endelig naaede ud til Lejren, maatte ban ber under ſtreng
Bevogtning vente, indtil Vizieren var kommen tilbage
fra Statbolderen i Damascus. Men ſaaſnart denne var
vendt tilbage til ſin Lejr, lod ban ſtrax Poſtejbageren
fore for fig. Med Taarer i Øjnene gjentog Bedred—
din Hasſan nu atter fit Sporgsmaal, hvad ban dog
bavde forbrudt.

— Har Du bagt den Poſtej, Du nok veed? —

— Det vil jeg aldrig nægte; — ſvarede Bedreddin
Hasſan: — men deri, baaber jeg, er der intet Ondt. —

— Intet Ondt? Ja, det ſkal Du vel faa at
føle! — foer Vizieren imod ham: — Med dit Liv ſkal

75

Du komme til at bøde for, at Du bar bagt en faa ufel
Tarte. —

— Store Allah, Hvad hører jeg? — udraabte Bedr—
eddin Hasſan: — Er det da en Forbrpdelſe til
Døden at bave bagt en daarlig Flodeterte? —

— Ja, det er det; — lød Vizierens Svar: — og
Du bar intet Andet at vente af mig. —

Under denne Samtale blev den unge Mand ops
merkſom betragtet af de tvende Kvinder, og uagtet der
var forløbet faa lang Tid, ſiden de havde feet bam ſidſt,
gjenkjendte de ham dog uden Vanſkeligbed. Deres Glæde
berover var faa overvældende, at de begge faldt i Afmagt.
Da de after kom til fig felv, vilde de ſtyrte ud og kaſte
ſig den gjenfundne Son og Gemal om Halſen; men endnu
i rette ID gjenkaldte de fig det Løfte i Erindringen,
ſom de bapde givet Storvizieren, og befæmpede Kjerlig—
hedens og Naturens Folelſer i deres Hjerter.

Sbemseddin Mohamed havde beftemt at drage
bort den ſamme Nat; han lod derfor Teltene afbrode og
Vognene ſamt Laſtdyrene udruſte til Afrejſe. Bedred—
din Hasſan lod han indeſperre i en vel forvaret Kiſte
og عزقس]‎ paa en Kameel. Saaſnart Alting var beredt,
begav Sbemseddin Mohamed fig paa Rejſen med
fit Folge, og vedblev at drage frem lige indtil den fol—
gende Nats Indbrud; da gjorde han atter Holdt og lod
Teltene opſlaz. Nu tog Man den arme Bedreddin
Hasſan frem af bans Kiſte og gav ham at ſpiſe, men
holdt bam paa det Strengeſte fjern fra bang Gemalinde
og Moder. Saaledes vedblev det at gaa alle de tyve
Dage, ſom Reiſen varede.

70

Saafnart Karavanen bavde naaet Kabira, lod Stor⸗
dizieren flaa Lejr udenfor Staden. Bedreddin ga8s
fan blev atter tagen frem af fin Kiſte og bragt for den
frygtelige Sbemseddin Mobamed. Frugtelig ifande
hed! — Tbi i den arme Poſtejbagers Mærværelfe med—
deelte ban en Tømmermand Befaling til at bente Træ og
tildanne en Pal med en dugtig lang og ſkarp, i Ilden
beerdet Spids.

— Herre, hvortil denne Pl? — ſpurgte Bedr—
eddin Hasſan bavende.

— Jeg vil ſpidde Dig derpaa, og ſaaledes lade Dig
bære gjennem Staden, forat alle Folk kunne faa en elen—
dig Poſtejbager at fee, ſom ikke bedre forſtager fin Kunſt,
end at ban glemmer Peberen. —

Den ulvpkkelige Bedreddin Hasſan ſlog Hen—
derne ſammen og beklagede ſig over denne Gruſombed paa
en faa komiſk Maade, at Storvizieren maatte anvende
bele fit Herredomme over fig ſelv for at forblive alvorlig.

— Store Allah! — udraabte ban: — Fordi jeg
ikke bar brugt Peber til en Flodeterte, ſkal jeg miſte Li—
vet paa en faa gruſom og ſkammelig Maade! — Hvo bar
dog nogenſinde bort Magen? Hjemme i mit Huus bar
Man ødelagt Alt, bvad jeg fattige Staffel beſad, og jeg
er bleven indeſperret i en Kiſte og ſenere dømt til Do⸗
den, — fordi — ene og alene fordi jeg ikke bar brugt
Weber til en Flødetærte! — Handle da Mohamedanere
ſaaledes imod binanden, Menneſker, ſom bave gjort ſig
Retfærdighed og Barmbjertigbed til daglig og ufravigelig
Pligt, og ſom ſette deres Wre og Luffe i Udøvelfen af
gode Varker? Ja — jeg maa visſelig være falden i
Hænderne paa de allerveerſte Menneſkecdere! — Forban⸗
det være alle Flodeterter og Alverdens Peber! — Gid

77

Eders ſidſte Stund maa vorde faa pebret, ſom J ſynes
at onſke det! —

I denne Tone vedblev den ſtakkels Bedreddin
Has ſan at beklage fig under rigelige Taareſtromme. Men
da nu endelig Pelen virkelig blev bidflæbt, udſtodte han
et hojt Skrig ved det frygtelige Syn og raabte: — O
Allab, kan Du da ogſaa tillade, at jeg kommer til at
lide en faa kvalfuld og ſkjaendig Dod? Og for byilken
Forbrydelſe? — Hverken for Tyveri eller Mord eller
Frafald i min Tro, men aleneſte fordi jeg har ikke brugt
Weber til en Flødetærte! Har jeg da virkelig forſeet mig,
faa giv mig, hvad der horer til en Flodeterte, og jeg
ſkal visſelig lave Storvizieren een, der er pebret nok!
Gid den maatte brænde og fortære hans Indvolde. —

Imidlertid var Natten rykket temmelig vidt frem, og
Sbemseddin Mohamed lod derfor den angſtede
Bedreddin Hasſan igjen ſperre ind i hans Kiſte, idet
ban ſagde: — Nu er det for morkt til at Man kan fee at
ſpidde Dig. Men vent blot til imorgen, faa ſkal Du vis—
ſelig komme til at fprælle! Hvilken Fuſker! Ingen Peber
til en Flødetærte! —

Kiſten blev igjen lesſet paa Kamelen, og de øvrige
Kameler bleve ligeledes bepakkede. Storvizieren ſatte ſig
tilbeſt og lod Kamelen med den i Kiſten indeſperrede Bedr—
eddin Hasſan fore foran ſig, og drog ved Nattetid
med ſit Folge ind i Staden. Gaderne vare ganſke ode,
og der lod ſig paa denne Tid intet Menneſke ſee; i Stil—
hed naaede den beſynderlige Procesſion Storvizierens Pa—
lads. Her blev Kiſten læsfet af; men Sbemseddin
Mohamed forbød pan det Strengeſte at 000116 den
uden hans Tilladelſe. Medens nu de øvrige Kameler

78

bleve aflædfede, tog Sbemseddin Mohamed fin Svi⸗
gerinde og fin Datter til en Side og henvendte fig til
den Sidſte med de Ord: — Lovet være Allah, at ban
lokkelig igjen lod os finde din Gemal! Du erindrer
Dig viſtnok endnu ganſke tydelig dit Brudekammers Ind⸗
retning, ikke fandt? Lad det bringe aldeles i den ſamme
Stand! Og er Du tvivlfom i een eller anden Hen—
ſeende, faa lad den af mig nedffrevne Beretning tjene Dig
til Vejledning! Imidlertid ſkal jeg felv beſorge det øvrige
Fornedne. —

Med Henrpkkelſe udførte Fru Dejligbed fin Fa—
ders Befaling, og Storvizieren paa fin Side lod Salen
igjen bringe aldeles i den ſamme Stand, ſom den bavde ve—
ret i, dengang Bedreddin Has ſan var truffen ſammen
der med Sultanens pukkelryggede Staldkarl. Ikke faa
meget ſom een eneſte Kjerte blev forglemt; og ſaaſnart
alt dette var færdigt, gik Storvizieren ind i fin Datters
Kammer og lagde Bedreddin Hasſans Kleder, Tur—
ban og Pung paa en Stol ved Sengen, ganſke ſaaledes
ſom Bedreddin Has ſan bapde efterladt fig det. Der—
paa bod han fin Datter lægge fig tilſengs, og, naar Bed—
reddin Hasſan traadte ind, beklage ſig over, at han
var bleven faa længe udenfor, og bede bam igjen at indtage
fin Plads ved bendes Side. — Imorgen — fluttede Stor-
vizieren: — vil Du da more mig og din Svigermoder
ved Fortællingen om, bvad der om Ratten er foregaget
imellem Eder. — Med disſe Ord forlod Sbemseddin
Mohamed ſin Datter.

Efterat Storvizieren havde ladet ſamtlige Tjenere
forlade Salen, paa tre eller fire fortrolige nær, bod han

79

een af disſe af hente Bedreddin Hasſan, bringe
bam ind i Salen i bare Skjorte og Underbeenkleder, lade
bam der alene og lukke Doren af efter bam. Saa dybt,
roſtet og ulpkkelig Bedreddin Hasſan end følte fig,
fik Tjeneren bam dog flædt af, førend ban endnu var
bleven rigtig vaagen, og bragt ind i Salen, forinden ban
endnu rigtig bavde ſamlet fine Tanker. Ganſke fortumlet
af den lange Rejſe i den bælgmørfe Kiſte og efter den
dybe og tunge Søvn fane Bedreddin Hasſan fig om
i Salen til alle Sider, gned fine Øjne, og vilde ikke tro
fine egne Sandſer. Omgivelſerne bavde pludfelig faldt
bam Omftændigbederne ved hans befynderlige Bryllup
iminde. Tilſidſt kunde han dog ikke fænger tvivle paa, at
han jo befandt fig i den ſamme Sal, bvor han var ſtodt
ſammen med den pukkelryggede Staldkarl. Men bans
Forbauſelſe ſteg endnu højere, da ban forſigtig havde nær=
met fig en aabenſtagende Dor, og inde i Varelſet ſaae fin
Kledning ligge paa ſelbſamme Sted, bvor ban tydelig
erindrede fig at have lagt den fin Bryllupsnat.

— Store Allab, ſover jeg eller er jeg virkelig vaa—
gen? — ſpurgte ban fig ſelb og gned paany fine Øjne.
Da aabnede Fru Dejligbed, ſom med inderlig For—
nojelſe havde været Vidne til bang Forundring, Senge—
omhenget, ſtak Hovedet ud og ſagde i embedsfuld Tone:
— Min kjere Gemal, bvorfor ftaaer I dog der i Doren?
Kom og indtag Eders Plads ved min Side! J har al—
lerede længe været ude, og jeg forbauſedes bojlig, da jeg
vaagnede og fandt mig alene. —

Saaſnart Bedreddin Hasſan i den unge Dame,
der ſaalunde tiltalte bam, bapde gjenkjendt fin yndige Brud
fra længft forſvundne Dage, fif han ligeſom et nyt Hjerte
i Livet og traadte ind Varelſet til hende. Men iſtedet—

80

for at gaa iſeng til bende, nærmede ban fig, Hovedet
ganſke fortumlet af alt det, ſom var mødt bam i de fidfte
ti Aar og ſom ban umulig kunde ſamle under een eneſte
Nats Eventor, fine Klæder og fin Pung, der laa paa
Stolen ved Sengen. Men ſaaſnart ban med Opmark⸗
ſombed bapde underſogt disſe ham vel bekjendte Gjenſtande,
udraabte ban med bøj Roſt: — Ved den ſtore, levende
Allah, det er mig aldeles ubegribelige Ting! —

Fru Dejligbed gottede fig inderlig over hans
Forlegenbed og tog atter tilorde: — Men vil J da ikke
lægge Eder tilſengs igjen? Hvad er der vel ved Eders
Klæder og Eders Pung at fee? Har J da ganſke glemt,
at det er Eders Bryllupsnat, ſiden J ſaaledes lader Eders

Brud vente? —
Da traadte Bedreddin Hasſan ben til fin Ge—
malinde og ſpurgte: — Sig mig oprigtig, om jeg bar

været længe borte fra Eder! —

— Hvad er det for en underlig Tale, min kjere
Bedreddin? — ſpurgte bans Gemalinde til Gjengjeld:
— I bar visſelig været altfor længe borte fra Eders
ventende Brud, endſkjondt det vel kun er nogle faa Oje—
blikke, ſiden J fjernede Eder. J maa være forunderlig
adſpredt, eller ogſaa gaaer I idromme. —

— Jeg erindrer mig vel, at jeg bar veret hos
Eder, — ſparede Bedreddin Has ſan: — men til—
lige, at jeg, ſiden jeg forlod Eder, har opholdt mig ti
Mar i Damascus og bagt Poſtejer. Men bvyis det virke⸗
lig er fandt, at jeg bar ſovet bog Eder inat, maa det jo
være Snak, om ikke Vanvid, med de ti mellemliggende
Aar. Hav blot den Godhed at bjelpe mig lidt tilrette med
Tidsregningen; ellers maa jeg frygte for at miſte Forſtan⸗
den. Sig mig forſt ganſke oprigtig: — Er mit Bryllup

81

med Cder heller ikke Andet end tom Indbildning eller en
tosſet Drom? —

— Eders Bryllup er Virkelighed, fjære Herre; Eders
Ophold i Damascus derimod er en Drøm. — ſparede Fru
Dejligbed, idet hun kun med Anſtrengelſe undertrykte
ſin Latter.

Ej, — raabte Bedreddin Hasſan og gav fig
til at lee hojt: — faa gives der ingen lyſtigere Hiſtorie! —
J ſkal blot here, hvilken ſnurrig Drøm! Jeg er over—
beviift om, at den vil more Eder. J man da foreſtille
Eder, at jeg i denne Dragt, hvori J her feer mig, be—
fandt mig liggende udenfor een af Damascus' Porte, af
en ſpottende Folkeſkare blev ledſaget ind i Staden, flog—
tede ind til en Poſtejbager, der lærte mig fit Haandverk og
tog mig i Sons Sted, og endelig indſatte mig til ſin Uni—
verſalarving. J kan vel tanke Eder, at den ſtorſte Deel
af min Arv beſtod i Kageformer, Tallerkener, Fade og alle—
baande andre Skaar af lignende Slags. J Damascus
levede jeg derpaa bele ti Aar ſom en god og rolig Bor—
germand, drivende Poſtejbagerprofesſionen og ærlig ſparende
Skatter og Afgifter. — Dog det vilde blive altfor vidt—
loftigt at fortælle Eder bele Indholdet af min Drøm.
Men vel var det, at jeg tilſidſt vaagnede; thi ellers havde
Man ſpiddet mig lyslevende paa en Pal, uagtet hele min
Forbrydelſe ikke beſtod i Andet, end at jeg havde lavet
Flodepoſtejer uden at komme Peber deri. — Har J nogen—
ſinde hort Mage til naragtig Drom? —

— Nej, det maa jeg tilſtaa! — ſparede hans Ge—
malinde, idet hun gav fin Latter frie Tojler: — Men
Allah være lovet, at det kun var en Drøm! —

— O ja, tilvisſe, jeg har lidt overmaade meget,
og har neppe endnu forvundet det. Det er dog under—

VI. 6

82

ligt, at en blot Drøm fan gjøre fligt et Indtrok paa
Lemmer og Sandſer. Mit Hjerte banker virfelig endnu
af Dodafrogt, og mit Legeme er ligeſom fønderfnuft af
Opboldet i den forbandede Kasſe openpaa en tungt tra-
vende Kamcels Rog. Dog, J bar Net, Allab være lo—
vet, at det kun var en Drøm! Nu vil jeg igjen gaa tile
ſengs og fee til at drømme bebageligere — i Eders Arme,
min elſtelige Brud. —

Uagtet fine gode Forfætter tilbragte Bedreddin
Hasſan dog langtfra nogen rolig Sat i bebagelige Drom—
me. Øvert Ojeblik foer ban ængftet op af Søvnen og
ſpurgte fig felv, om ban drømte eller vaagede. Tilſidſt
kunde ban ikke bolde det ud langer; ban maatte paany
forvisſe fig om Virkeligbeden af fin Lokke. Haſtig rejfte
ban ſig i Sengen, ſlog Ombanget tilſide og ſtirrede om—
kring i Verelſet. — Ganſke rigtig; — ſagde ban derpaa
til fig ſelv: — det er det ſamme Varelſe, bvori jeg ſnap⸗
pede den afſkyelige Pukkelroggede den dejlige Brud bort
ligefor Nœſen. —

Imidlertid havde ban dog endnu ikke endt bine
Tvivlens Kampe, da Dagen begyndte at demre, og Vi—
zieren Sbemseddin Mobamed bankede paa Doren,
ſtrax efter aabnede og traadte ind for at onſke Brudefol—
kene en god Morgen. Med den bøjejte Forbauſelſe fane
Bedreddin Hasſan den bam kun altfor vel bekjendte
frogtelige Mand for fig, ſom havde villet tage bam gru—
ſomt af Dage, fordi ban bavde lavet Flodepoſtejer uden
Weber. Imidlertid bavde ban dog ingenlunde mere Udfeende
af biin blodtørftige Dommer, ſom bavde ængftet ham faa
baardt; bans Anſigt var mildt og ſmilende ſom en god
Faders, der beſoger fine Born.

83

— Det var altſaa Eder, — udraabte Bedreddin
Hasſan, ſaaſnart han bavde fattet fig noget efter fin
forſte Skrek og Overraſkelſe: — det var altfaa Eder,
ſom fordemte mig til en faa ſkammelig Dod alene for en
upebret Flodetertes Skyld? Jeg gyſer endnu, naar jeg
tænfer derpaa! —

Vizieren kom til at lee højt, og gav fig, for paa
eengang at fætte ham ind i Virkeligheden, hvoraf han
fan længe bavde været ude, til at meddele ham den ſande
Sammenheng med hans Bryllup, Udlendighed og ſenere
Bortforelſe. Den meſt overraſkende Oplysning var dog
den, at en veldedig Mand, ſom det var fremgaget af den
pukkelroggede Staldkarls Forklaring, var den egentlige
Ophavsmand til hele Eventyret, idet ſamme havde ført
ham ind i Storvizierens Huus, og imod fit eget Vi—
dende 00100 ind i hans Familie. — Min kjere Broder—
ſon, — ſaaledes fluttede Vizieren, idet han med Omhed
omfavnede Bedreddin Hasſan: — jeg beder Eder
om Tilgivelſe for alt det, jeg har ladet Eder lide ſiden
vort Mode udenfor Damascus! Jeg vilde ende Even—
fyret, ſom det var begyndt, og imod dit Vidende kaſte
Dig i Armene paa den Dig beſtemte Lykke. Jo mere
Du bar maattet gjennemgaa for at naa den, deſto mere
fortryllende maa den nu ogſaa forekomme Dig. Skils—
misſens og Smertens Tid er nu forbi; Du er gjengivet
dem, der vare Dig de Dyrebareſte paa Jorden, for aldrig
mere at blive adſkilt fra dem. —

— Medens Du kleder Dig paa, vil jeg gaa ind
til din Moder, ſom utaalmodig længes efter, igjen at
ſlutte Dig i fine Arme; bun vil bringe Dig din Son, den
lille Agib, ſom Du jo fjender fra Damascus, og til hvem

6 *

SFE ² . Üll!n .. ]

dit Hierte drog Dig ben, uden at Du vidfte at forklare
Dig det! —

Sproget beſidder ikke Ord, der ere udtryksfulde nok
til endog blot at antyde den Henrpkkelſe, ſom Bedred—
din Hasſan følte, da ban atter omfapnede fin Moder
og fin Son. Der var neſten ingen Ende paa Glæ
destaarer og ømme Kjertegn. Der manglede nu in—
tet Mere i Bedreddin Hasſans fuldkomne Luffe;
ban følte fig jo omgivet af Alt, bvad der var bam dyre—
bart, og Fremtiden lyſte bam imode gjennem klare roſen—
farvede Skver.

Imidlertid bavde Sbemseddin Mobamed bes
givet fig op til Sultanen for at berette bam det lpkkelige
Udfald af fin Rejſe. Hs. Højbed fandt de ved denne
Lejligbed bam meddeelte Begivbenbeder faa overordent—
lige, at ban fod dem ufortovet opffrive og benlagge i
Rigsarkivet til efterfølgende Slegters Morſkab og Op—
byggelſe. Iligemaade lovede ban at drage Storvizierens
Broderſon og Dattermand i fin Nerbed, gjøre vel imod
bam og bæve bam til een bang Talenter og Forhold ver⸗—
dig Stilling. ١

Saaſnart Storbizieren var vendt tilbage fra Sul—
tanen, bavde de fem over al Maade lykkelige Menneſker
ikke Andet at tænfe paa end at leve for deres Lykke og
for bverandre. Den naadige Himmel begunſtigede deres
ømme Idratter; aldrig bar der været nogen mere lykke—
lig Familie til end denne, og forſt ſeent og med ſkaanſom
Haand ffilte Dodens Engel dem fra bverandre.

85

Saalunde [yder Storvizieren Giafars Hiſtorie.
De Troendes Beberſker havde fundet et overordentligt
Bebag deri, og endnu lang Tid efter randt disſe merk—
verdige og morſomme Livsbegivenheder ham iſinde, frem—
kaldende Latter og godt Lune.

Aly Fhah

eller

den falfke Khalif.

ل
(Fx Aften bande Harun al Raſchid, Abalifen af‏
Bagdad, fire og tyve af fine napnkundigſte Hofmend fore‏
ſamlede omkring ſig. Vizieren Abrabvm Iſaak-el-‏
Nedym, Digteren Abul Nauas, Barmekyden Bias‏
far, Kbalifens Storvizier og bejre Haand, Mesrur,‏
bang Vredes Sværd og Fuldbringeren af bang Befalin—‏
ger, hare ogſaa tilſtede, og Samtalen drejede fig om‏
Digtekunſt og Veltalenbed. Man fortalte, ſang, frem—‏
ſagde Digte og opgav Gaader. Ved alt dette var det‏
uformærket blevet Midnat, og de Tilftedeværende bade‏
om Tilladelſe til at drage fig tilbage. Kbalifen var‏
naadig nok til at give denne. Ogſaa Giafar og Mes—‏
rut bilde anbefale fig tilligemed de Øvrige; men Kba—‏
lifen boldt dem tilbage, bod Giafar atter tage Plads,‏
og ſpurgte bam, om ban vel vidſte, hvorfor ban denne‏
at vilde bolde bam tilbage bos ſig. 0‏
Allab alene fjender det Skjulte. — ſparede‏
Storvizieren.‏
Da oplyſte Harun, at ban bawde faaet et even—‏
torligt Indfald, ſom de ſkulde hjelpe ham med at ud⸗‏

87

fore. De ſkulde nemlig alle Tre forflæde fig ſom Kjob—
mend og tilbringe Natten paa Tigrisfloden, i en Barke
ſejlende frem og tilbage indtil Morgengry.

— Jeg feder mig; — fluttede han: — jeg be—
rer ligeſom en Byrde paa Sjælen. Trods alt det In—
teresſante og Morſomme, ſom denne Aftens Underboldning
frembragte, har jeg dog ikke havt nogen rigtig Glæde
deraf; maaſkee lykkes det mig bedre at adſprede mig paa
denne Maade. J vide jo, at det er Tiden for natlige
Lyſtfarter paa Strømmen, og at baade Rige og Fattige
unde fig denne Fornojelſe. —

— Mægtige Herſker, — ſparede Storvizieren, idet
han med et let Suk opgav fin blide Nattero: — Du
har at befale; og har Du iſinde at gjere en Lyſtfart
paa Tigrisfloden, indſeer jeg ikke, Hvo der ſkulde kunne
hindre Dig deri. —

— Gaa ville vi uden Tidsſpilde bryde op. — pt⸗
trede Khalifen, og fort efter forlode de alle Tre under
Forkladning Paladſet, gjennem en hemmelig Dor, ſom
forte ud til Floden.

Til deres ſtore Forundring fandt de ber ikke ſaa
meget ſom een eneſte af de mangfoldige Gondeler, ſom
paa denne varme Aarstid ellers plejede at bedekke Floden
ved Nattetid. Over al Maade forundret forlangte Ha—
run at vide af fin Storvizier, af bvilfen Marfag Floden
denne Nat var aldeles øde, og bvorfor Bagdads Ind—
vaanere ikke, ſom ſedvanlig, foretoge fig Lyſtfarter derpaa.

Da Giafar blev Svaret ſkyldig, tog Mesrur
Ordet og ſagde: — Folk ere ikke til alle Tider lige op—
lagte, naadige Herſker; og naar Alt kommer til Alt,
egner denne Fornejelſe ſig dog alene for de Rige og

88

Uafbængige, ſom, naar de bave giennempaaget Ratten
med Loſtigbed, kunne ſove bojt op ad Dagen, uden at
deres Forretninger lide Noget derved. Den Fattige,
ſom maa flide og flæbe bele Dagen for fit Livs Opbold,
føler fig træt og føvnig om Aftenen, og fager ikke letter
lig det Indfald at forfpilde fin føde Mattero for at fejle
frem og tilbage paa Tigris. Og bvig ban gjorde det,
bilde ban faa vel den næfte Morgen være ſkikket til igjen at
gaa til fit Dagverk for at fortjene Brødet til fig og fin
Familie? — Heri, naadige Herre, maa J ſoge *
til, at Floden bar et faa ode Üdſeende. —

Kbalifen fandt vel Mesrurs Bemerkninger fuld⸗
kommen rigtige med Henſon til den arbejdende Klasſe,
men bemerkede, at Kjobmendenes og de ſtore Herrers,
overhovedet de Velbavendes Fraperelſe dog ingenlunde
[od fig forklare paa denne Maade; og Giafar maatte
tilſtaa, at Sagen ligeledes var bam en Gaade.

For nu dog i det Mindſte ſelv at komme ud at
fejle, gik de langs med Flodbredden for at finde en Baad;
endelig fandt de en Barke, bvori en gammel Mand laa
og ſopy. Paa Haruns Befaling maatte Mes rur vakke
bam og bringe bam frem for Kbalifen; denne bod ham
aabne Haanden og lagde tyve Guldſtpkker deri, idet han
ſagde: — Her bar Du Penge. Gjor din Baad rede;
vi ville fejle et Par Timer op og ned ad Strømmen. —

— Stiger kun ind, mine ædle Herrer! — ſparede
den gamle Baadforer: — Allab bevare os for al Ulpkke! —

Eventvrerne ſtege i Baaden, uden at forſtaa Be-
fydningen af den gamle Mands ſidſte Ord, og ſnart vare
de midt ude i Strømmen. Men pluͤdſelig nærmede
fig dem en prægtig Gondel med gyldne Fakler, hvori
der brændte fedt Tre gjennemtrængt af Harpix, og

89

fom bleve holdte ivejret af tvende i Atlaſk og Guld flædte
Mænd.

Bed dette Syn udraabte Baadforeren forfærdet:
— Gtore Allab, bevar os for den os truende Ulpkke!
Vor ſidſte Time er kommen! Forbandet være den Have—
ſpge, ſom friſtede mig til at tage imod Eders Guldſtyk—
ker; den er ene og alene Sfyld i min Ulvpkke! —

Paa denne Maade vedblev han at udgyde fig for
Khalifen og bans Ledſagere, bvilke han, ifolge deres
Forkledning, boldt for ganſke almindelige Kjobmend,
— fældede Taarer og udſtodte Forbandelſer.

Da gav Harun fig til at lee hojt og ſpurgte
Skipperen: — Men fjære Fergemand, hvorfor overoſer
Du os ſaaledes med Skjeeldsord? —

— Det mener jeg dog at have god Grund til, —
fvarede den gamle Mand: — efterſom J bave ſtyrtet
mig i den dybeſte Fordeervelſe. —

— Hvad er det for en Snak? — vttrede Khali—
fen: — J etbvert Tilfelde vil det ikke gaa Dig verre
end os; — Du kan folgelig vere ganſke rolig. —

— Ja deri har J Ret! — bekraftede Baadforeren
med Bitterhed: — Om lidet ville J alle Tre miſte Eders
Hoveder ligeſom jeg! Men det er kun en daarlig Troſt,
ſynes mig. —

— Hvem truer os da med at ſlaa Hovederne af
os? — vedblev Kbalifen med undertrykt Latter.

— Hvem Anden end Beſidderen af biin Gondel,
Hr. Grinebider. — ſparede den gamle Mand.

— Hvem er det da? —

— Hvem Anden end ſelve Kbalifen, vor naadige
Herre, Harun al Raſchid! — raabte Fiſkeren i dode—
lig Angſt: — Han har ladet bekjendtgjore, at han vilde

90

lade Hovedet bugge af Enbver, ſom denne Nat vovede
at lade fig fee paa Tigrisſtrommen, og ban vil visſelig
ikke lægge Fingrene imellem, fjender jeg den Herre ret. —

Da gav Harun fig med ſtreng Mine til at fore—
holde den gamle Baadforer, bvorfor ban dog bavde bragt
dem i denne dødelige Fare, da ban forud kjendte Khali⸗
feng Forbud; men denne undſkyldte fig med, at de tyve
Guldſtykker bavde friſtet bang Armod faa ſterkt, at han
ikke babde kunnet modſtaa.

— Nu bave vi Intet uden Allah at ſette vor
Liid til! — fluttede Oldingen grædende, og gav fig til
at fremſige Bonner for at forberede fig til Døden.

Kbalifen følte fig rørt ved Fergemandens For⸗
tvivlelſe; ban rakte bam tyve Guldftuffer endnu, og bod
bam dreje af til Siden ind i en mork Bugt, ſom vifte
fig i Nerbeden, og bvor de maaſkee kunde undgaa at blive
bemærfede af den dem imode kommende Gondel. Skip⸗
peren tog imod Pengene og ſtandſede fine Taarer; der—
paa tog ban atter Aarerne ibaand og drejede tilſiden ind
imod den i dyb Skogge bvilende Flodbred. Og virkelig
lokkedes det dem at flippe ind i det endnu til rette Tid
fundne Smutbul, uden at blive bemerkede af den med
Pilens Haſtigbed forbifarende Gondel; deres lille Baad
[aa fuldkommen ſkjult under et paa bøje Pale i Strom⸗
men opfort Lyſtbuus.

Medens det fremmede Fartoj gled forbi, betragtede
de tre Eventyrere det med den ftørfte Opmerkſombed.
Det tog fig overmaade prægtig ud, og ſtraalede overalt
af Guld og berlige Farver. J Gjenſkinnet af Faklerne
blinkede allebaande polerede Vaaben, ſaaſom: Sværd, Land⸗
ſer og berlig forarbejdede Pantſere; men i Gondelens
Agterdeel fane Man koſtbare Tepper og en Sofa med

91

Hynder af Fløjl og Silke, broderede med Guld, Perler
og Koraller. Midt i ſamme havede der fig en gylden, rigt
med Perler og Addelſtene udſmykket Trone, pan bvilfen
en prægtig flædt ung Mand af det ſkjenneſte Udvortes
ſkjodesloſt hvilede. Hans Pande var prydet med et kon—
geligt Bind, der glimrede af de ſtorſte Juveler, og i
Haanden boldt han en ſcepterlignende Stab. Ved hans
højre Side ſtod der en Mand, ſom havde megen Lighed
med Storvizieren Giafar, paa hans venſtre en anden,
der ſkulde foreſtille Vizieren Iſaak-el-Nedym. Foran
bam ſtod Mesrurs livagtige Dobbeltgenger, og bag—
ved denne tyve unge Slaver med runde Anſigter, der
ſtraalede ſom Fuldmaanen. Hele den bageſte Deel af
Gondelen var bedakket med et Silkeſejl, hvis indre Side
var ligeſom overſaget med Wdelſtene, der i Glands kap—
pedes med Nattehimlens Stjerner. Lidet tilhojre havde
den unge Mand for fig ef blomſterſmykket Bord, bvor—
paa der ſtod tvende Borfjærter i masſive Guldſtager.
Ved hans Fødder dampede fire Rogelſekar med den meſt
udſogte Virak. Tyve med Overdaadighed ſmykkede Roer—
karle bragte den lette Gondel til at flyve.

Den ved fligt overordentligt Skue hojlig over—
raſkede Khalif kunde neppe fatte fig af fin Forbauſelſe.
Men denne ſteg endnu hojere, da han fra Gondelens
Forſtayn hørte en Mand udraabe: — Folk, Rige og
Fattige, Frie og Slaver, Indfedte og Fremmede, biſer
Kbalifens ophojede Billie Lydighed, — alle Troendes
Beherſker, Allahs Skygge paa Jorden, Kongernes Konge,
Naadens Skatkammer, de Ulpkkeliges Tilflugt, en Gjen—
ſtand for Roes og Berommelſe af Digterne og de Lærde,
Magtens uudtømmelige Kilde, — den haderkronede Fyr—

92

fe Harun al Raſchid! — Han forbyder Eder at
gjøre Loſtfarter paa Tigris, iligemaade at aabne Eders
Vinduer ud imod Strømmen. — Ulypdigbed bliver ſtraffet
med Doden og Beſlaglaggelſe af al Ejendom! —
Kbalifen havde imidlertid ikke vendt et Oje bort fra den
unge Mand, og jo længer ban betragtede ham, deſto mere
Adel, Ande og Skjonbed fandt ban bos bam. Da Gia—
far paa bang Sporgsmaal havde maattet tilſtaa, at ban
ikke vidſte, Hvem den unge Mand var, pttrede ban:
— Tilvisſe, Perſonen forſtager fig vpperlig paa Hoffets
Etikette; ban bar ikke glemt det Allermindſte af hvad der
borer til Kbalifens offentlige Fremtreden. Men allermeſt
undrer mig dog den paafaldende Ligbed, ſom Manden paa
bang bojre Side bar med Dig, Giafar, og Manden
foran bam med Dig, min gode Mesrur. Heller ikke
de øvrige Perſoner ſpille daarlig deres Moller ſom mine
Hoffolk, og Pragten endog overgaaer den, ſom jeg plejer
at fore. Jeg kan ikke komme mig af min Forbauſelſe! —
Fra deres Skjuleſted ſaae de derpaa den falſke
Kbalif lande tæt i Nerbeden; ban beſteg en prægtig op—
tommet Heſt og reed bort, omgiven af en Mængde Fakkel⸗
bærere og bele fin glimrende Hofſtat; men foran bam ſkrede
Herolder, ſom med bøj Roſt forkyndte Herſkerens Pris.

Saaſnart Harun al Raſchid ingen Flere fade
ved Flodbredden, befalede ban Feergemanden at ro tilland,
forat de kunde folge efter Eventyreren. Men da denne
ved deres Landing var ſporloſt forſpunden, vendte Kbali—
fen tilbage til fit Palads, efterat han bavde givet Feerge⸗
manden endnu type Guldſtpkker, med den Anviisning, at
ban den folgende Aften ſkulde vente dem igjen paa ſamme
Sted. — Vi ere Fremmede i Bagdad, — tilføjede han:

93

— bo i en Kban og ønffe at tilbringe nogle Timer
bebagelig paa Floden. Vor Gavmildhed fjender Du
allerede. — 5

Nattens underfulde Begivenbeder tillode ikke Kha—
lifen at lukke noget Oje, og med pinefuld Utaalmodighed
bigede ban efter Oplysning i Sagen. Saaſnart derfor
Morgenen blot dæmrede, forlod ban fit Leje, forrettede
fin Bøn, idet han med brændende JMidfjærbed paakaldte
Profeten, og lod fig derpaa fin Frokoſt bringe. Snart
efter treen Mesrur frem for ham og meldte: — Her—
ſker over alle Troende, Allahs Stedfortræder her paa
Jorden! Kredſen af dine i Divanet forſamlede Vizierer
og Raadsherrer frembyder et iſandhed glimrende Skue,
og der fattes intet Andet til Fuldendelſen, end at Du
ſkal forberlige Forſamlingen med din Stærværelfe. — Kom
og viis Dig for dine Krigere, af hvilke Du er faa hojt
elſket, ſkift Het imellem dine trofaſte Underſaatter, og ud—
bred dine Velgjerninger til alle den ſtore Allahs Skab—
ninger! —

Da reiſte Khalifen fig, kaſtede Herſkerkaaben om fine
Skuldre, iførte fig alle de Smykker, ſom betegne den hojeſte
Herſkermyndigbed her paa Jorden, gik ind i Divanet og
beſteg med faſte Skridt fin Trone. Strax ordnede fig
paa begge Sider af ham efter deres indbyrdes Rang alle
hans Riges Store: Viziererne, Feltherrerne, Dommerne,
de Lærde og Digterne, tilligemed alle Divanets øvrige
ærværdige Medlemmer, og Een af dem udtalte med bøj
Roſt det ſedvanlige Onſke for Kbalifens Velgagende, hvori
alle Tilſtedevcrende ligeſom i Chor ſtemmede i med.

Derpaa benvendte en Anden ſig til Khalifen med
folgende Ord:

i

94

— Herre, Du ſom har naaet Magtens og Berommel-
feng bojeſte Trin, tag Dig jagt for Stoltbedens og For—
fengeligbedens Ruus og tomme Indbildning; tbi maaſkee
allerede imorgen bar dit Herredomme Ende. Evig Va—
rigbed bar alene Allabs Negimente. Hvor ofte bar Ver—
den ikke allerede verlet Udfeende og Herrer? — Lader os
cenſtemmig bekjende: — „Acre tilkommer alene ham, bvis
Rige er uomſkifteligt!“ —

Derneſt traadte en Tredie frem og begyndte at
foredrage Lerdomme af Religionen og Sædelæren. Dog
ſnart gav Kbalifen bam et Tegn til at ban ſkulde holde
inde, forat Afgjorelſen af Regjeringsſagerne kunde tage
fin Begyndelſe. Om fit natlige Eventyr taug de Troen—
des Beberſker ganſke ſtille; men ban beholdt det i Tan—
ken bele den udſlagne Dag.

Ved fædvanlig TD oploſtes Divanet, og Soldaterne
marſcherede bort. Da begav Harun fig ind i Audients—
ſalen, bvor ban tilbragte Reſten af Dagen, med bræn-
dende Utaalmodigbed afventende Nattens Indbrud.

Endelig viſte Stjernerne ſig atter, og Man fornam
Hanegalet, ſom udſiger: — J Ligegyldige, der ſove, be—
vidner bans Eenbed og Storbed, ſom ingenſinde ſover! —

Nu opfordrede Kbalifen ſin Storvizier Giafar
til at ledſage ſig, og Begge forlode Paladſet under den
fædvanlige Forkldning. Nede ved Floden ventede alle—
rede Fergemanden pan dem; idet Harun ſteg ned i
Baaden, belønnede ban foreløbig bans Punktligbed med
fyve Guldſtykker. Stille gled Barken nedad Floden.
Men de vare endnu ikke naaede ſynderlig langt, da den
falſke Kbalifs Gondel allerede viſte fig. Strax drejede Fer—
gemanden af, og naaede lykkelig Skjuleſtedet fra den for—

95

rige Nat; hev kunde de i Mag og Sifferhed fee den fal—
ſte Kbalif fejle forbi. Denne Gang ſtod der tredſinds—
tyve endnu ſmukkere og pregtigere flædte Mameluker for
bans Aaſyn. Ikke langt fra deres Tilflugtsſted gik Even—
tyreren iland, og Khalifen lod ſtrax lægge til ved Bredden,
for ikke at tabe ham afſigte ſom den forrige Gang. Ha—
ſtig fulgte Harun og Storvizieren efter ham, og vovede
fig driſtig faa ner, at de ved de talrige Faklers Skin
kunde overſee hele Toget, og bemeerke Alt, hvad der
foregik.

Den falſke Khalif reed en herlig Araber, der paa
koſtbar Maade var ſadlet og optommet efter Abbasſider—
nes Brug og Sedvane. Mamelukerne droge i god Or—
den frem foran ham, og i Spidſen gik en Herold, ſom
udraabte: — Hvo fom forlader fit Huus eller vover fig
til Vinduet, ſkal miſte Livet og hele fin Formue. — AL
lab bevare og for Kongernes Vrede! —

Harun maatte inderlig lee over disſe tomme Trus—
ler, og ſpogte derover med Storvizieren, men erklerede
tillige, at han vilde folge med Toget indtil det Aderſte,
for at faa en fuldſtendig Oplysning om den beſynderlige
Sammenhang ved dette Eventyr.

Efter at have tilbagelagt en lang Veiſtrakning,
naaede Toget endelig de vderſte Haver udenfor Staden
Bagdad. Harun og Giafar vare imidlertid beftandig
rykkede nærmere, faa at de tilſidſt aldeles bavde fluttet
fig til Toget. Dog fnart bleve de bemærfede; de til—
ſyneladende Kjøbmænd bleve grebne og førte frem for den
falffe Khalif. J barſk Tone gav denne fig til at forhøre
dem: — Uslinger, Hvem ere I, og Hvad har fort Eder
hid? Have J ikke hort min Bekjendtgjorelſe? Ved mine

ophøjede Forfædre fværger jeg, at lade Hænder og Fod⸗
der bugge af Eder, bvig J ikke ligefrem tilftaa Sandbeden.
Skulde J babe været forbovne nok til at trodſe mine
Befalinger? —

— Berolige Dig, bøje Kbalif, — ſparede Has
run: — og bor, bvad vi have at ſige til vor Undſkold⸗
ning! Lader Du Maade gaa for Met, giver Du derved
et Beviié paa din Mildbed; lader Du os undgjalde, ville
vi ikke dadle din Retferdigbed. —

— Og Hvad bave I da at anføre til Eders Und—
ftyldning? — vedblev den falfte Kbalif.

— Vi ſcre Fremmede og bave idag for førfte Gang
betraadt Staden Bagdad; — ſparede Harun: — vi
bave giennemſtrejfet den fra Ende til anden, og da vi til
vor ſtore Forundring fandt den ode og tom, ikke kunnet
tilbageholde det Sporgsmaal, bvad der var blevet af de
berlige og blomſtrende Stads ubyre Befolkning. — „Alle
Folk gjøre Lyſtfarter paa Tigrisfloden; — modtoge vi
til Svar: — det er en almindelig Morſkab paa denne
Aarstid; og ville I fee Menneſker, maa J felv tage en
Baad og lade Eder ro op og ned ad Strømmen.” —
Saa begave vi os da ned til Flodbredden, bvor vi fandt
en ubyre Stimmel af Menneſker i broget Blanding, ſom
vare loſtige og morede fig efter bedſte Evne. Man ſpiſte
og drak og dandſede, og vi efterfulgte det almindelige
Exempel. Endelig love vi og fætte over Strømmen, ſtege
bünſides iland og fortſatte vor bebagelige Underholdning.
Vor Baadforer folte fig imidlertid træt af Dagens An⸗
ſtrengelſe, og lagde fig til at ſove i fit Fartoj, efter at
have bedet os om at vakke fig for Solnedgang, forat
ban kunde bringe os tilbage til Staden. Men efter en
lang Spadſeretour bleve vi ligeledes trætte, lagde os til

97

at ſove, og vaagnede førft, da det allerede var blevet tem—
melig morkt. Da vi nu endelig væffede den endnu flum—
rende Baadforer, gjorde ban os de bittreſte Bebrejdelſer,
fordi vi havde ladet bam ſove faa længe. Da vi der—
imod indvendte, at vi ret vel kunde tilbringe den milde
Sommernat under aaben Himmel, erflærede ban os, at
Rovere gjorde Flodbredden paa denne Side bojſt uſikker,
og ſkyndte fig med at ſette os over til den modſatte
Flodbred.

Da ban nu ber bemerkede Skinnet af Eders Fak—
ler, vttrede han: — Der drager en Nyformalet bjem med
ſin Brud! Slutter Eder til Toget, og J kunne bivaane
et berligt Bryllupsgilde, ſaafremt J onſke det. Brud—
gommens Ledſagere opføre en fortræffelig Muſik, og J ville
komme til at underbolde Eder paa det Bebageligſte hele
Natten. Men imorgen tidlig efter Frokoſten kunne J gaa,
bvorben J ville; tbi paa denne Side er Egnen ſikker og
rolig, og J bave ikke det Mindſte at befrygte.

Ved denne Tale lode vi os forlede til at folge ef—
ter Eder og ſlutte os til Toget, i den Forventning, at
vi ſkulde blive deelagtige i et overdaadigt Gjeſtebud. —
Den Bekjendtgjorelſe, ſom J omtaler, vide vi ikke i fjer—
neſte Maade Noget af. —

— J maa priſe Himlen, at J ikke ere fra Bag—
dad; — pttrede den falſke Khalif: — thi i dette Til
fælde ſkulde J ſikkerlig ikke have undgaget den vel for—
tjente Straf. Som Fremmede enſker jeg Eder velkomne;
J kunne være ganſke ubekymrede, idet jeg indbyder Eder
til at være mine Gjeſter for den øvrige Deel af Natten. —

— J viſer os ligeſaa megen re ſom Maade; —
ſvarede Harun: — og vi bede Eder modtage vor er—
bodige Tak derfor. —

VI. 7

98.

I Dette Ojeblik nærmede Giafar fig Kbalifen og
bviffede bam i Øret: — Iſandbed, Herre, J forſtaaer
at dreje en Løgn faa godt ſom Nogen! —

Harun gav bam iſtedetfor Svar et Vink, at han
ſkulde tie og forbolde fig rolig. *

Kbalifen og bans Storvizier droge altſaa med til
den falſke Kbalifs Palads, ſom laa ved den vderſte End
af Haverne; det var overordentlig prægtigt; de af ©
ler baarne Stokverk vdede det berligſte Skue; den ſtore
Port var af Ibenbolt, glindſende af Politur og ſterkt
beflaaet med det pure Guld.

Den falſke Khalif ſtod af Heſten, og lod Harun
tilligemed bang Ledſager træde ind med fig i Paladſet.
De bleve førte ind i en ſtor Sal, byis Midte indtoges af
et rundt Bakken med et berligt Springvand. Trindt
omkring lob en Divan med rigt broderede Tæpper, og
ovenover Doren læfte Man: — Maatte Held og Fred bo
paa dette med alle Lokkens andre Gaver rigelig udſtyrede

Sted! — Saa vilde det være et Underveerk paa Jor—
derige, et fandt Paradüs, ſom ingen Tunge formaagede at
beſkrive. —

Den foregivne Kbalif tog Plads paa en med Per—
ler og edle Stene overdaadig udſmokket Trone, under en
Baldakin af grønt Flojl med gyldne Fryndſer; aldrig
bar felv ikke den magtigſte Forſte ejet Magen til ſligt et
Pragtſtokke. Tronen var baaren af Sandeltrees Søjler,
ſom udbredte den koſteligſte Vellugt vide trindt omkring.
Fulde af Wrefrygt toge de foregipne Hoffolk Plads paa
begge Sider af deres Herſker, og Harun med hans
Ledſager fif Tilladelſe til at fætte fig. Efter nogle Oje⸗
blikkes Forløb gav den falſke Khalif fin Huushoymeſter

99

et Vink; øjeblitfelig bleve koſtbare Borde frembaarne og
beſatte med de berligſte Retter og allehaande liflige Vine
og Sorbet'er. En ung Slavinde fyldte en Skaal, traadte
frem og ſang:

— Lad Hangeorerne beholde Moſkeerne, ſaalange de
ville! Vi ville i lange Drag indſuge den koſtelige Viin.
Koranen ſiger intetſteds: — „Vee de Beruſede!“ — men:
— „Vee over Hyklerne!“ —

Derpaa bod den øverite Mundſkjenk knelende den
falſke Khalif den paanv fyldte Skaal. Denne tømte den
raſk og gav den tilbage. Saaledes gik Mundſkjenkene hele
Raden rundt, indtil Turen kom til Harun al Ra—
ſchid; denne vifte Skaalen fra fig, efterſom han ved en
vis ſkrœkkelig Begivenhed *( havde forſvoret nogenſinde mere
at drikke Viin.

— Allah bevare mig fra at befvære Eders Sam—
vittigbed! — vttrede den falſke Khalif, og lod Harun
iſtedetfor rekke en koſtelig Sorbet. — —

Maaltidet varede meget længe, og Harun maatte
bekjende for fin Storbizier, at ban aldrig i fit Liv havde
ſpiſt bedre, og at overhovedet Alt, bvad der foregik og
omgav ham, opvakte hans allerbojeſte Forbauſelſe. — Jeg
gløder af Nysgjerrigbed efter at erfare, Hvo den unge
Mand dog egentlig er. — tilføjede han.

Den falffe Kbalif mærfede denne Hviſken og ſpurgte,
hvad det var for Hemmeligheder, de havde med hinanden.

— Tilgiv, Herre, — tog Harun Ordet: — vi

) Her ſigtes til eet af de kun altfor hyppige Tilfælde, hvori
Haruns ædle Natur lod fig henrive til at fornægte fig
felv paa den N Maade.

7 *

100

vilde ingenlunde dermed fornærme Dig! Min aldrende
og vidt berejſte Ledfager meddeelte mig fun fin bøje For—
undring over den Dig omgivende Pragt og Herligbed, fom
ban endnu aldrig nogetſteds bar ſeet Magen til, og lød
falde den Attring, at der aldeles Intet vilde fattes til at
gjøre denne Feſt fuldkommen, naar der blot var en god
Muſik tilſtede. Tbi et feſtligt Maaltid uden Muſik er
ſom en Hvileplads i Orkenen uden Band og Skogge. —
Hvorledes er det ogſaa muligt, at de Troendes Beberſker,
den opbøjede Beſkytter og Velynder af alle ſkjonne Kun—
ſter, kan holde fit Maaltid uden Muſik? — Det var denne
Gjenſtand, ſom vi bviſkende afhandlede med binanden. —

Vinen begyndte allerede at udøve fin Magt over
Gjæfjterne, og var ogſaa ftegen den unge Mand, ſom ſpil—
lede Kbaliſens Rolle, noget til Hovedet. Haruns Med—
delelſe bragte bam til at lee bøjt; ban klappede i Hen⸗—
derne, og en lille fort, prægtig kledt Slave traadte ind
med en Stol af Ibenbolt, indlagt med Elfenbeen og
Guld. Ham fulgte en ung Slavinde, benrivende ſom
biin, der ſkildres af Digteren:

Seer Du hünt Skjonhedens Himmelbud, ſom nar⸗
mer fig os? Seer Du de tvende Granatabler paa hendes
Alabaſterbryſt og de mildt glødende Roſer paa hendes Kin⸗
der? Ak, Mere behøves der ikke til at ds af Kjar⸗
lighed! —

Slavinden kaſtede fig ned for den falſke Kbalif.
Men Harun udraabte ved Skuet af dette iſandhed hen—
rivende Vœeſen: — Priſet være den evige Ophansmand til
flig fuldfommen Skjonbed! — og følte ojeblikkelig fit In-
Dre antændt af Kjærlighed til hende. Men Huſets Herre
bød Slavinden tage Plads; bun ſatte fig paa den Iben⸗

101

holts Stol, og den lille Slave overrakte hende en med
flor Kunſt forfærdiget og udſmokket Cithar. Hun tryk—
kede den til ſin Barm, ſtemte den og gjennemlob med
lette Fingre de fire og tyve muſikalſke Toner. Endelig
hævede hun fin Stemme og gav fig ved Citharens Klang.
til at foredrage flere Sange, hvoraf den ene aandede en
endnu dybere Lidenſkab og en fødere Vellyſt end den anden.
Alle Tilbørerne fyldtes med Beundring og Henryttelfe,
og ikke een eneſte formaaede at bevare fit folde Blod og,
fin rolige Forſtand, da bun endelig gav fig til at ſynge:

— Mine Blikke ere Tolke for mine Folelſer; de maa
allerede for lange ſiden have forraadt den Kjærlighed, ſom
jeg barer til Dig. Deres Smagten antyder den Pine, ſom
jeg fornemmer, deres Glands den Ild, hvoraf jeg forteres;
den fugtige Taage, ſom ſtundom glider hen over dem, maa
ſige Dig, hvor dybt jeg bæver alene ved Tanken om en
Skilsmisſe fra Dig. —

- Hvor længe ffal jeg vel endnu ſkjule den Kjærlighed,
ſom fortærer mig? Jeg vil ikke forraade mig ſelv, og dog
forraades jeg idelig af Smilet paa mine Laber og Taa—
rerne i mine Øjne. — Ak, hidtil havde jeg ingen Anelſe
om Kjarlighedens tyranniſke Magt! Jeg var ſtolt og ſikker,
fold og uberørt ſom Maanen, der i majeſtatiſk Ro glider
hen over Nattehimlen! —

Dog Hvo formager at modſtaa Skjaebnen? — Neppe
havde Slavinden endt fin Sang, førend den falſke Kha—
lif ſonderrev fine Kleder, uͤdſtodte et hojt Skrig og ſank
i Afmagt. Haſtig ſprang hans Tjenere bid, droge Bal—
dakinens Forbæng for, og iførte deres Herre en ny Kled—
ning. Saaſnart den unge Mand var kommen til fig
ſelv igjen, rakte en Mundſkjank ham en med Viin fyldt

102

Staal, bvilfen ban tømte, og denne gif derpaa bele Kredſen
rundt.

Imidlertid bavde Sangerinden fjernet fig; den
falffe Kbalif ſpurgte ikke mere efter bende, men gap et
Vink til, at en anden endnu langt ſkjonnere fulde træde
frem og ſynge. Saafnart denne bavde endt fin Elſkovs—
Klageſang, faldt den unge Mand atter med et bøjt Skrig
i Afmagt. Hans Tjenere bare fig ganſke paa ſamme
Maade ad med bam, ſom tidligere; ban ſkiftede atter Kled—
ning, tømte en uv Skaal med Vin og fremkaldte derpaa
en tredie Slavinde, ſom i Dejligbed — neppe ſkulde Man
tro det — endnu overgik de tvende foregaaende. Men
imedens Tjenerne iforte deres Herre, der igjen var fal—
den i Afmagt over den rørende Elſkovsſang, ſom Slavs
inden bade foredraget, en ny Kledning, bemerkede Ha—
run al Raſchid, da Forbenget tilfældigviis gled tilſide,
at den unge Mands Legeme var fuldt af friſke Saar,
ſom vidnede om en gruſom Misbandling, der nolig maatte
være gaaet for fig. — Jeg frygter næften for, — ben⸗
vendte ban fig da i bviſkende Tone til Giafar: — at
vi i denne ſmukke unge Mand ikke bave Andet for os
end en Rover, ſom nylig bar udſtaget fin Straf. —

Imidlertid bapde Tjenerne, efter igjen at bave ſam⸗
let Forbenget, fuldendt deres Herres Paakladning, og
denne fatte fig paany til Taffelet. Man lod atter Skaa—
lene gaa rundt; men Harun vedblev at bviſke med fin
Vizier. Saaſnart Huſets Herre bemerkede dette, yt⸗
frede han:

— Mine arede Gjaſter, bar jeg ikke allerede ladet
Eder føle, bvor upasſende flig bemmelig Samtale er? —

— Herre, — fvarede Harun: — min Ledſager er
en meget ſtor Handelsberre, og har gjennemrejſt den hele

105

Verden, beſogt Hoffer og Hovedſteder, omgaaedes For—
nemme og Ringe; — men aldrig bar ban — ſaaledes for—
ſikkrer ban mig — oplevet noget Lignende ſom ber iaften
hos Dig. Du har allerede ſonderrevet tre prægtige Kled—
ninger, ſom maa bave koſtet mange Penge. Slligt ſkeer
visſelig ikke hver Dag, og vi gad gjerne vide Grunden
Dertil. Naar vi nemlig engang igjen komme bjem og ville
fortælle om den Pragt og Herligbed og alt Øvrigt, hvad
vi have feet ved dit Hof, fan ville vi ikke være iſtand til
at beſvare det Spørgsmaal, bvorfor Du ſonderrev faa
koſtbare Klæder, med mindre Du er faa naadig at forklare
os det. —

— Mine fjære Gjeſter, — ſvarede den falſke Kha—
lif: — mig ſynes, at jeg har Fribed til at bruge mine
Skatte og følgelig ogſaa til at gjøre ved mine Klæder, hvad
der bebager mig. Jovrigt maa jeg gjøre Eder opmerk—
ſomme paa, at Eders nyfigne Spørgsmaal ikke lidet maa
forurolige mine Tjenere og Slaver; thi ikke alene tilbore
alle de ſonderrevne Kleeder dem; men jeg indloſer ogſaa
enbver af dem med fem bundrede Guldſtykker. —

Hertil ſvarede Harun med folgende Vers:

— Garvmildheden har oprejſt fin Trone imellem dine
Hænder; — Du luttrer dine Skatte ved den ædle Brug
deraf. Lukkede Barmhjertigheden fit Tempel her paa Jor—
den, vilde Du atter 00116 dets Porte. —

Hojlig ſmigret ved denne berlige Roes befalede Huus—
berren, at der ſkulde udbetales Harun tuſinde Guldſtyk—
ker. Smilende tog denne imod dem og overrakte dem til
Giafar med de Ord: — Vi ere paa vore gamle Dage
blevne Digtere og modtage Kongernes Velgjerninger. —

104

Imidlertid vare Sfaalene vedblevne at gaa rundt;
efterbaanden vare alle Tvangens Baand blevne løfte, og
Man overgav fig til en fuldfommen fri Loſtigbed. Has
run benpttede da den almindelige Tummel til at adfpørge
den falſke Khalif angagende de Saar, bang Legeme frem—
vifte, og da ban ikke fik noget Svar, forlangte ban af
Giafar, at ban ſkulde gjentage Sporgsmaalet. Stor⸗
vizieren vilde nødig dertil, efterſom ban anſag det baade
for upasſende og farligt; men ban miſtede ſnart alle fine
Betankeligbeder, da Harun tilbviſkede bam Noget om,
— at en klog Mand boldt faſt paa fit Hoved, medens han
bavde det. Giafar vilde netop til at ſporge, da den falſke
Kbalif, ſom atter bavde lagt Merke til deres bemmelige
Hviſken, ærgerlig raabte: — Men bvorofte ſkal jeg dog
minde Eder om det Anſtodelige i at bviſke i Selſkaber?
Nu vil jeg vide, bvad J bave for med binanden, og Allah
troſte Eder, قاط‎ J ikke rokke ud med Sandbeden! —

Da tog Giafar Ordet og fortalte, at de bavde
med binanden aſhandlet, bvor vidt det kunde ſynes pas—
ſende at gjøre Sporgsmaal angagende de Saar, ſom den
naadige Herſkers Legeme fremviſte. Smilende erklerede
den falſke Kbalif fig beredt til at fyldeſtgjore deres Nys—
gjerrigbed, og fortalte dem ſin over al Maade forunder—
lige Hiſtorie, — ſom ban tilføjede — et fandt Væv af
de overordentligſte Eventvr. '

3 fer for Eder et førgeligt Offer for Kjærs
ligbeden! — begundte ban: — Men, bvig jeg ikke tager
fejl, er jeg i Begreb med at fortælle den virkelige
Kbalif, Verdens Beberſker, Allabs Stedfortræder paa
Jorden, min Hiſtorie. Giafar, den edle Barmekyde,
er bans Ledſager. Har jeg gjattet rigtig, faa tor jeg
vel baabe, at mine Lidelſer have naaet deres Maal og at

105

Lokkens Stjerne er i Begreb med atter at gaa op for mig.
Allerede er mit Hjerte fuldt af det ſodeſte Haab. —
For, om muligt, at vildlede den unge Mand fvarede

Giafar: — Allabs Stedfortræder, Du tager visſeligen
fejl; vi ere ſimple Kjøbmæmd og dine ydmyge Tje—
nere. —

Men den falſke Kbalif frabad fig paa det beſtemteſte
Titelen af Allahs Stedfortræder og de Troendes Beher—
ſker, der ingenlunde tilkom bam, og fortalte, at han blot i
den Henſigt bade vobet at antage den, forat vakke Kha—
lifen af Bagdads Opmerkſombed og blive ſtillet for hans
Aaſyn. Kun den ædle Harun al Raſchid, alle Li—
dendes Tilflugt, vilde ban fortelle ſin Hiſtorie, og han
nærede det Haab, at den vel ſkulde vakke hans inderlige
Medfolelſe.

Da tog Harun Ordet og ſagde: — Din Oprig—
tigbed og Tillid fortjene Gjengjeld. Saa viid da, at
bi ikke ere Kjøbmænd, men vel anſeete Perſoner ved Kha—
lifens Hof; denne vor Indflydelſe ville vi med Glæde
benytte til din Fordeel. Meddeel os altfaa dine Even—
fyr, forat vi kunne fortælle de Troendes Beherſker dem
og erbverve Dig bans Deeltagelſe. Vi tro iøvrigt at
kunne forſikkre Dig om, at din Skjebne allerede bar ta—
get en gunſtig Vending. —

Den falſke Kbalif fortalte derpaa, ſom følger:
— Min Fader bed Mohamed, og jeg hedder Ali Sbah.
Han efterlod mig ved fin Dod en uſadvanlig ſtor For—
mue, en Million Guldſtykker i rede Penge, tyve Haver, ti
Bade, tyve Vertsbuſe og Khaner, fyrretyve Huſe i Sta—
den, femten Møller, tredive Landſteder og Ablsgaarde,

100

tolv Bazarer, enbver med fiirfindétyve Boder, foruden
en Mængde rorligt Gods og Juveler af alle Slags.

Efterat jeg bade viift min fjære Fader den ſidſte
re, betalt bang Gjæld og betankt de Fattige, fortſatte
jeg bang Forretninger, idet jeg beffjæftigede mig med at
kjobe og fælge Adelſtene.

Da jeg nu en Dag fad i min prægtige Bod, om⸗
given af mine Slaver og Tjenere, og tenkte paa Ingenting,
fif jeg pludſelig Oje paa en ung Dame af det meſt bens
rivende Ydre, ſom nærmede fig min Bod, ridende paa et
ſtadſeligt Muulæfel og efterfulgt af tre udmerket ſmukke
Slaver. Den klare Fuldmaane paa den morkeſte Natte⸗
bimmel er mindre ſtraalende, end bun var; bendes Slor
var balb aabnet og fremviſte de berligſte morke Øjne og
glindſende Lokker for mine beundrende Blikke. Jo nær-
mere bun kom mig, deſto dybere blev det Indtrok, ſom
bun fra forſte Ojeblik bavde gjort paa mig og jeg for—
magede ikke at aflade at ſtirre paa bende. Udenfor min
Bod ſteg bun af ſit Dyr, traadte ind og tog Plads
paa min Divan, ledſaget af fine ærbødige Slaver.

Idet bun betraadte min Dorterſkel, bod jeg bende
velkommen med folgende Vers:

— Var hilſet, Du vndige Vaar, ſom drager ind til
mig, bekrandſet med Anemoner, Narcisſer, Forglemmigejer
og Roſer! — 5

Den unge Dame gjengjældte med Artigbed min Hil—
ſen, og, beri ſeende en god Forbetpdning, ſpurgte jeg bende,
om jeg maaſkee i Noget kunde være bende til Tjeneſte.

— Ja, det kan Du, — ſparede bun mig med en
Stemme, der klang ſom den dejligſte Muſik: — og det
i et meget vigtigt Anliggende. Hvis Du ſkaffer mig, hvad

107
jeg onſker, vil jeg i bøj Grad være Dig forpligtet. Jeg
behover et ſerdeles ſmukt Diamanthalsbaand. —

— Jeg forelagde bende eet til to bundrede, der—
neſt est til fire hundrede Guldſtykker, derpaa nogle andre
Halsbaand til endnu hojere Priſer; men intet af dem
vilde ret bebage bende. Endelig viſte jeg hende eet til
halpfjerdſindstyve tuſinde Zechiner. Ved det forſte Syn
heraf udraabte bun benrykt: — Det er netop et ſaadant,
jeg længe bar ſogt! Hvor meget vil Du have for det? —

Jeg forſikkrede bende, at jeg ikke bavde forlangt
højere Priis, end det netop bade koſtet mig ſelb.

— I dette Tilfælde — vttrede hun raſk: — vil
jeg give Eder tuſinde Guldſtykker over Priſen. —

Da jeg undſlog mig for at modtage dette Overſkud,
dadlede den dejlige unge Dame mig med vndefuldt Skjel—
meri, idet bun foreboldt mig, at jeg jo ſkulde leve af min
Handel. Derpaa beſteg bun atter ſit Dyr, og bad mig
folge ſig, forat jeg kunde modtage Pengene. Jeg lukkede
altſaa min Bod, og naaede tilligemed hende en ſtor Byg—
ning i den vderſte Ende af Staden, over hvis Port
der fandtes folgende Indſkrift med gyldne Bogſtaver:

— Du fredelige Vaaning! Maatte Smerten og de
morke Sorger ingenſinde trænge indenfor dine Mure! Maatte
dine Beboere have fundet et ſikkert Tilflugtſted imod Vers
dens Ranker og Skjabnens onde Luner! — Det ſtjonneſte
af alle Huſe er det, ſom til alle Tider ſtaaer aabent for En—
hver, og hvor der aldrig fattes et Stykke Brod og et Leje
til en hungrig og trat Vandrer. —

Strax ved Indtradelſen i dette Palads bemerkede
jeg med Forbauſelſe en Pragt, ſom overgik alt Begreb.
Medens jeg endnu anſtillede mine Betragtninger herover,

108

traadte en Slavinde mig imode og ſagde til mig: — Min
Herſterinde lader Dig ſige, at det ikke ſommer fig, Du
bliver ſtagende ber i Forballen, og beder Dig trade ind
i Salen og udbvile Dig, indtil Kasſereren bringer Dig
den Sum, Du bar tilgode. —

Jeg fulgte altſaa Slavinden ind i Salen, og bun
bod mig tage Plads paa en prægtig Sofa. Dog neppe
havde jeg faaet Tid til ret at fee mig om i den berlige
Sal, der ved fine koſtbare Møbler og Tæpper, fine dej—
lige Malerier og ſindrige Indſkrifter afeſkede en ganſke
overordentlig Opmerkſombed, førend en anden Slavinde
traadte ind til mig og bad mig gaa videre ind i de andre
Gemakker. Her troede jeg at babe betraadt et Fee—
palads; ifær maatte jeg beundre en golden Trone under
en Baldakin af Silke, bvig Sideforbeng vare flagne til—
bage. I den derpaa ſiddende unge Dame gjenkjendte jeg
ſtrar Kjoberinden af Juveelbalsbaandet, der glimrede paa
bendes Hals ſom Stjernerne paa Nattebimlen. Hendes
utilſlorede Anſigt lyſte ſom Fuldmaanen; bendes funklende
Blikke traf mig i Hjertet ligeſom glødende Pile. Ind⸗
trykket af faa mange og faa ſſeldne Andigbeder bragte
mig neſten ud af mig ſelv, og min Henrpkkelſe truede
med at rove mig al Beſindelſe.

Den unge Dame reiſte fig ſtrax ved min Indtræ-
delſe og kom mig imode med de Ord: — Den af tvende
Elſtende, bvis Kjerligbed er ſtorſt, kommer den Anden
imode med Bekjendelſen; Hvo ſom elſker bojeſt, bengiver
Meſt! —

— Du fuldkomne Monſterbilled af Skjonbed og
Ande, — ſparede jeg benrvkt: — mit Hjerte veed ikke af
Andet at ſige end Dig! Hyvis den ſamlede Mængde af
dine talloſe Andigbeder blev adſplittet over Verden, vilde

109

den være tilftræftelig til at gjøre Tuſinder af Dødelige
ſkjonne og indtagende. —

— Ali Sbab, — vedblev den dejlige unge Kvinde:
jeg har ikke formaaet at ſkjule min Tilbojelighed for
Dig; Du maa beri dog ikke fee et Tegn pan Mangel af
Agtelſe for mig felv, men ene og alene et Tegn paa
en overordentlig Grad af Agtelſe og Hengivenhed for
Dig. —

Heelt beruſet fnælte jeg ned for min Skjonne og
bedekkede bendes Hænder med mine Kys.

— Hvor bar jeg ikke længtes efter den Stund, da
jeg kunde komme til at tale med Dig om den Fryd og
Smerte, ſom mit Indre rummer! — bviſkede min Til—
bedte, bøjede fig over mig og flyngede fine Arme omkring
min Hals.

Ved disſe den ommeſte Hengivelſes Kjertegn miſtede
jeg aldeles den Smule Fatning, jeg endnu bavde tilbage.
Jeg ſprang op, rev bende med ſtormende Lidenſkab til
mit Bruyſt og forſogte at trykke mine glødende Leber paa
hendes Mund og Ojne. Men ved en kraftig Anſtrengelſe
ſled den unge Pige ſig los af mine Arme, og traadte, li—
geſom overgodt med Purpur fra Sidon, med Stolthed
nogle Skridt tilbage, idet bun tiltalte mig i bebrejdende
Tone:

— Kunde Du virkelig faa iſinde at misbruge mit
Hjertes Svagbed for Dig? — O, det være langtfra! —
Viid, at jeg er en Barmekydes Datter, og at jeg fuld—
kommen vel veed og erindrer mig, hvad min Families
boje Wre fordrer af mig! — Kjender Du mig nu? —

Skamfuld og forvirret fremſtammede jeg nogle Und—
ſkyldninger for min Selvforglemmelſe, der ene og alene

—

110

maatte tilſkrives min ligefaa ædle og værdige ſom dybe
og glødende Følelfe for bende.

— Vid, Ali Sbab, — vedblev min Sfjønne:
— at Du bar holdt Storvizieren Giafars Soſter,
Sytt-ad⸗Dun vai dine Arme! —

— Min ædle Herſkerinde, — ſparede jeg forſkrek—
ket, med nedſlagne Øjne og bavende Læber: — Skylden
er visſeligen ikke min, men alene Eders bøje Andigbeders!
Hvilken Sjæl vilde vel kunne modſtaa deres Almagt? —

— O Ali, — ſparede Sytt-ad-Dunyva i om
og beroligende Tone: — jeg er ingenlunde fortørnet paa
Dig! SKjærligbeden tilgiver letteligen enbver Brode, ſom
bar fit Üdſpring af Kjerligbeden. Men Din kan jeg
alene vorde i en lovmægfig Forbindelſe. Lokkeligvüs er
jeg fri Herſkerinde over min egen Skjæbne og kan give
min Haand til Hvem jeg vil. —

— Og vil Du virkelig lokſaliggjore mig med den? —
ſpurgte jeg ſkjglvende af Glæde.

— Hvis Du forlanger den, Ali. — Kadi'en i
Bagdad er min Formynder, og i naſte Time kan jeg al—
lerede være din retmesſige Gemalinde. —

Og bun lod ftrar med det Samme Kadi'en og Vid—
ner bente, og erklerede for den Forſte: — Her er Jus
veleren Ali Shab og forlanger mig til Huſtru; i Mor—
gengave forærer ban mig det Juveelbalsbaand, ſom jeg
bærer om Halſen. Jeg bar lovet bam min Haand
og beder Eder foranſtalte det Fornedne til vor For⸗
ening. —

Kadi'en opfatte uden nogenſomhelſt Indvending Ag⸗
teſkabskontrakten, og fjernede fig atter tilligemed Vidnerne,
efter at have modtaget koſtbare Gaver. Saaſnart vi

mm

vare ene ſom Mand og Kone, bod Sytt-ad-Dun va
fine Slavinder at tilberede et herligt Bryllupsmaaltid.
Ikke længe varede det, inden de koſteligſte Spiſer bleve
frembaarne tilligemed de meſt udſogte Viinſorter, Frugter
og Kager. To ſmukke Slavinder forherligede Feſten ved
Sang og Spil; og efter Maaltidet tog Sytt-ad—
Dunva ſelv Citharen og foredrog paa henrivende Maade
et Digt til fin Elſkedes Priis. Megen Sang havde jeg
bort i mit Liv; men denne overgik Alt, bvad der blot lod
fig tenke og foreſtille.

Fuld af Henrykkelſe og Beundring bad jeg min El—
ſkede gjentage Digtet, og bun føjede mig deri, dog kun
vaa den Betingelſe, at jeg derpaa ogſaa felv ſkulde ſynge
Noget.

Dette var imidlertid ikke meget let. Alt, hvad
der faldt mig ind efter hende, forekom mig at vere mat
og tomt. Men jeg var nødt til at ſamle mig og lade
det gaa faa godt, det kunde. Jeg foredrog da ogſaa
nogle Strofer til min Elſkedes Priis, og endte pan fol—
gende Maade:

— Jeg indſuger Ordene fra dine Laber, mere duftende
end Roſer og fødere end Honning. — Men hvor meget hel—
ler indſugede jeg ikke føde og duftende Kys af dine Dejlige
Laber! —

Over denne Vending i Digtet kom min Gemalinde
bjertelig til at lee, og bun udraabte: — Jeg ſkal vel
vogte mig for at modſige Dig; det er ogſaa hojt paatide,
at vi drage os tilbage. Fjerner Eder, Slaver og Slav-
inder! Ogſaa J kunne behove Ro og Hvile efter Dagens
Anſtrengelſer! — j

Saaſnart vi vare ene med hinanden, førte min El—

112

ſtede mig ind i Brudekammeret, bvor jeg fandt en berlig
Seng, indlagt med Guld og Elfenbeen. Min Kone var
mig bebjclpelig med Afkladningen; men bendes fulde Hen⸗
givelſe kunde jeg ikke tilkjobe mig ved noget Ringere end
den Eed, ingenſinde at ville tilbore nøgen anden Kvinde.
Da forſt lod bun Kjerligbeden triumfere, og vi vare lok⸗—
keligere, end nøgen menneſkelig Sjæl formager at udfige.
Vogter Eder vel, J Dodelige, for at prove paa at for⸗
raade Kjerligbedens bellige Myſterier!

Det var allerede bojt op paa Dagen, da jeg vaag⸗
nede af min dybe Slummer. En let Haand ſtrog mig
under Fodſaalerne; paa nogen blidere Maade kan Man
ikke udrives af Sovnens Arme. Sovyndrukken aabnede jeg
Øjnene og bemerkede en ung Slavinde, under bvis Skik—
kelſe den Onde ſelv ſyntes at bave ſkjult fig; tbi bun
var fortryllende dejlig og friſtende over al Maade.

— Hvem er Du og bvor kommer Du fra? —
ſpurgte jeg, og folte den omme Attraa ſtige i mit Indre
ved Synet af bende.

— JI bar een af Eders Slavinder for Eder, ſom
vilde priſe fig over al Maade lykkelig ved at kunne bebage
Eder, — ſparede Friſterinden: — men ſom tillige føler
ſin Ringbed ved Siden af bende, der allerede bar erobret
Eders Hjerte. —

— Men bvor er min Gemalinde blever af? —
ſpurgte jeg urolig.

— Hun er gaaet i Badet og bar befalet mig at
vekke Eder, forat J kunde folge efter hende. — Ak, min
elſtverdige Herre, — tilføjede bun: — jeg vidfte vel, at
J ikke bavde Tanker for Andet end bende! —

— Forſtaager Du at være taus? — ſpurgte jeg.

113

— Det er mig, der beder Eder at tie med hvad
jeg neſten ufrivillig bar ladet mig forlyde med for Eder. —

Da formagede jeg ikke længer at modſtaa Tillokkel—
ſen, men drog Slavinden til mig. Dog til min ſtore
Forundring ſtod bun nu imod, faa fuldkommen en Hen—
givelſe hendes Væfen end forben bapde aandet, og neppe
havde jeg faaet TID til at udtale denne min Forundring,
førend Sytt⸗ad⸗Dunya, min Gemalinde, ſtod for
mig med bævnfunflende Øjne og en Svobe i Haanden.
Hun var traadt ind, uden at jeg i min Sandſeruus havde
bemerket det.

— Forræder! — udraabte hun: — bar Du alle—
rede glemt dine Eder? Er en Nat tilſtrakkelig til at
mætte din Kjærlighed, Elendige? Det er mig felv, der
har friſtet og provet Dig ved denne Slavinde, og jeg
bar hort hvert eneſte af dine ſkamloſe Ord. Uhyrer,
ſom Du er, fortjene ikke Livets Velgjerning! —

Hun klappede i Hænderne, og ſtrax ſtyrtede tyve
Slavinder ind i Verelſet og bandt mine Hænder og Fod—
der. Derpaa blev jeg overgiven den imidlertid hidkaldte
Politimeſter ſom en Tyv, der var bleven greben paa ferſk
Gjerning, med den Anviisning, at ban ſkulde lade mig
pidſke, indtil jeg tilſtod, og ikke flippe mig af Hænderne.

Saaſnart jeg var bleven ſlebt hjem i Politimeſterens
Bolig, flædte Man mig af, og gav fig til at prygle mig med
Stokke, idet Man uophborlig tilraabte mig: — Bekjend,
— hvor har Du gjort af Tyvekoſterne? — Saa bellig og
Dyrt jeg nu end forſikkrede, at jeg ingenlunde hapde ſtjaa⸗
let, vide Man dog ikke tro mig, og vedblev at ſlaa los
paa mig, indtil jeg tabte Bevidſtheden. J denne Tilſtand
kaſtede Man mig ned i et usſelt Fengſel.

VI. 8

i

0

2

114

Natten brød ind; den brændende Smerte i mine
Saar afpresſede mig dybe og dumpe Sten. Da aabnede
fig pludſelig Muren i mit Fængfel, og glimrende liig
Solen efter et Uvejr traadte en ung Pige frem deraf og
ſagde: — Allerede længe bar jeg havt mit Ophold i
denne Muur; men ingen af de mange Ulvffelige, ſom
bave ligget fengslede ber, bave ved deres Jamren foraar⸗
faget mig ſaadan Uro, ſom Du i denne Nat. —

— Stkjonne Übekjendte, — ſvarede jeg: — derſom
J kjendte Aarſagen til min Jammer, vilde J ſnarere
føle Medlidenbed med mig end dadle mig. See engang,
bvor gruſomt Man bar bebandlet mig! —

Med disſe Ord viſte jeg den Übekjendte mit med
Saar bedakkede Legeme; ikke uden en dyb Norelſe af Med
lidenhed formaagede bun at fee det, og vttrede: — Skulde
Du virkelig ikke være nogen Tyv? —

— Sej, ved Himlen, — ſparede jeg: —- aldrig i
mit Liv bar jeg begaget noget Tyveri, aldrig giort noget
Menneſke Uret med velberaad Hu; — mine Lidelſer ere alene
en fjendtlig Skjæbnes Tilſkikkelſe. —

Den Frimodigbed, bvormed jeg talte, overbeviſte den
unge Kvinde, og vakte ydermere bendes Deeltagelſe indtil
den Grad, at bun forlangte min Hiſtorie at vide.

Den fortalte jeg bende da, uden at ſkjule eller be—
ſmykke det Allermindſte. Da jeg var færdig, ſpurgte hun:
— Har Du Lyſt til at bævne Dig, ſkal jeg gjerne ſende
een af mine Slavinder til den gruſomme Sytt— 3
Dunva, for at fvæle bende Nat og Dag og
bende bver en Mundfuld Brod og hver en 1 Bam,
hun fager i Munden. — VÆ

— Allah bevare mig, — raabte jeg: — - fra, at der
med min Villie og mit Vidende ſkulde times hende det

115

allermindſte Onde! Endnu ſtedſe er hun min Sjælg El—
ſtede; mit Hjerte tilborer bende for beſtandig, og jeg vil
ere endog hendes Uretferdigheder. —

Den Übekjendte ſyntes ikke at kunne begribe denne
min Vagring ved at benytte en mig tilbuden god Lejlig—
bed til at bævne mig paa den gruſomme Sytt-ad—
Dunva. Da mindede jeg bende om folgende Ord—
ſprog:

— Slag af en Venindes Haand forekomme os føde
ſom Vündruer; og Stene, hun kaſter vaa os, ſynes at
være Granatablekjarner. —

Hertil føjede jeg, henflydende i Taarer, folgende Vers
af en bekjendt Digter:

— Ler lykkelig, Du mit Hjertes Afgud, og lad mig ube-
market henſukke min Tilvarelſe i haablos Tilbedelſe! Hvad
der kommer fra Dig, ſelv om det gjennemſtjarer Hjertet,
ſmerter ikke; endog i din Gruſomhed ſtaaer Du for mig
med Glorie omkring dit ſkjonne Hoved. —

Med et Smiil tog den Übekjendte da igjen Ordet
og ſagde: — Dette Sindelag behager mig; det antyder
dit Hjertes Reenhed. Det kom alene an paa Dig felv,
om Du ſtrax vilde forlade dette afſkyelige Fængfel; jeg
vilde da i et Ru overføre Dig til din Elſkedes Palads,
ſom ikke ſkulde ane din Nerverelſe, førend hun vaagnede
i dine Arme. Imidlertid har jeg Grund til at befrygte,
at hun i dette Tilfælde ikke vilde feſte Liid til din Anger
og Forbedring, men meget mere, fremturende i ſin Mistro
og Harme, forlange at vide af Dig, Hvo der havde be—
friet og bragt Dig bid. — Du vilde da ſpare: — „en
ung Kvinde, ſom jeg ikke fjender.” — Hun, der natur—

8*

rr تن‎ ũmNn] ·o w-w-/ | |1111

116

ligviis ligefaa lidt fjender mig ſom Du, og ikke aner, hvor
farligt det kunde vorde bende at gjøre mig imod, kunde
da maaſkee faa iſinde paanp at overgive Dig i Politime⸗
ſterens Hender, og denne vilde uden al Tvivl gjøre Dig
et Hoved kortere, inden jeg kunde erfare det Allermindſte
derom. Folgen af alt dette vilde endelig blive, at jeg
maatte fvæle bende tildode for at mætte min Hævn; tbi
Du bar allerede indgydt mig faa megen Deeltagelſe, at
jeg med Liv og Varme har gjort din Sag til min. —
Paa denne Maade gavner det altſaa ikke at gaa frem.
Heldigvüis veed jeg ogſaa et langt bedre og ſikkrere Mid—
del til at udrive Dig af din Elendigbed. Jeg vil ind—
bendige Dig en Talisman, ved bvilken Du vil blive hæs
vet over al Frygt for bvilkenſombelſt Magt i Verden, og
far iſtand til at iværffætte og opnaa Alt, bvad der blot
falder Dig ind; den giver følgelig ogſaa din Elſkede al—
deles i din Vold, og Du kan efter Lyft og Lune tilintet⸗
gjøre og tage bende igjen til Maade, ligeſom Du vil. FI
ligemaade kan Du ſkalte og valte med hele Bagdads Rige,
ſom Dig bebager; det kommer kun an paa Dig, om Du
vil affætte og dræbe Khalifen og ødelægge ſelve Staden
i Bund og Grund. —

Med disſe Ord ſtak bun en Ring paa min Finger,
og vedblev: — Saaſnart Du drejer Pladen paa denne
Ring, vil min tro og lydige Tjener ejeblikkelig viſe fig

for Dig, og Du maa vide, at denne Aands Magt, ſaa at

ſige, er ubegrendſet. Han borer til de Mander, ſom gjorde
Oprør imod Solyman, og er ved Ringen bunden til uvæ-
gerlig at udføre alle dine Befalinger. Du kan ſtrax i
min Nerverelſe gjøre en Prøve med Ringen. —

Jeg drejede altſaa Pladen paa Ringen, og ligeſom

117

min Velgjorerinde havde ſagt mig, vifte fig ojeblikkelig en
tjenſtvillig Aand og ſpurgte om mine Befalinger.

— Hvad hedder Du? — ſpurgte jeg.

— Jeg hedder Snarenfod. — lød Svaret.

Den gode Hr. Snarenfod var frygtelig at ſkue;
hans Ojne rullede ſom Mollebjul, og et Par Tender ſom
Molleſtene ſtak frem af hans Mund.

— Kan Du i en Haft bygge mig et Palads med
en meget bøj Sal? — ſpurgte jeg videre.

— Intet er lettere. — ſparede Manden: — Jeg er
ogſaa villig til fuldkommen at indrette det til din Be—
kvemligbed, ſamt forſyne det med alle til din Opvartning
nodvendige Slaver og Tjenere. Og naar Du har taget
Paladſet i Beſiddelſe, behøver Du kun at falde paa mig
for at faa etbvert af dine Onſker paa Stedet opfyldt. —

— Hvor mange Maaneder vil det vare, inden jeg
kan flytte ind i Paladſet? —

— Hvad ſnakker Du om Maaneder, hvor der ikke
engang kan være Tale om Uger eller Dage? — vttrede
Aanden. — Endnu inat vil det Hele være færdigt. Be—
tyd mig blot, bvilken Byggeplads der bebager Dig! Er
den allerede beſat, ſkal jeg i et Mandedræt rydde den og
forfære dens Indebaver. Inden Solopgang er dit Pa—
lads færdigt, og jeg ſmigrer mig med, at det endog langt
ſkal overgaa alle dine Forventninger. — Onſker Du, at
jeg ſkal opføre dit Slot paa Ruinerne af Harun al
Raſchids eller Giaf ars Paladſer? Du behover kun
at befale. —

— Allah bevare mig naadig fra at ſkade, endog
blot fortradige Rogen! — udraabte jeg: — Jeg har
bverken Grund til at beklage mig over Khalifen eller
bans Storvizier, og jeg vil aldrig modtage nogen Lykke

118

paa deres Bekoſtning. Kan Du virfelig opføre mig et
Palads, fan gjør det i eet af de yderfte Bykvarterer, hvor
vi iffe træde Nogen ivejen!

Da greb Snarenfod mig under fin Arm, forte
mig igjennem Muur og Tag ud i det Frie, og fløj med
mig benover Staden, indtil ban bavde naaet en Høj i
ſammes vderfte Udfant. Her fatte ban mig ned, op⸗
ſlog et berligt Telt til mig og tilvejebragte i et Mu de
koſteligſte Forfriſkninger. Saaſnart jeg havde ſpiſt og
drukket, overlod jeg mig til Sovnen, bvortil jeg faa
bojligen trængte efter denne den dybe Lidelſes og den
bøje Glædeg Dag; men da jeg ved Daggry vaagnede, —
o Under! — befandt jeg mig i dette Palads! En Mengde
Slaver og Slavinder ſtod trindt omkring mig, beredt,
ſom det ſyntes, til at adlyde mit allermindſte Vink. Og⸗
faa Snarenfod var tilſtede.

— Hvem tilhorer det prægtige Palads? — ſpurgte
jeg forbauſet.

— Det er dit, Herre! — ſparede Manden: — Jeg
og alle disſe Slaver og Slavinder vente alene paa dine
Befalinger. —

— Men bvorledes er dog dette Palads blevet fer⸗
digt i een eneſte Nat? —

— O, for mig er Intet umuligt! Jeg har endda
kun anvendt Tiendedelen af mine Tjenere ved Opforelſen
af denne Bygning, uagtet hver af dem alene havde at
bidbringe een eneſte Steen eller eet eneſte Stykke Verktoj
eller Bohave.

Da jeg nu ſaaledes var kommen i Beſiddelſe af et
Palads, ſom jeg bavde onſket mig det, forlangte jeg af
Manden, at han ſkulde ſkaffe mig et prægtigt Fartej til

119

at fejle med paa Floden. Uden Forbaling bragte ban
mig det, ſom J, mine ærede Gjæfter, bave feet mig fejle
i. Nu antog jeg Titel af Kbalif og lod udraabe For—
budet imod alle Lyſtfarter paa Floden, ſamt imod endog
blot at lade ſig ſee ved Vinduerne, for at drage Khalifen
Harun al Raſchids Opmerkſombed paa mig. Min
eneſte Henſigt ved hele den Adfærd, ſom J felv bave ve—
ret Vidner til hos mig, var nemlig den, at Khalifen
ſkulde ftevne mig for fig og affordre mig en Forklaring.
Naar dette lykkes mig, vil jeg fortælle bam min ulykke—
lige Skjæbne, i det Haab, at han ikke vil nægte mig fin
Deeltagelſe. Hvis altſaa J, mine kjere Gjaſter, beſidde
nogen Indflydelſe hos denne ligeſaa retfærdige ſom ſtore
og mægtige Forſte, faa viſer mig den Godbed at formaa
ham til at befale Giafar, Sytt-ad-Dun vas 251:02
der, at udſone mig med hende, hvem mit fulde Hjerte endnu
ſtedſe tilborer, uagtet al den gruſomme Uretferdigbed,
bun bar vüſt mig. Dog — alle disſe Tilſkikkelſer bave
ſikkerlig været forud optegnede i Skjebnens Bog, og der—
for kan ogſaa, قاط‎ det er den Allerhojeſtes Villie, Alt
endnu vende ſig til det Gode. —

Med den bojeſte Forbauſelſe og den meſt levende
Deeltagelſe bande Harun al Raſchid bert Ali
Sbab's Eventyr, og kunde ikke uden hemmelig Gru
fænfe paa denne unge Mands naſten ubegrandſede, fryg—
telige Magt. I den derpaa folgende Underholdning blev
han imidlertid aldeles beroliget med Henſyn til af mulig
Fare i flig Henfeende, da den unge Mand iffe alene
lagde de edleſte Grundfætninger for Dagen, men ogſaa den
dybeſte Agtelſe og WÆrbødighed for Khalifens bellige Per—
fon og Værdighed.

— ns

120

Forſt langt benimod Morgenſtunden tog Harun
og bang Vizier Afſted fra Ali Sbab, idet de lovede,
af vderſte Evne at fremme bang Anliggende bos Kbali⸗
fen. Da Harun med Beſtemtbed vægrede fig ved at
modtage et Par Diamantsbalsbaand af en ubyre Værdi,
ſom den unge Eventvrer bod bam til Erindring om bang
natlige Beſog, blev Storvizieren Giafar den lykkelige
Beſidder af ſamme.

Det var allerede los Morgen, da Harun og bang
Ledſager after naaede Paladſet. Førend Abalifen (od fin
Vizier gaa, indffærpede ban bam paa det Strengefte at
tilvejebringe en Forſoning imellem fin Søfter og den

unge Mand, idet ban tilføjede: — Hvig bun vægrer
fig, er bendes Fordervelſe vis, og maaſkee ogſaa din,
Giafar. —

— Jeg iler at udføre din opbojede Villie. — fva-
rede Giafar med Baven, og begav fig, iſtedetfor at
tenke paa Hvile, ſkyndſomſt ben til fin Soſters Palads.

Sott⸗ad⸗Dunva havde imidlertid ſnart angret
fin Gruſombed imod den inderlig og uden Ende elſkede
Ali Sbab, og bavde allerede Dagen efter ſendt Bud
for at bente bam ud af Fengslet og igjen bringe bam
for fig; Efterretningen om, at han var ſporloſt forſpunden,
bavde neſten knuſt bendes Hjerte. Troſtesles og fortviv⸗
lende bade bun ſiden biin Stund tilbragt baade Nat og
Dag under Taarer, og i denne Tilſtand fandt bendes Bro
der bende.

Det koſtede derfor den bende ret til Hjerte talende
Giafar kun Lidet at bringe bende til at bekjende ſin
Kjarligbed til Ali Shab; bidtil havde bun nemlig
ſejult den for ham, af Frygt for, at han ſkulde viſe fig

121

utilfreds med hendes Valg. Da Sytt-ad-Dunya
bavde fortalt tilende, (od Giafar hende vide, at Alt
havde været bam fuldkommen vel bekjendt iforvejen, og for—
talte bende derpaa de Eventyr, ſom vare tilſtodte hendes
Gemal efter deres Skilsmisſe, idet ban tilfsjede: — Hvis
Khalifen ikke netop havde befalet mig at forſone Eder med
binanden, havde maaſkee allerede nu min Dolk ſiddet i
dit Bryſt, vanartige Soſter! Hvorledes har Du vovet
at indgaa nogen Forbindelſe uden mit Vidende og Sam—
tykke? — Dog, ſom Omſtendighederne nu ere, kan Du
være ganſke rolig. Jeg bar kun een Ting at lægge Dig
alvorlig paa Hjerte, at Du, ſaaſnart din Gemal atter
indfinder fig bog Dig, lader det være Dig magtpaalig—
gende at bringe al flet Behandling i Forglemmelſe bos
bam. —

Imidlertid bavde nogle Hoffolk, ledſagede af en
Muſikbande, overbragt Ali Sbab en Wreskledning fra
Kbalifen, tilligemed Ordre til at fremſtille ſig for bam.
Ali Shab indtraf i Paladſet ſamtidig med den fra Be—
ſoget bos fin Soſter tilbagevendende Storvizier.

Harun gik den unge Mand nogle Skridt imede,
lod ham tage Plads hos ſig paa Tronen, og ſagde iblandt
Andet til ham:

— Du bar igaar havt tvende Gjeſter ved dit Bord,
ſom ere Dig oprigtig bevaagne, nemlig mig og min Stor—
bigier. Du kan vente Virkningerne af vor fyrſtelige
Naade. Men for Ojeblikket ville vi ikke opholde Dig
længer; Giafar ſtaaer beredt til at fore Dig ben til fin
Soſter; og jeg beder Dig, forudſat at jeg formager No—
get hos Dig, at tage bendes Undſkyldninger for gyldige
og igjen ſkjenke hende dit Hjerte. Jeg er vis paa, at

122

bun for Fremtiden vil vife fig mindre ftreng, og bedre
erindre fig de Henſpn, bun ftylder fin Egteberre, hvad
end Mere er, en Mand af dine Fortjeneſter. — Allah
befalet! —

Ali Shah adlod med bøjt bankende Hjerte, og
blev af Giafar fort ben til Sytt-ad-Dun va, ſom
med Glæde og Aengſtelſe ventede bang Komme. Dog
begge bade de lige meget følt Savnet af binanden, og
der var derfor Intet til Hinder for en gjeblikkelig og
fuldſtendig Forſoning imellem dem. De lovede binanden,
at Alt paa begge Sider ſkulde være glemt, og at der al—
drig mere ſkulde opkomme nogen Anledning imellem dem
til grundet Misfornojelſe.

Den folgende Morgen indfandt Ali S hab fig at—
ter bos Kbalifen i et prægtigt Optog. Harun bad
bam tage Plads bos fig og overoſte bam med Aeres—
beviigninger. Fra denne Stund af vare de næften uad—
ftillelige Venner. Harun al Raſchid lod ingenſinde
fit onde Lune gaa ud over Ali Shah, og denne an—
vendte fin ubegrandſede Magt alene til at befordre Kha—
lifens Velde og Berommelſe. Paa den anden Side af—
gav Sytt⸗ad-Dunva den elſkeligſte Agtefelle; der
manglede aldeles intet i Ali Sbab's Luffe.

Dog paa denne Jord ſkal ingen Lokke være fuld⸗
kommen. Allerede efter et Par Aars Forlob miſtede Ali
Sbab fin dyrebare Sytt-ad-Dunya. Da ſtyrtede
bele bang Lykkes Bygning ſammen i Ruiner. Sytt⸗
ad-Dunva var voxet bam faa faſt til Hjertet, at
ban ikke formagede at leve uden bende; inden Ugen var
omme, var ban fulgt efter bende i Graven.

Deres Liig bleve lagte i ſamme Kiſte og ſtedte til
Hvile i den ſamme Grav. Khalifen ſelv bivaanede deres

123

Liigbegjængelfe, og begræd længe fin dyrebare Ali Shah.
Da Fyrſterne imidlertid aldrig ganſke tabe deres egen
Fordeel af Sigte, gav han Giafar Befaling til at op—
ſoge og bemægtige fig Ali Shab's Tryllering. Men
Ringen var ſporloſt forſpunden, og kom aldrig mere tilſyne.

124

Crylleheſten.

Nurusfeſten J bojtideligboldes, ſom bekjendt, fra de aller⸗
ældfte Tider med de ſtorſte Opbævelfer og Bekoſtninger
over bele Perſien. Egentlig er det en bedenſk Feſt, —
de mangfoldige overtroiſke Skikke, ſom berſke derved, vidne
fydelig derom — og underligt maa det viſtnok ſpnes, at
vor bimmelſke Profets Lære ikke bar formaget at afftaffe
den. Det er imidlertid faa langt fra, at den ſiden Mo—
bamed bar miſtet Noget af ſin oprindelige Betydning, at
den meget mere med ganſke overordentlige Anſtalter bliver
fejret over bele Landet, ikke alene i Steder og Lands—
byer, ja endog i de usleſte Hytter, men ogſaa ved ſelve
Kongen af Perſiens Hof, bvor der udvikles en Pragt og
Pomp og Mangfoldigbed af Nodelſer, ſom overgaaer al
Beſkrivelſe.

Atter var Nurusfeſten bleven bojtideligboldt ved Hoffet
i Sbiras. Allerede vare baade Ind- og Üdlandets ſtorſte
Tuſindkunſtnere optraadte for Hoffet med deres mere eller
mindre udmerkede og overraſkende Kunſtſtykker, og Kongen

Nurus, 5 den nye Dag, hoftideligholdes i Perſien baade
ſom Aarets og ſom Foraarets forſte Dag.

125

havde belønnet dem efter billigt Skjon, faa at de alle
maatte føle fig tilfredſe dermed. Da ban derefter juſt
var i Begreb med at afffedige den ſtore Forſamling og
drage ſig tilbage, fremtraadte endnu for hans Trone en
aldrende Indier med en koſtbart opſadlet og optommet
Heſt, et Kunſtverk, der faa ſkuffende var eftergjort Na—
turen, at Man friſtedes til at antage det for en virkelig
Heſt med Liv og Aande.

Indieren kaſtede fig paa fit Anſigt ned for Tro—
nen, rejſte ſig derpaa atter og tog ſaaledes tilorde:
— Naadige Herre, uagtet jeg er den Sidſte af alle dem,
der bejle til Priſen, tor jeg dog ligefuldt nære den Over—
beviigning, at Eders Hojhed alle de foregagende Dage Intet
har ſeet, ſom fortjener at ſtilles ved Siden af dette Kunſt—
være, for bvilket jeg herved udbeder mig Eders høje Op—
merkſomhed. —

— Jeg ſeer ved denne Heſt ikke Andet — ſparede
Kongen: — end Arbejderens Flid og Kunſtfardighed,
hvorved det er lykkedes ham at levere en boijſt ſkuffende
Efterligning af Naturen, men hvori han tillige ſandſynlig—
viis endnu kunde blive overgaget af en anden Kunſtner. —

— Herre, — vedblev Indieren: — kun Lidet
havde jeg at gjøre mig til af, bois jeg roſte dette Kunſt—
vært for dets fuldendte, indtil en ſkuffende Liighed gjen—
nemforte Form. Nej langtfra! Ved min foregagende
Attring tog jeg alene Henſyn til den Brug, ſom jeg for—
mager at gjøre af dette ſjeldne Kunſtverk, ikke alene jeg,
men Enbver, der blot fjender den ſimple Hemmelighed,
ſom er knyttet dertil. Naar jeg nemlig har beſteget denne
Heſt, formaaer jeg i en ubegribelig Haft gjennem Luf—
ten at overføre mig til bvilketſomhelſt, endog nok faa fjernt
Sted paa Jorden. Heri altſaa, og ikke i Liigheden, be—

ftaaer mit Kunftværf, — et Underværf, ſom endnu aldrig
blevet bverfen bort eller feet, og bvorpaa jeg er b |
at give Eders Hojbed en Prøve, faafnart det blot vre
Eder at befale. ب‎

Kongen af Perſien var en ſtor Elſker af
derfulde; men faa meget der end allerede var foreko
bam af denne Art, bapde ban aldrig endog blot bort tale
om noget Lignende. Derfor ſparede ban Indieren, at
alene Ojeſpnet kunde overbeviſe bam om biin omtalte over—
ordentlige Egenſkab bos bans Heſt, og ban ſkulde derfor
ikke opſctte at levere den tilbudne Prøve.

Ojeblikkelig ſvang Indieren fig med Lethed op
pan Heſten, og ſpurgte, ſaaſnart ban fad i Sadlen, hvor
Kongen vilde ſende bam ben. Nu laa der i en Afſtand
af omtrent to Mül fra Staden Sbiras et bojt Bjerg,
bvilket Man ret vel kunde fee fra den frie Plads foran
Kongens Slot. — Derben ſkal Du ride! — bod عازه‎
gen Indieren: — Afſtanden er ikke ſtor, men dog altid
betydelig nok til at give et Begreb om din Lobers Haſtig⸗
bed. Og efterſom Man ikke kan folge Dig derhen med
Øjnene, faa bring, til Beviis for, at Du virkelig har
været der, en Palmegreen tilbage af det Tra, ſom findes
ved Bjergets Fod! —

Neppe bavde Kongen üdtalt, førend Indieren
drejede en lille Hvirvel i Nakken paa fin Heſt, og med
ſaadan rivende Fart ſteg tilvejrs, at de Tilſtedeverende
i faa Ojeblikke aldeles bavde tabt bam afſyne. Kongens
og bele bans Hofs Overraſkelſe og Beundring var grendſe—
los, ligeſom den ſtore Mengdes Jubel, der bivaanede
dette overordentlige Skueſpil. Og Bevagelſen ſteg end
nu bøjere, da Man efter neppe et Kvarteers Forløb faae

se

127

Indieren vende tilbage igjennem Luften med Palmegre—
nen i Haanden.

Snart fvævede han ligeover Pladſen; men iſtedet—
for haſtig at dale, ſom ban var ſtegen tilvejrs, lod han
ſin Heſt gjore allehaande Volter oppe i Luften over Til—
ſkuernes Hoveder. Endelig nedlod ban fig ganſke ſagte
og naaede Jorden foran Kongens Trone. Her ſteg ban
haſtig af, kaſtede fig ned for Kongen og lagde Grenen
for hans Fodder.

Kongen af Perſien havde med en Forbauſelſe og
Beundring, ſom umulig lader fig beſkrive, været Vidne til
alt dette, og følte den beftigſte Lyſt til at bringe denne
underfulde Heſt i fin Beſiddelſe. Og da ban var faſt
beſtemt paa at give hvilkenſomhelſt Priis derfor, og alt—
faa ikke kunde formode nogenſombelſt Vanſkelighed fra
Indierens Side, betragtede han den allerede for faa
godt ſom ſin Ejendom og det koſtbareſte Stykke i ſit rige
Skatkammer.

— Tilvisſe — benvendte han ſig til Indieren:
— Heſten er langt mere værd, end Man ved forſte Be—
tragtning ſkulde antage. Du bar betaget mig min Vild—
farelſe, og, for at give Dig al mulig Oprejsning for
min ringe Mening om dit Kunſtverk, vil jeg kjobe det af
Dig til en bøj Priis. Hvad ſkal det koſte? —

— Herre, — ſpvarede Indieren: — jeg tvivlede
intet Ojeblik om, at Eders Hojhed jo vilde lade mit
Kunſtveerk vederfares denne Retferdighed, og forudſage
tillige, at J ikke vilde nøjes med at beundre det, men ogſaa
vilde faa Lyſt til felv at beſidde det. Nuvel, endſkjondt
jeg ret vel veed, at Beſiddelſen af dette Kunſtverk for—
mager at gjøre mig berømt over den hele Verden, ilige—
maade riig og mægtig ſom kun fag Dodelige, er jeg dog

128
villig til at bengive det ſom et Offer for Eders Hojbeds
ligeſaa ædle ſom naturlige Onſke. Men J vil ſikkerlig
ikke forlange ſamme uden Vederlag; og den Betingelſe,
under bvilken jeg ene og alene er villig til at overlade
Heſten i Eders Hænder, er af den Art, at den maaſkee
kunde misbage Eder. Jeg modtog nemlig denne Luftlober
af dens Forfardiger ikke ved Kjob, men idet jeg gav bam
min eneſte Datter tilægte, bvorbos jeg tillige maatte for—
pligte mig til, aldrig at fælge den for Penge, men kun,
om jeg vilde, bytte den bort mod en Gjenſtand, ſom var
mig felv og Kunſtvarket verdig. —

Her afbrod Kongen Indieren med de Ord: — Jeg
er beredt til bvilketſombelſt Bytte med Dig. Du veed,
at mit Rige er ſtort og opfyldt med rige og vel befol—
fede Stader; vælg Dig een af dem til uindſkrenket Be—
ſiddelſe for din Levetid! —

Dette forekom hele det forſamlede Hof at være et
iſandbed kongeligt Tilbud; men det var dog langtfra at
tilfredsſtille Indieren, der bavde noget langt bøjere i
Tanker, idet ban ſagde:

— Naadige Herre, jeg kan ikke nokſom takke Eder
for dette bojmodige Tilbud. Imidlertid — jeg beder
Eder tilgive mig min Driſtigbed! — kan dog Heſten
ikke blive Eders for nogen ringere Prüs end Eders Dat⸗
ters Haand. — 5

Hele Kongens Omgivelſe brød ud i en vedholdende
Latter ved denne ligeſaa uforſkammede ſom overdrevne
Fordring; men Firus Shah, Kongens aldſte Son,
blev bøjlig forbittret derover. Kongen var imidlertid an⸗
derledes tilſinds, og var balv om balv beſtemt paa at
opoffre fin Datter, bvis han ikke kunde erbverve fig Heſten
Paa andre Betingelſer. Men ban gik hojſt nødig dertil,

129

og dvælede Derfor med at give Svar paa Indierens
Fordring.

Da nu Firus Shah mærfede, at hans Fader
vaflede, og at ban maatte frygte for, at denne virkelig
ſkulde faa iſinde at indrømme Indieren hans ſkamloſe Be—
gjering, bvilket han vilde have betragtet ſom den ſterſte
Stam for den kongelige Værdighed, for fig felv og fin
Soſter, tog han alvorlig Ordet og ſagde i bøj Tone:

— Eders Hojbed tilgive mig det Spørgsmaal, hvor—
ledes J endog blot et Ojeblik kan betenke Eder paa at
give denne Uforſkammede Svar, ſom han fortjener; denne
usle Taſkenſpiller og Landſtryger kunde deraf fatte Haab
om at komme i Slagtſkab med den magtigſte og adleſte
Konge paa Jorden. Jeg beder Eder derfor vel at over—
veje, ikke alene, bvad I ſkylder Eder felv, men ogſaa
Eders Slægt og ophøjede Forfædre. —

— Kjare Son, — ſparede Kongen: — din Iver
for at opretholde vort Huſes Glands behager mig ganſke
overordentlig; men Du tager ikke tilſtrœkkelig dette Kunſt—
verks Fortraffeligbed i Betragtning, og at Indieren,
hvis jeg afviſer ham, vil forebringe fit Tilbud andet—
ſteds, hvor Man ikke er fan kilden i det berørte Wrespunkt..
Jeg vilde virkelig geraade i Fortvivlelſe, hvis det ſkulde
komme til at hedde fig, at en anden Fyrſte havde overgaget
mig i Hejmod og Gavmildhed, bvis jeg dertil ſkulde
komme til at vide ham i Beſiddelſe af et Kunſtveerk, ſom
ikke har ſin Lige i bele Verden. Alligevel er jeg end—
nu dog ingenlunde beſtemt paa at bevillige hans Forlan—
gende. Ved nøjere Eftertanke vil ban maaſkee ogſaa felv
indſee, at han er meget bedre tjent med et andet Vederlag;
thi, naar jeg undtager min Datter, er Intet mig for
koſtbart ſom Middel til at afſlutte denne Handel. — Dog

VI. 9

130

førend jeg taler det ſidſte Ord i denne Sag, vilde det
være mig kjert, om der blev gjort nok et Forſog med
denne ſaakaldte Luftlober, om f. Ex. Du ſelv, min Son,
vilde gjore en Provetuur med den, og ſige mig din Me—
ning derom. Indieren vil ſikkerlig ikke bave Noget ders
imod at indvende. —

Efterſom Man ganſke naturlig haaber det, Man
onſker, fandt Indieren, ifølge Kongens nplig hørte هلا‎
talelſe, det ingenlunde rimeligt, at Kongen i ſit Hjerte
ubetinget tilbageviſte Slegtſkabet med ham; og da ban
endvidere baabede, ogſaa at kunne ſtemme ſelve Prindſen
gunſtig for fine Onſker, nærmede ban fig beredvillig for
at viſe, at ban med Glæde føjede fig i Kongens Billie.
Dog Prinds Firus afventede ikke hans Hjælp til at bes
ſtige Heſten, og tenkte ligeſaa lidt paa at oppebie nærmere
Anviisning til at ſtyre den underfulde Heſt. Uden Hjælp
kaſtede ban fig op paa den, og ſaaſnart ban fad faſt i
Sadlen, drejede han den lille Hvirvel i Heſtens Nakke,
ſom ban tidligere bade feet Indieren gjøre. Ojeblikkelig
bortforte Heſten bam med en Piils Haſtigbed, og i faa
Ojeblikke var ban ſpunden alle de Tilſtedeverende, felv
dem, der bapde det ſkarpeſte Syn, aldeles afſigte.

Endnu var Kongen beftjæftiget med at ſtirre op i
Luften for at opdage et Glimt af den forvovne Rytter, da
Indieren kaſtede fig ned for bang Trone og derved tvang
bam til at drage ſine Blikke og ſin Opmerkſombed ned
til Jorden igjen.

— Herre, — begyndte Indieren: — J bar felv
feet, at Prindſen ikke gav mig Tid til at lere fig, paa
bvilken Maade Tryllebeſten ſkulde ſtyres; han vilde øjen=
ſynlig viſe, at ban, efter det, han bapde feet mig gjøre,
ikke bebovede min Biſtand eller mit Raad for at have fig

131

op i Luften. Men ban veed ikke, bvorledes han ſkal
dreje Heſten og bringe den til at dale, for igjen at vende
did tilbage, bvorfra han er gaaet ud. Derfor beder jeg
Eders Hojbed, ikke at gjøre mig anſparlig for hvad der
muligbiis kunde tilſtode bam. —

Denne Tiltale foruroligede Kongen i bøj Grad, ef—
terſom ban klarlig deraf indſage, at bang Son ſpavede i
den ſtorſte Fare, bois der virkelig, ſom Indieren ſagde,
var en ny Hemmelighed forbunden med at bringe Heſten
til at vende om igjen. J Vrede ſpurgte han ham, hvor—
for ban ikke ſtrar bavde faldt Prindſen tilbage, da han
ſage ham fjerne fig. Hertil ſparede Indieren naturlig—
viis: — Naadige Herre, J var jo felv Vidne til den
rivende Fart, bvormed Heſten bortførte Prindſen. J
Begyndelſen formaaede jeg af Overraſkelſe ikke at fremføre
noget Ord, og da jeg atter vandt Melets Brug, var han
allerede for vidt fjernet til at kunne høre mig. Og des—
uden, ſelb om ban bavde hørt mig, faa havde han dog ikke
kunnet vende Heſten, efterſom han ikke kjendte den dertil
fornødne Hemmelighed. Imidlertid ſtager det dog endnu
til at baabe, at Prindſen i fin Forlegenhed nok vil blive
opmeerkſom paa en anden Hvirvel og give fig til at dreje
derpaa; fan vil Heſten ojeblikkelig dale ned imod Jorden,
og Rytteren vil kunne lede den, hvorhen ban vil. —

Paa denne Indierens ganſke rimelige Formodning
ſvarede Kongen, lige urolig og bekymret med Henſyn til
fin Sons Sfjæbne: — Selv om vi tor antage, bvad der
imidlertid dog ſtedſe bliver meget uviſt, at Prindſen, min
Son, finder den anden Hvirvel og gjør den antydede
Brug deraf, faa kan jo Heſten, iſtedetfor at nedlade fig
paa Jorden, ſtyrte ned pan haarde Klipper, eller i Havet,
bvor det er allerdybeſt. —

9 *

132

Hertil vidſte Indieren intet Andet at bemerke,
end at Heſten foer over Hav og Land, uden nogenſinde
at ftyrte ned, ſamt at det overhovedet ganſke kom an paa
Rytteren, bvorben ban vilde ſtyre Heſten. Saaſnart
altſaa Prindſen blot bemerkede Hvirvelen, vilde Heſten og⸗
faa fuldkommen være i bang Magt; og den forſtandige
unge Herre vilde naturligvis kun ſtyre den derben, bvor
ban kunde finde Hjælp og turde give fig tilkjende. —

— Lad det nu end forholde fig, ſom det vil! —
tog Kongen ſluttelig tilorde: — Jeg kan umulig fæfte
Lud til dine Forſikkringer, og bolder mig til dit Hoved,
bois Prindſen ikke er vendt tilbage inden tre Maaneder,
eller bar givet aldeles ſikker Efterretning om, at ban les
ver og er i god Bebold. —

Med det Samme befalede Kongen, at Man ſkulde
gribe Indieren og bringe bam i ſtreng Forvaring; derpaa
drog ban fig tilbage i fit Palads, inderlig bedrøvet over,
at Nurusfeſten denne Gang bavde taget en faa bedrøvelig
Ende for bam felv, hans Hof og bele Landet.

Imidlertid var Prinds Firus, ſom allerede for—
talt, bleven bortført med en rivende Haft, og faae fig in—
den en Times Forløb allerede faa bøjt i Luften, at ban
ikke formagede at ſkjelne det Allermindſte nede paa Jor—
den, idet Dale og Bjerge, Skove og Stader aldeles flode
ſammen for bam i Get. Nu beſluttede ban at vende til⸗
bage igjen, og troede, at ban kun bebovede at dreje Hvir⸗
velen til den modſatte Side og træffe i Tojlen; men til
fin ſtore Overraſkelſe og Sfræf maatte ban merke, at det
aldeles intet nyttede, og at Heſten vedblev at fare frem
med ganſke den ſamme Haſtighed. Forgjaves drejede
ban Hvirvelen frem og tilbage, og ſled i Tojlerne, ſnart

133

i den ene, ſnart i den anden; Heſten fortſatte uſtandſelig
fin Fart i den ſamme Retning. Nu ferſt indſaae han,
bvilken ſtor Fejl ban havde begaget, idet han fatte He—
ſten igang, uden forſt at have ladet Indieren meddele ham
den nødvendige Anviisning til at ſtyre ſamme. Den over—
beengende Fare ſtod ham klart for Øjnene; alligevel tabte
ban dog ikke fin Fatning, men gav fig rolig til nøje at
underføge Heſtens Hoved og Hals, for, om muligt, at
finde en Indretning, bvorved han enten kunde bringe He—
ſten til at ſtandſe eller vende om igjen. Virkelig fandt
ban ogſaa bagved Heſtens højre Øre en anden noget
mindre Hvirvel; han gav fig til at dreje derpaa, og oje—
blikkelig begyndte Heſten at dale i lodret Linie, ligeſom
den var ſtegen tilbejrs, men med en ulige mindre Haft.
Paa det Sted af Jorden, bvorover Prinds Firus for
Ojeblikket fvævede, havde det allerede været Nat en halb
Time, da ban gav fig til at dreje Hvirvelen. Da nu
Heſten i jevn Fart begyndte at dale, gik Solen 00104 .
ſnart ned for ham, faa at ban endelig befandt fig i fuld—
kommen Nat. Han maatte følgelig opgive fin Henſigt at
udføge fig et pasſende Sted til at lande, give Heſten frie
Tojler og rolig afvente, indtil den vilde ſtaa ſtille, ganſke
overladende det til Tilfældet, om ban ſkulde træffe paa en
Orken, en Flod eller vel endogſaa det aabne Hav. j
Endelig ſtod Heſten ſtille; det maatte allerede være
langt over Midnat. Dødelig mat ſtod Prindſen af Heſten;
ban bapde jo bele den udſlagne Dag ikke faaet Føde i fin
Mund, og befundet fig i en uophørlig Spænding. Forſt
og fremmeſt gav ban fig, faa godt ſom det i Morket lod
fig gjøre, til at underſoge det Sted, bvorpaa han befandt
ſig; ſnart kom ban til Visbed om, at det var et med
Steenbaluſtrade omgivet fladt Tag paa et ſtort Huus eller

134

Palads. Ved nærmere Underføgelfe fandt ban ogſaa Døs
ven, ſom forte ned i Paladſet; beldigviis ſtod den paa⸗
klem. Enbver Anden end Prinds Firus vilde viſtnok
længe bave betankt fig, inden ban bapde vovet fig ned i
det fuldkomne Morke, ſom berſkede paa Trappen, og givet
fig i Menneſkers Vold, der ligeſaa let kunde være hans
dødelige Fjender ſom bans Venner; men Prinds Firus
havde tidlig vænnet fig til ikke at vige tilbage for nogen
Fare, naar Nodvendigbeden bod ham at friſte den.

— Jeg bar jo intet Ondt iſinde, — ſagde han til
fig felv: — og de Menneſker, i bvis Hænder jeg falder,
udmattet og vaabenlos, ſom jeg er, ville dog rimeligviig
viſe mig den Barmbjertigbed, forſt at bore mig, forinden
de tragte mig efter Livet. —

Forſigtig og uden Larm aabnede ban Doren ganſke,
og ſteg ligeſaa forſigtig nedad Trinene, for ikke at gjøre
noget falſt Trin, ſom maaſkee kunde væffe gruſomme Fjen—
der imod bam. Nede ved Enden af Trappen fandt ban
en anden Dor, ſom forte ind til en ſtor og vel oplyſt
Sal; ber ſtod ban ſtille for at lytte, og fornam tydelig det
regelmæsſige Aandedræt af flere Menneſker, ſom laa i den
dobeſte Soyn. Sagte aabnede ban Doren og traadte ind
i Salen. Ved Lampeſkinnet ſage han, at de Sovende vare
nogle forte Gildinger, ſom laa udſtrakte paa Gulvet, hver
med en blank Sabel ved Siden af fig. Strax fluttede
Firus, at det maatte være Vagten i Forballen bos en
Prindſesſe eller Dronning, og denne Slutning viſte ſig ogſaa
ſenere at bave været fuldkommen rigtig. Den bøje Da—
mes Sovevparelſe ftødte umiddelbart op til Salen. Do—
ren dertil var aaben, og et klart Lusffjær dæmrede igjen⸗
nem det af tyndt Silketej beſtaagende Dorforheng.

Sagte ſkred Prindſen hen over Gulvet, uden at vekke

135

Gildingerne, ſlog Forbænget tilſide og traadte ind i et
Varelſe, ſom var udftyret med en iſandhed kongelig Pragt.
J Varelſet fandtes flere Senge, een paa en Forbojning
i Midten og de andre paa det flade Gulv. Paladſets
Herſkerinde indtog den forſte, hendes Fruentimmer de øve
rige. Denne tydelig betegnede Forſkjel lod Prindſen intet
Ojeblik tvivle om, hvor ban havde at benvende fig; med
tilbageholdt Aandedrag nærmede han fig det over de an—
dre noget ophejede Leje, og ſtandſede ligeſom lynſlagen
ved den unge Kvindes overordentlige Skjonhed, ſom bvi—
lede derpaa.

— O Himmel, — ſagde han til fig felv: — fulde
min Beſtemmelſe have ført mig ad faa underlige Veje
herbid for at berøve mig mit Hjertes Frihed? Jeg føler
mig allerede fært bevæget ved at fee hende i ſovende
Tilſtand; — bvilket Indtryk vil det da ikke gjøre 0
mig, naar bun flager de bimmelſke Øjne ivejret? — Og
dog maa jeg nedvendigviis vekke bende; thi jeg kan ikke
vende om uden at blive min egen Morder. —

Efter disſe Betragtninger fnælede Firus Shah
ned ved Prindſesſens Leje, greb Fligen af hendes nedhen—
gende Arme, bvoraf en fyldig og ſneebvid Arm ſtak frem,
og gav fig til at rykke deri ganſke ſagte. Ojeblikkelig
ſlog Prindſesſen Øjnene ivejret, og ſage fuld af Forbau—
ſelſe en ſmuk ung Mand i ærbødig Holdning knalende
lige foran ſig. Imidlertid gav hun dog bverken Tegn
paa Frugt, Vrede eller Forſkrakkelſe.

Dette gunſtige Ojeblik benyttede Prindſen, bøjede
fit Hoved næften lige ned til Gulvet, og begyndte, efter
igjen at have rejft fig:

— Tilbedelſesverdige Prindſesſe! Ved eet af de over-
ordentligſte og forunderligſte Eventyr feer Juen perſiſk

136

Prinds bedende for Eders Fødder. Endnu imorges be⸗
fandt ban fig bos fin kongelige Fader, midt under en
glimrende Hoftids Feſtligbeder; nu befinder ban fig i
Dodsfare i et bam ganſke fremmed Land, alene med
Haabet om Eders naadige Beſkyttelſe. Herom beder jeg
Eder da indftændig, naadige Prindſesſe; J feer faa god
og ſtjon ud, at jeg umulig kan tvivle om at vinde Bon⸗
borelſe. Tog jeg fejl af Eder, vilde jeg ikke leve læns
ger i denne falſke Verden, bvor felv det Wleſte ſkuffer
og bedrager. —

Prindſesſen, til bvem Prinds Firus lpkkeligviis
havde vundet umiddelbar Adgang, var den ældfte Datter
af Kongen i Bengalen, ſom bavde ladet dette Palads op»
føre i Nerbeden af fin Hovedftad, forat Prindſesſen ret
byvvig ſkulde nyde Landlivets Velgjerning og Glæder.
Efterat den dejlige unge Dame med Godbed bavde bort
bam tilende, ſvarede bun, fuld af Velvillie og Ande:

— Prinds, J kan berolige Eder; J befinder Eder
ber ikke 1 noget barbariſk Land. Menneſkekjeœrligbed og
Gjeſtmildbed ere ber ikke mindre bjemme end i Eders
Fædreland Perſien. Det er altſaa ikke forſt mig, ſom
tilſiger Eder den forlangte Beſkyttelſe; J bapde allerede
fun det den, ſaaſnart J betraadte dette Palads, ja, hvad
Mere er, endog blot dette Land. —

Prinds Firus vilde vdmog takke Prindſesſen af
Bengalen for denne Godbed og Naade, og bapde i denne
Henſigt allerede buffet fig dybt, forinden ban fvarede hende;
dog bun lod bam ikke komme tilorde, men vedblev:

— Gaa meget jeg nu end onſker at erfare, ved
bvilket Underverk J i en faa urimelig fort Tid kan være
kommen fra Perſiens Hovedſtad berbid, og være trængt
igjennem min Livvagt frem lige til min Seng, faa maa jeg

137

dog, af billigt Henſyn til Sommeligbeden, indtil videre op—
fætte min Nysgjerrigbed. J maa visſelig være baade ſul—
ten og torſtig, træt og modig; jeg vil derfor ſtrax vekke
mine Fruentimmer og befale dem at anviſe Eder eet af
mine Verelſer, bvor J kan vederkvege Eder med et let
Maaltid og derpaa finde en onſkelig Hvile. Imorgen
ville vi atter fees, og da vil det være tidsnok at give den
yderligere Forklaring, ſom jeg faa meget længes efter. —

Prindſesſens Kvinder, der vare vaagnede ved det
allerforſte Ord, ſom Prindſen bavde henvendt til deres
Herſkerinde, havde med faa meget ſtorre Forbauſelſe feet
en fremmed Mand ved Prindſesſens Leje, ſom de natur—
ligvüs ikke kunde begribe, hvorledes han var kommen ind i
Paladſet, og endnu mindre, bvorledes han havde vundet
Adgang til deres Sovekammer uden at vakke Vagten i
Forballen og dem ſelv. Men ſaaſnart de havde fornum—
met deres Herſkerindes Billie, flædte de fig baſtig paa
og gjorde fig rede til ejeblikkelig at udføre hendes Be—
falinger. Hver af dem greb een af de mange i Salen
brændende Voxkjerter, og forte, ſkridende foran Prindſen,
deres Herſkerindes Gjeſt ind i et meget ſmukt Varelſe.
Her gjorde nogle af dem et Leje rede til ham, medens
andre ilede ud i Spiſekammer og Kjokken og uagtet den
ſildige Time i en Haſt tilvejebragte et iſandbed koſteligt
Aftensmaaltid. Prindſen nod med Maade deraf; og ſaa—
ſnart Kvinderne ſage, at han tilſtrakkelig bade ſtvrket
fig, ryddede de atter ligeſaa haſtig af Bordet, og onſkede
bam en god Nat, efterat de endnu havde viiſt ham flere
Skabe, bvori han kunde finde Alt, bvad han muligvis kunde
komme til at bebeve, inden de ſage ham igjen, — uldne
Tæpper og Linkleder, Brod og Frugter, Vand, Vin,
Sorbet og flere lignende Sager.

138

Prindſesſen af Bengalen var imidlertid allerede faa
indtagen af den unge Mands Sfjønbed, aandfulde Tale
og ædle Adfærd, at bun endnu ikke bavde kunnet ſove ind
igjen, da bendeg Fruentimmer vendte tilbage for efter den
natlige Forſtyrrelſe atter at ſoge deres Senge. Hun
ſpurgte dem, om de ogſaa bavde forſynet Prindſen med
alt Fornodent, og onſkede baade forſt og ſidſt at erfare,
bvad de bavde ſyntes om ham. Efterat Kvinderne bavde
beſvaret Sporgsmaalet angagende Opfyldelſen af bendes
Befalinger, ſom det, der var letteſt at klare, tilføjede
de til Svar paa bendes andre Sporgsmaal: — Naadige
Prindſesſe, vi ville ingenlunde foregribe Eders egen Mes
ning, idet vi uforbeboldent erflære, at vi vilde priſe Eder
meget lokkelig, bvis Eders ophojede Fader beſtemte en
faa elſtverdig Prinds til Eders Egteberre. Ved Bens
galens Hof findes der visſelig Ingen, ſom kan ſtilles ved
Siden af bam; og neppe ſkulde der ogſaa i Naboſtaterne
findes Nogen, ſom var Eder faa værdig ſom denne ædle
unge Herre. —

Denne fordeelagtige Dom misbagede ingenlunde
Prindſesſen af Bengalen; men da bun ikke vilde blotte
fig for fine Slavinder, bod bun dem tie, idet bun tilføjede:
— J ere lutter nasviſe Sladderſoſtre! Gager nu tilſengs,
at J ikke ſkulle forſove Eder! — og lukkede fine Øjne
— for at drømme om den ſmukke Prinds.

Saaſnart Prindſesſen den næfte Morgen havde for—
ladt fit Leje, fatte bun fig ſtrax til at ordne fin Pynt
paa det Allerombyggeligſte. Endnu aldrig bavde bun
gjort fig ſaadan Flid med fin Haarpynt og Paakledning
og faa ofte raadſpurgt fit Spejl ſom denne Gang, og
endnu aldrig bavde hendes Slavinder havt mere Taal⸗

139

modigbed behov, idet de bleve nødte til i det Uendelige
at gjøre bver enkelt Ting om, førend bun erklerede fig
tilfreds dermed.

— Allerede i min Natdragt har jeg, ſom jeg ret
vel bemerkede, ikke misbaget den ſmukke unge Prinds; —

ſagde bun til fig ſelv: — bvilket Indtrok maa jeg da
ikke gjøre paa ham, naar han feer mig i min fulde Her—
lighed? —

Sit Haar ſmykkede hun med de meſt fuldkomne og
pregtigſte Brillanter; Hals og Arme bleve ligeledes for—
herligede ved Baand af Perler og ædle Stene, bis
Skjonbed var uforlignelig, og bvis Verdi var uberegne—
lig ſtor; bendes Livbaand fremviſte en Rakke af enkelte
Diamanter, ſom vare eet af Indiens ſtorſte Kongeriger
værd, ingen under en Hasſelneds Storrelſe, men mange
faa ſtore ſom Dueceg. Hendes Kladebon var af det her—
ligſte indiffe Stof, ſom fun bliver forfærdiget til Brug
for Konger, Prindſer og Prindſesſer, af en glimrende
Farve, ſom paa det fordeelagtigſte fremhevede hendes
klare Hud og ranke Skabning.

Efterat bun endelig utallige Gange havde feet fig i
Spejlet fra Top til Taa, og ſpurgt ſine Fruentimmer,
Hver ifær, om der endnu [od fig Noget forbedre ved hen—
des Pont, lod bun ved een af fine Slavinder forhøre,
om Prindſen var ſtaget op; og da bun ikke tvivlede om,
at ban jo onſkede at fremſtille fig for bende, faa ſnart
ſom muligt, befalede bun, at Man med det Samme ſkulde
melde bam bendes Beſog, ſaafremt det var ham belejligt.
Hun bapde fine Grunde til at foretrekke at beſoge ham
pan bans Varelſe fremfor at vente hans Beſog i fine
egne Gemakker.

Imidlertid hade Prindſen bortſovet faa meget af

140

den klare Dag, ſom der var blevet bam unddraget af
Natten til at udbvile fig i, og bande fuldkommen ſtyrket
og vederkvaget fig efter den anſtrengende Mejfe. Han
bar netop i Begreb med at flæde fig paa, da ban mode
tog Prindſesſens Morgenbilſen. Uden at give Sfavinden
Tid til at udrette fit rinde, ſpurgte ban ſtrax, om det
var Prindſesſen belejligt at modtage bang Oppartning.
Men ſaaſnart Slapinden bapde meddeelt bam fin Herſker⸗
indes Onſke, ſvarede ban: — Prindſesſen bar blot at bes
falt; jeg er rede til i Alt at adlode bende. ل‎

Neppe bapde Prindſesſen af Bengalen erfaret, at
Prindſen ventede bende, førend bun ſtrax begav fig ind
til bam. Efter den ſadvanlige Üdvexling af gjenſidige
Hofligbeder tog Prindſesſen Plads paa Sofaen, og
Prindſen nedlod fig 1 ærbedig Afſtand fra bende.

— Min Prinds, — tog da den unge Dame til
orde: — jeg kunde bave modtaget Eder i mit eget Væs
relſe, bvor J ſidſte Nat fandt mig ſovende. Men efter⸗
ſom Oberſten for mine Gildinger bar fri Adgang til
bünt Varelſe, men ikke tor vove fig berind uden min ſer—
egne Tilladelſe, faa bar jeg, fuld af Utaalmodigbed efter
at erfare det Eventyr, ſom bar bragt Eder i min Ner⸗
bed, begivet mig bid til Eders Varelſe, bvor vi kunne
gjøre Regning paa at blive fuldkommen uforſtyrrede. —

Da gav Prindſen fig forſt til at ſkildre den unge
Dame Nurusfeſten i Perſien og de ved ſamme forefom=
mende mærfværdige Skueſpil. Saaledes kom ban ganſke
naturlig til at omtale Trollebeſten, og til at udvikle de
Begivenbeder, ſom ban dermed bavde oplevet, indtil det
Ojeblik, da ban bavde vakket Prindſesſen.

— Alt Øvrigt — ſluttede ban: — veed J alles
rede, og jeg bar nu altſaa blot tilbage, af mit inderſte

141

Hjerte at takke Eder for den hojmodige Adfærd, J har
üdviiſt imod mig, og bede Eder antyde, hvorledes jeg vel
formaaer at beviſe min Taknemlighed for den af Eder
modtagne ſtore Velgjerning paa en for Eder bebagelig
Maade. Dog, Hvad har jeg vel at tilbyde Eder? Ifølge
Folkeretten er jeg jo allerede Eders Slave, og bar alene
min Hu at byde over. Lad mig altſaa erklere for Eder,
at jeg anerkjender Eder baade for Herſkerinde over al
min Billie og hele mit Hjerte. Fattigmand giver, hvad
han har, og dette er det Eneſte, jeg bar at byde Eder. —

Denne Erklering afgav Firus i en Tone og med
en Mine, ſom ikke kunde lade Prindſesſen tvivle noget
Ojeblik om, at han jo iſandbed var hendes Slave, en
Slave af hendes Andigheder. Imidlertid kom Erklerin—
gen bende dog temmelig pludſelig, og bun maatte rødme
højt derved. Men bendes Rodmen gjorde bende kun
endnu ſkjonnere i den unge Mands Øjne.

— Ak, Herre, — ſvarede hun ham: — Fortællin=
gen om Eders farefulde Eventyr bragte mig til at
grue, og jeg blev ikke rolig igjen, førend jeg ſaae Eder
lande i Sikkerbed paa mit Tag. Behøver jeg at gjen—
tage for Eder, at J er mig velkommen? J maa altſaa
ingenlunde falde Eder min Slave; J er ber hos mig
ligeſaa fri ſom ved Eders Faders Hof, og har kun at
befale for at faa alle de Onſker opfyldte, ſom ere afhængige
af mig, Eders i fin Magt kun altfor indſkrenkede Vert—
inde. — Hvad endelig Eders Hjerte 0140061, fan er det
ſikkerlig kun en artig Talemaade, naar J offrer mig
ſamme; J har viſtnok allerede ofte havt den ſkjonneſte
Lejligbed til at bortgive det, og det ſkulde meget undre
mig, om det virkelig tilborte Eder ſelb længer. —

Prinds Firus vilde netop forſikkre fin ſkjonne

142

Vartinde om, at ban med frit Hjerte hapde forladt Pers
fien, og ingen Lejligbed bavde bavt til at tabe det under»
vejs, da een af Prindſesſens Slavinder meldte, at Mid«
dagsmaaltidet var frembaaret. Denne Afbrydelſe forbin»
drede en Forklaring, ſom visſelig vilde bave ſat dem begge
i ſtor Forlegenbed, og ſom desuden flet ikke behovedes.
Prindſesſen tvivlede ingenlunde om den unge Mands Op-
rigtigbed, og denne kunde, uagtet bang Tilbedte ingen
Tilſtagelſe bade afgivet, af bele bendes Adfærd dog ty-
delig merke, at ban bavde gjort det gunſtigſte Indtryk
paa bende. i

Prindſesſens Kammerfrue ſtod i Døren og ventede
med opløftet Forbang for at lade fin Herſterinde og
bendes Gjæjt pasſere igjennem. Prindſesſen reiſte fig
Derfor baſtig med den Attring, at bun for bang Skyld
havde ladet Middagsmaaltidet ſkaffe færdigt noget tidligere
end fædvanlig, og at bun baabede, ban dermed tog
tiltakke.

Saaſnart de havde taget Plads ved det rigelig
beſatte Bord, begyndte en heel Deel af Prindſesſens
prægtig kledte Slavinder at foredrage Sang og Muſik,
og vedbleve dermed under bele Maaltidet. Men dette
ſtete paa en faa lidet ſtojende og en fan yndefuld Maade,
at Prindſen og Prindſesſen ganſke ubindret kunde fort»
fætte deres Samtale den bele Tid. Hyppig bøde de bin-
anden udſogte Mundfulde af Get og Andet, og indviklede
fig lidt efter lidt i en Vaddeſtrid af Artigheder, bvorved
Kjærligbeden paa begge Sider gjorde langt baſtigere Frem—
ſkridt end ved en forfætlig Sammenkomſt under fire Øjne.

Endelig bevede de Taffelet, og Prindſesſen forte
fin Gjeſt ind i en ſtor og prægtig, med Guld og Azur
udſmykket og med det koſtbareſte Bohave udſtyret Sal,

143 8

hvorfra de havde den yndigfte Udfigt til den herlige, med
de ſkjonneſte Blomſter, Buſke og Træer vppig prangende
Have. Prinds Firus maatte faa meget mere beundre
denne Rigdom af Værter, ſom de fleſte vare beelt for—
ſkjellige fra dem, han havde lært at fjende i Perſien.

— Prindſesſe, — pttrede Firus benrykt: — jeg
var virkelig, med Skam maa jeg bekjende det, bidtil een—
foldig nok til at tro, at alene Perſien beſad Paladſer og
Haver, ſom bare den kongelige Hojbed værdige; nu ind—
feer jeg klarlig, at der overalt, hvor der gives ſtore
Konger, beller ikke fattes Midler til at forherlige deres
Perſon og Tilverelſe. Dette Palads og denne Have
ere iſandhed iojnefaldende Beviſer derpaa. —

— O min Herre, — ſparede Prindſesſen: — dette
Palads og denne Have ere dog for Intet at regne imod
det Slot, hvori min Fader reſiderer, og de ſamme om—
givende Haveanlæg. Forſt naar J kommer til Benga—
lens Hovedſtad, for, ſom jeg maa forudſette, J vil, at
bilſe paa min ophojede Fader, vil I faa et Begreb om
kongelig Pragt bertillands. —

Idet Prindſesſen paa denne Maade beftræbte fig
for at væffe Prinds Firus' Nysgjerrighed efter at faa
den kongelige Herlighed i Bengalens Hovedſtad at fee,
ſmigrede bun fig med, at bendes Fader, naar ban lærte
en faa fuldendt elffværdig Prinds at fjende, af egen Drift
ſkulde foreſlaa bam hende til Gemalinde. Paa denne Maade
undgik bun al Friſtelſe til at krenke biin Anſtand, ſom
en Prindſesſe, der er aldeles afhengig af fin Faders
Villie, ſommeligviis maa iagttage. Men Firus 6 bab
ſparede ikke, ſom bun havde ventet og onſket det. Med
Henſyn til Herligheden af bendes Faders Reſidents troede
han hende kun altfor villig paa hendes Ord, uden at yttre

144

nøgen Trang til perſonlig at overbevife fig derom; og
bvad overhovedet Beſoget i Bengalens Hovedſtad angik,
faa fandt ban det ikke raadeligt at fremſtille fig for den
mægtige Forſte ſom en forflojen Eventprer, i bogſtavelig
Forſtand kommen ned fra Luften, blottet for Alt, brad
der betegner og underſtotter den fyrſtelige Verdigbed.

Firus Sbab var nemlig klog nok til at babe
gjennemſkuet Prindſesſens Henſigt. Dette øjenfynlige
Beviis paa bendes Tilbojelighed for bam ſmigrede viſtnok
bans Perſon og opflammede den Kjerligbed, ban allerede
bar til bende; men paa den anden Side kunde det ikke
bringe bam til at glemme de Pligter, ban bavde imod
ſin Fader.

— Jeg beder Eder felv dømme. — ſparede ban,
da Prindſesſen havde ftræbt at tilintetgjore hang Ind⸗

vending imod bendes bemmelige Onſke, ved at tilbyde

bam Penge, Adelſtene og koſtbare Stoffer ſom Midler
til en verdig Optreden: — Jeg kan dog umulig lade
min Fader være uvidende om den Skjabne, jeg bar bapt.
Medens jeg ber tilbringer mit Livs lykſaligſte Timer,
pines ban visſelig af en dødelig Angſt for min Skyld.
Det er altſaa min Pligt at vende tilbage til ham, faa
haftig ſom muligt; og dette er ogſaa min faſte Beſtem—
melſe. Dog lad mig forinden i tydelige Ord nedlægge
den Tilftaaelfe for Eders Fødder, at J for ſtedſe bar
bundet min inderlige Kjærligbed. Hvis I derfor tillader
det, — maatte jeg dog bave læft rigtig i Eders Hjerte,
ligeſom J nu tydelig bar leſt i mit! — faa vil jeg,
ſaaſnart jeg bar beroliget min Fader angaagende min
Skjæbne, med hans Tilladelſe vende ber tilbage, og frem—
ſtille mig for Eders Fader i et Optog, en perſiſk Prinds
verdigt, for at bede om Eders dyrebare Haand. —

145

Prindſesſen rodmede atter, taug og — ſamtykkede.
Men Prindſens haſtige Afrejſe foruroligede hende dog;
bun frygtede nemlig for Sandbeden i det gamle Ordſprog:
— Ude af Oje — ude af Sind. — Jaltfald vilde hun
forſt fængsle fin Tilbeder ſterkere til fig, og trængte
derfor ind i ham for at bevæge ham til af blive, indtil
— ban i det Mindſte kunde bringe nogenlunde fuldftæn-
dige Efterretninger om det fremmede Land Bengalen til—
bage med ſig til Perſien.

— Kommer Tid, kommer Raad. — troſtede hun
fig felv, medens Firus Shah overvejede, hvad han
under disſe Omſtendigheder ſkulde gjøre.

Udfaldet blev, ſom Enhver let bar kunnet tenke fig:
— Prindſesſens Andigbeder vandt foreløbig Sejer. Nu
lod den ſkjonne Vaertinde det være fig højlig magtpaalig—
gende, ikke alene at underbolde, men ogſaa adſprede fin
Gjeſt paa den bedſte Maade. J denne Henſigt lod hun
allehaande Feſter, Concerter, Balletter og overdaadige Spiſe—
og Drikkelag uafbrudt folge efter hinanden, endvidere
landlige Højtider i den ſtore og berlige Have, ſamt Jagt—
partier i den til Slottet hörende Park, der indeſluttede
Hjorte, Raadyr, vilde Geder og de fleſte andre i Ben—
galen indenlandſke Vildtſorter, ſom kunde ſkjenke Prind—
ſesſen en farefri Fornojelſe. Ved Slutningen af Jagten
plejede da Prindſen og Prindſesſen at treffe ſammen paa
et eller andet udvalgt Sted i Skoven, bvor der fandtes
et ſtort Tæppe udbredt og Hynder lagte tilrette for dem.
Her udbvilede de fig efter Jagtens Anſtrengelſe i fortro—
lig Samtale. Ved flige Lejligheder ledte Prindſesſen
ofteſt Underboldningen ben paa Perſiens Storrelſe, Magt,
Rigdom og Regjering, for ved Prindſens Üdtalelſer der—
over at faa Lejlighed til ſelv paa fin Side at udvikle

VI. 10

146

Kongeriget Bengalens formeentlig ftore Fortrin, og ders
ved friſte Prindſen til at forlænge fit Opbold. Men
dette lob af ganſke anderledes, end bun bapde ventet.
Thi, uden at overdrive, gav Firus Sbab Prindſesſen
en faa fordeelagtig Skildring af Perſiens Storbed og
Herligbed, af dette Riges Overflod, Land⸗ og Sobandel,
Krigsmagt, Steder, Feſtninger og Slotte, at bun, endnu
længe forinden Prindſen var kommen tilende med fin Be—
ſkrivelſe, følte fig aldeles overbevüſt om, at Perſien var
det berligſte Land i bele Verden.

Her, ſom fan ofte, maatte Man ſande, at — Hvo,
ſom graver en Grav for Andre, falder felv deri. —
Prindſesſen følte fig i den Grad flagen og benreven af
Perſiens Fortrinligbed, at bun, da Prindſen ſenere op—
fordrede bende til at give en ſammenbengende Skildring
af bendes Fædreland Bengalen, kun med Overvindelſe
kunde beſtemme fig dertil. Og da bun endelig var gaaet
ind derpaa, var det aldeles aabenbart, at bun, uden at
vide af det, ſtillede ſit eget Lands Fortrin i Skygge for
at bolde Perſien bavet over al Sammenligning. Dette
Træf i Prindſesſens Adfærd røbede faa tydelig hendes
Tilbojeligbed til at ombytte Bengalen med Perſien, at
Firus Shab med god Grund fattede den Mening om
bende, at bun neppe vilde kunne modſtaa bans allerforſte
Opfordring til at folge tilbage med ham. Imidler=
tid boldt ban det dog for raadeligt, ikke at ſlaa denne
Streng an, førend hans Ophold i Bengalen havde ud=
ftraft fig faa langt, at Prindſesſen ikke uden aabenbar
Uret kunde bolde ham tilbage.

Prindſen overgav fig altſaa i fulde to Maaneder
ganſte rolig i fin Elſkedes Villie, og deeltog i alle de
bam tilbudne Adſpredelſer, ſom om hans Liv ikke havde

147

havt noget andet Formaal. Men faafnart denne Tid
var udrunden, bad han bende i ganſke beſtemt Tone om
Orlov, idet han gjentog fit Løfte, faa haſtig, ſom muligt,
af vende tilbage med et ſtandsmesſigt Folge for at bejle
til hendes dyrebare Haand.

— Maaſkee troer J ikke mine Forſikkringer, og
anſeer mig allerede paa Grund af min Bon om Orlov
for at benbore til bine letſindige Elſkere, ſom glemme
deres Kjerlighed, ſaaſnart de have vendt deres Elſkede
Roggen. Til Beviis for min oprigtige Tilbojeligbed
for en faa elffværdig Dame, ſom J er, til Beviis for,
hvor lokſalig jeg føler mig ved Bevidſtheden om Eders
Gjenkjerligbed, vilde jeg imidlertid vove at bede Eder
om at ledſage mig, ſaafremt jeg ikke frygtede at fornærme
Eder ved det Dumdriſtige i ſlig en Bon. —

Da ban bemearkede, at Prindſesſen rodmede ved
dette hans Forſlag, og uden Tegn paa Vrede vaklede i
fin Beſtemmelſe, vedblev han:

— Prindſesſe, med Henſyn til min Faders Ind—
villigelſe i vor Forening kan J være aldeles rolig, og
Kongen af Bengalen maatte iſandbed være en ganſke an—
den Mand, end J har ſkildret ham at være, hvis han
ikke med Velvillie ſkulde modtage det Geſandtſkab, ſom
min Fader vil lade afgaa til ham, for at bede for mig
om Eders Haand. —

Prindſesſen ſparede ikke eet eneſte Ord; men bendes
Taushed og fænfede Blikke tilkjendegave tydelig nok hen—
des Samtvkke til at lade fig bortføre. J Virkeligheden
havde hun 0000 kun een Betankeligbed derved, den nem—
lig, ſom fremgik af bendes Frygt for, at Prindſen ikke
ſkulde være øvet nok i at ſtyre Tryllebeſten, og at deres
Flugt paa denne Maade ſkulde blive altfor lang.

10˙

148

Men denne Frugt havde Firus Sbab let ved
at betage bende, idet ban af et frit Sind forſikkrede bende,
at ban fortiden turde bamle op med ſelve Indieren i at
ſtyre den djavelſkte Ganger. Der ſtod følgelig Intet til—
bage uden at være betænft paa, hvorledes de i al Stil—
bed og Hemmeligbed kunde iværffætte deres Flugt. Dog
berom bleve de ogfaa uden Vanfſkeligbed enige, forinden
Skilsmisſens Time flog om Aftenen.

Den naſte Morgen, medens endnu bele Paladſet
laa i den dybeſte Søvn, begave de fig tilſammen op paa
ſammes Terrasſe. Forſt ſtillede Prindſen ſin Ganger i
Netningen af Perſien; derpaa lod ban det være fig magts
paaliggende at indrette et mageligt og ſikkert Sade til
fin Elſkede bag paa Heſten. Saafnart dette var bragt
iftand, beſteg ban Gangeren forſt felv, og lod derpaa
Prindſesſen fætte fig op bagved bam og for ſtorre Sik—
kerbeds Skyld omſlynge bam med fine Arme; — ban
drejede den velbekjendte Hvirvel, og Heſten bortferte dem
med Pilens Fart igjennem Luften.

Med fin fædvanlige Haſtigbed foer Gangeren fremad,
og Firus S bab ftvrede den med faa megen Kløgt, at
de allerede efter balvtredie Times Forløb fik Perſiens
Hovedſtad iſigte. Men ban boldt det ikke for benſigts—
mesſigt at lade den dale, bverken paa Slotspladſen, bvor⸗
fra han var ſtegen op, eller i felve det kongelige Pa—
(ads, men foretrak at lande ved et i nogle Miles Af—
ſtand fra Hovedſtaden beliggende Lyſtſlot, bvor Manovren
kunde gaa for fig aldeles ubemerket. Her lod han alt—
fan Heſten dale, og ſtod af tilligemed Prindſesſen. Uden
Tidsſpilde forte ban bende ind i det ſmukkeſte Værelfe
paa Slottet, med den Attring, at han nu vilde ile iforvejen

149

til fin Faders Hovedſtad for at berede hende en til hendes
Rang pasſende ærefuld Modtagelſe, og derpaa haſtig igjen:
vende tilbage. Med det Samme gav han Slotsforval-
teren Befaling til at anfee den unge Dame for Slottets
Herſkerinde og for det Forſte lade en god Frokoſt frem=
bære for hende.

Paa en naturlig Heſt af Kjod og Blod, uden alle
kunſtige Hvirvler, men med fire raſke Been, jog Firus
S bab til Perſiens Hovedſtad. Undervejs blev han bil—
ſet med bøje Jubelraab af den over hans Gjenkomſt hen—
rykte Befolkning. Sultanen, hans ophojede Fader, gar
netop Audients, da han traadte ind i Divanet. Sulta—
nen ſelv og bele Hoffet havde baaret dyb Sorg, ſiden
han paa en faa overordentlig Maade var forſpunden fra
Jordens Overflade. Med Gladestaarer omfavnede hans
Fader ham, og ſpurgte, ſaaſnart den forſte Henrykkelſes—
ruus havde fat fig, ivrig om Indierens Trylleganger.
Dette Spørgsmaal gav Prindſen Anledning til i Kort—
bed at fortælle om den Fare, hvori han havde ſpavet, og
den gode Modtagelſe, han havde nydt 908 Prindſesſen af
Bengalen. Hertil ſluttede fig naturligvüis Bekjendelſen
af, at han bavde forlovet fig med den elffværdige Prind—
ſesſe, og at denne, da han habpde indeſtaaget bende for
fin Faders Indvilligelſe, paa Trylleheſten havde ledſaget
ham tilbage til Perſien.

— Hun venter nu — ſluttede Prindſen: — paa
et af Eders Højbeds Luftflotte Efterretningen om, at jeg
ikke bar givet hende tomme Forſikkringer. —

Med disſe Ord kaſtede Prindſen ſig ned for ſin
Faders Fødder, for at bevæge ham til at give fit Sam—
tykke og fin Velſignelſe. Men Sultanen løftede fin Son
ibejret, omfavnede ham og gjenſvarede:

150

— Min fjære Son, jeg giver Dig ikke alene mit
bedſte Samtpkke til din Forbindelſe med Prindſesſen af
Bengalen; men jeg vil ogſaa med bele min Hofſtat drage
bende imode, og endnu idag foranſtalte Eders Bryllup. —

Og ſtrax befalede Kongen fit Hof at aflægge Sor—
geflæderne og lade Glædesfefterne begynde ved Klangen
af Trompeter, Pauker og andre krigeriſke Inſtrumenter.
Dog førend ban begav fig paa Vejen for at hente Prind—
ſesſen, lod ban Indieren fore frem for ſig.

— Jeg forſikkrede mig din Perſon, — tiltalte han
denne: — forat Du med dit Hoved, der dog kun vilde
babe været et jammerligt Offer for min ſmertefulde Harme,
ſkulde indeſtaa mig for min Sons Liv. Tak nu Allah,
at jeg bar gjenfundet ham, tag din Heſt og drag din
Vej i Fred! —

Af de Folk, ſom hapde bentet ham ud af Fængs-
let, bavde Indieren allerede ikke alene erfaret Prindſens
Tilbagekomſt, men ogſaa, at ban bapde fort Prindſesſen
af Bengalen med fig tilbage paa Tryllebeſten, og at han
bavde efterladt fin Elſkede paa Lyſtſlottet ved Foden af
Bjergene. Da ban nu tillige børte, at Kongen var i
Begreb med at begive fig paa Vejen for at afbente hende,
ilede ban for at komme denne i Forfjøbet, og naaede
Slottet, inden Kongen og bans Følge endnu blot vare halv-
vejs. Her benvendte ban fig forſt til Forvalteren og
ſagde, at ban af Kongen og Prindſen af Perſien var ſendt
bid for paa Trylleheſten at fore Prindſesſen gjennem
Luften ind i Staden. Kongen vilde nemlig give ſit
Hof og fin Hovedſtad dette højtidelige Skueſpil tilbedſte,
og ventede bende paa Pladſen foran fit Palads.

Forvalteren gjenkjendte Indieren og vidſte, at Kon⸗

151

gen bavde ladet ham fængsle for at gjøre ham anfvarlig
for fin Son. Da han nu fane bam i Frihbed, tvivlede
han intet Ojeblik om, at det jo havde fin Rigtigbed med
det Wrinde, han foregav at være ſendt i, faa meget min—
dre, ſom Indieren var den eneſte Perſon, bbem Man med
fuld Sikkerbed kunde betro Styrelſen af den vælige
Trylleheſt. Ufortovet fremſtillede ban altſaa Indieren for
Prindſesſen, og denne havde neppe bort, at han kom ſom
Bud fra hendes Elſkede og hans Fader, førend hun er—
klerede fig rede til at overgive fig til hans Forelſe.

Saa let et Spil havde Indieren langtfra vovet
at haabe. I fit Hjerte hoverende over det heldige Ud—
fald af fin ondſkabsfulde og vanhellige Plan beſteg ban
Heſten, tog med Forvalterens Hjælp Prindſesſen bagpaa
op bos fig, drejede Hvirvelen, — og med Lynets Haſtig—
hed havede Heſten fig op i Luftens hojeſte Regioner.

Kongen af Perſien var imidlertid endnu paa Vejen
med fit langſomme og befværlige Feſtoptog; Prindſen var
ilet forud for at forberede Prindſesſen paa fin Faders
Ankomſt. Men Indieren fløj med velberaad Hu med fit
Bytte lige i Retningen af Staden, og ſaaledes kunde det
ikke fejle, at de jo haſtig maatte faa Oje paa hinanden.

Saaſnart Sultanen fif Oje paa den ſkjendige
Bortforer, der i ſit Hjerte jublede over, paa denne Maade
at kunne forbaane ham og Prindſen, og gruſomt hene
fig for den uretfærdige Fengsling, ban havde maattet
lide; gjorde ban og hans Folge uvilkaarlig Holdt. Den
meſt raſende Forbittrelſe afloſte den grendſeloſe Over—
raſkelſe; Sultanen og hans Hoffolk afffjøde i Masſe de
verſte Forbandelſer imod Skurken. De naaede vel op
til bam; men ban lo naturligviis kun deraf. Da han
havde gjort nogle Volter over deres Hoveder, for ret til—

152

gavnet at udfordre og fpotte deres afmægtige Harme, gav
ban fin Heſt Tøjlerne og foer afſted, medens Kongen af
Perſien, veent ude af fig felv af Harme og Smerte, med
fit fluførede Folge vendte tilbage til fin Hovedſtad.

Men var Sultanens Smerte ſtor, bvor meget
ſtorte maatte da ikke den ulvkkelige Firus' Smerte
være, da ban, uden at kunne forbindre det, fade fin El⸗
ſtede bortført af den ſkiendige Indier? Ak, ban elftede
bende jo allerede faa bot, at ban ikke vidſte, bvorledes
ban ſkulde kunne leve foruden bende! J nogle Ojeblikke
var bang Veſen ligeſom forſtenet. Endnu førend han
kunde overlægge, bvad ban ſkulde beſtemme fig til, enten
bryde ud i Stkjaldsord og Trusler imod Indieren,
beklage Prindſesſen, bis tillidsfulde Hengivelſe ban faa
flet ſontes at bave lønnet, eller kaſte fig til Jorden og
fortviple, vare de Begge forſpundne for bans ſtirrende Blikke.

Hvad var der nu at gjøre? Skulde ban vende tilbage
til fin Faders Hovedſtad og overgive fig til en frugtes⸗
los Grammelſe, uden at foretage Noget til Prindſesſens
Befrielſe og bendes Bortforers exemplariſte Tugtelſe?
— Hans ædle Tankemaade, bang Kjerligbed og Mod
tillode bam ikke Sligt, og ban fortſatte derfor ſin Vej til
Lyſtſlottet.

Ved bans Indtradelſe kom den lettroende, af In⸗
dieren bedragne Slotsforvalter bam imode med Taarer i
Øjnene, kaſtede fig ned for bans Fødder og erklerede felv,
at en Brode ſom bans uden Maade fortjente Døden,
ſamt at ban ventede den af fin Herres Haand.

Men Prindſen ſparede bam: — Stat op! Jeg gi⸗
ber ikke Dig Sfylden for Prindſesſens Bortforelſe, men
mig ſelbd, min Eenfoldigbed og Übeſindigbed. Skaf mig

153

blot baſtig en Derviſkkldning; men lad Ingen vide, at
den er beſtemt til mig! —

J Nerbheden af Slottet befandtes der netop et
Derviſkkloſter, hvis Shejkb eller Overſte var en god Ven
af Slotsforvalteren. Til denne gik han ben og forlangte
en fuldſtendig Derviſkdragt, under Foregivende af, at en
bøj Hofembedsmand, hvem han ſkyldte overmaade meget,
var falden i Unaade hos Kongen, og at han onſkede at
være bam behjelpelig til en ſikker Flugt. Prindſen iførte
fig Dragten, forſynede fig til Udgifterne paa Rejſen med
en 96/6 Perler og Diamanter, fom egentlig havde været
beſtemt til en Foræring til Prindſesſen, og forlod ved
Nattetid Lyſtſlottet, uden at vide, bvor han ſkulde vende
fig ben, dog faſt beſluttet at vandre fra Stad til Stad,
indtil ban bavde gjenfundet fin Elſkede.

Imidlertid bavde Indieren ſtyret fin Heſt i den
Retning, at han endnu tidlig den ſamme Dag naaede en
lille Lund i Neerheden af Kongeriget Kaſhmir. Da han
var bleven ſulten og antog, at Prindſesſen deelte hans
Trang, ſteg han af i denne Lund og anviſte Prindſesſen
Plads paa Grasſet i Nerheden af en lille Bek med
friſkt og klart Vand. Viſtnok havde den ulykkelige unge
Kvinde, ſom ſage fig i en elendig Skurks ubetingede Vol,
og maatte frygte Alt, hvad der var ſkrakkeligt, af hans
raa og vilde Lidenſkab, gjerne benyttet Indierens Fra—
verelſe til at flygte bort; men hun følte fig faa udtømt
og angreben, at bun ikke turde tenke derpaa. Hun be—
fad altſaa intet andet Middel til Frelſe end fit bøje
Mod; bun var nemlig faſt beſtemt paa, heller at lide den
gruſomſte Dod, end at vorde Prindſen af Perſien utro.

Derfor lod hun ſig beller ikke længe af den tilbage—

154

vendende Indier node til at ſpiſe, men ſamlede ved et
ftyrfende Maaltid friſke Kræfter til at ſtaa fin onde
Skjabne imod. — Henimod Slutningen af Maalti⸗
det begyndte Skurken at fore uforſkammet Tale; Prind⸗
ſesſen gruede derved i fit Hjerte, men lod, ſom om bun
Intet borte deraf eller i det Mindſte Intet forſtod.
Dog, ſaaſnart bun bemerkede, at Indieren ikke vilde lade
det blive ved Snak, men lavede fig til at iverkſette fine
ofte gjentagne Trusler om at bruge Vold imod bende,
rejſte bun fig for at gjøre den vderſte Modſtand, og uds
ſtodte et bojt, bvinende Skrig. Til bendes ſtore Lykke
ſprengte i naſte Ojeblik en Skare Ryttere frem af 6
ven og omringede bende og Indieren.

Det var ingen Anden end Kongen af Kaſhmir,
paa Tilbagevejen fra Jagten netop i ſamme Ojeblik
dragen forbi med ſit Folge og var bleven bidlokket ved
Prindſesſens Nodſkrig. Med Strengbed ſpurgte ban In—
dieren, Hvem ban var, og bvad han bavde for med den
unge Dame. Indieren var uforſkammet nok til at fvare,
at Prindſesſen var bang Kone, og at Ingen bavde Ret
til at blande fig i bang Strid med bende. Men Prind⸗
ſesſen drev bans Løgn i bam igjen, uden endnu at habe
nøgen Anelſe om den Perſons Rang og Vardigbed, der
i et faa beldigt Ojeblik var ilet bid til hendes Redning,
og tog tilorde:

— Herre, Hvo J endogſaa er, ſom Himlen felv
ſendte mig til Redning i den vderſte Nod, forbarm Eder
over mig og feſt ingen Liid til denne Bedragers ufor⸗
ſkammede Paaſtand! Allah bevare mig for at være en
ſaadan Uslings Kone! Han er en Troldmand, der idag
paa fin Trvllebeſt bar røvet mig fra min Forlovede,
Prindſen af Perſien. —

105

Meer behøvedes der ikke for at overbeviſe Sultanen
om Sagens rigtige Sammenhæng. Prindſesſens Sfjøn-
bed, ædle Anſtand, og endelig bendes Taarer vare ham
uforkaſtelige Vidnesbyrd. Uden derfor at anſtille videre
Forbor lod han fine Ryttere omringe den ondffabsfulde
Indier og hugge bam ned.

Men — idet Prindſesſen af Bengalen var bleven
frelſt af een Ulempe, faldt hun i en anden, ſom ikke var
mindre farlig. Sultanen bar fig nemlig ad, ſom om
ban uden videre tog Arv efter Indieren; ban (od Prind—
ſesſen give en Heſt og forte bende med ſig tilbage til ſin
Hovedſtad. Her lod han bende i fit Palads anvife en
Rakke pragtfulde Varelſer, ſkjankede bende en heel Deel
Slavinder og gav hende en Vagt af udſogte unge Gil—
dinger. Idet ban felv forte hende ind i de for bende
beſtemte Verelſer, yttrede han, uden at levne hende Tid
til nogen nærmere Forklaring: — Prindſesſe, I tren—
ger viſtnok til Ro og Hvile, og jeg giver Eder fuld
Frihed til at nyde ſamme. Imorgen vil J maaſkee føle
Eder oplagt til at meddele mig det Neermere ved Eders
Eventyr. —

Med disſe Ord fjernede han ſig.

Prindſesſen folte ſig imidlertid uſigelig glad over
fin Redning af den onde Indiers Kloer, og nærede det
forfængelige Haab, at Kongen af Kaſbmir ſkulde fætte
Kronen paa ſin ridderlige Daad og ſende bende tilbage
til Prindſen af Perſien, ſaaſnart han fif nøjere Beſked
om hendes Forhold til ham, og bun ſelv bavde anmodet ham
derom. Men Intet lag Sultanens Tanker mere fjernt,
end netop dette; thi han havde beſluttet at formale fig
med hende ſtrax den neſtfolgende Dag. Allerede i den

156

tidlige Morgenſtund lod ban ved Klangen af Trompeter,
Pauker, Trommer og andre larmende Inſtrumenter bekjendt⸗
gjøre, ikke alene i fit Palads, men ogſaa over bele Sta—
den, at bang Formaling vilde blive bojtideligboldt med en
Nakke af glimrende Feſtligbeder. Ogſaa Prindſesſen blev
væffet ved denne Larm, men var langt fra at ane den
ſande SGammenbæng derved. Da Sultanen derfor af—
lagde bende fit Morgenbeføg, og, efter at bave forhort
fig angaaende bendes Befindende, erklorede, at den Muſik,
ſom tonede op til bende, forkyndte bendes Bryllupshojtid,
blev bun faa overraſket ved denne Efterretning, at bun
ſank i Afmagt.

De tilftedeværende Fruentimmer ilede bende tilbjelp,
ogſag Sultanen felv gjorde fig Ulejligbed for at bringe
Prindſesſen til fig ſelv igjen; men deres Beſtrabelſer
havde forſt ſeent den onſkede Virkning. Endelig kom bun
dog atter til — nej ikke til Beſindelſe; thi for ikke at
blive tvungen til at bryde fit Løfte til Prinds Firus,
anſtillede bun ſig ſom vanvittig. Hun begyndte at frem—
ſige det urimeligſte Tojeri, og rejſte ſig, ſom om bun vilde
ftyrte los paa Sultanen. Over denne formeentlige Ulvkke
følte denne fig inderlig bedrøvet, og da ban ſaae, at
Prindſesſen ikke igjen vilde komme til fine fulde Sandſer,
bvilket ban dog nogen Tid havde baabet, forlod han bende
endelig, med den Befaling til bendes Kvinder, at de ſkulde
pasſe vel paa bende og overhovedet viſe hende al mulig
Omſorg.

Saaledes blev der ikke Noget af det berammede
Bryllup denneſinde. Hele Dagen fod Sultanen neſten
bver Time foreſporge angaaende Prindſesſens Befindende,
men fik ſtedſe den Beſked, at bun endnu befandt ſig i
den ſamme Tilſtand, og at bendes Onde fnarere tog til

157

end tog af. Henimod Aften bleve Anfaldene endnu ſter—
kere, og Sultanen maatte følgelig indtil videre ganſke op—
give Haabet om den allerede drømte Kjærlighedslytte.

Den følgende Dag begyndte, ſom den foregaaende
havde endt; Prindſesſen vedblev at føre forvirret Tale
og give alle Tegn paa et rafende Vanvid. Da ſaae
Gultanen fig nødt til at forlange fine Hoflægers Hjælp.
Disſe fvarede, efter at have holdt en almindelig 210002
flagning , meget viſelig, at der gaves forſkjellige Arter og
Grader af denne Sygdom, hvoraf nogle [ode fig helbrede,
andre ikke, iligemaade, at de ikke formaaede at beſtemme
det Ondes Art, ſom Prindſesſen var angreben af, førend
de havde feet hende.

Sultanen befalede altſaa, at en Gilding ſkulde fore
dem, een efter een ifolge deres Rang, ind til Prindſesſen.
Denne havde allerede med Frugt forudſeet dette Tilfælde;
hun var nemlig overbeviift om, at hvis hun (od Lægerne
komme fig nær og lod dem føle fin Puls, felv den
mindſt erfarne iblandt dem ſtrax vilde erkjende 83
Sygdom for den rene Forſtillelſe. Saaſnart derfor den
forſte Lege nærmede fig hende, ſyntes hun at faa An—
fald af et heftigt Raſeri, og truede med at kradſe Øjnene
ud paa Legen, bvis han vovede at nærme fig hende.
Den lærde Herre holdt fig derfor viſelig i en ſikker Af—
ſtand fra bende, og gik følgelig ligeſaa klog bort, ſom
han var kommen.

Imidlertid fandtes der dog nogle iblandt Lægerne,
ſom, menende fig klogere end de øvrige, roſte fig af, alene
ved Synet af den Syge at kunne komme paa det Rene med
fig ſelb angagende Arten af det tilſtedeverende Onde; disſe
forordnede Prindſesſen visſe Mixturer, ſom efter deres
Sigende ſkulde have underfulde Virkninger. Den unge

158

Dame tog dem ind uden alle Omftændigbeder, aldeles ros
lig for, at disſe Midler ſkulde faa den tilſigtede Virkning,
efterſom bun bapde det i fin egen Magt at lade det paa⸗
tagne Vanvid vare ved, ſaalenge bun anſaae det for gavne
ligt.

Da Sultanen endelig merkede, at bang Hofleger
Intet udrettede, bidkaldte ban alle Lægerne i fin Hoved⸗
ſtad, og derpaa bele Rigets; men faa mange klogtige Ho⸗
beder de end tilſammen vare, maatte dog deres Dugtige
bed aldeles ſtrande paa den unge Dames liſtige Lune.
Prindſesſen modtog dem alle paa den ſamme, juſt ikke
meget naadige Maade, og alle anbefalede de ſig det Sna—
reſte, de kunde, med Tak til Allab for, at de bapde bes
holdt deres gode Øjne.

Endelig lod Sultanen Jilbud udgage til alle Nabo⸗
ſtaterne med Opfordringer til de beromteſte Leger at give
Mode; alle dem, der vilde paatage fig Rejſen til Kaſh⸗
mir, lovede ban en gavmild Erſtatning af Omkoſtningerne
derved, og den, ſom ſkaffede Prindſesſen bendes Hel—
bred igjen, en iſandbed kongelig Belonning. Disſe gode
Løfter friſtede mangfoldige Leger, og de indfandt fig
ſkarevüüis ved Hoffet i Kaſbmir; men ingen af dem fif
mindſte Aarſag til at roſe fig af at bave været heldigere
end de indenlandſke Leger. Dette var forreſten flet ikke
til at undre ſig over, da Prindſesſens Helbredelſe in-
genlunde var afbengig af nogenſombelſt anden Kunſt —
end den Forſtillelſeskunſt, ſom Prindſesſen med ſaa ſtort
Held udovede.

Imidlertid babde Firus Shab, forflædt ſom
Derviſt, gjennemvandret mangfoldige Lande og beſogt des
res fornemſte Steder. Vandringen var pderſt beſperlig;

159

men alle Bejfværligheder agtede Prindſen dog for Intet
i Sammenligning med den Kval, ban følte i Uvisbeden
om, bvorben bans Fjed forte ham, enten nærmere den
dyrebare Prindſesſe eller længer bort fra hende. Imid—
lertid gav ban ſig i Allahs Vold og vandrede troſtig fra
Land til Land, ſtrengt opmerkſom paa alle Rygter, ſom
vare i Omlob i de Lande og Steder, ſom ban drog
igjennem.

Saaledes kom ogſaa tilſidſt Rygtet om en Prindſesſe
af Bengalen bam for Øre, ſom var bleven vanvittig paa
den ſamme Dag, da Kongen af Kaſhmir agtede at for—
mele fig med hende. Da han aldrig havde hort tale om
nogen anden Prindſesſe af Bengalen end hende, ſom havde
ſkjcenket ham fin Kjærlighed og Tro, formodede han øje-
blikkelig, at den Prindſesſe, bvorom Talen var, maatte
være hans længe forgjeves efterſporede Elſkede; og ban
begav fig fra den Stad i Indien, ſom han netop bavde
naaget, uden Opſcttelſe paa Vejen til Kongeriget Kaſhmirs
Hovedſtad.

Da han ved fin Ankomſt her tog ind i en Khan,
erfarede han ſtrax Prindſesſens hele Hiſtorie med alle
Biomſtendigbeder, hvoriblandt den meget vigtige og fuld—
kommen overbeviſende, at en vis Indier havde bortført
bende paa fin Trylleheſt, og der paa Stedet faaet fin
fortjente Lon for fif nedrige Forrederi. Fra dette Oje—
blik følte Prindſen af Perſien fig ikke alene overbebiiſt
om, at Sultanen af Kaſhmirs Brud var hans Elſkede,
men ogſaa, at hendes Sygdom var af den Art, at Ingen
kunde belbrede den uden han ſelv.

Efterat Prindſen bapde tilendebragt fine Eſterforſk—
ninger, og faa nøje merket fig alle Omſtendigbeder, at
ban følte fig fuldkommen bjemme i de ſtedfindende For—

100

bold, lod ban fig gjøre en Kledning af den Art, ſom
Lægerne plejede at bære. IJ denne Kladning og med et
langt ærværdigt Sfjæg, ſom ban hapde lagt fig til paa
Rejſen, vandrede ban med adſtadige Skridt igjennem
Staden. Hans Langſel efter at gjenſee den dyorebare
Prindſesſe førte bam ad den lige Vej til Sultanens Pa—
ladé, og ban tøvede intet Øjeblik med at forlange Kon—
gens Huushoymeſter itale.

Saaſnart ban var ſtedt for denne boffornemme
Herres Anſigt, begyndte ban med pedantiſk Vidtloftigbed
at indlede fit rinde ved Sultanens Hof. — Det kunde
visſelig gjælde for Daarſkab, om ikke for Vanvid bos
bam, at han efter faa mange unpttige Forſog af Verdens
meſt berømte Læger endnu driſtede fig til at nære Haab
om at kunne belbrede Prindſesſen af Bengalen. Imid—
lertid nærede ban dog den driftige Tro, at det ved visſe
bemmelige Midler, ſom han udelukkende hapde til fin Tje—
neſte, ſkulde lykkes ham at opnaa denne fin Henſigt. — Hvis
altſaa den bojvelbaarne Hr. Overhofceremonimeſter ꝛc. ꝛc. —

Den bojadle Herre forſikkrede den formeentlige Lege
om, at ban var velkommen, og at navnlig Sultanen vilde
fee bam med ſtorſte Fornojelſe. Hvis det lykkedes ham
at gjengive Prindſesſen bendes Helbred, kunde han vente
fig en Belonning, ſom ſtod i Forhold til Hs. Hojbed
Sultanens velbekjendte Adelſind og Gapmildbed.

— Vent blot et Ojeblik; — fluttede han: — faa
ſkal jeg melde Eder bos den naadige Herſter. — 1

Det var allerede lang Tid ſiden der havde viift fig
nogen Læge ved Hoffet; med dyb Bedrøvelfe havde Sul⸗
fanen maattet opgive næften bele fit Haab om at fee
Prindſesſen belbredet, og faa en ſaa ſmuk og elffvær-
dig Dame til ſin Gemalinde. Imidlertid var hans For⸗

101

elſkelſe dog ſnarere tagen til end tagen af, og han mod—
tog derfor med den meſt levende Deeltagelſe Budſkabet
om, at der havde meldt fig en ny Lege. J det næfte
Ojeblik blev den forklodte Prinds foreſtillet for ham.
Uden at ſpilde Viden med unyttige Omſpob gik Sultanen
lige til Sagen og meddeelte allerforſt den fremmede Viis—
mand, at Prindſesſen ikke kunde ſee nogen Lege for ſig,
uden at faa beftige Anfald af Raſeri, ſom i meget bøj
Grad forværrede bendes Tilſtand. Derpaa forte han
ham op i et ovenover indrettet Verelſe, hvorfra han
gjennem et Gittervindue, uden ſelv at blive bemærfet,
kunde iagttage Prindſesſen efter Lyſt og Bekvemlighed.
Hvor bankede ikke Hjertet i hans Bryſt, da hans Oje
atter kunde fvæge fig ved den Elſkedes fjære Træf og
Skikkelſe! Hun fad i en ſkjodeslos Stilling, ſmegtende og
henſunken, og fremſagde et Digt, bvori bun beklagede fin
ulpkkelige Skjabne og udtalte fin Smerte over maaſkee
for beſtandig at være adſkilt fra den, hun elffede. Dybt
greben af det Tungſind, ſom baade hendes Sang og
hendes Veſen aandede, følte Firus Shah zjeblikkelig,
at hendes Sygdom ikke kunde være Andet end Forſtil—
lelſe, og at bun kun af Trofaſthed imod ham hapde paa—
taget fig en Vanvittigs Rolle. Elſkende Hjerter forſtaa
ojeblikkelig og ubetinget hinanden, uden Ord og Efter—
tanke, ligeſom ved Tryllekunſt. Saaſnart han derfor
havde mættet fit Hjerte ved det lykſalige Skue af den
Elſkede, forlod ban det hemmelige Verelſe og begav fig
tilbage til Sultanen for at ſige ham, at Prindſesſens
Sygdom ingenlunde var ubelbredelig, men at han, for at
fætte fin Kuur iverk, nodvendigviis maatte tale alene med
hende. Hvad bine Anfald af Raſeri angik, ſom plejede
at komme over hende ved Synet af Lægerne, faa nærede
VI, 11

102

ban den ſikkre Tillid, at ban vel ſkulde kunne tiltvinge
ſig en anden Modtagelſe af bende.

Sultanen blev faa glad ved at børe flig tillidsfuld
Tale, at ban ftrar lod Prindſesſens Varelſe aabne for
den fremmede Viismand. Prindſen traadte altſaa ind,
og blev paa Grund af fin Forkladning, der gjorde ham
aldeles ukjendelig, modtagen af Prindſesſen med de fæde
vanlige Skjaldsord og vilde Fagter. Dog Sligt bes
komrede den nve Lage fig ikke om og traadte bende raſk
nærmere. Men da ban var kommen bende faa ner, at
ban alene kunde blive bort af bende, ſagde han i ſagte
Tone: — Prindſesſe, jeg er ikke, bvad jeg ſynes at
være! — Gjenkjend i mig, jeg beder Eder, Prindſen af
Perſien, ſom trofaſt bar vandret hele Verden igjennem
for at finde og befri Eder. —

Prindſesſen gjenkjendte bans Stemme ved den aller—
forſte Lyd; i bang Anſigtstræk fandt bun Bekraftelſe paa
den gladerige Anelſe, ſom gjennemfoer hendes Indre.
J ſamme Ojeblik ſtraalede bendes Aaſyn af den ubeſkrive⸗
lig bøje Glæde, ſom griber et Menneſkes Hjerte ved den
pludſelige Opfoldelſe af det varmeſte Onſke, det nærer.
Overraſkelſen gjorde bende en Stund aldeles 11001188 ;
berved fik Prindſen Lejligbed til med det Samme at tolke
og fortælle hende, bvad han havde lidt og oplevet ſiden
deres gruſomme Skilsmisſe: — bans Harme og Smerte
over Indierens Forræderi, bans Beſlutning at vandre
til Verdens Ende for at gjenfinde og befri hende, hans
Tvivl, bans Aengſtelſer, de Farer og den Nod, han

bavde lidt paa fin lange Vandring. Tilſidſt bad han

Prindſesſen om i faa Ord at meddele ham, hvad der bar
bendet bende ſiden hendes Bortforelſe, ſamt det Vigtigſte
ET

e

163

angagende hendes nuværende Stilling, forat ban kunde
tage pasſende Forboldsregler til at befri hende ud af
Sultanen af Kaſhmirs forſmedelige Tyranni.

Da Prindſesſen i forte Trek havde gjort Prind—
ſen denne Meddelelſe, ſpurgte ban hende, om bun ikke vid—
ſte, bvad der var blevet af Trylleheſten. Herom vidſte
Prindſesſen ingen Beſked; dog meente hun, at Sultanen
viſtnok bavde faget den i Forvaring ſom et ſjeldent Kunſt—
verk. Da nu Prinds Firus ikke beller felv tvivlede
om, at Tryllebeſten jo maatte kunne findes, meddeelte
ban Prindſesſen fin Plan, at bortføre bende paa denne
og bringe bende tilbage til Perſien. Efterat de derom
havde gjort den fornødne Aftale, bad Firus S bah
bende til Slutning, ikke længer, ſom bidtil, at forſomme
fin Perſon, men ſtrax den folgende Dag at ſmokke fig paa
en for en Prindſesſe værdig Maade, for at kunne mod—
tage Sultanen, naar han forte bam ind til bende, med
ſommelig Anſtand, uden at det dog behøvedes, at bun
indlod fig videre med ham. Derpaa tog han en øm, men
haſtig Afſked med bende, og ilede tilbage til den i ſtor
Spænding ventende Sultan.

Sultanen vifte fig over al Maade glad, da ban
erfarede, bvilfen Virkning allerede Prindſens førfte Be—
føg havde bavt paa Prindſesſen. Men da hun den fol—
gende Morgen modtog bam paa en Maade, ſom tydelig
ſyntes at godtgjore, at bendes Helbredelſe virkelig var
rykket ſaavidt frem, ſom Prindſen ſagde, betragtede han
bam ſom den forſte Lege i Verden. Han pttrede for
Prindſesſen fin levende Glæde over at treffe bende i en
Tilſtand, ſom [od fatte Haab om hendes ſnarlige og fuld—
ſtendige Helbredelſe, og bad hende, efter Evne at under—
ſtotte en faa dygtig Leges Beſtrabelſer, forat han med

11*

164

QEre kunde fuldende, bvad ban faa beldig babde begyndt.
Derpaa fjernede Sultanen fig uden at afvente noget
Svar.

Prinds Firus, ſom bapde ledſaget Sultanen ved
dette Beſog, forlod ogſaa med ham Prindſesſens Varelſe,
og ſpurgte undervejs, om ban vel turde driſte ſig til at
erkundige fig om, ved bvilket Eventyr Prindſesſen af Bens
galen var kommen bid til det fra bendes Fedrebjem faa
langt bortliggende Land Kaſhmir. Han anſtillede ſig
nemlig, ſom om ban var aldeles uvidende i denne Hen⸗
ſeende, og tenkte paa denne Maade at faa Samtalen
ledet ben paa Tryllebeſten, og erfare, bvad der var blevet
af ſamme. Sultanen af Kaſbmir kunde naturligvis ikke
ane den ſande Grund til bans Sporgsmaal, og gjorde
altſaa flet ingen Hemmeligbed af, at Tryllebeſten ſom
en ſtor Sjeldenbed befandt fig i bang Skatkammer, uag⸗
tet ban ikke vidſte, bvorledes den lod ſig bruge.

— Herre, — vttrede den formeentlige Lege:
— bvad Eders Hojbed nylig bar fortalt mig, giver
mig, det troer jeg forviſt, Midlet ibende til Prindſesſens
fuldkomne Helbredelſe. Efterſom bun er bleven bragt
bid paa Trullebeften, ſtaaer hun udentvivl under Trold⸗
dommens Indflodelſe, og denne kan kun loſes ved visſe
Trylleformularer og Rogelſer, ſom jeg alene fjender.
Hvis Eders Hojbed altfaa vil berede Eder ſelv, Eders
Hof, ja bele Eders Hovedſtad eet af de meſt overraſkende
Skueſpil, bebøver J kun imorgen at lade Trylleheſten
bringe ned paa den ſtore Plads, ſom findes udenfor
Eders Palads. J alt Øvrigt kan I trygt forlade Eder
paa mig. Jeg forbinder mig til, for Eders, Eders
Hofs, ja bele Befolkningens Ojne at gjore Prindſesſen
af Bengalen faa fund igjen baade paa Sjæl og Legeme,

165

ſom bun nogenfinde bar været; og forat Foreſtillingen
kan gaa for fig med faa megen Glands, ſom muligt, vilde
det ikke være afvejen, om Prindſesſen ved denne Lejlighed
blev faa pragtfuldt pyntet, ſom muligt, og fmyffet med
de koſtbareſte Perler og W delſtene, ſom lade fig op—
drive. —
| Sultanen var visſelig gaaet ind paa ganſke andre
Fordringer end disſe, for at naa Opfyldelfen af ſit bren—
dende Onſke, Prindſesſens Beſiddelſe. Han betragtede
allerede Sagen for faa godt ſom afgjort, og frydede fig.
i Forudfolelſen af det Overraſkende i den foreſtagende
Befværgelfesaft og ſammes henrykkende Følger for fin
| ømme Lidenſkab. Den neſte Morgen blev altſaa paa hans
Befaling Trylleheſten hentet frem af Skatkammeret og
opſtillet midt paa Pladſen foran det kongelige Slot.
Snart udbredte fig over bele Staden Rygtet om,
at disſe Anſtalter havde noget ganſke overordentligt at
betyde, og Befolkningen ſtrommede ſkareviis ſammen fra
alle Sider. Kongens Livvagt var opſtillet pan Pladſen
for at forebygge Uordener; men i Midten var der trindt
omkring Heſten holdt en viid Plads aaben.

Sultanen viſte ſig, og beſteg en for ham og hans
Hof oprejſt Tribune; alle hans Riges Stormeend omgave
bans Trone. Derpaa fremtreen Prindſesſen af Benga—
len, ledſaget af alle fine Kvinder, nærmede fig Heſten og
beſteg den ved deres Hjælp. Saaſnart hun ſad faſt i
Sadlen og havde Tommerne i Haanden, lod den formeent—
lige Læge i de trindt omkring Heſten i en tæt Kreds
opſtillede Ildpander kaſte en Masſe af udſogt Rogelſe;
derpaa gik han, tilſyneladende indeſluttet i fig felv, med
ſenkede Blikte og Armene krydſede over Bryſtet, tre
Gange rundt omkring Heſten, mumlende uforſtagelige Ord for

106

fig felv. Da mu bele Skyer af den tykkeſte Rog med
fød Duft bævede fig fra Ildpanderne, og faa godt fom
ſtjulte baade Heſten وه‎ Prindſesſen for Alles Øjne, ſom
dare udenfor Kredſen, tog Fir us S bab Oſjeblikket iagt,
ſprang op paa Heſten bagved Prindſesſen, drejede Hvir—
velen og foer tilvejrs.

Imidlertid begyndte Rogen at fortrakke, og Prind—
ſen blev tilligemed fin Elſkede ſynlig for den forſamlede
Mangdes Blikke.

— Sultan af Kaſhmir! — raabte Prindſen da
med bøj Roſt, idet han ſpevede ben over Tribunen:
— Nidderlige Herſker, hvis Du i Fremtiden ſkulde faa
iſinde at ægte Prindſesſer, ſom anraabe Dig om Beftyts
telſe, lige imod deres Villie, faa tenk forſt et Ojeblik paa
Prinds Firus og Trolleheſten! —

Paa denne Maade fandt og befriede Prindſen af
Perſien fin elſkede Brud, og bragte bende endnu den
ſamme Dag tilbage til fin Faders Hovedſtad. Men Er—
faringen bavde gjort ham klogere; iſtedetfor, ſom ſidſt,
at lade Heſten dale ved Lyſtſlottet udenfor Staden, ned⸗
lod ban ſig denne Gang indenfor Stadens Mure, midt
i det kongelige Palads, lige udenfor ſin Faders Vinduer.
Her ſteg ban af, ſtoltere af ſin gjenvundne Brud, end
om ban var vendt tilbage, efter at have erobret et Sons
gerige.

Kongen af Perſien modtog fin Son og Prindſesſen
af Bengalen med ſand Faderombed, og opfatte deres
Bryllup kun faa flænge, at Man kunde faa gjort de 11602
vendige Forberedelſer dertil. Thi glimrende ſkulde Hoj⸗
tiden vorde; det troede Kongen at ſkylde baade ſig felv

167

og det efter faa mange Provelſer ved hinanden lykkelige
unge Par.

Saaſnart den lange Rakke af pragtfulde Feſter
var tilende, var det Kongens forſte Omſorg at lade et
ſtateligt Geſandtſkab afgaa til Kongen af Bengalen for
at underrette ham om hans Datters Eventyr og bede om
hans Samtvykke til den nylig fuldbyrdede Formaeling
imellem Prindſen af Perſien og hang Datter. Kongen
af Bengalen var en om Fader og en forſtandig Mand;
neſt efter at føle en levende Glæde over ikke alene at
vide fin Datter ilive, men 00006 over at fee hende i faa
gode Hænder, gav han beredvillig fit Samtykke til den
foreſlagede Forbindelſe imellem Bengalens Hoffer, faa
meget mere, ſom Forſlaget forſt var blevet gjort efter
Sagens Udforelſe, og enbver Indſigelſe af hans faderlige
Myndighed følgelig havde været aldeles unyttig.

ظ

168

Den gjerrige Kadi.

J Tripoli levede paa Kbalifen Harun al Raſchids
Tid en Kadi, ſom forvaltede fit Embed med den aller⸗
ſtorſte Strengbed. Til at beſtyre fin Huusholdning boldt
ban kun een eneſte fort Slavinde, der bavde en Hud faa
tyk ſom Boffellgder. Ingenſinde blev der i denne hoj—
fornemme, men gjerrige Mands Huus givet nogen Al-
misſe, og de allernodvendigſte Ting bleve ikke indkjobte
førend i det vderligſte Ojeblik. Daarligt Brod og Log

vare de daglige Retter i bang Huus; men ligefuldt glemte

Hr. Kadien aldrig at lade en koſtbar Dug med Guld—
fryndfer brede pag Bordet; og bvis der netop ved Spiſe—
tid var Fremmede bos Kadi'en, forglemte han aldrig at
raabe ud til Slavinden, at bun ſkulde lægge Dugen med
Guldfryndſerne paa Bordet, forat Folk ſkulde faa ſtore
Tanker om bang daglige Levemaade. Men under Maal—
tidet felv tog ban fig vel iagt for at lade fig fee af
Nogen.

Ikke een, men mange Gange bavde Man foreſtillet
bam, at bans forte Slavinde ikke var nogen pasſende
Huusbeſtyrerinde for en Mand af bang Rang og 2011
nelſe, og at ban maatte gifte fig, medens ban endnu
bavde Aarene for ſig. Kadi'en bapde bertil beſtandig
pttret, at ban ikke bavde Noget imod Forſlaget, og med

169

Interesſe ſpurgt, om maaſkee Nogen vidſte et pasſende
Parti for ham. Endelig en Dag traadte een af de Til—
ftedeværende frem og ſagde, at han netop havde en over—
maade ſmuk Datter i gifteferdig Alder, og at han vilde
føle fig i bojeſte Grad æret, bvis Hr. Kadi'en vilde ind—
gaa en Forbindelſe med hans Familie.

Pigen var baade ung, ſmuk og riig; det forekom
Kadi'en, ſom om han umulig kunde gjøre noget bedre
Valg. Kontrakten blev ſluttet, Brollupet feſtligholdt, og
Bruden med ſin meget betydelige Medgift bragt ind i
Brudgommens Huus.

Den unge Kones Fader var naturligviis ikke lidet
ſtolt af at have en faa fornem Svigerſon, og babpde ikke
den allermindſte Anelſe om alle de Gjenvordigbeder, ſom
Kadi'ens neſten mere end ſmudſige Karrigbed ſkulde berede
bans ved alle Livets Bekvemligbeder opdragne Datter.
Kadi'en havde havt langt ſtorre Glæde af fin Bruds
Formue end af hendes Skjonhed, og allerede den forſte
Morgen efter Bryllupet, da han var gaget til ſine Em—
bedsforretninger, maatte den unge Kone forgjæves vente
paa Frokoſt. Herom blev der flet ikke Tale, og den
ſtakkels unge Dame var ligeſaa beſkeden ſom ſulten, og
endda lidt til, og vovede ikke at gjore nogen Foreſporg—
ſel desangaaende.

Imidlertid bragte Stadens Embedsmænd og øvrige
anſeete Indvaanere Kadi'en deres Lykonſkninger til hans
Formaling, og ventede naturligviis at blive indbudne til
een eller anden Feſtligbed. Men det var langt fra Ka—
di'ens Tanker; med torre Munde maatte Gjeſterne vende
hjem igjen og holde fig ſkadesloſe ved Forbandelſer over
den gnidſke Kadi.

Da den bojvelbaarne Kadi endelig kom bjem fra

170

Dombuſet, kunde der naturligviig ikke vente bam den
gladeligſte Modtagelſe bos bang af Sult neſten balvdøde
unge Kone. Men da bun borte hang Befaling til den
forte Slavinde, at bun ſkulde lægge Dugen med Gulds
fryndferne paa Bordet, fattede bun Haab om, ved Mid⸗
dagsmaaltidet i det Mindſte nogenlunde at blive boldt
ſkadeslos for fin ſtrenge Faſte. Men bvor forbauſedes
bun ikke, da bun ſage Slavinden fætte det grove Brod
med tilborende trende Log paa Bordet! Kadi'en tog Plads,
gav Slavinden hendes Deel af Maaltidet, tog ſelv med
graadig Appetit for fig af det torre Brod og de ſtin—
kende Log, og opfordrede fin Kone til at folge bang
Exempel. Men bendes til en ulige bedre Koſt vante
Natur formaagede ikke at tvinge een eneſte Bid ned, og
bun ſtod fra Bordet ligeſaa ſulten, ſom bun hapde fat
ſig, idet bun i ſit Hjerte med Jammer beklagede ſig over
fin Mands utrolige Karrigbed, og fin Faders Aergjerrig—
bed, der havde gjort bende faa ulpkkelig.

Saaledes forløb der tre Dage, uden at der nogens
ſinde kom Andet end tort Brod og Log paa Bordet.
Da braſt endelig den unge Kones Taalmodigbed; bun
begyndte bojt at beklage fig og ſendte Bud efter fin Fa—
der. Kadi'en borte bendes Skrig, og erfarede af den
forte Slavinde, bvad det havde at betyde. Som en gal
Mand foer ban nu ind til fin Gemalinde, ffjældte bende
leſterlig ud, ſkjar Haaret af bende, og forſtodte bende under
Paaſkud af uſommelig Opforſel, uden at give hende hen
des Medgift tilbage.

Ikke længe efter tog ban ſig en anden Kone; men
bun vilde beller ikke lade ſig noje med tert Brod og
grove Log, og blev følgelig forſtedt ſom den forrige.
Det Samme ſkete med flere unge Damer af god Fa—

171

milie, og alleſammen maatte de lade deres Medgift iſtikken.
Endelig blev Rygtet om Kadi'ens Gjerrigbed og ſkamme—
lige Adfærd fan almindelig udbredt, at der ingen Sand—
ſynlighed vifte fig for, at Kadi'en mere ſkulde komme til
at bjemfore nogen Brud i ſit ſmudſige Huus.

Iblandt tuſinde Andre fif ogſaa en riig og klog
Pige i Staden Musſul vor Kadi's flette Rygte at høre,
og foreſatte fig at bevne fit Kjon paa ham, faa at det
ſkulde komme til at fvie til ham. Hun reiſte i denne
Henſigt til Staden Tripoli, og det ſkulde netop. træffe
fig faa beldig, at Kadi'en mødte bende ſtrax ved hendes
Ankomſt paa en Spadſeregang udenfor Stadens Porte.
Hendes ædle Anſtand og ſmagfulde Dragt vakte zjeblik—
kelig bans Opmerkſombed; ban ſtrog fin Knebelsbart,
reed tvers over Vejen ben til bende og ſpurgte artig,
hvorfra hun kom.

— Fra Musſul, ædle Herre. — ſparede Pigen.

— Formodentlig allerede formelet, hee? — ſmid—
ſkede den hojedle Herre.

— Indtil dette Ojeblik har jeg ikke tenkt paa
Giftermaal. — lød Svaret.

— Ja, I maa ikke tage mig mit nærgaaende Sporgs—
maal ilde op, min ſkjonne unge Dame; — vedblev Ka—
di'en, idet han ſtrammede ſig op, det Bedſte, ban for—
maaede: — Kjerligbeden løber Storm imod alle Henſon
og Hindringer, og jeg er ved det forſte Ojekaſt bleven
dødelig forelſket i Eder. Jeg bar den re at være
Kadi ber paa Stedet, har en ikke ringe Formue, fører
et pænt Huus og nyder en almindelig Agtelſe. Kunde
J ikke have Lyſt til at blive min Gemalinde? Her i
Staden gives der vel Hundreder af unge Damer, ſom

172

ſlikke deres Fingre efter en Forbindelfe med mig; — der
løj Kadi'en glubſk; der lod fig ikke opdrive eet eneſte
Parti mere! — men jeg bar, ſom ſagt, faftet min liden⸗
ſkabelige Kjerligbed paa Eder. —

— Vi ville fee Tiden an, Hr. Kadi; — ſparede
den unge Dame undſeelig: — J kan imorgen forhøre
Eder bos mig, om Eder bebager. —

Efter denne forte, men ikke baabloſe Beſked bilſte
bun Kadi'en med Ande, anſporede fit Muuldyr og fort⸗
fatte fin Rejſe til Staden.

Den folgende Morgen lod bun Kadi'en fvare, at bun
indvilgede i Forbindelſen, men forlangte en Morgengave
af — balptredſindstyve Guldſtykker. Med den ſtorſte
Selvovervindelſe ſendte Kadi'en fin Tilbedte denne Penge—
ſum og lod bende med det Samme bente til ſit Huus.
Aegteſkabskontrakten blev opſat og underſkreven; — ber—
med var den egentlige Højtid tilende. Da det var Af—
tensmadstid, lod Kadi'en Bordet dæffe med den guld—
fryndfede Dug og beſatte med de fædvanlige Retter,
Brod og grove Log. Denne Gang gik det til Kadi'ens
ſtore Glæde i en ganſke anden Gade; den nye Brud var
ingen Koſtforagter, ſom de tidligere; vel tilmode forterede
bun fin Andeel af Brødet og Logene, og takkede med et
buldſaligt Smül den edle Kadi for det gode og velſma—
gende Maaltid. Det var ſaaledes, Kadi'en vilde bave
det. Ganſke benrokt udraabte ban: — Priſet vere Al⸗
lab, at han bar beffjæret mig en faa elſkelig og i alle
Henſeender fuldkommen Gemalinde! —

Staklen havde naturligvis ikke den ringeſte Anelſe
om, bvad den i alle Henſeender fuldkomne unge Dame
bade iſinde med bam; — ſom en over al Maade luykke—

173

lig WÆgtemand forlod han den følgende Morgen fit Huus
for at beſorge fine Forretninger.

Saaſnart Kadi'en var vel ude af Doren, gav den
unge Kone fig til at underſoge bele Huſet paa det Naj—
agtigſte, og kom ſaaledes tilſidſt til en ombhyggelig til—
lukket, med Jernſtaenger, Slager og Hangelaaſe overflødig
forvaret Dor. Her maatte naturligviis Kadi'ens Skat—
kammer være. Var forreſten Jernveerket ved denne Dor i en
ypperlig Stand, var Træværfet kun faa meget daarligere, og
dette betragtede den fiffige unge Kone ſom et ſtort Held.
Hun fandt nemlig en fingerbred Sprakke i Doren, bvor—
igjennem bun fuldkommen vel kunde overſee bele Varel—
ſets Indhold; til fin ſtore Glæde faae hun en heel Rad
Kobberkar derinde, indtil Randen fyldte med Guld- og
Sølvmønter. J al Haft hentede hun en lang Kjap og
klebede nogen blød Dejg faſt pan ſammes pderſte Spidſe;
bebændig ſtak hun derpaa Kjcppen igjennem Sprakken
og ſtrebte at trykke den med Dejg forſynede Ende faſt
paa een af Guldmonterne i det nermeſte Kobberkar.
Det lykkedes! J Løbet af et Kvarteers Tid havde den op—
findſomme unge Dame fiſket to fuldvegtige Dinarer.

Det var Mere, end bun for Ojeblikket behøvede.
Hun vendte tilbage til fit Verelſe, kaldte paa den forte
Slavinde og befalede hende ſtrax at indkjobe friſk Brod,
kogt Riis, det bedſte Kjod og allehaande udſogte Frug—
ter. Med ſtum Forbauſelſe adlod den ſorte Slavinde
og bragte haſtig det Forlangte tilveje. Saaſnart hun var
kommen tilbage, maatte bun atter dæffe Bord med den
guldfryndſede Dug; og denne Gang, den allerforſte, var
Dugen ikke nogen Logner. Taffelet bugnede under lutter
berlige Sager; Huſets Herſkerinde tog med Velbehag for

174

fig af Retterne, og den forte Slavinde fif ogſaa fin An⸗
deel deraf. Da Slavinden endelig efter Maaltidet bragte

fin Frue Vadſkevand, ſagde denne til bende:
— Kan Du tie, Slavinde? — :
— Visſelig, det kan jeg. — fvarede den arme

Staffel: — Gid Profeten i alle Maader maatte velſigne
Eder, naadige Frue! Det er den allerforſte Gang, jeg
bar faaet ordentlig Mad i min Mund, faalænge jeg bar
været i den ſtrenge Hr. Kadi's Tjeneſte. —

Den unge Kone befalede bende da at tie ſtille med
hvad bun havde oplevet, og overbovedet være bende lydig
i alle Ting; faa ſkulde bun daglig faa Andeel i et lig⸗
nende Maaltid.

Man kan vel tanke fig, at Slavinden gik ind paa
dette Forſlag baade med Mund og Hjerte.

Da Kadi'en op paa Dagen kom bjem, lod hans
Kone bam foreſctte Levningerne af det indkjobte Maal⸗
tid. Ved dette Sun lob Tænderne i Band paa bam;
men ban vilde dog forſt bave at vide, bvorfra alle disſe
Herligbeder ſtammede. Hans unge Kone foregav da, at
een af bendes mange Slagtninger i Staden havde ſendt
bende dette Maaltid, og vttrede den Formening, at ogſaa
alle de andre efterbaanden vilde viſe bende den ſamme Ar⸗
tigbed, i Betragtning af, at det altid maatte vare nogen
Tid, inden en ung Kone kunde faa fit Hnus i en føm-
melig Orden. Med denne Forklaring følte Kadi'en fig
vel tilfreds, og aad, faa at ban var færdig at revne.

Den folgende Dag bar Kadi'ens Kone ſig ligeſaa—
dan ad. Med fin Kjæp var bun denne Gang faa bel-
dig at fiſke tre Guldſtykker, og bun lod dem uden Be⸗
tenkning alle tre ſpringe. J Betragtning af Dagens

175

Overflod lod hun endeel af fine Naboerſker indbyde til
ſig, og Fruentimmerne bleve i godt Lag ſamlede med
hverandre, indtil henimod den Tid, da Kadi'en plejede at
vende tilbage fra ſine Forretninger; da ſkiltes de ad med
den beſtemte Aftale, ret ſnart at fee hinanden igjen.

Idag blev Kadi'en endnu pragtigere bevertet end
den foregagende Dag. Alting ſmagte ham ganſke for—
treffelig; men han kunde ikke faa i fit Hoved, at Nogen
kunde fore over fit Hjerte at ſette fig i flig Bekoſtning
for Bugens Skyld. Dog hans Gemalinde beroligede
ham, idet hun fortalte, at een af hendes rige Tanter havde
ſendt hende dette Maaltid. Da afkaſtede Kadi'en alle
Skrupler og var alene betenkt paa at gjøre fig rigtig
tilgode. Og det gjorde han tilgavns, maa J alle tro.

Paa denne Maade vedblev den liſtige unge Kone
at plyndre fin Mands Skat og daglig beverte bam med
de koſteligſte Retter. Efter et Aars Forlob var ved
denne gode Behandling den ædle Kadi tagen ſaaledes til
i Omfang, at Ordſproget — tyk ſom en Øre — ganſke
gik afbrug i Staden Tripoli, og det iſtedetfor kom til at
hedde: — Tyk ſom vor Kadi. —

Men det var ingenlunde den unge Dames Mening
at lade fin Tugtelſe bero herved; tværtimod, hun havde
ganſke andre Planer med Kadi'en. Derfor yttrede hun en
Dag til een af fine fortrolige Veninder, ſom daglig ven—
fede fin Nedkomſt:

— Jeg maa nødvendigviis endnu gjøre den gode
Kadi latterlig paa en Maade, hvorved ban tilſtrakkelig
kan være tugtet for fin ſmudſige Gjerrighed, og den ſkam—
melige Behandling, han har viiſt mine ſtakkels Forgen⸗
gerinder. For Ojeblikket kan jeg ikke udtale mig ner—

170

mere angagende min Plan; men Du maa ſikkert love
mig, at Du vil indfinde Dig bos mig, ſaaſnart Du mar-
ker Forvarslerne til din Redkomſt. Du ſkal visſelig ikke
komme til at fortryde det. — ١

Hendes Veninde lovede bende, bvad bun forlangte,
og boldt ogfaa trolig Ord. Faa Dage fenere indfandt
bun fig bos fin Veninde og nedkom i Kadi'ens Fraværelfe
med en ſmuk og ſterk Dreng. Huſets Herſkerinde vids
ſte at indrette det ſaaledes, at bendes Mand ikke fik mind⸗
ſte Nys om Sagen, og tilberedte egenhændig en Het af
ſalt Kjod, Bonner, Hvidløg, Meel og allebaande Kryde⸗
rier, for Dermed at beværte fin Mand, ſaaſnart ban kom
bjem. Men, vel at marke, bun bapde i denne lakkre
Ruſkumſnuſk blandet adſkillige andre Ingredientſer, om
bvilke bun vidſte, at de umulig kunde fordrages tilſammen.
Den gode Kadi var meget ſulten, da ban kom bjem, og
tog over al Maade ſterkt til fig af den vel krydrede,
appetitlige Ret.

Men det varede ikke længe, førend bang Bug gav
fig til at ſvulme op; det begyndte at rumle i bang Inde
volde, og de beftigſte Kolikſmerter afpresſede bam ſaadanne
Klageſkrig, at Man ſkulde bave troet bam nærved Do—
den. I denne bang Nod beftræbte hans Kone fig med
nidfjær Ombu for at ode bam Lindring; bun gned og
ſalvede og eltede hans Bug, det Bedſte, bun bapde lært.
Men pludſelig ſyntes bun at geraade i den allerſtorſte For—
bauſelſe. Med Opmarkſombed gav bun fig atter til at
befole den lidende Deel, og udſtodte derpaa et bojt For-
undringsſkrig, idet bun raabte: — Allab kan Alt, bvad
ban vil! Hans Billie ſkee! — Min dyrebare Herre og
Gemal er iferd med at føde et Barn til Verden! —

Trods ſine voldſomme Lidelſer forſtod Kadi'en ret

177

vel, bvad hans Kone ſagde, og raabte: — Kjærling, er
Du raſende? Har Man nogenſinde bort, at en Mand og
oven i Kjobet en ærbværdig Son har befundet fig i
Barnsnod? —

— Enten jeg raſer eller ikke, — fvarede hans
Kone: — faa meget er og bliver viſt, at J bar Fodſels—
veer og at Eders Nedkomſt er ner! Jeg føler tydelig
Barnet bevæge fig! —

— Hellige Profet, ver mig naadig! — ſtonnede
Kadi'en, bvis Smerter atter toge voldſomt til. Han
bred Hænderne, rev fig i Skjeget, kaſtede fig fra den ene
Side til den anden, og kunde neppe faa Veiret, ſaaledes
rumſterede det i hans Mave. Imedens Kadi'en under
disſe Omſtendigheder neppe vidſte af fig felv at ſige, lob
hans Kone ud, ſom om bun vilde hente et Lagemiddel,
og bragte fin Venindes Barn tilveje, omhyggelig ſkjult
under hendes Overkledning.

Det ulpkkelige Offer for hendes Tugt befandt fig
endnu ganſke i ſamme Tilſtand; med en exemplariſk Nid—
fjærbed ſyntes hun at beſtrebe fig for at ſkaffe fin arme
Mand Lindring. Endelig indtraadte det beftigſte Anfald
af den voldſomme Kolik, bvori Ondet naaede fit Hojeſte,
og paa ſamme Tid brød fin Kraft; den arme Kadi var
i flere Minuter ganſke bevidſtlos. Dette Ojeblik benyt—
tede den liſtige Kone til at bringe Barnet for en Dag;
ved at knibe det lidt, tvang hun det til at ſkrige, og ud—
tomte ſig paa ſamme Tid i Takſigelſer til Himlen for
fin Mands lykkelige Forlosning.

I det Samme kom den lidende Kadi atter til Be—
ſindelſe; han følte fig noget lettet og hævede Blikket til
fin Kone for at takke bende for bendes Ombu; — til

VI. 12

178

fin ubeffrivelige Forbauſelſe fane ban bende ſtaa og
fjærtegne et nyfødt Barn.

— Kjære Mand, — ſagde bun til bam: — pris
ſet være Allab, det er lokkelig overſtaget! Her feer Du
din Son; vi maa visſelig kalde bam Vidunderbarnet. —

Kadi'en vidſte endnu ikke, om ban vaagede eller
dromte. Dog Barnet ſage ban for fine Øjne, bang
Smerter vare lindrede, — faa maatte ban bel tilſidſt bes
gonde ſelv at tro paa fin vidunderlige Nedkomſt, faa nø-
dig ban end vilde. Det forſte Kjendetegn paa dette
Omflag i bang Tankegang var, at ban befalede fin Kone
at ſtaffe en Amme til Barnet. Hun fjernede fig ogſaa
ftrar med det, men kun i den Henſigt at give Moderen
hendes Barn tilbage. Da bun derpaa igjen var vendt til—
bage til fin Mand, nødte bun bam til at gaa tilſengs,
indtage beroligende Drikke, og pleje fin Mageligbed, ind—
til ban, ſom bun ſagde, igjen kunde komme til Kræfter.

Den af fine Lidelſer aldeles udtømte Kadi faldt
ſnart i en lang og dyb Søvn. Ved fin Oppaagnen
følte ban fig fuldkommen ſtyrket; men nu begyndte en
anden og næften verre Pine for bam. Han følte fig
nemlig martret af Frugten for, at det uborte Tilfælde,
ſom var overgaget bam, ſkulde blive bekjendt i Staden.
Indſtendig bad ban fin Kone om at bolde reen Mund
Dermed; dette lovede bun bam beredvillig, men forøgede
paa ſamme Tid bang Angſt ved den Bemarkning, at
Ammerne, ſom bekjendt, vare ſladderagtige, og at det der
for neſten var umuligt ot forebygge, at Begivenbeden
kom ud iblandt Folk. Hvad var berved at gjøre? Efter
at bave tenkt længe frem og tilbage over Sagen, be⸗
ſluttede den ulpkkelige Kadi endelig at forlade fit Em—
bed og Staden Tripoli.

179

Dette Forfæt bragte Kadi'en i Üdforelſe, ſaaſnart
ban atter følte fig fuldkommen karſk, og forlod en Mor—
genſtund fit Huus efter at have givet fin Kone Opſpnet
derover. For ikke at blive bemerket og gjenkjendt, und—
gik ban alle befærdede Steder og Veje, og ſlap ſaaledes
ogſaa lokkelig over Stadens Grendſer. Efter fer Da—
ges Forløb havde ban naget Damascus, hvor han ikke var
kjendt af noget Menneſke. Men til fin Forfardelſe
hørte ban ber allerede overalt tale om fin vidunderlige
Nedkomſt. Det var et bedroveligt Indtog og et endnu
bedroveligere Ophold i den herlige Stad Damascus!
Den arme Kadi lejede fig ind i en afſides Gade, levede
oderſt indſkreenket og med den vante Sparſombed. Paa
denne Maade rakte de faa Penge vidt, ſom ban havde
faget med fig; men endelig maatte de dog nodvendigviis
gaa med. Da maatte ban fælge fine Kladningsſtykker,
det ene efter det andet. Rigtignok kunde han have ſendt
Bud til fin Kone efter Penge; men faa havde ban jo
maattet ſige hende, hvor han forvarede fine Skatte; det
var altſaa ikke til at tenke paa. Heller greb han til
den Üdvej at tage Tjeneſte ſom Haandlanger hos en
Murer for at friſte ſit kummerlige Liv. Og det gjorde
han da, og levede ſom en Tigger, medens hans Kone, —
det bavde ban naturligviis ikke den ringeſte Anelſe om —
hjemme havde aabnet bang Skatkammer, bver Dag levede
i Herligbed og Glæde, og [od alle Nodlidende og Fattige
nyde Godt med fig af Kadi'ens i Masſe ſammenſkrabede
Penge. Iblandt de Sidſte regnede den godlidende Kone
ogſaa fine Forgengerinder i Kadi'ens Agteſeng, hvem
bun lod tilflyde beelt betydelige Summer.

Hiſtorien om Kadi'ens underfulde Nedkomſt udbredte

12

180

fig imidlertid fra Stad til Stad, og kom ſaaledes endelig
ogſaa Kbalifen Harun al Raſchid i Bagdad for Øre.

— Ved Allah! — udraabte han: — Det er en for⸗
bauſende Hiſtorie! Men det ſkulde meget undre mig, om
hang fjære Kone ikke bande ſpillet ham denne Streg til
Tak for bang lumpne Karrigbed og Mangel paa Agtelſe
for det ſmukke Kjon. Jeg befaler, at Man ſkal bringe
denne Dame for mig; jeg vil af bendes egen Mund bore,
bvorledes det egentlig er gaaet til. —

Imidlertid var der benrundet et Tidsrum af over
to Aar, og den til et Skelet afmagrede Kadi troede der—
for, at ban nu vel nok igjen turde vove ſig tilbage til
Tripoli, faa meget ſikkrere, ſom bang Eventyr dog vel nu
endelig maatte være gaaet i Forglemmelſe. Han gav fig
altfaa paa Vandringen tilbage til fin Hjemftavn, og naaede
endelig ogſaa efter mange Befværligbeder fin Beſtemmelſe.
Men da ban ved Aftenstide vilde vandre indad Tripoli's
Port, traf ban nogle Smaaborn legende med binanden,
og hørte eet af dem pttre fig ſaaledes: — Jo, lille Bro—
der, det ſkete netop ved den Tid, da vor Kadi fødte en
Son til Verden. —

Mere bebovede den arme Kadi ikke at erfare, men
vendte paa Stedet tilbage til Damascus. Her anſkaffede
han fig en Derviſkdragt og begav fig til Bagdad, hvor
ban ſluttede fig til nogle Derviſker. Da disſe ſnart
merkede, at ban beſad uſcdvanlige Kundſkaber, raadte de
bam til at lade ſig foreſtille for Kbalifen, der ſikkerlig
vilde vide at ſkatte og paa pasſende Maade benytte hans
Evner. Kadi'en beſluttede at folge det gode Raad, og
begav fig derfor en Dag op i Kbalifens Palads.

Mu ſkulde det juſt træffe fig ſaaledes, at Kadi'ens Kone

181

netop den ſamme Dag var hidkommen fra Tripoli og var
bleven Khalifen foreſtillet. Harun befalede hende, uden
alle Omſvob at fortælle ham Hiſtorien om fin Mands
Nedkomſt, ſom den virkelig var gaaet til. Ved denne
ſtrenge Tiltale, ſom ikke tillod bende at gribe til nogen
Udflugt for at bedrage Khalifen, blev Kadi'ens Kone
overvældet af en ſand Hjerteangſt og begyndte at græde.
Dog Kbalifen, uagtet alvorlig, bavde ikke meent det ſaa
ſlemt, men ſtrebte at indgyde bende Mod, og lovede bende
forud fin Tilgivelſe for Alt, bvad hun maatte have
gjort. Da tog den unge Kone Bladet raſk fra Munden
og fortalte Khalifen Hiſtorien om Kadi'ens Kolikſmerter
og hans derpaa folgende Forlosning paa en faa morſom
Maade, at Harun maatte byde bende tie, forat Latte—
ven ikke ſkulde tage Livet af ham.

Juſt ſom Khalifen atter nogenlunde var bleven
Herre over fig felv, blev en from og lærd Derviſk an—
meldt for ham; ſtrax befalede ban, at Man ſkulde fore
bam ind, og Kadi'en fra Tripoli i egen Perſon vifte fig
paa Dorterſkelen! Khalifen kjendte bam naturligviis ikke;
men hans Kone gjenkjendte ham zjeblikkelig, uden felv at
blive kjendt under fit tætte Slor, uagtet hans underlige
Forflædning og den ſtore Forandring, ſom var foregaaet
med ham, og meddeelte hviſkende Khalifen, Hvem han
bavde for fig.

Da famlede Harun al Raſchid alt det Alvor,
ban formaaede at byde over, og ſagde:

: — Velkommen, ærværdige Kadi! — Hvorledes
ſtager det fig med Barnet, ſom J har født i Staden
Tripoli? —

Kadi'en gjorde ved dette Spørgsmaal i fin grændfe=

152

løfe Forvirring den latterligſte Figur, men fattede fig dog
endelig faa vidt, at ban funde fvare:

— Herſter over de Troende, I bebager kun at
ſpoge! J veed ſelv ligeſaa godt ſom jeg, at Mend ikke
give ſig af med Barnefodſel. —

— Viſtnok; — vedblev Harun: — men ligefuldt
er det kommet os for Øre, at Kadi'en i Tripoli faa længe
bar taget fig af Alt i fit Huus, ſom ellers bliver over»
ladt Kvinden at gjøre, at ban tilſidſt ogſaa er kommen
for Skade med at føde en Son. Men Du, Derviſt, er
den Kadi, om bvem der er Tale, og ber ftaaer den
Dame, ſom var Dig bebjelpelig ved din Forlosning. —

Da lod Kadi'en aldeles overvældet fit Hoved ſynke
og bengav fig i fin Stjæbne. Alligevel kunde ban ikke
afbolde fig fra at fremftamme endnu en Indvending, men
blev beri ftrar afbrudt af fin Kone med de Ord:

— Ulvffelige, buſk paa, at Du ſtaager for Allahs
Aaſyn, at Du taler i Nerverelſe af Profetens Stedfor⸗
træder ber paa Jorden, og giv Sandheden re! —

Da tabte den arme Kadi aldeles Modet og ſtam—
mede: — Jeg bekjender min Uret og tilſtaaer mine Syns
der! Ingen formaaer at undgaa fin Skjabne! — Men
efterſom vi nu begge ſtaa for Dig, Du Alverdens Zil-
flugt, faa lad mig ikke gaa berfra uden at bave faaet din
Tilgivelſe og uden at være bleven forſonet med min
Kone! Ved Allab lover jeg, at jeg aldrig mere ſkal for—
falde til min gamle Fejl, og at jeg uden Betingelſer vil
overlade bele mit Huusveſen til min kjere Kone! —

Da vendte Kbalifen fig til den unge Kone med
det Sporgsmaal, om bun efter denne af Kadi'en afgivne
Erklœring vilde beſtemme fig til atter at leve ſammen
med ham.

103

— Herſker over de Troende, — fvarede den for—
ſtandige Kone: — hedder det ikke, at Timernes Lob og
Menneſkenes Karakteer forbliver ſtedſe de ſamme, og at
onde Sadvaner forſt ophøre med felve Livet? Jeg har
Grund til at frygte for, at denne Sandhed har fin fulde
Anvendelſe her i dette Tilfælde. Dog vil jeg atter vove
det med ham, bvis ban vil udſtede et retsgyldigt Doku—
ment, ſom fuldkommen ſikkrer mig for igjen at komme til
at lide under hans ſlemme Vaner. —

Hertil var Kadiben villig. Khalifen lod ſtrar Do—
kumentet udfærdige, og underſkrev det ſels ſom Vidne.
For nu endvidere at give den i fig ſelv dygtige Mand
Lejligbed til at bruge fine Cvner og uhindret begynde en
bedre Vandel, anſatte han ham ſom Overkadi i en langt
bortliggende ſtor Stad i Arabien, bvor ikke nogen Mo—
ders Sjæl havde hort tale om bang latterlige Eventyr.

184

Prinds Ahmed

Fren Peri-Bann.

En erverdig Konge af Indien havde paa fine gamle
Dage den ftore Glæde, at trende Prindſer, bang Sønner,
ſom i alle fyrftelige Dyder flægtede ham vel paa, og en
Broderdatter, den ſkjonneſte Kvinde paa fin Tid, udgjorde
bang Hofs Vrydelfe. Den ældfte Prinds bed Hus—
fajn, den næfte Aly, og den vungfte Abmed; Prind⸗
ſesſen bed Nurunnibar.) Denne Sidſte var en
Datter af Sultanens yngre Broder, bvem ban ved fin
Regjerings Tiltrædelſe bavde givet et glimrende ÜUdkomme,
men ſom var død nogle faa Aar efter fin Formaling,
efterladende ſig eet eneſte Barn, en Datter, i den ſpadeſte
Alder. Da der ſtedſe bavde berſket det ommeſte Forhold
imellem de to Brodre, antog Sultanen ſig ſtrax den lille
Prindſesſe ſom ſin egen, lod bende bringe til ſit Palads
og der opdrage tilligemed ſine Sonner. Med en ſſelden
Skjonbed og Ynde forbandt denne Prindſesſe en Aandrig—
bed og Dyd, ſom udmaerkede bende hojt fremfor alle da—
levende Prindſesſer.

) Dagens Lys.

185

Hendes Farbroder, Sultanen, havde foreſat fig at
formæle bende, faafnart bun havde naaet den modne Al—
der, for derved at træde i Slegtſkab og nøje Forbindelfe
med een af Nabolandenes mægtigfte Fyrſter. Og i Vir—
keligbeden gjorde han vel i alvorlig at tenke derpaa; thi
ſnart blev det aldeles gaabenbart, at alle hans tre Sonner
vare lidenſkabelig indtagne i hende. Dette voldte ham
en levende Bekymring, ikke fordi han derved kunde blive
tvungen til at opgive fine allerede fattede Henſigter med
Prindſesſen, men fordi han indſage det Vanſkelige i, un—
der disſe Omſtendigheder at vedligeholde Enigheden imel—
lem Prindſerne, og i at bevæge de tvende til at træde
tilbage, efterſom de ikke alle tre kunde faa hende til Ge—
malinde.

Han lod Prindſerne komme for ſig og talte med
dem Hver ifær, for at gjøre dem det Urimelige i deres
Idratter begribeligt, og i Mindeligbed bringe de tvende
til at vige, eller lade Prindſesſen, deres Sodſkendebarn,
afgjore deres Strid ved et frit Valg imellem dem; med
Smerte maatte han erfare, at han talte for aldeles dove
Oren. Da ban derpaa forgjæves endnu havde gjort det
ſidſte Forſog ved at foreſlaa dem, alle Tre at opgive
Prindſesſen, paatog han fig hele fin faderlige Værdighed
og lod dem ſamlede komme for ſig.

— Mine Born, — ſagde han: — da jeg ikke kan be—
vege Eder til frivillig at gjøre Afkald paa Nurunnihars
Haand, og jeg ikke vil bruge en Faders og Konges Myndig—
bed imod Eder, faa har jeg kun eet eneſte Middel tilbage
til at afgjͤre Sagen, uden at gjøre Eders broderlige Een—
drægtighed Skade. Jeg forudſetter nemlig, at J ville
fore Eder mine ſidſte Ord i dette Anliggende tilbjerte og
handle derefter, — J vide alle, hvilken Elſker jeg er af

186

allebaande Sjeldenbeder, og jeg lover derfor den af Eder
min Broderdatter til Gemalinde, ſom bringer mig den
ſtorſte Sjeldenbed bjem fra fin Rejſe. Kun da vil jeg
vitve min afgjorende Dom desangagende, naar J ikke felv
ved Sammenligning kunne blive enige om, Hvem af Eder
der fortjener Fortrinet. Til at beſtride Reſſens Om⸗
koſtninger og Indkjobet af den bevidſte Sjeldenbed vil
jeg tilſtaa Hver af Eder en overflødig Pengeſum, bvil⸗
ken I dog ikke maa anvende paa et ſtort Mejfefølge og
vidtløftige Rejſeanſtalter. J vilde derved forraade, Hvem
J ere, og Dette vilde ikke alene bindre Eder i Opnagel—
ſen af Eders egentlige Henſigt, men ogſaa i overhovedet
at drage Nytte af Eders Rejſe i fremmede Lande, bvor
der naturligviis vil findes Meget, ſom er Eders Op—
merkſombed værdigt. —

De tre Prindſer vare vante til at viſe deres Fa—
der en punktlig Lodigbed, og enbver af dem ſmigrede fig
med det Haab, at ban ſkulde blive den Heldige i at opnaa
Prindſesſens Beſiddelſe. De erklerede fig altſaa bered—
villige til at adlyde, modtoge endnu ſamme Dag de til
deres Rejſe fornødne Penge, gjorde de nødvendige Tilbe⸗
redelſer, og toge, fulde af Utaalmodigbed, med det Samme
Afſked fra deres Fader og Prindſesſen, for ſtrax den fol—
gende Morgen at kunne tiltræde deres Reiſe.

Ganſke aarle droge de altſaa, fortræffelig udruſtede,
forkledte ſom velhavende Kjobmend og kun ledſagede
af een eneſte ſom Slave flædt fortrolig Tjener, med
binanden igjennem den ſamme Port ud i den vide Vers
den. Men ved det allerforſte Herberg, bvor Vejen deelte
fig i tre Grene, toge de Afſked med binanden og fort—
fatte derpaa deres Rejſe, Enhver fin egen Vej. Dog

187

førend de ſkiltes, gjorde de endnu Aftale med bveran—
dre om, at de beſtemt om et Aar igjen vilde mødes i
det ſamme Herberg. Den, ſom kom ferſt, ſkulde vente
paa de to Andre, og de Tvende paa den Ene, forat de
ſamlede kunde drage ind i deres Faddreneſtad, ligeſom de
havde forladt den. Efter inderlige Omfapnelſer og gjen—
ſidig udverlede Onſker for en lykkelig Reiſe ſkiltes der—
paa de trende Brødre fra hverandre, og ſloge ind, Hver
paa fin egen Vej, uden Valg overladende fig til det blinde
Tilfælde.

Husfajn, den ældfte af de tre Brødre, havde
bort meget tale om Kongeriget Bisnagars Storbed, Magt,
Glands og Rigdom, og (fyrede derfor fin Bandring i
Retningen af det indiſke Hav. Efter omtrent tre Maa—
neders Rejſe ifølge med forſkjellige Karavaner, igjennem
vide Orkener, over nogne Bjerge, men ogſaa igjennem de
frugtbareſte og folkerigeſte Egne, naaede han endelig Bis—
nagar, Hovedſtaden i Riget ') af ſamme Navn, og Kon⸗
gens Reſidents. Han traadte af i en for fremmede Kjob—
mend beſtemt Khan, og da han borte, at Kjobmendene
ber havde deres med alle mulige Barer vel forſynede Bo—
der i fire forſkjellige Kvarterer af Staden, begav han fig
firar den folgende Dag ud for at beſoge غم‎ af disſe
Kvarterer. Midt i ſamme indtog det kongelige Palads
et meget ſtort Rum og dannede ligeſom Middelpunktet af
den ſtore Stad, ſom bavde tre Ringmure, og bvis Porte
vare en bel Miil fjernede fra binanden.

Prinds Husſajn kunde ikke nokſom beundre denne
prægtige Deel af Staden. Den var vidtløftig bygget

*) Karnate.

188

og ajennemftaaren af brede Gader, der vare overbvælvede
nl Beftuttelfe imod Solftraalerne, uden dog derfor at
være morke. Boderne vare alle af ſamme Storrelſe og
Bygningsmaade, og alle Kjobmand, der boldt det ſamme
Slags Barer, iligemaade de censartede Haandverkere,
bocde i ſamme Gade. Hans Forbauſelſe over Mængden,
Forſkjelligbeden, Pragten og Koſtbarbeden af de Barer,
ſom fandtes | Boderne, var ganſke overordentlig. Her
ſaacs de allerfineſte indiſke og perſiſte Stoffer, prangende
med de lipligſte Farver og fremviſende naturtro Billeder
af Menneſker, Landſkaber, Dor og Blomſter, — endvi⸗
dere Guld⸗ og Solpbrokade fra Perſien og andre Steder.
Porcellæn- og Glasvarer fra Japan, og de berligſte Tep⸗
per af alle Storrelſer, Farver og Monſtre fra Indien.
Men da ban kom til Guldarbejdernes og Juvelerernes
Boder, — ber dreves nemlig begge Kunſter i Forening,
— kom ban ganſke ud af fig ſelv ved Synet af den
Mængde fortræffelige Guld⸗ og Solvarbejder, ſom ber
var ſtillet tilſkue, og blev neſten blændet ved Glandſen
af alle de Perler, Diamanter, Rubiner, Smaragder og
andre Adelſtene, ſom i Masſe vare fremlagte for at bide
lokke Kjobere. Og bapde ban Aarſag til at forbauſes
over disſe ber ligeſom ſammendyngede Skatte, bavde ban
visſelig ikke mindre Aarſag til at ſtudſe over den Rigdom
og Overdaadigbed, ſom berſkede i Staden i det Hele taget,
Tbi, naar undtages Braminerne og Tempeltjenerne, ſom
bavde gjort Affald paa Verdens Forfengeligbed, ſaages
der neppe nøgen Indier eller Indierinde, ſom jo bar koſt⸗
bare Baand af Aedelſtene eller Perler omkring Halſen,
Armen eller Benet; og disſe Smykker faldt faa meget
ftærfere i Øjnene, ſom deres Glands dannede den meſt
paafaldende Modſctning til den merke Hudfarve.

189

En anden Ejendommeligbed, ſom ftrar drog Hus—
ſajns Opmerkſombed paa fig, var den ſtore Mængde
af Roſenſelgere, ſom lob om i Gaderne. Han maatte viſt—
nok antage, at Indierne vare ſtore Andere af disſe Blom—
ſter; thi ban modte neppe Nogen uden en Buket af Ro—
fer, og bos alle Kjobmend faae ban een eller flere Vaſer
fyldte med disſe Blomſter, hvoraf ogſaa bele Kvarteret
duftede.

Efterat Prindſen ſaaledes beundrende den halve
Dag var loben Gade op og Gade ned, følte ban fig ende—
lig træt, og fane fig om efter et Sted, hvor han kunde
lade en Smule Ro falde paa ſig. Da han i denne Hen—
ſigt nærmede fig een af de ſtorſte Kjobmandsboder, blev
han meget hoflig indbuden til at træde indenfor og ned—
lade ſig. Dette lod ban ſig ikke ſige to Gange.

Ikke længe havde han opholdt fig i Boden i Sam—
tale med den ærlige Kjøbmand, da en Udraaber kom forbi
med et omtrent fer Fod langt og bredt Teppe, ſom han
bod tilſalg for tredive Punge. Husſajn kaldte paa
Manden for at faa Tæppet at fee, bvilket baade i For-
hold til fin Storrelſe og Beſkaffenhed forekom ham uri-
melig dyrt. Efterat han med Opmeerkſombed hapde
endt fin Underſogelſe, yttrede han for ÜUdraaberen fin
Forundring over, at et tilſyneladende faa lidet koſtbart
Tæppe kunde blive udraabt til en faa bøj Priis.

Udraaberen anſage Husſajn for en Kjøbmand og
ſvarede: — Herre, ſynes Eder allerede denne Priis for
bøj, da vil J endnu mere undre Eder ved at erfare, at
jeg bar Ordre til at lade Priſen ſtige indtil fyrretyve
Punge, og kun tor lade Tappet gaa imod rede Be—
taling. —

— Da maa viſtnok Teppets Verdi bero paa een

190

eller anden mig ubekjendt Egenſkab. — vttrede Huss
ſa jn.

— Deri har J Ret; — ſparede Üdraaberen: — og
J vil opbore med at undre Eder, naar J erfarer, at
Man ved Hjælp af dette Tæppe i eet eneſte Ojeblik kan
begive fig ben, bvorſombelſt i Verden Man vil, uden at
Noget er iſtand til at opholde En. —

Ved denne Forklaring kom Husſajn til at tenke
paa Henſigten med fin Rejſe, og det faldt bam ind, at
ban umulig kunde finde nogen ſtorre Sjeldenhed til fin
Fader end denne. Derfor tog ban efter et Ojebliks
Betenkning ſaaledes tilorde:

— Hvis Tæppet virkelig beſidder den Egenſkab,
ſom J angiver, finder jeg det ikke alene ikke for dyrt,
men vil ogſaa med Fornojelſe, foruden den egentlige
Betalingsſum af fyrretuve Punge, give Eder en klakkelig
Godtgjorelſe for Eders Ulejligbed. —

— Herre, — fvarede Manden: — jeg har kun
fortalt den rene Sandbed; og jeg bar Intet imod, at J,
førend J afſlutter Handelen, gjør en Prøve med Tæppet.
Efterſom J naturligviis ikke bar de fyrretyve Punge bog
Eder ber, og jeg altſaa maa umage mig med Eder ben i
den Khan, bvor J boer, kan Intet ſynes mere pasſende,
end om vi benytte os af Tæppet for tilſammen at begive
os derben. Ejeren af denne Bod vil viſtnok ikke nægte
os ſin Tilladelſe til at træde ind i Baggrunden af Boden
og der gjøre vore Anſtalter. Jeg vil da udbrede Tap—
pet, og vi ville begge ſette os derpaa; bvis J da ikke,
ſaaſnart J blot bar onſket, øjebliffelig bliver ben—
flyttet til Eders Khan, ſkal J bave fuld Frihed til
af tage Eders Tilbud tilbage. Bedre kan jeg ikke byde
Eder. Hvad endelig Eders Gave angager, faa bliver jeg

191

rundelig lonnet for min Ulejligbed af Tappets bidtilvæ-
rende Ejer, og vil følgelig anſee Eders Gaymildhed for
en reen Naade. —

J Tillid til Udraaberens Retſkaffenbed affluttede
Husſajn ojeblikkelig Handelen under den givne Betin—
gelſe, og traadte derpaa med ham ind i Bodens Baggrund,
efter at have erhvervet fig Ejermandens Tilladelſe dertil.
Udraaberen bredte fit Tæppe ud paa Gulvet, begge fatte
fig derpaa, og neppe havde Husſajn ønffet at blive
overført til fit Værelfe i Khanen, førend han allerede
var der tilligemed Udraaberen. Da der felvfølgelig ikke
behøvedes andet Beviis for Tæppets Fortræffeligbed, ud—
betalte Husſajn Udraaberen de fyrretyve Punge i Guld
og forærede bam oven i Kjobet tyve Guldſtykker.

Prindſen var altſaa nu Ejer af det koſtbare Tæppe,
og troede at have god Grund til at glæde fig over, at
han ſtrax efter fin Ankomſt til Bisnagar havde faaet Lej—
lighed til at komme i Beſiddelſe af en faa udmerket Sjel—
denbed, ſom, — det var ham umuligt at tvivle derom —
nodvendigviis maatte ſikkre bam Sejren over hans Brødre
og Beſiddelſen af den hulde Nurunnihar. Han bavde
altſaa Intet mere at beſtille i Bisnagar, og kunde forme—
delſt Tæppet i et Ojeblik have overfort ſig til det aftalte
Modeſted; men ban vilde i dette Tilfælde være kommen
fil at vente altfor længe, og befluttede derfor af anvende
nogle Maaneder paa af lære Kongen af Bisnagar og
hans Hof at fjende, Landets Hær, Love, Sæder, Reli—
gion, overhovedet hele dets politiffe og fædelige Tilſtand.

Da ban nu vandrede omfring for at tage Stadens
Mærfværdigbeder i Ojeſyn, kom ban ogfaa til et Afguds—
tempel, ſom i fin Heelbed var opført af Bronce. Dets

102

Grundflade beløb fig til ti Alen i Fürkant, og dets Højde
til femten Alen. J Midten af ſamme bavede fig et Af—
gudsbillede i fuld Menneſkeſtorrelſe og af det pure Guld,
bois Øjne, der vare dannede af Rubiner, vare faa kunſtig
udſkaarne og anbragte, at de ſyntes at betragte En, bvor⸗
ſombelſt Man end vendte ſig ben.

Ogſaa en anden Helligdom fade ban, ſom ikke var
mindre mærfværdig. Den beſtod af en Flade paa om-
trent ti Tonder Land, ſom dannede en med Roſer og en
Mængde andre ſkjonne Blomſter beelt bevoxet Have, og
var omgiven med en lav Muur, ſom ſkulde bindre de
vilde Dyr i at trænge derind. J Midten af ſamme hæs
bede fig en mandsboj, af tilbugne Steen faa kunſtig ſam—
menfojet Terrasſe, at den kunde gjelde for een eneſte
Steen. Paa Terrasſen knejſede et Tempel af omtrent
balptredſindstyve Alens Højde, med en Kuppel, ſom
kunde ſees vidt og bredt fra alle Sider. Det rode Mar⸗
mor, bvoraf det var opført, hade en faa glimrende Po—
litur, at Solſtraalerne brode fig deri med en blendende
Glands. Kuppelen var indvendig prydet med en tredob—
belt Rad af fortrinlige Malerier, og Templet felv var
udſmykket med alleſlags Gudebilleder og andet udffaaret
Billedverk. Morgen og Aften blev der foretaget en
beel Deel overtroiſke Ceremonier i Templet, bvorpaa der
fulgte feſtlige Dandſe, Sang og Muſik; og Mængden af
Andegtige, ſom valfartede dertil for at opfylde deres
fromme Løfter, var faa ſtor, at ikke alene Tempeltjenerne,
men ogſaa alle Byens Indvaanere rigelig havde deres Un—
derhold af de indkomne Offergaver.

Prinds Hus ſajn overværede ogſaa en ſtor Højtid,
ſom aarlig feſtligboldes ved Hoffet i Bisnagar, og ved

193

hvilfen ikke alene alle Rigets Statholdere, Fæjtnings-
kommandanter, Generaler og overſte Dommere maa ind—
finde fig, men ogſaa alle ved Lærdom og Helligbed udmer—
kede Braminer, om de endogſaa bo ſaa langt fjernede fra
Hovedſtaden, at Rejſen dertil koſter dem flere Maaneder.
Den af en utallig Mængde Indianere beſtagende Forſam—
ling bliver holdt paa en viid Slette, og danner ved fin
Farvepragt og Uoverſkueligbed det meſt overraſkende Syn,
Man formager at tenke fig. Midt paa denne Slette
fandtes en lang og bred, ſmukt indhegnet Plads, hvis
ene Side dannedes af en herlig nietages Bygning, ſom
var beſtemt til at optage Kongen, bele hans Hof og de
Fremmede, bvilke han een Gang ugentlig plejede at ſtede
til Audients. Indvendig var denne Bygning paa det Koſt—
bareſte udſmykket og møbleret, og udvendig bemalet med
Landſkaber, bvorpaa Man ſage allebaande Dyr, Fugle,
Inſekter, ja endogſaa Myg og Fluer, forat Intet ſkulde
mangle til Fuldſtendigbed. Andre Tribuner af i det Mind—
ſte fire til fem Etager omgave de andre Sider af Pladſen,
og disſe havde den Ejendommeligbed, at Man nu og da
drejede dem om, og derved forandrede deres Udſeende og
Dekorationer. Paa de tvende Sider af Pladſen ſtode i en
ringe Afſtand fra binanden tuſinde koſtbart opſadlede Ele—
fanter, af bvilke enhver bar et fürkantet Taarn, beſat med
Dandſere og Muſikanter. Disſe Elefanters Snabler,
Orer og øvrige Krop vare bemalede i Zinober og andre
afſtikkende Farver med allehaande eventyrlige Figurer.
Men den Deel af dette i fin Art hojſt overordent—
lige Skueſpil, ſom gav Husſajn det fuldkomneſte Be—
greb om Indiernes Driftighed, Kunſtferdighed og Op—
findſombed, var een af de ſtorſte og ſpereſte Elefanter,
ſom med alle fire Fødder ſtod paa en omtrent to Fod bøj

VE 13

194

Trablok og efter Takten bevægede fin bøjelige Snabel.
En anden Elefant af ſamme vældige Storrelſe ſtod paa
Enden af en ſom ct Gongebradt anbragt Balke, paa
bvis modſatte Ende ct ubyre Klippeſtpkke maatte danne
Ligevagten, og bevægede, gongende op og ned, ligeledes
ſin Snabel efter Muſikens Takt.

Endnu meget langer kunde Prinds Husſajn med
Fornojelſe bave opboldt fig ved Kongen af Bisnagars
Hof, og ſkulde lige indtil den ſidſte Dag for det imellem
Brødrene berammede Stepnemode ikke bave favnet Stof
til nottig og bebagelig Underboldning. Men vel tilfreds
med de Merkverdigbeder, ban allerede bapde feet, og uop⸗
borlig beftjæftiget, ſom ban var, af Gjenſtanden for fin
Kjarligbed, for bvem bans Lidenſkab Dag for Dag tiltog
i Strke og Inderligbed, iſer ſiden ban var kommen i
Beſiddelſe af det underfulde Tæppe, — baabede han at blive
roligere, og troede at være fin Luffe nærmere, naar en
kortere Afſtand adſkilte bam fra Nurunnibar. Efter⸗
at ban derfor bavde betalt Kbanens Opſynsmand Lejen
for fit Logi og bade ſagt denne en beſtemt Time, da
ban kunde bente Noglen, ſom ban vilde lade blive ſiddende
i Doren, gik ban op paa fit Verelſe, uden at give ner⸗
mere Forklaring over, paa bvilfen Maade ban bapde iſinde
at afrejſe. Men faafnart ban bapde ſamlet fine faa Sas
ger, bredte ban fit Tappe ud, og tog tilligemed fin fore
trolige Tjener Plads derpaa; — neppe bavde han af Hjer⸗
tet onſtet at være i det Herberg, bvor ban var ſkiltes
fra fine Brødre, førend ban ogſaa var der.

Den naſteldſte Broder, Prinds Aly, bapde imid⸗
lertid ſluttet fig til en Karavane, ſom gik til Perſien, og

195

havde efter en Rejſe af henved fire Maaneder endelig naaet
Staden Sbiras, Perſiens daværende Hovedſtad. Da han
undervejs havde gjort Bekjendtſkab og ſluttet Venſkab med
nogle Kjobmend, dog uden at give fig tilkjende for dem,
tog han med disſe ind i den ſamme Khan. Medens nu
den folgende Dag Kjobmendene vare beffjæftigede med at
aabne deres Vareballer, lod Prinds Aly, der kun reiſte
for fin Fornojelſe, og Intet bavde at udpakke uden de
allernodvendigſte Rejſefornodenheder, fig fore hen i den
Deel af Staden, hvor der var Guld- og Solvarbejder,
Aedelſtene, Brokade, Silkeſtoffer, fünt Linned og andre
koſtbare Barer uͤdſtillede tilſalg. Dette Sted, i Perſien
fædvanlig faldet Beſeſtan, var meget rummeligt, og bedek—
ket med en Hvælving, ſom hvilede paa ſterke murede Piller.
Rundt omkring disſe Piller, ligeſom langs med Væggene,
baade foruden og forinden, vare Boderne anbragte. Prind—
ſen gjennemſtrejfede Beſeſtan'en, og fluttede fig af den
Mængde koſtbare Barer, ſom der vare udftillede, til de
Skatte, ſom den maatte indebolde.

Iblandt de mange Udraabere, ſom her gik ud og
ind og falbode forſkjellige Gjenſtande, bendroges Alys
Opmerkſombed ſnart paa een, ſom falbod et omtrent
en Fod langt og en Tomme tykt Ror af Elfenbeen til
en Priis af tredive Punge. J Begyndelſen holdt han
Udraaberen for en Smule vanvittig; men for at komme
til Visbed i Sagen traadte han ben til en Bod og ſpurgte
ſammes Ejermand: — Herre, hav dog den Godhed at
ſige mig, om biin Mand, ſom falbyder et Elfenbeensrer
for tredive Punge, rigtig er ved ſine fulde Fem! —

— Hvis ban ikke bar miſtet Forſtanden ſiden
igaar, — ſparede Kjobmanden: — kan jeg forſikkre
Eder om, at det netop er den allerklogeſte blandt vore

13

196

Udraabere, bvem Man fortrinsviis betroer koſtbare Sager,
fordi Man i fuldeſte Grad kan ſtole paa bam. Hvad
biint Rør angaaer, faa maa det vel beſidde een eller an—
den os ubekjendt Egenſkab, ſom gjør det fine fulde tres
dive Punge verdt, ja vel endogſaa Mere. Han kommer
ſtrax ber forbi; faa kunne vi ſporge ham ud desangagende.
Behag imidlertid at tage Plads paa min Sofa og bviil
Eder ud! —

Aly tog mod Kjobmandens artige Tilbud, og bavde
ikke ventet længe, da Udraaberen kom forbi. Kjobman⸗
den kaldte ad ham, og tiltalte ham, ſaaſnart han var traadt
nærmere, paa folgende Maade:

— J maa fee til at gjøre Rede for denne unge
Herre, ſom mener, at J er gal, efterſom J forlanger en
faa bøj Priis for flig ubetydelig Gjenſtand. Jeg kan
ikke nægte, at jeg jo ſelv vilde fatte Mistanke til Eders
Forſtand, bvis J ikke var mig bekjendt ſom en uſcdvan⸗
lig klog og beſindig Mand. —

Udraaberen henvendte fig nu med folgende Ord til
Prindſen:

— Herre, J er ingenlunde den Forſte, ſom holder
mig for ſmaatosſet paa Foranledning af dette Ror; men
J vil komme tilbage fra Eders Vildfarelſe, ſaaſnart J
erfarer dette Hørs beſynderlige Egenſkaber. J vil da ri—
meligviis ſelb byde derpaa, ligeſom mange Andre, der i
Begyndelſen nærede den ſamme Fordom, ſom J. — Forſt,
min Herre, — vedblev Udraaberen, henvendt til Ahmed,
idet ban overgav Roret i bang Haand: — beder jeg Eder
have den Godbed at lægge Mærfe til disſe fvende Glas,
bvert i fin Ende af Roret! Kiger Man igjennem eet af
disſe Glas, feer Man øjebliftelig, bvad Man onſker at fee,
feln om det befandt fig ved Verdens anden Ende. —

197

— Jeg er beredt til at lade Eder vederfares al
Retferdighed, — pttrede Prindſen: — ſaaſnart jeg har
overbevüiſt mig om Rigtigbeden af Eders Udſagn. — Og
betragtende de tvende Glas i Roret, ſom ban holdt i
fin Haand, vedblev han: — behøver jeg virkelig kun at
kige igjennem disſe Glas for at faa Alt at fee, hvad jeg
onſker? —

Udraaberen vifte ham, hvorledes han ſkulde bære
fig ad med Roret, og ſaaſnart han havde det for Øjet,
onſkede han at faa fin Fader at fee. Neppe havde han
onſket, førend han faae fin Fader ſiddende i fit Divan
ved fuldkomment Helbred. Da der næft efter hans Fader
Intet var bam mere dyrebart i Verden end Nurunni—
har, onſkede han derpaa ogſaa at faa hende at fee, og
ſtrar hade han hende for fit Oje, ſom hun ſad iblandt
ſine Kvinder, foran ſit Pyntebord i det gladeſte Lune.

Mere behøvede Prinds Ahmed ikke for at over—
beviſe ſig om, at dette Ror var den koſtbareſte Ting, ikke
alene i Sbiras og bele Kongeriget Perſien, men ogſaa i
den bele vide Verden, og at han neppe kunde finde nøgen
bedre Sjeldenbed at bringe med fig bjem fra fin Reiſe.
Derfor benvendte ban ſig uden Betenkning til Udraaberen
paa folgende Maade:

— Jeg tager med Fornøjelfe min ufordeelagtige
Mening om Eders Forſtand tilbage, og troer at byde
Eder den bedſte Fyldeſtgjorelſe, idet jeg erklerer mig villig
til at afkjobe Eder Roret. J ville derfor være faa god
at ſige mig den nojeſte Priis, ſom Sælgeren forlanger!
Iſtedetfor ſaa at gjore Eder fremdeles Ulejligbed med at
gaa frem og tilbage og raabe, kan J ſtrax folge med mig
bjem og faa Pengene. —

Udraaberen ſpor paa, at han ikke kunde fælge Ro⸗

198

ret en Stilling ringere end fyrretyve Punge, og tilbød at
føre Abmed ben til ſelve Sælgeren, bvis ban blot i
mindſte Maade tvivlede om Rigtigbeden af bang Udfagn.
Men Prinds Ally troede Udraaberen paa bang Ord, og
forte bam ftrar med fig bjem til Khanen, bvor han ude
betalte bam de forretyve Punge i blanke Guldſtpkker, og
til Gjengjæld modtog Roret.

Prindſens Glæde over denne Erbvervelſe var faa
meget ſtorre, ſom ban med Grund meente, at hans
Brødre umulig kunde bjembringe nøgen Sjeldenbed, ſom
turde bringes i Sammenligning med det underfulde Nor,
og at Prindſesſen følgelig utvivlſomt maatte tilfalde bam.
Fra denne Stund tenkte ban alene paa, ukjendt at lære
det perſiſke Hof at fjende, ſamt de vigtigſte Merkverdig⸗
heder i Staden Sbiras og dens nærmefte Omegn, —
indtil den Karavane, med bvilken ban var bidkommen,
atter brod op til Indien.

Da dette Tidspunkt kom, bavde han fuldkommen
tilfredsſtillet fin Nysgjerrighed, ſluttede fig uden 21082
ſpilde til Karavanen, og naaede, uden at lide Andet end
de ſedvanlige Übekvemligbeder ved en lang Rejſe, An⸗
ſtrengelſe og Kedſommeligbed, lokkelig det Herberge, bvor
ban var ſkiltes fra fine Brødre. Her traf ban allerede
fin eldſte Broder Husſajn, og begge gave fig nu til
at vente paa den yngfte Broder Ahmed.

Denne havde imidlertid vendt fig til Samarkand,
og var ftrar den følgende Dag efter fin Ankomſt dertil
gaaet ben paa Beſeſtan'en. Jeppe var ban traadt derind,
førend der [od fig en Udraaber børe, ſom bød et funftigt
ble tilfalg for fem og tredive Punge. — Toy lidt,
min gode Mand, — tilraabte han ham: — lad mig fee

199

Æblet, og forklar mig, bvilke beſynderlige Egenſkaber
det beſidder, efteroom J vover at forlange en faa bøj
Priis derfor! —

Udraaberen lagde Wblet i Prindſens Haand, forat
han nærmere ſkulde underſoge det, og vttrede: — Herre,
efter Synet at domme har dette kunſtige Wble vel kun
et ringe Værd; men naar Man tager dets ganſke over—
ordentlige Kræfter og den beundringsverdige Brug i Be—
tragtning, ſom til Menneſkebedens Bedſte lader fig gjøre
deraf, ſaa kunde Man vel friſtes til at anſee det for en
ubetalelig Skat. Der gives nemlig ingen Sygdom faa
farlig, ingen Feber, ingen Blodgang, ſelv ingen Peſt,
ſom jo dette Æble i et Ojeblik kan helbrede faa fuld—
kommen, ſom om den aldrig havde været til. Selv om et
Menneſke [aa i fine ſidſte Aandedrag, vilde han ſtrax vorde
friſt ſom en Fiſk, naar han blot kom til at lugte til
dette Able.

— Det er visſelig ſtore Ting, — yttrede Ahmed:
— og medrette vilde et Able med flige Egenſkaber
være en ubetalelig Skat. Men J kan ikke finde det
underligt, om jeg og Andre, ſom kunde føle Lyſt til at
kjobe dette Wble, forſt onſkede at overbeviſe fig om Rig—
tigheden af Eders Foregivende. —

— Min Herre, — fvarede Udraaberen: — Sagen
er ber i Samarkand almindelig bekjendt, og J behover
kun at adſporge den forſte den bedſte Kjøbmand ber paa
Bazaren, faa vil J erfare, at mangen En allerede vilde
have været et ſikkert Dødens Bytte uden dette mærfvær-
dige Æble. Det er den ſidſte Frugt af de dybefte og
meſt anſtrengende Studier, ſom en berømt Filoſof ber
i Staden har øvet; ban har nemlig anvendt bele fit Liv
paa at udgranſke Planternes og Mineraliernes Kræfter,

200

og bar ſaaledes endelig opfundet denne vidunderlige Sam⸗
menjætning, bvorved ban baade fjern og nær bar udført de
meſt overraſtende Kure og erbvervet fig en Berommelſe
for alle Tider. Desverre bar for fort Tid ſiden Døden
faa baſtig overraſket bam ſelv, at ban ikke fik Tid til at
gjøre Brug af fin egen Opfindelſe; og bang Enke, ſom
ban efterlod i Armod og med en Mængde Born, bar
endelig beſluttet at fælge dette uforlignelige Kunſtverk
for derved at forbedre fine flette Omſtendigbeder. —

Medens Üdraaberen paa denne Maade underrettede
Prindſen om bletg vidunderlige Egenſkaber, ſtandſede
flere Perſoner og lyttede til; de Fleſte kunde af Erfaring
befræfte Sandheden af Üdraaberens Ord. Da een af de
Tilſtedevcrende vttrede, at ban juſt bande en ſyg Ven, om
bvis Helbredelſe Man med Grund tvivlede, og at dette
følgelig var en god Lejligbed til at prove Wblets Mira
kelkraft, ſagde Prindſen til Udraaberen, at ban vilde
give fyrretyve Pange for Wblet, ſaafremt den Syge blev
belbredet ved blot at lugte dertil.

Üdraaberen bavde netop Fuldmagt til at lade Wb—
let gaa for denne Prüs, og yvttrede: — Herre, Wblet
er altſaa Eders; thi der er ingen Tvivl om, at det jo
ogſaa i dette Tilfælde vil gjøre fin ſedvanlige Virkning. —

Forſoget lokkedes virkelig i fuldkomneſte Maade, og
Prindſen vandt Ejendomsret til Ablet for en Prüs af
fyrretyve Punge. Hermed anfaae ban Henſigten med fin
Neſſe for opnaaet, og ventede nu kun med Utaalmodighed,
at den Karavane, bvormed ban vilde rejfe tilbage, atter
ſtulde drage igjennem Samarkand.

Imidlertid lod ban det være fig magtpaaliggende
at lære Alt at fjende, bvad Samarkand og ſammes Om⸗
egn beſad af Merkverdigt. Iſerdelesbed fandt han Be⸗

201

bag i Dalen Sayd, ſom har vundet en faa almindelig Be—
rommelſe iblandt Araberne paa Grund af fit berlige Gron—
fvær, fine Gaver og Paladſer. Den ſtorſte Appigbed og
rigeſte Mangfoldigbed af Frugter gjor denne Dal visſelig
ogſaa fortjent til at kaldes eet af Verdens Paradiſer.
Med den forſte Karavane, ſom afgik til Indien,
forlod Prinds Abmed endelig det berlige Samarkand,
og naaede lykkelig, ſkjondt igjennem en Mængde Moj—
ſomligbeder, det imellem Brødrene aftalte Modeſted.

Den tidligere indtrufne Ali bavde allerede ſpurgt
Husſajn, naar han var mødt i Herberget. Da han
erfarede, at Husſajn allerede i tre Maaneder 9005+ op—
boldt fig der, yttrede ban beelt forundret: — Du kan
altſaa ikke babe været langt borte? —

— Jeg vil ikke nærmere tilkjendegive, bvor jeg har
været; — fvarede Hus ſajn: — men jeg kan forſikkre
Dig, at jeg brugte bele tre Maaneder for at komme did. —

— Hvis dette er Tilfælde, — pttrede Aly:
— faa maa Du kun have opboldt Dig der i ganſke fort
Tid. —

— Ogſaa deri tager Du fejl; — var Hus ſajns
Svar: — jeg opboldt mig paa Stedet fire til fem
Maaneder, og det havde ſtaaget til mig at forlænge mit
Opbold, om jeg havde villet. —

— Gaa maa Du i det Mindſte være fløjen til—
bage; — fagde Aly: — faa meget fan jeg begribe! —

— Hvad jeg bar fortalt Dig, er den rene Sand—
bed, — yttrede Hus ſajn: — og med denne Erklering
maa Du lade Dig nøje, indtil vor Broder Abmed og—
faa er kommen tilſtede; faa ſkal jeg nærmere forklare
Sammenbengen ved min Reiſe, og tillige fremviſe den

202

Sjeldenbed, jeg bar bragt med mig bjem. — Men هونا‎
Dig angaaer, fjære Broder, — vedblev Hugfajn: —
faa fynes Du mig juſt ikke at have bragt noget ſtort Ude
bytte bjem med Dig fra din Mejfe; jeg fan i det Mindſte
ikke ſpore nogen Forøgelfe af din Bagage. —

— Det Samme vilde jeg netop bave vttret med
Henfvn til Dig; — afbrød Aly fin Broder: — thi
naar jeg undtager det afblegede Tæppe, fom Du bar bredt
over Sofaen, ſtal jeg ikke kunne ſige, bvilke Herligbeder
Du bar bragt med Dig tilbage. — Men efterſom Du
gjør en Hemmeligbed af den Skat, ſom Du bar bragt
med Dig bjem, vil Du ſikkerlig beller ikke tage mig ilde
op, at jeg tier ſtille med min. —

— Jeg fætter den Sjeldenbed, ſom jeg bar været
faa beldig at erbverve, — lød Husſajns Svar: — faa
bøjt over alle andre Merkverdigbeder i Verden, at jeg
flet ikke frygter for at foranledige en Sammenligning med
den, ſom Du bar bragt med Dig tilbage. Men det er
bedre, at vi vente, indtil vor Broder Abmed ogſaa er
indtruffen; faa kunne vi paa een Gang gjøre Rede for Uds
faldet af vor Rejſe. —

Alp havde ikke iſinde at indlade fig med fin Bro—
der i nogen Strid angaaende deres bjembragte Herlighe—
ders indbyrdes Bærd; han var faa overbeviiſt om, at
hang Skat maatte overgaa alt Andet, brad der kunde
fremviſes, at ban med Taalmodigbed og ganſke rolig
kunde finde fig i den af Hus ſajn foreſlagede Opſet⸗
telſe af en gjenſidig Meddelelſe.

Da nu endelig Ahmed ogſaa var indtruffen, tog
Husſajn, efterat de gjenſidig med Ombed havde omfav⸗
net og enſket hverandre Lykke til det glade Gjenſyn

203

paa det ſamme Sted, bvor de for et Aar ſiden bavde
faget Afſked fra bverandre, ſom den eldſte af Brødrene
ſaaledes tilorde:

— Kjare Brødre, vi ville faa mere end tilſtrakke—
lig Tid til at underholde os med hverandre om de Even—
fyr, ſom vi have oplevet paa vore Rejiſer; lader os alt—
faa for Ojeblikket kun tale om det, der ligger os ner—
meſt paa Hjertet, og uforbeholdent fremviſe de Koſt—
barheder, ſom vi have bragt med os tilbage, for ſaaledes
forud at kunne danne os et Begreb om, Hvem af os
vor Fader ſandſynligviis vil tilkjende Priſen. For at
gaa foran med et godt Exempel, vil jeg uden videre Ind—
ledning aabenbare Eder, at den Sjeldenhed, ſom jeg for—
troſter mig til, er dette Tæppe, ſom J fee udbredt over
Sofaen. Det feer rigtignok kun lidet koſtbart ud; men
jeg er vis paa, at J, ſaaſnart jeg bar angivet dets under—
fulde Egenſkab, ſelv ville indromme, at dets Mage findes
ikke i bele Verden. Naar Man nemlig, faa mange, ſom
der kan faa Plads, fætter fig paa Tæppet og onſker fig
etſteds hen, er Man der i felvfamme Ojeblik. Jeg pro—
vede det naturligviis ſelv, førend jeg betalte de fyrretyve
Punge for det, ſom der forlangtes, og efterat jeg nokſom
havde beſeet Staden Bisnagars og dens Omegns Mært-
verdigbeder, bebovede jeg og min Ledſager, der her er til—
ſtede ſom mit Vidne, intet andet Befordringsmiddel for
at komme bid, og Reiſen var fuldendt i eet eneſte Ojeblik.
Saaſnart J forlange det, kunne vi tilſammen gjøre en
Prove dermed, og den vil ſikkerlig falde ud til Eders
ſtore Forbauſelſe. Men lader nu ogſaa mig vide, hvad
J bave bragt med Eder tilbage! —

— Kjare Broder, — tog Aly derpaa tilorde:
— dit Tæppe hører visſelig til Verdens ſtorſte Merk—

204

værdigbeder, faafremt det, bvilfet jeg ingenlunde betvivler,
beſidder den anførte Egenſkab. Men Du vil indrømme
mig, at der kan gives andre Øjenftande, ſom, om de end
ikke fortjene ſtorre, faa dog fortjene ligeſaa ſtor Beundring
ſom dit underfulde Tæppe. Jeg fortroſter mig til, at dette
lille Rør ſkal godtgjore Sandheden af hvad jeg ſiger.
Det bar koſtet mig det Samme, ſom Tappet bar koſtet
Dig, og jeg er ikke mindre tilfreds med min Handel, end
Du er med din. Saaſnart Man nemlig figer ind igjen—
nem een af Rorets Ender, fager Man ſtrax for Oje, bvad
Man onſker at fee. — Du bebover ikke at tro mig paa
mit Ord, Broder Hus ſajn; — tilføjede Al v: — ber
bar Du Røret, og kan ojeblikkelig overbeviſe Dig om, bvor—
bidt jeg bar talt Sandbed. —

Husſajn tog imod Roret, ſom Aly bod bam,
og holdt det for Øjet i den Henſigt at erfare, bvorledes
den elſkede Nurunnibar befandt fig. Aly og Ab—
med, ſom med ſpendt Opmeerkſombed boldt deres Blikke
fœeſtede paa bam, fade med Forbauſelſe den bojeſte Skrek
og Smerte præge fig i bang Anſigt. Men Husſajn
[evnede dem ingen Tid til at ſporge bam om Aarſagen til
denne Sindsbevagelſe. — Mine Brødre, — raabte han:
— vi bave forgjæves underkaſtet os en faa lang Reiſes
Farer og Mofſomligbeder i det Haab at blive belønnede
derfor ved den elffværdige Nurunnibars Beſiddelſe!
Om nogle Ojeblikke vil den Arme ſandſynligviis ikke være
til mere; jeg ſage bende bvile paa fit Leje, omgiven af fine
Slavinder og Gildinger, ſom med fortvivlet Smerte bvert
Ojeblik vente bendes ſidſte Aandedrct. Der, tager Roret,
overbeviſer Eder felv, og forener Eders Taarer med
mine! —

Aly tog Elfenbeensroret, kigede deri og ſaae med

205

dyb Smerte det Samme, ſom hans Broder Husfajn
havde feet; ſtiltiende rakte han fin yngre Broder Ab med
Roret, forat ogſaa han ſkulde fee og fortvivle. Men ſaa—
ſnart ogſaa denne bavde feet den elſfkede Nurunnihar
fæmpe med Døden, benvendte han fig til fine Brødre
paa følgende Maade :

— Holder inde med Eders Taarer, mine fjære
Brødre! Saa farefuld vor dyrebare Nurunnihars
Tilſtand end monne være, forekommer det mig dog, ſom
om der endnu kunde gives Redning for hende, naar intet
Ojeblik gik tilſpilde. —

Derpaa tog han det kunſtige Wble frem, viſte ſine
Brødre det, og vedblev: — Dette lille Wöble har koſtet
mig det Samme ſom Tæppet og Elfenbeensroret Eder, og
jeg har ingen Grund til at fortryde denne Handel, bvil—
ket J felv ville indrømme, naar J erfare dets under—
fulde Egenſkab. Det belbreder alle mulige Sygdomme,
og felv det Menneſke, der ligger i den ſidſte Dodskrampe,
bliver pludſelig levende igjen og aldeles karſk, ſaaſnart det
blot fager lugtet til dette ble. Jeg har ber den aller—
bedſte Lejlighed til at overbeviſe Eder om Sandbeden af
min Forklaring; thi jeg tvivler intet Ojeblik om, at jo
Prindſesſen vil kunne vorde reddet, ſaafremt vi blot tids—
nok kunne vere tilſtede med det undervirkende Wble. —

— Z denne Henſeende fjender jeg Raad; — yttrede
Hus ſajn ſtrax: — vi kunne umulig finde nogen bafti-
gere Befordringsmaade end formedelſt dette Teppe, der i
et Ojeblik vil overføre os alle Tre til Prindſesſens Ve—
relſe. Vi ville blot forſt befale vore Tjenere at bryde
op tilſammen og give os Mode i det kongelige Palads; ſaa
fætte vi os paa Teppet, ſom uden Vanſkeligbed rummer

206

os alle Tre, og ere i en Snup, bvor vor Mærværelfe gjør
reg nødvendig. —

Som fagt, faa gjort! De tre Prindſer nedlode fig
bos hverandre paa Tæppet, og, alle befjælede af den
ſamme Idræt, ønftede de ſig overførte til Prindſesſens
Verelſe. Dette foregik i Virkeligbeden faa baſtig, at de
flet ikke merkede, bvorledes de kom afſted, men alene, at
deres Onſke var gaaet i Opfoldelſe.

Hvilken Skrak og Forvirring imellem Prindſesſens
Slavinder og Gildinger, da de tre Prindſer pludſelig
viſte fig iblandt dem! Aabenbart maatte Djævelen ber
have fin Haand med i Spillet. Skrakken var faa me
get ftørre, ſom Ingen i de førfte Forvirringens Ojeblikke
gjenkjendte dem; allerede vilde Gildingerne kaſte fig over
de fræffe Gjæjfter med blanke Vaaben, da een af Slav—
inderne endnu i rette Tid blev vaer, Hvem de havde for fig.

Neppe bavde Prinds Abmed faaet Øje paa den
døende Nurunnihar, førend ban ſprang op fra Tap—
pet og traadte ben til Sengen; hang Brødre fulgte bang
Exempel. Abmed fremtog øjebliffelig fit Wble og
holdt Prindſesſen det under Naeeſen. O Under! Strax
aabnede Nurunnihar Øjnene, vendte fit Hoved fra
Side til Side og betragtede de Omfringftaaende, rejfte
fig derpaa op fra Lejet, og forlangte at blive flædt paa,
ganffe med den ſamme Frimodigbed, ſom om bun var
vaagnet op af en ſedvanlig Søvn.

Da gave bendes Slavinder fig til at fortælle hende,
at bun havde været dødelig ſyg, og ſkoldte alene fine
Fettere, navnlig Prinds Ahmed, fin lykkelige Helbre—
delſe. Prindſesſen blegnede og rodmede, og fremſtammede
fin Tak. Prindſerne toge derimod med bavende Hjer⸗
ter, og anbefalede fig derpaa haſtig.

207

Medens nu Prindſesſen flædte fig vaa, begave de
trende Brødre fig til deres Fader for at kaſte fig for hans
Fødder og beviſe ham deres Arbodighed. Men Oberſten
for Prindſesſens Gildinger var kommen dem i Forkjobet,
og bapde allerede berettet Sultanen hans Sonners Gjen—
komſt og hans Soſterdatters fuldkomne Helbredelſe ved
deres Hjælp. Sultanen modtog Prindſerne med faa me—
get ſtorre Glæde og Inderligbed, ſom de havde fort biin
glæderige Begivenhed med fig, den elſkelige Nurunni—
hars Frelſe fra en aldeles vis Dod. Men ſaaſnart Fa—
der og Sonner gjenſidigen havde fyldeſtgjort deres Hjer—
ters Trang under Omfapnelſer og ømme Ord, kom de
tre Prindſer, den ene efter den anden, frem med deres
Koſtbarheder og roſte efter Evne ſammes gode Egenſkaber.
Derneſt henvendte de atter i Forening den Bon til Sul—
fanen, at han nu, ſom han habpde lovet, vilde dømme dem
imellem, Hvem af dem der havde bjembragt den ſtorſte
Sjeldenhed, og ſaaledes afgjore, Hvem der ſkulde vorde
den ſkjonne og dyrebare Nurunnihars lykkelige Gemal.

Sultanen horte naadig og opmerkſom paa Alt, bvad
de, Hver ifær, havde at anføre til Anbefaling for deres
Koſtbarbeder, iligemaade deres indftændige Bon om en ende—
lig Afgjorelſe. Da han habdde hort Alt tilende, blev han
en Stund ſiddende i dyb Eftertanke, ſom om han maatte
betenke fig paa et pasſende Svar. Endelig brød han
Tausheden, og benvendte folgende viſe Tale til dem:

— Mine kjere Sonner, jeg vilde beredvillig ud—
bege den iblandt Eder, ſom havde fortjent Fortrinet
fremfor de Andre; men J ville ſnart felv indrømme, at
det er mig umuligt. Dit kunſtige Wble, Ahmed,
ſkylder rigtignok Nurunnihar fin Helbredelſe; men jeg
ſporger Dig, om Du uden Alys Elfeensbeensror vilde

208

tære bleven underrettet om den Fare, bvori bun ſpavede,
og uden din Broder Husſajns Tæppe vilde være kom⸗
men tidsnok for at bjælpe bende? —

— Du, Alp, erfarede ved Hjælp af dit Elfenbeens⸗
rør, at J vare nærved at miſte Eders dyrebare Sodſken⸗
debarn, og for ſaavidt er bun Dig inderlig forpligtet;
men ligeſaa viſt er det, at denne din Kundſkab ingen
Notte vilde have bragt foruden Tæppet og Wblet. Hvad
Dig 010000, Husſajn, maa unægtelig Prindſesſen
bære Dig i bojeſte Maade taknemlig for den Hjælp,
ſom dit Tæppe ydede ved hendes Helbredelſe; men Du
maa vel overveje, om dit Tæppe vilde bave nyttet No—
get, bvis ikke Alys Rør bapde underrettet Dig om Nu—
runnibars Sygdom og Abmeds ble havde været
iftand til at bæve den. —

— Følgelig giver bverken det underfulde Tæppe,
Elfenbeensroret eller det kunſtige ble nogen af Eder
det mindſte Fortrin, men J ſtaa ganſke lige med binanden.
Og efterſom jeg kun kan give bende til een af Eder, ſaa
indſee J vel, at den eneſte Fordeel, Eders Rejſe bar
bragt Eder, er den Berommelſe, at J i Forening bave
bevirket et Eder dyrebart Veſens underfulde Helbredelſe.
Under disſe Omſtendigbeder maa jeg tage min Tilflugt
til et andet Middel for at afgjore den imellem Eder ſpe—
vende Kappeſtrid. Og dette Middel kan øjebliffelig brin—
ges i Anvendelſe. Henter ftrar Eders Buer og Vile
og begiver Eder dermed udenfor Staden paa den ſtore
Plads, bvor Heſtene blive tilredne! Jeg ſkal ſtrax folge
bagefter, og erklerer berved, at den af Eder ſkal vorde
Prindſesſens Gemal, ſom ſender fin Piil videſt. Jovrigt
takker jeg Eder af Hjertet for de Sjeldenheder, J have
bragt mig. Jeg ejer mange Koſtbarbeder i min Sam-

209

ling; men ingen af dem alle kan dog ſammenlignes bver—
ken med Tæppet, Elfenbeensroret eller Wblet. Jeg ſkal
bevare disſe Dele ſom mine koſteligſte Skatte. —

De tre Prindſer havde aldeles intet at indvende
imod denne deres Faders afgjorende Beſtemmelſe; de
længtes kun efter at faa Ende paa Sagen. De bentede
altſaa deres Buer og Pile og begave ſig, efterfulgte af
en umaadelig Menneſkeſkare — Sagen var nemlig haſtig
kommen ud iblandt Folk — ud til den ſtore Rideplads
udenfor Staden. Sultanen lod ikke vente paa fig, men
gav ufortøvet Husfajn, den eeldſte Prinds, Befaling til
at ſkyde forſt. Husſajn ſkjod, og bans Piil fløj umaa—
delig langt. Derpaa kom Raden til Aly, og bans Piil
fløj endnu et godt Stokke laenger. Endelig traadte den
vngſte Broder Abmed frem og afſkjod fin Piil af pderſte
Kraft. Men bans Piil tabtes ſtrax afſigte, og Ingen
fane den falde ned. Man ſogte og ſogte; men uagtet al
Umag, Man gjorde ſig, var Pilen ikke til at finde hver—
ken fjern eller ner.

Uagtet det nu var meget troligt, at Prinds A h—
med bavde ſkudt videſt og altſaa hapde fortjent Prind—
ſesſens Haand, var det dog aldeles nødvendigt til at
gjøre Sagen utvivlſom, at Pilen blev funden. J modſat
Tilfælde maatte Priſen tilkjendes Aly. Og dette gjorde
Gultanen, uden at agte alle Abmeds Indvendinger.
Endnu ſamme Dag gav ban Befaling til at forberede
Bryllupet, og det blev virkelig fejret nogle Dage ſenere.

Prinds Husſajn beærede ikke Højtiden med fin
Nervarelſe. Da han elffede Prindſesſen med faa dvb
en Lidenſkab, følte ban ikke Kraft nok i fig til at fee
bende i ſin Broders Arme, der efter hans Formening

NE 7 14

210

bverken elſkede bende inderligere eller bedre fortjente den
Lokke at beſidde bende. Tværtimod forlod ban den ſamme
Dag fin Faders Hovedſtad, gjorde Affald paa fin Arve—
ret til Regjeringen, og gav fig ilære bos en berømt
Sbejkb, for at vorde en from Derviſt og i Udøvelfen af
de religioſe Pligter at finde den Tilfredsſtillelſe for ſin
Sjæl, ſom Verden bade nægtet bam.

Af den ſamme Grund blev ogſaa Prinds Ahmed
borte fra fin Broders Bryllup; men ikke fulgte han
Husſajns Exempel i at forſage Verden. Da han
endnu ſtedſe ikke kunde begribe, bvorledes den af bam af—
ſkudte Piil kunde blive uſynlig, begav ban fig bemmelig
ud til Pladſen, bvor Proven bavde fundet Sted, i den
Henſigt, ufortroden at ſoge efter den, indtil ban havde
fundet den. Tbi fordunſtet i Luften kunde den dog ikke
være! — Gaaende ub fra Plaͤdſen, ſkred ban langſomt
fremad i lige Retning, ſeende med anſtrengt Opmerk—
ſombed tilbejre og tilvenſtre, og fortſatte fin Segen faa
vidt, at ban tilſidſt felv maatte anſee det for taabeligt
at ſoge laenger. Imidlertid vedblev han dog at ſkride
fremad, ligeſom dragen imod fin Villie, indtil ban naaede
en bøj Klippe, for bvilken ban maatte bøje af, ſaafremt
han agtede at fortfætte fin Vej. Men dette var aaben⸗
bart til flet ingen Nytte. Han beſluttede fig altſaa en—
delig til at vende om. Men førend ban fatte fin Be—
flutning iverk, ſage ban fig ombyggelig om paa Stedet;
det var bam, ligeſom om een eller anden Tryllemagt holdt
bam faſt derved. Det overordentlig bøje Fjeld laa i en
ode Egn, omtrent to Miil fjernet fra det Sted, hvorfra
ban var gaaet ud. Imedens han ſaaledes, uden egentlig
at nære noget Haab mere, gik rundt i Nerheden af Fjel—⸗

214

det, opdagede han pludſelig en Piil lige ved ſammes
Fod. Han tog den op, og erkjendte den med en levende
Forbauſelſe for ſin.

— Ja, det er min Piil; — ſagde ban til ſig
ſelb: — men bverken jeg eller overhovedet nogen Dode—
lig beſidder Kraft til at ſende en Piil faa langt! ل‎

Da ban havde fundet Pilen liggende paa Jorden, uden
at være trængt ind med Odden, fluttede han, at den maatte
være prællet af imod Fjeldvæggen. —Der maa visſelig ſtikke
en Hemmeligbed under; — fagde han: — og denne kan
umulig andet end være til min Fordeel. Efterat Skjeb—
nen har berøvet mig eet Gode, ſom jeg havde haabet,
ſkulde være blevet mit Livs Lykke, bar den maaſkee op—
bevaret et andet langt ſtorre og koſtbarere til mig! —

Under flige Betragtninger traadte Prinds Ahmed
ind i een af de Fordybninger, ſom de fremſpringende
Klipper dannede. Idet ban her ſaae fig omkring til
alle Sider, fif han Oje paa en Jerndor, ſom det ſyntes,
uden Laas. Han var følgelig bange for, at den ikke
var til at aabne; men den veeg tilbage for et let Tryk
af bans Haand, og der frembød fig en blidt ſkraanende
Nedgang uden Trin for bans Øjne. Uden Betaenkning
gav ban fig til at folge den med Pilen i Haanden. Han
troede naturligvüs at ſkulle vandre i Morket; men til
hans ſtore Forundring blev det ſvindende Dagslys ſnart
erſtattet af et andet beelt forſkjelligt.

Efter at være ſkreden omtrent treſindstyve Skridt
frem, naaede han en aaben Plads, bvorpaa der bævede
fig et Slot af en beundringsværdig Arkitektur og Pragt.
Men ban fif ikke Tid til at beundre den berlige Byg—
ning; thi i ſamme Ojeblik traadte en ligeſaa bøj og ædel
ſom dejlig ung Dame ud i Forhallen, omgiven af en

14*

212

Mængde ſmukke og koſtbart flædte Tjenerinder. Thi at
bun var Herſkerinden, fremgik tydelig af bele hendes vids
underlig ſkjonne Veſen, ſom en uforlignelig Pragt af
Aedelſtene ikke formagede at forberlige.

Neppe bavde Prinds Ahmed faaet Oje paa den
Dejlige unge Kvinde, førend han ilede med at beviſe bende
fin refrpygt. Men Damen forekom ham, idet bun med
melodiſt Stemme raabte bam imode: — Velkommen,
Prinds Ahmed! —

Ahmed følte fig ſlagen af Forbauſelſe over at fee
fig kjendt i en Egn, ſom ban, uagtet den laa i naſten
umiddelbar Nerbed af bang Faders Hovedſtad, aldrig
bavde bort tale om, og af en Dame, ſom ban aldrig før
bapde feet for fine Øjne eller endog blot bort omtale.

— Naadige Herſkerinde, — fvarede han, idet ban
kaſtede fig for Damens Fødder: — ved min Fremtraden
paa et Sted, hvor jeg maatte frygte for at blive ftraffet
for Übeſkedenbed fan jeg visſelig intet Kjærere børe end
Forſikkringen om, at jeg er velkommen. Men tor jeg,
uden at forøge min Übeſkedenbeds Brode, vel vove at
ſporge Eder, bvorledes jeg kan være kjendt af en Dame,
om bvis Tilværelfe i vort Nabolag jeg bidtil ikke havde
den mindſte Anelſe? —

— Prinds! — ſparede den unge Dame: — førend
jeg beſvarer dette ſikkerlig ikke ubeſkedne Spørgsmaal,
maa jeg forſt opfylde Gjeſtfrihedens nodvendigſte Pligter
og ſkjenke Eder Tag over Hovedet. —

Med disſe Ord forte hun ham ind i Paladſet, i
en over alt menneſkeligt Begreb berlig Sal. Den uhyre
Hpalving, ſom dannede ſammes Loft, var paa den kun⸗
ſtigſte og ejendommeligſte Maade udſmykket med Guld og
Azur, og Salen felv indeholdt en ſaadan Rigdom af koſt—

213

bart, Prindſen ganſke fremmedt Bohave, at han maatte
gjøre det ene Forundringsudraab efter det andet.

— O, I maa ikke beundre denne Sal! — vttrede
den edle unge Dame: — Jeg forſikkrer Eder, at det er
det ubetydeligſte Rum i mit Palads. — J er træt, min
Prinds; nedlad Eder og ſog den Hvile, ſom J bebover
og ſom ber faa bjertelig undes Eder! —

Saaſnart Prindſen havde taget Plads paa den op—
bøjede Sofa ved Siden af Paladſets Herſkerinde, ved—
blev denne: N

— Og nu vil jeg beſvare Eders Spørgsmaal.
Prinds, J undrer. Eder over at jeg fjender Eder,
uagtet J ikke fjender mig? Eders Forundring vil ophøre,
ſaaſnart J erfarer, Hvo jeg er. — Det er Eder uden
Tvivl en bekjendt Sag, hvad ogſaa Eders Religion lærer
Eder, at Verden ligeſaavel er beboet af Mander ſom af
Menneſker. Jeg er en Datter af en Aandefprſte, ſom
hører til de megtigſte i den hele Verden, og bedder
Peri-Banu. Det kan følgelig ikke længer forekomme
Eder underligt, at jeg kjender ſaavel Eders Fader, Eders
Brødre, Prindſesſe Nurunnihar og Eder ſelv. Jeg
er endogſaa vel underrettet om Eders Kjerligbed og
Eders Rejfe, og kunde fortælle Eder alle Omſtendigbeder
ved denne, felv de allermindſte. Thi mig var det, ſom
i Samarkand lod biint kunſtige Wble byde tilſalg, ſom J
kjobte, i Bisnagar Tæppet, ſom Eders Broder Hus—
ſajn erbvervede, og i Shiras Elfenbeensroret, ſom
Eders Broder Aly bragte tilbage med fig fra fin Reiſe.
Hertil har jeg blot endnu at tilføje, at jeg allerede i
lange Tider har ſkjcenket Eder min ømme Opmerkſom—
bed, og at J ſyutes mig en bedre Skjebne værd, end
den, at blive Prindſesſe Nurunnihars fattige Gemal.

214

For at fore Eder denne bedre Sfjæbne imode var jeg
tilſtede ved Proveſkydningen, og da jeg forudſage, at
Pilen, ſom J afſkjod, ikke engang vilde naa faa langt ſom
Eders Broder Hus ſajns, greb jeg den i Flugten og
meddeelte den en ſaadan Fart, at den maatte ftøde an
imod Fjeldet, ved bvig Fod J bar gjenfundet den. Nu,
min Prinds, beroer det kun paa Eder ſelv, om J vil bes
nytte Lejligbeden til at vorde endnu lokkeligere. —

Disſe ſidſte Ord udtalte Feen i en ganſke anden
Tone; bendes Ojne ſogte bans med Ombedens klareſte
Udtryf, og bun flog dem derpaa rodmende til Jorden.
Abmed kunde ikke let tage fejl af, bvilken Lykke bun
meente. J en Haft anſtillede ban derfor fine Betragt—
ninger. Prindſesſe Nurunnibar kunde nu eengang ikke
blive bang, og Feen overgik bende desuden bimmelvidt
ikke alene i Skjonbed og aandig Fuldkommenbed, men
ogſaa i Rigdom, Glands og Magt. Han følte derfor
ſnart, at ban maatte velſigne det Ojeblik, da det var
faldet bam ind, paanv at ſoge efter fin Piil, og bengab
fig uforbebolden til den henrykkende Forventning af den
Lykke, ſom var ham beredt i den dejlige Fees Arme.

— Ædle Herſkerinde, — ſparede han: — alene
den Luffe, at turde leve i Eders Nerbed og beundre faa
bøje Fuldkommenbeder, ſom J er i Beſiddelſe af, er faa
umaadelig ſtor, at jeg med levende Glæde vilde vie mig
til Eders Slave for at erbolde denne Tilladelſe. Jeg
giver mig ganſke i Eders Haand; gjør med mig Alt, hvad
Eder behager! —

— Min Prinds, da jeg allerede lange med mine
Slegtningers Samtykke har været min egen Herre, — ſpa—
rede Feen: — ſaa vil jeg ikke optage Eder ved mit Hof ſom
en Slave, men ſom uindſkrenket Herre over min Perſon

215

og Alt, hvad jeg befidder og fremtidig vil fomme til at
beſidde, — alene paa den Betingelſe, at J vil love mig en
ubrodelig Troſkab. — For at gjøre Eder denne frimo—
dige Erklerings Natur fuldkommen tydelig, bar jeg endnu
kun at tilføje, at det forholder fig anderledes med Feer
end med almindelige Kvinder, for hvilke en flig Imode—
kommen vilde være aldeles upasſende. Langt fra at regne
os vor Frimodighed tillaſt, vil ſikkert enhver ædel Mand
vide os Tak derfor. —

Prinds Ahmed ſparede bertil Intet; men gjennem—
trængt af den meſt levende Taknemlighed kaſtede han fig
til Jorden for at kysſe Sommen af hendes Klade—
bon. Dog dette tillod Feen ikke, men rakte ham ſin
hvide Haand til Kys. Og bun beholdt hans Haand i
fin, tryffede den blidt og ſpurgte med ſmeltende Omhed:
— Abmed, vil Du være mig tro, ligeſom jeg i ubrode—
lig Troſkab vil tilbore Dig? —

— Min Sultaninde, mine Ojnes Lys, min Sjaels
Sjæl, — ſtammede Abmed: — jeg er Eders og alene
Eders, faa længe jeg aander! —

Og dermed var Pagten ſluttet. Iſtedetfor hiin
fattige Lykke, uden hvilken Ahmed havde troet ikke at
kunne leve, havde han vundet den rigeſte og meſt fuüld—
komne, ſom Jorderige formager at ſkjanke: — Kjarlig—
heden havde hævet ham op i Aandernes hojere Rige. Og
lykſalig blev ban lige indtil fin ſildige Dod, deelt imellem
det fædrene Hjem ved Hoffet i Indien og den ſkjonne
Fees henrykkende Omfavnelſer.

216

Kongen og Dronningen
af Habysſinien.

J Habysſinien berſkede engang en Konge, ſom beſad
umaadelige Skatte og prægtige Paladſer, og ſom under et
glimrende Hofs afverlende Nydelſer kunde glæde fig ved
den dobeſte Fred. Men under disſe Vilkaar havde han
ganſke forſomt fin Armee, der led Mangel paa næften
alle Fornodenbeder. Soldaterne fik ſjelden deres Sold
udbetalt, og ofte maatte de endogſaa mangle £Levneté-
midler.

Da nu endelig Elendigbeden var ſtegen til det
Hojeſte, og det tykkedes Krigerne, at de ikke kunde ude
bolde flig Tilſtand længer, gik de op til Vizieren og forte
Klage over den flette Bebandling, de node. Vizieren
modtog deres Afſendinger med Godbed, og bad dem blot
ſlaa fig tiltaals, indtil ban paa een eller anden Maade
havde feet Lejligbed til at gjøre Sultanen hans Uret ind⸗
loſende. Tilfredſe med denne Beſked vendte Afſendin⸗
gerne tilbage og beroligede deres Kammerater; men Vi⸗
zieren gav fig til at overveje, hvorledes han ſkulde drage
Sultanens Opmerkſombed ben paa Hæren. Uden en
Krig ſyntes dette bam umuligt; men Sultanen havde in—
gen Luft til at fore Krig. Under flige Omſtendigheder
tog Vizieren ſin Tilflugt til folgende Liſt:

217

— Kongen af Perſien — ſagde ban til fig felv:
— har en overordentlig ſmuk Datter; og jeg ſkulde fjende
min Herre flet, bvig han ikke ved en levende Skildring
af bendes Yndigbeder ſkulde lade fig benrive til at ønffe
af beſidde hende. Men efter Sigende elſker Kongen af
Perſien fin Datter faa højt, at han for ingen Priis vil
flippe bende af fine Hender. Han vil følgelig give min
Herre Afflag, og denne Krenkelſe kan umulig Andet end
fore til Onſket om Hevn ved Vaabenmagt. Men naar
Sultanen agter at fore Krig, nodes han til at udbetale
Soldaterne bele deres Tilgodehavende og forſyne Armeen
med Levnetsmidler og alle øvrige Fornodenheder. Paa
denne Maade vil Utilfredsbeden blive ſtillet, og der lader
ſig vente bedre Tider for Armeen. —

Efterat Vizieren tilſtrakkelig havde prøvet denne
Plan og fundet den benſigtsmasſig, tog ban den folgende
Dag Lejligheden iagt til i Divanet at lede Talen hen paa
Kongeriget Perſien, og videre paa Kongen og hans Fa—
milie. Herved fif han god Anledning til ogſaa at om—
tale Prindſesſen, og hans Skildring af hendes Skjonhed
og øvrige Fuldkommenheder fatte Sultanen aldeles i Fyr
og Flamme. Da han nu forlangte Vizierens Raad til,
bvorledes ban ſkulde komme i Beſiddelſe af fligt et him—
melſk Vaſen, meente denne, at Kongen viſtnok ikke bebe—
vede Andet end ſimpelthen ved et Geſandtſkab at anbholde
om Prindſesſens Haand. Det var nemlig aldeles uten—
keligt, at Man ſkulde viſe Wren af en Forbindelſe med
Habysſiniens mægtige Herſker fra fig; og ſkulde dette mod
al rimelig Formodning blive Tilfældet, faa havde han jo
en Gær, hvorved ban kunde tage med Magt, hvad der
var blevet nægtet bam i det Gode. —

Ifolge dette Raad udvalgte Kongen de meſt er—

218

farne og de ædlefte Herrer ved fit Hof, og lod dem Drage
til Perſien for at bejle for bam til den dejlige Prindſesſes
Haand. Kongen af Perſien modtog dem meget naadig;
men faafnart ban bade bort deres Andragende, geraadede
ban | den ſtorſte Vrede og ſparede: — Siger Eders
Herre, at aldrig ſkal nogen Konge af Habysſinien, Dette
mine Underſaatter forbadte Land, komme til at ægte min
Datter! Mit Folk vilde med god Grund forbittres mod
mig, bois jeg indrømmede en faa forvoven Fordring; J
kunne ogſaa være forvisſede om, at jeg ingenſinde gjør
det! —

Saaſnart Kongen af Habysſinien bade faaet denne
Beſked tilbage, ſpor ban i fin vilde Harme, at ban ikke
vilde flaa fig tilro, førend ban bapde ødelagt Perſiens
Hovedſtad og bærjet det bele Rige. I denne Henſigt
ſamlede ban og formerede ſin Armee, udbetalte den til—
godebavende Sold og forſpnede den i rigeligt Maal med
alle Fornedenbeder. Saaſnart Alt var i den bedſte
Stand, lod ban Hæren marſchere imod Perſien.

Kongen af Perſien ſtillede ſtrax alle de Tropper,
ban bavde at raade over, imod den fjendtlige Armee;
men ban leed et fuldſtendigt Nederlag. Da ban aaledes
faae fig i den ſtorſte Forlegenbed, forlangte ban et godt
Raad af ſin Vizier. — Herre, — ſparede denne: — Eders
Underſaatters Blod flyder iſtremme! Og Hvad er Aar—
ſagen til denne gruſomme Krig? Alene Prindſesſen, Eders
Datter! — J bebover kun at give Eders Samtykke til
bendes Formæling, faa bar J atter Fred i Landet. Spild
Derfor intet Ojeblik, inden J ſender Geſandter til Kongen
af Habysſinien med Bon om Fred! For faa at tilveje⸗
bringe og ſikkre Eder en god Forſtaaelſe imellem Ri—

219

gerne, lader J Prindſesſen med et fømmeligt Følge drage
til Habysſinien ſom Eders Modſtanders Brud. Da,
men ogſaa kun da, gaaer jeg Eder i Borgen for alt det
Ovrige. —

Uagtet al overdreven Ombed for fin Datter indſaae
Kongen af Perſien dog fuldkommen, at Vizieren havde Ret
i fin Tale. Derfor ſendte han ſtrax et Geſandtſkab til
Kongen af Habysſinien for at bede om Fred, og opfyldte
ſammes Betingelſe, idet ban fort efter lod fin Datter
drage den ſamme Vej ſom Sejerherrens Forlovede.

Efterretningen om Prindſesſens Nermelſe opfyldte
Kongen af Habysſinien med den meſt levende Glæde, og
han udtrykte denne ved at foranſtalte de pregtigſte Indtogs—
højtideligheder. Han gik bende ſelv imode, og drog i
Triumf med bende ind i ſin Reſidentsſtad, hvor imidlertid
hele Befolkningen bavde forberedt fig paa at tolke ham
fin Henrykkelſe, baade over den haderlig tilendebragte
Krig, og over den dyrebare Herſkers bøje Lykke i Beſid—
delſe af den ſkjonneſte Prindſesſe.

Kongen og Dronningen henlevede lokkelige Dage
med hinanden i afvexlende Nydelſer og Glæder; dog,
Dronningens Lykkeshimmel var ikke ganſke ſkyfri; det
ſyntes, ſom om een eller anden hemmelig Sorg formorkede
hendes Indre. Sammenhengen herved var folgende:
Prindſesſen havde uden fin Faders Vidende ſtaget i et
Kjerligbedsforhold til en ung Mand, ja endogſaa havt en
lille Søn med bam. Denne Son var af en trofaſt
Tjener bleven opdragen paa det Ombyggeligfte, fan at
han med de ſſjeldneſte Legemsfortrin forbandt en ganſke
uſcdvanlig Aandsdannelſe. Det var uden Vanſkelighed
lykkedes Prindſesſen at ſkaffe den unge Mand Adgang

|
|

r

220

til Serai”et, og fnart bavde ban felv forftaaet at fætte fig
faaledeg i Andeſt bog Kongen af Perſien, at denne an—
fatte bam i fin perſonlige Tjeneſte og ikke kunde være
bam foruden. Bed ſin Afrejſe fra Hjemmet bade bun
naturligvüs maattet ſkilles fra det unge Menneſke, fit
Hjertes Barn, og nu var det fremdeles ganſke naturligt,
at bun gremmede fig faa dybt over Skilsmisſen, at Taa—
rerne vandt bende ned over Kinderne ſom en overflødig
Foraarsregn. Tilſidſt blev bendes Kval bende utaalelig,
og bun maatte udtenke et Middel, hvorved hun atter
kunde faa fin elſkede Son i fin Narbed.

Da bun en Dag bapde Beſog af Kongen og fad
i fortrolig Samtale med bam, gav denne fig til at roſe
Habysſinien paa Perſiens Bekoſtning: — Eders Fader,
— ſagde ban: — tenkte nok, at mit Rige kun bapde
Lidet at betyde; men mine Soldater bave givet ham en
beelt anden Tro i Hænderne. Havde ban dvælet blot et
Ojeblik laenger med at falde mig tilfode og indrømme
mig Eders Beſiddelſe, ſkulde vi bave gjort Pillau“) af
bele bans Rige. —

— Vel fandt; — fvarede Dronningen: — men
bvilken Magt og bvilke Skatte Kongeriget Habysſinien
end beſidder, faa ejer Perſien dog i det Mindſte een
Skat, ſom intet Land og ingen Fyrſte kan opvife Ma-
gen til. —

Da Kongen naturligviis vilde vide, bvad det var
for en koſtbar Skat, vedblev Dronningen:

— Det er en ung Slave, ſom ikke bar ſin Lige i
bele den vide Verden; thi Magen til Skjonbed, Dannelſe,

*) En eſterlandſk Ret, der i fine Hovedingredientſer beſtaaer af
ituffaaret Kjod og Riis.

221

Duelighed, Klogſkab, Ynde og Wdelſind kan intet Men—
neſke fremviſe. Med eet Ord, naadige Herre, min Fader
betragter bam ſom en fra Himlen nedſtegen Engel, og
Tabet af ſit Rige vilde han kun have agtet ringe i Sam—
menligning med Tabet af denne uforlignelige Slave. —

Denne overſpendte Lovtale forfejlede i Virkelighe—
den ikke at gjore den tilſigtede Virkning paa Kongen; og
tilligemed Misundelſen vaktes der en levende Lyſt hos ham
efter at beſidde ſligt et Underverk af Fuldkommenhed.
Han pttrede derfor, at han vilde byde Kongen af Perſien
hvilkenſombelſt Priis for denne Fyrſte iblandt Slaverne.

— O, det vil kun lidet nytte! — fvarede Prind—
ſesſen af Perſien: — Min Fader kan intet Ojeblik und—
være denne Slave; han miſter fit gode Lune, ſaaſnart han
blot fjerner fig en Time fra hans Side, og er Eder for
ingenſombelſt Priis tilfals. — Der gives derfor intet
andet Middel til at komme i Beſiddelſe af denne Slave,
end at ſende en ſnild, med Penge rigelig forſynet Mand
til Perſien, for at lade ham forſoge paa at bortføre Sla—
ven til Habysſinien. —

Kongen af Habysſinien gik ind paa dette Forſlag,
og udvalgte en erfaren og vidt berejſt, med fremmede Fol—
keſlags Sæder fortrolig Mand til at udføre Planen,
idet ban lovede ham en Belonning af ti Slaver og ti
Slavinder for en beldig Üdforelſe deraf. Dronningen
underrettede ham om, at Slaven hed Farekſad, og gjorde
bam en Beſkrivelſe, bvorefter han kunde fjende ham.
Saaledes forberedt brød den betroede Tjener under en
Kjobmands Forkledning op til Perſien.

Saaſnart ban havde naaget Perſiens Hoyvedſtad,
lejede ban fig en pragtfuld Vaaning, forat hans Frem—
træden ſkulde gjøre Opſigt, og lod under Foregivende

222

af Handelsforretninger Sbaben anſoge om en Audients.
Denne blev ſtrax bevilget bam. Denne Lejlighed benyttede
den ſnilde Mand til at erbverve fig Kongens Velvillie,
og det blev bam ikke vanſkeligt at fan faſt Fod ved Hof—
fet. Paa flig Maade kom ban fnart i Berorelſe med
den unge Farekſad, og fatte alle Midler iverk for at
drage bam til fig. Dette lokkedes bam fuldſtendig. Fra
ligegyldige Samtaler med den unge Mand gik han efter—
baanden over til mere bjertelige og alvorlige, og fengs—
lede ſaaledes tilſidſt aldeles Anglingens Interesſe. Da
anfaae ban det for at bære paatide at komme frem med
ſin egentlige Henſigt; ban foreſlog nemlig Farekſad at
folge tilbage med bam til Habysſinien, idet ban aabnede
bam en ſikker Udfigt til at blive overoſt med Skatte og
Aresbebiisninger af den babysſiniſke Konge.

Farekſad var klog nok til ejeblikkelig at indſee
den egentlige Sammenbeng, nemlig, at den gamle Mand
var en Üdſending fra hans Moder, ſom længtes efter
bam og onſkede at fee bam bos fig. Derfor ſparede han
uden Betenkning og med ſtor Glæde: — Kongeriget
Habysſinien er faa berømt, at jeg allerede længe har
onſket at lære det at fjende; men Sbhaben benger faa
inderlig ved mig, at han under ingen Omſtendigbeder vil
give mig fit Minde til, at jeg forlader ham. —

Da aabenbarede bam den forkleedte Kjøbmand, at
ban ſaae fig iſtand til at iværffætte bang Undvigelſe og
Flugt til Habysſinien paa en faa hemmelig Maade, at
Ingen kunde faa det mindſte Nys derom, og gjentog ſine
Forſikkringer, at det habysſiniſke Hof vilde blive ham
et dyrebart Hjem, udſmykket med alle Livets Herligbeder
og Goder.

Efter at have modtaget disſe Oplysninger vaklede

203

Farekſad intet Øjeblik mere, men lovede Afſendingen,
at han, bvis han lykkelig naaede Habysſinien, vilde være
betenkt paa at viſe fig taknemlig i det allerhojeſte Maal,
og bad ham være rede til at iverkſctte bans Flugt ved
Aftenbonnens Time.

Ved den beſtemte Tid indfandt Farekſad fig,
faſt beſtemt paa at vove Eventyret; han blev ſkjult i en
Kasſe, læsfet paa en Kameel, og Rejſen gik for fig. For—
gjeves udſendee Shahen den folgende Morgen, ſaaſnart
han var bleven underrettet om ſin Slaves Undvigelſe,
Bud til alle Sider for at forfølge ham; — ban maatte
ganſke trøjtesløs finde fig i Tabet af den ſom en Son
elſkede Angling.

Farekſad naaede imidlertid lokkelig Habysſiniens
Reſidents⸗ og Hovedſtad, og blev af fin Ledſager jeblik—
kelig foreſtillet Kongen. Medrette maatte denne bojligen
ſtudſe over hans Skjonhed, Forſtand og Ande; den unge
Slave overgik endnu langt de Foreſtillinger, ſom hans
Dronnings Lopprüsninger havde vakt bos ham. Han
lod bam ſtrax give en herlig Klædning, en koſtbar Heſt,
Sabel, Skjold og en prægtig Turban, og lod ham vide,
at han gjorde ham til ſin Staldmeſter og vilde handle
faderlig imod ham.

Derpaa blev Farekſad fort ind i Haremet og
foreſtillet Dronningen. Kun med den vderſte Anſtrengelſe
formaaede denne at ſfjule fit Hjertes Rorelſe ved Synet
af den dyrebare Son, og tilbageholde ſine Taarer. Imid—
lertid lykkedes det hende dog at betvinge fig; men hun
vogtede ſig vel for at tiltale Anglingen endog blot med
det mindſte Ord, efterſom hun følte, at allerede hendes
Stemme alene vilde have forraadt hendes Moderomhed.

Jagt. lod bun
Modettolelſet frit Lob;
ſagde: — Ak, min dyrebare
ſormaget at lebe uden Dig,
jeg ct Bytte for den meft f i |

Diaſe Attringer borte en , fom bapde Noget
ot beſtile i Sideværelfet; ban trocde naturligpiis, at
Kongens Are var fare, og glemte ikke at berette bam,
ſaaſnart ban var vendt tilbage, det عام‎ forargelige Op⸗
trin. Kongen geraadede ved denne Meddelelſe i den
beftigſte Vrede, og trocde pludfelig at gjennemſkue den
bele Sammenbeng. — Derfor bapde Dronningen 1
ſaadan Varme roſt den unge Slave for bam, og ikke lad
bam faa No, førend ban ſelv bapde ført bende bendes
Boler i Armenc. i i

Uden videre Underføgelfe lod ban begge de
dige komme for fig og ſagde: — Ulfvffalige Faref fad,
Du bar altſaa indfneget Dig i mit Palads for at vanære
mig? Det ſkal komme Dig dvrt til at ftaa! —

Farekſad indſaae ftrar, at ban ikke kunde rets
ſardiggjere fig uden at blotte fin Moder, og indſkrenkede
fig Derfor til at ſpare: — Jeg bar ingenlunde gjort
mig ſkoldig i en faa nedrig Handling; men det tilkommer
Dronningen at beviſe min Uſkyldigbed. —

— Har J bort Eders Bolers fræffe Yftring? —
benvendte Kongen fig derpaa til Dronningen: — Bil J
وداه‎ trodfe min retfærdige Vrede, efterat J bar opført
Eder paa flig ffamleg Maade? —

Dronningen var kun iſtand til at ſpare med en
Taareſtrem, og bendes Taarer gave Kongen fuldgyl—
digt Bernie for bendes Brode. Givende efter for fin ra

225

tende Vrede befalede han ſtrar en Mand af fin Livvagt
at bringe Ynglingen udenfor Staden og hugge Hovedet af
ham. Krigeren bemægtigede fig altfaa Farekſad og
forte ham bort med ſig. Men da han udenfor Staden
ſkulde til at udføre den blodige Forretning, følte han fig
rort ved den unge Mands overordentlige Skjonbed og
uſkyldige Mine, og raabte: — Nej, for en Kvindes Skyld
vil jeg ikke tage Livet af den ſkjonneſte Angling i Ver—
den! Lad der komme derudaf, bvad der vil! Himlen vilde
ſtraffe mig for flig en Forbrydelſe. Jeg vil tværtimod
optage ham i mit Huus ſom min egen Son, og ffjænte
ham et ſikkert Friſted imod Kongens Hakon. —

— Hvad Du nu bandler vel imod mig, — raabte
Farekſad: — bil blive Dig gjengjeldt tuſindfoldig!
Jeg er uſkyldig i den Forbrydelſe, ſom jeg beſkyldes for,
og vil, det haaber jeg viſt, nok engang igjen komme i
Beſiddelſe af den Rang og Rigdom, ſom Ulykken nu har
berøvet mig. —

Og de begave fig ved Nattetid tilbage til Staden.
Krigeren optog Farekſad i fit Huus og forfynede ham
efter Evne med Alt, hvad han behovede; men den folgende
Morgen gik han op til Kongen og berettede, at hans Be—
faling var bleven udført.

Fra denne Stund af verdigede Kongen af Habys—
ſinien ſin ulykkelige Dronning intet Blik mere; denne
var, ſom let begribeligt, nærved at fortvivle under den
dobbelte Ulykke, ſom havde ramt hende, Kongens Mistil—
lid og Vrede og hendes Sons ynfelige Henrettelſe. Havde
bun endda kunnet gjenvinde ſin Gemals Ombed, idet hun
overbeviſte ham om fin Uſkyldighed, faa havde hun heri
maaſkee dog fundet Kraft til at bere Tabet af ſin dyre—

VI. 15

226

bare Son. Men Gemal og Søn tillige, — det var for
ſtor en Sorg for et menneſkeligt Hjerte!

Men nu traf det ſig beldig nok, at der i Paladſet
opholdt fig en gammel Kone, ſom ved forſtjellige fjeldne
Fardigbeder bavde erbvervet fig Kongens Godbed og Til—
lid; bun kunde, f. Ex., beſvare allebaande dunkle Tales
maader, loſe indviklede Sporgsmaal, laſe alleſlags hemme—
lig Skrift, og, brad der var bendes bedſte Kunſt, ſtrive
Talismaner. Denne Kone, der var meget om Sultan—
inden, fattede den inderligſte Medlidenhed med bendes
Smerte, og benvendte fig en Dag til bende med Sporgs—
maal om Aarſagen til bendes Lidelſe.

Da Dronningen, iſtedetfor at ſpare, kun ſlog Oj—
nene ned, vedblev den velvillige Matrone: — Betro Eder
kun til mig! J ſkal ſikkerlig ikke komme til at fortryde
Eders Tillid! Hvis Nogen formager at bjelpe Eder, faa
troer jeg, at det er mig. —

Da aabenbarede Dronningen for den gamle Kone,
at Farekſad bavde været bendes i Dolgsmaal fødte
Son, og fortalte bende Alt, bvad der var foregaget imel—
lem dem, indtil Farekſads Henrettelſe. Under en Flod
af Taarer klagede bun over, at bun ikke engang bavde
den usle Troſt at vide, bvor han var begraven, og at
kunne grade paa bang Grav. Matronen følte fig inder—
lig rørt, og ftræbte at trøfte Dronningen med Loftet om,
at bun vel ſkulde bitte paa Midler til at lindre bendes
Ulvkke, naar bun blot vilde være taalmodig og give Tid.
— Jeg forſtaaer fuldkommen, — fluttede bun: — hvor
piinligt det maatte være Eder, reentud at tilſtaa Kongen
Eders Hemmeligbed; og dog er Tilſtaaelſe det eneſte
Middel, bvorved J kan retferdiggjore Eder og gjenvinde
hans Tillid. Men leg nu vel Marke til, hvad jeg har

227

at foreflaa Eder! — J maa engang lægge Eder tidlig
tilſengs, inden Kongen endnu har ſogt fif. Sovevarelſe.
Han vil da betræde Eders Gemak, lægge Eder et Papiir
paa Hjertet og ſige: — J Kraft af denne Talisman by—
der jeg Dig at tilſtaa Sandheden! — Paa denne Maade
vil det blive Eder let, ligeſom tvungen af en bøjere Magt,
at gan til Bekjendelſe af Eders Forhold til den arme
Farekſad. Kongen vil tro Eder og atter ffjænfe Eder
ſin Tillid; og J vil paa denne Maade dog redde ſaa
meget af Eders Lykke, ſom der endnu ſtager til at redde. —

Dronningen lovede, nøje at folge Matronens Raad,
og denne begav fig bort for at opſoge Kongen. Hun
fandt ham i Haven i en afſides liggende Kioſk, henſunken
i den dybeſte Gremmelſe. — SKjære Herre, — tog bun
tilorde: — Eenſombed er ikke god for dem, ſom Allab har
bebyrdet med Herredømmet over Land og Folk; thi Een—
ſomheden er Sorgens Moder, og Sorgen avler onde Lu—
ner. J lider af Tungſind, fjære Herre; hvad har da
bedrøvet Eder faa dybt? Betro mig Eders Sorg! J
veed, jeg har et trofaſt Hjerte og kjender Raad for man—
gebaande Ting! —

— Ak, min gode Moder, — fvarede Kongen:
— det er ikke Eenſomheden, ſom bos mig har fremavlet
Sorgen; det er en over al Maade ulypkkelig Skjebne.
Da jeg ikke behøver at bave nogen Hemmelighed for Dig,
vil jeg aabent tilſtaa, bvad der piner mig. Du veed jo,
at jeg ſatte Alt paa Spil for at vinde den perſiſke Prind—
ſesſe, og at jeg ſkjenkede hende hele mit Hjerte. Da
jeg ikke formagede at nægte hende Noget, føjede jeg hende
ogſaa i at bidſkaffe en ung Slave fra Kongen af Per—
ſiens Hof, ſom bun bojligen havde roſt for mig og on—
ſkede at fee i fin Neerhed. Men da brod Ulßpkken ind over

15”

228

mit Goved. Snart vifte det fig, at de havde ſammen⸗
fvoret fig imod min re og min Lykke, Dronningen og
den unge Slave. I min Brede lod jeg Slaven uden
Forbør benrette; Dronningen overlod jeg til en ond Be⸗
vidſtbeds forſmedelige Straf. Men, for at tilſtaa Dig
Alt, jeg frygter for, at jeg bar ſtraffet den unge Slave
altfor baardt, — at min Gemalinde fra Begyndelſen af
er den egentlig brodefulde. Jeg føler Samvittigbedsnag
og lider under alle Uvisbedens Kvaler. Det Forſte kan der
ikke raades Bod pan; maaſkee dog endnu paa det Sidſte! —

— Herre, — fvarede Matronen: — Eders ſidſt
vttrede Haab bar ikke ſkuffet Eder; der gives virkelig
Naad for Eders kvalfulde Uvisbed. Banlys altſaa Sor—
gen og aabn Eders Hjerte igjen for den fagre Glæde!
Jeg beſidder nemlig en Talisman, ſom bidrorer fra ſelve
Profeten Salomo; den beſtager af greſke Skrifttegn
og er affattet i det ſyriſke Sprog. Naar Man vil lære
at kjende et Menneſkes bemmeligſte Tanker, bebover Man
kun at lægge Talismanen den Sovende paa Bryſtet og
ſige: — Ved den ſtore, levende Allab, bvis Navn denne
Talisman bærer, befværger jeg Dig at aabenbare alle
dine dybeſte Hemmeligbeder! — Ved denne Beſpargelſe
vil Enhver under Søvnen føle fig tvungen til at aaben—
bare alle fine Hemmeligbeder, baade Godt og Ondt, og
bar ved fin Opvaagnen ganſke forglemt, bvad der er fore—
gaaet. Derſom Eders Hojbed onſker, ad denne Vej at
erfare Dronningens Hemmelighed, faa er jeg beredt til
at betro Eder Talismanen. —

Med levende Taknemligbed tog Kongen imod det
tilbudne Middel til at komme ud af fin piinlige Uvished,
og Matronen ilede bort for at bidffaffe det Fornødne.
Saaſnart bun var bjemme hos fig ſelv, kradſede hun nogle

229

betydningsloſe Karakterer op pan et Stykke Pergament,
lagde dette ombyggelig ſammen, bandt en Snor derom og
forſeglede det. Tillidsfuld overrakte hun derpaa Kongen
dette Smorſammen ſom det allerſtorſte Klenodie, idet hun
ſagde: — Maatte det behage Eders Hojbed at rejfe fig,
for paa ſommelig Maade at tage imod den ſtore Profet
Salomos bellige Efterladenſkab! —

Kongen af Habysſinien rejſte fig og tog fuld af
Arefrygt imod den foregivne Talisman, ſom han derpaa
gjemte med den ſtorſte Ombu. Fuld af Utaalmodighed
oppebiede han nu det Ojeblik, da han kunde benytte den.
Ved Nattens Indbrud liftede han fig forſigtig ind i Dron—
ningens Soveverelſe; en dyb Søvn ſyntes allerede at
have fængslet hende. Med beende Haand lagde ban
hende Papiret paa Hjertet, og ventede i ſpendt Forvent—
ning paa Virkningen deraf. — Tys, da begyndte Dron—
ningen at tale iſopne! Med tydelig Stemme aabenbarede
hun Kongen bele fit Forhold til den arme Farekſad,
og lod ikke en Toddel blive tilbage. Forbauſet og li—
geſom lynſlagen horte Kongen til.

— Med Taalmod og Hengivenhed — ſaaledes ſlut—
fede Dronningen: — underkaſter jeg mig Allahs ophojede
Billie, og kunde vel endogſaa engang i Tiden troſte mig
over Tabet af min Son, derſom jeg blot igjen kunde
vinde min Herre og Gemals Tillid og Kjerligbed! —

Ved disſe ſidſte Ord fra den uſkyldige Dronnings
Mund overvældede Rorelſen den ved hendes Leje lyttende
Konge. Graaden ſtyrtede frem af hans Øjne; ban greb
fin Gemalinde i fine Arme og bedakkede bende med
Kys og bede Taarer. Men Dronningen ſyntes pludſelig
at vaagne op af den dybeſte Søvn, og udraabte ligeſom
forbauſet, med en Rorelſe og Glæde, ſom bun ikke be—

230

bovede at bokle: — O Himmel, Hvad bar gjenerhpervet
mig min Gemals Kjerligbed? —

Da tilſtod Kongen, bvad ban bavde foretaget fig
med bende, og gjorde bende milde Bebrejdelfer, fordi bun
ikke tidligere ganſke aabenbjertig bavde tilſtaaet bam bele
fit Forbold til Farekſad. — Han ſkulde visſelig ikke
have taget Forargelſe deraf, men i den unge Mand have
feet baade bendes og fin egen Son. — Og de tvende
forſonede Aegtefaller beklagede fig for binanden, og græd
ſammen, og ſtrabte at troſte binanden, faa godt, de for—
madede.

Dagen efter lod Kongen den Kriger falde, bvem
ban bavde givet Befaling til Farekſads Henrettelſe, og
ſagde til bam: — Du maa betegne mig Stedet, bvor
den arme Farekſad ligger begravet, forat jeg kan bede
pan bang Grav og viſe bang Uffyldigbed den tilbørlige
Anger og re. — Iſandbed, det er kun Lidet, jeg for=
mager at gjøre for at forſone Retferdigbeden, ſom jeg faa
blodig bar krenket! Jeg bar brudt en nylig udſprungen
Blomſt fra Lykſaligbedens Have, knekket den duftende
Krone paa en iſandbed kongelig Ceder! — Ak, det vil
jeg ingenſinde glemme! —

Da Soldaten borte Kongen tale i denne Tone,
ſparede ban tillidsfuldt: — Herre, gid Himlene maa tjene
ſom Trin til Eders Hojbeds Trone! Lvkſalig Glæde ſon—
derbryde ſom en glimrende Sol det morke Skydakke af
Sorger, ſom bvælver fig over Eders ophsjede Huus! —
Farekſad er ingenlunde død. Jeg anede bang Uſkyl⸗
digbed og vilde ikke beſmitte mine Hænder. Og jeg vo=
bede at tage bam bjem med mig i mit Huus og dele mit
fattige Brod med ham, indtil der oprandt bedre Tider. —

231

Denne glædelige Efterretning ſyntes at give Kon—
gen af Habysſinien et ganſke nyt Liv. Jo mere uventet
den var kommen ham, deſto højere ſprudlede hans Gledes
Kilde. Iſtedetfor at ſtraffe Krigeren for Ulydigbed, ſom
han under andre Omſtendigbeder vel havde fortjent, lod
han bam beflæde med en Wrespelts til Beviis paa fin
Taknemligbed, og ſendte bam ſtrax med flere Perſoner
af fin Omgivelſe ben at hente Farekſad.

Imidlertid ilede ban ind til Dronningen for at bel-
brede bendes Hjerte med den nylig modtagne Efterretning.
Hvo formager vel at ſkildre den arme Moders Henrvk—
kelſe? Med brændende Utaalmodigbed, under idelige Om—
favnelfer og ømme Lykonſkninger ventede de den Fortabte
og Gjenvundne. Saaſnart Farek ſad endelig traadte
ind til dem, ilede de bam med aabne Arme imode, og han
gik over fra den ene Favn til den anden.

J det forſte roligere Ojeblik priſede de alle Tre det
barmbjertige Forſon, ſom ad Smertens Veje havde ledet
dem til Lykſaligbedens klare Kilde. De vare lykkelige
tilſammen, og de forbleve det, faalænge Allah tillod dem
at leve med og for hverandre.

232

Abu Mohamed Alkeslans

Hiſtorie.

Kbalifen Harun al Raſbid ſad en Dag paa fin Trone,
omgiven af bele fit Hof, da en Slave traadte ind med
et overordentlig prægtigt, med Perler og Diamanter beſat
Pandebaand i Haanden, nærmede fig Tronens Trin, med
fin Pande berørte Gulvet, og derpaa malte ſaalunde:

— Herſker over de Troende, Sobelde, Eders
opbojede Gemalinde, bar befalet mig at overbringe Eder
bendes erbodige Hilſen. Som Eders Hojbed veed, bar hun
allerede længe beffjæftiget fig med at faa dette Halsbaand
færdigt, og der fattes nu alene en ſtor Diamant i Mid—
ten; men bun bar forgjæves i alle Eders Skatte og bog
alle Bagdads Juvelerer ſogt en Diamant, ſom var ſtor
nok til dette Brug. —

Strax befalede Kbalifen nogle af fine forſte Hof—
og Embedsmend at gjøre Udveje til en Diamant, ſom
fvarede til Henſigten. Men faa ſtor en Flid, de end anvend⸗
te derpaa, der [od fig ingen Steen finde, ſom var værdig
til at krone Sobe des Verk. Ganſke fortredelig عابنا‎
frede da Khalifen: — Den balve Jordklode adlyder mine
Bud, og dog ſkulde jeg ikke være iſtand til at ſkaffe min
Gemalinde en usſel Diamant efter Onſke! —

Og ban lod foreſporge bos alle Juvelerer i fit

233

Riges Hovedftæder, dog ligefan forgjaves. Alle Juve—
lererne vare enige i, at ſaadan en Steen alene var at
finde bos en vis Abu Mohamed Alkeslan, ſom
boede i Balſora.

— Det maa være en Pokkers Karl, den Abu
Mohamed Alkeslan! — tenkte Kbalifen ved fig
ſelb, og (od ſtrar gaa Jilbud til Emir Mohamed AC
ſobejdy, Statholderen af Balſora, med ſtreng Befaling
til øjebliffelig at ſende den omtalte Abu Mohamed
Alkeslan til Bagdad.

Mesrur, Oberſten for Gildingerne, ſom fik dette
Khalifens Arinde at udrette, ilte fan ſterkt, at han til—
bagelagde Vejen imellem Bagdad og Balſora mi naſten
den halbe Tid af hvad der fædvanlig brugtes til denne
Rejſe. Saaſnart han havde fremſtillet fig for Emiren
og ſagt denne Anledningen til ſit Komme, ſkyndte denne
ſig med at efterkomme Khalifens Befaling, og ſendte nogle
af fine Officerer tilligenmed Mesrur hen til Abu Mo—
bamed Alkeslans Huus.

Paa deres Banken aabnede en Slave Doren.
— Siig din Herre, — bod Mesrur: — at de Troendes
Beherſker forlanger hans Nerverelſe! —

Saaſnart Huſets Herre havde modtaget dette Bud—
ſkab, ilede han til Doren for at hilſe paa fine Gjeſter.
Efterat Mesrur havde givet en nøjere Forklaring an—
gagende fit Wrinde, indbød Abu Mohamed bam og
hans Ledſagere til at træde ind i Huſet; dog Mesrur
undſkyldte fig med, at Khalifen var en utaalmodig Herre
og ikke taalte mindſte Opſettelſe i ÜUdforelſen af fine Be
falinger.

— Saa tillad mig dog i det Mindſte — yttrede A bu
Mohamed da: — at forberede mig til paa en værdig

234

Maade at træde frem for Kbalifens Aaſon! Det ſkal ilke
flaa længe paa, forſikkrer jeg Eder. Imidlertid viſe 8
mig vel den Artigbed at trade indenfor og udbvile Eder
en Smule. -

Denne Indbodelſe kunde Mesrur og bang Lede
ſagere ikke vel afſlaa, og traadte derfor ind. J For
ballen fandt de paa begge Sider grønne Silkeforbeng,
ſom fra Overſt til Nederſt vare broderede med Guld.
Ojeblikkelig lod Abu Mobamed Alkeslan fine Øjæ
ſter af en ung Slave fore ind i det Indre af Huſet,
hvor de fandt et prægtigt Bad. Veggene og Gulvet
bare indlagte med Sølv og Guld i de koſtbareſte Træs
forter; midt i Mummet befandt ſig et Bakken af bvidt
Marmor, foldt med Band, ſom duftede af Noſenolie; og
nette, prægtig kladte Slaver ventede paa det mindſte
Vink for at betjene de Fremmede.

Efterat Mesrur og bang Ledſagere med inderligt
Velbebag bapde badet og ſalvet fig, blev der rakt dem nye
Klæder af Guld og Silke. Saaſnart de bavde iført fig
disſe glimrende Dragter, bleve de forte ind i Huusber⸗
rens Varelſe, og traf denne ſiddende paa en berlig Sofa,
lænet op imod perlebroderede Gunder, og under en Balda—
kin af Guldbrokade, ſom ſtraalede af Diamanter.

Abu Mobamed Alkeslan modtog Mesrur
paa den meſt forekommende Maade og bod bam tage
Plads ved fin Side. Ojeblikkelig blev der frembaaret
et koſteligt Maaltid i Fade af Guld og kineſiſt Porcel—
len; overbovedet berſkede der i Eet og Alt ſaadan Pragt,
at Mes rur ikke kunde afbolde fig fra at udraabe, at
ban ſelv ved Kbalifens Hof aldrig bavde feet Magen.

Da de endelig ſtiltes efter en ſardeles bebagelig
tilbragt Aften, forærede Abu Mohamed Mesrur og

235

hans Ledſagere hver en Pung med tuſinde Guldftytfer.
Men den folgende Morgen bekledte han enhver af dem
med en guldbroderet og guldfryndſet Silkekaftan, og bes
handlede dem med den ſamme Artighed og overordentlige
Gjeſtfrihed ſom den foregagende Dag.

Men Mesrur var ligefuldt ikke vigtig vel tilmode;
han kunde ikke flaa fin utaalmodige og bidſige Herre ud
af Tankerne, og gjentog for Huſets Herre, at han paa in—
gen Maade turde opholde fig laenger. Mohamed Al—
keslan bad ham imidlertid faa indſteendig, blot endnu
at blive indtil den næfte Morgen, da han ganſke viſt
ſkulde være beredt til at folge med ham, at Mesrur
umulig kunde modſtaa ham.

J Virkeligbeden holdt han ogſaa, hvad han havde
lovet. Aarle den næfte Morgen (od han føre et Muul—
dyr frem, hvis Sadel var riigt broderet og beſat med
Perler og Diamanter, og beſteg det, efter at have taget
Afſked med Emir Mohamed Alſobejdy, for at
folge med Mesrur tilbage til Bagdad. — Kbalifen vil
komme til at luffe fine Øjne hojt op, — tenkte Mesrur
ved fig ſelb: — naar han feer Abu Mohamed Al—
keslan indfinde fig i en faa uforlignelig koſtbar Dragt
og i et faa prægtigt Optog. Allah eller Shejtan maa
vide, hvor han har faaet ſaadan en Rigdom fra! —

Efter Ankomſten til Bagdad ſpildte Mes rur intet
Ojeblik, inden han fik Abu Mohamed Alkeslan fore—
ſtillet for Khalifen. Harun al Raſhid modtog den
Fremmede med ſtor Velvillie, lod ham tage Plads hos
ſig og tillod ham at tale. — Herſker over de Troende, —
tog da Abu Mobamed tilorde: — jeg har taget
mig den Frihed at medbringe nogle Smaaforaringer til

236

Eders Højbed, og beder underdanigſt om Tilladelfe til at
overrakke dem. —

Da Kbalifen bavde ſpurgt om, bvad det var for
Gaver, ban medbragte, traadte en Slave frem med et
koſtbart Sfriin og fatte det for fin Herres Fødder. Abu
Mobamed aabnede det, og fremtog til Kbalifens og
Hoffets ſtore Forbauſelſe nogle ſmaa Træer, hvis Stam⸗
mer og Grene beſtode af Guld, og bvis Blade og Frug—
ter beſtode af Smaragder, Topaſer, Rubiner og blendende
hvide Perler. Endvidere fremtog ban en heel Deel andre
underfulde Koſtbarbeder, uden at det ſontes at ville tage
nøgen Ende dermed; thi det var ved Trylleri, at alle
disſe Sager befandt fig i Skrinet. Det lod til, at
Abu Mobamed blot bebhovede at onſke, for at frem—
tage enbverſombelſt blot tænkelig Gjenſtand. Vel maat—
te Kbalifen bojligen undre fig; men bang Forbauſelſe
ſkulde dog ſtige endnu bojere, da Abu Mobamed
derpaa af et andet Skriin, ſom blev overrakt bam, frem⸗
drog et ubyre, med Perler og A delſtene rigt broderet Silke—
telt. Stoffet var guldbaldyret og prydet med rode Rubiner
og hvide Perler; Pielene, ſom underſtottede og udſpendte
det, vare af det koſtbareſte indiſke Træ; i Fryndſerne
glimrede Amethyſter og Safirer, og overalt paa Dugen
var der i naturlige Billeder fremſtillet en umaadelig
Mængde af Dyr og Fugle, bvis Fjer og Skind paa den
kunſtigſte Maade vare efterlignede ved allebaande ædle
Stene. Det var i Virkeligbeden en beel Maturbiftorie.

Den ſtedſe mere og mere blændede og over al
Maade forbauſede Kbalif vidſte ikke, bvad han ſkulde
ſige til alt dette. Men Abu Mobamed Alkeslan
ren bam ud af Forlegenbeden, idet ban med Beſkedenhed
yttrede: — Herfter over de Troende, ikke Frygt, men Hen⸗

237

givenbed og Agtelſe for Eders Perſon bevægede mig til
at indfinde mig for Eders Aaſyn og medbringe disſe Ga—
ver; Khalifen Harun al Raſbid berſker ikke alene
over Land og Stad og Millioner af Underſaatter, men ogſaa
over Sjæle og Hjerter. For endnu tydeligere at godt—
gjøre Eder, at Frygt ingen Andeel har i min Hylding,
vil jeg med Eders Tilladelſe viſe Eder en heel Deel an—
dre Underverker, ſom kunne give Eder et ringe Begreb
om min Magt. —

Da Kbalifen bertil villig havde givet fit Samtykke,
traadte Abu Mohamed Alkeslan hen til et Vin⸗
due, idet ban bøjede fig fvagt, bevægede Leberne og hævede
fine Øjne op til det Galleri, ſom indvendig omgav Khali—
fens Palads. Galleriet ſyntes øjebliffelig ogfan at bøje
fig og nikke til Svar paa Abu Mohameds Hilſen, og
alle de faſt tillukkede Dore ſyntes at ſpringe op paa vidt
Gab. Da Abu Mohamed derpaa havde udtalt nogle
uforſtagelige Ord, lod der ſig pludſelig høre tituſinde
Fugleſtemmer, der ligeſom ſparede ham.

Kbalifen kunde ikke komme fig af fin Overraſkelſe,
og ſpurgte med en vis hemmelig Baven ſin forunderlige
Gjeſt, hvorfra han havde faaet en faa overordentlig Magt.
— Er J ikke — fluttede han: — den for fin Dovenſkab
vidt og bredt bekjendee Abu Mohamed, en Son af en
Saarlege ved de offentlige Bade, ſom døde i den pderſte
Elendigbed? —

— Herre, — fvarede Abu Mohamed Alkes—
lan: — min lave og usle Herkomſt, min tidligere Armod,
og den overordentlige Dovenſkab, ſom gjorde mig vidt beryg—
tet, forøge i bøj Grad det Underfulde ved min Hiſtorie.
Hvis Eders Hoibed tillader, at jeg fortæller Eder den,

238

fvinler jeg ikke om, at det jo vil lokkes mig at underholde
Eder nogle Ofeblikke. —

— Intet flal være mig fjærere. — fvarede Kha⸗
lifen.

— Nuvel, — begyndte Abu Mobamed Al-
keslan: — min Fader var virkelig en ſtakkels Saar-
læge, der ſogte fin Nering i de offentlige Bade; og bvad
Eders Hoſbed bar bort om min exempelloſe Dovenſkab,
er den rene Sandbed. Jeg var i min Ungdom faa doven,
at jeg ikke gad rejfe mig for at ſoge Skyggen, naar den
lodrette Middagsſol truede at ſmelte min Hjerne, medens
jeg laa og ſov. Da jeg var femten Aar gammel, døde
min Fader og efterlod min Moder og mig i den dybeſte
Armod. Min ſtakkels Moder maatte tage Tjeneſte i
Nabolaget ſom Opvarterſke, for at vinde fit Underbold;
jeg for min Deel bluedes ikke ved at ligge og dovne og
lade min Moder dele fine ſuurt erbvervede Smuler med
mig.

En Dag kom min Moder til mig med fem
Solvyſtillinger, ſom bun bapde ſparet ſammen, og ſagde
til mig: — Min Son, i dette Ojeblik erfarede jeg, at
Sbejkb Abul Moſaffer er i Begreb med at gaa
under Sejl til Kina. Denne Mand er vidt bekjendt for
fin Retſkaffenbed og fin Godbed imod de Fattige. Mand
Dig dog engang op og følg med mig ben til den gode
Herre, at bede bam for disſe Penge at kjobe Dig een
eller anden nyttig Gjenſtand i biint Land, bvorom Man
fortæller faa mange underfulde Ting. Derſom Du ikke vil
rejſe Dig og folge med mig, faa tilfværger jeg Dig, fra
dette Ojeblik ganſke at ſlaa Haanden af Dig og lade Dig
omkomme af Sult og Torſt. Nu, Hvad beſtemmer Du
Dig til?

239

Jeg funde iffe tvivle om, af min Moder jo talede
i ramme Alvor; da jeg altſaa med Grund frygtede for, at
bun virkelig ſkulde opfylde fin Truſel, troede jeg at
maatte gjøre en kraftig Anſtrengelſe for at udrive mig
af den dyriſke, neſten ufolſomme Tilſtand, hvori jeg levede.
— Kjære Moder, — gav jeg altſaa til Svar: — faa ver
dog i det Mindſte faa god at bjælpe mig op! — Medens
dette gik for fig, ſukkede og ſtonnede jeg og udgjod Taa—
rer over den gruſomme Vold, jeg maatte gjøre paa mig
ſelb.

Da jeg endelig ſtod paa Benene, var min Moder
faa god at bringe mig mine Tofler, bvilke jeg lod det
bebage mig felv at træffe paa. Derpaa tog hun mig
under Armene og ſtodte mig fremad, og blev ikke træt
af at fløde, træffe og flide i mig, indtil vi endelig med
ſtore Anſtrengelſer havde naget Stranden, hvor Abul
Moſaffers Skib [aa for Anker. Jeg bilſte Manden
og ſpurgte derpaa faa boflig, ſom jeg formaaede under
mine beelt ergerlige Omſtendigheder, om ban bed Abul
Moſaffer; thi, med Skam at ſige, kjendte jeg ikke engang
denne ellers vel bekjendee Guds Mand. Da han havde ſparet
Ja til mit Sporgsmaal, bad jeg ham om, i det Land,
hvor ban agtede fig ben, for mine fem Solbſkillinger at
kjobe mig Eet eller Andet, ſom jeg enten kunde have
Gavn af eller tjene Noget paa.

Forundret over mit beſynderlige Veſen og Udſeende
ſpurgte Shejkben fine Ledſagere, om de kjendte mig.

— Jo, — fvarede disſe: — det er den for fin
Dovenſkab berygtede Abu Mohamed med Tilnavnet
Alkeslan. Det er idag uden Tvivl den forſte Gang i
hans Liv, han har forladt fin Krog; det Anliggende,

240

ban bar fremført for Eder, maa fandfynligviig altſaa være
bam af den bojeſte Vigtigbed. —

Da tog Abul Mofaffer villig imod mine Penge,
og lovede mig ſmilende, efter bedſte Evne at udrette min
Kommisſion. Jeg takkede bam for bang Godhed, tog
atter min Moder under Armen, og lod mig igjen flæbe
bjem.

Abul Moſaffer fejlede altſaa til Kina med en
Mængde andre Kjobmand. Saaſnart de alle havde af—
fat deres Barer og indkjobt nye, tiltraadte de ufortovet
Tilbagerejſen til Balſora. Allerede havde de været tre
Dage under Sejl paa den gabne So, da Ab ul Mos
ſaffer pludſelig foer op og forlangte, at Skibet ſkul—
de vende om og ſtyre tilbage til det Sted, hvorfra
det var kommet. Hojlig forundrede ſpurgte de andre
Kjøbmænd bam om Grunden til en faa overraftende
Beſtemmelſe. — J erindre Eder viſt endnu — ſparede
Abul Mo ſaffer dem: — det Hverv, ſom den ſtakkels
Abu Mohamed Alkeslan gav mig at udrette for
fig i Kina. Det har jeg ganſke glemt, og jeg føler mig
forpligtet til ejeblikkelig at vende om igjen for at holde
mit Løfte ſom en brav og paalidelig Mand. —

— Med Eders Tilladelſe, Herre, — ſparede Kjob—
mændene: — tuving os ikke til at vende om igjen for
flig ubetydelig Sags Skyld! Kun nødig vilde vi paany
friſte de Storme, ſom vi bave overſtaget, og overhovedet
de Farer, fom vi bidtil faa lykkelig bave udrevet os af. —

Da Abul Mofaffer imidlertid holdt faſt ved
fin Beſtemmelſe, tilbøde Kjobmendene hver enkelt for fig
at fordoble den Sum, ſom ban havde modtaget af Abu
Mohamed, og Abul Mofaffer fandt dette Tilbud

241

faa fordeelagtigt for fin Mandant, at han uden Betenk—
ning gik ind derpaa.

Farten blev altſaa uforſtyrret fortſat, og Kjobmen—
dene gik ſenere iland paa en meget folkerig O, hvor der
blev drevet en ſterk Handel med Perler og Diamanter,
for atter at ombytte deres Varer. Paa Stedets Bazar
ſaae Abul Moſaffer ved denne Lejlighed en Mand,
ſom havde en heel Deel Aber tilſalg, iblandt hvilke der
fandtes een, ſom var ganſke ſkurvet. Han ſtandſede for
at betragte dem, og bemeerkede, at, ſaaſnart Manden blot
et Ojeblik vendte Ryggen til, alle de øvrige Aber faldt
over den ſtakkels ſkurvede, og mishandlede den paa det
Ankeligſte. Naar deres Herre bemerkede, hvad der fore—
gik imellem dem, bragte han rigtignok ved Hjælp af Stok—
ken igjen Orden tilveje; men ſaaſnart han atter vendte
ſig et Ojeblik bort fra dem, begyndte det ſamme gru—
ſomme Spil forfra.

Abul Moſaffer følte Medlidenhed med dette
arme Dyr og ſpurgte Manden, om ban vilde fælge ham
det. — Jeg byder Eder — ſagde ban: — denne Haand—
fuld Solvpenge derfor, ſom en ſtakkels Dreng gav mig,
forat jeg ſkulde fjøbe ham Eet eller Andet i fremmed
Land. —

Abens Ejermand var veltilfreds med Tilbudet, og
onſkede kun, at Aben maatte vere den unge Herre til
nogen Gavn og Glæde. Abul Moſaffer kjobte alt—
faa Dyret, og lod en Slave bringe det ombord og binde
det faſt paa Dakket.

Da Kjobmandene vare færdige med deres Indkjob,
gik de atter under Sejl, og naaede en anden O, bvor de
ſtrar ved deres Ankomſt bleve omringede af en Mengde
Dykkere, ſom tilbode deres Tjeneſte. Medens nu disſe

VI. 16

242

Menneſker for et Wengeftuffe gik tilbunds i Havet, blev
den paa Dakket faſtlenkede Abe faa urolig, at den plud⸗
ſelig ſonderrev fin Kjæde. I et Mu bapde den ſtyrtet
fig i Havet.

— Store Allab! — udraabte Abul Moſaffer:
— Hvad vil den ſtakkels Abu Mobamed Alkeslan
ſige, naar ban ikke engang fager den Abe at fee, ſom jeg
bar kjobt til bam for bans Sparepenge? —

Men Aben kom fnart igjen tilſyne tilligemed de
andre Dokkere, og bapde flere ſtore Perlemuslinger i
Poterne, ſom den lagde for Abul Moſaffers Fødder.
Den gode Mand forbauſedes i en overordentlig Grad, og
meente medrette, at det maatte bave en ganſke egen Sam-
menbeng med denne kloge og driftige Abe.

Da Kjobmendene paanv vare gagede under Seil,
bleve de overfaldne af en beftig Storm og drevne ind
paa Kyſten af en ſtor O, med Indbyggere af Negere, ſom
vare Menneſkecdere. Saaſnart disſe vilde Menneſker fik
Oje paa Skibet, angrebe de det fra alle Sider, bemeg⸗
tigede fig det, bandt Kjebmendene og forte dem for deres
Konge. Dette Umenneſke af en Fyrſte lod ſtrax endeel
af dem ſlagte og ſtege, og boldt dermed et ſtort Gjeſte⸗
bud i Selſkab med fine fornemſte Underſaatter. De 202
rige Kjobmend, ſom med dræbende Hjerteangſt bavde ve⸗
ret Vidner til dette forfærdelige Skueſpil, bleve ſperrede
inde i en Hotte, bvor de jammerlig forknytte ſage en
lignende Skjabne imode.

Men ved Midnatstid indfandt fig Aben, byilken
Menneſkeederne ikke bavde ſkjanket nogen Opmerkſombed,
og løfte Abul Moſaffers Baand. Denne begyndte
ftrar at famle omkring i Mørfet for at finde fine Ulyk⸗
keskammerater. — Lovet være den barmbjertige Allah, —

243

raabte disſe, ſaaſnart de mærfede, at han var fri: — fom
brød Eders Baand, forat I ſkulde blive vor Befrier! —

— Mine Venner, — fvarede Abul Moſaf—
fer: — ikke jeg felv bar løft mine Baand; men Aben,
ſom I veed, at jeg indkjobte til den ſtakkels Abu Mo—
bamed Alkeslan, har viift mig og Eder denne ſtore
Tjeneſte. — For at viſe mig taknemlig imod dette kloge
Dyr har jeg iſinde at ſkjanke dets Herre en Pung med
tuſinde Guldſtykker. —

— Enhver af os vil give ham en ligeſaa ſtor
Sum, — raabte Kjobmendene: — naar den vil viſe os
den ſamme Tjeneſte. —

Neppe bavde Aben hort dette, førend den gav fig
fil ogſaa at loſe deres Baand. De imod al Forvent—
ning og faa lykkelig befriede Kjobmend liſtede fig da om—
bord paa deres Skib, hvorfra de Bilde heldigviis endnu
Intet havde bortført, ſpendte Sejlene ud, og fjernede fig
haſtig fra et Sted, ſom havde truet med at vorde dem faa
fordærveligt. —

Men faafnart de befandt fig i Sikkerhed paa aaben
Sø, erindrede Abul Moſaffer Kjobmendene om 262
res Løfter; ingen af dem alle gik fra fit Ord; men de
ffyndte fig alle med at afgjore en faa hellig Gjald.
Abul Moſaffer tog tilſidſt ſelb tuſinde Guldſtykker
ud af fin Kasſe og lagde dem til de øvrige Penge, ſom
Kjobmendene bavde ſammenſkudt, en ganſke artig Sum
af blanke Guldſtykker. Den ſamme gunſtige Vind, ſom
havde bjulpet dem bort fra Menneſkeedernes O, bragte
dem ſnart derefter til Balſora, og baſtig udbredte fig
Rygtet om deres Tilbagekomſt.

En Dag kom min Moder aandelos lobende hen
165

244

til mig og ſagde: — Haſtig, min Søn, fee til at komme
pad Benene! Abul Moſaffer er vendt tilbage; ſkynd
Dig at komme ben at bilſe paa ham, og ſporge, hvad
ban bar bragt bjem med ſig til Dig! Maaſkee er det
Noget, der kan begrunde hele din Fremtids Lykke! —

Jeg gabede og ſtrakte mig og gned mine Øjne,
og bad derpaa min Moder om at bjælpe mig paa Be—
nene og folge mig ned til Havnen; thi uden bendes Un—
derſtottelſe faae jeg ingen Muligbed i at komme faa
langt. Ved bendes Hjælp lokkedes det mig da ogſaa at
komme paa Benene, og jeg maatte iſandbed ſelv hojligen
undre mig over den Haft, bvormed min Moder fik mig
flæbt ned til Havnen, uagtet jeg mange Gange var ner—
ved at falde over mine egne Been og idelig forviklede mig
i mine Klæder. Men ſaaſnart Abul Mo ſaffer fit
Oje paa mig, bilſte ban mig til min ſtore Forundring
ſom fin og fine Hejfefællers Befrier udaf en overhængende
Dødsfare.

— Tag denne Abe! — fagde ban: — Den bar
jeg fjøbt til Eder. Gaa faa bjem og vent mig i Eders
Moders Huus! Jeg ſkal, ſaaſnart ſom muligt, indfinde
mig bos Eder. —

Heelt forundret tog jeg imod Aben og gik bjem,
idet jeg tenkte ved mig ſelb: — Iſandhed, det er en ny—
delig Handel, Abul Moſaffer har gjort for mig! Det
Indkjob ſkal jeg rigtignok bave baade Nytte og Fornojelſe
af; Nytten indſeer jeg flet ikke, og Fornojelſen vil viſt kun
blive fün! — Derpaa benvendte jeg mig til min Moder,
der ſyntes at have tabt baade Naſe og Mund, og ſagde:
— Hvor Handelen dog er en berlig Ting! Saa ofte
J feer mig ſove, faa glem dog endelig ikke at vakke
mig og jage mig ned i Havnen! — See ret paa mig,

245

Moder! Er J ikke ſtolt af en Son, ſom handler paa
Kina? —

Men neppe havde jeg igjen kaſtet mig ned paa mit
Tæppe, førend der indfandt fig flere Slaver, ſom i Abul
Mofaffers Mavn ſpurgte, om de ikke her traf Abu Mo—
hamed Alkeslan. Jeg havde juft faaet Tid til at
fremmumle et ærgerligt Ja, da Shejkben felv traadte ind i
Verelſet. Hans ærværdige Veſen indgjod mig Wre—
frygt, og, faa daarligt Lune, jeg end var i, rejſte jeg
mig dog, gik bam imøde og kysſede ham paa Haanden.
Men Abul Moſaffer gav mig hertil ingen Tid; han
faldt mig om Halſen og kysſede mig, og bad mig folge
hjem med ham til hans Bolig.

— Altſaa igjen paa Vandring! — brummede jeg
ærgerlig for mig felv, men fulgte dog med, da jeg ikke
vovede at lade den edle Mands Heflighed ubeſpvaret.

Saaſnart Shejkben havde fort mig ind i fit Huus
og bragt mig tilfæde, befalede han een af de ham led—
ſagende Slaver at bringe mig de Penge, ſom tilborte
mig. — Da begyndte jeg at ſpidſe Oren! — Men jeg
var nær gaaet baade fra Sands og Samling, da Sla—
ven kort efter kom tilbage og overleverede mig et Penge—
ſkrün af en betydelig Tyngde.

— Her, min Son, — ſagde Abul Moſaffer,
idet ban overrakte mig Noglen til Skrinet: — der kan
Du fee, hvorledes Allah har velſignet dine fem Solv—
penninge! Alle disſe Guldſtykker ere dine! Gak nu bjem
med din Rigdom! Disſe to Slaver ſkulle ledſage Dig. —

Med en Henrpykkelſe, der ikke lader fig beſkrive, be-
vidnede jeg den edle Abul Moſaffer min Taknem⸗
lighed, og vendte derpaa ſom et ganſke andet Menneſke,

246

uden at ændfe Bevægelfeng Moje, i al Haft tilbage til
min Moder for at lade bende dele min Glæde. — Nu,
der feer Du, — vttrede min Moder, beelt begejftret af
Frod: — at Forſpnet ikke bar glemt Dig! Men nu
maa Du ogſaa fee til at fortjene dets Velgjerninger,
idet Du ſtræber at afkaſte din bidtilværende Dovenſkab
og Ufolſombed. —

Dette lovede jeg bende beredvillig, og den pludſe—
lige Lokkesomſkiftning gjorde mig det let at holde mit
Lofte.

Min Abe ſontes med bver Dag af blive mig mere
bengiven; den ſatte ſig bos mig paa Sofaen, og deelte
Mad og Drikke med mig, naar jeg boldt Maaltid. Men
ubegribeligt var og blev det mig, at den ſtedſe forſpandt
ved Dagens Frembrud og ikke kom igjen for Middagstid,
men da ſtedſe bragte en Pung paa tuſinde Guldſtpkker
med fig og lagde for mine Fødder. Dette gjentog
den faa ofte, at jeg tilſidſt blev umaadelig rig; jeg kjobte
Landgodſer og Lyſtſteder, lod opbygge flere prægtige
Paladſer og anſkaffede en Mangde af de koſtbareſte Sla—
ver og Slavinder.

En Dag, da min Abe efter Sædvane fad bos
mig paa Sofaen, lagde jeg Merke til, at den ſaae til—
bojre og tilvenſtre, ſom om den vilde overbeviſe fig om,
at vi vare ene. Men jeg beder Eder, Herſker over de
Troende, foreſtille Eder min grændfeløfe Forbauſelſe, da
jeg derpaa fane Aben bevæge fine Læber og borte den
ganſte tydelig udtale mit Mavn! Heelt forfærdet over
dette Underverk vilde jeg ſpringe op og flygte ud af
Varelſet; men Aben holdt mig tilbage og ſagde:

— Var rolig og ubekymret, Abu Mohamed,

247

og undre Dig ikke over at høre mig tale! Jeg er nemlig
itee nogen ſedvanlig Abe. —

— Hvad er Du da? — ſpurgte jeg endnu ſtedſe
forferdet.

— Jeg er een af de frafaldne Mander. — ſpa—
rede Aben: — Jeg følte mig rørt over den elendige
Tilſtand, bvori Du benflæbte dit Liv, og beſluttede at
gjøre kke alene en Mand, men ogſaa en ſtor Herre af
Dig. De Skatte, ſom jeg allerede har ladet Dig til—
flyde, kurne give Dig et Begreb om min Magt og min
gode Villit. Men jeg bar iſinde at gjore endnu mere
for Dig; jeg vil forſkaffe Dig en Gemalinde, der i
Skjonbed oz Fuldkommenhed overgager alle Jordens
Kvinder. —

— Tak ſkal Du bave. — ſparede jeg: — Men
bvorledes vil Du bringe dette Under iſtand? —

— Hor epmarkſom efter, bvad jeg vil ſige! ل‎
vedblev Aben: — Du ſkal imorgen ifore Dig din koſt—
bareſte Kledning, lade en golden, med Perler og Dia—
manter broderet Sedel lægge paa dit Muuldyr, og ride
ben til den Bazar, bvor der fælges Foder. Der ſporger
Du om Sberifens Bolig, ſtiger af bos ham og forlan—
ger hang Datter tilgegte. Skulde han indvende, at Du
bverken er rig eller fornem nok, eller opholde fig over
din ſimple Herkomſt og din Mangel paa Anſeelſe, maa
Du overrakke bam en Pung med ti tuſinde Guldſtpkker.
enge jevner Alt ber i Verden. Skulde ban ikke være
tilfreds med denne Morgengave, faa byd ham kun bvilken—
ſombelſt fabelagtig bøj Pengeſum, Du vil; jeg ſkal nok
ſtaa til Anſpar for Beløbet, Under disſe Omſtendigheder
tenker jeg, at alle Vanſkeligbdeder ville blive hævede. —

Inderlig fornøjet over denne Meddelelſe, der gav

248

mig Udfigt til at faa en dejlig Kone og blive indlemmet
i cen af de fornemſte Familier i Balſora, lovede jeg nøje
agtig at folge Abens Raad og Anviigning. Den عاة)‎
gende Morgen iførte jeg mig altſaa en prægtig Dragt, lod en
med Perler og Diamanter broderet Sadel lægge paa mit
Muuldyr, og reed ben til Bazaren, hvor jeg uden Van⸗
ſkeligbed fandt Sberifens Bolig. Jeg ſteg af udenfor
bang Dor og traadte ind til bam, ledſaget af en heel
Deel berlig ſmykkede Slaver, ſom bare allebaande koſt⸗
bare Gaver. Baade min Perſon og mit Optog gave She⸗
rifen bøje Tanker om mig; ban beſparede derfor med Ven⸗
ligbed min Hilſen, og ſpurgte, bvad der ſtod Al Tjeneſte.

— Herre, — gav jeg til Spar: — min Ro og
Lokke bvile i Eders Hænder. Jeg bar nemlig bort
Eders Datter ſkildre paa det Allerfordeelagtigſte, og kom—
mer for at bede Eder om bendes Haand. —

— Undffyld, — fvarede Sherifen artig: — at
jeg er faa fri at ſporge om Eders Heckomſt, Stand og
iſer om Eders Formuesomſtendigbeder. Jeg har ikke
den Were at fjende Eder, og J indſeer vel, at Man
maa vide, Hvem Man giver fin eneſte Datter. —

Strar drog jeg en Pung med tituſinde Guldſtykker
frem og overrakte Sberifen den mid de Ord:

— Der er min Herkomſt og min Stand! Den
Rige er altid en velbaaren og fornem Herre. J fjender
Profetens Üdſagn: — Penge bringer igjennem overalt! —
Ogſaa een af vore Digtere bar meget beldig i ſine Vers
udtrykt Rigdommens Fordele:

— Taler den Rige, far raaber Enhver: — „Han har
Ret!” — ſelv om han ikke veed, hvorom der er Tale.
— Taler derimod den Fattige, ſaa hedder det: — „Han
har Uret!” — ſelv on Retten aabenbart er paa hans

249

Side. — J alle Verdens Riger erhverve Penge deres Be—
ſidder Agtelſe og Beundring. — Det er ef indtrængende
Sprog, naar han vil fætte fin Mening igjennem, og en
Piil, naar han vil Nogen tillivs. —

Da Sberifen horte mig tale ſaaledes, ſlog han
Øjnene ned og begyndte at overveje. Efter nogle Oje—
blikkes Forløb ſagde han derpaa til mig: — Under disſe
Omſtendigbeder vil jeg blot forlange endnu ti tuſinde
Guldſtykker af Eder. —

— Dem ſkal I ſtrax faa. — fvarede jeg, og lod
een af mine Slaver lobe bjem efter Pengene.

Svynet af Pengene ſyntes at tilfredsſtille Sherifen
fuldkommen. Han ſtod op og bød fine Slaver luffe
Magaſinet. Derpaa forte han mig bjem i ſit Huus,
lod fine Slegtninger og Venner ſamle, og opfatte i deres
Nerverelſe en Abgteſkabskontrakt, med det Løfte, at han
vilde lade mit Bryllup ſtaa om ti Dage.

Sjeleglad vendte jeg tilbage fra Sberifen, inde—
lukkede mig med min Abe og meddeelte den Üdfaldet af
mit Frieri. Aben, eller rettere Aanden, roſte min Ad—
færd, og priſte mig lokkelig med Henſyn til den Kjer—
lighedsfryd, der ventede mig.

Men Aftenen for mit af Sherifen beſtemte Bryl—
lup tog Aben med en paafaldende Uro og Aengſte—
lighed ſaaledes tilorde: — Imorgen ſkulle alle dine On—
ſker opfyldes. Tor jeg da vel vente, at Du ved denne
Lykke, ſom Du alene ſkylder mig, vil tanke paa din Vel⸗
gjerer og viſe ham en Tjeneſte? —

— Forlang, hvad Du vil! — fvarede jeg: — Hvad
Du end forlanger, ſkal jeg ikke afflaa Dig det. —

— Nuvel, — vedblev Aben: — ved Siden af

250
Brudekammeret er der et Kabinet, i bois Dor der bæn«
ger en Kobberring; under denne Ring vil Du finde en
Nogle, bvormed Du kan gabne Doren. Ved Indtræs
delſen i Kabinettet vil Du ſtrax blive en Jernkiſte vaer,
paa bvis fire Hjørner der er befeſtet Trollefaner, og
indeni bvilken der findes et Bakken fuldt af Guld og
AEdelſtene. Ved Siden af Bakkenet ligge elleve ſammen⸗
ſlongede Slanger, og midtei ſamme er der befæftet en
glindſende boid Hane. Ved Siden af Kiſten findes et
Gværd; tag det og bug Hovedet af Hanen; ſtyrt Kiſten
om, og gaa faa tilbage til din Brud! — Det er det
Hele, ſom jeg forlanger af Dig for alle de Tjeneſter, jeg
allerede bar ydet og fremdeles vil yde Dig. ع‎

Beredvillig lovede jeg at opfylde Abens Onſke,
uden at forlange Grunden at vide dertil. Men da jeg
efter Bryllupsbojtiden blev fort ind i min Bruds Varelſe,
fif jeg ſtrar Oje paa Kobberringen i Kabinetsdoren, ſom
Aben bavde talt om.

Saaſnart jeg var ene med min Brud, tog jeg Slo—
ret af bende; — maalles blev jeg ſtagende, ubevege⸗
lig af Overraſkelſe og Beundring over en faa fuld—
kommen Dejligbed. Ingenſinde bavde Naturen frembragt
en berligere Skabning! Hendes ædle og regelmesſige Træf,
den lyſende Hud, de ſtraalende Øjne, — bendes Vaxt og
Holdning, og mere end alt Andet bendes fortryllende Smiil
bragte mig ſaaledes ud af Fatning, at Aben og bang
Forlangende ner vare rundne mig af Tanker. Dog Tak—
nemligbeden var levende i mit Bryſt, og den mindede mig
efter de forſte Overraſkelſens Ojeblikte med Alvor om
min Pligt. Jeg maatte opfylde mit Løfte, førend jeg
hengav mig i min ubegrendſede Lykke, udelukkende den
fjære Abes Verk. Saaſnart derfor min Gemalinde havde

251

lagt fig til Hvile, tog jeg een af Lamperne, aabnede
Kabinetsdoren, og fandt Alting derinde, ganfte ſaaledes
ſom Aben havde beſkrevet mig det. Haſtig greb jeg
Sværdet ved mine Fødder, dræbte Hanen, huggede Trylle—
fanerne iſtykker og væltede Kiſten.

J famme Ojeblik lod et hojt Skrig inde i Brude—
kammeret ved Siden af. Jeg ſtyrtede ind, og fandt min
Brud i den haslige Abes Arme. Førend jeg endnu
kunde ile hende tilbjælp, hade Aanden bortført hende lige
for mine Øjne.

Mit og min Kones bøje Skrig havde vakt Sheri—
fen, og han kom forſkrakket lobende hid. Neppe var han
traadt ind og havde ſavnet fin Datter i Brudekammeret,
førend han gjattede hele den ulykkelige Sammenherng;
og ban blev fuldkommen overbevüſt derom, ſaaſnart han
fane Kabinetsdoren aaben.

— Ulyfftelige Abu Mohamed! — raabte han,
idet han rev fig i Haar og Skjaeg: — Lonner Du ſaa—
ledes mig og min Datter for vor Godhed imod Dig?
Jeg ſelv havde ſammenſat hiin Talisman og anbragt den
i Kabinettet for at forhindre den onde Aands Henſigter
med min Datter. J bele fer Aar bar han forgjaves be—
ftræbt fig for at fremme fin Villie med hende; nu er
Ulpkken endelig ſkeet, og jeg bar ingen Datter mere, in—
gen Troſt i den bele Verden! Bort, bort fra mit Anſigt!
Jeg kan ikke taale at ſee Eder for mine Ojne! —

Ligeſom ſonderknuſt ved Tanken om at have for—
anlediget en Kvindes Fordervelſe, ſom var faa elſkelig
uden Lige, og ſom var bleven mig faa dyrebar i de faa
Ojeblikke, jeg bavde kjendt bende, vendte jeg tilbage til mit
Huus. Min forſte ID var at ſoge efter min Abe; men

einm.

den var ſporloſt forſpunden. Nu forſt begreb jeg, bvor⸗
ledes det Hele bang ſammen. Jeg havde kun været et
Værftøj i Aandens Hænder til at tilintetgjore den ham
binderlige Talisman i Sberifens Huus. Raſende over
ſaaledes at være bleven bedragen, ſonderrev jeg mine Klæs
der, kradſede mit Anſigt tilblods, og beſluttede endelig,
ikke at blive længer i en Stad, bvor jeg havde feet min
ubeſkrivelig bøje Lokke opblomſtre og gaa tilgrunde. Jeg
forlod altſaa Balſora og vandrede fremad paa Lykke og
Fromme; uden at jeg vidſte af det, overraſkede Natten
mig midt i en Orken.

Idet jeg nu faae mig om efter eet eller andet
Tilflugtsſted, bemerkede jeg i Maaneſkinnet, ganſke tæt
ved mig, tvende ſtore Slanger, en rod og en bvid, ſom
kampede med binanden. En vis ubevidſt Deeltagelſe for
den bvide Slange bevægede mig til at tage en ſtor Steen
op og kaſte i Hovedet paa den rode, bvis Hjerneſkal jeg
ogſaa knuſte. Hvislende flygtede den hvide Slange og
forſvandt for mine Blikke; men ſnart kom den igjen til—
bage med ti andre hvide Slanger. De nærmede fig til—
fammen det af mig dræbte Ubyre og flede det iſtpkker,
faa at blot Hovedet blev tilbage; da toge de atter Flug—
ten og forfvandt med Pilens Haſtighed.

Medens jeg endnu ſtod og overvejede mit ſelſomme
Eventyr, horte jeg tet ved Siden af mig, dog uden at
ſee Nogen, en Stemme, ſom fremſagde folgende Vers:
— Frugt ikke Sfjæbnens Renker! Himlen tilſiger Dig
Luffe og Glæde. — Men denne Stemme, der ſyntes at
trænge frem af Jorden, bragte Blodet i mine Aarer til
at iisne, iſtedetfor at troſte og opmuntre mig. Jeg vid⸗
ſte endnu ikke, om jeg ſkulde fly eller blive paa Stedet,
— thi overalt omgav mig den ſamme ſorgelige Orken —

253
da jeg tydelig horte en Stemme fremſige følgende nye
Vers: — Muſelmand, Du, der er faa lykkelig at tale
Koranens Sprog, berolige Dig og frygt ikke for Shejtan
og hele hans Slægt! Du er under de lydige Manders
Beſkyttelſe, der have den ſamme Tro ſom Du ſelv. —

— 5 Allahs Savn da, ſom J loppriſe, — raabte
jeg: — lad mig vide, Hvem J ere! —

Neppe bavde jeg udtalt, førend der vifte fig et
Væfen for mig i et langt hvidt Klædebon, og ſagde:
— Vi have erfaret din Godbed og dit Wdelmod. Alle
den ſtore og barmbjertige Allah og hans Profet lydige
Mander dele vor Taknemlighed. Behøver Du vor Hjælp,
faa tal blot! Vi ere villige til at gjøre Alt for Dig,
hvad der ſtager i vor Magt. —

— Hvo kunde vel mere trenge til Hjælp end
jeg? — udraabte jeg: — Hvo i Verden har friſtet flig
en Vanſkjabne? Visſelig, har nogen Ulykkelig Het til at
beklage ſig, ſaa er det mig! —

— Er Du ikke Abu Mohamed Alkeslan? —
ſpurgte Aanden.

— Desværre, jo. — ſparede jeg ſukkende.

— Velan, — lød Svaret: — faa troſt Dig! Du
har Beſkyttere. Saa viid da, jeg er en Broder til den
hvide Slange, ſom Du befriede. Vi ere fire kjodelige
Brodre, alle lige beredte til at tjene Dig og viſe Dig
vor Taknemlighed. Hiin under en Abes Skikkelſe ſkjulte
frafaldne Mand ſkulde uden hün Lift aldrig have kunnet
bemægtige fig din Gemalinde; den af hendes Fader for—
færdigede Talisman bindrede alle hans Henſigter, lige
indtil Du ødelagde den. Alligevel tvivle vi intet Oje—
blik om at kunne gjenforene Dig med din Brud og be—
rede den ſkjendige Forforer den Straf, han fortjener.

254

Vi ville opbvde vor bele Magt i din Tjenefte for at
ajengjælde den modtagne ſtore Velgjerning. —

Med disſe Ord udftødte Manden et faa frugteligt
Skrig, at Jorden bævede og jeg havde ondt ved at bolde
mig paa Benene. Strax vifte der fig en Skare Be⸗
væbnede, bvilfe Manden ſpurgte, om de fjendte Abens

Opboldsſted.

Den boer — ſparede een af dem: — i Kob⸗
berſtaden, bvor der aldrig trænger den mindſte Lysſtraale
ind.

Abu Mobamed, — benvendte Aanden fig
da til mig: — jeg vil medgive Dig een af mine Tjenere,
ſom ſkal underrette Dig om, bvorledes Du igjen kan
komme i Beſiddelſe af din unge Kone. Men vogt Dig
vel, medens ban fører Dig igjennem Luften, for at ud—
tale Allabs Navn! Tbi ban borer til de os underkaſtede
ulydige Mander, og glemte Du mit Raad, vilde han paa
Ojeblikket forfvinde, og Du maatte over Hals og Hoved
ftyrte ned fra Luften. —

Jeg lovede at bolde mig Mandens Befaling efter—
rettelig, og beſteg den frafaldne Mands Rug med det For—
ſct, paa det Strengeſte at bolde min Tanke og min
Mund i Ave. Med en rivende Haft bavede Ubvret fig
med mig op i Luften, og ſnart kunde jeg ikke mere ſkimte
Jorden, men faae alene et umaadeligt Rum trindt omkring
mig, bvori Stjernerne omkrandſede mig ſom bøje Bjerge.
Endelig kom jeg faa bojt, at jeg tydelig borte Englenes
Sang omkring den Almegtiges Trone. Min Forer for⸗
klarede mig de Gjenſtandes Natur og Egenſkaber, ſom
omgave mig og trindt omkring frembøde fig for mit
ſtudſende Syn, og underboldt mig uopbørlig og paa 6602
ſte Maade med den talløfe Mængde af Verker fra Al—

255 -

fabs almægtige Hænder. Dette gjorde ban alene for af
fusfelfætte og adfprede mig; ban tænfte nemlig, af bang
forfængelige Snak ſkulde gjøre mig til futter Øre og
ganſke lamme min Tunge, ſaa at jeg ikke, benreven af
Beundring, udraabte den Allerbojeſtes Mavn. Men beri
havde han ſlemt forregnet fig. Thi pluͤdſelig vifte fig
en bimmelſk Mand i azurblaat Kladebon, med lange lvyſe,
ned over Skuldrene bølgende Lokker. Hans Aaſyn ſtraa—
lede ſom Lyſet, og i fin Højre holdt han en Landſe, fra
bvilken der til alle Sider ſprudlede Ildgniſter.

— Abu Mobamed, — ſagde ban: — ſiig paa
Ojeblikket: — „Der gives ingen Gud uden den almeg—
tige Allab. —“, eller jeg gjennemborer Dig paa Stedet! —

Forſkrœkket glemte jeg mit faſte Forſct, og ud-
talte disſe Ord, ſom maatte vorde mig fordærvelige. J
ſamme Ojeblik ſtodte Lyſets Mand fin Landſe i den fra—
faldne Engel og forvandlede ham til Aſke. Men jeg
ſtyrtede ned fra den umaadelige Højde — faldt og faldt,
indtil jeg ſtyrtede i Havet.

Faldet bavde ſaaledes fortumlet og bedøvet mig,
at jeg en Tidlang forblev under Bandet; men ſaaſnart jeg
atter kom til Beſindelſe, begyndte jeg at ſpomme af alle
Kræfter. Men jeg vilde ganſke viſt være omkommen,
hvis ikke beldigvüis nogle Sofolk havde været i Nerheden
med deres Baad og fiſket mig op.

Disſe Folk talte et mig ganſke uforſtageligt Sprog;
med Tegn maatte jeg gjore dem begribeligt, at jeg ſlet
ikke forſtod, hvad de ſagde. Henimod Aften kaſtede de
deres Net ud og fangede en ſtor Mængde Fiſk, ſom de
ſtegte og bvoraf jeg ſpiſte med god Madlyſt. Den næfte
Morgen ſtyrede de ind imod Kyſten, og vi ſtege iland. Sø-

256

folkene førte mig derpaa ind i en ſtor og folferiig Stad
og foreſtillede mig for deres Konge. Denne ædle Fyrſte
modtog mig med den ſtorſte Godbed. Paa Foreſporgſel
erfarede jeg nu, at den Stad, bvori jeg befandt mig, bed
Henad og var een af Kinas betpdeligſte Sobandelsſteder.
Kongen gav een af fine Vizierer udtrykkelig Befaling til
at drage Omſorg for mig og fkaffe mig alle Landets
Merkverdigbeder at fee. Meſt af Alt overraſkede mig
de ſtore Plantager af et lille Træ, bois Blade alminde⸗
lig bruges til at lave en vis krydret Drik af.

Omtrent en Maanedstid bapde jeg tilbragt ganſke
bebagelig i denne Stad, da jeg en Morgenſtund, medens
jeg ſpadſerede langs Bredden af en Flod, ſom beſkyller Sta—
dens Mure, ſage en Rytter komme jagende ben imod mig
med ſlappe Tojler.

— Er J ikke Abu Mohamed Alkeslan? —
ſpurgte ban, da han havde naget mig.

Da jeg bertil fvarede Ja, bad ban mig være al-
deles ubekymret, efterſom ban borte til mine Venner, og
disſe endnu ingenlunde bavde glemt den dem beviſte Vel—
gjerning.

— "Hvem er J da? — ſpurgte jeg ganſke for⸗
undret.

— Jeg — ſparede Rytteren: — er een af den
hvide Slanges Brødre, og kommer for at ſige Eder,
at J ikke er langt fjernet fra det Sted, bvor Eders Ge—
malinde ſmegter i den onde Aands gruſomme Vold. J
maa tenke paa at befri hende. —

Med disſe Ord løftede han mig op bagved fig paa
Heſten, kaſtede ſin Kappe om mig, og bort fore vi med
Vindens Haſtighed. Vi bruſede hen over Bjerg og Dal,

257

over Sø, gjennem Skov og Bang, og tilbagelagde i fort
Tid en ubyre Stræfning. Endelig ftandfede min Fører
og bød mig ftige af.

— Hiſt ſeer I en Bjergkjcde; — ſagde han til
mig: — den ſkal I gaa langs henmed, indtil J nager
Kobberſtaden. Men vogt Eder vel for at betrade den,
førend jeg kommer tilbage og fætter Eder iſtand til at
gjøre det uden Fare! —

J ſamme Ojeblik forſvandt han, og lod mig tilbage
i en ſkrakkelig Orken. Mojſommelig vandrede jeg hen
over den torre, for mig rimeligviis aldrig af nogen Dode—
lig betraadte Jordbund, og naaede endelig den af Manden
betegnede Stad. Dens Mure vare af Malm, og naaede
heelt op i Skyerne. Jeg nærmede mig og gik rundt om—
kring Staden for at opdage en Indgang; men min Ef—
terforſkning var forgjaves. Da fremtreen pluͤdſelig igjen
den hvide Broders Slange og rakte mig en Tryllekaarde,
ved hvilken, ſom han ſagde, jeg ganſke ubemeerket kunde
komme ind i Staden. Jeg tog imod Kaarden, og Aan—
den var forſvunden, endnu førend jeg kunde takke ham.

Kort derefter horte jeg en forvirret Larm af mange
Stemmer, og da jeg ſage mig om, fif jeg Oje paa en
Skare af Menneſker, ſom havde deres Øjne midt paa
Bryſtet. Saaſnart de bemerkede mig, kom de hen til
mig og ſpurgte, Hvem jeg var og hvorledes jeg var kom—
men hid. Jeg tilfredsſtillede deres Nysgjerrighed og for—
talte dem uden Forbehold alle mine Eventyr. Folkene
fortalte mig nu, at den onde Mand virkelig havde indeſlut—
tet ſig med min Kone i Kobberſtaden, men at de ikke
vidſte, hvorledes han havde behandlet hende. — Af os —
tilføjede de: — har Du Intet at frygte; thi vi ſtaa i
hiin Aands Tjeneſte, bvilken Du fjender ſom en Broder

VI. 17

258

til den bvide Slange. Hvig Du vil trænge ind i Sta
den, faa gaa ben til den Kilde, ſom Du feer udvælde biſt—
benne, og folg dens Løb; det er den eneſte Vej, ſom før
rer ind i Staden. —

Jeg fulgte det givne Raad og gik ben til en Vand—
ledning, ſom jeg ſage for mig, traadte ind og ſkred frem
deri. Neppe var jeg kommen nogle Skridt bünſides
Hvælvingen, førend jeg fane min Kone paa en ſtor Bloms
ſtereng ſiddende paa en Hunde af Guldbrokade og indbyl⸗
let i et Silkeſlor, bvig Bord foreſtillede en berlig Have
med Frugttrœer, bvorpag Frugterne vare efterlignede med
Perler og Diamanter.

Saaſnart min Kone blev mig vaer, reiſte bun fig
baſtig, ilede mig imode og ſpurgte, Hvo der havde fort
mig ind i denne for alle Dedelige utilgængelige Stad.
Saaſnart min Henrvkkelſe tillod mig at komme tilorde,
fortalte jeg bende udførlig, bvad der var bændet mig ſi—
den vor Skilsmisſe, og bad bende derpaa, nu ogſaa paa
fm Side at tilfredsſtille min Nysgjerrigbed, og, om mu—
ligt, angive mig Midlerne til fin Befrielſe.

— Denne fordomte Aands raſende Lidenſkab — tog
min Elſkede tilorde: — bar beldigvüs fat bam ganſke
ude af Stand til at ſkjule Noget for mig, af bad der
enten kan gavne eller ffade bam. Derfor fjender jeg alle
bans Hemmeligbeder, og veed af hans egen Mund, at
der ber i Mærbeden gives en Talisman, ſom beberſker Al—
ting i denne Stad. Denne Talisman, ved Hjælp af
bvilken Intet er bam umuligt eller kan ſtaa bam imod, er
forvaret i hün Sojle, ſom I feer biſthenne midt paa
Engen. —

— Hyoraf beſtager denne Talisman? — ſpurgte jeg.

— Det er en Ørn, hvorpaa der er indgravet

259

Skrifttegn, ſom jeg ikke fjender. — fvarede min Gemal—
inde: — Hyis Du tor binde an med den, faa tred ben
til en glødende Kulild, kaſt nogle Korn af reent Moſkus
derpaa og giv Dig dermed til at beryge Ørnen. Alle
Mander ville da mode for Dig enten for at underkaſte
fig eller tilintetgjøre Dig. —

Uden at betenke mig nærmede jeg mig Sojlen; jeg
frygtede ikke for at blive bemerket, da jeg vidſte, at Trvlle—
kaarden gjorde mig uſynlig. Saaſnart jeg havde Ørnen i
min Magt, forføgte jeg dens Kræfter. Ojeblikkelig viſte
fig Aanderne og bøjede fig for mig af Frygt for mit
truende Verge. Jeg befalede dem, for Ojeblikket at
Drage fig tilbage og forbolde fig rolige, men for Fremti—
den at være beredte til at adlyde mig og udføre mine
Befalinger. Derpaa ſpurgte jeg min Gemalinde, om bun
vilde folge med mig. Med Glæde erflærede hun fig be—
vredt dertil, og bhaſtig naaede vi ad den ſamme Vej, ad
hvilfen jeg var trængt ind i Staden, ud deraf igjen til de
ſelſomme Menneſker, ſom havde givet mig den velkomne
Anviisning. Da jeg bad dem om at viſe os Vejen bjem,
gjorde de ikke alene med Beredvilligbed dette, men fulgte
os endogſaa ned til Strandbredden og forſkaffede os et
Skib, ſom var vel forſonet med alle Fornedenheder til
en lang Rejſe. En friſk Vind, der beſtandig blæfte fra
det lokkelige Hjorne, bragte os baftig tilbage til Basra,
مم‎ vi, ſom Eders Hojhed let kan tenke fig, af den
gamle Sherif bleve modtagne med aabne Arme.

Efterat vi nogen Tid havde udbvilet og forfriſket
os efter Rejſens Mojſomligbeder, lukkede jeg mig en
Dag inde paa mit Varelſe og fremtog Ornen, ſom jeg
med den ſtorſte Ombu havde opbevaret. Saaſnart jeg

8

, 200

havde bervget den, ilede Aanderne til fra alle Sider og
kaſtede ſig ned foran mig. Jeg befalede dem da at
bringe alle Skatte af Guld, Perler og Diamanter fra
Kobberſtaden til Balſora. J en utrolig Haſt var denne
Befaling udfort. Derpaa bod jeg dem bidbringe mig
ſelve den frafaldne Mand, ſom i Abeſkikkelſe faa ſkamme⸗
lig bavde overliſtet mig. Neppe havde jeg udtalt, førend
ban ffjælvende og ydmyg bedende ſtod foran mig. Men
jeg lod mig paa ingen Maade røre. Efterat jeg med
de bittreſte Bebrejdelſer havde foreboldt ham bang ſkjen⸗
dige Daad, lod jeg mine underdanige Aander inde—
ſperre bam i en Kobberflaſke og kaſte bam i Havet, hvor
det var dybeſt.

Siden biin Tid bar jeg tilligemed min dyrebare
Gemalinde nydt en fuldkommen uformorket Lytte. Alle
mine Onſker blive ojeblikkelig opfyldte af de mig under⸗
danige Mander. Ingen Dødelig beſidder følgelig en
Magt, der fan lignes ved min; men jeg veed ogſaa at
paaſkjonne Allabs Miſkundhed, og takker ham derfor ſeent
og aarle. —

Kbalifen Harun al Raſchid bapde ikke alene paa
det Behageligſte følt fig underholdt ved Abu Moha—
meds Hiſtorie, men var tillige bleven dybt greben, næften
forfærdet ved Foreſtillingen om dette Menneſkes umaa—
delige Magt. De bam tilbudne Gaver modtog han faa
meget heller, ſom han derimellem fandt flere Diamanter,
fomi Størrelfe og Skjonbed endogſaa langt overgik So 6 ء‎
des driſtigſte Onſker. Til Gjengjæld overøfte ban A bu
Mohamed Alkeslan med de overordentligſte Naadesbe—
viisninger, og lod ham ikke vende tilbage til Bal⸗
fora, førend han havde ſikkret fig hans Venſkab for hele Livet.

201

Ueama og Noam.

J Staden Kufa var der engang en Mand ved Navn
Rabia, der borte til Stadens rigeſte og meſt anſeete
Borgere. Himlen havde velſignet bam med een eneſte
Son, ſom ban kaldte Neama Allah“), og ſom fra
den tidligſte Ungdom var en Gjenſtand for fin Faders om—
meſte Omſorg.

En Dag, da ban gik over Slavetorvet, bemerkede
ban et endnu ungt og ſmukt Fruentimmer, ſom var udſtil—
let tilſalg med en allerkjereſte lille Pige paa Armen.
Strax vinkede ban en Slavemagler bid til fig og ſpurgte
bam om Priſen paa den unge Slavinde med Barnet.

— Halvtredſindstyve Jechiner, — lød Svaret.

— Her ere Pengene; — ſvarede Rabia ſtrax: —
fæt Kjobekontrakten op og fly Slavindens Ejermand Pen—
gene! —

Saaſnart Handelen var bragt i Rigtigbed, og Meg⸗
leren iligemaade havde modtaget den bam for hans Ulej—
ligbed tilkommende Betaling, modtog Rabia Slavinden
og Barnet og begav fig bjem dermed. Da nu hans Kone
fane ham komme anſtigende med dette Folge, vilde hun
vide, hvad det var for et Fruentimmer.

) Guds Gave. — Theodor, Deodat.

202

— Det er en Slavinde, — fvarede Rabia: —
fom jeg nvlig bar fjøbt paa Torvet, fordi bendes Datter⸗
lil behagede mig faa overmaade vel; jeg bar en Anelſe
om, at bun engang vil vorde den ftørfte Sfjønbed i bele
Arabien og Perſien. Hun er omtrent i Neamas Al
der, og Børnene kunne lege med binanden. —

Den lille Pige bebagede ogſaa Rabias Kone, og
denne ſpurgte Slarinden om bendes Savn.

— Min Herſkerinde, jeg bedder Tauf ik. ) — ſpa⸗
rede det unge Fruentimmer.

— Og bvad hedder din lille Datter? —

— Hun bedder Saad.) —

— Du falder bende ſaaledes medrette; — vttrede
Rabias Huſtru: — tbi der borer Luffe til at faa et ſaa⸗
dant velſignet lille Barn. Vi maa imidlertid ogſaa give
bende et Mavn efter vort Valg. — Hvad ſkulle vi falde
bende? — tilfojede Neama's Moder, benvendt til ſin
Mand. —

— Det kommer ganſke an paa Dig ſelv. — ſparede
Ra bia.

— Nu, faa kunde jeg bave Lyſt til at falde bende
Noam; ) — vttrede bang Huſtru: — det klinger
endnu ſmukkere end Navnet Saad. —

— Det være, ſom Du enſker! — bekraftede Ra⸗
bia: — Betydningen er den ſamme; men Klangen beha—
ger mig i ualmindelig Grad. —

Neama og Noam bleve nu opdragne ſammen ind
til deres tiende Aar, og kappedes om at tage til i Skjon⸗

ykkebringende.
* Lytte.

Er naſten eensbetydende med Saad.

203

hed og Elſkverdigbed. De gave hinanden i deres Uſkyl—
dighed de føde Mavne: — Broder og Soſter —, indtil
RNabia en Dag tog fin Son tilſide og ſagde til bam:
— Min Son, Noam er ingenlunde din Soſter, men din
Slavinde; jeg bar kjobt hende til Dig, medens Du endnu
laa i Vuggen, og Du maa herefter ikke mere falde bende
Soſter. —

— Men ſaa kunne vi jo gifte os med hinanden! —
udraabte Neama glad, og ilede ſtrax ind til ſin Moder
for at meddele hende denne glædelige Efterretning ſamt for—
klare bende fin Henſigt. Den gode Moder, der ligeſom
fin Mand havde gjort fig det til Lov at føje fin fjære
Søn i Alting, ſparede alene: — Noam er din Slav-
inde, mit fjære Barn, og Du fan gjøre med hende, hvad
Dig bebager. —

Saafnart Neama bapde modtaget denne Forkla—
ring, drev ban med den ſtorſte Iver paa fin Formeling
med den ſmukke Noam, ſom, — det merkede han nu ſnart
— havde vundet hele bang Hjerte. De bleve da Mand
og Kone, og benlevede flere Aar med hinanden i den
herligſte Enighed.

Noam fortjente iſandhed ogſaa fin Gemals fulde
Kjerligbed. Med et henrivende dejligt Aaſyn og en berlig
Skabning forbandt hun den blideſte og elſkverdigſte Karak—
teer og en begavet, i ualmindelig Grad uddannet Mand.
Hun laeſte med en ubeſkrivelig Ande, og forſtod at ſpille
paa alle Inſtrumenter. Hendes Stemme rørte hvert et
Hjerte, naar bun fang enten til Citharen eller Tamburi—
nen; og bun digtede med en Fardighed, ſom ikke gav Ti—
dens ſtorſte Meſtere det Allermindſte efter. Kort ſagt,
Noam maatte medrette anſees for den ſkjonneſte og meſt
fuldkomne Kone i hele Kufa.

204

Da bun en Dag fad bos fin Egteberre, og de
node den føde og forfriſkende Sorbet med binanden, greb
bun Cithbaren, ſpillede og fang:

— Saalange Du er min Herre, af his Godhed
jeg lever, er dit Hjerte mig et Friſted imod Alverdens Mod⸗
gang; og jeg ſtal aldrig vakle, om end mit Livs Veje blive
nok faa vildſomme og beſparlige. —

Neama lyttede med Henrpkkelſe til fin Huſtrus
Ord og Toner, og bad bende ſynge noget Mere. No am
opfyldte bang Onſke. Men Ne ama udraabte, ſaaſnart
ban havde bort bende tilende: — Himlen har begavet Dig
over alle Kvinder, o min elſkede No am! —

Dog medens Parret ſaaledes benlevede de lpkkeligſte
Dage med binanden, ponſede Kbalifen Abd al Malek—
ebn Mervans Statholder i Kufa, den tappre, men ty⸗
ranniſkte Hedſbadſbe, paa at lade No am bortføre for
Dermed at vinde Gunſt bos Kbalifen. Han bapde hort
meget tale om bendes Skjonbed og øvrige Fuldkommen⸗
heder, og tvivlede ikke om, at han jo med bende kunde
gjøre Khalifen en meget kjcrkommen Foræring. Hed—
ſbadſbe lod derfor en gammel Kvinde falde for fig,
hvis Snildbed ban ofte ved lignende Lejligbeder bavde pro—
vet, og befalede bende at ſkaffe fig Adgang i Rabia's
Huus og ſtifte Bekjendtſkab med Noam, for at finde Lej—
lighed til at bortføre og overgive bende i hans Bold.

Strax den folgende Morgen iførte den gamle Kjer⸗
ling fig en grov ulden Kledning, bengte en Roſenkrands
med ſtore Kugler omkring fin Hals, og begav fig, ſtottet
paa en Stav, hvorved der hang en Graskarflaſke, ben til
Nabia's Huus. Medens bun gik, fremſagde hun ganſke
bøjt fromme Bonner, ſaaledes ſom andegtige Kvinder

205

pleje af gjøre, og gjentog idelig: — Wre vere Allah!
Allah være priſet! Der er ingen Gud uden ham, og al
Magt er bos ham, den Højejte og Storſte. — Saale—
des naaede bun ved Middagsbennens Time Rabia's
Huus og bankede paa. Dorvogteren gabnede for hende
og ſpurgte, hvad bun vilde.

— Jeg er en ſtakkels Guds Tjenerinde, — ſpa—
rede Kjarlingen: — bvem Middagsbonnens Time bar
overraſket; derfor vover jeg at bede om Adgang til dette
ærværdige og bellige Huus, for der at forrette min Bon
og mine Aftvætninger. —

— Gode Kone, — ſparede Slaven: — dette Huus
er hverken nogen Moſkee eller noget Bedebuus, men til—
horer Neama, Rabia's Son. —

— Det veed jeg nok, — ſvarede den Gamle: —
dette Huſes Rygte er mig vel bekjendt; thi jeg borer til
Kbalifens Palads, maa J vide. Det er forſt for ganſke
fort ſiden, at jeg bar forladt ſamme for at bengive mig
til min andegtige Idræt og gjøre en Valfart. —

Dog Dorvogteren vedblev at nægte Kjerlingen
Adgang. Efter megen unyttig Snakken frem og til—
bage blev det gamle Fruentimmer endelig bojroſtet og
ſkreg: — Hvorledes, det ſkulde være en Perſon ſom mig
formeent at betræde Neama's, Rabia's Søns Huus,
medens alle Stormendenes og Emirernes Huſe ſtaa mig
aabne? —

Disſe ſidſte Ord havde naget ſelve Huusherrens
Ore. Neama kom til at lee derover, og gik ud for at
give Dorvogteren et Tegn, at han ſkulde lade den Gamle
komme ind. Saaledes fik Kjerlingen endelig ſin onde
Billie frem, og Neama felv forte bende ind til fin
Huſtru.

266

Men ſaaſnart bun fil Noam at fee, blev hun i
den overordentligſte Grad overraſket ved bendes høje
Skjonbed, og vttrede efter en erbodig Hilſen:

— O min Herſkerinde, velſignet være den Gud,
ſom bar vidſt at forene ſaa megen Skjonbed og Ande i
Dig og din elſkelige AEgteberre. — Derpaa kaſtede hun
fig ned foran Niſchen ') og gav fig til at bede, og af—
lod ikke dermed, forend det var blevet ſildig Aften.

Endelig ſagde Noam til bende: — Andægtige
Matrone, nu ſkulde J dog unde Eder nogen Hvile. —

— Ædle Frue, — ſparede Hyklerſkten: — Hvo
ſom i det tilkommende Liv vil vorde lokkelig, maa ikke
ſty at underkaſte fig allebaande Savn og Beſparligbeder
i det nærværende; Hvo ſom ikke gjør dette, vil ingen—
lunde blive indladt i de Retfeerdiges Boliger. —

Dog Noam rakte Kjerlingen Mad og Drikke, og
ſagde: — Deel mit Brod, fromme Kone, og beed til
Allab for mig om Oplysning og Barmbjertigbed? —

— Min Herſkerinde, — ſparede Kjærlingen: — J
er endnu ung, og i fin Ungdom maa Man nyde Livets
Glæder. Men ogſaa for Eder vil ſikkerlig engang den
Dag komme, da Allab vil røre Eders Hjerte; tbi har
den Almægtige ikke ſelv ſagt, at Sonderne ſkulle vorde
fordømte, undtagen de Angerfulde, ſom tro og gjøre op—
rigtig Bod? —

Noam underboldt ſig endnu nogen Tid paa denne
Maade med den Gamle, og ſagde endelig til ſin Mand:
— Jeg onſker meget, at Du vilde gjøre Noget for denne

Ganſke almindelig findes der i Varelſerne i de arabiſke
Huſe enten virkelig anbragt eller blot malet en Niſche for at
antyde den ved Bønnen foreffrevne Retning imod Mekka.

267

fromme Kone, udaf bvis Aaſyn Frombeden lyſer. Kan
bun ikke for nogen Tid blive optagen i vort Huus? —
— Du kan jo lade bende anviſe et Verelſe, —
fvarede Neama: — bvor bun fan drage fig tilbage,
naar bun vil holde fine Andagtsøvelfer, og bvor In—
gen forſtyrrer bende. Maaſtee velſigner Allah os for
hendes Skyld med ſine Velgjerninger, og mager det ſaale—
des, at vi aldrig blive ſkilte fra hinanden. —
Kjarlingen tilbragte bele Natten med Bonner og
gudelige Betragtninger; men ved Dagens Frembrud ind—
fandt bun ſig atter for Neama og Noam og ſagde,

ſom om bun vilde tage Afſked: — Jeg befaler Eder
begge i Allahs naaderige Varetegt! —
Men Noam indvendte: — Hvor vil J ben,

gode Moder? Min Husbond bar givet mig Tilladelſe til
at anviſe Eder et Verelſe, hvor J uforſtyrret kan hen—
give Eder til Eders Andagtsovelſer. —

— Allah lønne Eders Godhed imod mig arme
Kone, — ſparede Bedragerſken: — og ffjænfe Eder
fremdeles fin Maade i rigeligt Maal! Jeg beder Eder
alene om ikke at tillukke Eders Huus for mig, og iøvrigt
lade mig gaa, bvorhen jeg vil, ſom Allahs Aand driver
mig, — priſet være 9018 Navn! — til Beſog paa de
hellige Steder i Moſkeer, Bedebuſe og bellige Grave! J
kunne være forvisſede om, at jeg til Tak for Eders God—
bed ſkal bede for Eder ved Slutningen af enhver af mine
Bonner, baade ved Dag og ved Nat. —

Derpaa gik det gamle Skarn fin Vej, og Taa⸗
rerne kom den blide Noam i Øjnene ved Afſkeden fra
Hyklerſken, bvis Henſigter bun rigtignok ikke bavde mind—
ſte Anelſe om. Men SKjærlingen begav fig lige ben til
Hedſhadſhe, og blev af bam modtagen med Sporgs—

208

maalet om, bvad bun bavde udrettet. Den Gamle fore
talte da, at bun bavde faaet Noam at fee og itale, og
roſte bende ſom den forſte Sfjønbed i bele Verden.
Statholderen følte fig berved endmere beſtyrket i fit onde
Forſct, og lovede Kjerlingen en ſtor Belonning, bois
bun vilde være bam bebjalpelig til at fore det igjennem.
Bedragerſken gik ind paa Forſlaget, men udbad fig, med
Overdrivelſe af de Vanſkeligheder, ſom vare at overvinde,
en heel Maaneds Friſt til at fremme hans Henſigt.

Allerede den folgende Dag gjentog Kjerlingen fit
Beſog, og blev ſnart faa godt ſom en daglig Gjeſt hos
Neama og Noam, i bvis Agtelſe bun beſtandig fatte
ſig faſtere. Men da bun en Dag var ene med Noam,
tog bun ſaaledes tilorde:

— O min Herſkerinde, naar jeg ſaaledes vandrer
om paa de bellige Steder og forener Bonnen for Eders
Vel med mine ovrige Bonner, opſtiger ofte og mange
Gange det Onſke bos mig, at J var fulgt med mig og
kunde fee de fromme Oldinger, ſom der give bverandre
Mode, og ſom vilde formaa at udvirke for Eder bos Al-
lap Alt, bvad J kunde onſke Eder. —

— Jeg bar ofte felv følt Lyſt til at folge med
Eder. — ſparede den fromme Noam, og vedblev, hen—
vendt til fin Spigermoder: — O beed dog min Mand
engang om at lade mig gaa ud tilligemed Eder og den
fromme Matrone, for at beſoge Moſkeerne og de bellige
Steder og blande mig imellem de Fattige og Allahs fromme
Tjenere! —

Hendes Svigermoder yttrede, at bun vel nok ſelb
kunde bave Luft til engang at forrette fin Andagt paa flig
Maade, og lovede at tale med fin Søn derom. Da

209

Neama fort efter traadte ind, nærmede den gamle Kjer—
ling fig bam, kysſede hans Hænder, priſede bans God—
hed og Hojmod, og forlod ham under lydelige Velſignelſer.

Den folgende Morgen kom bun igjen, og da hun
ikke traf Neama bjemme, benyttede hun Lejligheden og
ſagde til Noam: — Vi have igaar hele Aftenen bedet
for Eder. Lad os nu idag gaa ud ſammen for at til—
bringe nogle Timer med de bellige Perſoner! Vi kunne
være tilbage, inden Neama kommer bjem igjen. —

Noam benvendte fig desangagende til fin Sviger—
moder; men denne indvendte, at bun endnu ikke havde
talt til Neama derom, og at det ſikkerlig vilde være ham
ufjært, hvis han kom bjem og erfarede, at hans Kone var
gaaet ud. Da tog den Gamle Ordet og ſagde: — Ædle
Frue, vi ville da kun gaa hen i den nermeſte Moſkee
og haſtig komme tilbage igjen. —

Paa denne Maade udvirkede Bedragerſken endelig,
at Noam fif Tilladelſe til at gaa med hende, og nu
forte hun hende lige hen i Hedſhadſhe's Palads,
hvor bun ſtrax lod fig melde. Da Statholderen uden
Ophold traadte ind i Verelſet, hvor Kjerlingen havde
fort Noam ind, geraadede han i den hojeſte Forbau—
ſelſe over hendes ſtore Skjonhed. Men Noam indhyl—
lede fig ſtrar ved hans Indtredelſe i fit Slor. Stat—
bolderen fjernede ſig imidlertid uden Ophold igjen, og be—
falede ſtrar een af fine Officerer at ſidde op med halv—
tredſindstyve Ryttere, paa een af hans bedſte Kameler
fore den unge Skjonhed til Damascus og overlevere
hende i Khalifen Abd al Malek-ebn-Mervans
Hænder. Han medgav ham tillige et Brev til Kha—
lifen, hvorpaa han ſkulde have Svar med tilbage, og an⸗
befalede ham ſluttelig den ſtorſte Jil.

270

Officeren ſtöndte fig ogfaa at efterkomme Stathol⸗
derens Befaling, lod Noam beſtige en haſtiglobende Kar
meel, og begav fig paa Vejen. Men Noam gjorde bele
Tiden ikke Andet end at græde over, at bun var bleven
adſkilt fra fin dyrebare Herre og Gemal.

Strax efter Ankomſten til Damascus lod Officeren
fig melde bos Kbalifen og overgav ham Statholderens
Brev. Saaſnart Abalifen bavde leſt Brevet, ſpurgte
ban, bvor den unge Slavinde var, bvorpaa Noam blev
bam foreſtillet og overleveret i bang Hander. Kbalifen
befalede, at bun ſkulde fores ind i et ſareget Verelſe, og
gik derpaa ind til fin Gemalinde for at fortælle bende,
at bang Statbolder Hedſbadſhe bavde kjobt ham en
Slavinde af den gamle Fyrſteſlagt i Kufa, og at hun nys
lig var ankommen tilligemed et Brev: fra Statbolderen.
Hans Gemalinde vttrede fin Deeltagelſe ved en Begiven—
bed, der ſyntes at volde Kbalifen en faa ſtor Fornøjelfe.

Imidlertid var Kbalifens Soſter traadt ind i det
Verelſe, bvor Noam befandt fig, og udraabte ved Sy—
net af bendes bøje Skjonbed: — Eders Herre har iſand—
bed ikke gjort nogen flet Handel, felv om ban havde gi—
vet bundrede tuſinde Guldſtykker for Eder! —

Dog Noam agtede flet ikke paa dette 1121000, men
ſpurgte: — J Allabs Napn, ædle Dame, viis mig dog
den Maade at ſige mig, Hvem dette Palads tilborer og i
bvilken Stad jeg befinder mig! —

— I befinder Eder i Staden Damascus, i min
Broder Kbalifen Abd al Malek-ebn-Mervans Pa⸗
lads. Men dette kan dog umulig være Eder ube—
kjendt? —

271

— O, — udraabte Noam: — jeg veed aldeles
intet og befværger Eder at fige mig Sandbeden! —

— Har da den Mand, ſom ſolgte Eder til
Statholderen af Kufa, og ſom modtog Pengene for
Eder, ikke ſagt Eder, at I ſkulde være Khalifens Ejen—
dom? —

Ved disſe Prindſesſens Ord ſtyrtede en heed Taare—
ſtrom udaf Noams Øjne, og bun ſagde til ſig felv,
idet hele den ſkjndige Sammenhæng pludſelig blev bende
klar: — Hvad nytter def, at jeg fortæller, hvorledes det
Hele er gaaet til? Jeg ev bleven indført her li Paladſet
ſom Slavinde, og Ingen vil dog tro mig. Det er vel
Derfor bedre, ganſke at tie ſtille. Allahs Hjælp er mig
dog ingenſinde fjern. —

Da Noam ſyntes meget angreben, overlod Kha—
lifens Soſter hende bele den øvrige Dag til at udbvile
ſig i. Men den folgende Morgen bragte Prindſesſen
bende Linned og Kleder, ſamt et Perlebalsbaand og Arm—
baand, og bod bende ſmykke fig med disſe Ting i hendes
Narverelſe. Strax efter traadte Kbalifen ſelb ind og
tog Plads 908 bende; men Noam bedakkede zjeblikkelig
Anſigtet med fine Hænder. Imidlertid gav hans So—
ſter ſig til at roſe hende for ham ſom Beſidderinden af
enhver Ande, og bad Noam, dog ikke at unddrage hen—
des Broder Skuet af faa megen Elſkvcerdigbed. Dog
Noam forblev i fin eengang indtagne Stilling, og (od
fig ikke bevæge til at tage Hænderne fra Anſigtet. Men
Khalifen behovede ikke Mere end Synet af hendes ſmukke
Arme for at blive lidenſkabelig forelſfket i bende. Han
ſagde derfor til fin Soſter, at han om tvende Dage vilde
komme igjen, og tilføjede: — Jeg baaber, at hun imid—
lertid vil blive roligere og mere fortrolig mod mig, ſamt

272

modtageligere for den varme Kjærlighed, bun allerede har
indgodt mig. —

Da Kbalifen igjen var borte, gav Noam fig paas
ny til at tænfe over fin Stilling, og grammede fig over
Adſtillelſen fra fin fjære Herre. Henimod Aften blev
bun anfalden af en beftig Feber; bun vægrede fig ved at
nyde Noget, og fnart bapde bendes ſkjonne Træf ftæm-
met fig paa en ſorgelig Maade. Den over bendes Til—
ſtand bojlig bekymrede Kbalif lod de dueligſte Leger
bente og bragte dem til bende; men ingen af dem for—
maaede at opdage Roden til hendes Onde og raade Bod
derpaa.

Neama befandt fig imidlertid i en Tilſtand, ſom
ikke var mindre fortvivlet. Saaſnart han kom bjem fra
Staden, tog ban Plads paa Sofaen og kaldte paa ſin
elſtede Noam. Da ban intet Svar modtog, ſtod han
baſtig op og raabte endnu bojere; men der lod fig In—
gen fee, efterſom alle Slaverne havde ſkjult fig for deres
Herres Vrede. Neama begav fig derfor ind i fin Mo—
ders Verelſe; bende traf han henſunken i dyb Eftertanke,
Hovedet ſtottet i begge Hænder.

— Moder, bvor er Noam? — raabte Neama.

— Min Son, — ſparede Matronen: — bun er
ligeſaa godt forvaret, ſom om bun befandt fig bos mig
felv; hun er gaaet ud med den fromme gamle Kone for
at beſoge de Fattige, og maa ſnart være ber igjen. —

— Noam plejer ellers ikke ſaaledes at forlade
mig. — vttrede Neama: — Naar gik hun da ud? —

— J Morgenſtunden, min fjære Son. — lød
Svaret.

273

— Ak Moder, hvorledes har I dog kunnet tillade
Sligt? — ſpurgte Neama bedrovet.

— Ja bvad ſkulde jeg gjøre? — ſparede hans
Moder: — Noam trængte ind paa mig, indtil jeg gav
hende Tilladelſe. —

Heelt ude af fig felv forlod Neama Huſet, begav
fig hen til Befalingsmanden for Politivagten og ſpurgte:
— Har J taalt, at min Slabvinde lumſkelig er bleven
bortfort af mit Huus? Jeg ſkal Intetſomhelſt ſky, ikke
engang Rejſen til Damascus, for at beklage mig over
Eder. —

— Vi vide Intet af nogen Bortforelſe at ſige. —
lod Svaret: — Hvorledes ſage Eders Slavinde ud? —

Neama beſkrev nu ganſke nøje ikke alene fin Hu—
ſtru, men ogſaa den gamle forreederiſke Kjarling. Be—
falingsmanden gjenkjendte ſtrar det gamle Fruentimmer,
hvoraf Statholderen undertiden betjente fig. Han tvivlede
altſaa intet Ojeblik om, at hun jo havde handlet paa den
hoje Herres Befaling, og vogtede ſig vel for at ſige
Neama Noget derom, men indffrænfede fig til at vttre:
— Fer mig ben til hiin gamle Kone, faa ſkal jeg fee at
bjælpe Eder til Eders Slavinde igjen! —

— Jeg fjender ikke hendes Bolig. — ſvarede
Neama.

— Hvorledes ſkulde jeg da kunne bjælpe Eder? —
yttrede Befalingsmanden: — Allah alene veed, hvor den
gamle Hex har ſit Tilhold. —

— Hvis J vilde, faa kunde J nok forſkaffe mig

min Slavinde igjen; — ſvarede Neama heftig: — og
jeg vil gan lige op til Statholderen for at beklage mig
over Eder. —

Som ſagt, faa gjort! — Neama gik op til Stat
VI. 18

274

holderen, og da ban borte til cen af de meſt anſeete Fa—
milier i Kufa, blev ban ſtrax indladt for bam.

— Hvad enſter J af mig? — ſpurgte Statbol—
deren, ſaaſnart Neama ſtod for bang Aaſyn; og denne
gav fig ſtrax til at foredrage bam fit Anliggende.

Da lod Statholderen Befalingsmanden falde op for
fig og ſpurgte: — Veed J ikke, bvor en vis ung Slavs
inde befinder fig, ſom tilborer denne gode Mand, Rea—
ma, 9106108 Søn? —

Befalingsmanden var altfor klog og gammel i fit
Haandvark til at ban ſkulde bave røbet fin Formodning
angaaende den gamle Kjærling, og fvarede alene: — Herre,
det Skjulte er alene Allab bekjendt. —

— وام ممت‎ øjebliffelig tilbeſt med Eders Betjen—
te, — befalede Hedſbadſbe: — gjør en Runde i og
omkring Buen og ſog omboggelig efter den Neama, Pas
bia's Son, tilborende værdifulde Slavinde! —

Derpaa vendte ban fig om til Neama og vedblev:
— Hvis Eders Slavinde ikke findes, ſkal IJ til Erſtat—
ning faa ti af mine egne og ligeſaa mange af Befalings—
mandens for Politivagten. — Derpaa indffærpede han
endnu engang Befalingsmanden at gjøre fin Pligt, og
Denne fjernede fig ftrar for at udføre de modtagne Befa—
linger, eller i det Mindſte at lade, ſom om ban gjorde fig
Umag derfor.

Imidlertid var Neama nærved at gage fra Sands
og Samling af Fortvivlelfe over Tabet af fin Elſkede,
endſkjondt ban kun var fjorten Aar gammel og endnu
intet Skjeg bavbde. Han udgjod Taarer baade Nat og
Dag, og vilde ikke gjenſee de Steder, hvortil faa dyrebare
Erindringer fengslede ham. Hans dybt bekymrede Mo—

275

der førgede med ham og ſtrabte forgjæves at trøfte ham.
Hans Fader pttrede engang, for at berolige bam, den
Formodning, at Statholderen ſelv hade ladet bang Hu—
ſtru bortføre, og at ban rimeligviis vilde føle fig tvun—
gen til at give bam bende tilbage. Men Neama lod
fig ikke berolige, og bang Fortviplelſe ſteg til en Højde,
at Man begyndte at frygte for hans Liv og hans For—
ſtand. Han vidſte ikke mere, bvad han ſagde, og kjendte
ikke længer de Perſoner, ſom beſogte ham. Alle de
Læger, ſom Rabia bidkaldte, de beromteſte i Kufa,
gjorde eenſtemmig hans Helbredelſe afhengig af den unge
Slavindes Gjenerbvervelſe.

Tre bele Maaneder fmægtede Neam ai denne Tilſtand
imellem Liv og Dod, og hans Foraldre vidſte ikke mere,
hvad de ſkulde gjøre. Da borte den gamle Rabia tale
om en berømt, i Stjernetoderkunſten vel erfaren Lege, der
nylig var kommen til Kufa, og bad fin Kone lade ham
hidkalde, da han maaſkee kunde vide et Middel til deres
Sons Frelſe. Saaſnart den fremmede Lege kom, forte
Rabia bam ſtrax ind i Sygeverelſet. Legen greb den
arme Neama's Haand, befolte hans Lemmer, ſtuderede
nøje hans Anſigtstræk, og yttrede derpaa ſmilende for
Rabia: — Eders Sons Onde har fit Sæde i Hjertet. —

Hojlig overraſket gav Rabia ham Het og for—
talte bam bele den ulpkkelige Sammenheeng. Hertil yt-
trede Legen: — Den unge Slavinde, om bvilken J taler,
befinder ſig for Tiden i Balſora eller Damascus, og
alene Gjenforeningen med hende kan gjengive Eders Son
Helbredet. —

— Hvis J kunde bjalpe os dertil, — ſagde Ra—
bia: — fkulde bele min Formue ſtaa til Eders Raa—

185

276

digbed, og jeg ſtulde visſelig gjøre Eder til en lykkelig
Mand.

— Hvad jeg gjør, udøver jeg ikke for Fordeels
Skyld. — ſparede den perſiſke Lege, og vedblev, henvendt
til Neama: — Var ved godt Mod, min Son! Hjæl-
pen er ikke længer fjern. — Derpaa ſpurgte ban Rabia,
om ban kunde anvende fire tuſinde Guldſtykker paa Sa⸗
gen. Ufortovet hentede Oldingen Pengene og overgav
dem i Legens Gænder. Da erklarede denne, at ban vil⸗
de rejſe med den Syge til Damascus, og ſpor paa, ikke at
ville vende tilbage uden Slavinden, ved bvilken den unge
Mands Hjerte bang faa inderlig. Efterat ban derpaa
havde faaet den Syges Navn at vide, ſagde ban til Nea—
ma: — Velan, min Son, nu maa J ſamle Eder og
mande Eder op, i Tillid til den almægtige Allab, bvis
Navn evindelig være priſet! Det var jo ham, der i lyk—
keligere Dage forenede Eder med Eders Elſkede. Spiis
nu og drik, bekeemp Eders Sorg og ftræb at komme til
Kræfter for at kunne udholde Rejſens Anſtrengelſer! In—
den otte Dage i det Seneſte maa vi bryde op til Damas⸗
cus. —

Den perſiſke Lege ſkyndte af al Magt paa For-
beredelſerne til Rejſen, og lod fig give allehaande Gjenſtan⸗
de af den forſtjelligſte Art til Forcringer i Damascus,
og desuden fer tuſinde Zechiner til, for at fuldſtendig⸗
gjøre det allerede modtagne Beløb indtil ti tuſinde Guld⸗
ſtykker, bvilken Sum ban anfaae for nødvendig til Udfø-
relſen af fit Forehavende. Bagage, Heſte og Kameler
bleve boldte i Beredſkab; efter otte Dages Forløb tog
Neama Afſked fra fine Forældre og drog med den per⸗
ſiſke Læge til Damascus.

277

J Haleppo opholdt de fig en Dag tilende for at
forhore fig angagende den unge Slavinde, men erfarede
Intetſombelſt om bende. Men efter at have naget Sta—
den Damascus, udhvilede de i tre Dage. Derpaa lejede
den perſiſke Lege fig en Bod, bvilken han indrettede med
den ſtorſte Pragt. De pan Væggene anbragte Hylder
fyldte han med koſtelige Porcellenskar, ſom havde Laag
af reent Sølv; alleſlags gyldne Prydelſer vare forhaanden
i rüg Mængde, og foran pan Diſken opſtillede han en
Mængde Glas- og Kryſtalflaſker med forſkjellige Salver
og Elirirer. Ogſaa ſit Aſtrolabium ſtillede han op i
Boden tilligemed den Tavle, bvorpaa han foretog ſine
aſtronomiſke Beregninger. Dertil kledte han fig prægtig
ſom perſiſk Læge, og lod Neama iføre fig en Under—
kledning af det fineſte Lærred, ſamt en Kaftan af Silke
og et med Guld broderet Bælte. Da Alt ſaaledes var
ferdigt, ſagde Legen til ham: — O Neama, for
Fremtiden maa J gjelde for min Son! J falder alt=
faa mig berefter Fader, og jeg Eder min kjere Sonneke.
Neama ſparede: — Jeg borer og adlyder. —

Snart ſtimlede Folket ſammen udenfor den per—
fiffe Læges Bod, bvis koſtbare Indretning Alle og En—
hver maatte beundre; og ikke mindre Opſigt vakte den
unge Neama's Skjonhed. Perſerne talte ikke Andet
end Perſiſk til ham, og Neama fvarede kun i det ſamme
Sprog, hvormed ban var tilſtrakkelig fortrolig ligeſom
de fleſte unge Mænd af fornem Familie. Haſtig udbredte
fig Rygtet om den perſiſke Læge over bele Staden, og
Man ſpurgte ham tilraads ved alle forekommende Syg—
domstilfelde baade ner og fjern. Han vidſte nemlig
Midler imod alle Sygdomme, behøvede blot at fee den
Syges Urin for at faa Kundſkab om bans Onde, an—

278

ordnede Lægemidler derimod og foreffrev den Syge, bvor⸗
ledes ban i det Hele havde at forholde ſig. J fort
Tid blen ban bele Stadeng Orakel, og bang Berøms
melſe gjenlød ſnart endogfaa i de Stores Paladſer.

Da ban en Dag var beffjæftiget med at tillave
Lægemidler, kom der en gammel Kone ridende paa et
Muuldyr med en koſtbart udſtyret Sadel, boldt ſtille uden⸗
for bang Bod og gav bam ved Tegn tilkjende, at ban
ſkulde komme og bjælpe bende ned af Dyret. Den per⸗
ſiſte Lege nærmede fig erbodig, bjalp Matronen ned af
Sadlen og forte bende ind i ſin Bod.

— Er I den perſiſke Lege, — ſpurgte bun:
— ſom for fort Tid ſiden er bidkommen fra Ara—
bien? —

Da Perſeren bertil havde givet et bekraftende Svar,
tilkjendegav bun bam, at bun bapde en ſyg Datter. Med
det Samme beſkrev bun bam den Syges Onde og overs
gav bam en lille Flaſke, hvoraf ban ſkulde øfe Kundſtab
om den Lidendes Tilſtand.

Den perſiſke Lege underſogte Flaſkens Indhold
med ſtor Opmerkſombed, og ſpurgte endelig, bad ben—
des Datter bed, forat han derefter kunde beregne, under
bvilken Stjerne ) bun var født, og endvidere beregne, i

») Denne Beregning bliver gjort efter Talvardien af de Bog⸗
ſtaver, ſom Napnet indeholder. Da nu Navnet No am i
det Arabiſke beſtager af de trende Tegn: Noon 50,
Eyn 70 og Meem 40, giver dette en Sum af 160.
Herfra bliver afverlende draget ſnart 9 og 9 og ſnart 12
og 12, indtil der kun bliver 12 tilbage eller derunder.
Dette Tal angiver da det Tegn i Dyrekredſen, hvoraf den
vedkommende Perſon bliver beherſket.

279

bvilken Time hun maatte indtage det Lægemiddel, ſom
ſkulde gjengive bende Sundbeden.

— Hun bedder Noam. — lød Svaret.

Da begyndte Legen at overveje og beregne og
ſkrive paa den flade Haand. ”) Endelig tog ban ſaaledes
tilorde:

— Min naadige Herſkerinde, jeg kan ikke meddele
Eders Datter noget Legemiddel, førend jeg bar faaet hen—
des Fodeſted at vide, efterſom jeg maa bringe det rela—
tive Himmelſtreg med ind i Beregningen. Siig mig
derfor, bvor bun er bleven fodt og opdragen, og hvor
gammel bun er! —

— Hun er kun fjorten Aar gammel, og er fodt i
Kufa. — forklarede Matronen.

— Hvor længe har hun opholdt fig ber i Sta—
den? — vedblev Lægen.

— Kun nogle Maaneder. —

Den tilſtedeverende Neama babde ikke tabt eet
eneſte Ord af denne Underboldning; Noams Navyn alene
havde bragt ham til at bebe. Da den perſiſke Lege
bavde modtaget alle de Oplysninger, han onſkede, angav
han det Legemiddel, ſom den Syge ſkulde bruge. Ma—
tronen lagde ti Guldſtykker paa Diſken og forlangte at faa
Legemidlet med ſig tilbage.

Lægen gav Neama Anviisning til at berede det,
og ved denne Lejligbed blev Matronen forſt opmerkſom
Paa den unge Mand.

— Allah være med Dig, min Son! — pttrede
bun forundret: — Sandelig, min Datter ligner Dig! —

*, De arabiſke Handlende bruge ofte denne Maade til at an⸗
ſtille deres Beregninger paa.

:»ح) ح ٌ او 2 —

280

Derpaa vendte bun fig igjen om til Lægen og
ſpurgte: — Er det Eders Slave, Herre? —

— Sej, det er min Son. — lød Svaret.

Saaſnart Neama var færdig med den ham paa⸗
lagte Sysſel, ſkrev ban paa en Seddel folgende Vers:

Naar Noams Øje bviler paa mig, bryder jeg mig
hverken om Soada's eller Dſhuml's "( Gunſt. — — De
ſagde mig, at jeg ſkulde opgive hende, og faa tyve andre
Skjonbeder iſtedet; men Ingen ligner hende, og jeg flipper
hende aldrig i Evighed! — .

Denne Seddel ſkjulte ban behændig i LEſken, ſom
indeboldt Lægemidlet, forſeglede ſamme, ſkrev fit Navn
udenpaa, og leverede det Hele til Matronen, ſom ftrar
derpaa tog Afſted og vendte tilbage til Khalifens Palade

Hun begav fig lige ind i den unge Slavindee
relſe, og fortalte bende, at bun kom fra en mt
ſiſt Lege, ſom for nogen Tid ſiden var kommen
mascus. Hun bavde ſpurgt bam tilraads angagende
des Sogdom, og faaet et Lagemiddel af bam, fø
Son bavde tilberedt. — J bele Damascus — tilfe
bun: — gives der ikke nogen ſaa ſmuk og velſkabt ik
ling, ligeſom beller ingen Bod i bele Damascus lader
fig ſammenligne med den perſiſke Leges. —

Noam tog imod Aeſken med Medicinen; men ſua⸗
ſnart bun fif Oje paa fin elſkede Herres Nabn
ſtrift udenpaa Laaget, blev bun bleg ſom et Liig Oje⸗
blikkelig følte bun fig overbeviiſt om, at Beſidderen af
biin Bod var kommen til Damascus udtrykkelig i den
Henſigt at erfare, bvad der var blevet af hende, og bad

Det vil ſige: andre Skjonheders.

281

Matronen om at beſkrive hiin Yngling, om hvem bun
havde talt. Heri føjede den gamle Kone bende bered—
villig, og forklarede, at den unge Mand havde et Merke
under det bøjre Ojenbryn, fremviſte den ſkjonneſte Skab—
ning, Man blot vilde fee for fine Øjne, og var flædt
paa den pregtigſte og tillige ſmagfuldeſte Maade.

Imidlertid indtog Noam Lægemidlet og ſmilede
ved Matronens Fortælling. — Det er virkelig et ganſke
fortræffeligt Middel; — yttrede bun: — jeg ſporer al—
lerede de gode Virkninger deraf. —

IJ det Samme fandt bun Sedlen, ſom Neama
havde lagt i Aeſken, og blev ved den beſtyrkede Overbe—
biisning om fin kjære Herres Nerhed i en Haſt lige—
ſom et ganſke andet Menneſke. Men ſaaſnart Matronen
blev opmerkſom herpaa, udraabte hun: — Hvilken lykke—
lig Dag! Hvilket godt Indfald, at jeg begav mig ben
til den perſiſke Lege! —

Da Noam nu forlangte Noget at ſpiſe og drikke,
lob Matronen ud for at falde paa en Slavinde, og lod
frembere de lakkreſte Retter. Men netop ſom No am
var i Begreb med at holde Maaltid, kom Khalifen til;
og da han ſage hende ſpiſe, bevidnede han bende ſin
Glæde over hendes Helbredelſe.

— Herſker over de Troende, — ſagde Matronen:
— denne Eders Glæde over Noams Helbredelſe ſkyl—
der J alene en perſiſk Læge, ſom nylig er kommen til
Damascus. Ingen Lage i Verden forſtager fig bedre
paa Sygdomme end han, og paa de utallige Midler, ſom
finde Anvendelſe imod dem. —

Bring Legen en Pung med tuſinde Guldſtykker
til Belonning for denne heldige Kuur! — befalede Kha—
lifen, og fjernede ſig kort derefter.

282

Den gamle Kone opfatte intet Ojeblik at overbringe
Lægen de tuſinde Guldſtykker, og røbede ved denne Lej»
ligbed, at det ikke var bendes Datter, ban bavde belbre⸗
det, men Kbalifens Favoritſlavinde. Matronen bavde ogs
faa et Brev med fra Noam, bvilfet den perſiſke Lege
ſtrar overgav i Neama's Hender. Denne modtog fin
Elſkedes Brey med et bavende Indre, brød det og leſte:

— Fra den af Lykken forladte, fra fin Hjertenskjare
adſtilte Slavinde.

— Til Sagen! — Eders Brev er kommet mig ihande
og har udvidet mit Hjerte; det var ligeſom Digteren figer:
— Brevet kom; gid den Haand, ſom ſkrev det, maa blive
bevaret for mig, indtil den drypper af Vellugt!“ — Det
var mig, ſom da Profeten Muſa “) blev gjengiven fin
Moder, og ſom da Patriarken Aak ub modtog fin dyrebare
Jusſufs ) Kladebon. —

Neama brød ved Lasningen af disſe Ord ud i
Taarer. Da den gamle Kone for den perſiſke Lege ber⸗
over yttrede fin Forundring, ſvarede denne hende:

— Hvorfor ſkulde den arme Angling ikke græde,
efterſom ban er bün unge Slavindes Herre og elſker
bende med Lidenſkab? Thi, for at ſige Saͤndbeden, denne
unge Mand er ikke min Son, men en Son af Rabia
i Kufa. Aleneſte de Linier, ſom ban ſkrev til Slavin⸗
den, vare iſtand til at belbrede hende; thi bele hendes

) Moſes.

J Koranens tolvpte Kapitel fortalles nemlig, at Jakob
fik fit af den megen Graad over Joſef tabte Syn tilbage
ved dennes mirakelgjorende Underkladning, ſom hans Brø-
dre havde faaet med fig fra Egypten for at brede over
deres Faders ſyge Ojne.

283

Sygdom beſtod fun i Sorg over Skilsmisſen fra en علاط‎
rebar Herre. Bebold derfor kun disſe tuſinde Guldſtpk—
ker, og gjør ſikker Regning paa langt ſtorre Belonninger,
hvis Eders Hjerte lader fig ſtemme til Gunſt for disſe
ulykkelige Elſkende. J er den Eneſte, ſom formager No—
get i dette Anliggende, og til Eder ſtaaer derfor hele
vort Haab.

Matronen følte fig bøjlig forbauſet ved denne over—
raſkende Meddelelſe, men dog i endnu langt bojere Grad
ſmigret ved den Tillid, der viſtes hende, og blendet ved
Udſigten til en faa glimrende Belonning, og ſpurgte Nea—
ma, om ban ogſaa virkelig var den unge Slavindes
Herre. Da Neama badde bekraftet dette, aabenbarede
hun bam, at Noam ikke havde Andet end ham i fine
Tanker. Rabias Son meddeelte bende derpaa bele ſin
Hiſtorie, og den derved dybt rorte Matrone lovede at
anvende al fin Indflydelſe for at gjenforene de Elſkende.
Efter dette troſterige Løfte beſteg bun igjen fit Dyr og
vendte haſtig tilbage til Paladſet.

Saafnart bun var traadt ind i Noams Varelſe,
fane hun ſmilende den unge Slavinde ind i Anſigtet og
ſagde: — Lonner det fig virkelig at græemme fig tildøde
for Neama's Skyld, en Son af Rabia i Kufa? —

— Barmhjertige Allab, faa er det Hele altſaa op—
daget! — udraabte Noam forfærdet.

Men Matronen beroligede bende baftig igjen ved
den Forſikkring, at bun, langtfra at have iſinde at volde
hendes Ulykke, vilde opbyde alle fine Kræfter for at gjen—
forene bende med bendes Elſkede, felv med Fare for fit
eget Liv. Kort efter begav bun fig atter tilbage til
Neama, og betroede denne, bvad der var foregaaet imel—
lem hende og bans kjere Slavinde.

284

— Hendes Kjærligbed til Eder —- pttrede bun:
er faa ſtærk, at bun med Lethed har kunnet modſtaa
Friſtelſen af alle Khalifens glimrende og ſmigrende Til—
bud. Hvis J nu befinder Mod og Fatning, vil jeg
fætte mit Liv ivove for at bringe Eder til bende. Jeg
bar allerede udtenkt Midler til at bringe Eder ind i
Kbalifens Palads og ſkaffe Eder Adgang til Noam;
thi at bun ſkulde komme ud til Eder, er ganſke utenke—
ligt. —

— Allab underftøtte Eder i dette Eders ædle
Forebavende, — ſparede Neama: — og belønne Eder,
ſom J fortjener det! —

Efter denne foreløbige Aftale vendte Matronen
igjen tilbage til Paladſet og fagde til Noam, at bens
des Herre bavde udtalt en glødende Attraa efter at faa
bende at fee, og ſpurgte bende, bvad bun tenkte derom.

— Jeg længes ikke mindre end ban. — var Noa ms
Svar.

Henimod Aften forlod den gamle Kone igjen Pa—
ladſet, med en Pakke, bvori, foruden et Perlebalsbaand
og de dertil borende Smykker, fandtes en fuldſtendig
Kvindekledning. Haſtig tog bun dermed Vejen til
Neamas Bod. Da bun traf bam bjemme, bad hun ham
træde ind i Bagverelſet med bende, forat de kunde være
alene. Her fremtog bun, hvad bun bavde bragt med fig,
og gav fig til at ſmokke den ſkjonne Angling ſom en
Kvinde. Hun malede bang Anſigt og bang Fingerſpid—
fer, gav ham Armbaand paa, ſmykkede hans Haar med
Snore af Silke, lod bam ifore fig et Par Silkebeen—
flæder og en broderet Fruentimmerkjole, fort ſagt, ud—
pyntede bam paa det Bedſte ſom en ung Slavinde, faa at
ban lignede en fortøjet Jomfru fra Paradiſet.

285

Da han endelig var færdig, befaae bun ham fra
Top til Taa og udraabte: — Priſet være Allah, jeg
har aldrig i mine Levedage feet nogen ſmukkere Skab—
ning! Han er virkelig endnu ſmukkere end hans Slav—
inde! —

Derpaa lod bun ham prove paa at bevæge fig i
den uvante Dragt, og lærte ham, bvorledes han ſkulde
træde frem med den venſtre Side, vugge fig i Hofterne
og lade fin Overkledning flagre. Efterat hun hade ind—
ovet bam godt beri, troede hun ham endelig iſtand til uden
Anſtod at gjennemfore ſin Rolle, og ſagde til ham:

— Imorgen Aften vil jeg bente Eder for at fore
Eder ind i Paladſet. J maa blot endelig ikke blive
bange ved Synet af Slaverne og deres Befalingsmand,
men bevare Eders Fatning, beje Hovedet og gaa raſk
forbi, uden at tale eller give Svar paa Noget; ſaa ſkal
jeg nok ſorge for det Øvrige. —

Den naſtfolgende Aften blev Neama ført ind i
Khalifens Palads; den gamle Kone ſkred iforvejen.
Dorvogteren vilde imidlertid ej lade Slavinden, ſom han
ikke kjendte, flippe ind i Paladſet, og ſtandſede hende paa
Teerſkelen. Men Matronen tilkaſtede ham onde Blikke,
udffjældte bam og pttrede, at han rigtignok var dumdri—
ſtig over al tenkelig Maade, efterſom han vovede at op—
holde Khalifens Andlingsſlavinde Noam, i bois Velfærd
de Troendes Beherſker tog en ſaa levende Deel, og bod
den forflædte Neama, uden Ophold felge efter hende.
Dorvogteren blev forbløffet ved den ſkrappe Tiltale, og
lod dem uhindret flippe ind. '

Den Gamle gik nu uden videre ind i Paladſets indre
Gaard; ber ſtandſede bun og ſagde til Neama: —

286

— Naar bi nu komme til Haremets Indgang, maa J for
Alvor gribe Eder ſammen. Gaa fun driftig ind og bold
Eder ftrar tilvenſtre; tel faa Dørene, indtil J kommer
til det ſjette Varelſe, bvor Alt er forberedt til Eders
Modtagelſe. Men, for Himlens Skyld, tab u ikke Fatnin⸗
gen, bis Nogen ſtulde tiltale Eder; J maa gaa driftig
forbi, uden at ſtandſe og uden at ſpare paa nogen Til—
tale! —

Neama fulgte Anviisningen og ſkred videre. Men
da ban kom til Kvindeboligens inderſte Dor, ſtandſede
Oberſten for Gildingerne bam og vilde have at vide af
Matronen, bvad det var for en Slavinde.

— O, min viſe Hr. Kammerſpend, — tog Matro—
nen tilorde: — bvor bar J Eders Forſtand idag?
Noam, Kbalifens Andlingsflavinde, bvem hans Hjerte
tilborer, for bvis Liv ban har frygtet, men ſom nu tillige—
med fit Helbred bar vundet en ubegrendſet Indflydelſe
over de Troendes Beberſker, onſker at kjobe denne Slav—
inde, og Du vover at opholde bende? Tag Dig blot jagt,
at No am ikke fager Sligt at vide! Det kunde let komme
til at koſte Dig dit Hoved, ſom, endſkjondt det i fig felv
kan være lidt nok verdt, dog for Dig maa gjelde ikke faa
Lidet endda. —

Og, benvendt til Neama, vedblev Matronen:
— Bryd Dig kun ikke om bam, Slavinde, men gaa blot
raſk videre! Glem tillige, bvad han bar ſagt, at Noam
ikke ſkal erfare Noget om denne viſe Mands Adfærd! —

Neama fænfede fit Hoved og gik ind uden at fee
bverken tilbejre eller tilvenſtre. Men hans Hjerte ban—
fede urolig, og iſtedetfor at gaa tilvenſtre, gik han tilbojre,
ligeſom ban ogſaa kom ind i det fyvende iſtedetfor det
fjette Verelſe. Dette Gemak havde guldvirkede Silketa—

267

peter, og Aloetræ, Ambra og Moffus udbredte fra gyldne
Rogelſekar den koſteligſte Vellugt trindt omkring. Midt i
dette Verelſe fandtes der en med Brokade bedekket Tro—
ne; paa denne tog Neama Plads, uden at have nogen
Anelſe om, hvad der ifølge Allahs almægtige Raadflut—
ning foreſtod ham. Thi medens ban ſaaledes fad paa
Tronen og tenkte over fin Skjebne, traadte Khalifens
Soſter ind med een af fine Slavinder. Prindſesſen an—
fane Neama for en i Paladſet nylig indført Slavinde,
og ſpurgte hende, Hvem hun var og bvorledes hun var
kommen ind i Varelſet, men fif intet Svar. — Hvis I
er een af min Broders Slavinder, — yttrede Prindſesſen
endelig: — og ban ſkulde være bleven vred paa Eder,
faa lover jeg at indlægge et godt Ord for Eder, at J
maa gjenvinde hele bang Andeſt. —

Da Neama endnu ſtedſe ikke ſparede, befalede
Prindſesſen fin Slavinde at blive ſtaaende ved Doren og
ikke indlade Nogen. Derpaa traadte hun den for—
meentlige, bende ubekjendte Slavinde endnu nærmere, og
vedblev, hojligen overraſket ved hendes Skjonhed:

— Siig mig dog, Hvem J er, bvad J bedder, og
hvorledes J er kommen ind i mit Verelſe! Jeg erindrer
ikke, at jeg nogenſinde for har ſeet Eder i Paladſet. —

Neama forblev endnu ſtedſe ſtum.

Da beſluttede Prindſesſen, for at gjore Slavinden
mere tillidsfuld, at viſe hende nogle Kjcrtegn. Men
ved denne Lejligbed merkede bun ſtrax, at bun ikke havde
nogen Slavinde for fig, og forſogte at rive Neama
Sløret fra Anſigtet, for at faa at vide, Hvem bun hapde
for fig. Da raabte endelig Neamaſi ſin vderſte Angſt:
— Ædle Herſkerinde, jeg er en Slave! Hav den God—
bed at kjobe og tage mig under Eders Beſkyttelſe! —

288

— Frugt Intet! — fvarede Prindſesſen højlig for«
baufet: — Men fiig mig blot, Hvem I er og Hvo der
bar bragt Eder bid!

— Aedle Herſtkerinde, — lød det bavende Svar:
— jeg hedder Neama, er født i Staden Kufa, og
bar vovet mit Liv for at gjenfinde min Slavinde No am,
ſom Statholderen Hedſbadſhe ved ſkammelig Lift har
udrevet af mine Arme! —

Prindſesſen ftræbte at berolige Anglingen, kaldte
paa fin Slavinde og bod bende hente Noam.

Imidlertid var Matronen kommen ind til No am,
og da bun ikke fandt Neama hos bende, anede det hende
naturligvüs ſtrax, at han havde forvildet fig og var kom—
men ind i et galt Verelſe. Ufortovet meddeelte bun
Noam ſin ſkrakkelige Anelſe, og forfærdet udraabte den—
ne: — Der gives ingen Magt og Frelſe uden 008 Al—
lab! Vor Time er kommen; vi ville gaa tilgrunde med
binanden! —

Endnu raadſloge de i en dødelig Angſt med hinan⸗
den om, hvad der var at gjøre, da en Slavinde traadte ind
og bod Noam indfinde ſig bos Prindſesſen.

— Jeg hører og adlyder! — ſtammede No am:
— Men idet bun gik forbi Matronen, bviſkede denne til
hende: — Rimeligviis befinder Eders Herre fig hos
Prindſesſen; faa er Alt opdaget, og vi ere om en
Hals! —

Saaſnart Noam var traadt ind til Prindſesſen,
ſagde denne til hende: — Der er Eders Herre! Han
bar taget fejl af Verelſerne, og er kommen ind i mit iſte—
detfor Eders. Men J ſkulle ikke faa Grund til at æng-

289

ſtes for den Sags Skold; vil Allah, — priſet være hans
Navn! — ſkal jeg frelſe Eder Begge! —

Denne blide og velvillige Tiltale beroligede Noam,
og bun takkede Prindſesſen inderlig for den hende lovede
Beſkyttelſe. Men Neama havde ſtrax ved No ams
Indtreden rejſt fig; nu ilede de binanden imode og om—
favnede hinanden med en faa lidenſkabelig Henrykkelſe, at
de begge miſtede Bevidſtheden.

Saaſnart de atter vare komne til fig ſelv, lod
Prindſesſen dem tage Plads ved Siden af fig, og gav
fig i Forening med dem til af overveje, hvorledes de ſkulde
Drage fig ud af den Forlegenhed, hvori de befandt fig.

— Prindſesſe, — ſagde Noam: — vor Sfjæbne
hviler nu i Eders Hænder alene. —

— Ved Allah, — ſparede Khalifens Soſter: —
ikke alene i mine Hænder, men ogſaa paa mit Hjerte! —
Og bun befalede en Slavinde at bringe nogen Mad og
Drikke, bvad der netop var ved Haanden. Saaſnart
Bordet var dakket, lagde hun egenbendig de unge Elſkende
for, og disſe ſpiſte fig med et beroliget Sind mætte. Men
efter Maaltidet gave de ſig til at drikke ſod Viin med
binanden; og Bekymringen veeg ganſke fra deres Hjerter.
Dog yttrede Noam ſukkende: — Hvo der blot vidſte,
hvad der kommer efter dette, Lykke eller Fordaervelſe! —

Prindſesſen var inderlig rort over de unge Menne—
ſkers trofaſte Omhed, og henvendte folgende Spørgsmaal
til Neama: — J elſker altſaa denne Slavinde over al
Maade højt? —

— Jdle Herſkerinde, — ſparede Anglingen: —
Det er jo netop Kjerligbeden til bende, ſom har bragt
mig i min nuværende livsfarlige Stilling. —

VI. 19

200

— Og Du, Noam, — vedblev Prindſesſen: —
elſter Du din Herre med en lignende Kjarligbed? —

— O min Herſkerinde, — ſparede den unge Slavs
inde: — var jeg ikke ſog og fmægtede Døden imøde alene
af Sorg over at være adſkilt fra bam? —

— Ved Allab, — udraabte Prindſesſen da: —
ja ved Allab, J elſke binanden! Og den være fordømt,
ſom vil ſkille Eder ad! Opklarer Eders Blikke og værer
ved godt Mod! —

Derpaa fod bun bente en Citbar og overgav den i
Noams Hænder. Den unge Slavinde ſtemte den, præs
luderede, og gav fig til at ſonge:

— Da de Onde ikke var tilfredſe med Mindre end vor
Skilsmisſe, endſtjondt ingen af dem havde Blodſkyld at
fordre af os, — da de lode al Krigens vilde Larm drone i
mine Oren, medens jeg ikke havde nogen Beſkytter eller Red⸗
ningsmand, — da ſtred jeg imod dem med mine Blikke, mine
Taarer og mine Sukke, — med Spyd og Vandſtromme
og glodende Ild. —

Derpaa overgav bun Citbaren i Neamas Hen⸗
der og opfordrede bam til at ſynge. Efter et indledende
Forſpil bævede ban fin Stemme og fang:

— Fuldmaanen vilde ligne Dig i Skjonhed, havde den
ingen Pletter, og Solen, hvis den ingenſinde blev formorket.
— Iſandhed, det undrer mig — dog hvor rüg er ikke Kjærs
ligheden vaa Undervarker, ledſaget af Aengſtelſer, Langsler
og pünlige Attraaer! — det undrer mig, at Vejen ſynes mig
ført, naar jeg gaaer til, og lang, naar jeg gaaer fra min
Elſtede. —

Da Neama taug, fyldte Noam et Beger og
rakte ham det. Neama tømte det, fyldte det paany og

201

overrakte Khalifens Soſter det. Efterat Prindſesſen
havde tømt Begeret, tog hun Eitharen og fang:

— Sorg og Aengſtelſe huſe i mit Hjerte, og en forta—
rende Glod flammer i mit Indre. Mit Legemes Henſpvinden
er bleven sjenſynlig; min urolige Langſel har gjort mig ſyg
indtil Doden. —

Saaledes drak og ſang de endnu vexelvis, da Kha—
lifen pludſelig traadte ind i Varelſet, hvor de ſade.
De tvende Elſkende kaſtede fig ftrar ned for ham og kys—
fede Gulvet; men de Troendes Beherſker fane velvillig
paa Noam, ſom endnu holdt Citbaren i Haanden, og
ſagde til hende: — Priſet være Allah, ſom tog Sorg og
Lidelſe bort fra Dig! — Derpaa henvendte han ſin Op—
merkſombed paa Neama, og ſpurgte fin Soſter, hvad
det var for en Slavinde, ſom ſad ved Siden af Noam.

— O, Herſker over de Troende, — ſparede Prind—
ſesſen: — det er een af dine Slavinder, en faa behage—
lig Selſkaberſke, at Noam byverken ſpiſer eller drikker,
naar hun ikke er hos hende. —

— Hun er virkelig ligeſaa ſmuk ſom Noam, —
yttrede Khalifen: — og ſkal ſtrax imorgen faa et Varelſe
ved Siden af Noamsß; ogſaa vil jeg ſende hende Bo—
have, Klæder og Pynt, faa meget hun kan onſke fig, Alt
for Noams Skyld. —

Prindſesſen lod nu bringe Forfriſkninger til Khali—
fen, der havde faget Plads og ſlaget fig tilro hos dem.
Han fyldte et Beger, og gjorde Tegn til Noam, at
hun ſkulde ſynge engang. Noam adlød, drak af Bæge=
ret, greb derpaa Citharen og fang:

— Gjerne modtager Man Bageret af en edel Bordkam—
merats Haand; men efterat jeg har modtaget det ſkummende
19 *

202

Bæger af din Haand, o Herffer over de Troende, føler jeg
mig adlet og hot ophøjet, en Fyrſte af din Maade. —

Kbalifen var ganſke benrpkt og fyldte ſnart igjen et
andet Beger, rakte det til Noam og bod bende ſynge
endnu mere. Noam drak og ſang atter:

— O Du 2 dleſte iblandt alle Levende, Hvem ingen
Sjæl tor ligne fig ved, — o Du i Vardighed og Gapmild⸗
hed Uforlignelige, — o Herre og Fyrſte, vidt berømt i alle
Dyder, — o Du Herſkernes Herſter og Profetens Stathol⸗
der paa Jorden, for Hvem alt Godt er en kjar naturlig
Vane, for Hpem Alverdens Magter maa vige, for Hpem
Paradiſet ſtaager aabent, — gid Allah opholde Dig, tilintetgjore
dine Fjender, og forøge din Lykke og Berommelſe indtil dit
Livs ſalige Ende! — 1

Saaſnart Kbalifen havde bort Noam ſynge ſaa—
(unde, udraabte ban ganſke ude af fig ſelv: — Dig bar
Allab velſignet med fine rigeſte Gaver; dit Sprog er Mu—
fif og dine Ord bimmelſke Harmonier! —

Saaledes benrandt Tiden med Lyſt og Glæde, og
det lakkede allerede imod Midnat, da Khalifens Soſter
tog ſaaledes tilorde:

— Herſker over de Troende, for den nylig belbredte
No am maa den megen Sang og Deelagtigheden i en faa
livlig Underboldning en beel Aften være meget anſtren—
gende. Hvad ſynes Eder derfor, om jeg fortalte Eder en
ſmuk Hiſtorie, ſom jeg for ikke længe ſiden har læft? —

— Herre, der var engang i Staden Kufa en
ung Mand ved Napvn Neama, Rabia's Son. Denne
beſad en Slavinde, med bvilken han var bleven opdragen
fra Lille af, ſom han lidenſkabelig elſkede og hvis Gjen⸗

293

fjærligbed han i fuldeſte Maal beſad. Saaſnart de havde
naget den vorne Alder, tog Neama ſin Slavinde til
Kone; men neppe var dette ſkeet, førend den onde Sfjæbne
bjemſogte dem med Skilsmisſens Ulykke. Onde Menne—
ſker lokkede Slavinden ud af Neamas Huus og ſtjal
bende fra ham. Derpaa blev hun for tituſinde Guldſtyk—
ker ſolgt til en mægtig Herſker; men denne opbod for—
gjaves Alt for at vinde hendes Kjærlighed.

— Hendes Herre havde imidlertid i Fortvivlelſe for—
ladt fit Huus, fin Familie og fin Ejendom, for at opſoge
hende i den vide Verden og offre Alt, endogſaa Livet, for
at udrive hende af hendes forſmedelige Tilſtand. Han
udfatte fig benſynsloſt for de allerſtorſte Farer, og vo—
vede virkelig tilſidſt Livet, ſelb for at faa en Sammen—
komſt med fin” dyrebare Huſtru. Men neppe havde de
ſmagt Gjenſynets Lykke, førend biin Fyrſte traadte ind,
ſom bavde kjobt Slavinden af den frakke Rover. Strax
gav han Befaling til at lade dem begge dræbe, uden at
ville vide af nogen Retferdiggjorelſe at fige. — —

— Hvad er nu Eders Mening om denne Fyrſtes
Adfaerd? — vedblev Prindſesſen, henvendt til fin Broder.

— Hiin Fyrſte bapde gjort bedre i at tilgive, end—
ſkjondt ban havde Magt til at ſtraffe; — ſparede Khali—
fen: — tbi han burde have overvejet trende Ting: for
det Forſte, at de unge Aeégtefaller vare forbundne ved
Kjarligbedens Baand, for det Andet, at de befandt fig i
hans Palads og i hans Magt, og for det Tredie, at en
Fyrſte vel bor betenke fig, førend ban dømmer i en Sag,
hvori han felv er den ene af Parterne. — Hiin Fyrſte,
ſynes mig, har derfor ingenlunde handlet fyrſtelig. —

— O min Broder, — tog Prindſesſen da tilorde:

204

— jeg beder Eder, befal Noam at ſynge, og merk Eder
vel Indboldet af bendes Sang! —

Kbalifen fojede bende, og Noam ſang af ſit In—
dres dybeſte Grund:

— Forraderiſk var Skjabnen imod mig efter gammel
Sadvane; den finder fin Glæde i at ſonderknuſe Hjerterne
og fremkalde Sorgerne i det menneſkelige Indre, i at adffille
elſtende Sjæle, i at bringe Taaren til at rinde i ſalte
Stromme. — Med dyb Grammelſe og høj Vellyſt mindes
jeg den Tid, da vi vare uadſkillelig forenede. Forbi er denne
lokſalige Tid; derfor vil jeg grade Blod indtil mit Livs
Ende. —

Med Henrykkelſe bavde Khalifen lyttet til No ams
berlige Sang. Da bun taug, tog Prindſesſen atter Or—
det og ſagde til fin Broder: — Hvo ſom bar fældet en
Dom over fig felv, maa ſtaa ved fit Ord og bringe det
i Üdforelſe. — Og bun bod Noam og Neama at
rejſe ſig.

— Herſker over de Troende, — vedblev bun der⸗
paa: — der feer J netop de tvende Ulpkkelige for Eder, bvis
Sfjæbne J faa levende bar beklaget! Noam er den unge
Slavinde, ſom Hedſhadſhe bar røvet fra bendes 2602
tefelle for at gjøre Eder en Foræring med bende. J fin
Skrivelſe til Eder har ban bedraget Eder med det Fore—
givende, at ban har betalt ti tuſinde Guldſtpkker for bende.
Det er den pure Logn; den unge Neama, ſom J
ber feer for Eder i Slavindedragt, er hendes Herre og
WÆgtefælle. Ved Eders glorverdige Forfedre beſperger jeg
Eder nu, at عنام‎ Medlidenbed med deres Ungdom og til—
give dem deres Forſeelſe! — J vil i Eders eget Hjerte
finde Lonnen for den Hojmodighed, ſom J udviſer imod

295

dem. Glem ikke, at de ere i Eders Magt, at de begge
have nydt den Akre at ſpiſe ved Eders Taffel, og ende—
lig, glem ikke, at Eders egen Soſter har bonfaldt Eder
om at ffjænfe dem Tilgivelſe! —

Khalifen vifte fig ganſke bevæget og ſvarede:
— Du har Het, min Soſter; jeg har fældet Dommen over
mig felv, og en Fyrſte tager aldrig fit Om tilbage. —
Derpaa vendte han fig om til Noam og ſpurgte: — Det
er altſaa din Herre? —

No am ſparede bavende Ja.

— Var uden Frygt! — vedblev Khalifen med
Godhed: — Jeg tilgiver Eder Begge af mit ganſke
Hjerte. Men ſüg mig nu ogſaa, Neama, bvorledes
Du erfarede, at din Slavinde befandt fig i mit Palads,
og hvorledes Du har baaret Dig ad med at komme herind! —

— Herre, — ſvarede Neama: — ver ſaa naa—
dig at børe Fortællingen om min Sfjæbne! Jeg tilſper—
ger Eder ved Eders Forfedre, ikke at ſkjule det Aller—
mindſte. — Derpaa meddeelte han Khalifen Alt, bvad der
var mødt ham, bvilken Forbindtligbed han var den perſi—
ſke Lege ſkyldig, ſamt den gamle Kone, ſom havde fort
ham ind i Paladſet.

Hojlig forundret over Alt, hvad han maatte erfare,
[od Kbalifen den perſiſke Læge falde, forærede ham en
Wreskledning og fatte ham ei en høj og anſeet Stilling
ved fit Hof. Han gav ham tillige en henrivende ſkjon
Slavinde til Kone, og pttrede naadig, at han onſkede,
ſtedſe at bebolde en Mand om fig, der beſad en faa ud—
merket Forſtand og Duelighed, og hvis Evner i faa mange
Henſeender kunde være ham tilnytte.

Ogſaa Noam og Neama overoſte Khalifen med

296

fine QVelgjerninger, iligemaade den gamle Kone; og bele
fov Dage efter binanden blev der fejret prægtige Fefter i
Paladſet. Efter denne Tids Forløb tillod Kbalifen de
Elſtende at vende tilbage til Kufa; og ſaaledes bleve da
de tvende ømme Hjerter gſenforenede med binanden, og
bankede fremdeles for binanden i Fryd og Smerte, dog
ſtedſe lokkelige ved den gjenſidige Kjerligbed, indtil de
maatte briſte for biint Vaſens ubøjelige Magt, ſom fætter
en Grændfe for den jordifte Glæde.

297

Prinds Kamaralſamans
og
Prindſesſe Jadurs

Hiſtor ie.

Omtrent tyve Dagsrejſer tilføes fra den perſiſke Kyſt
ligger i det ſtore Ocean Øen Khaladan “). Den er
inddeelt i flere anſeelige Provindſer med blomſtrende og
ſterkt befolkede Steder, og danner et mægtigt Kongerige.
Over dette berſkede i fordums Tid Kong Shabſeman.
Denne mægtige Fyrſte hade taget fire Prindſesſer til fine
retmesſige Gemalinder, og beſad desuden tredſindstyve
Medbuſtruer; ved den Velſtand og velſignede Ro, ſom
berſkede i hans Rige, holdt han fig for den lykkeligſte
Konge paa Jorden. Kun een Ting voldte bam Sorg,
den nemlig, at han ved ſin allerede vidt fremrykkede Al—
der endnu ikke beſad nogen Arving til ſit Rige; men han
vidſte ikke, paa Hvem han ſkulde ſkyde Skylden for denne
Vanſkjcebne. Som naturligt, anſage han det for den al—
lerſtorſte Ulykke, at ſkulle dø uden Arving; men han
ſkjulte i lang Tid fin Gremmelſe over dette bittre Savn,

) De kanariſte Oer.

298

og leed faa meget mere derved, ſom han gjorde Vold paa
fig felv for at ftjule det.

Dog endelig funde ban iffe længer bære fin Sorg
alene, men aabenbarede den en Dag for fin Vizier under
fire Øjne, og ſpurgte bam, om ban ikke vidſte noget
Raad imod det bam overbængende Onde.

— Eders Hojbed, — ſparede den kloge Vizier: —
ſkulde visſelig ſnart finde Hjælp derimod, bis det var
en Sag, ſom almindelig Menneſkeviisdom bavde nøgen af—
gjorende Indflydelſe paa. Men desverre, maa jeg bes
fjende, komme beri alle menneſkelige Kundſkaber og Erfa—
ringer tilkort, og der bliver i ſaadan Nod intet Andet
tilbage end at benvende fig til ſelbe Gud. Ofte bebager
det den Alviſe og Almægtige, midt i vor Luffe, naar vi
netop allermindſt tenke paa ham, at ſende os Sorg og Pine,
forat vi ſkulle føle hans Almagt og erindre, at vi
Intet bave af os felv, men Eet og Alt af ham alene. —

— J beſidder Underſaatter, — vedblev Vizieren:
— ſom i fortrinlig Grad lægge fig efter at ere og til-
bede det bojeſte Veſen, og ſom for Guds Skyld under⸗
kaſte fig allebaande Savn og fore det ſtrengeſte Liv. Det
er derfor mit Raad, at J lader uddele rigelige Almisſer
til disſe fromme Sjæle og opfordrer dem til at forene
deres Bonner med Eders. Iblandt faa mange kunde der
dog maaſkee findes Een, der er Gud fan velbehagelig, at
ban vilde tilſtaa bam Opfyldelſen af Eders brændende
Onſke. —

Kong Sbabſeman ſyntes godt om dette viſe
Raad og takkede fin Storvizier af fit inderſte Hjerte. Ufor⸗
tovet ſendte ban rigelige Almisſer til alle Broderſkaber af
fromme og bellige Mænd, og lod deres Forſtandere
ſamtlig falde for ſig. Efterat han havde beværtet disſe

209

med et frugalt Maaltid, meddeelte han dem, bvad der laa
bam paa Hjerte, og bad dem om at anbefale ham til de—
res Gud indviede Undergivnes fromme Forbonner.

Og fee, ikke længe varede det, inden een af
Kongens Koner blev frugtſommelig, og efter den ſedvan—
lige Tids Forlob fodte hun en Dreng til Verden. Af
Taknemlighed over denne Lykke ſendee Kong Sbabſe—
man de fromme Broderſkaber igjen Almisſer af en Stor—
relſe, ſom ſtod i Forhold til hans Rigdom og hans Hjer—
tens Glæde, og Prindſens Fodſel blev ikke alene i Hoved—
fladen, men over bele Landet feſtligbholdt ved en lang
Rakke af glimrende Højtider.

Den lille Prinds var ſtrax efter Fodſelen bleven
bragt til fin Fader. Denne fandt ham faa ſmuk, at han
kaldte ham Kamaralſaman “). Derpaa ſorgede ban
ombyggelig for hans Opdragelſe, og for hans Underviis—
ning, ſaaſnart Viden bavde gjort bam moden dertil. Kam a—
ralſaman fif de dueligſte Lærere og de viſeſte Hopme—
ſtere, ſom vare at finde i bele Landet; og disſe baade ved
deres Kundſkaber, Ferdigbeder og Dyder udmeerkede
Mænd fandt bos Prindſen en højt begavet og lærvillig,
for alle Undervüsningsfag modtagelig Mand. Senere lærte
den unge Forſte allehaande legemlige Færdigbeder, og ud—
merkede fig baade i det Ene og det Andet til en Grad,
ſom vakte hele hans Omgivelſes, men iſer hans Faders
Beundring.

Da Prindſen var femten Aar gammel, fattede Kon—
gen, bans Fader, i ſin Omhed den Beſlutning at fraſige

*) Sin Tids Maane.

300

fig Tronen til Fordeel for fin Son, og talte degangaaende
med fin bojt betroede Storvizier.

— Jeg frugter for, — vttrede ban: — at Prinde
ſen ved at tilbringe fine Ungdoméaar i Lediggang ſkal
komme til af miſte, ikke alene de bøje Fortrin, ſom Natu⸗
ren i et faa overſtrommende Maal bar begavet ham med,
men ogfaa dem, ban bar vundet ved den ombyggelige
Opdragelſe, ſom jeg i min faderlige Ombed beredte bam.
Efterſom jeg nu er i den Alder, da Man kan trænge til
og længes efter Ro, bar jeg beſluttet at aftrede bam 9102
gieringen, og for min øvrige Tid nojes med den Glæde at
fee bam regjere. Hvad ſynes Eder derom, min gamle
Ven? —

Storvizieren kjendte ſin Herre og var klog nok til
ikke aabenbart at modfætte fig denne bans Beſlutning,
endſkjondt ban bavde mangfoldige Grunde, ſom maatte bes
væge bam til at ſtemme derimod; meget mere ſyntes han
villig til at gaa ind paa Kongens Plan og yttrede:

— Herre, J taler i mit Øre med den faderlige
Ombeds RNoſt, og med Glæde lytter jeg dertil; imidlertid
kunde det dog ſynes betenkeligt at paabyrde faa unge
Skuldre en faa tung Byrde ſom Strrelſen af et ſtort
og mægtigt Rige. Med fuldkommen Ret nærer Eders
Hojbed Frugt for, at Lediggangen ſkal volde bang ædle
Natur Skade; men ſkulde det ikke være muligt at ſpsſel—
fætte bam paa anden Maade? Hvad, f. Ex., om Man
lod bam formale fig? Aegteſkabet er en berlig Ting til
at ſamle et ungt Menneſkes Kræfter fra et udſpavende
Liv. Paa ſamme Tid kunde Eders Hojbed give Prindſen
Adgang til Eders Statsraad; der vilde ban efterbaanden
lære, bvorledes ban i Tiden ſkal opretbolde Eders Tro—
nes Glands og Anſeelſe, og faa kunde J jo altid aftrede

301
bam Regjeringen, naar J ſaae, at han var den høje Op—
gave voxen. —

Sultanen fandt fin Storviziers Raad baade viiſt og
godt, og ſaaſnart denne havde forladt ham, ſendte han
Bud efter Prindſen. Denne habde bidtil været vant til
kun at beſoge fin Fader paa visſe Timer af Dagen, uden no—
genfinde at blive faldet til ham, og blev derfor ikke lidet
overraſket ved den modtagne Befaling. Iſtedetfor altſaa
at træde frem for ham med den ſadvanlige ſonlige Fri—
hed, bilſte han med dyb Wrefrygt og blev ſtagende foran
ham med nedflagne Øjne. Dette undgik ingenlunde Sul—
fanen, og han ſagde derfor til ham i en opmuntrende
Tone:

— Min fjære Son, kan Du gjatte, hvorfor jeg har
ladet Dig kalde? —

— Herre, Allah alene feer i Hjerterne; — ſparede

Prindſen med Tilbageboldenbed: — men jeg vil med
Glæde fornemme Eders Hojheds Befalinger. —
— Nu, fan viid da, — vedblev Sultanen: — at

jeg har iſinde at formæle Dig! Hvad ſiger Du dertil? —

Med ſtor Misfornojelſe modtog Prindſen denne Ef—
terretning; han geraadede i Forvirring, Sveden traadte
frem paa hans Pande, og ban vidſte ikke, hvad han ſkulde
ſvare. Endelig fandt han dog Ord til at udtale fig paa
folgende Maade:

— Herre, jeg beder Eder om Tilgivelſe, at jeg vi—
fer mig faa overraſket ved denne Eders Meddelelſe; jeg er
faa ung endnu, at Sligt aldrig endnu er kommet mig i
Tanker. Jeg er ikke engang vis paa, at jeg nogenſinde
beſtemmer mig til den egteſkabelige Stand; ikke alene den
Bekymring, ſom Kvinderne volde, giver mig Betankelig—
heder, men ogſaa mange af vore ſtore Digteres Udſagn,

|

302

ſom beftylde Fruentimmerne for Ondſkab og Trolosbed.
Een af dem udſiger nemlig:

— Sporger J mig om Kvinderne, faa vider, at jeg har
ſtuderet dem tilbunds, og er vel bekjendt med hele deres for⸗
viklede Natur“! — — Naar en Mands Hoved bliver graat
eller hans Rigdom formindſker fig, faa er det ogſaa ude med
deres Kjarlighed til ham. —

— Staa Kvinderne imod, ſaaſandt Du vil vandre paa
Allahs Veje! Den Angling, ſom giver fig dem ivold, vil als
drig blive til Mand. — Han vil ingenſinde bringe det til
Modenhed, ſelv om han beflittede fig derpaa i tuſinde Aar. —

— Det kan vel være, — vedblev Prindſen: — at
jeg engang kommer til at tænfe anderledes. Men den Tid
den Sorg! Saa bliver det altid tidsnok at tanke paa
Giftermaal. —

Sultanen følte fig inderlig bedrøvet over dette Svar
af fin Søn; thi det vifte ham, bvor afgjort utilbøjelig
ban var til at føje fig efter bang Villie. Imidlertid on—
ſkede ban ikke dog at betragte denne ſin Sons Stemning ſom
en Attring af Ulpdigbed, ligeſaa lidt at gjøre Brug af fin
faderlige Myndigbed for at tvinge bam, og indſkrenkede
fig derfor til at yttre:

— Jeg vil ingenlunde paalægge Dig nogen Tvang,
men tværtimod give Dig rundelig Tid til at overlegge og
betenke, at en til Regjeringen beſtemt Prinds forſt og
fremmeſt maa være betankt paa at efterlade fig Afkom.
Jeg baaber viſt, at Du vil komme til en for os begge on—
ſtelig Slutning, og glæder mig allerede iforvejen til at fee
mig ſelb leve op paany i dine Born. —

Og Sultanen bragte ikke mere denne Sag paa
Bane, men gav Prindſen fra ſamme Dag Adgang til
Statsraadet og gjorde overhovedet alt Muligt for at gjøre

303

ham tilfreds med fin Stilling ved Hoffet. Men efter et
Mars Forløb tog han ham atter for fig og ſagde til
ham:

— Nu, fjære Son, har Du benyttet Tiden til vel
at overveje min ifjor for Dig fremlagte Plan, at formele
Dig? Vil Du endnu vagre Dig ved at gjøre mig denne
Glæde, ſom jeg venter af din ſonlige Lydighed, — vil
Du lade mig do uden den Beroligelſe at fee min Slægt
forplantet ? —

Denne Gang bevarede den unge Prinds fin Fatning
ulige bedre, og fvarede efter nogle Ojeblikkes Betænfning
i en fri og faſt Tone:

— Herre, jeg bar visſelig ret alvorlig overvejet,
men er efter moden Overvejelſe kun endmere bleven beſtyr—
ket i mit Forſct, aldrig at gifte mig. Den uendelige
Ulpkke, ſom Fruentimmerne til alle Sider have anrettet i
Verden, ſom Man kan laſe fig til hos vore Hiſtorieſkri—
vere, og desuden daglig bore fortælle trindt omkring fig,
er ſikkerlig Grund nok til at holde mig fjern fra enbver
Forbindelſe med dem, faalænge jeg lever. — Eders Hoj—
hed ville derfor tilgive, naar jeg herved erklerer det for
en aldeles unyttig Beſtrebelſe at ville formaa mig til Agte—
ſkab. —

Efter at have talt ſaaledes, fjernede ban ſig haſtig,
uden at afvente, hvad maaſkee hans Fader bertil kunde
have at yttre. Enbver anden Fyrſte vilde ſikkerlig bave havt
Moje med at befæmpe fin Vrede over flig en Driſtigbed,
og afholde fig fra at lade den Dumdriſtige ſelb komme til
at undgjælde derfor. Men Kongen elſkede fin Son med
en ubeſkrivelig Ombed, og vilde forſt bringe ethvert Mid—
del med det Gode i Anvendelſe, førend han tog fin Til—
flugt til Tang. Imidlertid meddeelte han dog fin

204

Storvizier den Argrelſe, ſom bans Søn havde forvoldt
bam.

— Jeg bar fulgt dit Raad; — ſagde ban: —
men Kamaralſaman er fortiden endnu mindre tilbøjes
lig til at gaa ind paa mit Forflag, end da jeg gjorde
bam det forſte Gang, og bar i faa driftige Udtryk erflæs
ret fig lige imod mine Onſker, at jeg bar bavt bele min
Selvbeberftelfe nødig for ikke at give min retfærdige Vrede
Tojlen. De Mænd, der faa inderlig længes efter at faa
Børn, fom jeg bar længteg efter at faa denne Søn, ere
alle tilbobe nogle gode Marre, fom berøve fig felv deres
koſtelige Livsro. —

— Herre, — ſparede den viſe Vizier: — med
Taalmodigbed bringer Man det utrolig vidt i denne Vers
den. Jeg vil dermed ikke beſtemt ſige, at den i dette
Tilfælde vil fore til Maalet; men i intet Tilfælde vil J
komme til at fortryde, at I tilſtager Eders Son endnu et
Aars Betenkningstid. Fojer ban fig i denne Friſt efter
Eders Billie, kan J ikke onſke Eders faderlige Langmo—
digbed nogen ſtorre Lon og Tilfredsſtillelſe; vedbliver ban
Derimod med fin Gjenſtridigbed, vil J bape den retferdig—
ſte Grund til i det forſamlede Raad at erflære ham Nod—
vendigbeden af bang Formeling i Statens Interesſe.
Og det er ikke rimeligt, at ban i en faa ærværdig og
med Eders bøje Nerperelſe hedret Forſamling ſkulde
vove fremdeles at nægte Eder Lydigbed. —

ner Prindſens Formeling end laa Sultanen‏ ممت
pan Hjerte, lod ban fig dog endnu denne Gang beſtemme‏
af fin Viziers forſtandige Raad, og indrømmede fin Søn‏
endnu et Aars Betankningstid.‏

Saaſnart Vizieren bavde fjernet fig, begav Sulta⸗

305

nen fig til Fatime, Prinds Kamaralſamans Mo—
der. Allerede for længe ſiden bavde Shahſeman 111602
deelt denne fin Gemalinde fine Onſker med Henſyn til
Prindſens Fremtid, og fortalte hende nu med Smerte,
hvorledes han paany bavde modſat fig hans Billie, ſamt
bvilken Beſtemmelſe hans faderlige Overberenbed atter
havde taget. Med det Samme bad han bende, dog engang
ved Lejlighed at tale Prindſen ret tilbjerte, og give ham
at betenke, at han ved en fortſat Gjenſtridigbed tilſidſt
vilde drive det faa vidt, at han bitterlig maatte komme til
at fortryde fin Opforſel.

Fatime adlød fin Gemal, og lod ved det forſte
Beſog, ſom Kamaralſaman aflagde bende, fin Son
vide, at hun var underrettet om hans nye Vegring ved at
formæle fig, og hvor ſmerteligt det var hende, at han
havde givet fin Fader flig Anledning til Sorg og Mis—
fornojelſe.

— Kjære Moder, — ſparede Prindſen: — jeg be—
der Eder, ſaaſandt J har mig fjær, ikke at bringe mig
denne ærgerlige Sag paany iminde. Jeg vilde kun 1162
dig fee mig foranlediget til Attringer, ſom maatte ſaare
den ømme Aerbodighed, jeg ſkylder Eder. —

Af dette Svar indſage Fatime, at hendes Sons
Stemning endnu var altfor pirrelig, og lod det for det
Forſte derved bero. Men nogen Tid efter meente hun,
at ban ſkulde laane hendes Formaninger et villigere Øre,
og ſagde:

— Jeg beder Dig, min fjære Son, dog engang
ſige mig de Grunde, ſom gjøre Dig ſaa utilbojelig til at
indlade Dig i Aégteſkab! — Hvis Du ikke har andre
end dem, Du benter fra Kvindernes Ondſkab og Trolos—
hed, gives der iſandhed ingen ſlettere, maa jeg ſige Dig.

VI. 20

306

Ingenlunde vil jeg paatage mig at forfvare de onde Fruen—
timmer, hvoraf der visſelig gives ikke fan; men i bojeſte
Grad uretfærdigt vilde det bare at bedømme dem alle ef—
ter de enkelte. Hvis Du gjør dette, bvorfor holder Du
Dig da ikke ligeſag godt til de mangfoldige flette Her—
ſkere, Fyrſter og Sultaner, ſom i Hiſtorien have gjort
fig berygtede ved deres Gruſomhed, Vellyſt eller Tyranni?
Ligeſaa godt kunde Du bedømme bele din egen Slægt ef—
ter disſe enkelte Exempler. Du kan tro mig, at der i
det Mindſte gives ligeſaa mange flette Mænd fom flette
Fruentimmer; jeg beraaber mig ved denne Paaſtand dri—
ſtig pan Hiſtoriens Vidnesbyrd. Eller maaſkee holder Du
dydige og elſtelige Kvinder, ſom ere formalede med flige
Ubyrer af Mænd, for meget lykkelige endda? Skamme maa
Du Dig, min Son, over flig Uretferdigbed imod din Mo—
ders Slægt! —

— Kjære Moder, — ſparede Prindſen: — jeg be—
tvivler ikke, at der jo gives mangfoldige dydige, gode og
elffværdige Fruentimmer. Give blot Allah, at de tilſam—
men lignede Eder! Hvad der oprører mig, er den Uſikker—
hed i Valget, ſom en Mand ved fin Formeling er under—
kaſtet, eller, hvad endnu mere er, at Man ofte ſlet ikke
giver bam Frihed til at vælge, Hvis nu jeg f. Ex, gi—
vende efter for min Faders utaalmodige Onſke, beſluttede
mig til Egteftab, hvilken Kone vilde han da vel ſand—
ſynligviis give mig? Jeg mener — en Prindſesſe fra eet
af Naborigerne, ikke den ſmukkeſte, elſkveerdigſte, men den,
ſom vilde bringe vort Rige og vor Slagt de ſtorſte For—
dele i Henſeende til Rigdom, Magt eller Betryggelſe. Og
Man vilde naturligviis aldrig ſporge mig, om Prindſes—
ſen behagede mig; jeg maatte tage hende, ſom hun var; og
dertil har jeg ſlet ingen Lyſt. —

307

— Men fæt nu ogſaa, — vedblev Prindſen: —
at bun ikke juſt var ilde at fee til; — Hvo indeſtager mig da
for hendes indre Veſen? Det er mig ingenlunde ligegyl—
digt, om bun har liden eller megen Forſtand, om bun har
en blid og venlig eller beftig og bidſk Karakteer. En
Kone, ſom ikke forſtager at tale om vigtigere Ting end
Klæder, Pynt, Smykker og deslige Übetvpdeligheder, vil
jeg ingenlunde kunne fole mig tilfreds med, og endnu me—
get mindre med en, ſom er indbildſk, ſtolt, lunefuld og
trœttekjer. Den Forſte vilde maaſkee udtomme alle Sta—
tens Midler ved en taabelig Overdaadighed i Klæder,
Aedelſtene og tom Flitter, og den Sidſte vilde forbittre
mig Livet og give mig graa Haar for Tiden. — Det kal—
der jeg Grunde nok, og dertil vegtige nok til ikke at gifte
ſig. Men ſelv om den udvalgte Prindſesſe vifte fig da—
delfri i enbver Henſeende, ja var bun endog et Monſter
paa Fuldkommenbed, vilde jeg dog alligevel have indre
Grunde i Mængde af ikke mindre Vegt, ſom vilde beſtem—
me mig til at holde urokkelig faſt ved min Beſlutning. —

— Hvad hører jeg, min Son, Du ſkulde endnu have
andre Grunde? Dem gad jeg visſelig nok lære at fjende.
Hvad de allerede anførte angaaer, faa behoves der kun et
Ord fra min Mund til at lade dem alle forſvinde i et
Intet. —

— Lead os forſt blive færdige med de allerede fo—
religgende Grunde, min kjere Moder! — yttrede Ka—
maralſaman.

— Nubel, — vedblev Fatime: — jeg behover da
kun at bemerke, at det er en meget let Sag for en
Prinds, der har gjort et faa ubeldigt Valg, ſom Du ny—
lig bar beſkrevet det, itide at ſkaffe ſig en ſaadan Livs—
byrde af Halſen bed at forſtode hende. Derved fore—

20"

308

bogger ban famtidig baade fin egen og Statens Ødelæg«e
gelſe. —

— Men, fjærefte Moder, — ſparede Prindſen: —
bvilfen gruſom Nodvendigbed maa det ikke være for en
Prinds at gribe til dette vderſte Middel? Er det ikke mes
get gavnligere baade for bang Sjælefred og bang Be⸗
rommelſe, flet ikke at udfætte fig for Muligbeden af ſligt
et Tilfælde? —

— Men, min fjære Son, — indvendte Fatime:
— ſaaledes ſom Du opfatter Sagen, vil Du jo vorde
det ſidſte Skud af den berømmelige Herſkercæt paa Øen
Kbaledan! —

— Kſjareſte Moder, jeg onſker ikke at overleve min
Fader. — ſparede Kamaralſaman: — Det er flet
ikke urimeligt, at jeg er beſtemt til at dø for bam; Saa⸗
dant ſkeer jo neſten ber eneſte Dag, at Unge dø, medens
Gamle forblive levende. I etbvert Tilfælde bliver det
altid berommeligt for en Herſkerfamilie at udſlukkes med
en ſtor Fyrſte. Jeg ſkal visſelig af al Kraft beftræbe
mig for at vorde mine Forfedre, navnlig min edle Fader
værdig. —

J Aarets Lob bragte Fatime ofte den ſamme
Gjenſtand paa Bane imellem fig og Prindſen; men denne
vidſte altid at fremføre Grunde imod bendes milde Fore—
ſtillinger, ſom bun ikke formagede at gjendrive, og blev
urokkelig ſtagende faſt ved fin Opfattelſe af Sagen. Saaledes
forløb Aaret, uden at de vare komne videre med binanden;
og ſaaledes ſkete det en Dag, at Sultanen i en ſtor
Naadsforſamling, ved bvilken Storvizieren og alle de 0112
dre Vizierer, de fornemſte Rigsembedsmend og Feltherrer

309

vare nærværende, paa følgende Maade henvendte ſig til
fin Son Prindſen:

— Min Son, allerede for lang Tid ſiden har jeg
udtalt det for Dig ſom mit levende Onſke at fee Dig for—
melet, og bapde ventet ſtorre Lydighed af Dig mod en
Fader, ſom, langtfra at ſtille ubillige Fordringer til Dig,
ſtedſe har imodekommet alle dine Onſker. Efterat nu en
faa lang Gjenſtridighed endelig har udtømt min Taalmo—
digbed, udtaler jeg endnu engang mit Onſke og min Villie
i det forſamlede Statsraad. Det gjalder nu ikke blot om
at tilfredsſtille en Fader, ſom Du af Omhed ſkulde have
adlydt; men hele mit Riges Raad forlanger af Dig, hvad
jeg tidligere onſkede, og Du kan nu ikke vegre Dig ved
at adlyde, uden at udfætte Dig for de misligſte Følger. —

Denne Tiltale, ſkulde Man tro, maatte have bragt
Prindſenſtil Fornuft; men langtfra at tenke paa nogen Efter—
givenbed, yttrede Prindſen fig tværtimod med en ſaadan
ubefindig Trods, at Sultanen tilſidſt, i retfærdig
Harme over den Ringeagt, hvormed hans Son behandlede
hans Hojbed for det forſamlede Raad, med truende Roſt
udraabte:

— Hvorledes, vanartede Son, har Du virkelig den
Frakbed at tale i flig en Tone til din Herre og Kon—
ge? Visſelig, det ſkal Du komme til bitterlig at for—
tryde! —

Og ban fod Prindſen bringe hen i en gammel,
allerede i lang Tid ubeboet Taarnbygning, og lod bam
der indeſperre med en Seng, nogle Boger og een eneſte
Slave til bang Betjening. Men Prindſen tog fig in—
genlunde denne fin Sfjæbne nær; naar ban bavde fine
Bøger, befad han Selſkab og Underholdning nok. Heni—
mod Aften forrettede ban fin Bon, og efterat han dertil

310

endnu bavde læft nogle Kapitler i Koranen, lagde ban fig
til Hvile med den ſamme No ſom tidligere i det kongelige
Slots Gemakker. Lyſet lod ban brænde ved Siden af
Sengen for at ſkremme Rotter og Muus og lignende
Utoj, bvoraf det gamle Taarn var fuldt.

Men imellem de forfaldne Mure fandtes der en dvb
Brønd, fom om Dagen tjente en Fee, ved Mann Majs
mune”), en Datter af Kong Damriat, Herſkeren over
en Legion af Mander, til Opholdsſted. Da denne Fee bens
imod Midnat fvang fig ov af Brønden for at ile til fine
natlige Syéler og Fornøjelfer, faae bun med Forundring
Lys i Kamaralſamans Fangſel. Nysgjerrig traadte
bun ind, uden at lade fig opbolde af den foran Doren
ſovende Slave, og nærmede fig den prægtige Seng, bvor—
paa Kamaralſaman laa udſtrakt. Prindſens Anſigt
var balv tilbyllet med Tæppet. Forſigtig løftede Feen
dette tilſide, og fif til fin ſtore Forbauſelſe Oje paa en
Angling, ſom bun ingenſinde bavde feet faa ſkjon, ſaalcenge
bun end bavde ſtrejfet om paa Jordens vide Overflade.
— Hyilket Underverk af Skjonbed maa ikke denne Ang⸗
ling være, — udraabte Feen: — naar ban forſt har
faaet disſe ſmukke Ojenlaag aabnede, ſom faa misundelig
ſkjule bang Øjne! — Hm, det maa bare en Prinds af det
edleſte Blod! — Hyilken Anledning kan dog det ſtakkels
unge Menneſke have givet til en Bebandling, der er hans
bøje Byrd faa uværdig? Ved Himlen, jeg vil ikke alene
ikke gjøre bam Fortræd, men beller ikke paa nogen
Maade taale, at nøgen Anden træder ham for ner, var
det end Verdens magtigſte Herfter! —

) Den Lykſalige.

311

Feen kunde ikke fee fig mæt paa den unge Prinds.
Endelig rev bun ſig dog los, kysſede bam paa Panden og
begge bans Kinder, lod Tappet ſagte igjen falde ned over
ham, ſom det havde ligget for, og ſpavede bort uden i
mindſte Maade at have forſtyrret hans Slummer. Da
bun i en Haft havde fvunget fig ivejret indtil den mel—
lemſte Region, fornam bun Vingeſlag i Nerheden af fig;
hun ſtyrede fin Flugt i den antydede Retning, og mødte
ſaaledes ſnart Manden Dabhneſh, en Son af Kong
Sbambhuraſh. Denne Genius borte til de frafaldne
Aander; Majmune derimod var een af dem, ſom den
ſtore Salomo havde tvunget til Guds Erkjendelſe; og
derfor var denne Fees Magt Manden Dabneſb's langt
overlegen. Hjertelig gjerne bavde Dahneſh undveget
Sammenſtodet med den mægtige Fee; men ban var hende
allerede faa nær, at ban enten maatte kempe med bende
eller underkaͤſte ſig. Han valgte det Sidſte, og bonfaldt
hende ynkelig om, i Allahs Mavn at tilſpeerge ham, intet
Ondt at gjøre ham, — faa vilde han tilfværge hende det
Samme! —

— Fordemte Aand, — fnyſte Majmune: —
hvad Ondt er Du vel iſtand til at tilføje mig? Jeg fryg—
ter ikke mere for Dig end for denne tomme Sky, ſom
min Vinge uden Anſtrengelſe deler. Imidlertid vil jeg
dog viſe Dig den Maade, Du bønfalder mig om, og til—
fværger Dig, hvad Du forlanger. Men lad mig nu vide,
hvorfra Du kommer, ſamt hvad Du har feet og oplevet
denne Nat! —

— Stkjonne Fee, — ſparede Daneſh: — faa
lad mig da fortælle Eder, efterſom J enſker det, at jeg
kommer fra de vderſte Grændfer af China, fra en Egn,
ſom ligger lige overfor de yderſte Oer paa denne Halv—

312

klode. Cbina er eet af de ftørfte og mægtigfte Riger
paa Jorden, og disſe vderft liggende Oer '), ſom jeg om—
taler, ere afbengige af dette Rige. Det ſamme Lands
nuregjerende Konge bedder 600 ,انا‎ og beſidder een
eneſte Datter, ſom er den ſtorſte Skjonhed, der bar været
til ſiden Verdens Begyndelſe. Hverken J eller jeg eller
nøgen Aand af Eders eller af min Art, lige faa lidt no—
get Menneſke beſidder Epne til at beſkrive, endog blot paa
tilnermende Maade at ſkildre denne mageloſe Skjonbed. Hen»
des brune Silkebaar er fan langt, at det flæber efter bende,
og faa rigt, at der borer den ſtorſte Kunſt til at ſamle
det i Flatninger og Lokker i bendes Nakke og paa ben—
des Isſe. Hendes boje, berlig buede Pande er ſaa glat
og reen ſom det blankeſte Spejl, de kulſorte Øjne ſtraale
af den klareſte ID, Naſen bar den fineſte og adleſte
Form, Man kan tanke fig, Munden er lille og purpur⸗
farvet, Tænderne udgjore tvende glimrende Perlerader,
bvortil der ikke gives Mage. Som en ſod Muſik flin-
ger det, naar bun taler, og bendes Ord vidne om den
fyrigſte og rigeſt begavede Mand. Det bbideſte Alabaſt
bar ikke nogen renere og klarere Farve end bendes Barm,
og bendes Arme ere ſom drejede af det koſteligſte Elfen—
been. — Af dette flygtige og ufuldftændige Omrids vil
J kunne indſee, at der ikke gives nogen ſtorre Skjonhed
paa bele den vide Jord. —

) Sem allerede tidligere bemarket, er Geografien i 1001 Nat
ingenlunde paalidelig, ligeſaa lidt Folkekarakteriſtiken. Fan⸗
taſien er det ene regjerende. De fremmede Folkeſlag blive
i Almindelighed ffildrede ſom Arabere, og Landene felv bragte
i en naſten vilkaarlig Forbindelfe med den vel bekjendte Deel
af Verden. Arabien, Perſien, Indien, o. ſ. v. blive ofte
kaldte Oer, ꝛc.

313

— Hvo fom ikke perſonlig kjendte Kongen, bendes
Fader, vilde ifølge de Beviſer paa en overſtrommende
Ombed, ſom bun modtager af ham, ſnarere anſee ham for
bendes Tilbeder end bendes Fader; thi had han gjør
for bende, bar endnu aldrig nogen Elſker gjort for fin
Tilbedte. Den lidenſkabeligſte Skinſyge har endnu al—
drig opfundet, hvad hans Omhu har udtankt og iverk—
fat for at bevare hende utilgængelig for enhver Mand,
undtagen ham, der engang ſkal vorde det lykkeligſte Men—
neſke ved hendes Beſiddelſe. Men forat hun i ſin paa—
tvungne Indgetogenhed ikke ſkal lide af Kedſomhed, har
ban ladet ſyv Paladſer bygge til hende, faa herlige, ſom
Man endnu ingenfinde hverken har feet eller bort tale om.
Det forſte af dem er af det rene Bjergkryſtal, det an—
det af Bronce, det tredie af fünt Staal, det fjerde af
Worcellæn, det femte af Onvpr, det ſjette af Sølv, det
ſyvende af det pure Guld. Ethvert af dem er i Har—
moni med fit færegne Bygningsmateriale indrettet med
en ubeſkrivelig Pragt; og de dertil hörende Haver have
ingen Mangel paa berlige Graspletter, Blomſterbede,
Springvand, Basſiner, Kanaler, Vandfald og Tragrup—
per, ſom udelukke Solens Straaler; og ethvert af An—
legene har fin egen ſindrige Plan. —

— Foranledigede ved Rygtet om Prindſesſens over—
ordentlige Skjonbed have de magtigſte Nabofyrſter ved
glimrende Geſandtſkaber bejlet til bendes Haand. Men
Kongen, bendes Fader, vil kun formale bende efter hen—
des Hjertes Valg, og endnu har intet af alle de ind—
lobne Andragender vundet Prindſesſens Bifald. Ge—
ſandtſkaberne have derfor igjen maattet drage bort med
uforrettet Sag, endſkjondt bojligen tilfredsſtillede ved den

314

ærefulde Modtagelſe, hvormed Kongen ſtedſe bar ftræbt
at forſode det bittre Afſlag. —

— „Min Fader, — ſagde en Dag Prindſesſen
til fin Fader, Kongen af Cbina: — J troer viſt at bes
rede mig en ſtor Fornojelſe ved at formale mig; jeg er
fuldkommen overbevüſt derom, og takker Eder derfor af
ganſke Hjerte. Men bvor i Alverden vilde jeg vel finde
faa prægtige Paladſer og faa berlige Haver ſom ber bos
min Fader, Kongernes Konge? Og bvor vilde jeg blive
boldt ſaaledes i Are fom ber af Eders ubegrændfede
Faderombed? Hvad jeg taber, vil ingen Gemal i bele den
vide Verden formaa at give mig Erſtatning for, ban være
nok faa mægtig, rüig og edel. Desuden ville Mændene
ſtedſe og overalt vere Herrer, og jeg bar aldrig provet
hvad det er at tage imod Befalinger. — “

— Imidlertid vedblev der at indlobe det ene Geſandt⸗
ſkab efter det andet, og tilſidſt kom der et fra en berømt
Konge, ſom i Rigdom og Magt langt overgik alle de øvrige.
Kongen af Cbina kunde da ikke Andet end lægge fin
Datter Forbindelſen med et faa mægtigt og glandsfuldt
Forſtebuus af al Magt paa Hjerte. Dog Prindſesſen
gjentog fin Vagring, ſtottende fig paa de tidligere ans
forte Grunde; og da bendes Fader ligefuldt trængte ind
pan bende for at bevæge bende til Indvilgelſe, forglemte
bun i et Anfald af lunefuld Utaalmodigbed den Wre—
frygt, bun ſkoldte fin opbojede Fader, og ſvarede i bef—
tig Tone, at bun ikke mere vilde bore tale hverken om
det ene eller det andet Aégteſkabstilbud; — beller vilde
bun ſelv ſtode fig en Dolk i Barmen end være udſat for
flige uophorlige Plagerier i paatrœngende Bejleres In—
teresſe. Heelt forbittret ſvarede hendes Fader:

— „Du er en Daare, min Datter, og jeg vil bes

315

handle Dig ſom en Daare! Vi ville ſee, om Du ikke
igjen lader Dig bringe til Fornuft! —“

Og ban lod bende indeſperre i eet af fine Palad—
fer, med et Tjenerſkab af kun ti gamle Koner, bvoraf
den eeldſte var bendes Amme, for at de ffulde være
hende til Selſkab og Opvartning. Men forat de Fyr—
ſter, ſom bapde ulejliget fig med Geſandtſkaber for at
bejle til bendes Haand, ganſke ſkulde flaa fig hende af
Tanker, lod han udgaa Sendebud til dem for at under—
rette dem om, at hans Datter var en afgjort Fjende
af Aegteſkabet. Disſe Sendebud havde, efterſom Kon—
gen virkelig anfaae fin Datter for ſindsſvag, tillige det
Hverv, overalt, bvor de kom frem, offentlig at forkynde
Prindſesſens Sygdom, ſamt at den Lege, hvem det lyk—
kedes at helbrede hende, ſkulde faa hendes Haand til Be—
lonning. —

— Paa dette Punkt ſtaager nu Sagen, ffjønne
Majmune; — vedblev Dahneſh: — og jeg lader
ingen Dag gaa forbi uden at begive mig til Cbina for
at fvæge mig ved Prindſesſens overordentlige Skjonbed.
Hun har i den Grad indtaget mig for fig, at jeg, uag—
tet min medfødte Ondſkab, ikke tænfer paa at til
foje hende det allermindſte Ondt. Folg engang med
og fee hende ſelv! Det lønner fig vel Umagen, fvær-
ger jeg Eder til! Naar J med egne Øjne bar overbe—
viift Eder om, at jeg ikke farer med Uſandhed, vil J
ſikkert af Hjertet være mig taknemlig, at jeg bar gjort
Eder bekjendt med en faa uforlignelig dejlig Skabning.
J bebover blot at befale; jeg er beredt til at adlyde
Eder! —

Iſtedetfor alt andet Svar brød Feen Majmune

316

ud i en bøj Latter, og vttrede førft efterat bun havde
feet fig mat: — Det er visſelig en god Hiſtorie, Du
der vil binde mig paa Armet! Jeg er forberedt paa
at høre en ganſte overordentlig Skjonbed beſkrive, og
Du giver Dig til at fnaffe ſyv lange og fvv brede om
et ganſte afſkyeligt Uglebilled. Skammer Du Dig ikke
noget, fordømte Negiſter! Da ſkulde Du for et Ojeblik ſiden
have feet en ung Prinds, ſom jeg opdagede nede i et
gammelt Taarn! Der kunde der, ved Allabs Almagt,
være Tale om Skjonbed! Har Du virkelig nogen Sands
for Skjonbed, maatte Du blive gal af Henrpykkelſe
ved at fee bam, dit langbenede Ubvre! —

Da Dabneſb derpaa ganſke ſpagferdig vttrede
det Sporgsmaal, Hvem da denne uforlignelige Prinds
var, fortalte Feen bam, byad bun vidſte:

— Det er, beſynderligt nok, gaaet bam ganſke
paa ſamme Maade ſom din udbaſunede Prindſesſe.
Sultanen, bang Fader, vilde ligeledes tvinge ham til
at formale fig, og da Prindſen, utaalmodig over den
bam paalogte Tvang, endelig reent ud erklarede, at ban
flet ikke vilde gifte fig, blev ban indeſperret i et gam—
melt Slot, ſom jeg netop havde udvalgt til min Bolig.
Jeg bar nvlig feet bam, og mit Hjerte ſpulmer endnu af
Beundring. —

Dabneſh ſparede ydmyg, at ban vel ikke ligefrem
bilde modſige Feen, men at det dog vel maatte være ham
tilladt, indtil ban bavde feet Prindſen, at bebolde fin egen
Mening, at der ikke kunde gives nogen ſkjonnere Dødes
lig end Prindſesſen af Cbina. — Efterat de berom i
nogen Tid havde ſnakket frem og tilbage med hinanden,
paalagde Majmune endelig den frafaldne Mand at
ſkaffe fin Prindſesſe tilveje; faa kunde de lægge bende

317

ved Siden af Prindſen, for at faa afgjort, Hvo af dem
der havde Ret. Strax vilde Dabnefb ſtyre fin Flugt
til Cbina; men Feen holdt ham tilbage og lod ham forſt
dale ned paa Jorden med ſig til Taarnet, bvori
Prinds Kamaralſaman var indeſperret, forat ban
kunde vide, hvorhen han ſkulde bringe Prindſesſen af
Cbina. Derpaa lod hun ham flyve, og Pokker tog ved
ham.

J en utrolig fort Tid vendte Dahneſh tilbage
med Prindſesſen, ſom han bavde fundet ſovende i en Nat—
flædning af det fineſte ægyptiſke Lærred, i Halſen, for
Wrmegabene, i Sommene og i Kanterne udffafferet
med gyldne Snorer og Fryndſer. Majmune var ſtrax
tilſtede for at tage imod Dahneſh; de bare Prindſes—
ſen ind i Taarnet og lagde bende ved Siden af Prinds
Kamaralſaman. J Taushed betragtede, beundrede
og ſammenlignede nu Feen og Manden i nogen TiD det
ſovende Par; men da Dabneſhb endelig lod fig forlyde
med, at hans Prindſesſe dog alligevel var den Skjonne—
ſte, opſtod der en beftig Strid imellem dem. Endelig
gjorde Majmune en Ende derpaa, idet hun erflærede Nod—
vendigbeden af at tage ſin Tilflugt til en Voldgiftsmand;
hvis Dahneſh ikke var tilfreds dermed, vilde hun heri
fee en Bekjendelſe af, at han i Hjertet følte fin Uret
imod bende. Dahneſh ſamtykkede, og ojeblikkelig ſtam—
pede Majmune beftig i Jorden. J det Samme frem—
ſtod der en Mand af det forferdeligſte Udvortes. Han
var puklet, eenojet, lam, havde fer Horn i Panden og
forvorede Hænder og Fødder. Det var ſandelig en fær
Skjonhedens Dommer.

Saaſnart Manden var kommen heelt frem, og Jor—

318

den igjen bavde lukket fig efter ham, kaſtede ban fig for
Majmunes Fedder og fpurgte bende, hvad bun for
langte af fin lodigſte Tjener.

— Stat op, Kaſbkaſb! — fvarede Feen: —
Jeg bar alene bidkaldt Dig for at gjøre Dig til Dom-
mer imellem mig og denne fordømte Djævel der! Betragt
engang bine to Perſoner, ſom bvile paa Lejet biſt, og
fiig oprigtig og uden Perſonsanſeelſe, Hvem af dem Dun,
finder ſmukkeſt! —

Kaſbkaſb betragtede Prindſen og Prindſesſen med
Tegn paa den bojeſte Overraſkelſe og Beundring. Men
ban ſyntes ikke at kunne komme til nogen afgjort Mes
ning; thi efterat ban i lang Tid bapde betragtet det
ſlumrende Skjonbedspar, benvendte han fig til Maj—
mune og ſagde:

— Min Herſkerinde, jeg maa tilſtaa, at jeg vilde
bedrage baade Eder og mig ſelv, hvis jeg gav den ene
af disſe Perſoner Fortrinet for den anden. De ligne
hinanden fuldkommen i Skjonbed, Fiinbed og Ande, og
der lader ſig ikke opdage endog blot den ringeſte Feil,
hvorpaa der lod fig begrunde en Tilſideſættelſe. Jeg
vover derfor, i den Henſigt at bringe Sagen til Afgjo—
relſe, at fremkomme med et Forſlag: — Lad den Ene væffe
efter den Anden! Den af Begge ſkal da erklares for den
mindſt ſmukke, ſom lægger den ſtorſte Beundring for den
Anden for Dagen. —

Baade Feen og Aanden fandt dette Raad ganſke
fortræffeligt. Majmune forvandlede fig ſtrax til en
Loppe, ſprang op paa Prindſens Hals og ſtak bam
der fan folelig, at ban ſtrax vaagnede og foer med Haan⸗
den til Stedet. Men ban fif ikke fat i Noget; thi
Majm une var ſtrax igjen ſprungen tilbage, og afven⸗

319

fede, uſynlig tilligemed begge de tilftedeværende Mander,
med fpændt Opmærffombed, hvorledes Kamaralſaman
endvidere vilde tee fig.

Idet Prindſen drog fin Haand tilbage, kom ban
til at berøre Prindſesſen af Chinas Haand; ban flog
Øjnene ivejret og fandt med den ſtorſte Forbauſelſe den
dejligſte Jomfru liggende ved Siden af ſig. Haſtig foer
han ivejret og gav fig, ſtottet paa Albuen, til at be—
tragte bende opmeerkſomt. J Løbet af nogle Ojeblikke
havde Prindſesſens ungdommelige Dejligbed gjennemglo—
det bam med en bidtil ukjendt Flamme af en forterende
Kraft. Kjarligbeden var paa eengang vaagnet i hans
Hjerte, og ban kunde ikke tilbagebolde de lidenſkabeligſte
Udtryf for fin Beundring: — Fuldkommenbedens Bil—
led, Paradiſets Prydelſe, mit Hjerte, min Sjæl, min
Livsgande! — Og med det Samme kysſede han Prind—
ſesſen med en ſaadan Lidenſkab paa Pande, Kind og
Mund, at bun visſelig maatte være vaagnet derved, der—
ſom Manden Dahneſh ikke havde ſorget for, at hun ſov
meget faſtere end ſedvanlig.

— Hvorledes, benrivende Mo, — vedblev Prind—
ſen: — ſkulle alle Kamaralſamans Kjertegn da
ganſke være ſpildte paa Eder? — O, ſlaa dog blot Eders
ſktjonne Oje ivejret! Den, ſom beder Eder derom, er
Eder ikke uværdig! —

Og ban var lige i Begreb med formelig at væffe
hende, da han pludſelig faldt paa en ganſke befynderlig
Tanke. — Skulde denne unge Kvinde maaſkee være den
mig af min Fader beſtemte Gemalinde? J dette Tilfælde
bar ban bojligen gjort Uret, idet ban ikke lod mig fee
hende tidligere; jeg ſkulde da ſikkerlig ikke have for—
nærmet ham ved min Ulydighed og uartige Opforſel,

320

og ban fulde være bleven ſkaanet for flig en bitter Kren⸗
kelſe. —

Prindſen fortrød oprigtig fin Forſeelſe, og var
netop atter i Begreb med at vakke fin ſkjonne Lejekam⸗
merat, da der faldt ham en ny Tanke ind: — Min
Fader vil viſt overraſke mig. Uden al Tvivl bar ban
foranſtaltet dette ſaaledes, for at erfare, om jeg ogſaa
virkelig bar faa ſtor en Afſky for Aegteſkabet, ſom jeg
yttrede for bam. Maaſkee bar han felv bragt denne
ſtjonne Jomfru bid, og bolder fig nu ſfjult i een eller
anden Krog for at træde frem og gjøre mig tilſkamme.
Denne anden Fejl vilde være endnu langt verre end den
forſte. — Nej, jeg vil lade bende ſove i Fred og for—
holde mig aldeles rolig, Jeg vil blot tage denne Ring
af bendes Finger til en Erindring om dette ſalige
Ojeblik. —

Og Prindſen drog en ſmuk Ring af den ſlumrende
Prindſesſes Haand og ſtak bende til Gjengjald fin Ring
paa Fingeren. Neppe var dette gjort, forend han atter
ved Aandernes Tryllemagt ſank tilbage i den dybeſte
Slummer.

Nu forvandlede Dabneſb fig til en Loppe og ſtak
Prindſesſen folelig paa bendes Hage. Prindſesſen foer
ivejret, rejſte fig paa Lejet og fade fig om; til fin ſtorſte
Forundring og Forferdelſe ſage bun fig liggende ved
Siden af en ſmuk ung Mand.

Dog ſnart gik bendes Forferdelſe over til varm
Beundring, og denne igjen til en levende Henrpkkelſe, da
bun ret fif Øjnene op for Kamaralſamans Sfjøn-
bed. — Skulde dette maaſkee være den mig af min Fa⸗
der beſtemte Gemal? — udraabte bun: — O, bvor ulyk⸗
kelig har jeg da ikke været ved ikke at have vidſt Noget

321

derom! Min Fader kunde da habe ſparet fig fin Vrede,
og jeg vilde allerede for længe ſiden have været i en
Mands Eje, ſom jeg maa elſke, faalænge jeg lever! ل‎
Vaagn op, vaagn op! Det er upasſende for en Brudgom
at ſove ſaa meget i Brudenatten! — Og bun ryſtede
Prindſen faa ſterkt ved Armen, at ban ſikkert vilde være
vaagnet, derſom ikke en Trylleſopn havde fængslet hans

Sandſer.
Da Prindſesſen merkede, at hendes Beftræbelfe var
forgjaves, udbrød hun forundret: — Hvorledes henger

dog dette ſammen? Skulde maaſkee en ſkinſpg Medbej—
lerinde ved Trolddom have nedfænfet ham i en uovervin—
delig Soveſyge, netop nu, da han ſkulde være For og
Flamme? — Og bun greb bans Haand og kysſede den
med øm Lidenſkab. Ved denne Lejligbed opdagede hun
en Ring paa bans Finger, der havde en faa ſkuffende
Liigbed med bendes egen, at bun ikke kunde tvivle om, at
det jo var den ſamme; og paa fin egen Haand opdagede
hun en bende aldeles fremmed Ring, iſtedetfor den, hun
havde miſtet. Af alt dette begreb bun ikke eet Ord.
Dog jo, fan meget blev bende dog tydeligt, at den ſkjonne
Angling og bun maatte ſtaa i en vis hemmelig Forbin—
delſe med binanden! Maaſkee ſkulde de verlede Ringe endog
være et Tegn pan, at de tilhorte hinanden ſom Mand og
Kone.

Beroliget ved denne Slutning, ſom ikke manglede
Sandſynligbed for fig, opgav hun alle videre Forſog
paa at faa Kamaralſaman vaagen, kysſede ham paa
Panden, og lagde ſig atter tilro, idet bun ſagde til ſig
ſelb: — Vi modes nok igjen, Du ſkjonne Angling; det
troer jeg viſt! Slumre derfor uforſtyrret, indtil Morgen⸗
ſolen vekker Dig til at begynde et nyt Liv i mine Arme! —

VI. 21

322

Efter nogle Ojeblikkes Forløb laa ogfaa Prindſes—
ſen igjen i den dybeſte Søvn.

Saaſnart Majmune atter kunde komme tilorde
uden at robe fin Mærværelfe for Prindſesſen af Cbina,
ſagde bun: — Elendige Dabneſb, er Du nu overbe—
viiſt om, at din Prindſesſe er langt mindre ſmuk end min
Prinds? En anden Gang kan Du tro mig paa mit Ord,
naar jeg paaſtager Noget. —

Derpaa vendte bun fig om til Kaſbkaſb og pt—
trede: — Tak for den gode Tjeneſte, fordømte Mand! —
Hjælp nu Dabneſb at bringe Prindſesſen tilbage til
Cbina! —

Medens Kaſhkaſb og Dabneſb udførte denne
Befaling, ſteg Majmune atter tilvejrs igjennem de
bojere Luftffærer.

Da Prinds Kamaralſaman ved fin Oppaagnen
den folgende Morgen ikke længer fane den dejlige Ungme
ved fin Side, ſagde ban til fig ſelb: — Tankte jeg det
ikke nok, at min Fader bavde lagt an paa en Overra—
ſtelſe? Hvor jeg er inderlig glad over ikke at have ladet
mig fange! —

Derpaa vakkede ban den endnu ſovende Slave, og
fod fig baſtig flæde paa, uden at pmte det Mindſte om
fit natlige Eventyr. Efterat han bavde foretaget fine
Aftveetninger og forrettet fin Bøn, tog ban en Bog for
at give fig til at læfe deri, dog i Virkeligbeden kun for
uforfturret at kunne overgive fig til fine Drommerier og
faa TID til at ſamle fig til een efter Omſtendigbederne
lempet beſtemt Adferd. Endelig kaldte ban Slaven atter
ben til fig, og tiltalte ham paa folgende Maade:

323

— Kom engang bid, og [vv ikke for mig! — Hvor
er den unge Dame bleven af, der fov hos mig inat, og
Hvem bar bragt bende bid? —

Fuld af Forbauſelſe ſpurgte Slaven om, bvad det
var for en Dame, ſom Prindſen talte om. Men denne
gjentog kun med Heftigbed ſit tidligere Sporgsmaal, da
han troede, at Slaven blot vilde anſtille fig uvidende om
Sagen.

— Jeg tilſperger Eder, naadige Herre, — ſparede
da Slaven: — at jeg ikke veed af nogen Dame at ſige.
Ikke heller veed jeg, bvorledes bun ſkulde være kommen
berind, da jeg [aa og ſov foran Doren. —

— Du lyver, Usling, — raabte Prindſen forbit—
tret: — og har ſammenſporet Dig med de Andre for at
berede mig en endnu ſtorre Krenkelſe! Tag Dig iagt;
gjør mig ikke raſende! —

— Naadige Herre, — ſtammede Slaven engſtelig:
— jeg veed virkelig ikte — — —

I det Samme fif ban en Orefigen af Prindſen, faa
at ban rullede henad Gulvet. Og Prindſen lod det ikke
blive derved. Da ban nu eengang var bleven vred, gav
ban fig til at træde Slaven under Fødder, flyngede
bam derpaa Brondrebet under Armene, bisſede ham ned
i Brønden, og dukkede ham gjentagne Gange under Van—
det, idet ban ſkreg: — Jeg drukner Dig, Usling, derſom
Du ikke ſtrax paa Stedet ſiger mig, hvad det var for en
Dame, og Hvem der bar bragt hende ind til mig! —

Da faldt den ulykkelige og indtil det Yderfte æng=
ſtede Slave, i den Formening, at Prindſen maatte have
miſtet Forſtanden, endelig paa den Tanke at redde fit Liv
med en Løgn, og ban gav fig unfelig til at bede for
fig, idet ban erflærede fig villig til at robe Hemmeligbe—

21

324

den. Da traf Prindſen bam op igjen og ſkyndte paa
en Forklaring. Men den arme Slave foreſtillede ham,
ffjælvende baade af Kulde og Frugt, at ban dog umulig
kunde vente Noget af bam i bang nærværende Tilſtand,
og bad blot om faa megen Tid, at ban kunde tage nogle
torre Klæder paa. Prindſen befæmpede fin Utaalmodigbed
og føjede fig deri, idet ban blot bod bam flynde ſig. Sla—
ven benyttede uden Toven den givne Tilladelſe til at
fjerne fig, lukkede Prindſen inde, og lob, ſom han gik og
ſtod, over i Paladſet.

Kongen bavde juſt fin Storvizier bos fig, da Sla⸗
ven kom ſtyrtende for at give fin Melding. — Det gjør
mig grumme ondt, — ſagde ban: — at jeg kun bar
flette Nybeder at bringe Eders Hojbed. Han ſnakker om
en ung Dame, ſom ſkal bave tilbragt den forgangne Nat
bos ham, og ban bar misbandlet mig paa den gruſomſte Maade,
ſom J nok ſelv ſeer; det er umuligt at tro Andet, end
at han maa være ganſke forſtyrret i Hovedet. —

Derpaa fortalte Slaven udførlig, bvad der var
foregaget imellem bam og Prindſen. Kongen, ſom bavde
Sorg nok af fin Son iforvejen, og ikke var forberedt
paa denne nye Hjobspoſt, benvendte fig raadvild til Vi—
zieren og bod ham ojeblikkelig gaa felv over til Prind—
ſen og underſoge, bvorledes det egentlig bang ſammen.

Storvizieren fandt Prindſen rolig ſiddende med en
Bog i Haanden. Da ban intet Spor af Vanvid bemer⸗
fede bos ham, tog ban uforfærdet Plads ved Siden af
ham, og gav fig til at tale:

— Jeg er en from Mand, min Prinds; men jeg
kunde enſke Eders Slave vel hængt, for den Skrak, ſom
ban nylig ved et ſlemt Budſkab foraarſagede Eders op—
hojede Fader. —

1 325

— Da gad jeg nok kjendt det Budſkab. — yttrede
Prindſen: — Jeg bilder mig ind, at det er mig, ſom
har grundet Aarſag til at fore Klage over min Slave. —

— Allab forbyde, at det nogenſinde ſkulde blive
fandt, bvad Slaven berettede om Eder! — vedblev Stor—
vizieren: — Den Tilſtand, bvori jeg forefinder Eder, viſer
det fuldkommen ubegrundede i den overbragte Efterretning. —

— Jeg kan tenke, at han bar vrøvlet, ſom han
plejer at gjøre. — fvarede Prindſen: — Men efterſom
J nu engang er ber, vil jeg benytte den gode Lejlighed
til at ſporge Eder ſom en vel underrettet Perſon, hvad
det er for en ung Dame, ſom inat har ſovet ved min
Side. —

Storbizieren begyndte at rokke i Sædet og blive
beed om Orerne. — Prinds, — ſparede han: — un—
dre Eder ikke over, at jeg hojligen forbauſes over Eders
Sporgsmaal. Hvor utankeligt, at noget Menneſke, ikke
at tale om noget Fruentimmer, ſkulde være trængt her—
ind til Eder? Merdorene ere jo aflaaſede, og udenfor
Eders Dor ligger jo Eders Slave. Min Prinds, det
maa J visſelig have drømt. —

— Snik, Snak, ingen Udflugter! — raabte Prind—
ſen bidſig: — Jeg vil vide, bvad der er blevet af den
unge Dame. Tvivler J om, at jeg paa dette Sted ſkulde
favne Midler til at lære Eder Lydighed, gamle Graa—
ffjæg? —

Ved disſe i en meget beſtemt Tone udtalte Attrin—
ger blev Vizieren baade angſt og bange. Dog miſtede
han ikke fin Fatning, men var betenkt paa, hvorledes han
blot ſkulde ſlippe ud af Kniben. Han tog derfor atter
i den blideſte Tone Ordet og ſpurgte Prindſen i de meſt

326

ftaanfomme Udtryf, om ban ogfaa var vig paa, at han
birfelig bavde feet den unge Dame, ban talte om.

— Ja det ſkulde jeg tro; — ſparede Prindſen:
— og jeg gjættede naturligvüs, at bun var ſendt mig
paa Halſen for at friſte mig. Hun har ſpillet fin Rolle
overmaade godt, kan jeg forſikkre Eder, og fortjener Eders
Erkjendtligbed. —

Forgjaves tilſpor Vizieren ham, at bverken ban
eller Sultanen bade bavt det RNingeſte med nøgen ung
Dame at gjøre, og gjentog, at ban beſtemt maatte have
dromt.

Men da blev Prindſen for Alvor vred, — J er
altſaa ogſaa kommen alene for at bolde mig for Mar! —
ſkreg ban, greb Vizieren ved bang lange Skjag og gav
fig til at dunke bam, faalænge ban kunde røre en Arm.

Taalmodig nok udboldt den ſtaͤkkels Vizier Prind⸗
ſens Vredespttringer og tenkte ved fig felv: — Nu ſid—
der jeg omtrent ligeſaa net i det ſom for Slaven.
Maatte jeg blot være ligeſaa beldig ſom han i at undflippe,
medens endnu Alt er taalelig godt! —

Da Prindſen endelig var træt af at prygle ham,
udraabte ban i bonlig Tone: — Lad mig blot trakke
Vejret, min Prinds! Jeg bar Noget at ſige Eder. —

— Jeg tilſtaaer, — ſagde Vizieren, efter at være
kommen lidt igjen tilrette med fig ſelv: — at vi virkelig
bave bavt Haand med i Spillet; men J fjender nok en
Viziers Stilling i Forbold til bang fuveræne Fyrſte.
Saafremt J vil tillade mig det, ſkal jeg ſtrax begive mig
tilbage til Sultanen, Eders ophejede Fader, og lade ham
vide, at vort Spil med Eder er opdaget. —

— Vel, det ſkee, ſom J forlanger! — ſparede
Prindſen: — Meld min Fader, at jeg vil ægte den unge

327

Dame, der fov ber i Varelſet bos mig inat. Det er
jo netop, bvad han enſker, at jeg ſkal formele mig. Nu
raſk paa Benene, Gamle, og afſted! —

Storvizieren lod ſig dette ikke ſige mere end eengang.
Efter en erbodig Reverents forlod han Varelſet, og an—
fane fig ikke for ſikker, førend han vel var ude af Taar—
net og bapde lukket forfvarlig efter fig. Dybt bekymret
begav ban fig lige over til Kong Sbahſeman og be—
rettede, at Slaven kun havde talt alt for ſandt. Prindſen
var i Virkeligbeden bindegal. Derpaa fortalte han Alt,
hvad der var foregaget imellem dem, og bvorledes han
endelig var ſluppen ud af det gale Menneſkes Kloer.

Sultanen tog fig denne Beretning inderlig nær
tilbjerte. Han kunde desværre ikke længer tvivle; men
han vilde dog have den ſorgelige Tilfredsſtillelſe at overs
beviſe fig felv. Han begav fig derfor ſtrax ifølge med
Storvizieren over i Taarnet.

Sultanen blev med dyb Webodighed modtagen af
Prindſen. Saaſnart han havde taget Plads og indbudt
fin Son til at ſette fig bos ham, gjorde han ham alle—
haande Spørgsmaal, og modtog ganſke forſtandige Svar.
Han ſkottede derfor af og til over til Storvizieren, ſom
om ban vilde ſige: — Det er nok Dig ſelv, min Ven,
ſom har en Skrue los. — Endelig forte han ogſaa Talen
over paa den unge Dame og ſagde: — Min Son, jeg
beder Dig indftændig om at ſige mig, hvorledes det egent—
lig benger ſammen med den unge Dame, ſom ſkal have
tilbragt Natten hos Dig. —

— Herre, — ſparede Prindſen mut: — jeg be—
der Eder, ikke gjøre mig Hovedet mere kruſet, end det al—
lerede er. Giv mig den unge Dame til Gemalinde og
lad Sagen dermed være endt. Det er jo netop Eders

328

Onſke et ſec mig formælet, nuvel, jeg flader iffe længer
Eders faderlige Henſigter imod! —

Dyer Bette Spar blev Sultanen boflig ſorbauſet.
Han følte fig allctedt ſikker med Henſon til ſin Sons
Velbefindende; men dette Spar valte al bang tidligere Bee
komting. 02

Min Sen, — frarede ban med Vevagelſe:

Du fætter mig 1 ſmertefuld Forbauſelſe! Bed den
Krone, ſom engang ei Tiden flal gaa over fra min Jaſe
til din, Ulfværger jeg Dig, at jeg ikke veed det Mindſte
af denne unge Dame at ſige. Har bun virkelig været
bet ſtedt, bar jeg ١ det Mind ſte ingen Deel bapt deri;
men bpotledes ſlulde Nogenſ uden mit Vidende kunne være
trængt ind 1 Taarnct ul Tig? Te Ind rommelſer, ſom
Slawen og min Storpizier babe gjort Dig, ere blevne
dem aftpungne bed Noden alene. Det kan ikke bave væs
ret Andet end en Frem. Betenk Dig vel, min Son,
din Fader beder Dig! —

Paa denne alvorlige Tiltale fra Sultanens Side
erklarede Prindſen, at ban for beſtandig bilde gjøre fig
uvardig til fin Faders Godbed, derſom ban blot et Oje—
blik kunde triwle om Sandbeden af det, ban bapde fore
ſikktet bam. Imidlertid bad ban bam dog laane et taal—
modigt Øre til brad ban batte at fortælle; faa maatte
ban ſelv afgjore, om det kunde være nogen Drøm, bvad
der beffjæftacde bam faa levende, Derpaa fortalte ban
bam omftændlig Alt, brad der var forefaldet, ſkildrede
den Kjærligbed, ban ejeblikkelig bavde fattet til den ſkjonne
Ubckjendte, og fremvifte den Ning, ban bavde faaet ibytte
for ſin egen.

Kong Sbabſeman forblev en Tid ſtum af For—
bauſelſe. Endelig fattede ban fig og ſparede:

329

— følge det, ſom jeg nylig bar hørt, og ved
Synet af denne Ring, ſom Du bar viift mig, kan jeg
ikke længer tvivle om, at Du jo virkelig har havt Beſog
af et fremmed Vaſen. Allab give blot, at jeg kjendte
det! Du ſkulde da paa Stedet faa dit Onſke opfoldt,
og jeg vilde blive den lykkeligſte af alle Fædre. Men
hvor ſkal jeg ſoge bende, og paa hvilken Maade kan hun
uden mit Bidende være kommen ind til Dig? Hvorfor har
hun dog ogſaa blot viſt fig for at opflamme dine Sand—
fer og faa igjen forfvinde! Jeg begriber ikke et Ord af
det Hele, min Son, og bjelper en god Aand os ikke til—
rette, frygter jeg for, at vi begge miſte Forſtanden der—
over. —

Derpaa tog ban Prindſens Haand og vedblev:

— Kom, min Son, vi ville tilſammen bære vor
fælles Kummer! Du lider under en baablos Kjarligbed,
og jeg er utroſtelig over ikke at kunne bjælpe Dig. Følg
med mig over i mit Palads! Vi ville fremdeles ikke ad—
ſkilles mere. — |

Prindſen fulgte ligeſom bedøvet fin fjærlige Fader.
Sultanen lukkede fig flere Dage inde med fin Søn, for
at græde og ſorge med ham, og vilde ikke vide Noget af
Regjeringsforretninger at ſige.

Men tilſidſt foreſtillede Storvizieren ham, den eneſte
Perſon, ſom havde Adgang til dem, at det umulig len—
ger gik an paa denne Maade. Hoffet var misfornøjet,
og Folket var begyndt at knurre over, at der ikke, ſom
ſedvanlig, dagligen blev holdt Ret af ſelve Landsherren.
Derſom Sagen ikke fif en anden Vending, kunde han ikke
indeſtaa for Noget.

— Derſom Eders Hojhed — ſluttede Vizieren:
— vil tillade mig at fremkomme med et Forſlag, vil jeg

330

taade Eder, med Eders Sen at tage det lille ſmukke Slot
| Beſiddelſe, ſom ligger paa Klippesen tet udenfor Have
nen. Der vilde Prindſen finde tilſtrakkelig Adſpredelſe i
fin Sorg, medens Eders Højbed, i det Mindſte tvende
Gange om Ugen, tog over til Staden og meddeelte offentlig
Audients. Luften paa dette Sted er paradiſiſk, og Ude
ſigterne Derfra finde ikke deres Lige i Verden. —

Dette Raad ſontes Sultanen godt om, og ivark—
fatte det ſnareſte, muligt, den dertil knottede Plan. Baade
Hof og Folk følte fig derved tilfredaſtillede, og Prindſen
fandt fig uden Klage i det bam derved paalagte Savn.

Imidlertid var Prindſesſen af Cbina af de to Aan—
der Dabneſb og Kaſbkaſb bleven bragt tilbage til
det Palads, bror bendes Fader boldt bende indeſperret,
og atter lagt i ſin Seng. Der var kun tre Timer af
Natten tilbage. Da Prindſesſen ved Dagens Frembrud
vaagnede, rejfte bun fig op og faae fig om, baade tilbøjre
og tilvenſtre; og da bun ikke fandt, bvad bun føgte, Prinds
Kamaralſaman nemlig, kaldte bun faa beftig paa
fine Fruentimmer, at disſe mere end balv forfærdede ſtyr—
tede ſammen og ſtillede ſig op for bendes Leje. Ved
Hovedgjardet ſtod bendes Amme; denne tog Ordet for
dem alle, og ſpurgte, bvad Prindſesſen befalede, eller om
der var tilſtodt bende Nogct.

— O Du ildevarslende Kjerling, — ſparede Prind—
ſesſen i det varſte Lune: — ſüg mig paa Ojeblikket,
bvor den dejlige og dyrebare Angling er bleven af, ſom
bar tilbragt Natten ber bos mig! —

— Prindſesſe, — ſparede Matronen: — J taler
i Gaader; forklar Eder tydeligere! —

— Nu, — pttrede Prindſesſen utaalmodig: — der—

331

ſom Du vil vide det, faa har den ſmukkeſte og elſkveer—
digſte unge Mand, ſom Man blot kan foreſtille ſig, til—
bragt Natten hos mig. Jeg har længe kjertegnet ham
og forſogt alt Muligt for at vakke ham; men forgjaves,
ban fov altfor faſt. Hvor er denne Angling bleven af? —

— J er meget ſpogefuld denne ſkjonne Morgen—
ſtund, naadige Prindſesſe. — ſvarede Ammen: — Beha—
ger det Eder nu at ſtaa op? —

— Jeg taler ganſke alvorlig, — gjentog Prind—
ſesſen: — og vil vide, hvad der er blevet af Anglingen. —

Da nu Ammen forſikkrede hende, at der hverken
med hendes eller de andre Fruentimmers Vidende havde
været noget fremmed Menneſke tilſtede, og allermindſt en
Mandsperſon, blev Prindſesſen raſende vred, tog Ammen
i Nakken og gav hende nogle dygtige Orefigener, idet hun
raabte:

— Vil Du give mig ordentlig Beſked, Du gamle
Hex, eller jeg tager Livet af Dig! —

Kun med Nod og neppe undſlap den gamle Kone
fin Herſkerindes ſkjonne, men grumme Hænder, og ilede,
badet i Taarer og med opfvulmet Anſigt, lige over til
Prindſesſens Moder, Dronningen af China. Saaſnart
denne fif hende for Oje, ſpurgte hun forſkrakket, hvad der
var paafcerde, og Hvo der havde behandlet hende ſaaledes.
Ammen fortalte bende da Alt, hvad der var foregaget
mellem hende og Prindſesſen. Over disſe Nyheder blev
Dronningen ligeſaa bekymret ſom forſkrakket, da bun
umulig kunde tro Andet, end at hendes Datter ganſke
var gaaet fra Forſtanden. J en Haft beredte hun fig til
at folge tilbage med Ammen, for med egne Sandſer at
forvisſe fig om den egentlige Sammenheng.

Nu forefaldt der imellem Dronningen af China og ben—

332

des Datter omtrent en lignende Scene ſom den, vi 1106 bave
ſtudret mellem Kong Sbabſeman og bang Son. Til
ſidſt maatte Dronningen ganſke fortvivlet forlade bende,
for at give Kongen af منانا؟)‎ Underretning om Sagen.
Men denne bragte det ikke ſonderlig videre med den op—
bidſede unge Dame. Hun blev baardnakket ved fin Paa—
ſtand, at en ſmuk Angling bapde tilbragt Natten bos
bende, og overrakte endelig, til Bevii& paa, at bun bver—

ken havde drømt eller var gal, fin Fader den Ring, ſom

Prindſen bapde fat paa bendes Finger.

Nu ſtod Kongens Forſtand aldeles ſtille, iligemaade
bang Gemalinde Dronningens. Thi Ringen var unægtes
lig en Mandfolkering, ſom Ingen af dem nogenſinde for
havde feet for Ojne. Imidlertid, Noget maatte der gjør
res, forat denne fortrædelige Hiſtorie kunde faa et An—
ſtrog af ſund Fornuft, i det Mindſte for bans og bans
Gemalindes Vedkommende; og der var derfor intet Andet
ved at gjore, end at erflære den arme Prindſesſe for als
deles bindegal og lægge bende i Lenker, forat bun ikke i
fit Raſeri ſkulde gjøre en Ulvffe paa Nogen. Kun den
gamle Amme blev given bende til Opvartning, og en
ſterk Vagt blev poſteret udenfor Døren.

Saaſnart Kongen ſaaledes for det Forſte havde
bragt Tingen i ſommelig Orden, ſammenkaldte ban i ſin
ſtore Bedrovelſe og Raadvildbed fit bøje Divan, og lovede
den, ſom formagede at belbrede eller bringe Prindſesſen
til Fornuft, ikke alene fin Datters Haand, men ogſaa
Andeel 1 Regjeringen og efter fin Dod Kronen og det
bele Rige. Det var et meget friſtende Tilbud; og der
fandtes da ogſaa en gammel Emir, ſom i Tillid til fin
Tryllekunſt nok troede at turde gaa ind paa Sagen og

333

fremſtille fig for Kongen ſom Pratendent til hans Datter
og hans Krone.

— Vel, — ſparede Kongen: — men jeg maa dog
forud lade Eder vide, at det koſter Eders Hoved, derſom
J Intet udretter. Thi det er ikke mere end billigt, at
J fætter Noget paa Spil imod en faa umaadelig Luffe.
Dette gjælder iøvrigt Enhver, ſom vover ſig til at folge
i Eders Fodſpor, min gode Emir. —

Emiren ſmagte lidt paa dette bittre Vilkaar, men
vilde ikke træde tilbage. Kongen forte ham da felv ind
til Prindſesſen. Saaſnart denne fik Oje paa dem, ind—
hyllede bun fig i fit Slor og bebrejdede fin Fader, at
han ſaaledes beſkemmede hende ved at fore en fremmed
Mand ind til hende.

— Der er ingen Skam ved det; — ſparede Kon—
gen: — det er een af mine Emirer, ſom forlanger Dig
til Gemalinde.

— Herre, — ſagde Prindſesſen: — ban ligner ſlet
ikke ham, af hvem jeg hav modtaget denne Ring; J ville
derfor undſkylde, at jeg frabeder mig flig Naergaaenbhed. —

Da nu Emiren horte hende tale ſaa forſtandig, iſte—
detfor, ſom han havde ventet, at fremkomme med noget
forvirret Toj, indſage han ſtrax, at der alene var Tale
om en fortvivlet Kjærlighed bos den unge Dame, og følte
allerede fit Hoved ftærft vakle paa fine Skuldre.

— Herre, — fagde han derfor, idet han kaſtede
fig for Kongens Fødder: — her er al min Kunſt til in—
gen Nytte; mit Liv hviler i Eders Hænder. —

Aergerlig over ſaaledes at være bleven holdt for
Nar, lagde Kongen heller ikke Fingrene imellem, men lod
ſtrar Hovedet hugge af Emiren.

234

Nogle Dage efter fod ban i fin Hobedſtad, derpaa
ogfaa i de fornemſte Steder i bele fit Rige, endelig og—
faa ved alle Nabobofferne bekjendtgjore, at derfom No—
gen, enten Lege, Aſtrolog eller Troldmand, troede ſig
iſtand til igjen at ſatte Hovedet tilrette paa Prindſesſen,
ſkulde ban indfinde fig i det keſſerlige Palads i Cbinas
Hovedſtad for at forſoge fin Luffe og bejle til den udſatte
Priis, dog under den Betingelſe, at han ſkulde miſte fit
Hoved, derſom Sagen lob ſkjapt af for bam.

Nu indfandt fig flere baade inden- og udenlandſke
Leger og Troldmand for at prove deres Kræfter mod det
Onde, bvoraf Prindſesſen leed. Men denne lo dem kun
ud, og, den Ene efter den Anden, maatte de flukorede
træffe af igjen og rakke deres Hoveder frem. Alle disſe
ubeldige Adepters Hoveder, tilſidſt bundrede og balvptred—
ſindstyve i Tallet, bleve fatte op over Stadens Porte, til
Advarſel for andre letſindige Perſoner, bvem det maaſkee
kunde falde ind at folge disſe Dumdriſtiges Exempel.

Nu batde Prindſesſens Amme en Son ved Savn
Marſavan, ſom havde deelt Melken med bendes op—
bøjede Foſterbarn. Børnene havde lært at holde af bin—
anden ſom Broder og Soſter, og vedbleve at bevare ømme
Folelſer for binanden, efterat deres fremrykkede Alder
havde gjort en Skilsmisſe nødvendig. Marſavan hade
fra en tidlig Alder med Iver lagt fig efter Aſtrologi,
Geomanti ”) og andre bemmelige Videnſkaber, og deri op—
naaet en betydelig Ferdigbed. Men ban kunde umulig
blive ſtagende ved det, ſom bang Lærere havde kunnet bi—
bringe bam i disſe dybſindige Fag, og var derfor, ſaa—

Den Kunſt at ſpaa af Punkter, ſom Tilfaldet har dannet
baa Jorden.

335

ſnart han følte fig ſterk nok til at iværffætte fligt Fore—
havende, gaaet paa Rejſer for at udvide fine Kundſkaber.
Han vandrede altfaa vidt omfring i fremmede Lande, fra
den ene berømte Viismand til den anden, og vendte førft
efter flere Mars Fraverelſe tilbage til fit Fodeland China.
Med Forbauſelſe ſage han de mange Dodningehoveder op—
ſtillede over Porten; og neppe hade han atter betraadt
fit Fedrebjem, førend ban, næfteftev Sporgsmaalet om,
hvorledes det gik hans Melkeſoſter Prindſesſen, forhorte
fig angagende, bvad alle disſe Hoveder havde af betyde.

Begge Sporgsmaal lode fig befbare under Eet.
Til fin ſtore Sorg erfarede han da i Hovedſagen, hvad
der var foregaget med Prindſesſen, medens han havde vee—
ret fraværende; det Nermere kunde alene bans Moder
fortælle ham, naar hun kom tilbage fra Paladſet.

Saaſnart Ammen havde erfaret fin fjære Sons
Tilbagekomſt, ilede bun med at nyde Gjenſynets Glæde, og
benyttede et ledigt Ojeblik til at ile bjem for at omfavne
bam. Efterat de gjenſidig bavde tilfredsſtillet deres Hjer—
ters ømme Trang, faldt Talen paa Prindſesſen, og nu fif
Marſavan alle de kun lidet glædelige Omſtendigheder
at vide.

— Skulde jeg ikke kunne faa Prindſesſen at fee,
bemmelig og uden hendes Faders Vidende? — ſpurgte
Marſavan.

— Det ſkulde holde haardt. — ſparede bang Mo—
der: — Umuligt er det dog ikke. Maaſkee kan jeg bilde
Vagten ind, at Du er Prindſesſens Melkeſoſter, og at
bun længes efter at fee Dig. Ja, ſaaledes kan det gaa;
imorgen ved denne Tid ſkal jeg give Dig nærmere Be—
ſted desangagende. —

Naſte Aften indfandt Ammen fig atter og beret—

336

tede, at Alt var i den onſkeligſte Orden. Hun flædte
fin Søn paa ſom Fruentimmer, faa vel, at Ingen ſkulde
have anet Manden i bam, og forte ham med fig op paa
Slottet. Vagten fattede beller ikke den ringeſte Mistanke,
men lod dem ubindret pasſere.

Prindſesſen blev paa det Gladeligſte fene ved
dette ligeſaa uventede ſom fjære Beſog. — Kom nærmere,
min Broder, og læg Sløret bort! — ſagde bun for»
nojet: — Det er jo ikke forbudt en Broder at fee fin Søs
ſter uden Slor.) —

— Ak, fvarede Marſavan, efterat ogſag han
havde udtrokt fin inderlige Glæde ved Gjenſynet: — viſt—
nok havde jeg ventet at ſporge bedre Nyt om Eder ved
min Tilbagekomſt! Imidlertid er jeg dog glad ved at
bære kommen bjem. Jeg ſkal bringe bele min Kunſt
i Anvendelſe for at belbrede Eder; og fulde denne
Kuur endog være den eneſte Frugt af alle mine Studier
og mojſommelige Rejſer, vil jeg dog føle mig overvettes
lokkelig ved at bave erhvervet mig min nuværende Dyg—
tighed. —

Med disſe Ord gav ban fig til at udpakke endeel
Bøger og aſtrologiſke Inſtrumenter, ſom ban bavde troet
at kunne faa Brug for ved fit Beſog bos Prindſesſen.
Men da Prindſesſen bemerkede alle disſe Anſtalter, uds
raabte bun: — Min Broder, hører J ogſaa til dem,
ſom anſee mig for vanvittig? J ſpaver i Vildfarelſe;
hør, hvad jeg bar at fortælle Eder! —

Derpaa fortalte Prindſesſen ham ganſke udførlig
bele fin Hiſtorie, indtil hun og den fremmede Prinds havde

Born, ſom have havt Amme tilſammen, gjalde hos Muſel⸗
mændene for Beſlagtede.

337

verlet Ringe med binanden; og bun vifte ham den Ring,
hun bar paa Fingeren. — Übegribelig er viſtnok denne
Sag; — ſaaledes ſluttede bun: — men Man begager i
ethvert Tilfælde ſtor Uret ved at anſee mig for afſindig. —

Fuld af Forbauſelſe og Forundring over det, han
havde hort, blev Marſavanm i længere Tid ſiddende taus
med Blikket feſtet paa Jorden. Endelig tog han ſaa—
lunde tilorde:

— Derſom det virkelig forbolder fig ſaaledes, ſom
J nylig har fortalt mig, mistvivler jeg endnu ikke om
Muligheden af at tilfredsſtille Eder. Jeg bar kun een
Ting at bede Eder ret indſtendig om, at J vil væbne
Eder med Taalmodigbed endnu i nogen Tid, indtil jeg
bar gjennemſtrejfet nogle Lande, ſom jeg endnu ikke har
beſogt. Naar J erfarer min Tilbagekomſt, da kan J
troſtig fatte det Haab, at beller ikke han længer er fjern,
efter hvem I længes faa inderlig. —

Derpaa anbefalede Marfavan fig bos Prindſes—
ſen og afrejfte allerede igjen den folgende Morgen.

Marſavan drog fra Sted til Sted, fra det ene
Land til det andet, fra den ene O til den anden, og over—
alt horte ban fortælle om Badur, Prindſesſen af China.
Dette vedvarede, indtil ban efter fire Maaneders uafbrudt
Vandring havde naaet en meget anſeelig og ſterk befolket
Handelsſtad ved Havet. Her var der ikke længer Tale
om Prindſesſe Badur, men om en vis Prinds Kam a—
| ralfaman, ſom bapde havt en ikke mindre merkverdig
| Sfjæbne. Ojeblikkelig var det Marſavan pagfaldende,
| af bang Hiſtorie havde en ganſke overordentlig Lighed med
Prindſesſen af Cbinas, og glad ibu forbørte han fig om, i bvil—
ken Deel af Verden denne Prinds levede. For at naa
VI. 22

338

derben, maatte ban fare over Havet, og ban befteg derfor
et Skib, ſom juſt ſkulde afgaa til Hovedftaden i Shah—
ſemans Nige.

Lokkelig naaede Skibet Indlobet til Havnen; men
juſt ber ſkulde ved Lodſens Ubebjælpfombed den Ulbkke ſkee,
at det lob imod en ſkiult Klippe og gik tilgrunde lige
udenfor det af Prinds Kamaralſaman beboede Slot,
i bvilket netop ogſaa Kongen med fin Storvizier var tils
ſtede. Med Anſtrengelſe af alle fine Kræfter var Mars
ſavan ſom en god Svommer dog faa beldig at naa
Strandbredden lige under Slottet; paa Sultanens Befa—
ling blev ban vel modtagen og fif den a Hjælp i
ſin trengende Tilſtand.

Saaſnart ban bavde flædt fig om og nudt nogle
Forfriſkninger, lod Vizieren bam falde for fig. Efterat
denne i nogen Tid bavde underboldt fig med ham, pt—
trede ban endelig:

— Man marker paa Eders Tale, at J ikke er
noget almindeligt Menneſke; gid I dog paa Eders lange
Mejfer bavde erfaret en Hemmeligbed, bvorved J kunde
belbrede en Sog, for bois Skold det herværende Hof alle—
red lange bar fvævet i ſtor Sorg og Befumring! —

Marſavan ſparede, at, naar han lærte at fjende
den Syges Onde, vilde det vel ikke være utenkeligt at
finde et Middel derimod. Storvizieren meddeelte nu
Marſavan bele Kamaralſamans Hiſtorie ligefra
bans Fodſel indtil Oprindelſen af bang lidenſkabelige Kjærs
ligbed til en fabelagtig ung Dame, ſom ved en Ring ſkulde
bave trolovet fig med bam. Sjaæleglad gjorde Mar ſa—
van berved den Erfaring, at Skibbrudet netop havde fort
bam i den Perſons Nerbed, ſom ban ſogte, at Prinds
Kamaralſaman juſt var Gjenſtanden for Prindſesſen

339

af Cbinas lidenſkabelige Kjærligbedslængfel. Herom talte
han imidlertid ikke et Ord, men bad Vizieren om at faa
Prindſen at fee, for bedre at kunne dømme om hans Til—
ſtand. — Kom ſtrax med mig! — ſparede Vizieren: —
Hs. Hojbed Kongen befinder fig netop hos ham; jeg
kan altſaa foreſtille Eder for ham med det Samme. —

Da Marſavan traadte ind i Prindſens Varelſe,
faae han denne liggende ligeſom døende paa fit Leje med
tillukkede Øjne. — O Himmel! — udraabte han ved Sy—
net af Prindſen ganſke uvilkaarlig: — bbilken forbau—
ſende Ligbed!

Hojlig overraſkede vare Kongen og bans Vizier Vid—
ner til dette Udraab; men Prindſen flog fit matte Oje
ibejret og ſtirrede forundret paa den Fremmede.

Da tiltalte Marſa van bam i folgende Vers:

— Jeg ſeer Dig, fuld af Henrykkelſe og Forvirring, Du
Skjonhedens udtrykte Billed. — Er Du bleven ſlagen af
Kjarligheden eller truffen med Pile? Thi ſaaledes barer alene
en Saaret fig ad. — Rak mig Vinbageret, at jeg maa
drikke deraf, og ſyng mig et Vers til Sulejmas og Er—
rabals Priis! — Jeg misunder de Klader, hvormed hun
indhyller fit ſpde Legeme, og det Beger, hvoraf hun vader
fine føde Laber. — Nej, min Ven, jeg er ikke bleven truf—
fen af et tvecgget Sværd, men af Pilene fra bendes dejlige
Øjne. — Da jeg modte hende, ſaae jeg hendes Fingre far—
vede rode med Saften af Hennah-Urten. — Medens hun
bragte mit Indre til at gløde, talte hun ſom En, der ſtra—
ber at ſkjule fin Kjærlighed, men ikke formager det. — Og
hun ſagde: — Hav Taalmodighed! Ikke med Billie har jeg
farvet mine Fingerſpidſer rode; tro blot ej, at Falſkhed boer
i mit Øjerte ). — Men jeg faae Dig idromme, og den

+) Han kunde nemlig antage, at hun havde farvet fine Hænder
for i hans Fravarelſe at behage en Anden.

225

340

bittre Langſel fteg i mit Indre. Jeg grad blodige Smertens
Taarer over vor Skilsmisſe, og aftørrede dem med mine
Hander; ſaaledes, min Ven, bleve mine Fingerſpidſer rode.
— Dadl mig ikke for mine Taarer; thi, ved ſelve Kjarlig⸗
eden være det ſporet, mit Hjerte er fuldt af ulidelig Pis
ne! — Jeg græder over hende, hvig Mafun bærer Skjonhe⸗
dens Stempel, og ſom ikke finder fin Lige, hyerken i Arabien
eller Perſien eller hele den vide Verden. — Hun beſidder
Lokmans ر*‎ Visdom og Jusſufs dejlige Skabning,
Daud⸗ben⸗Isſas Stemme og Mirjams Kydſthed **(.
— Derfor lider jeg baade under Nakubs Sorg, og Jo—
nas Angſt, under Hiobs Pine وه‎ Ad ams bittre Anger. —

Disſe Vers gjorde et faa velgjorende Indtryk paa
Prinds Kamaralſaman, at ban med et fvagt Smiil
vinkede ad den Fremmede, at ban ſkulde træde nærmere
ben til bans Leje.

Med Henrypkkelſe bemærfede Kongen denne Foran—
dring bos ſin Son til det Bedre; ban ſtod op, tog Mar—
ſavan ved Haanden og fod bam tage Plads ved Siden
af Sengen. Efterat ban derpaa bapde erfaret, bvad ban
hed og bvorfra ban kom, ſagde ban med Rerelſe:
— Give blot Allab, at J kjendte et Middel til min arme
Sons Helbredelſe! Jeg vilde belønne Eder fyrſtelig og
over al Maade. — Derpaa traadte han tilſide med Stor—
vizieren, og gav Marſavan Lejlighed til frit at under—
holde ſig med Prindſen.

Marſavan nærmede fig nu Prindſens Øre og
ſagde ſagte til bam: — Prinds, Eders Sorg nermer ſig
nu fin Ende. Jeg fjender den unge Kvinde, for hvem
J lider Kjerligbeds Vee; det er Prindſesſe Badur, en
) En berømt arabiſt Fabeldigter.

5 Joſef — David — Maria.

341

Datter af Kong Gharur i China. Hun elſker ikke min=
dre Eder, end Jelſker hende, og bun lider ganſke ſom I. —
Derpaa fortalte han Prindſen Alt, hvad han vidſte—
af Prindſesſens Hiſtorie ſiden hiin ſkjebneſvangre Nat,
da bun under faa overordentlige Omſtendigheder havde
lært Prindſen at fjende; og han glemte ikke af berette,
hvorledes Kejſeren af Cbina (od alle dem behandle, ſom
uden Nytte paatoge fig at helbrede Prindſesſen for hen—
des formeentlige Vanvid. — J er den Eneſte, — ved—
blev han: — ſom er iſtand til at belbrede hende og fom
uden Frygt kan gaa ind paa Kongens Betingelſe. Men
førend I før paatage Cder faa lang en Rejſe, maa J
forſt fee til at blive vigtig rafk. Det Øvrige kan I rolig
overlade til mig; jeg ſkal føre Eder til bende og befor—
dre Eders Forening, og gjore, ſom Digteren ſiger: —
— Om endogſaa den Tilbedte ſlet intet vilde vide af
Elſkeren at ſige, ſkulde jeg dog forene dem faa faſt med hin—
anden, ſom om jeg var Naglen i en Sax. —
Marſavans Tiltale gjorde et dybt Indtrok paa:
Prindſen, og det glædelige Haab, ſom han deraf oſte, vifte
fig faa mægtigt, at han følte ſig ſteerk nok til ſtrax at forlade
fit Leje. Kongen vidſte neppe at fatte fig af Henrykkelſe,
da hans Son bad ham fjerne fig, forat han funde |]
op og flæde fig paa. Med Varme omfavnede han Ma r—
ſavan, uden at ſporge om, ved bvilket Middel han
havde bevirket dette Under, og fjernede fig derpaa med
Storvizieren for overalt at forfynde denne glædelige Be—
givenhed. Han forordnede en lang Rakke af Gladesfe—
ſter, lod uddele Forcringer til fine Hof- og Embedsmænd
og Almisſer til de Fattige, og ſkjankede alle Fanger de—
res Frihed. Kort at ſige, bele Hovedſtaden og ſnart
hele Riget kom til at gjenlyde af Jubel.

342

Saa udtømt Prindſen end var af fin lange Faſte
og Søvnløgbed, kom ban dog baftig til fine gamle Kref—
ter; men faafnart han følte fig iſtand til at udbolde en
lang Reſſes Beſperligbeder, ſagde han til Marſavan:

— Nu er Tiden kommen, da J ſkal bolde Eders
Løfte, min fjære Marſavanz; jeg føler tydelig, at jeg,
ved den Utaalmodigbed, ſom jeg føler efter at fee min dy—
rebare Prindſesſe og gjore Ende paa bendes Lidelſer for
min Skold, vil ſonke tilbage i ſamme ulykkelige Tilſtand,
bvori J fandt mig, derſom vi ikke ftrar begive os paa
Rejſen. Men jeg frygter for, at min kjare Fader af overs
dreven Ombed vil nægte mig fin Tilladelſe til denne
Reſſe; I maa derfor bitte pan et Middel til at unddrage
os bang fjærlige Aarvaagenbed. —

Ved disſe Ord kunde Prindſen ikke bolde fine 200
rer tilbage. Men Marſavan ſparede, at derpaa hapde
ban allerede tenkt og at Planen var lagt til en hemmelig
Undvigelſe. — J maa ufortovet — ſagde ban: — bede
Eders Fader om Tilladelſe til at foretage Eder en Jagt—
tuur paa to, tre Dage; naar Kongen dertil bar givet ſin
Tilladelſe, maa J bolde to dygtige Heſte beredte til Hver
af os, den ene til at beſtige ſtrax, den anden til at ſkifte
med. Det Øvrige kan I trugt lade mig ſorge for. —

Strax den folgende Morgen bragte Prindſen fit
Andragende frem for Kongen. Denne bevilgede det
gjerne, dog paa den udtrykkelige Betingelſe, at Prindſen
ikke maatte blive mere end een Nat ude. — En længere
Adſtillelſe fra Dig — ſagde ban: — vilde blive mig
kvalfuld i bojeſte Grad; Du veed jo vel, at Du er mit
Alt i denne Verden. Selv om jeg beſad al jordiſk Lok—
ſaligbed og var Herre over felve Kbosroes' mægtige
Rige, vilde Alt dog gjelde mig mindre end Vingen af en

345

Myg, derſom mit Oje ikke kunde vederkvege fig bed
Skuet af Dig. —

Derpaa befalede Kongen, at Man ſkulde udvalge de
allerbedſte Heſte til bans Son, og ſorgede perſonlig for,
at der Intet kom til at mangle ham paa hans Udflugt.
Da endelig Alting var beredt, ſluttede ban med Rorelſe
Prindſen i fine Arme, anbefalede ham indtrængende til
Marſavans kjarlige Omſorg, og fod dem drage bort.

De to Eventyrere gave fig, for at fkuffe de—
res Folge, ſtrax til at jage, men ſtrebte med det Samme
at fjerne ſig, ſaa meget ſom muligt, fra Staden. Ved
Nattens Frembrud toge de ind i et Karavanſera“, bvor
de ſpiſte tilaften og derpaa lagde fig til Hvile for at ſove
indtil Midnat. Ved denne Tid ſtod Marſavan op
og vekkede Prindſen; Tjenerne derimod lod han ſove
frygt paa deres grønne Øre. Saaſnart de derpaa bavde
forflædt fig, ſkiftede de Gangere, toge et Par Haandhe—
ſte ved Tojlen og rede baſtig bort.

Da de ved Daggry bavde 1000] en Korsvej dybt
inde i Skoven, bad Marſavan Prindſen om at tove
lidt, og reed ind i Skovens Tykning. Der dræbte ban
den ene af Haandhbeſtene, dyppede i Blodet den Kladning,
ſom Prindſen nvlig bade aflagt, efter forſt at bave ſon—
derrevet den, forat det ſkulde ſee ud, ſom om Prindſen
havde miſtet Livet imellem et rivende Dyrs Kloer. Disſe
blodige Pjalter kaſtede ban paa Korsvejen.

— Kongen, Eders Fader, — yttrede ban: — vil
naturligvüs ſende Folk ud efter os. Naar de nu finde
Eders Kledning, ſonderreven og blodig, ville de ſtrax
vende tilbage, i den Tro, at J vnkelig er kommen afdage
og at jeg i min Angſt har taget Flugten. Det er rigtig—
nok haardt for en Son, faa gruſomt at ſkuffe en kjerlig

344

Fader; men der er intet Andet for, derſom vi ville dekke
vor Flugt tilgavns; og deſto ſtorre vil Glæden blive,
naar I engang vender tilbage til ham. —

Prindſen taͤkkede Marſavan af Hjertet for denne
kloge Foranſtaltning; og begge fortſatte med Jil deres
Rejfe, verelviig tillands og tilvands. Til Beſtridelſen af
de betydelige Reſjſeomkoſtninger bapde de rundelig forſynet
fig med værdifulde Adelſtene. De bebovede derfor ikke
at ſpare, men kunde fremme deres Reiſe efter Hjertens—
lyſt. Dog Vejen var meget lang, og det varede en
rum Tid, inden de naaede Cbinas Hovedſtad.

Da de endelig bavde naact dette fjerne Maal for
deres Rejſe, tog Marſavan ikke Prindſen bjem til fig
ſelv, men ſteg af med bam i en offentlig Kban. Medens
de ber udbvilede fig tre Dage efter Nejſens ſtore Anſtren—
gelſer, [od Marſavan forfardige en Dragt til Prind—
ſen, bvorunder ban ſkulde optræde ſom Kabbaliſt og Stjer—
netyder; og denne lod ban bam ifore fig, da de efter de
tre Dages Forløb gik i Bad med binanden. Nu ſtod
der intet Andet tilbage, end at Prindſen med Frejdigbed
ſkulde gaa fit Eventyr imode. Marſabvan forte han
igjennem Staden til Paladſet, gav bam endnu nogle gavn—
lige Anviigninger angaaende bvorledes ban ſkulde tee fig,
og overlod bam derpaa til bang egne Kræfter og Allahs
Forſon. Selv ilede han ben til fin Moder, ſom ban
endnu ikke bade feet, forat bun uopboldelig kunde
melde Prindſesſe Badur bans Tilbagekomſt.

Den ſom Stjernetyder forkladte og med Alt, bond
der borte til denne ærværdige Rolle, forſpnede Kama—
ralſaman begyndte, ſaaſnart ban nærmede fig Palad—
ſet, med høj Roſt at udraabe: — Jeg er en Stjernety⸗

345

der, og er kommen bid for at helbrede den allernaadigſte
Prindſesſe Badur, under de af Hs. Hojbed Kongen
faſtſatte Betingelſer, at modtage bende tilegte, ſaafremt
Kuren lykkes mig, og i modſat Tilfælde at lade mit Liv. —

Ojeblikkelig flokkedes der, foruden Slotsvagten og
Dorvogterne i Paladſet, en ſtor Folkeſkare omkring den
forkledte Prinds; thi det var nu allerede lang Tid ſiden,
at nogen Lage eller Viismand havde vovet at indlade fig
paa det bøje Spil. Prindſens gode Udfeende, hans An—
ſtand og bang Ungdom vakte tilſammen en almindelig
Deeltagelſe; og de, der ſtode ham nermeſt, ſagde til ham:
— Herre, bvilket Raſeri driver Eder til at udfætte et
Liv, der vakker faa ſkjonne Forhaabninger, for den visſe
Undergang? —

Dog Prindſen forblev døv for alle disſe Foreſtil—
linger, og da der Ingen indfandt fig for at fore ham ind
i Paladſet, fornyede han fit Udraab med en Frejdighed,
ſom vakte en almindelig Beklagelſe i den ham omgivende
Skare. — Han er faſt beſtemt paa at do! — raabte
Man: — Allah naade bang ulyftelige Sjæl! — Da
Prindſen endelig for tredie Gang gjentog fit Üdraab, ind—
fandt ſig ſelbe Storvizieren for at fore ham til Kongen.

Saaſnart Prindſen fik Oje paa Kongen af Cbina,
kaſtede ban fig ned foran hans Trone og kysſede Jorden.
Ikke een Eneſte af de Mange, byilke en fortvivlet
Aergjerrigbed havde drevet til at bringe deres Hoveder til—
torvs, havde vakt mindſte Deeltagelſe bos Kongen af Cbi—
na; men ſaaſnart han fif Oje paa Kamaralſaman,
følte han den inderligſte Medlidenbed røre fig i bang
Barm. Han bod bam trade nærmere, lod ham tage
Plads hos fig paa ſelve Tronen, og yttrede: — Unge
Mand, jeg har ondt ved at tiltro Dig Erfaring nok til

346

at foretage en faa vanſkelig Kuur. Intet fulde være
mig fjærere, end om den vilde (yffeg Dig; med Glæde
ftulde jeg modtage Dig ſom min Svigerføn. Men paa
den anden Side maa jeg med Faſtbed erflære for Dig,
at jeg, faa ondt det end vil gjøre mig, bverken af din
Ungdom eller din Skjonbed vil lade mig afbolde fra at
lade Dig gaa ſamme Vej ſom dine dumdriſtige Forgen⸗
gere, ſaafremt det maatte viſe fig, at Du har ſkuffet mig
tilligemed Dig felv.

— Herre, — fvarede Prindſen: — jeg er ikke bid—
kommen fra et faa fjernt Land, for nu, da jeg ſtager ved
det længe og mojſommelig efterſtrbte Maal, at lade mig
ſkremme til at afſtaa fra mit Forſæt. Var jeg iſtand
til dette, maatte jeg jo endogſaa miſte den Agtelſe, ſom
Eders Højbed er faa naadig at ſkjanke mig. Skal jeg dø,
faa ſkee Allabs Billie! Men jeg ſtoler paa min Kunſt og
nærer endogſaa det bedſte Haab om at opnaa Livets bøjes
ſte Gode i Eders elſkelige Datter. —

Da trængte Kongen ikke videre ind paa bam, men
gav en Gilding Befaling til at fore den unge Viismand
ind til Prindſesſen. Med bojt bankende Hjerte fulgte
Kamaralſaman baſtig fin Forer. Hans Indre gløs
dede af den beftigſte Længfel ; da ban derfor betraadte det
Galleri, ved bvis Ende Prindſesſens Verelſe var belig—
gende, ilede ban utaalmodig forbi ſin Forer for med be—
vingede Skridt at naa den dyrebare Gjenſtand for fin ømme
Attraa. Kun med Anſtrengelſe indbentede Gildingen bam
atter, og ſagde, idet ban greb bam i Armen: — Eja,
bvilket Haftværf, unge Herre! Til Døden kommer Man
tidsnok. Vel bave de været gale alleſammen, disſe Her—
rer Stjernetydere; men ingen af dem bar dog viſt Eders
Utaalmodigbed efter at komme til at ræffe Hals. —

347

— De andre Stzjernetydere vare Narre tilhobe, —
ſvarede Prindſen, uden at ſagtne fine Skridt: — og vid—
ſte ikke, bvad de gjorde. Jeg derimod er ganſke ſikker
paa, at jeg iler min Lykke imode; hvorfor ſkulde jeg da
ikke ffynde mig? —

De ſtode ved Maalet; Gildingen aabnede Doren og
forte Prindſen igjennem et Forverelſe ind i en ſtor og
prægtig Sal, ſom kun ved ct Forbeng var adſkilt fra det
Verelſe, bvori Prindſesſen opholdt ſig. Men førend
Prindſen traadte ind, blev han ſtagende og ſagde til Gil—
dingen, ganſke ſagte, for ikke at blive hort af Prindſesſen:
— Forat Du kan fee, at bverken Anmasſelſe, Übeſindig—
bed eller Daarſkab har bragt mig bid, giver jeg Dig Til—
ladelſe til at beſtemme, om jeg ſkal gaa ind med Dig og
helbrede Prindſesſen i din Nerverelſe, eller blive ber—
udenfor og belbrede hende uden at have feet hende en—
gang. —

Prindſens urokkelige Selvtillid fatte Gildingen i den
hojeſte Forbauſelſe; ban lagde al Spot tilſide, og ſparede
i den alvorligſte Tone:

— Det gjør lige meget, om J belbreder Hds.
Naade berude eller derinde; i begge Tilfælde vil J er—
hverve Eder en udødelig Hæder, ikke alene i China, men
i hele den beboede Verden. —

— Saa foretrakker jeg at belbrede hende uden at
fee hende; — ſagde Prindſen: — i et deſto klarere Lys
vil min ophojede Kunſt viſe fig. —

Med disſe Ord fremtog Prinds Kamaralſam an
fit Skrivetoj og nedſkrev folgende Vers:

— Hvo ſom lider af Skilsmisſens Smerte, vil vorde hel⸗
bredet ved den Elſkedes Gjenkomſt; kun den er fortabt, ſom
ganſke maa mistvivle om Gjenſynets Glæde. For hans ſor⸗

348

rigfulde Hjerte gives der ingen Trøfter, og for hans Øjne
gives der ingen velgjorende Slummer Sin Dag tilbringer
ban i Flammer, og fin Mat i hjertcusnende Kvaler; hans
Legeme bhenvisner, og bang Sjæl fortares. —

— Jeg ſtriver til Dig af et Hjerte, ſom ikke vil vide af
Andet end Dig at ſige i den hele Verden. Mine ſyge Ojen⸗
laag ſmerte mig, og der drypper blodige Taarer fra mine
Ojne. Mit Legeme har Langſelen udtaret, og i min Sjæl
gløder en uudſlukkelig Ild. — Saa kommer jeg da til Dig
i al min Kjarlighedskval, ſom den, der ikke formager at uds
holde ſin Lidelſe langer. Var mig naadig, var mig huld,
at mit Hjerte ikke ſkal briſte af ſin mægtige Lidenſkab! —

— Hjertet helbredes alene ved Gjenſynet af den Elſkede,
og Allah er den eneſte Lage, ſom formager at lage en Sjæl,
der lider af Kjarligheds dybe Vee. Den af os, ſom har
ſpigtet fin Tro, fortjener Døden. — Men Hvoo kunde blive
Dig utro? — —

Under disſe Linier ſkrev Prindſen:

— Fra den Bedrovede og Forvirrede, den af Lang⸗
fel glødende og af Smerte gjennemiisnede, den Fangne
og Vanſmagtende, — fra Kamaralſaman, Shah—
ſemans Son, til fin Tids Uforlignelige, den Herligſte
af alle Huri'er, til Prindſesſe Badur, Kong 6 0 urs
Datter! —

— Vüd, at mine Natter henſlabe fig for mig uden
Søvn, og mine Dage uden Liv, og at jeg lider af en
ubegrandſet Kjarlighedslangſel, at jeg er ſyg indtil Do⸗
den og ſpinder hen Time for Time! Jeg er en Kjarlig⸗
hedens Slave, et Lidenſkabens Offer, et Bytte for glø-
dende Attrager; mine Øjne udgyde Stromme af Taarer,
og mit Indre en Uendelighed af Sukke. Du veed nu,
Duo jeg er, den Pvile- Fred- og Søvnløfe, i hvis Sjerte
Flammen aldrig dser og Langſelen ingenſinde fvinder. —

349

J Randen af Brevet ſkrev han endnu følgende
navnfundige Vers:

— Fred være med Dig af Allahs uudfømmelige Naa—
desſkat, Du ſom beſidder hele min Sjæl og er Gjenſtanden
for al min Higen! —

Derpaa lagde ban Brevet ſammen, puttede Ringen
indeni, uden at Gildingen bemerkede det, og forſynede det
med efterfølgende ÜUdſkrift:

— Med ffjælvende Haand har jeg fort Roret til at
ſtrive dette Brev. Skrifttrakkene ville forraade Dig baade
min Sorg og min Langſel. Medens min Haand ffriver,
flyde mine Taarer, og min Langſel flager fin Lidelſe for
Papiret. Uden Ophør fiyde mine Taarer paa Papiret;
ffulde deres Kilde udfømmes, vilde jeg lade mit Blod flyde
iſtedet. — Jeg ſender Dig din Ring; mindes Du, ved hvilfen
Lejlighed jeg modtog den? Send mig min Ring tilbage iſtedet! —

Efterat Prindſen havde faaet denne Skrivelſe fer—
dig, overgav han Gildingen den, at han ſkulde bringe den
til Prindſesſen.

— Derſom bun ikke ſtrax paa Stedet bliver hel—
bredet, — ſagde han: — ſaaſnart bun har gjort fig be—
kjendt med Indholdet af dette Brev, faa maa Du frit
udraabe mig for den meſt uforſkammede og elendigſte
Stjernetyder, ſom der baade har været og i alle Tider
vil blive til i Verden. Beſorg nu dit Wrinde! —

Gildingen bragte altſaa Brevet ind til Prindſesſen
og overgav bende det med folgende Odd:

— Prindſesſe, der have vi nok en Stjernetyder,
efter mit Skjon den Dumdriſtigſte af dem alleſammen.
Han paaſtager nemlig, at J vil komme Eder, ſaaſnart J

350

blot bar gjort Eder bekjendt med Indboldet af dette
Brev. Ved Allab, det er ſtore Ord! —

Ganſke ligegyldig tog Prindſesſen imod Brevet.
Men neppe bavde bun aabnet det og faaet Oje paa fin
Ning, førend bun foer ivejret, uden engang at give fig
rigtig TiD til at leſe Brevet igjennem. Hun fprængte
Lenken, bvormed bun var fængslet, ſtortede ben til
Doren og flog Forbenget tilſide. Maallos og ubevage—
lig blev bun ſtagende, ſaaſnart bun bapde gjenkjendt Prind⸗
ſen. Men fnart bragte Henrpkkelſen nut Liv i bende.
De ilede imod binanden og kaſtede ſig i binandens Arme
for at nyde Gjenſynets ſalige Lokke i et uendeligt Fapne—
tag. Og de flap kun binanden for med Henrykkelſe at
betragte binanden og i Taushed gjenkalde fig de dyrebare
Træf fra det forrige underfulde Mode; Glæden bavde
lammet deres Tunger, og de vovede neppe at tro deres
egne Øjne.

I det Samme kom den gamle Amme til og lod de
Elffende træde ind i Prindſesſens private Verelſe. Her
gav Badur Prindſen fin Ring tilbage, idet bun ſagde:

— Bebold kun min Ring! Derſom jeg nemlig
ſkulde tage den tilbage, turde jeg ikke bebolde Eders; og
den vil jeg ikke ſkille mig fra, faalænge jeg lever. —

Imidlertid var Gildingen ſtyrtet ind til Kongen af
Cbina for at give Melding om det nylig pasſerede.
— Eders Hojbed, — raabte han: — alle de andre Læger
og Stjernetydere, og hvad de alle bedde, ſom tidligere
عنام‎ forſogt paa at belbrede Prindſesſen, have kun været
nogle uvidende Daarer! Jo, det ſkulde fedt bjælpe med
disſe Befværaelfer, Berpgelſer og tuſind Hundekunſter!
Den nærværende Viismand behøvede fun at ſtrive nogle

351

Ord paa en Lap Papiir, faa var hendes Naade friſk ſom
en Fiſk. —

Glædelig overraſket begav Kongen fig ſtrax til fin
Datters Verelſer. Med inderlig Glæde omfavnede han
Prindſesſen, ſluttede ogſaa Prindſen i fine Arme, og lagde
derpaa deres Hænder i hinanden, idet ban ſagde: — Hvo
Du end monne være, lykkelige Udfænding, faa giver jeg
Dig min Datter til Gemalinde. Imidlertid lader dit
ædle Üdſeende mig ane, at Du er noget Mere, end Du
ſynes at vere. —

Prindſen takkede Kongen med dyb Wrbodighed og
tilſtod derpaa ganſke aabent, at han kun havde paataget
fig en Stjernetyders Rolle for faa meget lettere at vinde
Udgang til den magtigſte Herſker i Verden og hans Dat—
ters dyrebare Beſiddelſe. — Han var en Prinds af Blo—
det, ved Navn Kamaralſaman, en Søn af Kong
Shabſeman, ſom regjerede over den vel bekjendte O
Kbaledan. — Derpaa fortalte ban Kongen bele fin Hi—
ſtorie, den underfulde, uforklarlige Maade, hvorpaa han
havde ſtiftet Bekjendtſkab med Prindſesſen, og frembiſte
Ringene ſom umodſigelige Vidner for Sandheden af fin
Fortælling.

Da Prindſen havde fortalt tilende, udraabte Kon—
gen, at ſlig Hiſtorie fortjente at komme til Efterverdenens
Kundſkab, og at ban vilde lade den opſkrive for at gjemme
den i Rigets Arkiver. Iligemaade tilkjendegav ban fin
Villie, at Bryllupet ſkulde gaa for fig uden Forhaling.

Det ſkete da ogſag. Endnu ſamme Dag bleve de
Elſkende et lokkeligt Par; bele Cbina fejrede denne lykke—
lige Begivenbed ved talrige og glimrende Gladesfeſter.
Den gode Marfavan blev ingenlunde forglemt; Kon—

352

gen gan bam et godt Embede ved fit Hof og lovede at
befordre bam til de bojeſte Lrcspoſter.

J fulde Drag node Prinds Kamaralſaman og
Prindſcaſe Badur deres Forcnings bøje Lykſaligbed; og
Kongen bepiſte fin inderlige Decltagelſe deri ved Glades⸗
felter, ſom varede | flere Maaneder. Men midt i al denne
Herligbed drømte Kamaralſaman en Nat, at ban
ſaat fin Fader paa Sotteſengen og borte bam ſige:
— Min Son bar forladt mig; ellers var jeg ikke død. —

J u ſtor Skrak foer Kamaralſaman op af Sov—
nen. Prindſesſe Badur var ogſaa vaagnet, ved det
Skrig, ſom den forfærdelige Drem bavde afpreaſet bens
des Gemal, og ſpurgte bam bekymret om Grunden dertil.
ب‎ Ak, — udraabte Prindſen: — maaſkee bar min kjere
Fader i Dette Ojeblik udſtodt fit ſidſte Suk. — Og ban
fortalte bende fin Drom.

Prindſesſen tænfte alene paa at være fin Gemal til
Bebag, og befluttede i fit Hjerte at bringe bam det ſtor—
ſte Offer; dog taug bun ſtille med, bvad bun bapde iſinde
at gjore.

Men endnu ſamme Dag tog bun Lejligbeden iagt
til at faa talt 1 Eenrum med Kongen, bendes Fader.

— Jeg bar en Maade at bede Eder om, min kon—
gelige Fader; — ſagde bun til bam, efterat bun erbo—
dig bande fvéfet bang Haand: — men forat J ikke ſkal
tro, at det ſkeer ifølge min Gemals Tilſkondelſe, maa jeg
forud forſikkte Eder om, at ban ikke veed det Allermindſte
om Sagen. Min Ben gaaer nemlig ud paa at faa
Eders Tilladelſe til at beſoge min Svigerfader Kong
Sbabſeman. —

— Min Datter, — ſparede den gode Konge: —

0

353

faa ugjerne jeg end giver flip paa Dig, kan jeg dog ikke
misbillige din Idræt, og giver Dig herved min Tilladelſe.
Dog gjør jeg det kun under den Betingelſe, at J ikke op—
bolder Eder mere end et Aar ved Kong Shahſeman's
Hof. Prinds Kamaralſaman's Fader vil viſtnok
finde fig i Billighed, idet jeg foreſlaaer, at vi vexelviis
ſkulle nyde godt af Eder, han gjenſee fin Son og jeg min
Datter. —

Da Prindſesſen meddeelte ſin Gemal den vundne Til—
ladelſe, vidſte denne ikke at finde Ord til at takke hende for
dette nye Beviis paa bendes Kjerligbed. Kong Gha tur
paatog fig ſelv at gjøre de fornødne Anſtalter til Rejſen;
og ban ledſagede fine Born flere Dagsrejſer vidt, og
tog Afſked med dem under ømme Omfavynelſer og Taarer.
Hans ſidſte Ord til Prinds Kamaralſaman vare, at
han maatte vedblive at elſke hans Datter ligeſaa ømt ſom
bidtil, og erindre ſit Lofte, at vende tilbage efter et Aars
Forlob. Prindſen bekraftede bellig fit Tilſagn, og drog
bort med ſin dyrebare Badur.

Efterat de hade været paa Rejſen omtrent en Maa—
ned, manede de en Dag en meget ſtor Eng, ſom biſt og
ber var bevoret med dejlige ffyggefulde Træer. Det var
netop meget bedt, og Prindſen foreflog derfor fin Elſkede
at holde nogle Timer Raſt paa dette ſmukke Sted. Saa—
ſnart deres Telt var opflaaet, gik Prindſesſen derind for
at ſoge Skygge og Hvile; for at gjøre fig det bekvem—
mere, løfte bun fit Belte af og lagde det ved Siden.
Snart hvilede bun i en blid Slummer.

Kort efter traadte ogſaa Kamaralſaman, ſom
var bleven boldt tilbage af de Pligter, der paahvilede ham
ſom Karavanens Forer, ind i Feltet for at lade Hvile
falde paa fig. Da han fandt fin Gemalinde ſovende, tog

* 23

354

ban ſtille Plads bos bende for ogfaa at blunde en Smule;
men førend ban kom faa vidt, faldt bang Øjne paa Prind—
ſesſens Bælte, ſom ſtraalede bam imøde med de berligſte
Diamanter og RNubiner. J Bæltet opdagede han ved
nøjere Efterſyn en lille Lomme, og i denne følte ban en
faͤſt Gjenſtand. Nysgjerrig ſage ban efter, byad det var,
og fif en med underlige Karakterer betegnet Karneol i
Haanden. Medrette ſluttede ban, at denne Steen maatte
have en ganſke ufædvanlig Verdi, efterſom bang Gemal—
inde havde ſorvaret den faa vel; i Virkeligbeden var det
bverken Mere eller Mindre end en Talisman, ſom gjorde
den Perſon lykkelig, der bar den bos ſig. For nøjere
at underſoge Karneolen traadte Kamaralſaman uden—
for Teltet med den. Men neppe laa den i bang flade
Haand, førend der ſkjod en Fugl ned fra Luften, ſnap⸗
pede Stenen og fløj bort dermed.

Forbaufet blev Prindſen nogen Tid ftaaende ubevæs
gelig og faae efter Fuglen, ſom med Stenen i Mæbet
havde nedladt fig paa Jorden ikke langt fra bam. J det
Haab, at Fuglen, naar den blev forfulgt, ſkulde lade Ste—
nen falde, lob ban efter den; men Fuglen var ligeſaa klog
og meget baſtigere end han. Den ſlugte Stenen og ved—
blev at flyve foran bam fra Sted til Sted. Prindſen
fulgte efter, og blev ſaaledes lidt efter lidt loftet langt
bort fra Lejren, bvor ban bavde efterladt fin Gemalinde.
Ved Dagens Ende tog Fuglen Plads i Toppen af et bøjt
Tra, bvor den fandt fig i Sikkerbed for alle Cfterftræs
belſer.

Tu forſt ſpurgte Kamaralſaman balv fortvivlet
fig ſelv, om ban ikke gjorde bedſt i at vende tilbage til
Lejren, med Opgivelſe af den unvttige Jagt. Men hvor—
ledes ſkulde han finde Vejen tilbage i Belgmorke, og

355

hvorledes ſkulde ban kunne træde fin Gemalinde under
Ojne foruden den koſtbare Talisman? Uenig med ſig ſelb,
hungrig, torſtig og træt, lagde han fig endelig tilhvile
bed Foden af Træet.

Ved Morgengry var han atter paa Benene og fulgte
paanv den foran ham flagrende Fual igjennem Tykt og Tyndt
lige indtil Aften. Paa denne Maade tilbragte han ikke
mindre end fi Dage, kummerlig ernarende fig af Urter,
Nodder og Frugter, ſom han fandt undervejs. Paa den
ellevte Dag naaede han en ſtor Stad; Fuglen fløj over
Muren, og borte for ham var med det Samme alt Haab
om nogenſinde mere at komme i Beſiddelſe af Talis—
manen.

Uſigelig nedflaaet gik Prindſen ind i Staden, ſom
laa ved Havet og havde en ſtor og herlig Havn. Længe
gik han ud og ind i Gaderne, og naaede tilſidſt Havnen.
Da han berfra gik videre langs Strandbredden, kom han
til en Havedor, ſom ſtod aaben, og ban kigede ind i Ha—
ven. Gartneren, en god Olding, ſage juſt op fra fit
Arbejde; neppe havde han i den Fremmede gjenkjendt en
Muſelmand, forend han bad ham haſtig trade indenfor
og lukke Doren efter ſig.

Kamaralſaman gjorde, ſom der var blevet ham
ſagt, og ſpurgte, idet han nærmede fig Oldingen, om
Grunden til denne Forſigtigbedsregel. Da erfarede han,
at Staͤden for ſtorſte Delen var beboet af Afgudsdyr—
kere, ſom nærede et dødeligt Had til Muſelmendene og
beſtandig vare paa Nakken af de faa Profetens Bekjen—
dere, ſom opholdt ſig paa Stedet. — Jeg betragter det
ſom et ſtort Under, — fluttede Oldingen: — at J uanfeæg—
tet har kunnet komme faa vidt. Men, Allah vare lovet,
nu er J i Sikkerhed! —

23 *

356

Kamaralfaman takkede Oldingen for bang Gode
bed. Men denne førte bam ind i fin Bolig og ſpurgte
bam, efterat ban med bjertelig Gieſtfribed bade veder⸗
fvæget bam med Spiſe og Drikke, om Anledningen til
bang Beſog i Staden. Kamaralſaman fortalte Ol—
dingen bele ſin Hiſtorie, og endte med at bede bam ſige
fig, bvorledes ban herfra ſkulde komme tilbage til fin Fa—
ders Rige. — Thi — vttrede ban med Smertenstaarer:
— at gjenfinde Prindſesſen af Cbina efter elleve Dages
Adſkillelſe, det er flet ikke til at tænfe paa. —

Gartneren underrettede bam da om, at ban tillands
maatte rejſe et beelt Aar fra denne Stad for blot at naa
Lande, ſom bleve beboede af rettroende Menneſker. Til-
ſoes derimod kunde Man i langt kortere Tid naa over
til Ibenboltssen og derfra videre til Øen Kbaledan.
Een Gang om Aaret fejlede et Skib til Ibenboltsgen,
desverre var det ſidſte ganſke nylig afgaget; ban maatte
følgelig vente indtil det naſte Aar. Hvis ban imidlertid
vilde tage tiltakke med den fattige Lejligbed bos den gamle
Gartner, da ſkulde ban kun uden videre ſlaa fig tilro og
betragte ſig ſom bjemme. —

Prindſen forſtod at ſkatte dette gode Tilbud og
blev bos Gartneren. Der ville vi ogſaa for det Forſte
lade bam blive, for at underſoge, bvad der imidlertid er
blevet af den ſtakkels Prindſesſe Badur, ſom vi forlode
ſovende i fit Telt paa den ſtore Eng.

Da Prindſesſen efter en temmelig lang Slummer
vaagnede, ſavnede bun ſtrax fin dyrebare Gemal. Hun
kaldte paa fine Fruentimmer for at faa Underretning om,
hvor ban var; men disſe vidſte ikke Andet at ſige, end at
de havde feet ham gaa ind i Feltet til Prindſesſen. Da

357

nu Prindſesſe Badur igjen fpændte fit Bælte om, fade
hun den lille Lomme deri aaben og fabvnede ved nærmere
Underſogelſe Talismanen, ſom havde ligget forvaret deri.
Hun beroligede fig imidlertid ſnart ved den Tanke, at
bendes Gemal bavde faget den ud af dens Gjemme, og
at bun ſamtidig vilde fee ham og Talismanen vende
tilbage.

Men heri tog bun fejl. Det blev Aften, og Ka—
maralſaman udeblev; da begyndte hun at vorde urolig.
J ſmertefuld Angſt tilbragte hun Natten uden at luffe ef
Oje. Det blev Morgen, og Kamaralſaman lød fig
endnu ikke fee. Da begyndte hun at frygte det Varſte.
Hun brod ſig kun lidt om Tabet af ſin Talisman; — men
Kamaralſaman, bendes over Alt i Verden elſkede
Aegteberre! Hvor forunderligt, at han og Talismanen
ſkulde forfvinde paa ſamme Tid! J een eller anden For—
bindelſe maatte disſe tvende Tilfælde viſtnok ſtaa med hin—
anden; men i hvilken? — det grublede Badur for—
gjæves over.

Imidlertid tabte Prindſesſen i al fin dybe Smerte
dog ikke Fatningen. Naar det blev almindelig bekjendt,
at Kamaralſaman havde forladt hende, og at bun
langt fra Hjemmet ſtod ene i den vide Verden, havde hun,
det indſage bun ſtrax, al Grund til at frygte for at blive
forraadt paa een eller anden Maade. Heldigviis var
Prindſens Forſpinden ikke bleven bekjendt for Andre i Lej—
ren end hendes Fruentimmer, og disſe kunde bun ſtole
paa. Hun fattede derfor den raſke Beſlutning at foreſtille
Kamaralſaman, hvem bun lignede i en ganſke over—
ordentlig Grad. Hun bebovede kun at ifore ſig een af
hans Dragter for at ſkuffe Alle og Enhver. Da bun
derfor i Morgenſtunden vifte fig i Lejren og gav Befa—

358

fing til at bryde op med Lejren og paffe fammen, tvivlede
ingen Moders Sjæl om, at det jo var Kamaralſa—
man, de bavde for fig. Eet af bendes Fruentimmer
maatte imidlertid ſpille bendes Rolle og ſtige ind i bendes
Bareſtol. Hun ſelv ſpang fig op paa den ulpkkelige Ka—
maralſamans Ganger og forte Toget an med frejdig
Mine, ſkjondt med en brændende Smerte i fit Indre.

Efter flere Maaneders uafbrudt Neſſe tillands og
tilſoes naaede Prindſesſen af China endelig under Ka—
maralſamans Navn Hovedſtaden paa Ibenboltsgen,
bois daværende Konge bed Armanos. Da nu de Folk,
ſom vare ſendte iland for at opſoge en Bolig til bende,
overalt fortalte, at Prinds Kamaralſaman af Uvejr
var bleven tvungen til at ſoge en Tilflugt i Stadens
Havn, udbredte denne Nybed ſig haſtig til ſelve det kon—
gelige Palads. Den gamle Konge drog derfor den frem—
mede Prinds imode med en ſtor Deel af fit Hof, modtog
bam ſom en Son af en venſkabelig ſindet Konge med
ſtore Wresbeviisninger, og forte bam, iſtedetfor til den
lejede Vaaning, lige til fit eget Palads. Her bevertede
ban Badur med ſtor Pragt og Glaͤnds i tvende Dage
og blev ganſke indtagen i den formeentlige Prinds.

Da derfor Prindſesſen af China efter denne Tids
Forløb begyndte at tale om at rejſe videre, tog Kong
Armansos bende tilſide og ſagde:

— Prinds, jeg efterlader desverre ingen mandlig
Arving til mit udſtrakte Rige. Himlen bar kun forundt
mig en Datter af ſtore baade ydre og indre Fuldkom—
menbeder. J bvis Hænder kunde jeg vel bedre betro
bende end i en Prindſes, der faa ganſke er efter mit
Hjerte, ſom I er? Tank altſaa ikke længer paa nøgen
Afrejſe, men modtag tilligemed min Datters Haand en

359

glandsfuld Krone, ſom jeg ikke vil betænfe mig paa, uden
Opbold at afſtaa til Eder. Jeg er gammel og trenger
til Ro; det vil være mig en ſand Livsglæde at faa en faa
værdig Efterfølger. —

Prindſesſen af China befandt fig, ſom let begribe—
ligt, i en ikke ringe Forlegenbed. Hun ſkammede ſig ved
at gaa til Bekjendelſe af, at hun ikke var Prinds Kama—
ralſaman ſelv, men hans Gemalinde; paa den anden
Side havde bun Grund til at frygte for, at Kongens over—
ordentlige Velvillie for hende ved denne Aabenbarelſe ſkulde
forvandle ſig til det bittreſte Fjendſkab. Dertil kom, at
hun ikke var ſikker paa at treffe fin Gemal bos bang Fa—
der, Kong Sbahſeman, og at der ber frembød fig en
god Lejligbed til at erhverve bam et ſtort og mægtigt
Rige. Af disſe mange vigtige Grunde 0111806 bun det for
det Raadeligſte at modtage Kong Armanos' velvillige
Tilbud, og erklerede fig beredt til at ægte den ſkjonne

Prindſesſe af Ibenboltsgen. ١

Bryllupet blev beſtemt allerede til den folgende‏ ا
Dag. Prindſesſen, ſom endnu beſtandig af fit Folge blev‏
anſeet for Prinds Kamaralſaman, tog Tiden iagt til‏
at meddele ſine Folk, hvad der vilde gaa for ſig, idet‏
hun forſikkrede dem om, at Sagen ikke alene var begrun—‏
det paa Prindſesſe Badurs villige Samtykke, men og—‏
faa havde bendes fuldkomne Bifald. Ogſaa med fine‏
Fruentimmer gjorde bun den fornødne Aftale og paabod‏
dem den ſtrengeſte Taushed med Hemmeligbeden.‏

Den folgende Dag forſamlede Kong Armanss fit
Raad og erklerede bojtidelig, at ban ſkjenkede Prinds
Kamaralſaman, ſom han havpde ſiddende bos fig, fin
eneſte Datter til Gemalinde og med det Samme aftraadte
bam hele fit Rige, — hvorfor han bod Alle og Enhver at

360

bolde Prindſen og adlyde bam ſom deres retmasſige Her—
fer. Derpaa ſliftede ban Plads med Prindſesſe Bar
dur, og alle Rigets tilſtedeverende Stormend aflagde
bende Holdings- og Troſkabseden.

Umiddelbart derefter blev den nye Konge bøjtidelig
udraabt over bele Staden; der blev forfyndt en lang
Nakke af Glædegfefter, og Jilbud bleve afſendte til alle
Sider for at treffe tilſvarende Anordninger over bele Ri—
get. Om Aftenen opfoldte feſtlig Jubel det bele Palads,
og Prindſesſen af Ibenholtssen — 50101420121162
fus ") var bendes Savn — blev i en iſandbed kongelig
Pomp fort ind til Prindſesſe Badur, i bvem bun ſkulde
fee fin Gemal og Herre. Efterat Feſtligbederne vare til
endebragte, lod Man dem alene med binanden.

Medens Hafat-al-nefus gik tilſengs, gab
Prindſesſe Ba dur fig til at bolde fin Aftenbon, og for—
længede denne ſaaledes, at Kong Armanos' Datter
var falden iføvn, inden bun blev færdig dermed. Da
lagde Badur ſig ved Siden af bende, vel tagende ſig iagt
for at vakke bende. Men bun fif ikke Søvn i fine Oj⸗
ne; faa bekömret var bun over Tabet af fin dyrebare Ka—
maralſamanm og over fin nuværende Stilling. Saaſnart
Morgenen brød frem, ſtod bun op og lod Harat-al-
nefus fove, iførte fig det kongelige Klædebon og begav
fig ind i Raadsforſamlingen.

Da Kong Armanos 1 Morgenſtunden beſogte fin
Datter, fandt ban bende ſpommende i Taarer. Bekym⸗
ret gav ban fig til at udfritte bende, og kunde ſnart gjette
fig til Sammenbeengen ved denne bedrovelige Bryllups—
morgen. Hojligen forbittret over den baade hans

) Sjalenes Liv.

361

Datter og ham vifte Foragt tog han ſaaledes til—
orde:

Mit Barn, hav blot Taalmodigbed en Nat‏ ب
endnu! Bliver det ſaa ikke bedre, ſkal jeg vel viſe din‏
Gemal, at jeg ligeſaa vel er Mand for igjen at rive ham‏
nedaf Tronen og med Spot og Spee jage bam ud af‏
Landet, ſom jeg bar været for at fætte ham op paa Tro—‏
nen! Denne Kulde, han viſer Dig, ſkal visſeligen komme‏
ham dyrt til at ſtaa. —‏

Forſt ſilde om Aftenen indfandt Badur fig atter
hos den med Frugt og Lengſel ventende Brud. Hun un—
derholdt ſig en Stund med bende, og vilde derpaa, ligeſom
den foregagende Aften, hengive fig til gudelige Betragt—
ninger, medens den unge Brud gik tilbvile. Men Har-
at⸗al⸗ nefus boldt bende tilbage, gjorde bende ømme
Bebrejdelſer for den Kulde og Ringeagt, bun vifte bende,
bad bende indſtendig om at ſige hende, bvad det da var,
ſom faa meget misbagede bende ved bendes Perſon, og
advarede bende fluttelig for fin Faders Vrede, naar han
fif at vide, med bvilken foragtelig Kulde bans Datter var
bleven behandlet af fin Gemal.

Prindſesſe Badur hapde ret vel merket, at der
trak et Uvejr op over hende paa den gamle Konges Pan—
de; der blev bende følgelig intet Andet tilovers end at til—
ſtaa den rene Sandhed. Og det gjorde bun da 00006 af
et aabent Hjerte.

— Prindſesſe, — pttrede Hakat-al-nefus,
da Badur var tilende med fin Fortælling: — jeg feer

vel, at Omſtendigbederne bave nodtvunget Eder til dette
beſonderlige Skridt. Jeg ſkal tie med Eders Hemmelig—
hed, ver forvisſet derom; og jeg vil bonfalde Allah om

362

at gjore Eder [vffeligere end mig, idet ban lader Eder
gjenfinde en Gemal, ſom ikke vil ſtuffe Eders Ombed. —

Derpag omfapnede de tvende Prindſesſer binanden,
og lagde fig tilbvile bos hinanden under mange underlige
Tanker.

Prindſesſe Halat-al-nefus boldt fit Løfte og
forraadte ikke fin nve Veninde. Kong Armanos og
bele hans Hof tilligemed bele Staden lode ſig ſkuffe; og
Badur blev uanfægtet ved at udøve en kongelig Myndig⸗
bed over bele det vidt udſtrakte Rige.

Medens alt dette gik for fig paa Ibenholtssen, bes
fandt Prinds Kamaralſaman fig endnu ſtedſe 608
den gamle Gartner i Afgudsdyrkernes By. Da han en
Morgen, ſom ſadvanlig, vilde gaa til fit Arbejde, boldt
Oldingen bam tilbage med den Bemerkning, at Afguds—
dyrkerne denne Dag hojtideligboldt en ſtor Feſt, paa hvil—
ken de lode alt Arbejde bvile og udelukkende bengabe fig
til allebaande ſelſkabelige Fornojelſer; derfor taalte de bel—
ler ikke, at Mobamedanerne arbejdede paa denne Dag.
— For at faa den ledige Tid til at gaa — ſaaledes flut—
fede den gamle Gartner: — pleje disſe at bivaane Hed⸗
ningernes i fig ſelv ret ſeeverdige Optojer; gaa Du ben
og mor Dig, faa godt Du kan. Imidlertid vil jeg, efter—
ſom den Tid nærmer fig, da det næfte Skib ſkal afgaa
til Ibenboltsden, gaa ben til nogle Bekjendte for nøjere
at faa Beſked desangaagende, og ſorge for, at Du kommer
med. —

Efter at have talt ſaaledes, iførte Gartneren fig
fine Hojtidsklader og gik ud. Men Kamaralſaman
havde ingen Lyſt til at bivaane Feſtligbederne; ban gik
ned i Haven og gav fig til at ſpadſere frem og tilbage,

363

idet ban fordybede fig i det bittre Minde om fin dyrebare
Badur.

Dog fnart blev hans Opmærffombed vakt ved en
ufædvanlig Støj, ſom et Par Fugle gjorde oppe i et
Tra; ban faae ivejret og blev Vidne til en Kamp imel—
lem de tvende Fugle, der var faa forbittret, at den ene
af dem fnart faldt død til Jorden, medens Sejerher—
ren fløj fin Vej.

Strar efter kom fra en anden Side to ſtorre Fugle
tilflyvende, ſom fra det Fjerne bavde iagttaget Kampen,
nedlode fig ved den dræbte Fugls Hoved og Fødder og
betragtede den en Tidlang med øjenfynlig Bedrøvelfe.
Endelig kradſede de med deres Kleer et Hul i Jorden,
begravede den Døde og fløj igjen deres Vej.

Men ikke længe efter vendte de tilbage, bidflæbende,
den ene ved Bingen, den anden ved Fødderne, den begra—
bede Fugls Morder. Forgjaves ftræbte denne med de
beftigſte Anſtrengelſer at flipve fri; de dræbte den paa
den friffe Grav, og bakkede derpaa Livet op paa den for
at rive dens Tarme ud, førend de fjernede fig.

Kamaralſaman bavde afgivet en hojlig forbau—
ſet Tilſkuer ved denne Scene. Da han nu traadte ner—
mere, ſtak der ham noget Rodt i Øjnene i den ſonder—
revne Fugls Indvolde. Han bukkede fig for at fee nøjere
efter; han drog den lille Gjenſtand fuldkommen frem, og
holdt fin dyrebare Badurs Talisman i Haanden! Ak,
hvor megen Sorg havde denne ikke voldet ham, ſiden han
havde miſtet den! — Gruſomme Fugl, — udraabte han
med Smerte: — det var din Lyſt at ſtifte Ondt! For—
bandet være Du! Men velſignet være Du, o Talisman!
Du ſkal være mig et frodefuldt Varſel for, at jeg ſnart
ſkal gjenſee min Elſkede! —

364

Og ban fvéfede Talismanen, viklede den ombogge—
lig ind met Klæde og bandt den faſt om Armen. For
forſte Gang 1 laͤngſommelig Tid nod ban en vederkve—
gende Slummer.

Da ban den folgende Morgen ſpurgte den gamle
Gartner, bvad han ſkulde beſtille, fatte denne ham til at
fælde et gammelt Træ, ſom ingen Frugter vilde bære
mere, og bugge dets JMødder op af Jorden. Han gif alt—
faa med fin Øre til Arbejdet. Men idet ban buggede i
en Nod, traf bang Øre en baard Gjenſtand, ſom gav bøj
Gjenlod, og da ban ryddede Muldet bort, fandt han en
ſtor Jernplade i Jorden. Efterat ban bavde fkaffet
denne tilſide, ſage ban en ſtejll Trappe paa ti Trin for
fig; ban ſteg ned derad og naaede en muret Hyalving,
ſom var flere Fapne i Fürkant. Sundt omkring ſtode
balptredſindstöve bedekkede Kobberkar. Nysgjerrig aab—
nede ban det ene efter det andet og fandt dem alle fulde
af Guldſtov.

Det var et Fund, ſom bavde Noget at betpde.
Glad ſteg ban op af Hvælvingen, lagde Pladen over Ned—
gangen og fortſatte ſit Arbejde, i Forventning af, at den
gamle Gartner ſkulde indfinde fig bos bam. Denne bapde
nemlig den foregagende Dag erfaret, at det til Iben—
boltsden beſtemte Skib vilde afgaa om nogle faa Dage,
og var gaaet ud for at ſtaffe fig fuldkommen nøjagtig Un—
derretning desangagende.

Da ban kom tilbage, kunde Kam aralſaman al⸗
lerede leſe bam den gode Efterretning, ban bragte, ud af
Anſigtet. — Glad Dig min Son! — raabte Oldingen
bam allerede langtfra imode: — Om tre Dage afgager

365

Skibet. Du maa ftrar gjøre Dig færdig! Alt Fornø-
dent angaaende din Medrejſe er allerede afgjort. —

— J kunde ikke meddele mig noget Behageligere. —
fvarede Kamaralſaman: — Men jeg har ogfaa No—
get at meddele Eder, ſom ikke er faa daarligt. Kom, faa
ſkal J fee, bvilken Lykke Himlen har beſkjaret Eder! —

Og ban forte den gamle Gartner ned i Hvalvin—
gen, vifte bam den umaadelige Skat og yttrede fin Glæde
over, at Allah endelig havde lønnet ham for alle hans
Gjenvordigbeder. Men Oldingen viſte Skatten fra ſig,
idet han ſagde: — Nej, Skatten er din! Nu har jeg i
næften fürſindstyve Aar gjennemrodet denne Jordbund fra
Ende fil anden uden at finde Noget; det bevbiſer klarli—
gen, at Skatten har været Dig beſtemt. Ogſaa pasſer
ſlig Herligbed ſig bedre for en Prinds ſom Dig, dertil i
fin fagreſte Alder, end for en ſtakkels Arbejdsmand ſom
mig, der allerede ſtager paa Gravens Rand. —

Da nu Prindſen ogſaa pan ſin Side ikke vilde vide
af Skatten at ſige, opſtod der en Adelmodigbedsſtrid
imellem dem, ſom forſt ſeent fandt fin Ende i den Be—
ſtemmelſe, at de ſkulde dele Skatten og Hver have fem og
tyve Krukker.

— Men nu maa vi ferſt og fremmeſt tenke over,
hvorledes Du, min Son, ſkal faa denne din koſtbare Skat
ombord uden at komme ifare for at miſte den. Hor, veed
Du hvad, paa Ibenholtsoen gives der ingen Oliven, og de,
der vore her, ſtaa hiſt i betydelig Anſeelſe. Oliven have
vi nok af her i Haven, veed Du. Du bebover altſaa
blot at tage halptredſindstyve Krukker og fylde dem halv
med Guldſtov, halv med Oliven, og ſaaledes lade dem
bringe ombord. —

Dette gode Raad fulgte Kamaralſaman, og an—

366

vendte Reſten af Dagen til at pakke fine Krukker fulde.
For at være deſto mere ſikker paa Beſiddelſen af fin dys
rebare Talisman, tog ban den af Armen og lagde den
paa Bunden af en Krukke, ſom ban forfunede med et
Tegn til Adſtillelſe fra de øvrige. Efterat alt dette var
vel beſorget, gik ban ind i Huſet med den gamle Gart⸗
ner, ſlog fig tilro og fortalte bam udførlig, hvad der var
pasſeret, medens ban bavde været fraværende, navnlig den
beſonderlige Kamp imellem Fuglene, Begravelſen og den
endnu beſonderligere Nettergang.

Enten det nu maatte være Oldingens bøje Alder,
eller ban bavde anſtrengt fig for meget paa denne Dag,
den gamle Gartner blev ſog endnu ſamme Nat, og bang
Tilſtand forværredes ſtadig de tvende efterfølgende Dage.
Paa den tredie Dags Morgen indfandt Skibskapitajnen
fig og ſpurgte efter den Perſon, der ſkulde fejle med ham
til Ibenboltssden.

— Det er mig. — fvarede Kamaralſaman: —
Den gamle Mand, ſom bar bragt Overfarten iſtand for
mig, er desværre bleven ſyg; ham kan J derfor ikke faa
itale. Men derſom J vilde være faa god, kunde J
gjerne tage mit Reiſetoj og disſe balptredſindstvve Oliven
krukker med Eder. Saaſnart jeg bar ſorget for denne
gode Olding og taget Afſked med ham, ſkal jeg folge ef—
ter Eder. —

Matroſerne belægfede fig med de halptredſindstyve
Krukker og med Kamaralſamans øvrige Tøj, og Ka—
pitajnen fjernede fig, efterat ban bavde bedet Kama ral—⸗
ſaman at ffynde fig alt, bvad ban kunde, da Vinden var
gaͤnſke vpperlig, og Man kun ventede paa ham for at gaa
under Sejl.

Da Kapitajnen og Matroſerne havde fjernet fig,

307
vendte Kamaralſaman tilbage til den gamle Gartner
for at tage Afſked med ham, og takke ham for alt det
Gode, ban bavde viiſt ham.

Til fin ſtore Sorg fandt han ham i de ſidſte Aan—
dedrag; neppe havde han, efter fromme Muſelmends
Sædvane, faaet ham til at fremſige fin Troesbekjendelſe,
førend bans Sjæl forlod Legemet.

Nu kunde Prinds Kamaralfaman naturligviis
umulig efterlade den fjære Afdøde ubegravet; faa knap
end hans Tid var, maatte han dog vife ham den ſidſte
Were. Han ſkyndte fig altſaa faa meget, ban kunde, med
at faa ham begravet paa en ſtille og ſkyggefuld Plet i
bang egen Have; men faa meget, ban end ffyndte fig,
var det dog Aften, inden han blev færdig. Nu ilede ban
ned i Havnen for at gaa ombord. Men, o Allab, Ski—
bet var allerede for længe ſiden afſejlet og var ikke mere
iſigte! Folk fortalte ham, at det bavde ventet paa ham i
fulde tre Timer, førend det hade lettet Anker.

Det var tilvisſe et haardt Stød! Endnu et Aar
maatte han tilfidefætte alt Haab om at gjenfinde fin
Elſktedes Spor; endnu et Aar maatte han tilbringe i et
Land, bvor ban var aldeles fremmed og oven i Kjobet
ilde feet! Og den gode gamle Gartner, hans eneſte Ven,
var dod og borte!

Ja, hans Ulpkke var uden Grændfe. Hans Skat
var ſluppen bam ud af Hænderne; ja, bvad Mere var,
ban bavde endog paany miſtet Talismanen, Ophavet til
al hans Lidelſe! Hvad ſkulde ban gribe til, hvorledes
ſkulde ban vinde Fatning og Taalmodigbed?

Der var intet Andet for at gjore end at vende til—
bage til Haven og fee til at faa denne tilligemed det lille
Huus i Forpagtning, ligeſom den gamle Gartner havde

368

bavt. Medens ban durfede denne Jordplet og fled for
fit Brod, vilde ban flæbe fig igjennem det lange Sorgens
Aar, faa godt, ban kunde.

Det Forſte, ban fif Oje paa ved Indtradelſen i
det ode Huus, var de fem og tyve Krukker med Guld⸗
,نامل‎ ſom af Skatten vare blevne den gamle Gartner til⸗
decl. Paa dem bapde ban flet ikke tankt. Han var alt⸗
fan i det Mindſte ikke fattig, ſom ban bavde troet. For
nu ikke ogſaa at miſte denne anden Halpdeel af Skatten,
til bvilken ban medrette kunde betragte fig ſom Arving,
fordeelte ban denne ligeledes i balptredſindstyve Krukker,
ſom ban balv fyldte med Oliven, og gjemte den paa et
ſikkert Sted, for at kunne bave den i Baghaanden, naar
endelig engang bans Befrielſestime vilde ſlaa.

Medens Kamaralſaman ſaaledes imodegik et
nyt Aar fuldt af Mofſomligbeder, Sorg og Lengſel, ner⸗
mede Skibet ſig med god Vind ſit Beſtemmelſesſted og
naaede lokkelig Hovedſtaden pan Ibenboltssen. Da nu
det kongelige Palads laa tæt ved Stranden, bemerkede
den nye Konge, det vil da ſige, Prindſesſe Badur, Ski⸗
bets Ankomſt i Havnen med Flag og flyvende Vimpler.
Hun ſpurgte, bvad det var for et Skib, og erfarede, at
dette Fartoj aarlig gjorde en Rejſe til og fra Hedninger⸗
nes Land, og ſedvanlig medbragte en Mængde meget
koſtbare Sager.

Midt i fin Herligbeds Glands tenkte Prindſesſen
dog idelig med Savn paa fin dyrebare Kamaralſa—
man; og det faldt bende ind, at ban maaſkee kunde bes
finde fig ombord paa Skibet. Hun lod en Heſt ſadle,
og naaede netop Havnen, ſom Kapitajnen ſteg iland.

Hun [od Manden falde for fig og forhørte fig an—

309

gaaende, bvorfra han kom og bvor længe ban bavde ve—
ret undervejs, bvilke Hendelſer han bavde bavt paa Rej—
ſen, om ban havde Fremmede af nogen Belydenbed om—
bord, og tilſidſt, bvoraf hans Ladning beſtod. Kapitajnen
beſvarede tilfredsſtillende alle disſe Spørgsmaal; med
Henſyn til Pasſagererne forſikkrede han, at ban bavde lut—
ter Kjobmend ombord, ſom bragte allehaande koſtbare Sa—
ger til Markedet i Landets Phe berlige Stoffer fra
forſkjellige Lande, de allerfineſte Lærreder med og uden
Maleri, Aedelſtene, Moſkus, graa Ambra, Kamfer, Zibet,
Kryderier, medicinſke Varer og endeel Oliven.

Saaſnart Prindſesſen horte tale om Oliven, hvoraf
bun var en lidenſkabelig Elſkerinde, ſagde hun: — Hvad
J bar ombord af Oliven, det maa J ſatte tilſide til mig.
Med Henſyn til de øvrige Varer er det min Villie, at
Kjobmendene forelægge mig de ſſeldneſte og koſtbareſte,
forend de komme noget andet Menneſke for Oje. —

— Herre, — ſparede Kapitajnen: — jeg har halb—
tredſindstyve ſtore Krukker med Oliven ombord; de tilhore
en Kjobmand, ſom vi maatte lade blive tilbage, efter at
bave ventet længe paa ham. —

— Lad kun Oliverne udſkibe! — befalede Prind—
ſesſen: — Det ſkal ikke afholde os fra at kjoebe dem. —

Kapitajnen ſendte ſin Baad ombord, og baſtig vare
Oliverne bragte iland. Prindſesſen erfyndigede fig nu
om, hvad vel balvtredſindstyve Krukker med Oliven kunde
være værd paa Ibenboltssen, og Kapitainen ſparede hende:

— Herre, Ejermanden er en fattig Mand; og J
vilde ikke betale dem for dyrt, naar J gav ham tuſinde
Solvſtykker derfor. !

— Er ban fattig, — ſagde Prindſesſen: — ſkal
han have tuſinde Guldſtykker derfor. — Efterat hun der—

VI. É 24

370

paa bapde givet Ordre til Pengenes Udbetaling og
ladet Krukkerne ſtaffe bort, vendte bun tilbage ſit
Palads. 4

Ved Aftenstid begav Prindſesſe Badur fig ind i
fin Veninde Prindſesſe Harat-al-nefug" Værelfer
lod Dlivenfrufferne bringe efter fig derind. Hu 1
Gul paa een af dem for at tilfredsſtille fin egen |
Venindes Lyſt, og ryſtede endeel Cliven ud i et ſtort Fad.
Da bemarkede bun til fin ſtore Forbauſelſe, a 8
vare blandede med Guldſtov. We

— Hrilket underfuldt Eventyr! — udraabte bun,
og fod af Haſat-al-nefus' Slavinder i fin Ner-
berelſe ufortovet ogſaa de andre Krukker aabne og belde
ud. Med ſtedſe ſtigende Forbauſelſe fandt bun Oli—
verne i alle Krukkerne blandede med Guldſtov. Men da
endelig ogſaa bendes Talisman kom for en Dag, faldt
bun i Afmagt af Overraſkelſe.

Kvinderne ilede Prindſesſen tilbjælp og bragte bende
igjen til Beſindelſe ved at ftænfe bende koldt Vand i An—
ſigttt. Da bun atter bavde ſamlet og fattet fig noget,
tog bun Talismanen i Haanden og kysſede den gjentagne
Gange. Da bun imidlertid ikke vilde blotte fig for Prind—
ſesſe Hafat-al-nefus' Slavinder, for bvilke bendes
Hemmeligbed var ubekjendt, befalede bun disſe at gaa til—
bvile, efterſom det allerede var blevet ſilde. Men ſaa—
ſnart Kvinderne bapde fjernet fig, tog hun, henvendt til
ſin Veninde, ſaaledes tilorde:

— Prindſesſe, I fjender min Livsbiſtorie tilſtrakke—
lig for at forſtaa, hvorfor jeg blev faa ftærft bevæget ved
Evnet af denne Talisman. Det er den ſamme, der ad⸗
ſtilte mig og min dyrebare Gemal fra hinanden; jeg har

371

ligeſom ved en Indſkydelſe vundet Overbeviisning om, at
den ogſaa vil tjene til at gjenforene os. —

Saaſnart det gryede ad Dag den folgende Morgen,
lod Prindſesſe Badur Skibskapitajnen kalde for ſig og
ſagde til bam: — J maa give mig nøjere Underretning
om den Kjøbmand, bvem disſe Oliven tilborte. Saabidt
jeg erindrer, ſagde I igaar, at J bapde ladt bam tilbage
i Hedningernes Stad; veed J ikke, hvad ban beſtilte
der? —

— Js, det veed jeg rigtignok. — ſparede Kapitaj⸗
nen: — Han arbejdede for Brødet hos en gammel Gart—
ner; Derfor vttrede jeg medrette, at han var fattig. Jeg
beſogte bam felv, for at lade ham vide, at han ſkulde
holde fig færdig til Afrejſen. —

— Under disſe Omſtendigbeder maa J djeblikkelig
gjøre Eder rede til at vende tilbage til den Havn, hvor—
fra I nylig er kommen, — pttrede Prindſesſen: — for
at bidbringe den omtalte Gartnerkarl, med bvem jeg har
en Hone at plukke. Derſom J vægrer Eder, vil jeg ikke
lade mig nøje med at konfiſkere baade alle Eders og Eders
Pasſagerers Barer, men vil ogſaa fordre Livet af Eder alle.
Varerne ſkulle ſtrax tages under Forſegling; og J faaer
dem ikke tilbage, førend jeg har den bevidſte Perſon i min
Magt. Andet bar jeg ikke at ſige Eder; gak nu og bær
Eder ad ſom en klog Mand! —

Denne Forklaring var altfor beſtemt og truende til
at der ſkulde bave kunnet lade fig Noget indvende derimod.
Kapitajnen beed i det ſure Wble, og haſtede ſaaledes med
at udruſte fit Skib til den nye Rejſe, at han allerede den
folgende Dag kunde ſtikke i Søen.

Farten var ufædvanlig beldig, og Kapitajnen gjorde
fit Beſtik faa vel, at han ved Nattetid naaede Hednin⸗

247

372

gernes Stad. Han faftede Anker og ſteg med fire raſke
Matroſer i en Baad for at begive fig ud til Haven, hvor
ban vidſte, at Kamaralſaman arbejdede.

Prindſen var endnu ikke gaaet iſeng. Sorgen boldt
bam vaagen; ban grammede ſig endnu over Skilsmisſen
fra fin dyrebare Prindſesſe og forbandede det Ojeblik, da
ban havde faaet iſinde at underſoge bendes Bælte. Da
blev ban pludſelig ffræmmet op af fine Drommerier ved
en ſterk Banken paa Huusdoren. Halv paakladt ilede
ban ud for at luffe op; men neppe havde ban viiſt fig
i den aabne Dor, førend ban blev greben og med Magt
flæbt bort, kaſtet i en Baad og fort ud til et Skib, ſom
ojeblikkelig gik under Sejl.

Alle Indvendinger havde været unvttige. Men da
ban var kommen ombord paa Skibet, gjorde ban paany
Kapitajnen, bvem ban ſtrax bavde gjenkjendt, anſparlig
for den voldſomme Adfærd, ban havde tilladt fig imod

bam.

— Kongen paa Ibenboltssen bar nok en Høne at
plukke med Eder. — ſparede Kapitajnen nu ganſke ma⸗
neerlig.

— Kongen paa Ibenboltssen? — gjentog Kama⸗
ralſaman: — Jeg bar aldrig i mine Livsdage hort
tale om, endnu mindre feet denne Konge! —

— Ja, det kan jeg ikke ſige Noget til; — pttrede
Kapitajnen: — det maa J afgjore med binanden indbyr⸗
des, naar J komme ſammen. —

Skibet bavde en ligeſaa beldig Hjemrejſe ſom Ud⸗
rejſe, og naaede i fort Tid fit Beſtemmelſesſted. End⸗
ſtjondt Natten allerede var brudt ind, da Skibet lagde
ind i Hapnen, vilde Kapitajnen dog ikke ſpilde noget Oje⸗

373

blik, men gik ftrar iland med Kamaralſaman og lod
fig med bam anmelde i Paladſet.

Prindſesſen bapde allerede draget fig tilbage i fine
indre Gemakker; men neppe børte bun, at Kapitajnen var
vendt tilbage, førend bun lod ham fore ind for fig. Oje—
blikkelig gjenkjendee bun fin kjere Kamaralſaman,
endſkjondt han optraadte for bende i en beel elendig For—
fatning. Prindſen paa fin Side fremſtillede fig med Be—
ven for en Forſte, der ſyntes at ville ham ilde, og bavde
ikke den ringeſte Anelſe om, at han havde fin elſkede B عه‎
dur for ſig.

Derſom Prindſesſen bavde fulgt fit varme Hjertes
Tilſkyndelſe, vilde bun bave kaſtet fig i den Elſkedes Favn
og givet fig tilkjende for bam. Men da hun anſage det
for nødvendigt, endnu i nogen ID at bevare fin Konge—
rolle, lod bun det for det Forſte bero ved at paalægge
een af ſine Hofbetjente at ſorge vel for ham. Efterat
hun derpaa med fyrſtelig Gavmildhed havde boldt Kapi—
tajnen og Kjobmendene ſkadesloſe for det Tab, de havde
lidt ved Üdforelſen af bendes Befaling, begav bun fig ind
i fin Venindes Verelſer og gjorde bende deelagtig i fin
levende Glæde. — Men vi maa betvinge os og bare os
fornuftig ad; — vttrede hun: — det gaaer paa ingen
Maade an, paa een Gang at gjøre en mægtig Fyrſte af
en ſtakkels fattig Gartnerkaͤrl. — Heri var Prindſesſe
Halat⸗al-nefus enig med bende og erklarede fig
villig til af al Magt at befordre hendes kloge Hen—
ſigter.

Paa Prindſesſe Badurs Befaling blev Kam a—
ralſaman tidlig den folgende Morgen bragt i Bad;
da han forlod dette, lod hun ham overræffe en Emirs
eller Statholders Klaedebon. Saaledes omſkabt blev

374

ban ført ind i Divanet, bvor ban ved fit gode Udfeende
og fin ædle Anſtand øjebliffelig drog Alles Opmerk⸗
fombed paa fig.

Selve Badur følte fig ganſke benrpkt over at
gjenfinde fin Elſkede ligeſaa elftværdig, ſom bun bavde
miſtet bam, og vandt i denne Folelſe Mod til hojt at
forfynde bang Noes.

— Emirer og ædle Herrer, — fagde bun: — Ka—
maralfaman, bvem jeg idag bar optaget i Eders ædle
og ærværdige Kreds, er Eder ingenlunde uværdig. Jeg
bar lært bam at fjende paa mine Reſſer, og kan gaa
Eder i Borgen baade for bang ædle Sind, bang Taps
perbed og bøje Aandsgaver. Lad bam træde i Beſid—
delſe af Eders Agtelſe, ligeſom ban allerede for længe
ſiden er traadt i Beſiddelſe af min! —

Med den ſtorſte Forbauſelſe bande Kamaral—
ſaman bort Kongen falde bam ved Savn og pttre, at
ban kjendte bam. Han ſtirrede paa fin forkledte Ge—
malinde, men kjendte bende ikke. Neppe beboldt han
Fatning nok til i nogle vel valgte Ord at udtrykke fin
Taknemligbed for den bam beviſte Maade.

Fra Divanet blev Prindſen fort ind i et ſtort og
prægtigt Palads, ſom hans Gemalinde udtrykkelig bavde
ladet indrette til bam. Han traf ber en Mængde Be—
tjente og Slaver, ſom ſtode beredte til at adlyde bang
mindſte Vink, og en Stald fuld af de adleſte Heſte.
Og ſaaſnart ban bavpde betraadt fit Varelſe, overrakte
hans Huushoymeſter bam et Skriin fuldt af Guldſtpkker.

Efter en Uges Forløb forundte Badur Prindſen
Storſkatmeſterens Embed, ſom netop var blevet ledigt,
for ved denne Opbojelſe at fore ham fin Perſon endnu
nærmere. Og fnart viſte Kamaralſaman, at Valget

375

ikke var faldet paa nogen Uværdig; ved en ſtreng Op—
foldelſe af fit bøje Embeds Pligter, ved et fordringsloſt
Veſen og en naſten ubegrændfet Gavmildhed vandt han
i ganſke fort Tid Alles Hjerter.

Kamaralſaman vilde i Beſiddelſen af en ſaa
ædel og mægtig Fyrſtes Gunſt og et ſtort Folks Agtelſe
have fundet en fuldkommen Lykke, derſom han ikke havde
næret det bittre Savn af fin dyrebare Gemalinde. In—
tet var ſandſonligere, end at bun paa fin Reiſe til bang
Faders Rige var kommen igjennem dette Land; men han
formaaede ikke at opdage mindſte Spor af bende. Der—
ſom Prindſesſe Ba dur ikke ſtrax efter fin Tronbeſtigelſe
havde aflagt Navnet Kamaralſaman og antaget Nav—
net Armanos iſtedet, vilde ban rimeligviig ſnart være
kommen efter fin Elſkedes Hemmelighed. Men nu bed
den formeentlige Konge Armanos den Yngre, og kun
enkelte Hofmeend havde bevaret Erindringen om Napnet
Kamaralſaman. Der var altſaa ikke ſtor Sandſyn—
ligbed for, at Prindſen ad denne Vej ſkulde komme ſin
Gemalinde paa Sporet.

Dette frygtede Prindſesſe Badur dog imidlertid
for, og fattede af den Grund, med det ganſke naturlige
Onſke, at bendes Elſkede kun ſkulde bave bende felv at
taͤkke for Gjenkjendelſens Lykke, den Beflutning at gjøre
baade bans og fin egen Pine fort. Hun bavde nemlig
ofte, naar ban i Embedsmedfor var ſtedt for bendes
Aaſyn, bort bam ſukke dybt, og bun tog ikke fejl, idet
bun regnede fig ſelv disſe Lengſelsſuk tilgode. Og bun
ſelb levede i en piinlig Tvang, der tilſidſt var bleven
bende utaalelig. Hun meente ogſaa, at bun nu vel uden
Fare kunde vove det afgjorende Skridt, efterſom den nye

— 376
Storſkatmeſter i ſamme Grad ſom bun ſelv bapde vundet
Alles uindſtrankede Hengivenbed, baade Smaa og Stores.

Saaſnart Badur altſaa bapde raadfort fig des—
angagende med fin trofaſte Veninde, Prindſesſen af Iben⸗
boltssen, lod bun Kamaralſaman falde for fig i
Eenrum og ſagde til bam:

— Kamaralſaman, jeg bebover Eders Naad
i et meget vigtigt Statsanliggende; efterſom det ſkal være
en Hemmeligbed, gjør J u bedſt at komme til mig ved
Nattetid. Naar vi ere færdige med at raadſlaa, kan J
faa et Natteleje ber paa Slottet. —

Ved det beſtemte Klokkeſlet indfandt Prindſen fig i
Paladſet, og Badur forte ham med fig ind i de indre
Verelſer. Efterat bun bapde ladet Oberſten for Gil—
dingerne vide, at ban ikke bebovede at folge med, men
blot ſkulde ſorge for, at Dørene bleve vel luftede efter
bende og at ingen Forſtyrrelſe fandt Sted, traadte hun
med fin dorebare Gemal ind i fit Lonkammer.

Saaſnart Doren var laaſet efter dem og Lyden af
Gildingens Fjed var forſtummet, drog Prindſesſe Badur
Talismanen frem og viſte Prindſen den, idet bun ſagde:
— Ganſke nvlig bar jeg faaet denne Steen foræret af
en lærd Stjernetoder; maaſkee kan IJ, der er faa vel be—
vandret i alle Ting, ſige mig, bvilke Kræfter den bes
ſidder. —

Kamaralſaman nærmede fig en Kjarte for nøje
at betragte den overleverede Steen. Ved det forſte Blik
gjenkjendte ban den og udraabte: — Eders Hojbed fpørs
ger mig om, bvilke Kræfter denne Talisman beſidder!
Ak, den bar Magt til at lade mig lide den bittre Kum—
mers og Lengſels Dod, derſom jeg ikke ſnart finder bende,
ſom mit Hjerte hænger ved! Den har havt Magt til at

377

adffille os; maatte den blot ogſaa have Magt til at
gjenforene os! —

— Det har den, Emir! — ſparede Prindſesſen,
fig neppe felv mægtig, rev Turbanen og det falſke Skjeg
af fig, og vedblev: — Kjender J mig nu, Kamaral—
ſaman? —

Ja, Prindſen kjendte hende. Han ſtyrtede frem,
rev hende til fit Bryſt og forglemte fig felv i ſalig Folelſe.

Da de vare blevne roligere, gav Prindſesſen fig
til at fortælle fin Gemal fine Livsbegivenheder, ſiden
Sfjæbnen havde ſkilt dem fra hinanden: ſin Vandring
under hans Mavn, fif Giftermaal med Prindſesſen af
Ibenholtsoen, endelig den lykkelige Begivenhed med Oli—
verne og Talismanen, hvorved hun bavde erfaret, at han
endnu var ilive. Derpaa maatte Prindſen fortælle, hvad
ban havde gjennemgaget i den lange Adſkillelſens Tid.
Fotſt ſilde lagde de fig tilbvile, beruſede af deres Lykke.

Ved Morgengry forlode Prindſesſen og bendes Ge—
mal deres Leje. Men den forſte tog en Koindekledning
paa iſtedetfor det kongelige Kledebon. Saaſnart bun var
færdig, ſendee hun Oberſten for Gildingerne til Kong
Armanos, fin Svigerfader, og bad ham ulejlige fig
hid til bende. Til ſin ſtorſte Forbauſelſe fandt den
gamle Forſte, iſtedetfor Kongen, fin Svigerſon, en ham
ganſke ubekjendt Dame for ſig, og Storſkatmeſteren, hvem
det, ligeſaa vel ſom alle de øvrige Hoffolk, var ubetinget
formeent at betræde Slottets indre Verelſer. Imidler—
tid fattede han fig dog i Taalmodighed, tog Plads og
ſpurgte efter Kongen.

— Herre, — tog Prindſesſen tilorde: — endnu igaar
var jeg Kongen; idag er jeg Prindſesſen af China, denne

378

Prindſes Gemalinde. Derſom Eders Højbed vil viſe os
den Naade at bore vor Hiſtorie, tor jeg vel baabe at
vinde Eders Tilgivelſe for det uſkyldige Bedrageri, jeg
bar tilladt mig. —

Nu fif Kong Armanos bele de Elſkendes Hi—
ſtorie at vide fra Begyndelſe til Ende. Med ſtigende
Forbauſelſe borte ban Prindſesſen tale.

— Herre, — ſaaledes fluttede Prindſesſe Badur:
— endſkjondt Kvinderne af min Tro kun nødig finde
fig i den Mændene indrømmede Fribed at bave flere
Gemalinder, er jeg dog, af Agtelſe for Eder og af Kjer—
ligbed til Eders Datter, rede til at indrømme Hatat-al—
nefus den overſte Plads ved min Gemals Side tillige—
med Dronningens Vardigbed, ſaafremt J vil forunde
bam bende til Gemalinde. Eders Datters beredvillige
Samtvpkke bar jeg allerede. —

Saaſnart Kong Armansos bavde fattet fig no—
genlunde af fin dybe Forbauſelſe, ſparede han, idet han
ſaalunde benvendte Ordet til Prinds Kama ralſaman:
— Min fjære Prinds, efterſom Eders Gemalinde, for
bvem jeg i enbver Forſtand nærer den dubefte Agtelſe,
erklerer fig villig til at dele fin Agteſeng med min
Datter, bar jeg intet Andet at gjore, end at ſporge Eder,
om I bar Luft til at modtage bende til Gemalinde til—
ligemed Krone og Kongedomme. Derſom J blot vil
bære Kronen med balv faa megen Verdigbed, ſom Eders
Gemalinde bar gjort, vil jeg være ſtolt af min Efterfol—
ger i Regjeringen. —

Dette gode Tilbud lod Kamaralſaman ſig na—
turligvüs ikke gjøre to Gange; endnu ſamme Dag blev
ban udraabt til Konge og formelet med Prindſesſe
Halat⸗al⸗nefus. Den Upartiſkhed, hvormed han

379

deelte fin ægteffabelige Kjærlighed imellem fine tvende
Gemalinder, blev et ſikkert Grundlag for deres ømt ven—
ſkabelige Forſtagelſe; og ban felv følte fig lokkelig ved
Beſiddelſen af to faa ſkjonne og aandrige og dog i deres
hele Veſen faa himmelvidt forſkjellige Kvinder ſom Ba—
dur og Halat-al-nefus. Foerſt ſeent opløfte Dø-
den en faa heldig Forening i Kjærlighed og Agtelſe.

Et Mirakel

med

en afſkaaren Uæfe.

En Mand, der var bleven bedragen af fin flette Kone,
havde givet fig paa Bandring for at opføge og tage Hævn
over bende. Ved Enden af fin anden Dagérejfe ſank
ban, overvældet af Matbed, om paa Benken udenfor en
Skomagers Huus. — Broder, — ſagde denne til bam:
— Du ſyones at være meget træt, og det bliver ſnart
mork Nat; bvis Du ikke fjender noget bedre Natteleje,
vil jeg gjerne dele min Maatte med Dig. —

Den arme Selim tog med Taknemligbed imod
Tilbudet, lagde fig ſtrax tilbvile og var ſnart falden i en
dyb Søvn. Men efter ikke lang Tids Forløb blev ban
væffet ved Larmen af et ganffe fælfomt Optrin. Sto-
magerens Kone bapde nemlig allerede længe underholdt en
Kjarligbedsforſtaaelſe med en ung Kjøbmand, og en Bar⸗
beers Kone i Nabolaget havde gaaet dem tilbaande der—
ved. Juſt vilde den utro Kone begive fig ben til et
Stevnemode med fin Elſker, da Manden, ſom var gaaet
ud i et Wrinde, ganſke uventet kom tilbage. Da bun nu
paa bang Sporgsmaal om, hvor bun vilde ben, ikke for—
maaede at give noget fyldeftgjørende Svar, blev han ra—

381

ſende bred og bandt hende til Straf faſt ved en Pille i
Huſet. Derpaa ftrafte ban fig ud paa Maatten ved Siden
af fin Gjæft og faldt iføvn.

Selim havde følt fig bøjlig oprørt over Skoma—
gerens raa Adfærd imod fin Kone; men ſnart maatte han
dog ſande, at Skomageren juſt ikke havde gjort hende no—
gen ſtor Uret. Thi fort efter ſaae han Barberens Kone
liſte ſig ind i Boden.

— Hvad betyder dog dette? — hviffede Naboko—
nen: — Veed J da ikke, at J bliver ventet med den
allerhedeſte Lengſel? —

Da fortalte Skomagerkonen Alt, hvad der nylig var
foregaaet imellem bende og hendes Mand, og tilføjede:
— Hvis I, gode Moer, imidlertid blot for en ganſke
fort Tid vilde indtage min Plads her ved Pillen, fulde
jeg nok vide ganſke artig at bevne mig paa min Mand. —

— Med ſtorſte Fornejelſe! — ſparede Barbeerko—
nen: — Det vilde jo være baade Synd og Skam, om
ikke den ene Naboerſke vilde bjalpe den anden i flige
Smaating. Bliv blot ikke altfor længe borte! —

Med disſe Ord løfte bun den faſtbundne Skomager—
kone, og denne ilede ſjeleglad ben til fin Elſfker. Men
alt dette var ikke ganſke gaaet af uden Støj; juſt ſom den
utro Huſtru var ſmuttet ud af Huſet, vaagnede Skoma—
geren og gav fig til at falde paa fin Kone. Men han
kaldte forgjaves; thi Barbeerkonen, ſom ſtod ved Pillen,
vovede ikke at ſvare, af Frygt for at hendes Stemme
ſkulde forraade bende.

Da blev Skomageren gal i Parykken; han foer op
fra fit Leje, ſnappede fin Tilſkjcrekniv, lob ben til Pil—
len, bvorved han havde bundet fin Kone faſt, og ſkar
Tippen af Barbeerkonens Næſe. — Der, — ſagde han,

اجا

382

idet ban gav bende den afſkaarne Sæfetip i Haanden:
— der bar Du en ſmuk Forcring til din Boler, Du
urene Kvinde! Jeg ſkal dog i det Mindſte nok lære Dig
at lyftre! —

Det ulvkkelige Offer for menneſkekjcrlig Villigbed
turde ikke give et eneſte Gnu fra fig, af Frugt for den
bidſige Skomager, ſom gjerne kunde have faaet iſinde at
ſtode bende Kniven i Hjertet, naar ban kom til at marke,
at ban var bleven narret. Hun bed altſaa Tænderne
ſammen, forat Smerten ikke ſkulde afpresſe bende nogen
Lyd, og blev ſtagende bomſtille. Men ſaaſnart Skoma⸗
geren bapde til redsſtillet fin Havnloſt, lagde ban fig at—
ter tilro og faldt ſnart igjen i en urolig Slummer.

Kort efter vendte Skomagerens Kone tilbage. Da
bun erfarede fin kjere Naboerſkes onde Skjebne, følte
bun fig i fit inderſte Hjerte viſtnok inderlig glad over, at
bun var undgaaet flig gruſom Bebandling, men undlod
dog ikke, i de ſterkeſte Üdtryk og under ſtride Taarer at
bevidne ſin Veninde ſin ſmertefulde Deeltagelſe. Imid—
lertid lod bun fig atter binde faſt til Pillen, og den alt
for tjenſtvillige Barbeerkone gik ſin Vej, en Naſe kortere.

Saaſnart Skomagerkonen var ene med fig ſelv, var
bun alene betankt paa en Lift, bvorved bun kunde redde
fig ſelv og fore fin Mand rigtig bag Lyfet. Hvad vilde
nemlig Sfomageren fige den næfte Morgen, naar ban
fane, at bans Kone bavde fin bele ubeſkaarne Naeſe? Saa
maatte jo nødvendigviig alle bendes Renker komme for
Lyſet. — Men en flet Kone er aldrig forlegen, naar det
gjælder om at fætte Manden en Voxnæſe paa. Efter
nøgen Tids Forløb hørte Selim, bvorledes Skomager—
konen begundte at bede med lydelig Stemme:

— Naadige og barmbjertige Allah, Du, ſom ran»

383

fager Nyrerne, kan Du virkelig ogſaa taale, at jeg uffyldige
Skabning ſkal være et Offer for den ſkammeligſte Mis—
tanke og den gruſomſte Behandling? Hor min Bon, ret—
færdige Allah, og giv mig, ſaaſandt jeg er uffyldig, min
tidligere ſmukke og mangelfri Anſigtsform tilbage, at mine
Træf ogſaa fremdeles maa forkynde et reent og ædelt
Veſen! —

Skomageren var ogſaa vaagnet og kunde ikke længe
tilbagebolde fin Uvillie over denne, ſom ham ſyntes, ſkam—
loſe Bon.

— Din elendige Tojte, — raabte ban til bende:
— hvorledes tør Du vove at tro paa Opfyldelſen af flig
en Bon? —

— O Himmel, — udraabte i ſamme Stund Konen:
— min Bon er trangt frem til den Eviges Trone!
Kom, umenneſkelige Agtemand, og overbeviis Dig felv!
Den gruſomme Lemlaeſtelſe er uden Spor forſvunden! —

Disſe Ord bleve udtalte med altfor megen Sikker—
bed, til at de ffulde være forblevne uden Virkning. Sko—
mageren ſtod op, antændte Lampen og luyſte nysgjerrig
fin Kone ind i Anſigtet, — og ſage ganſke rigtig, at
hendes Naſe var i aldeles komplet Stand, ganſke ligeſom
den altid havde været. Da tvivlede han intet Ojeblik
om bendes Uſkyldighed, men kaſtede fig for hendes Fod—
der med de Ord:

— O jeg Ulykſalige, hvad har jeg dog gjort! Det
er mig, der er den vanbellige Forbryder imod Tro og
Love! — Fra dette Ojeblik af kan Du ſkalte og valte
med mig, ſom Dig bebager; jeg lover Dig, af alle Kref—
ter at indrette min Opforſel imod Dig ſaaledes, at den
kan bringe min tidligere Ondſkab og Gruſomhed i For—
glemmelſe. —

384

Selim havde i fin Krog været Vidne til bele
denne befunderlige Scene, og havde ondt ved at bolde
fig fra at briſte ud i bøj Latter. Modfætningen imellem
Skomagerens Eenfoldigbed og Godmodigbed paa den ene
Side og bang Kones Tradſkbed og Uforſkammetbed paa
den anden borte virkelig til det Overordentligſte, Verden
kunde frembyde. Men denne Erfaring gjorde tillige den
arme Selim inderlig vel; ban indfaae, at ban var
den eneſte Bedragne, og flumrede, ikke lidet troſtet, ind
igjen, uden at blive Vidne til de videre Følger af Forſo—
ningen imellem Ægteparret. Men ved Daggry ſtod ban
op og vandrede med et lettet Hjerte videre, uden i mind—
ſte Maade at bringe nogen Forſtprrelſe ind i Skomage⸗
rens lykkelige Indbildning.

Indhold.

Ex Side
Mureddin Alls og Bedreddin Sasſans Siſtorie . 5.
Aly Shah eller den falſke Khalif——— 86.
Trylleheſten لإا .قر م «أعع و مدع م ع منغ أء قأ اما فرك فافع م‎ 50008 124.
Den gjerrige Kadi 433 168.
Prinds Ahmed og Feen Peri-Banu .... t 0» + 2 184.
Kongen og Dronningen af Habysſinie 216
Abu Mohamed Alkeslans Siſtorie --- 232.
Neama og NoammmmůmmmmümümPmw dress 261.

Prinds Kamaralſamans og Prindſesſe Badurs Hiſtorie. ... .297.
Et Mirakel med en afſfkaaren Næſe -- n 380.

PLEASE DO NOT REMOVE

CARDS OR SLIPS FROM THIS POCKET

UNIVERSITY OF TORONTO LIBRARY

Årabian nights. Danish
Eventyr og fortaellinger
af Tusind og een nat

PJ

7721
D3T4
v. 6

17 e | 0 MLS ename || ("HHH e 1
1 M 1 11 10 Mit 11 10 Hanne ite
ee 0% Al 7 10% ee
١ tit MA j 1111 ll Ul han 1 rt 1
1 fit! i ١ 0 1 ١ 1 6600 Å Mitte!
ik i | | |

ee i‏ | 1 ا
HH‏

11
|
e fi
/ mn
i hm
t KA TT
be HLA Mit ||
een
Ae fil Mi
1 ||| 1
ا‎
) ee
eee
|| j | (| 1
| | li i MA
WM |!
Ain ' I
١ ا‎ 1 11
! 1 |
ا‎ 0 |
i AA 10 | | 1
Hi Å i dt i udi
| ! 100 ft: 1
Ii“ 11
M | Hi
1
Ae i
0 4 1 it
| |

e 0 ا‎
MÅ 0 0 0 | 0 0 0 0
00 Wi 00 0 0 0 . 0 0 0

0 00 0 ا‎ 00 1 UA 0 i |

0
UA 100 . 0 fl 01 i

1 00